Retten til at kalde sig “kunstner” (2023)

– med særligt fokus på “forfatter” og “digter”

 

Kunstner er ikke en beskyttet titel, men er hos Danmarks Statistik 2023 defineret som en person, der [enten]

  1. er medlem af en organisation under Dansk Kunstnerråd, eller
  2. modtager af rettighedsmidler vedr. kunstnerisk virke, eller
  3. modtager af legat fra Statens Kunstfond

eller

  • er dimittend fra en [godkendt] kunstuddannelse, hvis ét af de øvrige tre kriterier også er opfyldt.

For ikke så længe siden, og måske fortsat (?), var skattevæsnet den eneste reelle institution med ret til at skelne mellem professionelle og hobby-kunstnere – derved, at skattevæsnet tilstod udøvende kunstnere ret til direkte fratræk for udgifter i forbindelse med skabelse af kunst eller ikke (professionel eller hobby).  Hvilket for de fleste hang direkte sammen med omfanget af indkomst fra kunstnerisk produktion – men i en berygtet sag for nogle år siden afgjorde skattevæsnet f.eks., at en billedkunstner på livslang ydelse fra Statens Kunstfond – altså en præmiering uddelt af kolleger – ikke “var produktiv nok” til at fortjene retten til omkostningsfratræk og titlen som “professionel”. Om han var professionel kunstner eller hobbykunstner handlede således direkte om den gennemsnitlige indkomst på billedkunstområdet. [Ve den levende kunster, der bliver gammel og mindre produktiv – uanset indsatsen gennem livet!]

Man kan se Danmarks Statistiks definition som både opposition til skattevæsnets afgørelser og erklæret enighed: 

  1. Man bliver medlem af en faglig organisation ved at opfylde nogle produktions- og kvalitetskriterier, som er kollegialt afgjort. Er man forfatter, skal man således gennem et nåleøje, der handler om at have udgivet bøger på anerkendte forlag og/eller ens bøger er købt af et vist antal biblioteker. 
  2. Modtagelse af bibliotekspenge for sine titler på danske biblioteker eller i udlån fra eReolen giver således ret til titlen “kunstner”. Men fjernes ens bøger fra hylderne eller fra digitalt udlån, falder man ud af statistikken og mister titlen. “Kunstner” fordrer således aktivitet – hvilket vil sige, at “kunstner” indenfor nævnte defintion litteraturhistorisk-paradoksalt nok kun gælder levende forfattere.
  3. Søger man Statens Kunstfond og modtager man som forfatter arbejdes-, rejse-, produktions-, oversættelseslegater, eller forfattermødehonorar og mange andre, økonomiske anerkendelser af ansøgninger kan man i følge Danmarks Statistik kalde sig kunstner. 

Og er man dimitteret fra Forfatterskolen OG enten med i en af de to forfatterforeninger, eller på hylderne til udlån, eller modtager af Statens Kunstfond-legater, er man kunstner-forfatter – men uden tæller man ikke med i statistikken og er “kun” forfatter (fordi man skriver).

Danmarks Statistik tæller således kun levende kunstnere, fordi statistikken er et øjebliksbillede ind i kunstneres nuværende økonomi (som kunstpolitisk afklaringsredskab), og tæller ingen af døde udøvende, som er fundamentet under de forskellige kunstformers historie. Dem kalder man i stedet små og store kunstnere, underforstået: De er en del af kunsthistorien, og akademikere og andre opregner deres betydning på kulturen og på efterfølgende kunstnere, men fratager ikke udøvernes store eller lille, mere eller mindre betydningsfulde kunstneriske produktion ret til at være “kunster”. 

“Kunstner” er hér et forsøg på at skabe en profession, der kan sidestilles med alle andre professioner – uden hensyntagen til kunstneres særlige vilkår: koblingen af samtidsanerkendt talent, timing, salgsevne, politisk tæft, evt. økonomisk sikkerhed og udadvendthed til at kunne afsætte egne værker i sin samtid, så der bliver tid (penge) til at dygtiggøre sig og få plads i offentlighedens bevågenhed.

“Kunstner” er samtidig en politisk afgrænsning af “talent nok” til kunstpolitisk for de enkelte organisationer at kunne hævde en særstatus, som gør det troværdigt for det nationale fællesskab økonomisk at støtte kunsten gennem at støtte aktive, levende kunstnere. Og til en vis grad støtte de døde, som menes fortsat at øve indflydelse på tidens kultur og udøvende kunstnere. 

DIGTERNE
Applikerer man begrebet på de mindst indtjenende kunstgrupperinger, som digterne med sikkerhed hører til, får man lynhurtigt skilt flertallet af udgivende digtere fra gruppen, der må kalde sig kunstnere: Der er ikke det store salg af en digtsamling, ikke mange digtere får kunststøtte,  og bibliotekerne køber ikke længere eksemplarer nok af udgivne titler til at berettige hverken organisationsoptagelse eller bibliotekspenge.

Tilbage er kun støtte fra Statens Kunstfond som kriterium, men igennem de seneste godt 10 år er bevillingsstørrelserne steget fra behøvede småbeløb til minimum 25.000, og så til 50.000, og nu til 100.000, hvilket har udelukket et stigende antal udøvende fra modtagelse af kunststøtte. Og dermed retten til at kalde sig “kunstner” – som den defineres af Danmarks Statistik. 

Der er flere faktorer, men kort fortalt er der blevet færre kunstner-digtere i Danmark på grund af 

  • det interurbane udlånssamarbejde, hvor enkeltbiblioteker altid kan få adgang til andre bibliotekers indkøbte titler, hvis de bestilles af en låner, uden at have forpligtelser til at repræsentere og udstille digtningen med indkøbte titler til egne biblioteker
  • eReolens kontraktaftaler med forlagene, der minimerer antallet af digitale digtsamlinger i tekst og lyd
  • færre kunstfondstøttede digtere pga. større puljetildelinger
  • procentdelen af anmeldte digtsamlinger vs. udgivne digtsamlinger falder
  • kunstfondens støtte til forfattermøder går til færre digtere, fordi ansøgningsfristerne er faldet til kun 2x om året, hvilket skaber særlige krav til planlægningen, eks. hvor kendte de rejsende digtere er frem for nyhedens interesse
  • forfatterorganisationernes optagelseskrav kan ikke slækkes uden at slække på den kunstneriske troværdighed eller at skulle tilbage til organisationsvurderinger af kvaliteten frem for at læne sig op af udlånstal, eksemplarantal, antal omtaler og salgstal, der ikke direkte siger noget om kvaliteten af bøgerne.

 

da kunst blev til blasfemi

– og de folkevalgte åbent valgte at dele befolkningen

Jeg hørte engang en vittighed om “den svenske sjæl”: Får et barn fingrene i klemme i et vindue i Sverige, laves straks en lov, der påbyder tilspigring af alle vinduer i Sverige.”

Mit indtryk af dansk lovpraksis har været, at hér laves love for at lukke huller i lovgivningen, som nogen har fundet ud af at udnytte. Og ja, nogen har fundet huller i lovgivningen til at kunne give sin mening til kende ved at afbrænde eksemplarer af Koranen. 

Betydningen af “hellig bog” er, at defamering af et eksemplar af eks Koranen for en troende svarer til defamering af troen Islam, og dermed at håne muslimer og trosgrundlaget. 

Continue reading “da kunst blev til blasfemi”

vedtaget til 1. behandling: Lovforslag om Moms på kunstnerisk virksomhed

En Sorgens dag.

 

[læs Dansk Forfatterforenings høringssvar fra oktober for at forstå, hvad der er HELT galt ved det her.]

Vedtages lovforslaget i sin nuværende udgave, må man antage, at der fremover skal lægges moms på litterære oversættelser, salg af udøvet kunstnerisk virksomhed, uanset om salget sker som virksomhed eller ej, og at moms skal lægges på royaltyforskud.

Det kommer til at koste kunstnere dyrt i kroner, og samfund, skat.dk og forlag dyrt i kroner og tab af kunstnere.

kilder

Regeringen, 17.9.2021

Continue reading “vedtaget til 1. behandling: Lovforslag om Moms på kunstnerisk virksomhed”

Kulturministrene #1, Jytte Hilden (1993-96), podcast

– “dejligt, at vi har en kulturpolitik!”

 

Afsnit 1, Jeg ville aldrig kunne vinde over Ib Michael i sømandstrøje og guldørering.

2021 er det 60 år siden, at Julius Bomholt oprettede Kulturministeriet. Dvs. tanken om at støtte de fælles tiltag – sport, forsamling, institutionerne – og skabelsen af kunst, samt og belønning til fortsat arbejde mod ny kunst og fællesskab.

Kulturmonitor har i den anledning fået produceret en interviewbaseret podcastserie om de endnu levende kulturministre fra Jytte Hilden og frem.

Blandt Jytte Hildens fortjenester: “Kultur er morgenbajer og Mågestel”. Medvirkende til at hæve kulturbudgettet med 50%, introduktion af armslængdeprincippet (i forlængelse af Bomholt-citatet nedenfor), introduktion af kvinder fra provinsen i Kulturministeriet, “kultur er måden, vi har det med hinanden på”, bagatelgrænse på bibliotekspengene (gennemført) og loft over bibliotekspengene på 200.000 (forslag trukket tilbage), De kunstneriske uddannelser til Holmen, Filmhuset, Den Sorte Diamant (incl. navnet), største fortjeneste var fastholdelse af bevillingen til Laserstrålen fra Skagen langs den jyske vestkyst ned til Esbjerg som fejring af, at “nu var Besættelsestiden ovre”.

Per Stig Møller (konservative) (27. august 1947) (podcast #3)
Kulturminister fra 2010 til 2011

Carina Christensen (Konservative)
Kulturminister fra 2008 til 2010

Brian Mikkelsen (Konservative)  (31. januar 1966) (podcast #2)
Kulturminister fra 2001 til 2008

Elsebeth Gerner Nielsen (Radikale) (5. januar 1960)
Kulturminister fra 1998 til 2001

Ebbe Lundgaard Jensen (Radikale) (25. august 1944, †2009), Kulturminister fra 1996 til 1998.

Jytte Hilden (S) (12.9.1942), kulturminister fra 1993 til 1996: “Med sport har jeg det som porno; sjovt at være med til, kedeligt at se på”

Grethe Rostbøll (C) (30.5.1941), kulturminister fra 1990 til 1993: Medierne kom over i kulturministeriet, og Folkehøjskolerne rykkede tilbage til Undervisningsministeriet

Julius Bomholt (S) (11.6.1896), minister for Kulturelle Anliggender 1961 til 1964: “Nok støtte, men ikke styre.” Idémand til Statens Kunstfond

Hør resten af Afsnit 1, Jeg ville aldrig kunne vinde over Ib Michael i sømandstrøje og guldørering.

Jeg har Jytte Hilden med 2 steder i min taxadagbog, TAZZA. Hun fremstod ikke synderlig populær og havde en omgangstone, der forekom mig meget langt fra min endnu meget arbejderprægede verden:

10.11.1996: “Men småmønt fik jeg i hvert fald af de fire søde unge svenskere, som læsset med dansk øl og spiritus skulle fra hotellet i Helgolandsgade og til svenskerbåden i Havnegade. Kgs. Nytorv var næsten totalt spærret af pga. Jytte Hildens Stærekassekopi og tilstedeværelsen af tonsvis af færdselspoliti og tre gigantkraner, og alle andre tilkørselsveje til Havnegade var ligeledes afspærret, så de måtte køres en ordentlig omvej, hvorefter de belønnede mig med alt hvad de havde af tiloversblevne småpenge og rigelige smil. Jeg tror de skulle hjem og holde ferie…

17.11.1996: “Og så holdt jeg foran Forum, på bogmessens sidste dag. Og hvem kommer ud af Forum i følge med to velkendte skikkelser fra dagen før: Byatt. Og hvilken taxa går de hen til? Den første selvfølgelig. Ja, hvor skal vi hen? “Til lufthavnen”. Well, was it a good bookfair, Mrs. Byatt? “Sorry, what… yes it was…? Hun ser forvirret på de to forlæggere, som forklarer sammenhængen. “Oh, I see. Did you yourself enjoy the fair?” Hvad tænker hun på? Nej, selvfølgelig ikke, din gamle selvoptagne sæk. Jeg arbejde!
       Nå, men jeg holdt jo også som anden vogn, men da de var kørt, kom Jytte Hilden ud af Forum, med et noget forvirret, nærmest ulykkeligt udtryk i ansigtet, og så ret søgende på min taxa, som nu var den første i køen. Men ombestemte sig så og begyndte at gå. Helt OK med mig – hun er alligevel altid som makrellen, man har med hjem fra fiskehandleren som trøst for laksen, der sprang af.
       I stedet fik jeg en undervisningsmaterialeforlægger op at køre. Så kom der alligevel balance i skidtet…

[foto: Wikipedia commons]

Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig

POLITIK OG VELFÆRD Det er næsten ikke til at bære. Men jo hurtigere vi ser i øjnene, at pandemien ikke slutter om lidt – jo bedre vil vi klare omstillingen til den nye normal: En verden, hvor corona stadig spiller en stor rolle i samfundslivet. Måske i mange år frem.

Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig

kilde: Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig – Mandag Morgen – Uafhængigt innovationshus. Analyser og ny viden.

Det er egentlig kun indlægstitlen, der er interessant, men den er til gengæld også interessant.

Set med Kunststyrelsesøjne endog MEGET interessant:

Frem til 1/3 2021 kan søges et støttelegat for kunstnere uden væsentlig indkomst i 2020, hvor et af kravene er ansøgerens stillingtagen til fremtidige kunstprojekter, der forholder sig til Corona-restriktioner og flere folk på nettet og hjemme.

Min første reaktion var: Nå, Kunststyrelsen har lige opdaget, at Internettet findes, og nu vil de have alle de digitale kunstprodukter, som de igennem mange år ikke har forstået værdien af og derfor ikke støttet.

Continue reading “Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig”

Quora Q/A: Are plays a lower art form than novels and poems? 

– or “is life art?”

Source: https://www.quora.com/Are-plays-a-lower-art-form-than-novels-and-poems/answer/Kenneth-Krabat-1

High and low art… What nonsense.

Art is art. But there are levels of competence and dedication embedded in every piece of art. And there can be references embedded, as well, only visible to the experienced or patient senses.

How capitalism treats works of art is another matter. It seems that elitism as sales arguments has run amok. And that in itself will rid the masses of understanding of nuances in interaction with art, and may also have a copy-effect on artists – that they will self-censor in order to live up to buyers’ expectations. Continue reading “Quora Q/A: Are plays a lower art form than novels and poems? “

GRAF 1996 – 2007

– Griflen, GRAFF og Stern und Spielplatz

For himmelråbende 24 år siden og gennem 11 år udkom GRAF, et på mange måder flabet og nyskrivende kulturtidsskrift.

Hvis man ville, kunne man nok et eller andet sted finde en komplet kopi af samtlige numre, skanne dem ind og udgive dem som et fuldstændigt stykke kulturhistorie. Men omend mange af artiklerne endnu er stærkt læsbare – det er randzonesarkasme ofte – er livet for kort til komplettering. Og så passer det sgu meget godt til magasinets egen tone, at det ufuldstændigt bare sådan dukker op!

Hér er hvad man får: Continue reading “GRAF 1996 – 2007”

White Wall [SE], serie 2020-

– måske bare kunst.

 

Imdb: https://www.imdb.com/title/tt9648870/

SPOILER AHEAD!

Carl Sagan’s CONTACT gjorde det i både bog og film – førte én til et sted uden for den teknologiske forståelse ved 1:1-genskabelse af en fremmed livsforms arbejdstegninger – og lod os således i realtime vide, at vores eksistens var anerkendt og at vi ikke var alene. Tak, fremmede, for at I vil have os med i klubben og kurere vores eksistentielle ensomhed. Sådan lidt varmt gude-agtigt.

Frederick Pohl gjorde det med en lektie i overvældende teknologi fra en måske fortidig intelligens, som menneskeheden ikke har tid til at komme til forståelse af, fordi det enorme rumskib RAMA kun er på besøg i vores solsystem en kort tid. Men tak, fremmede, for at I fandtes, så vi kan få en forsmag på mulige “fremskridt”, hvis vi overlever længe nok – om end det ikke er givet, at livet evner noget som helst andet end at efterlade sig spor. Sådan lidt upersonlig tagging-agtigt.

Når man som læser og seer stilles over for muligheder og risici FORAN ÉN, med muligt udgangspunkt i en vurdering eller oplevelse af det, der er BAG ÉN, bliver lektien nemt noget med ydmyghed og taknemmelighed: “Dette er større og ældre og dygtigere end alt kendt, eller ringere og mere destruktivt, og dét bør tages til efterretning i vores egen eksistens, så hold nu op med at ødelægge Jorden…” og den slags. Ren spekulation, som eks. arkæologi, geologi, vulkanologi af og til KAN sandsynliggøre, men som for det meste ikke har mere realistisk gang på Jorden end snusfornuft: lad dog være med at skide i egen rede!

Det kan være svært, det der med konsekvenserne af de andres snusfornuft, og det er så det, vi har fremtidsforestillingen til. Den hårde science fiction vil efterlade os med fremtiden som et “sted” med næsten magisk teknologi og dens mulige skade og gavn for mennesker som individer og art. Den bløde science fiction vil befolke en selvfølgelig teknologisk fremtid med mennesker, som vi forstår, og dermed efterlade os hér i nutiden med nødvendige spørgsmål om vore fremtidige behov og teknologien, vi skal udvikle for at få det sådan.

Mennesker har stort set altid været understøttet af en teknologisk samtid og besidder af dén grund i dag ofte en fungerede forståelse af universets alder  og betingelserne for liv, men der skal RIGTIG RIGTIG MEGET TIL, før et menneske føler regulær ydmyghed over for livet i sig selv – og sker dét, er det en produktiv, hensigtsmæssig ydmyghed, der er tænkt at understøtte artens og menneskeindividets overlevelse – blikket på de forestillede udfordringer. Hidtil har konsekvensen dog været at underlægge os alt – i stil med meningen om, at et trækdyr skal knækkes.

Den svenske-finske serie WHITE WALL opdaterer præmisserne i CONTACT og RAMA – ved på menneskehedens vegne at opdage noget skabt, der er større end menneskelivet, større end forestillingen om evolution og teknologis formåen, hér fundet af en hvid, 250 meter høj æggeskal af 4 meter tykke kulstofvægge, der er så gammel, at den er indkapslet i Jordens bjerge. 1,5 milliarder år gammel, mindst. Mind-boggling.

Det fundne kunne lige så vel være kunst som teknologi, ingen ved det. I modsætning til CONTACTs nuværende gudelige fremmede, og RAMAs givet afdøde civilisations teknologiske levn, står vi i WHITE WALL tilbage uden visheden om vi nu er livets arvtagere, så at sige – dem, der i fremtiden skal bære teknologiens og bevidsthedens fakkel i universet, og måske en dag bevidst eller uafvidende gøre eksistensen udholdelig for andre levende civilisationer eller intelligenser. Eller om vi bare har et artsmæssigt endeligt at se frem til og et par bevidsthedsfødte artefakter, der næsten ikke er til at adskille fra “naturskabte” genstande udstillet et sted i et nærmest uendeligt univers.

WHITE WALL er givet og desværre kun den ene sæson. Jeg siger “desværre”, fordi jeg selv er både drømmer og realist: Fremtiden rummer altid modstand og medgang, og skal man fabulere om fremtiden, er det altid kun én fremtid – ikke et endegyldigt bud og ansvar for at “spå sandt”, som man derved påtager sig på vegne af arten.

Men hvis WHITE WALLS slutning ikke blot er resultatet af fantasiløse pengemænds uvilje, eller fantasiforladte eller økonomisk urealistiske forfattere, er det en meget moderne præmis – dette ikke at romantisere intelligens og liv i nutid eller fortid, men derimod lade tolkningen af SKABELSE altid være et stykke intellektuelt arbejde, der udføres som et resultat af intelligens og bevidsthed med nysgerrigheden som fremmeste formål – og så lade forestillingen om evt. misbrugende udnyttelse af den teknologiske afdæknings muligheder være et spørgsmål om politisk styring, den såkaldte kollektive ledelses ansvar.

Forfatteren påvirker udviklingen nedefra og indefra. Hvem ved? Måske er alt skabt egentlig bare kunst.

Finnish TV synopsis:

Are all mysteries meant to be solved?

The old mine in northern Sweden is finishing the world’s largest nuclear waste disposal site. However, in connection with the excavation work, an unforeseen explosion will occur 700 meters below the ground. Examining the crash site under a billion-year-old bedrock you will find a piece of white wall that seems to go on indefinitely. No logical explanation found. It is decided to keep the matter a secret until its mystery is solved.

Actors: Aksel Hennie, Vera Vitali, Eero Milonoff, Ardalan Esmaili, Anna Paavilainen, Mattias Nordkvist. Directors: Aleksi Salmenperä, Anna Zackrisson. Editor: Mikko Pöllä. Responsible producers: Roope Lehtinen, Sonja Hermele and Alexander Tanno. Production: Fire Monkey Oy and Nice Drama AB.

Source: https://areena.yle.fi/1-50544315

 

 

Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.

En kulturminister, der ikke kender sine kunstnere er blevet normen.

Den canadiske premierminister Justin Trudeaus kabinet for nogle år tilbage var ikke blot kønsbalanceret, mens bestod samtidig af mennesker med relevante kompetencer. Continue reading “Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.”