‘Jeg ved ikke, hvordan ting hænger sammen’, skriver HP. ‘Hvordan A bliver til B, kærlighed bliver til had, styrke bliver til svaghed, og hvorfor det nybagte og varme rugbrød hos bageren på Gothåbsvej er muggent allerede, når jeg pakker det ud derhjemme. Jeg forstår ikke hvordan.’
HP har en stor bog, han skriver vigtige ting i. Den er så stor, at han ikke uden videre kan have den med i skuldertasken, så han er tvungen til at huske de vigtige ting, og skrive dem ind i bogen senere. Praktisk sker det ofte sådan, at han laver et notat på en lap, og så skriver det ind, lige så såre han kommer hjem.
Indlægget fra dén dag HP opdagede, at der var en periodicitet over hans optegnelser:
‘Måske er jeg komplet ravende sindssyg–men er det ikke sådan, at jeg synes kun at være i stand til at vurdere denne bindegale verden i perioder? Ti, hundrede flip tilbage her på de foregående sider afslører, at datoerne klumper sig sammen. Og hvad sker der så i de mellemliggende perioder? Der står jo ingenting. Er jeg så bare fuldstændig kold dér? Eller sker alt vigtigt i verden i perioder?’
At dette spørgsmål ér stillet forholder et senere indlæg sig uvidende til:
‘De tapper mig, kvinderne. Er de da alle sammen vampyrer? Har igen længe været totalt underdrejet og ude af stand til at forholde mig til en skid andet end mine følelser og hendes følelser og vores følelser og de følelser, vi ikke har, og burde have, og kunne have, og må se at finde for hinanden, hvis vi ikke skal nå under en følelsesgrænse, hvor de følelser der er, ikke vil være nok følelser til at retfærdiggøre opretholdelsen af et forhold. Gad vide, hvad der ville ske, hvis vi aftalte IKKE–som nu–at bruge halvdelen af vores sammentid på at diskutere, hvad der burdekunneskulleMÅ indfinde sig i den resterende tid? Ville vi kede os? Lave hver vores i det samme rum? Besøge vore respektive venner? Bruge tiden på at kneppe? Hun kan jo for fanden ikke gå på toilettet, uden at hun også tænker på mig dér–der er denne her psykiske larm på hendes frekvens–og det er ikke nødvendigvis, fordi hun glæder sig til at få vasket fingre og komme tilbage til mig i stuen. Jeg tror fandme, hun sidder og tænker strategi for forholdets fremtid, mens hun skider!’
HP har tænkt meget over det der med frekvensen. F.eks. sådan hér:
“Skaaat, ved du, at jeg kan mærke, at du tænker på mig?”
“Ja, det er sådan vi ved, når I er utro.”
“Meget morsomt.”
“Jamen, det er rigtigt.”
“Kan du måske læse tanker?”
“Neeej … ikke sådan direkte. Nogen gange, jo, men så måske ikke helt alligevel …”
“Ja-jae … Hvad tænker jeg så på lige nu?”
“Du tænker på at kneppe?”
“Ho-Kay!”
“Men det gør du jo altid lige når du er stået op, og du har fået søndagsavisen og kaffen og bassen, hvis jeg ellers har gidet at hente den til dig, så dét er ikke nogen big deal.”
“Jamen, hvad mener du så med, at kvinder ved, når mænd er utro?”
“Hvis der ikke er nogen blokering på dine tanker, så ved jeg, at du har rene fingre. Men hvis du lukker af, så har du noget at skjule. Og der skal ikke mange tests til for at finde nuancerne mellem surpriseparty og læsegruppebol.”
“Ho-kay! … Og det mener du, alle kvinder kan? Og gør?”
“Mænd kan da også. Men I er alt for selvfede til at lære nuancerne at kende.”
“Hvaaad … er jeg så lukket eller åben nu?”
“Du tænker på at begå selvmord, fordi du tror at jeg kan læse alle dine tanker, du tænker stadig på, om du kan komme til at kneppe mig, inden jeg skal ud til min søster, men så skal du fandme være hurtig, og så er der et eller andet, som er pakket ind, ikke sådan rigtig lukket eller afspærret, og jeg håber fandme for din skyld, at det er en ordentlig gave til min fødselsdag og ikke som det åndsforsnottede batiktørklæde fra Indien, du gav til min søster!”
HP har ikke for vane at bolle udenom – selvom han tænker meget på det. Altså på sex. ‘Det er røvkedeligt,’ har han skrevet et sted. ‘Kroppen tænker bare på pik i kusse, men når man så endelig får hende lagt ned, så er hun en fuldstændig selvstændig krop, og hun vil gerne have, at man forholder sig til det hun selv kan lide ved den og ignorerer eller slet ikke ser det, hun ikke kan lide, så hun ligger akavet for at skjule knopperne eller sin cellulitis eller har hånden over brysterne fordi de er forskellig størrelse eller for små til at leve op til standarden – og når man endelig når frem til at slikke eller pille eller kysse eller noget, så er al tiden gået, og man skal hjem eller op. Og så skal man kæmpe for ikke at få et forhold, men det eneste der kan gøre hende tryg er troen på, at man respekterer hende som hun er, og det foregår ved at man siger ja til konstant at være sammen. Det er fuldstændig til at forstå, at folk knepper får.’
Ved siden af dette notat har HP tegnet en noget ubehjælpelig kuglepennetegning af en lille mand med stivert i en elevator, der er på vej op til eller ned fra bagenden på et gigantisk krøluldsfår med opsvulmede kønslæber, der hvor anus vist skulle være.
HP går i dag ud fra, at han den dag har ment, at elevatoren var på vej op – for hvorfor skulle den lille mand ellers have stiv pik? Han bladrer tilbage til siden, han var i færd med at skrive på og læser det, han havde skrevet. Måske er det usolgte brød, der er blevet varmet samme morgen? Men hvorfor tage chancen for at miste sine kunder? Er det ikke bagerens egen butik?