HVEDEKORN 2021/1, løssalg og abonnement?

– et hvidt hul i det litterære landskab

 

Gyldendals redaktør Pasternak talte #1/2021 interessant OP i P1 i dag

Pasternak sagde, at HVEDEKORN var en underskudsforretning og forpligtelse – at der fast blev solgt et sted mellem 100 og 150 ex, 4x i året.

Jeg forsøgte at finde en boghandel at købe det omtalte nummer hos, inden for 15 km af mit opholdssted uden for København, men ingen havde magasinet stående; alle ville dog gerne bestille det hjem til afhentning

1 boghandler fortalte, at avancen var blevet til C-avance, dvs. 25% af udsalgsprisen, sat ned fra 40% med effekt fra jan 2019 – og at boghandleren selv skulle betale for returnering, hvilket gjorde det uinteressant at have stående.

Vi ved, at Hvedekorn er lagt ind under Gyldendal efter ophøret af Rosinante som selvstændigt forlag i efteråret 2018

– og at hvedekorn.dk blev nedlagt i 2019 og nu skal findes som en produktside under gyldendal.dk – se linket https://www.gyldendal.dk/produkter/hvedekorn-1-2021-9788702301359

– at (noget af) historien om HVEDEKORN nu kun kan findes via Wayback Machine (Borgen-tiden fra 24. april 2001  med billedarkiv tilbage til 1999, fra 28. marts 2002 som selvstændigt site , og Rosinante-tiden 2015 til 2018)

og 1 boghandler, der havde været i alle Københavns store boghandlere, sagde at HVEDEKORN ikke fungerede som impulssalg – det solgte kun til dem, der direkte kom efter dét

og samme boghandler sagde, at manglen på impulskøb af Hvedekorn skyldtes forsiderne – at de var “røvsyge”.

Men jeg kan sagtens
– bestille til afhentning hos alle boghandlerne,
– bestille via eboghandler og betale 40-50 kr i porto,
– købe det direkte hos Gyldendal med 10% rabat og gratis fragt i juni 2021 !!! – mod at oprette en konto…

og selvom man ikke pt kan købe et abonnement hos Gyldendal, og der pt. ikke på Gyldendals egen salgsside med HVEDEKORN henvises til Rosendahls, som producerer, trykker, distribuerer og håndterer abonnement, ER det muligt at udtage et årligt abonnement med 4 numre tilsendt for 500 kr. – det er sindssvagt billigt! – HÉR: https://rosendahlsboghandel.dk/productinput.aspx?tid=14835

– og den søde redaktionsekretær hos Gyldendal mente, at ingen nogen sinde havde henvendt sig for at udtage et abonnement – og mente samtidig, at det var fordi HVEDEKORN er af den type udgivelse, som går fra mund til mund – og selv henviser hun til de trykte udgaver, når folk kommer ind med digte på forlaget…

mens det “vist” ikke rigtig fungerer med HVEDEKORNS facebookside (men HVEDEKORN ER også så gammelt og stærkt et brand, at det for mange er det “største, hvis ikke eneste” sted at gå hen med sine digte, så der er sikkert lige så mange henvendelser dér som der til Gyldendals redaktion?!)

kilde: Facebook

digte.dk og Borgen genbesøgt

– den frie digtnings eftermæle

Borgen
At de store forlag … er blevet færre, men større, mens de små forlag er blevet flere, men mindre, er netop ikke noget nyt. Når 2009 er et nøgleår i den – overraskende dramatiske – del af de seneste tyve års danske litteraturhistorie, der handler om, hvordan de litterære institutioner er i forandring, skyldes det, at det netop det år blev meget klart, at krisen ikke var forbigående.

 

digte.dk
Det var ikke bare Borgen, der kollapsede i 2009. Da Anders Riis og Rasmus Becks hjemmeside digte.dk, hvor alle – gratis – kunne publicere deres digte, lukkede samme år, lignede det også slutningen på en lille æra.

Egentlig var digte.dk et tidligt socialt medie. Hvor det navnkundige nettidsskrift Afsnit P – startet af digteren Christian Yde Frostholm, Charlotte Hansen og Karen Wagner i 1999 – var et kulturministerielt støttet »virtuelt udstillingsrum« for visuel poesi, der eksperimenterede æstetisk med internetmediets nye teknologiske muligheder, så føltes digte.dk, der åbnede året før, mere som en ny generations naturlige habitat.

Der var både lysende talentfulde og helt umulige digtere på digte.dk, i alle aldre i øvrigt og alle vegne fra. Men hjemmesiden var ikke kun en alternativ og temmelig anarkistisk udgivelseskanal for amatørdigtere. Den var også et virtuelt væksthus, hvor lyrikken blev taget lige så alvorligt, som den gjorde på Borgen.

Kilde: https://www.information.dk/kultur/2019/10/2009-engang-benny-andersen-redde-borgen

oftest stillede spørgsmål på digte.dk

Gyldendal er ikke længere Gyldendal

– Dennis Gade Kofoed går fra Gyldendal

Klide: Rosinanteforfatter: Når mine to bøger udkommer i morgen, ophører mit samarbejde med Gyldendal  | Information 27.09, 2019

Jeg var forfatter hos Rosinante, og jeg har i dag meddelt Gyldendal, at når de to bøger, der udkommer fredag er ude, så ophører mit samarbejde med dem. Her er mine bevæggrunde

Jeg var forfatter hos Rosinante, og jeg har i dag meddelt Gyldendal, at når de to bøger, der udkommer fredag er ude, så ophører mit samarbejde med dem. Her er mine bevæggrunde

Det er tragisk for de mennesker, der mister deres arbejde. Det er hårdt for de forfattere, der ikke (med rette vil jeg mene) føler sig sikre på deres fremtid i forlagsbranchen.

Men jeg vil her se på nogle af de forhold i dansk litteratur, som den endelige indlemmelse af Rosinante i Gyldendal tydeliggør.

En indledende bemærkning: I Weekendavisen udtaler administrerende direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl, at kritikken fra blandt andet mig preller af på ham. Vi er jo kunstnere, påpeger han og – uddyber han, for at ingen skal være i tvivl – derfor meget følsomme. Kritik fra følsomme mennesker kan man, forstås det, ikke bruge til noget. De tænker jo ikke klart.

Således affejet vil jeg lægge mine følelser til side og nøgternt forsøge at uddybe mine tanker på en mere fattet facon, end jeg åbenbart ellers bruger.

Det var nødvendigt at lukke Rosinante for at holde gang i den sunde

forretning og på den måde sikre den danske litteraturs fremtid. Altså underforstået, at Rosinante bidrog til underskuddet i Gyldendal-koncernen og var en byrde for dens litterære projekt.

Jeg må desværre ikke citere, men er villig til at gøre mig skyldig i rygtespredning: Jeg hører, at Rosinante var en af de afdelinger i Gyldendal, der gav resultater i den bedre ende.

Ja, Rosinante havde, ligesom resten af branchen, haft nogle hårde år med underskud, men som man kunne høre i Jakob Malling Lamberts tale til høstfesten torsdagen før nyheden om lukningen (den ligger på YouTube), var tendensen vendt. Faktisk forlyder det, at Rosinante var flere millioner foran budgettet for 2019.

Men hvis ikke Rosinante var en dårlig forretning, hvad var så bevæggrunden for at indlemme forlaget i Gyldendal?

Effektivisering, går jeg ud fra. Altså en idé om, at det er muligt at tage alle de fornuftige litterære forretninger fra Rosinante og lægge dem ind i Gyldendal, så overskuddet kan vokse, når Gyldendal ikke skal betale til personale, der ikke arbejder direkte med udviklingen af manuskripterne.

En idé, der jo er fornuftig nok, når man abonnerer på den forretningstankegang, som Morten Hesseldahl og hans bestyrelse gør: Alle er enheder, der kan byttes ud med andre, for eksempel kan den ene pressemedarbejder være lige så god som den anden. Og den ene redaktør lige så god som den anden.

Forretningsmanden Hesseldahl

Hesseldahls påstand er, at der ikke er udkommet en eneste bog på Rosinante, der ikke lige så godt kunne være kommet på Gyldendal.

I princippet er det vel rigtigt, hvis man udelukkende ser på bøgerne som varer og ikke som resultatet af en lang og nidkær proces mellem mange forskellige mennesker, der alle sammen har stor respekt for den tekst, der forhåbentlig stadigvæk er det vigtigste på de fleste forlag.

Hesseldahl har været forretningsmand i mange år, og han har sikkert en oplyst grund til at mene, at det er et fornuftigt træk, men som en af de forfattere, der i sin tid valgte Rosinante frem for andre forlag, må jeg sige, at jeg ikke tror, det er en god idé.

Først og fremmest tænker jeg, at Hesseldal underkender den menneskelige del af det at lave litteratur. At der omkring de tekster og de forfatterskaber, de er en del af, foregår et enormt arbejde, der ikke umiddelbart kan ses i de bøger, som til sidst sendes ud til biblioteker, boghandlere, anmeldere og læserne.

Redaktørerne har ikke kun en konkret holdning til det manuskript, der skal blive til den næste bog, de har også en fornemmelse for, hvilke bøger der kan komme i fremtiden, og som måske kan blive til den litteratur, som præger både samtiden og regnskabet.

To eksempler fra Rosinantes bagkatalog kunne være Morten Ramsland og Helle Helle, der begge debuterede med små bøger og så gradvist fik voksende forfatterskaber, der nu, meget fortjent, nyder en bred folkelig anerkendelse.

Gyldendal har også flere af de forfatterskaber, men jeg har en idé om, at det samarbejde omkring forfatterskaberne bliver sværere, jo større forlagshuset er.

Hele ideen om at maksimere overskuddet modarbejder direkte det arbejde, idet redaktørerne har en ledelse, der i sagens natur ikke ser mildt på bøger, der ikke sælger, men som måske er gode nødvendige skridt frem mod det, der rammer bredt og lige ind i samtiden.

Jeg ved, ud fra de interview jeg har læst, at Hesseldahl ikke er enig, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan overbevise ham om det.

Min pointe er heller ikke, at de redaktører, der sidder på Gyldendal, er dårligere til deres arbejde, end de der sad på Rosinante, slet ikke. Jeg kender flere af dem, og jeg har stor respekt for det arbejde, de laver – selvfølgelig kommer der gode og vigtige bøger fra Gyldendal – det er

Danmarks største forlag.
Jeg kan blot ikke forestille mig andet, end at deres arbejde bliver sværere

fremover.

Jeg forestiller mig, at det er presset for dem at arbejde med hovedet i den guillotine, der er bygget af Hesseldahls ord om, at de på Gyldendal, efter fusionen med Rosinante, selvfølgelig vil se indad og overveje, om der ikke er mere, der kan gøres endnu mere effektivt.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der bliver taget færre chancer med yngre forfattere, og at der bliver brugt mindre energi på de forfattere, der ikke har leveret endnu, når deres forfatterskab ellers er i gang. Sådan en som mig, der kun sælger nogle tusind, når bølgerne går højt.

Ja, Rosinante var ejet af Gyldendal i mange år, også før jeg kom til for små fjorten år siden. Og ja, Rosinante havde selv opkøbt andre forlag for at styrke sin position på markedet. Og ja, det er nemt at pege fingre af mig og andre og kalde os naive, grådlabile kunstnere, som først opdager den hårde, økonomiske virkelighed bag vores bøger nu. Men det er ikke sandt.

De fleste af mine kolleger interesserer sig lige så meget for litteraturens vilkår, som de interesserer sig for deres egne værker: De to sider af sagen hænger uløseligt sammen. Det, der gjorde, at vi, når vi var på Rosinante, talte om alt muligt andet, var, at det var lykkedes de mennesker, der drev forlaget – nedefra og op – at skabe et hus, hvor drivkraften bag alle beslutninger var at skabe god litteratur.

Så det er ikke sandt, når Hesseldahl siger, at det var ligegyldigt for bøgerne, at Rosinante havde sin egen adresse. Og det klinger hult, når han bliver spurgt om Gyldendals dyre adresse i Klareboderne og svarer, at lige den adresse er forbundet med en fortælling om litteratur, samfund og tilhørsforhold.

Litteraturredaktørens nyhedsbrev

Få de vigtigste anmeldelser, debatter og interviews på mail hver fredag

klokken 12

Hesseldahl har slet ikke forstået, hvor meget der blev gjort for at løfte arven efter Merete Ries (Rosinantes grundlægger, red.). Den fortælling om et sted, hvor alle gav lige det ekstra for bøgerne, for det var sådan, det hele var begyndt, var en af mine primære grunde til i sin tid at vælge Rosinante.

Og oplevelsen af, gennem årene, at det ikke kun var noget, man sagde, men noget man faktisk levede op til, var hele grunden til, at jeg blev og følte mig hjemme.

Og det bringer mig frem til det næste, som så også hænger sammen med ovenstående.

Gyldendal er ikke længere Gyldendal

For egentlig er det slet ikke Hesseldahl, der er problemet, selv om jeg selv gav ham skylden for lukningen af Rosinante i mit første opslag på Facebook (følelser, jeg ved det, undskyld!).

Problemet er, at Gyldendal er et aktieselskab, og at aktionærernes intention er at tjene penge på deres investering. Der er i hvert fald ikke meget, der tyder på, at de har andre motivationer.

Den forretningsmodel er bare ikke den mest optimale at arbejde med litteratur i, i hvert fald ikke hvis man vil optimere kvaliteten af litteraturen. For uanset hvad de enkelte medarbejdere har som motivation for at arbejde med litteratur – og de fleste gør det ud af kærlighed – så vinder behovet for afkast i sidste ende altid.

Den modvind, Gyldendal har haft igen og igen, hvor forskellige har fremturet, at forlaget ikke lever op til dets forpligtigelser over for det danske sprog og den danske kultur, som den gamle magtfulde institution forlaget er, viser jo, at der er et problem.

Men vi – alle os der brokker os – skal forstå, at det ikke har noget på sig. Gyldendal er ikke forpligtet på andet end at drive forretning, præcis som

koncernen lyster, så længe det er inden for loven.

Det er jo lige meget, om det også hed Gyldendal, da forlaget blev stiftet i 1770, det er nemlig ikke længere det samme forlag. På samme måde som Rosinante ikke længere er Rosinante.

Jeg ved, der sidder idealister og ildsjæle på Gyldendal, der elsker litteratur og sprog lige så meget som mig, men så længe bestyrelsen agerer, som den gør, og ansætter en administrerende direktør med det tankesæt, som Hesseldahl har, skal vi ikke forvente andet end forretningshensyn af dem. Og det er de vilkår, Gyldendal eksisterer på i dag.

Derimod kan vi spørge os selv, om det er de arbejdsvilkår, vi vil have, når det gælder den danske litteratur og det danske sprog.

Er et af vores svar på den værdidebat, vi har haft de sidste årtier, at vi bare overlader fortællingen om, hvem vi er, og hvad vi er ved at blive, til et aktieselskab?

Er vi virkelig interesseret i, at en stor del af samtalen om, hvad der udgør kernen i vores fællesskab, er modereret af økonomiske hensyn?

Jeg kender godt svaret fra nogen: Jeg skal tage en tudekiks og skrive noget, folk vil læse. Men se jer lige omkring. Se, hvad der sker i den danske litteratur. I denne uge blev listen med de nominerede til den prestigefyldte Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris offentliggjort, og alle fire, der er valgt af juryen, kommer fra det, man kalder mikroforlag.

Det forhold peger på en skæv fordeling mellem arbejdet med udviklingen af litteraturen, og dem der i sidste ende tjener på den. Den danske litteratur og det danske sprog er et anliggende for alle, hvis vi – sat på spidsen – fortsat vil have en selvstændig identitet som land.

Udvikling af det skal vi støtte på flest mulige måder: formidling, indkøb til bibliotekerne og økonomisk tilskud til dem, der sidder med udviklingen af mange af de forfattere, der skal skrive den litteratur, vi skal læse i fremtiden.

Vi skal ikke forbyde Gyldendal at lave penge på de forfatterskaber, de selv dyrker, eller som de får ved at opkøbe andre forlag, eller ved at forfatterne går til dem i håb om endnu større salg, slet ikke, det kan endda have sin berettigelse. Derimod skal vi vælge at støtte dem, der gør det meste af fodarbejdet, så vi også har en nyskabende og spændende og tidssvarende litteratur om nogle år.

Hvis vi skal have en dansk litteratur, der følger med vores fælles udvikling, og som hjælper til at give sprog til dem, vi er, og til dem, vi er ved at blive, så skal vi have et stærkt vækstlag, og der er ikke meget, der tyder på, at det vil være i Gyldendals interesse, hvis man først og fremmest vil tænke litteraturen som en vare.

Mulighederne er mange, men til at begynde med håber jeg, at vores nye kulturminister vil se på bevillingerne til Kunstfonden: Ville det ikke være oplagt at støtte eller endda præmiere de små forlag, der præsterer ved ulønnet eller næsten ulønnet arbejde, og som fremelsker (følelser, jeg kan ikke lade være) nye talenter inden for litteraturen?

Ville det ikke være oplagt at øge muligheden for at søge støtte til udgivelsen af debutanter for netop de forlag, når det åbenbart er dem, der ved, hvad det er, der sker, der hvor den nye litteratur vokser? Når det er dem, der er villige til at sætte egne økonomiske interesser til side for at fremelske ny dansk litteratur? Det synes jeg.

Mit sidste ebogsindlæg bukker og takker og går ud.

En anden kan være faklen nu.

 

August 2010 blev jeg chokeret over, så dårligt en gammel digter som Peter Poulsen blev behandlet med eudgivelsen “Rulleteksterne”. I et år og ni måneder har der på forsiden af sitet her, 1000 stemmer, oven over en række indlæg om ebøger stået:

EMNET ER EBØGER, INDTIL ET UOMBRYDELIGT E-FORMAT TIL DIGTERE ER AFGJORT!

Jeg ser nu, at ebogsindustrien er mere end på forkant med massen. Massen bliver dikteret formaterne, som ebøger udgives i, og vil derfor anvende disse til det yderste. Skabende behov, der ikke kan stilles med ebogsindustriens formater, vil blive stillet på en anden måde.

Forlæggere har betragtet processen som hugget i sten – blot fordi ebogsprocessen med diverse ebogslæserdimser har været så relativt længe undervejs og det teknologisk nu er muligt at bygge den første bro: At ebogens side (på e-Ink-læsere) i udtrykket ligner en papirtrykt bogside. Men jeg har følt, at processen også var min proces – mit udtryk som digter, der var på spil – og at jeg ikke kunne forvente, at ebogsindustrien helt af sig selv ville tage højde for papirbogsvaner og muligheder.

Dertil er et lille aberderbei, som ret konsekvent adskiller ebøger fra papirbøger: En ebogslæsermaskine har en fikseret skærm, som teksten skal indordne sig, mens en bogs fysiske dimensioner kan tilrettes efter tekstens behov. Jeg ville større kontrol over teksten, og indser nu, at ebogsindustrien dikterer… men det har jeg sagt.

Flere har i processen været mig en torn i røven, på godt og ondt:

De kodefolk fra HTML5 og EPUB3, der ikke fattede problematikken med automatisk ombrydende linier og følgende tab af krop ved det mistede åndedræt i teksten, og i dag næsten 2 år senere stadig ikke udviser interesse i at forstå, men blot angiver tværformat (horisontal skærm) som løsningen på problematikken.

Alle dem, der ikke svarede tilbage.

Mobile reader-entusiaster – som ikke egentlig går op i indholdsdelen ved ebøger.

Fysiker, dr. Olaf Hoffmann fra SVG’s udviklingsgruppen, som har taget sig uendelig med tid til at forsøge at forklare mig grundbegreberne i kodning af XML, grundstenen i EPUBs. SVG, Skalérbar VektorGrafik, var min oprindelige tanke om et format at bevare en teksts bredde i og samtidig have muligheden for at forstørre ud over skærmens størrelse (ved at gøre siden scrollbar), men udviklerne rundt omkring forstod ikke problematikken i mine litterære udtryksbehov. Olaf Hoffmann har derimod tacklet dem lige på i udviklingen af mulighederne i SVG. Vielen Dank, Olaf!

De af mine kolleger, som har udvist forsigtighed i forhold til at pisse på Publizon og eReolen. Men jeg forstår dem godt: Vi ved endnu ikke, om vi risikerer noget reelt ved at byde dem trods eller være kritisk. For selvfølgelig er der en fødekæde, man ikke umiddelbart kan se.

Dem, som har ladet mig tage skraldet – gennem tien at angive, at ebogsudviklingen er på sin plads og i orden, nu industrien formatmæssigt har valgt side, eller gennem hån snarere end dialog om unøjagtigheder i mine analyser af offentligt utilgængelige processer og planer at forsøge at få mig til at klappe i.

De af mine kolleger, der ikke forstår problematikken, og ikke forsøger at forstå den, selvom de snarere end en global fremturer at ville opretholde en national samling.

Steffen Sørensen fra edistributions(monopol)firmaeet Publizon for at forsøge at respektere, hvor jeg er i forståelse og fremtoning; for at omtale fejl og mangler i min kritik af eReolen og så klappe i, da jeg bad om uddybelse (mundkurv, Steffen?), og for at undlade at berigtige mine angivelser af mulige årsager til, at Publizon – uden for papirudgvelsestraditionen med at lade papirpamfletter af unge forfattere distribuere og udlåne – nægter at distribuere ikke-momsregistrerede, selvudgivende forfattere til eboghandlere og biblioteket (skønt selvudgivende forfattere ikke er påtvunget momsregistrering ved distribution). Han er en mere end værdig modstander, der kender sit fag og sin virksomhed og udtrykker stor markedsoverbevisning (måske fordi han selv er med til at tegne det?). I, der udgiver, kan godt regne med, at det ikke bliver nemmere fremover – Publizon bryder sig ikke om den gennemgående kvalitet af EPUB-udgivelser i dette land, og har faktisk – qva deres de facto edistributionsmonopol – mulighed for at afkræve udgivere en højere standard. Gyldendal og L&R har aktiemajoritet i Publizon, så man kan nemt forestille sig, at næppe deres udgivelser bliver hindret adgang til distribution pga. ringe kvalitet ebogskodning. Lad os derfor håbe på vandtætte skotter ml. Gyldendal/L&R og Publizon – men forsøger Publizon (i en eller anden offentlig forstand) at øge den gennemgående kvalitet af EPUB-udgivelser, ser vi hvilke forlag, der bliver udlukket fra distribution.

Digteren Erik Scherz Andersen, der har rystet på hovedet over mit vedholdende forsøg på at få ebogsindustrien til at give digterne eReplikationsmulighed svarende til papiret (du regner ikke kroppen i teksten for noget, din Konstruktionist :-D), og revset mig for at være upræcis (tak for dét).

Forlæggerforeningens invitation til at tale om emnet gav mig muligheden for at opleve forlæggernes manifesterede behov. Jeg tabte ansigt og alle chancer for anbefaling videre, da jeg gik i sort under sceancen, men jeg erkendte, at forlæggere er nødt til at fokusere på det nu-og-hér indtægtsgivende – og alle har de sikkert for travlt med at udfylde mere end en fuldtidsstilling til at kunne opdyrke markedet og dets muligheder efter egne idealer eller/og idéer. Jeg sympatiserer. Og anbefaler, at deres erfagruppe inviterer i læssevis af filosoffer, sort- og hardwareprogrammører og -hackere, digtere, boghandlere, ebogslæsende, bibliotekarer, elæsende pensionister, elæsende teens og præteens, politikere, sælgere, alle med nedfældet mødeaktivitet og alle med skriftlig åre, til at komme og tale frit fra leveren, snarere end at opfylde Forlæggerforeningens direkte behov for svar på investeringsspørgsmål.

Mine gode venner og elæsere, som gennem 21 måneder har støttet med artikeladgang, egne artikler og blogindlæg, og lagt øre og øjne til, hérunder regnet især min ven, mediefortolker og interaktionsdesigner Henning Wettendorff fra firmaet Cella.dk, og forfatter og forlægger Hugo Hørlych Carlsen.

Jeg har virkelig mange gang tvivlet på, om jeg i mine analyser var helt ude i skoven eller om jeg var i nærheden af “noget”. Jeg er hverken tynget af studenterhue eller forkortet titel – og er måske derfor mest romantisk i mit behov for at få movers til at anerkende tabet af det taktile ved en bog eller, som det aller mindste, bestræbe en fastholdelse af kroppen i ereplikationsmulighederne – at digteren skal kunne arbejde frit med sin form og en teksts åndedræt skal kunne fastfryses i sin form, uden mulighed for utilsigtet læser- eller maskinkorrigerende ombrud.

Med tilkomsten af computeren og Internettet som produktions- og distributionsmulighed er virkelig mange, mange mennesker blevet givet udtryksmulighed, som ikke har hverken haft eller følt behovet for det før. Der går klart noget tid, før en begynder stiller store tekniske krav – og med den hastighed Internet”mediet” udvikler sig i, vil selv relative begyndere føje sig mediets muligheder, selvfølgelig. Hvilket ér godt for dém, der opdager mulighederne i dag eller har været med nogle år – men jeg delte allerede 1996 ud af mine etekster, oploadede dem til egen hjemmeside til fri rundspredning, med bevidst formål om at tilføre Internettet poetisk og dansk indhold for dansklæsende. At jeg står som Donald Southerland i “Body Snatchers” og peger stift på den nuværende udviklingsmæssige skillelinie ml. papirbogstænkning og ebogstænkning er givet blot mit eget behov og mit eget syn, præget som det er af mange skuffelser i forhold til computerens muligheder vs. Internettets udvikling som frit kommunikationsforum.

Hvor det går hen, aner jeg ikke. EPUB3-formatet blev angivet udviklingsrammer i maj 2011 – rammer, som ebogsindustrien bakkede op om. Formatet har i det seneste år af diverse hardwarefabrikanter fået tilføjet ikke-indtænkte ebogs-fremvisningsmuligheder, der sigter på bestemte ebogslæsemaskiner, og for Apple iPads del låser formatet til maskinen. Det sidste industri-hack er ikke set endnu. Givet heller ikke bruger-hacks af entusiaster og kunstnere – håber jeg da; det ville være sindssvagt ærgerligt, hvis industriens kreative kodere og interaktionsdesignere fortsat skulle være de eneste, der bestemte ebogsudtrykket og koblingen til udviklingen i den analoge verden.

Endnu er de fleste hændelser i den digitale verden usikre oversættelser fra den analoge. Forlagenes antagelser af officielle eformater vil længe endnu reflektere tilbage på forfatternes tænkning, når de forestiller sig tekstens udformning. For de nuværende mange ren-tekst-fortællere betyder problematikken dog mindre eller intet. For dem derimod, som fremover tænker nyere medier og kontaktmuligheder ind i historien, vil visheden om formaters begrænsninger og muligheder spille en rolle i gengivelsen af tankens og følelsernes billeder – præcis som visheden om mulighederne ved en papirbogs størrelse, omslag, design, skrifttype og andet udstyr frem til i dag, selv før samarbejde med forlagets designer, kunne bestyrke og fremme tekstens intentioner på et kommunikativt plan. Nu designer man både papir- og eudgaver i samme arbejdsgang. I visse tilfælde 6 udseendesmæssigt forskellige udgaver.

Papirbøger rummer koder for troværdighed og passion og nøjagtighed og fantasi og inderlighed og spænding og væsentlighed (!) i meget andet end omslaget. Selve den taktile følelse af papiret, bogens vægt, og ikke sjældent dens lugt, og dens smag (!), måden siderne bladrer på, måden de bliver liggende på, mens man læser, hvor let papiret krøller, hvor hurtigt omslaget tager skade og meget mere er med til at give teksten et udtryk. Disse parametre skal vi til at genlære i forhold til ebøger. Hen ad vejen, mens vi afprøver forskellige ebogslæserapparater.

Som forfattere, designere og udgivere er vi nødt til at tænke i egnethed – hvilken tekst skal på hvilken maskine og med hvilket udstyr – hvis vi ønsker at gå bare lidt ud over hvad den nye InDesign 6 formår ift. standardiseret simultandesign til forskellig hardware – iPad i horisontal og vertikal udgave, EPUB til Nook, Sony og Fire, mobi til Kindle, egne brugerformater, “grund”EPUB og papirtryk. At en etekst skal laves i 6 forskellige udgaver betyder dog ikke 6 arbejdsgange, men det er mere end én, som papirbogen er én arbejdsgang. Omkostningerne hertil vil med sikkerhed afstedkomme skæring af hjørner – der vil kun blive givet ved edøren ved ganske særlige lejligheder: sikre forfattere, støttede udgivelser, vanities… Hen over dette spektrum af forskelligartede læseoplevelser, på forskellige maskiner med etekster i meget forskelligt udstyr, skal vi med tiden finde ebogens troværdighed som (et) udtryk, der bærer en tekst, som er langt mere end et teknisk formidleligt budskab.

Men, hvem ved? Måske ender industrien og læsere op med kun to ebogslæseenheder, som Steffen Sørensen for nyligt halv-spåede ved erfa-mødet i Forlæggerforeningen (hvor mit eget skib sank) – der fremviser etekst i enten AZW eller EPUB til hhv. Amazons ebøger og til resten af verden. Måske varer dét blot nogle år endnu. Måske holder vi helt op med at tænke på digitale tekster som bøger; måske holder vi op med at relatere til digital tekst som vi gør til tekst på papir. Mulighederne for nye relationer mellem forfatter – den indtil videre primære indholdsskaber – og læser/modtager af indhold er i hvert fald ikke udtømte. På ingen måde.

Og hvad angår den nuværende forlagsbranches mulighed for at være med på dén galej, kan jeg ikke tro andet, end at relationen mellem udgiver og forfatter/læser fremover i højere grad end nu vil være som relationen, jeg opdagede mellem mig og mine kunder, da jeg kørte taxa:

  • Dét, jeg personligt bragte med ind i vognen, var dét jeg fik ud af mine kunder – glæde, aggression, sorg, sløvhed, træthed, lukkethed…
  • Glade kunder giver drikkepenge.
  • Drikkepengene gør honoraret for lavtlønsjobbet tåleligt.

Så kan I tænke lidt over dén.

Tak for nu.

 

Biblioteker på afveje

Leder fra seneste nummer af brancheforeningens magasin, “Bogmarkedet”.

 

På eReolen.dk, bibliotekernes, de store forlags og distributionsselskabernes fælles eUdlånsprojekt, ses en udlånsknap, en prøveknap og en købeknap.

Jeg er ikke den eneste, som har undret sig over, hvad købeknappen gør dér, sammen med låneknappen, og hvem der skulle tjene pengene på salget.

Læs lederen i seneste nummer af Bogmarkedet: Biblioteker på afveje – 17.11.2011


Den Danske Drøm – ebøger i udlån for erhverslivets vogn?

Skal biblioteksudlånet af danske forlags ebøger bestemmes af markedskræfterne?

 

“Et interessant partnerskab har set dagens lys. Det drejer sig om den amerikanske distributør OverDrive (der distribuerer e-bøger og lydbøger til en række amerikanske biblioteker) og Amazon Kindle.

Partnerskabet betyder at man som amerikansk borger ved de biblioteker der har købt abonnement til OverDrive-servicen nu også kan tilgå indholdet via Amazon Kindle.”

via Amazon drukner bibliotekerne.

Og det er der mange fordele ved. For Amazon og OverDrive. Og, kunne de merkantilt indstillede hævde, for bibliotekernes lånere også, fordi de jo netop gratis kan låne ebøger og tillige få mulighed for at købe andre med et enkelt klik på deres Kindle.

At spænde bibliotekerne for erhvervslivets vogn fungerer nok fint som tanke i USA, men dén afhængighed af markedet fører kun én vej: Bestsellerisme, bestsellerisme, bestsellerisme. Helt i tråd med den amerikanske drøm*.

Men den danske drøm er anderledes, er den ikke? Og Gyldendals elæser er ingen Kindle, vel?


*Den Amerikanske Drøm kan opsummeres i få ord: “Frihed er fraværet af tvang samt muligheden for at tilvælge intelligent” (Kardinal Nicolaus af Cusa). Men hvad er fravær af tvang? Er det, at det aldrig regner dér, hvor man selv er, hvis man ikke har behov for regn? Eller er det at acceptere modstand fra menneskene, naturen og omstændighederne, som ikke søger at dominere, fortære og tryne, hvilket betyder at man er nødt til at oppe sig for at forstå sammenhængene, man selv befinder sig i?! Retorisk spørgsmål er det:

Det amerikanske samfund er bygget på en tolkning  af “frihed” i betydningen “uden styring af markedskræfterne” = intet fællesskab, blot alles kamp med og mod alle.

Bibliotekerne og Gyldendal og L&R lukker selvudgivere ude.

eUdgivelse gøres til en virksomhedsregistreringspåkrævet profession.

 

Okay, lad mig sige det så lige ud, som jeg formår:

Jeg er lige begyndt som ebogsforlægger – efter at have udgivet på papir og på nettet siden 1987. Nu stikker de store forlag, med bibliotekerne til hjælp,  en hvid pind i min glæde og roder rundt, som om det var en lort. Og jeg er ikke den eneste, der har valgt at lade ebogen udkomme først.

I følge Dansk Forfatterforening skal forfattere over én kam have tillid til, at der ud af et 1-årigt monopolsamarbejde Gyldendal, L&R og Styrelsen for Biblioteker og Medier imellem – om at få styr på ebogsudlånet – vil følge et hæderligt resultat til gavn for alle danske forfattere, snarere end en bestyrkelse af det samme gamle rettighedsmonopol. Men ikke blot er udelukkelsen af alle andre forlag så usædvanligt, at det kun kan kaldes monopoliserende   (se UPDATE) Dansk Forfatterforenings har det med at fokusere på bevarelsen af de økonomiske rammer, snarere end på at tænke nyt til gavn for forfatterene, herunder at forstå hvad pokker den digitale verden egentlig går ud på.

NÅR DE PASSERER START, INDKASSÉR DA ALLE BIB-MIDLER FOR EBØGER

Søndag Aften bragte flg. om monopoliseringen af ebogsudlånet:
http://www.cultur.com/2011/1005.html

Aftale med forlag og biblioteker åbner for bredere tilbud med e-bøger.

1. november åbner bibliotekernes nye hjemmeside for e-bøger. Navnet er endnu ikke fastlagt, men hjemmesiden vil indholde en række flere elementer end blot søgning efter e-bøger. Strukturelt vil hjemmesiden være bygget op efter de principper, der kendes i bibliotekernes Ting-koncept ( Tanken i TING er, at alskens data skal kunne læses på tværs, hvis man ønsker det. For TING bygges op som store Duplo-klodser: man kan bruge dem, man ønsker at bruge, og fravælge dem, man ikke ønsker at bruge.). Det indebærer, at hjemmesiden vil kunne integreres i de enkelte bibliotekers egne kataloger – foruden at e-bøger vil dukke op som resultater ved almindelige søgning i bibliotekskataloger. Så kan brugerne vælge om de vil bestille bøgerne som papirbøger eller som e-bøger.

De to hidtidige e-bogsløsninger: eBib.dk og eBogsBibliotek.dk nedlægges ved årsskiftet.

Den nye aftale

Det er en ny aftale mellem forlag og biblioteker, som giver grundlaget for den nye hjemmeside. Aftalen har som grundlag den samme økonomiske model, som kendes fra de hidtidige aftaler.

Aftalen er indgået mellem forlagene Gyldendal og Lindhardt og Ringhof på den ene side og en projektgruppe under Styrelsen for Biblioteker og Medier på den anden side. I projektgruppen indgår repræsentanter for de seks centralbiblioteker samt Frederiksberg, København og Aarhus kommuner. Den praktiske løsning skal gennemføres af e-bogsdistributionen Publizon og DBC Medier. Aftalekonstruktionen er noget usædvanlig. Dels er de to forlag ikke repræsentative for hele forlagsbranchen. Dels er en projektgruppe under Styrelsen for Biblioteker og Medier ikke en egentlig økonomisk og juridisk aftalepart.

Klik og trapper

Betalingen til forlagene baseres på en såkaldt klikpris, hvilket vil sige at der for hvert download af en bog betales til forlagene. Betalingen afhænger af det samledes antal download, afhængigt af en såkaldt trappeordning, hvor prisen pr. download falder ved større samlet efterspørgsel. Udgangsprisen er lidt højere end den hidtidige pris, men vil komme på niveau med hidtidige pris, hvis antallet download fordobles i forhold til hidtil. Med væsentligt flere titler, bedre brugerflade og solid markedsføring er dette absolut realistisk. Risikoen er snarere at efterspørgslen vil blive så stor, at trappeordningen skal udvides ud over den nuværende maksimum på 145.000 download for hele landet pr. år.

Ud over betalingsmodellen med trappeløsning er der enkelte andre, nye elementer i den nye aftale: klikprisen bliver ca. 20% mindre for e-bøger udgivet for mere end 1 år siden (noget lille rabat i forhold til markedsværdien af bøger efter 1 år) og der laves forsøg på 3 udvalgte biblioteker med 15-dages udlån af e-bøger.

De enkelte biblioteker kan indenfor egen budgetramme regulere udgifterne til download af e-bøger. Fx ved at sætte maksimum for den enkelte brugers download eller ved at sætte et loft for kommunens månedlige forbrug. Det bliver således lokale beslutninger, hvordan aftalen skal udmøntes. Dette kan nemt resultere i forskellige muligheder for borgerne, afhængigt af bopæl. Uanset at alle bøger er i samme database. Bibliotekerne har forbeholdt sig retten til at kunne fravælge udbudt materiale. Dette fravalg kan dog kun ske centralt for samtlige biblioteker.

Travle aftaleparter

Alle bøger i denne biblioteksløsning vil være med såkaldt DRM-beskyttelse. Dette skal forhindre, eller i det mindste begrænse, piratkopiering af e-bøger. Ifølge aftalen kan der ikke printes, klippes eller på anden måde kopieres fra ebogs-filerne. Dette er naturligvis blot en påstand, som ikke kan reguleres gennem en aftale. Som al anden digital information, kan e-bøger naturligvis kopieres. Indtil videre kræver det dog lidt teknisk snilde, idet der ikke er lettilgængelige konverteringsprogrammer i frit omløb. Dette er blot et spørgsmål om tid.

Ved 30-dages “udlån” udløber brugsmuligheden af den downloaded fil. Selv om man almindeligvis omtaler det som “udlån” af e-bøger fra bibliotekerne, er dette noget misvisende. Lån forudsætter almindeligvis at man leverer noget tilbage. Bibliotekernes løsning indebærer blot, at man ikke har adgang til filen i mere end 30 dage.

Aftalen mellem forlagene og bibliotekerne er indgået sidst i september og træder i kraft 1. oktober. Den løber kun 1 år. Forventningen er, at man i løbet af det næste år, vil kunne lave en mere omfattende og fremtidsrettet aftale.

Kommunernes Landsforening markerede i foråret stærk kritik af den hidtidige økonomiske kompensation til forlagene for udlån af e-bøger (se Søndag Aften arkiv). Denne kritik vil Kommunernes Landsforening kunne gentage til den nye aftale.

Et iøjnefaldende problem ved den nye aftale er, at klikprisen er uafhængig af salgsprisen for den enkelte e-bog. Man kan således i teorien forestille sig e-bøger solgt til en lavere pris på det almindelige kommercielle e-bogsmarked, end den klikpris bibliotekerne skal betale for de enkelte download.

Både forlag og biblioteker har åbenlyst travlt med at skabe en fælles e-bogsløsning, selv om de egentlige forretningsmodeller for e-bøger knapt er udviklet. Bibliotekerne har et stærkt ønske om at fremstå aktive med nye digitale bibliotekstilbud. Man betragter det som en strategisk svaghed, hvis man ikke hele tiden er først med det nye. Forlagene frygter at politikere kan finde på at diskutere tvungne licensmodeller for e-bøger. For at bevare den økonomiske selvbestemmelse, tager man gerne en økonomisk risiko i et ukendt tærren.

Jeg har i anden anledning – den manglende lektørlæsning af ebøger – været i kontakt med folk omkring ebogs-projektgruppen, og har erfaret, at der ikke bliver lavet lektørudtalelser “bagud” som anbefaling til bibliotekerne, og overhovedet ikke af ebøger, der kun udkommer som ebøger. Med dénne aftale mellem de to største “litteraturforlag” og bibliotekerne vil der efter aftalens udløb med sikkerhed ikke blive erhvervet nogen af prøveperiodens ikke-monopol-udgivne ebøger til biblioteksudlån. Heller ikke, selvom der skulle begynde at komme lektørudtalelser af ebøger.

Det er en forrykt aftale, Styrelsen (for bibliotek og medier) og de to forlag har bikset sammen. Godt for Danmarks to største litterære forlag (og deres forfattere, hvis disse vel at bemærke ikke har frasagt sig deres digitale rettigheder), og for bibliotekernes kontroltrang og manglende visioner – og totalt bremsende for alle andre – sådan at forstå, at alle andre ebogsudgivere kommer bagud og uden for konkurrence:

For Styrelsens vedkommende tænkes udelukkende i de mekanismer, som dette system befordrer for bibliotekerne, mens de to forlag og Publizon, som ejes af Gyldendal og Lindhardt & Ringhof, får en mulighed for at etablere sig på ebogsmarkedet og effektivt holde alle andre aktører end dem selv ude.

UPDATE: ca 30 virksomhedsregistrerede forlag bidrager med bøger til projektet. Det er ikke-virksomhedsregistrerede udgivere, som ikke kan deltage.

UPDATE 2, dec. 2011: Det ser ud til, at der er en favorisering af tilgængelige bøger i eReolen.dk, som centrerer sig omkring de tre store – Gyldendal, L&R og Rosinante. De andre tilmeldte forlag er i skrivende stund  ikke tilgængelige i en grad, der kan forsvares som en relativstørrelse – forlagsbeholdning af ebøger vs. tilgængelige ebøger.

Formanden for Dansk Forfatterforening, Lotte Garbers, sagde: “Enhver forfatter kan jo bare få et CVR-nummer og indtræde som producent hos Publizon” – men hvad nytter dét, når småproducenterne af ebøger, der ikke er ejede af enten Gyldendal eller Lindhart & Ringhof, er udelukkede fra bibliotekssalg! For ikke at tale om, at det er radikal- og venstretale at opfatte et kunstfag som at være selvstændig erhvervsdrivende, hvor man kun er respekt værdig, hvis man arbejder målrettet på fuld livsunderstøttelse med kunsten (professionel kunstner).

Samtidig har Dansk Forfatterforening den fuldstændige frækhed på forsiden af sin egen hjemmeside at udtrykke tilfredshed med selvsamme aftale! Det er muligt, at aftalen kun løber i 1 år, men da Forfatterforeningen tydeligvis er så svag, at den overlegne Forlæggerforening sodomisering nu er en varig selvfølge, er der kun at vente på, hvad næste negative træk bliver. Jeg mindes forlæggerforeningens jurist, der truede med at bringe biblioteksafgiften for EU-domstolen, hvis ikke forfatterne makkede ret.

Og hvis ovenstående ikke er slemt nok, er det godt at gøre sig klar, at fokus på “de store forlag” endnu engang vil bliver understreget, så det elitære i kunsten samtidig bestyrkes. Og vel at bemærke ikke det selvbestaltede elitære, der ønsker kunsten dybere og bedre, men derimod salget, det monetære elitære; ikke skabelsen, men hvem tjener mest.

Sådan får den smalle litteratur, som er medskaber af bredden i enhver kultur, endnu et los.

Jeg er så rasende, at jeg syder!  Jeg er røvirriteret over, at bogudgivelse fra at være en aktivitet, alle kunne optage, er blevet gjort til en virksomhed i skattemæssig henseende: Pga. denne aftale, der løber til december 2012, kan ingen selvudgivere, der IKKE er virksomhedsregistrerede, blive optaget i denne distributionsaftale. Og selvom aftalen åbner for edistribution uden krav om virksomhedsregistrering efter dec. 2012, vil alle ebøger, der udgives i 2012 af selvudgivere, forsvinde fra biblioteket virkelighedshorisont, da ingen ebøger får lektørudtalelser og selv hvis dét skulle ændre sig, lektørudtalelser ikke laves med bagudvirkende kraft.


Stort, lille, eget forlag = Stor, ringe, ingen beskyttelse.

Der er fordele ved at udkomme på en andens forlag.

 

Fordelen forfatteren har ved at have en forlægger til at håndtere reklame osv er alt andet lige ANONYMITETEN!

Det lyder måske mærkeligt, at en forfatter, der ønsker at blive kendt på sit navn, skulle ønske at være anonym. Men for at kunne arbejde i fred er det en nødvendighed!

I dag mindskes i stigende grad betydningen af bogreklamer i de trykte medier. Folk læser stadig aviser, men aviserne følger folk, hvor de går hen, og når folk søger særlige nyheder på nettet, indretter aviserne sig indholdsmæssigt.

Vi er STADIG en læsende kultur, også af bøger med en vis dybde. Men med internettets tilvækst trykker aviserne kun nyt for segmentet. Hvilket betyder, at en ændring i segmentets retningsorientering afspejler sig i en tilsvarende retning i det trykte medie. Væk er således vurderingerne af det snævre, det svære, det anderledes, det smalle – alt det, som falder uden for segmentets interesse- og fokus-område – herunder anmeldelser af smal litteratur, der ikke “kan” generere overskrifter.

Forlagene går samme vej. Alt strammes ind og et svar fra Gyldendal kan lyde: “Trods det tilsendte manuskripts indlysende potentiale, må vi beklage, at vi for tiden desværre ikke kan tage nye og/eller uprøvede forfatterskaber ind. Vh Gyldendal”.

Der er selvfølgelig mange andre forlag end Gyldendal, og gudskelov for variationen. Men jo nyere forlag, desto oftere er udgivelsesarbejdet et spørgsmål om personlig kemi og entusiasme – 1 udgiver vs. 1 forfatter + 1 bog.

Bogen ER det reelle salgsarbejde i de fleste bogudgivelser. Hvis ikke bogen er interessant eller spændende, eller bare vedkommende, så kan forfatteren være nok så… [indsæt idiosynkratisk adfærd fra yndlingsforfatter eller skrivende yndlingsaversion] og det vil ikke hjælpe noget på interessen hos nogen.

Men, hvis bogen ér interessant, så er næste problem forfatteren.

Forfatteren skal kunne samarbejde. Med forlæggeren. Med læserne. Med kritikere og anmeldere, hvis de melder sig. Forfatteren skal være en personlighed med social tæft. Han/hun kan ikke på det lille forlag gemme sig ret meget – bogens succes er betinget af forfatterens evne til at begå sig i det miljø, som bogens præsentation behøver. Samtidig med, at han/hun jonglerer arbejdstid og familie.

Endnu mere udfordrende bliver det, hvis forfatteren står alene med sin bog. Og selv skal sælge den. Hér skal der balanceres på de sociale nagler. Der skal skabes kontakter til læserne, til anmeldere og kritikere, til biblioteker, til læsecirkler, til boghandlere, til distributører, og alt skal ske i den samme hverdag, som også skal give skrivero og tid og plads til kontemplation! Og med tiden kan forfatteren komme til at indrette såvel sin sociale som sin kunstneriske person på tidligere respons fra læserne. Hvilket muligvis skaber salg og god underholdning, men samtidig ikke flytter en tøddel ved hverken læsers eller forfatters bevidsthed om selv og samfund.

DER ER FORDELE VED AT UDKOMME PÅ EN ANDENS FORLAG.

Det er dét, man som forfatter betaler for. Og når man taler om prisen – om royalty – så er det DET, man taler om: Friheden til ikke at skulle tænke på ret meget andet end at arbejde med det, man er der for: bøgernes indhold.

Gyldendal, Publizon, underhåndsspyt og pissen i drikkevandet

Publizon forandrer beregningsgrundlaget for transaktion af ebøger. Et lille “tweak” af enorme proportioner!

 

Når nu man har Publizon, et clearinghouse for ebøger, der arbejder sig sikkert ind på et monopol på formidling til eboghandlere, og “man” er Gyldendal, Lindhardt & Ringhof m.fl., og Gyldendal sænker prisen på ebøger til under den “magiske grænse” på 100 kr., og man gerne vil være sikker på at have indkomst, uanset hvordan markedet bugter sig, så lægger man da bare tabet ud på alle de mindre forlag, på alle eforfattere og på ebogkøberne. Selvfølgelig, hvad ellers!?

Sagen er den, at Publizon efter 1. juli ændrer sine transaktionsbetingelser. De beskriver det selv i deres distributionsaftale pr. 1.4. 2011:

Til og med 30. juni 2011 tillægges Nettoprisen et transaktionsgebyr på 5%.

Fra 1. juli 2011 beregnes et transaktionsgebyr på 5% af Nettoprisen.

Det er ikke lige til at gennemskue konsekvenserne, men med endnu et eksempel fra deres eget materiale:

Altså:

  1. Nettoprisen plus transaktionspris er pt., hvad boghandleren skal betale – fra og med 1/7 bliver nettopris og eboghandlerens indkøbspris det samme.
  2. Hvis et forlag skal kompenseres det samme af eboghandlerne for hver solgt bog, er det nødt til at hæve nettoprisen på sine bøger
  3. At forlaget må hæve sin nettopris indvirker ikke direkte på udsalgsprisen hos boghandleren, men forlaget får mindre for salget (Publizons andel for transaktionen flyttes fra at blive en del af boghandlerens pris til at være en del af forlagets pris).
  4. Når det handler om ebøger, har det hidtil været nettoprisen, eforfatterne får royalty af. Med Publizons træk, vil alle ebogskontrakter i Danmark skulle genforhandles, så forfatterne får royalty af forlagets nettokompensation, snarere end nettoprisen – fordi forlaget ellers ville tabe ved denne omlægning.

Den åbenlyse vinder i det her er selvfølgelig Publizon, samt Publizons ejere – “erfarne aktører i den danske forlagsbranche“, som der står på Publizons hjemmeside.

De åbenlyse tabere er danske eforfattere, dansk forfatterforening og i sidste ende forbrugerne, som ikke blot grad er underlagt bestsellerismen, der fødes af overvægtigt fokus på salgsalgsalg frem for INDHOLD, men også må finde sig i endnu højere priser på alle ikke-bestsellerbøger (smalle bøger), fordi forlaget ikke har meget at give af her.

Lige nu ser det altså sådan her ud:

  • Publizon har snart monopol på distribution af ebøger til eboghandlere
  • Gyldendal et. al. ejer Publizon
  • Publizon ændrer beregningsgrundlaget for deres transaktionspris.
  • Gyldendal sænker priserne på deres ebøger
  • Alle landets forlag må hæve deres nettopriser som følge af Publizons prisomlægning for ikke at tabe på det
  • Alle landets eforfattere får mere i royalty af nettoprisen på deres ebøger ELLER ebogskontrakterne må skulle genforhandles til at afspejle omlægningen af Publizons transaktionsgebyr.

SPEKULATION

Gæt: Gyldendal et. al. har særaftale/mængdeaftale med Publizon.

Gæt: Gyldendal et. al. har mere end en finger med i spillet på Publizons transaktions-prisforøgelse.

Hvis man var i godt humør

Kan det tænkes, at det her er Publizon/Gyldendal et.al’s generøse royaltyforøgelse til alle landets eforfattere på vegne af alle danske forlag?

  1. Udsalgsprisen ændrer sig ikke – det er da godt for forbrugerne!!
  2. Forlagene tjener kun en lille bitte smule mindre pr solgt bog – det er ikke så slemt… og de kan så bare hæve nettoprisen en lille bitte smule mere for at kompensere for det
  3. Forfatterne får større grundlag for deres royaltyberegning – det er da SUPER for dem!

Hvis IKKE man er i godt humør

hvad er der så galt???

  1. Den gamle Publizon-model: En forfatter får 25% af nettoprisen på Kr. 100 = 25 kr/solgt bog
  2. Den nye model: Hér får forfatteren 25% af Kr. 105, hvis forlaget skal holde prisen = 26,25/solgt bog
  3. Den nye model: Her får forlaget Kr. 5,25 mindre pr. solgt bog, men skal betale forfatteren 1,25 mere! En klar mindreindtjening på Kr. 6,50/solgt bog

Hvor mon forlaget vil hente de 6,50 kr. mindre? Mon ikke det bliver hos forbrugerne eller ved krav om genforhandling af ebogsaftalen af 20 sept. 2009, som udtrykkeligt specificerer nettoprisen som royaltygrundlaget? Og det samme hér, i UBVA-aftalen (Dansk Forfatterforening, Forlæggerforeningen og Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde/UBVA).

Det må være rigtig spændende at være i bogbranchen pt. Især for en forretningsmand:

Forretningsmodellerne er ukonsoliderede og der er mange chancer for nye spillere at influere på det fremtidige konsoliderede udkomme, mestendel nationalt, men måske også globalt. Men for mange mennesker betyder begrebet “litteratur” noget ubesmittet. Det befinder sig i grænselandet mellem kunst og vare – og hvis bogbranchens økonomer ikke forstår at betræde denne grænse med tilstrækkelig forsigtighed, kan de tabe hele branchen på gulvet. Det kan blive vigtigere at læse, end hvad man læser; antallet af solgte bøger kan opfattes som vigtigere end hvilke forfattere og hvor stor diversitet – som f.eks. er det, der trækker overskrifter i USA. Og danske aviser er godt med på dét beat – kvantitet er det nye sort, som man siger.

Det KAN godt tænkes, at kampen for at blive på bogmarkedet i disse tider er hårdere, end det ser ud til. Men for mig, der er forfatter og interesseret i det bedste for primært litteraturen, sekundært indtjeningen (hvis man kan tillade sig sådan adskillelse), er det både sørgeligt og interessant at se, hvad sådant lille “tweak” af et beregningsgrundlag kan have af konsekvenser for en hel nation:

At Publizon (Gyldendal et.al.) sænker prisen på ebøger til gavn for salget af deres egne forfattere og ebogssalget af underholdningslitteratur som hele, og så spytter underhånds på alle andre forlag og på forfatterne generelt og på samtlige nutidige og fremtidige forbrugere ved Publizons beregningsomlægning (også direkte til Gyldendals fordel) at forårsage rav i hele branchen, er… oprørende! Nogen kalder det forretning. Man kunne også kalde det hykleri. Eller reelt set umaskeret leg med indtægtsgrundlaget for landets forfattere, ansvarsløs leg med den fremtidige kvalitet af ebogsudgivelser, måske gennemtvingelse af indtjeningsfokuserings-forandring for forfattere, så de skriver noget, der bedre passer tanken om massesalg og flytter fokus på færre forlag/færre titler…

Der er så mange konsekvenser af deres lille smarte indtjeningsforøgelse, deres lille “tweak”, at det er uhyrligt, at de bare kan gøre det, uimodsagt!

Men hvad skal dog det gamle, hæderkronede forlag gøre for at blive en effektiv markedsspiller, når det altid har fremstået som top of the pops, klassens pæne dreng og stedet for De, Dem og Deres i armslængde af adskillige Majestæter?!

Det må vel bare træde i karakter, kaste det pæne af sig og melde rent ud…

Jeg tror sgu bare ikke, at de tør. De gør det bare på den her måde. Pisser i drikkevandet. Og så fuck dem længere ned ad åen.

Update: Det slår mig, at flytningen af indtægt fra forlagene over til Publizon er en sikring af de sikre indtægter – uanset hvor mange små forlag og selvudgivere, der dukker op, skal de alle omkring Publizon (og lignende clearing houses), så dér er en sikker indtægt for Gyldendal og de andre store, danske forlag.

Update:  Jeg kan ikke regne – beløbet, forlagene tjener mindre er 1,25 mere til forfatterne plus 5,25 mindre pga. Publizons prisomlægning – det bliver 6,50 og ikke 4 kr. !

FORMAT? – Åbent brev til bogindustrien (og lidt til Leif Davidsen)

dvs. forlagene, forfatterne, forfatterforeningerne, bibliotekerne, anmelderne, læserne og eboghandlerne

 

Når Dansk Forfatterforenings formand, Lotte Garbers, omfavner ebøgerne, er det så monstro af kærlighed til mediet?

Spørg hende selv. Men ebøger er hverken læsekulturens frelse eller undergang. Ebøger er den naturlige konsekvens af digitalisering, det selvindlysende næste skridt – og nogen ér nødt til at fortælle danske forfattere og Leif Davidsen, at fremtiden ikke sker af sig selv. Fremtiden er noget, man laver. Nu.

FORMAT… Noget, man bare har?
Siden 2009 har bogproduktionsindustrien i de fleste store lande, senest Japans 24 største forlag med en omsætning på 150 mia! kr., sluttet op om ebogsformatet EPUB. USA er stort set eneste undtagelse. Hér dominerer Amazon med Kindle og formatet MobiPocket.

Danske forlags tilslutning til digitale udgivelser sker ikke med stor begejstring. Den er præcis så frivillig som at dansklæsende ebogskøbere søger til andre sprog, andre landes boghandlere og andre forfattere, når ikke de kan få deres kendte, danske forfattere og nye udgivelser som ebog. Gyldendal og et par af de mellemstore forlag har derfor flere gange i de sidste 10 år forsøgt at få gang i ebogssalget – og tillige opkøbt et clearinghouse, Publizon, der vandmærkestempler alle køb med brugerens data. Seneste tiltag er en amatøragtig eboghandels-app, som gr. Apples prispolitik væsentligt fordyrer ebøger, der købes denne vej rundt.

Begejstring skal man til de unge iværksættere for at finde. De betragter den digitale platform som noget naturligt i livet. Riidr.dk har en super effektiv og begavet app, Danmarks første bog-app – som nu måske bliver jordet som følge af Gyldendals indtræden med producentens konkurrencefordele på samme scene. Men begejstring eller ej – også Riidr er nødt til at sælge de produkter, Gyldendal og de andre spytter ud. I EPUB-format.

INTENTION, REAKTION
EPUB er et ebogsformat, der har det særlige kendetegn, at det tillader omløbende tekst. I sin grundessens er det ikke andet end noget html og css, dvs. tekst i afsnit, der løber mellem to marginer, og teksten kan forandres med skrifttype, fed skrift og kursiv og skifte størrelse og måske også farve. Og så kan andre html-features som video, audio, links til verden udenfor og nogle få andre ting indlejres i teksten.

Men som dette ebogsformat er tænkt og programmeret tillades intet design, ingen opsætning, af værkets tekst på en sådan måde, at den bliver stående, hvor den bliver sat (“absolut positionering”): Når en bruger forandrer skrifttype og -størrelse, vil selv den mest almindelige tekststrøm tilpasse sig afstanden mellem margenerne. For slet ikke at tænke på, hvad sådan omløbende tekst gør ved digte…

Ved ibrugtagelse af EPUB som defacto-ebogsformat har alverdens forlag skåret halsen over på bogdesign. Fremover vil en ebog i populærudsalg over det meste af verden (Kindleformatet er ikke bedre…) bestå af en forside (hvis man er heldig!), kapitelinddelinger og valget mellem 5 skrifttyper at forstørre eller formindske teksten med...

Betragter man bøger ud fra brug-og-smid-væk-princippet, vil dét muligvis være alt rigeligt for mange – men såfremt æstetik af den slags, der gør et menneske varm om hjertet, betyder noget for en læser, er EPUB-ebøger en mobil frysepude spændt fast omkring brystkassen.

OG PRISEN GÅR TIL…
Alle elæsende har en andel i møgpakken EPUB, som gør medister af enhver tekst, der hældes igennem maskinen. Og for dét må og skal en kollektiv tøsedrengepris uddeles:

De nominerede er

Forlagenefor bevidst at undlade at modsætte sig alle ankerne ved EPUB-formatet og for at undlade at tilbyde mere end dét ene format (og for at forsage litteraturen…)
Forfatterne
… for at lade det være op til forlagene og forfatterforeningerne at råde sig til ussel digital repræsentation (= det ér behageligt at blive serviceret af vore handelspartnere, men det har vi betalt for, og det betaler vi fortsat for, på den dårlige måde)
Forfatterforeningernefor ved tanken om salg og udbredelse af digital litteratur aldeles at forsage skriftens omskabelse til bog (hvad gør jeres digtere og forfattere til bøger med store illustrationer, når de skal udgive ebøger?)
Bibliotekerne… for at tolke alsidighedskriteriet som mediealsidighed og grund til at hoppe på formatvognen (og for ukritisk at acceptere forlagenes krav om (ublu) udlånspriser til at afspejle ublu salgspriser)
Anmeldere, magasin- og avisredaktioner… for teknologisk at tøve ved vognporten så længe, at de kun har papirbøgerne tilbage at anmelde (ebøgerne klarer læserne fremover)
Læserne… for ukritisk at finde sig i hvad som helst, bare det er nyt og nemt, og man kan blære sig med det.
eBoghandlerne (de fleste) … for ganske visionsløst at følge forlagenes krav om format, snarere end at stille krav om at måtte sælge i alle formater, så køberne selv kan vælge.

OG…

Den Gyldne Undermåler går til… samtlige danske forlag, der udgiver i EPUB, klap klap klap!!

Og juryens motivation er

For manglende opposition mod EPUB, herunder manglende visioner i efterstræbelse af et lødigt e-format, der passer den europæiske tradition og æstetiske historie, således den trykte bogs historie…

OKAY, ALTSÅ…
Problemet med EPUB-formatet …

Altså, for pokker, der er ikke noget rigtigt galt med EPUB-formatet, men der er rigtig meget galt med en bogindustri,

– der kaster 400 års bogdesign over bord for et digitalformat, som autoombryder enhver tekst, så indmaden i en bog ligner enhver anden
– der sætter hele sin industri ind på et ebogsformat, hvor man nok kan placere tekst inden for en bestemt margen, men som når teksten rammer ebogslæseren mister enhver illusion om design.
– som svigter forfatteren ved at lade teksten fægte for sig selv, på hvad det nu er for en ebogslæser, teksten havner på
– som ikke forsvarer sin litteratur ved at søge at præsentere den elsket.

DEN EVIGE BLINDGYDE
Det er ikke kun forlagenes fejghed og tanken om, at EPUB forhindrer digterne i at udkomme dér, hvor prosaen udkommer, som giver mig kvalme:

Tekster, historier, fortællinger, samlinger af digte skrives typisk med stor kærlighed og inderlighed. Men bøger bliver de først, når de går gennem forlagets hænder, og bøger, der ikke formidles med kærlighed, forvandles til blot at være en vare. Konsum. Tolstoy, Mann, Wittgenstein. Stockholm. Nørgaard. Hanne Vibeke Holst, Barbara Cartland. (Men ikke Leif Davidsen; skønt ingen respekt givet for unuanceret fastholdelse i papirbogen.) Alt sammen konsum. I den samme formatbeholder. Med nøjagtig det samme udseende.

Er det nu, vi skal have dén diskussion om, at man uden særlige forudsætninger kan udlede hele universet fra en enkelt fingernegl, (og hvad skal vi så med resten!?)? Det ér i hvert fald, hvad forlagene verden over lægger op til. Og det ser ud til at være for sent at gøre noget ved det.

Det bliver ikke pornoindustrien, som vinder formatkrigen denne gang.

Egentlig tror jeg ikke, der ér nogen rigtige vindere.