HP og den store bog

-“Skaat, ved du, at jeg kan mærke, at du tænker på mig?” siger HP. -“Ja, det er sådan vi ved, når I er utro.”

‘Jeg ved ikke, hvordan ting hænger sammen’, skriver HP. ‘Hvordan A bliver til B, kærlighed bliver til had, styrke bliver til svaghed, og hvorfor det nybagte og varme rugbrød hos bageren på Gothåbsvej er muggent allerede, når jeg pakker det ud derhjemme. Jeg forstår ikke hvordan.’
HP har en stor bog, han skriver vigtige ting i. Den er så stor, at han ikke uden videre kan have den med i skuldertasken, så han er tvungen til at huske de vigtige ting, og skrive dem ind i bogen senere. Praktisk sker det ofte sådan, at han laver et notat på en lap, og så skriver det ind, lige så såre han kommer hjem.
     Indlægget fra dén dag HP opdagede, at der var en periodicitet over hans optegnelser:

‘Måske er jeg komplet ravende sindssyg–men er det ikke sådan, at jeg synes kun at være i stand til at vurdere denne bindegale verden i perioder? Ti, hundrede flip tilbage her på de foregående sider afslører, at datoerne klumper sig sammen. Og hvad sker der så i de mellemliggende perioder? Der står jo ingenting. Er jeg så bare fuldstændig kold dér? Eller sker alt vigtigt i verden i perioder?’

At dette spørgsmål ér stillet forholder et senere indlæg sig uvidende til:

‘De tapper mig, kvinderne. Er de da alle sammen vampyrer? Har igen længe været totalt underdrejet og ude af stand til at forholde mig til en skid andet end mine følelser og hendes følelser og vores følelser og de følelser, vi ikke har, og burde have, og kunne have, og må se at finde for hinanden, hvis vi ikke skal nå under en følelsesgrænse, hvor de følelser der er, ikke vil være nok følelser til at retfærdiggøre opretholdelsen af et forhold. Gad vide, hvad der ville ske, hvis vi aftalte IKKE–som nu–at bruge halvdelen af vores sammentid på at diskutere, hvad der burdekunneskulleMÅ indfinde sig i den resterende tid? Ville vi kede os? Lave hver vores i det samme rum? Besøge vore respektive venner? Bruge tiden på at kneppe? Hun kan jo for fanden ikke gå på toilettet, uden at hun også tænker på mig dér–der er denne her psykiske larm på hendes frekvens–og det er ikke nødvendigvis, fordi hun glæder sig til at få vasket fingre og komme tilbage til mig i stuen. Jeg tror fandme, hun sidder og tænker strategi for forholdets fremtid, mens hun skider!’

HP har tænkt meget over det der med frekvensen. F.eks. sådan hér:

“Skaaat, ved du, at jeg kan mærke, at du tænker på mig?”
     “Ja, det er sådan vi ved, når I er utro.”
     “Meget morsomt.”
     “Jamen, det er rigtigt.”
     “Kan du måske læse tanker?”
     “Neeej … ikke sådan direkte. Nogen gange, jo, men så måske ikke helt alligevel …”
     “Ja-jae … Hvad tænker jeg så på lige nu?”
     “Du tænker på at kneppe?”
     “Ho-Kay!”
     “Men det gør du jo altid lige når du er stået op, og du har fået søndagsavisen og kaffen og bassen, hvis jeg ellers har gidet at hente den til dig, så dét er ikke nogen big deal.”
     “Jamen, hvad mener du så med, at kvinder ved, når mænd er utro?”
     “Hvis der ikke er nogen blokering på dine tanker, så ved jeg, at du har rene fingre. Men hvis du lukker af, så har du noget at skjule. Og der skal ikke mange tests til for at finde nuancerne mellem surpriseparty og læsegruppebol.”
     “Ho-kay! … Og det mener du, alle kvinder kan? Og gør?”
     “Mænd kan da også. Men I er alt for selvfede til at lære nuancerne at kende.”
     “Hvaaad … er jeg så lukket eller åben nu?”
     “Du tænker på at begå selvmord, fordi du tror at jeg kan læse alle dine tanker, du tænker stadig på, om du kan komme til at kneppe mig, inden jeg skal ud til min søster, men så skal du fandme være hurtig, og så er der et eller andet, som er pakket ind, ikke sådan rigtig lukket eller afspærret, og jeg håber fandme for din skyld, at det er en ordentlig gave til min fødselsdag og ikke som det åndsforsnottede batiktørklæde fra Indien, du gav til min søster!”

HP har ikke for vane at bolle udenom – selvom han tænker meget på det. Altså på sex. ‘Det er røvkedeligt,’ har han skrevet et sted. ‘Kroppen tænker bare på pik i kusse, men når man så endelig får hende lagt ned, så er hun en fuldstændig selvstændig krop, og hun vil gerne have, at man forholder sig til det hun selv kan lide ved den og ignorerer eller slet ikke ser det, hun ikke kan lide, så hun ligger akavet for at skjule knopperne eller sin cellulitis eller har hånden over brysterne fordi de er forskellig størrelse eller for små til at leve op til standarden – og når man endelig når frem til at slikke eller pille eller kysse eller noget, så er al tiden gået, og man skal hjem eller op. Og så skal man kæmpe for ikke at få et forhold, men det eneste der kan gøre hende tryg er troen på, at man respekterer hende som hun er, og det foregår ved at man siger ja til konstant at være sammen. Det er fuldstændig til at forstå, at folk knepper får.’
     Ved siden af dette notat har HP tegnet en noget ubehjælpelig kuglepennetegning af en lille mand med stivert i en elevator, der er på vej op til eller ned fra bagenden på et gigantisk krøluldsfår med opsvulmede kønslæber, der hvor anus vist skulle være.
HP går i dag ud fra, at han den dag har ment, at elevatoren var på vej op – for hvorfor skulle den lille mand ellers have stiv pik? Han bladrer tilbage til siden, han var i færd med at skrive på og læser det, han havde skrevet. Måske er det usolgte brød, der er blevet varmet samme morgen? Men hvorfor tage chancen for at miste sine kunder? Er det ikke bagerens egen butik?

HP på turistpas

Hvor HP bliver stillet over for at tro på noget, der gør et helt livs mistro unødvendig, og unødvendig at bringe med ind i fremtiden.

Vækkelsen fandt hurtigt sted. Meget hurtigere end HP kunne have forestillet sig det, hvis han faktisk havde troet på, at det kunne ske, og han ikke bare var, sådan, på turistpas. Vupti sagde det i kroppen, da prædikanten præsenterede HP for hans farfar. Nej, selvfølgelig sagde det ikke sådan rigtig ‘vupti’, men da han bagefter tænkte over det, var alt forandret. Og det var gået så hurtigt, at det var ligesom et piskesmæld. Du ved, bilen bliver påkørt bagfra, en så hurtig påvirkning, at hjernen ikke når at registrere, at sener og muskler i nakke og ryg er beskadiget og derfor efterfølgende gør, hvad den kan for at opretholde en tilstand i kroppen, der ikke længere er, som den var før påkørslen. Sådan føltes det: Prædikanten lagde hånden på hans isse, og vupti var hele verden anderledes, men alt føltes normalt. Bortset fra, at HP ikke tidligere havde troet på et efterliv, og nu oplevede det lige så normalt som at lyskrydset skiftede mellem rødt og grønt, og så var man fri til at krydse vejen.
     Da han tænkte over det, var det faktisk som om noget var blevet befriet inde i ham. Som om han havde gået rundt med sin farfar inde i sig, snarere end at farfaren skulle havde fulgt efter HP rundt i livet i forgæves forsøg på at komme i kontakt med dette unge menneske, der bare ikke ville tune ind på dén frekvens, nej … det var som om farfaren havde været inde i ham, og som følge af prædikantens hånd på hans ryg og isse var blevet lokket til at komme ud, så HP kunne møde ham. En meget virkelig følelse, og da prædikanten beskrev ham, så han ud nøjagtig som sidste gang HP havde set ham – da han var 3 år gammel og hans mor havde haft ham med på det sidste besøg i sit barndomshjem. Og så var farfaren død ganske kort tid efter.
     Han huskede, at moren havde fortalt ham om farfarens død mange år senere. Selvfølgelig var hun fuld, men normalt blev hun bare mere indesluttet, når hun nåede sin funktionsbrandert, men et eller andet dén dag havde gjort hende sentimental, og i flere timer havde hun fortalt alt muligt om sin egen barndom, skolen i Esbjerg, hvor hun var vokset op, om vennerne dér, og fjenderne, og hendes drømme om at blive damefrisør, der røg da hun snittede tommelfingrene af i båndsaven på fiskefabrikken.
     HP havde som voksen ofte forsøgt at forestille sig, hvordan nogen kan være så klodset at save begge tommelfingre af på samme tid, og var havnet på en model, når han skulle forklare det til nogen, der var lige som vittigheden med århusianeren, der havde taget fejl af det glohede strygejern og telefonen, da den ringede, og én gang til, på den anden kind, da det blev nødvendigt at ringe til lægen. Men det var vist noget med at save en frossen fisk over, og så have tommefingrene liggende oven på hinanden, så båndsaven havde savet halvdelen af dem begge. Lægerne havde syet begge tommelerne på igen, men moren var efterfølgende aldrig kommet til at kunne bruge dem rigtigt. Jo, godt nok til at arbejde videre på fiskefabrikken, men ikke til at håndtere en frisørsaks.
     Det var åbenbart ganske kort tid efter farfarens død, at de var flyttet til København. Senere havde HP sluttet, at moren ikke havde haft andet end drukvenner i Esbjerg – ingen virkelige venner eller familie, der kunne holde hende der. Men i København var der heller ingen mangel på drukvenner, så dét var fortsat. Hver dag. Ingen pauser eller ferier. Hver dag.
     “Der er én hér, som gerne vil sige noget til dig,” havde prædikanten sagt. HP havde følt det, som om prædikanten havde udvalgt sig ham lige fra starten af. “Det er en midaldrende mand, han hedder … L-L-L-Lasse … kender du en midaldrende mand med … runde briller – sygekassebriller … der hedder Lasse?”
     Det gjorde HP ikke umiddelbart.
     “Han er i familie med dig. Nær familie med dig. Han er din bedstefar, hed din bedstefar Lasse?”
     Og da var det, at det på den der måde nærmest sagde vupti inden i HP. Han havde jo ligesom ikke haft et skilt med ind i Danielkirken, hvorpå der stod: “Mine familiemedlemmer hedder … det og det, og dem og dem er levende og døde”. Hvorfra kunne denne mand, denne kæmpe af en mand, med hænder som skovle, og et ansigt så koparret som en skrotforhandlers, vide hvad hans afdøde farfar hed? Og så var det, han fik den her fornemmelse af, at noget forlod ham – at noget sev ud af ham og kom til stede ved siden af ham. “J-ja,” havde han stammet, forfærdelig flov over på én gang at være synlig for alle de tilstedeværende i det lille kirkerum, og at være sådan én, der ikke bare var en nysgerrig gæst, men faktisk én, som havde en grund til at være en del af dette cirkus af dødssøgende, skulle han nu også til at konsultere sine afdøde hver uge, for at kunne leve sit liv?
     “Din farfar står her ved din side. Han har noget, han gerne vil sige til dig.”
     HP kunne på ingen måde forestille sig, hvad dét kunne være, men vupti-følelsen var så stærk, at han nærmest kunne læne sig op af den – som om der var en fjeder inde i ham, der holdt ham oppe. Der var en følelse af efter – hvis dét, han var kommet ind i kirken med havde været før, så var det her efter; det var det tætteste han kunne komme på, hvad der skete lige dér.
     Inden prædikanten fortsatte, vendte han sig om mod forsamlingen og forklarede, at HPs farfar havde ventet på denne lejlighed til at tale til HP, og at han – farfaren – efterfølgende ville forlade Jord-planet. Det var altså et farvel.
     Typisk, havde HP tænkt, på vej hjem fra kirken. Så kommer der endelig noget familie, og så er det sidste besøg nogen sinde! Men lige dér var han bare i ro og stod med blussende kinder og ventede på sin besked.
     “Din bedstefar siger … din farfar … han siger, at han har været med dig, lige siden I flyttede – lige siden du og din mor flyttede – fra din fødeby. Ege … Egebjerg?”
     “Esbjerg?” sagde HP nærmest mekanisk.
     “Esbjerg, ja. Lige siden har han været med dig, og i dag vil han benytte lejligheden til at sige, at du bliver passet på. Og at du altid har været passet på. En engel passer på dig. En engel har altid våget over dig, og våger over dig nu. Han siger … han siger, at du skal tilgive din mor–”
     I dét sekund brast HP i tårer. Det kom ud af ingenting. Ingen fornemmelse af, at han skulle græde, eller at noget skulle ud, men ud af det blå begyndte han bare at vold-græde. En mumlen af sympatitilkendegivelse fra hele forsamlingen af spiritister og turister lige mødte hans gråd, hvilket kun fik ham til at græde hårdere, men prædikanten beholdt sin hånd på hans hoved, indtil gråden stilnede af, og cirka dér sagde det vupti for anden gang. Som om noget faldt i hak inde i ham.
     “Din farfar siger, at han er ked af, at han ikke kunne være der i levende live for dig, mens du voksede op, men at du er parat nu til at tage ansvaret for dit eget liv nu. Han har gjort, hvad han kunne for at vejlede dig, men at du skal vide, at du er ansvarlig for alt, du har gjort. Du er selv ansvarlig, nu og altid. Selvom du bliver passet på. Faktisk … faktisk … faktisk …”
     HP mærkede prædikanten træde et skridt tilbage ind mod væggen, men han beholdt hånden på HPs isse. Der var en følelse som af noget, der prikkede ham i huden på ryggen, og han drejede sig halvt rundt mod skibet, hvor folk på grund af pladsmangel også havde taget plads, men nu trak sig væk både op mod pulpituret og ned mod indgangen, så der blev et tomt stykke gangareal mellem stolerækkerne lige ud for HP.
     “Faktisk er denne engel til stede lige nu, den kommunikerer at du aldrig vil være alene, hvis du ikke selv ønsker det.”
     HP kunne mærke, at den enorme hånd på hans hoved rystede, men han vendte sig ikke for at se på prædikanten; hans blik flakkede rundt i tomrummet over det tomme gangareal, for at finde noget at fokusere på, men han mødte kun øjne på mennesker, der så alt fra henført til dybt skræmte ud.
     “Englen er her for at føre din farfar til det hensides,” sagde prædikanten med dirrende stemme, som showmanden i ham hurtigt lykkedes at få under kontrol. “Din farfar siger, at du er et godt menneske. Og nu siger han farvel. Englen–” hér dirrede prædikantens stemme igen, “englen kommunikerer, at jeg skal fjerne min hånd fra dit hoved …” – dét gjorde han så – “og at du skal lukke dine øjne.”
     HP følte alle de tilstedeværendes øjne på sig, og lagde en hånd på skulderen af den kammerat, han havde fulgtes med, hvis idé det var at besøge Danielkirken, og vovede så at lukke øjnene. Følelsen af prikkende hud blev stærkere og det føltes som om han skulle skide rigtig meget, og som om musklerne i benene ikke rigtig kunne bære ham, og så var han vågnet op nede i krypten, i prædikantens kontor, liggende på ryggen på personalets frokostbord. Uh, hvor er her koldt, havde været hans første tanke.
     Over ham havde prædikanten stået, og to mænd og en kvinde, som alle åbenbart var tilknyttet kirken. Prædikanten havde talt til ham med den der cecilrustne stemme, der passede så godt til hans statur, men i modsætning til showet oven på ganske ganske blidt – som man taler et barn til ro, der ikke vil sove. HP kunne efterfølgende ikke huske, hvad det var, prædikanten havde sagt, men havde siden haft svært ved at ryste de skuffede ansigter på de fire mennesker af sig, da han kort efter rejste sig og sagt, at han gerne ville hjem.
     Hans kammerat havde ventet udenfor kirken, og klappet ham på skulderen og sagt, “nå, ér du vågen?” og grinet fjoget, på en irriterende beundrende måde, og da han kort efter havde sagt farvel til ham og var begyndt at trække hjemad, havde han for første gang i sit liv haft en følelse af, at han ikke behøvede at være alene. Hele vejen hjem havde han forestillet sig Nørrebrogade fuld af afdøde og engle svæve over det hele, men havde ikke kunne mærke noget særligt. Og havde heller ikke følt sig som noget særligt. Han var stadig sig selv. Bare mere, på en eller anden måde mere HP.

HP i Magtenbølle

HP har pludselig opdaget, at han har levende familie, og tager til familiekomsammen. Men det er alt sammen lidt for overvældende, og kendeligt, hvis han skal være ærlig. Indtil han i baghaven ud mod Magtenbøllevej støder på en lokal pige, der slår benene væk under ham.

Under festivitasen som følge af det just erhvervede, men fjerne familiemedlems grandkusines brors sambragte barns dåb, eller noget i den stil, visse mennesker benytter bare alle lejligheder til at holde fest, smuttede HP ud i haven for at … ja, for at ikke være inde i huset, der var chokproppet af den sociale udgave af arten, som må vide alt om enhver, de ikke har set før, uden af den grund at give noget nær den åbenmundethed tilbage, som de fordrer af … hvaad? Kedsomhed? Nysgerrighed? Frygt, måske?? Måske. Det var i hvert fald rart at få en lille pause, nu der var så langt hjem. Magtenbølle ligger godt nok så cirka midt i Danmark, som det er muligt at komme, uden at skulle opholde sig i en båd, og når nu det pludselig viser sig, at man har en familie, og man altid har savnet en familie, var det sådan set bare at slå til. Godt nok havde savnet altid været lidt som den nøgne kvinde, der havde lært at spinde for at beskytte sig mod kulden, men altid drømt sig mod varmere egne, men aldrig fået taget sig sammen til at flytte, endsige at isolere rønnen … HP standsede sin trasketur rundt i den lille have i forbløffelse over sit eget billede på savnet; for fanden, var det ikke bare dovenskab eller hvad!?
     Han stod helt stille og så ud over hækken på Magtenbøllevej, byens hovedgade, som havde to formål med sin eksistens: At forbinde landsdelene for de billister, der ikke gad krydse Fyn med 130 i timen, og at sørge for at byzoneafgrænsningens nogle og halvtreds huse og knap 250 sjæle ikke imploderede i et sort hul af mangel på betydende udstrækningskraft. Ikke at der var noget forstemmede over området. Som byzone manglede det bare i dén grad overbevisning. Fætter, onkel, grand-etellerandet, der havde ført bilen, var faktisk kommet til at køre for langt, og det var først, da et af de sammenklemte bagsædebørn havde kommenteret, at byzoneskiltet, de nys havde passeret, skiltede med noget der vist nok var den rette sammensætning af bogstaver, at selskabet forstod, de var nået frem. Eller for langt, faktisk. ‘Min gud, var der en by dér’, havde HP sagt. Dén stod han så og så ud over nu. Og min gud, ja, den fandtes. Lille, aflang, eksisterende.
     Det er jo altid sådan med hjernen, at når den kommer ind i et rum, studerer den alt i nærmest én flydende bevægelse og afgør hurtigere end den hurtigste computer-cluster, hvad der er kendt og ufarligt, og hvad ukendt og en potentiel risiko skråstreg mulighed for … etellerandet. Dén proces hér ved hækken, med øjnene i tråd fra fjerneste fjerne den ene vej, til fjerneste fjerne den anden vej, overstod HPs hjerne så hurtigt, at han uvilkårligt begyndte at gabe – en naturlig følge af hjernens behov for ilt i situationer, hvor den ikke ved, om manglen på indtryk er en faretilstand eller en lejlighed til at hvile kroppen: Træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, træ, hæk, carport, stationcar, murstenshus, legeredskab i haven, blomster under vinduerne, ingen mennesker synlige, i begge retninger. Hold kæft hvor han ønskede sig tilbage til København!
     “Hvad er der da i København, som der ikke er her?”
     HP var ikke klar over, at han havde tænkt højt. Han vendte sig.
     Pigen, der så på ham, var vel nogenlunde på hans egen alder, måske en anelse yngre, men der var et glimt i hendes øjne, som omgående fik ham op på dupperne. Intelligens! Hendes skikkelse … var en krop: buler under trøjen, ikke alt for stramme-ikke alt for lavtskårne bukser, pigepyntede lædersandaler, langt hår sat op i hestehale, armene krydset over brystet og et udtryk i øjnene som af tålmodighed … sjit, hun havde obset, at han havde skannet hende! Det var ellers gået lynbørge, som det plejede.
     “I København …?” Han forsøgte at vinde tid. “I København …?”
     “Ja, i København. Det ér da dér, du kommer fra, er det ikke?” Et lille smil spillede om hendes læber, godt og vel dét da Vinci havde tilstræbt med Mona Lisa og var lykkedes så forbandet godt med.
     “Joe, København …” Nu syntes han selv, han begyndte at lyde tumbet. “Altså, egentlig er det ikke så meget København–” faldt det ham ind at sige, “snarere dét, at ting bevæger sig dér!” Hvilket i det samme, han udtalte det, forekom at være en rigtig københavnersnude-partydræber, men pigens smil blev bare til et rigtigt smil, der også lyste op i øjnene. Øj, hun var sgu da dejlig!
     “Men jeg bevæger mig da!” Hun drejede rundt næsten på tå som en balletdanser, med armene graciøst snoet om hinanden op over hovedet.
     HP kunne ikke finde på noget at sige til dét. Han kunne i hvert fald ikke sige dét, han tænkte. At han allerede var en smule småforelsket, men at dét skete så ofte for ham, at han ikke længere tillagde det samme betydning som de fleste andre – pulsen, der hamrede af sted, en tydelig tilstrømning af blod mellem benene, skiftevis kold sved og varm sved, og en prikken i huden – det var nærmest en daglig forteelse. Men ikke desto mindre rart.
     Han havde på fornemmelsen, at hvis han åbnede munden, ville den blive stående åben og ubestemmelige lyde ville komme ud, eller en sileregn af spyt. Han måtte hellere bare se; dét var han så til gengæld også god til. Så, han så bare på hende, forsøgte at være hende det bedst mulige publikum, mens hun drejede rundt og rundt på plænen, tydeligvis ikke længere for at illustrere noget, men fordi hun godt selv kunne lide det. Det slog ham, at hun måtte blive voldsomt rundtosset af al det snurreri, og øjnene pludselig en chance for omgående nærkontakt. Han fulgte derfor efter hende, mens hun jævnt hurtigt snurrede hen over plænen, i afventen på øjeblikket, hvor han kunne gribe hende, når hun standsede og ørernes balanceforum ville forsøge at overbevise hende om, at hun stadig var i bevægelse.
     HP skævede op mod vinduerne i huset for at se, om der var nogen, som gloede, men der var mest lys og skygge, som om nogen indenfor lavede menneskeskyggebilleder med et bål som lyskilde.
     Midt ud på plænen standsede hun. Men i stedet for at fortsætte med at snurre rundt med kroppen, stod hun bare helt afslappet og i stedet kørte øjnene rundt som gale i hovedet på hende, mens det rykkede lidt i hendes skuldre.
     Snarere end at føle skuffelse blev HP bare omgående mere varm og tummelumsk inden i. Hun var ikke sådan til at forudsige, det var dét! Han stillede sig lidt til en side for hende; instinktivt fornemmede han, at det var bedre for hende, at der ikke var noget væsentligt i synsfeltet – at øjnene på en eller anden måde fungerede som en slags stabiliserende gyroskoper, der tog brodden af balancenervernes diktat. Men han kunne vente på rigtig mange forskellige måder – at give plads til, at folk var folk, var at give dem frihed til at synes om ham. Undtagen, mindede han sig selv om, når de hang ind over ham med lokalbrygget ølånde og ville vide alt om hans plads i deres verdensbillede.
     Efter en tid, hvor han bare så på hende, og til sin overraskelse opdagede, at de omgivende træer var stopproppede af kvidrende, pippende fugle på forskellige frekvenser og med stor og varierende melodisk kompleksitet, faldt hendes øjenæbler til ro og så over på ham med en ro, der måske havde været der før, men nu havde erhvervet en dybde, der foruroligede ham lidt. Måske var hun én af dem, man sagde der var mange liv gammel?
     “Det skulle du prøve en dag,” sagde hun og halv-smilede.
     Utroligt! Selv hendes stemme var blevet dybere. En rislende følelse bredte sig fra midt i HPs brystkasse og ned igennem begge ben, med et ikke ubetydeligt stop-over i underlivet. “Der er noget, jeg hellere vil!” sagde han, og kneb uvilkårligt øjnene sammen, som om nogen havde langet ud efter ham. Det sagde han ikke! Det sagde han bare ikke!
     “Så skal vi lige kende hinanden lidt bedre” sagde pigen. “Men festen er jo heller ikke slut endnu …?” Cliff-hanger-antydninger og stadig den der dybere snurre-oktav; det gjorde ham helt kuldret. Stod han over for Rita Heyworth inkarneret; hvornår var det hun døde …
     “Danser du?” spurgte pigen, mens hun begyndte at gå hen mod hoveddøren.
     “Spiser mus ost? Har paven en sjov hat på? Er Danmarks præsident kvinde?” HP tog tre hurtige skridt i hælene på hende og kom på omgangshøjde i mere end én forstand, åbenbart, idet hun tog i dørhåndtaget, vendte sig og rakte en hånd frem mod ham. “Så danser vi.”
     Ho-kay! Men var det ikke bare simpelthen præcis den samme måde, Magtenbølle næsten 1000 år forinden bragte sig på landkortet? Og stadig, nu i vægtløshedens tidsalder, fortæller det indre øre den samme historie om kroppen i frit fald, uden at mere end et fåtal faktisk, fysisk har prøvet det!
     Hun trak i ham, inden for i varmen.

NOTER:
i vægtløshedens tidsalder ved vi, at fornemmelsen af at falde skyldes, at det indre øre ikke er designet til vægtløshed, hvorved vægtløshed, faktisk eller følt, er en sansning vi ikke har oplevet nok til at opfatte som almindelig. Og da den i et menneskes liv oftest har været knyttet til oplevelsen af at falde, med kroppen forgæves i forsøg på at korrigere og forhindre, evt. afbøde, faldet, er en del dødsangst knyttet til følelsen. Men i vægtløshedens tidsalder kan vi lære kroppen nyt – springe i faldskærm, bungeejumping osv – dvs. gå imod vore programmerede impulser, og ligefrem få et kick ud af at lade kroppen tro, at vi skal dø.

HP – er der nogen ude på toalettet?

HP kan skjule sig alle steder. Fordi alle steder findes inden i hovedet.

HP så sig om i badeværelset. Det var godt nok småt. Med tanke på hvor stort huset var, var det ret underligt, at badeværelset var så lille. Og at der kun var ét. Der burde have været flere. Badeværelser. Eller i hvert fald toiletter. ‘Toaletter’. Sjovt, som nogen stadig sagde ‘toaletter’, selvom det staves med ‘i’. Måske havde det noget med størrelsen at gøre. Et ‘toalet’ var stort, ‘a’-et indikerede størrelsen, og ‘toilet’ var småt, helt smalt og snævert aflangt lille som det her, med ‘i’ som indikator. Han forestillede sig scenen i et hjem med prætentioner, hvor han kom til at spørge efter toilettet, og den lange pause hvor ingen sagde noget, og han så kom til at spørge, om der måske ikke var noget. Nej, hvis man ville noget sådan et sted, var det bedst bare at spørge på den bonerte måde, “undskyld, men hvor er …” og så se lidt lidende ud, evt. knibe benene sammen. Han forestillede sig straks at være kommet til at spørge den døve tante med en IQ mindre end pekingeseren, hun ville holde i armene, som, når han endelig var trængt igennem rent lydmæssigt, lige så højlydt ville spørge, hvor hvad var, flere gange, adskillige gange, indtil han og tanten havde hele selskabets opmærksomhed. Han studere sig i spejllågen over vasken, krattede lidt i en tør bums, og kiggede så ind i medicinskabet bag ved for at se, hvor mange skrabere, der var. Der var to.
     Måske var det simpelthen nemmere bare at spørge efter toalettet med det samme, og så tage chancen at man ville tage ham for en proletar. Eller måske sådan en fiks lille gammelmandsvending, ‘undskyld, men ved man, hvor dasset befinder sig?’ Det ville muligvis virke lidt komisk, men kunne også antages at være charmerende. Hmmm, svært at gennemskue.
     Han løsnede bæltet og satte sig på tønden. Knæet stødte ind i toiletrulleholderen, og han var nødt til at sætte sig sidelæns på brædtet for at kunne være der. Gad vide, om det så også ville hedde en toaletrulle?
     Genklangen af det skarpe hånlige grin gjorde ondt i hans ører. Han skyndte sig at rive noget ‘toaletpapir’ af, og proppe et par totter ind i ørerne. Ah, hvor fint! Nu kunne han høre sig selv trække vejret.

HP – [udtalt Ø holdt længst muligt]

Hvor HP er af den mening, at han buuuuuuuuuuuuuuuuuurde være glad.

‘Søøøøde ven’, sagde hun. Udstrukket laaangt ø, findes der noget mere irriterende end et udstrakt ø, ‘søøøøøøøde ven’, og det kan blive ved evigt, der er ingen faktiske begrænsninger, andet end måske luft i lungerne, for hvor længe dét ø kan blive ved, andet end at det ikke kan fortsætte ret ind i evigheden, fordi der også skal være luft til at sige ‘–de ven’, men nærmest, næsten uendeligt, og måske er det ham der er paranoid, men for HP virker det som om der lige under overfladen ligger en trang til at bare blive ved, end ikke med særligt fokus på ham, bare blive i det der high brow-hieraki, hun snobber sig ind i, som følge af sin uddannelse og alle sine penge og fordi hun er kvinde og har styr på sit liv (tror hun), bare blive i deroppe, ved at blive i tonen, men måske ér han ikke paranoid, måske synger den endeløst inde i hende, som en aural trappestige, hun kan overskud verden fra og se ned på den med, øøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøø. Og så er der selvfølgelig de andre dage, hvor hun måske føler sig en smule ydmyg, eller føler trang til at kammerate ham, det kan næsten ikke undgås i noget menneskes liv, at der er dage som adskiller sig fra den statistiske norm, ‘søøøøte du’ siger hun så, det er ‘t-et’, der gør hele forskellen, ikke fordi HP forestiller sig, at det ikke lige så nemt som med d’et kunne indledes af den næsten-uendelige mængde ø’er, men hun gør det ikke, af uransagelige årsager, når hun bruger t’et. Og endnu kortere bliver det med sikkerhed, når hun ‘tt-er’ ham, ‘søtte ven’, – dér er med sikkerhed ikke mere end ét ø, og HP kunne næsten få fornemmelsen af, at de befinder os i jordhøjde med hinanden, selvom han ved, det er umuligt, HUN bevæger sig ikke ned på jorden, med mindre en katastrofe indtræffer, så han er nødt til at i sådanne tilfælde at antage at en form for katastrofe er under opsejling og at hun gør, hvad hun i dét øjeblik er nødt til at gøre, at ydmyge sig, sikkert, for at afværge katastrofen, og tonefaldet er da også ganske lyst og der er næsten ingen luft i hendes brystkasse og hun minder da endnu mere om en fugl, der nipper til rigelige forsyninger af korn fra noget der ligner brysthøjde, han ved ikke hvad det skulle være for en fugl, der ikke nedværdigede sig til at bukke næbbet ned til jorden, men sådan én er hun. Hun er ganske rædsom. Det turde være åbenlyst for enhver. Men ikke desto mindre er der mennesker, som finder hende aldeles bedårende. Eller måske ligger det i brugen af ordet ‘bedårende’, for hvad fanden er egentlig bedårende, andet end noget som på en eller anden vis er uden for rækkevidde, og som sådan måske nok attråværdigt, men også samtidig ganske ufarligt, berøvet alle muligheder for at slå sig på, fordi en regulær berøring aldrig finder sted, det ér faktisk kun fraværet, eller dét fraværet minder om, som nogen sinde gør ondt hos hende. Og han buuuuuuuuuuuuurde være glad.

KK i flyet

Er i færd med at gennemgå en vens manuskript – skulle være hans 2. bog, men forlaget afviste den. Hans blanding af dagbog og fiktiv dramatisk fremdrift får mig til at frygte for min egen fortælling. Vil jeg kunne lade historien fortælle MIG, snarere end søge at styre den med ønsket om et bestemt udkomme? Og således undgå de værste dagbogsreminiscenser? Jeg har allerede gang i HPs angst i flyet – angsten for livet, der nu pludseligt går ukontrollabelt videre, fordi han for første gang, som han selv siger det, “skal til et sted i verden, som han ikke bare kan GÃ hjem fra” (hvilket var min egen oplevelse ved første tur til sydamerika) – men når jeg ser på fortællingen, og hvor drivkraften skal komme fra, kan jeg kun komme op med den samme vage fornemmelse af styring og forståelse af vejen, som løber gennem mit eget liv!

Man kunne naturligvis, som nogle, sige – når det hele er gået lidt i stå: Er der noget, du ikke ved, så LYV! Lyv og lyv og lyv, indtil det bliver sandt; det er hemmeligheden bag al fiktion (naturligvis…)

Men jeg tror hemmeligheden for mig er at lytte. Lytte til min hovedperson, høre ham jamre sig i søvne, gå med ham på toilettet, prøve at se, hvor det er han gør tingene anderledes end jeg selv – fordi der netop ikke er særlig stor forskel på hvordan vi gør og lever og handler – forskellene ligger i de helt små ting, og det er dét, jeg skal have adskilt fra mig selv, for at kunne se hvem han er. Høre hvem han er. Lugte hvem han er. Mærke, føle, tænke som ham. Være hans stedfortræder på papiret – den, der gør ham synlig, når han rører på sig. Men jeg har lyst til at ruske i ham og skrige ham ind i øret: SÅ… VÅGN DOG OP FOR HELVEDE!!!

HP i flyet

Noter fra 1. kapitel af “Intet er Intet”, historien om HPs søgen efter hjemme.

Har i dag arbejdet med flykapitlet i den hidtil sande historie om HP, også kaldet INTET ER INTET – det er meget udfordrende, både fordi det er prosa – fordi jeg ikke aner, hvor jeg er på vej hen (har en anelse om slutningen, dog) – og fordi alle de informationer der gives (og ikke gives…) i dette første kapitel vil blive bestemmende for de efterfølgende. Præcis som i livet. Hvis man derimod er “rigtig” prosa -forfatter, forestiller jeg mig, at hvert enkelt kapitel ikke i samme grad som hér er underlagt det forrige, men snarere hver især lige frit, fordi de er baseret på en overordnet planlægning, der på sæt og vis gør skrivningen af hvert kapitel til en slags “fill in the blanks”. Måske tager jeg fejl… men jeg kan i øvrigt godt lide den struktur, at jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen med historien. Hvor HISTORIEN vil flytte MIG hen. Jeg fornemmer, og kan planlægge kapitlerne en smule, men jeg ved ikke, hvad de skal slutte med, eller præcis hvordan de spiller ind i den større historie – min rite of passage-fortælling; om storbydrengen, der må til den anden side af jorden for at finde ud af, at hans kultur har agterudsejlet ham, fordi den forventer papir på alt – og ikke anerkender hans evner, fordi han ikke har papir på dem.

Dog har jeg pt en fornemmelse af, at HP slutteligt besvimer af angst eller skam i flyet og bliver “reddet” af en dansk forfatter, der bor i Lima, som fatter interesse for ham – og forfører ham med snak om ayahuasca til at drage ud og lære mere om curanderoer og shamanisme.