KUNSTDOMMER

– et kunstnerspil

Malerstimulering over 4 dage:

Valg af handling går efter tur.

Formålet er at lave billeder, som man så placerer i én af to bunker: FÆLLES eller SOLO.

Billeder i FÆLLES-bunken må enhver arbejde på.

Et SOLO-billede må man kræve, at skaberen skal arbejde videre på.

Siger skaberen nej, ryger billedet i en DOMMER-bunke.

Tre enige kan frit udvælge én blandt sig til at arbejde videre på et billede i DOMMER-bunken, eller sætte det i omløb igen i FÆLLES-bunken..

Vælger man at påbegynde et nyt billede, går man ud af valgrækkefølgen, indtil man afleverer et billede i  en af de tre bunker.

Strategien handler om en blanding af mange færdige billeder, der er konsistente i deres udtryk, men dog interessante for andre at arbejde videre på; at bruge sin tur på at sætte en anden i gang med at arbejde; at undgå at blive holdt fast i at arbejde sine billeder færdige på forlangende, og at holde sig selv i en regelmæssig rytme, selv under pres om at arbejde længere tid end normalt.

Man bliver bedømt på, om man faktisk bearbejder sit billede. Det giver 1 point pr. påbegyndt eller viderebearbejdet billede, 2 point for at begynde forfra på det samme motiv efter returnering fra SOLO-bunken, skønt nul point for i stedet at lave et andet motiv. Et forkastet billede ryger ud af spillet. Og arbejde vedvarende skal man – ellers mister man sine point og ryger ud af spillet, når man har mistet dem alle.

Reelt er det uden betydning, om man maler intenst eller er malerpoliti. Hvis begge positioner gør deres arbejde godt og med integritet og ærlighed, bliver slutresultatet desto meget bedre. Beskyldninger om elitisme kan afvises med, at mennesker der får lov at vælge rolle, uværgerlig vælger den rolle, der passer dem bedst – om dét så bare består i at efterligne en anden.

Mobning, et ledelsesproblem på samfundsplan

Et menneske uden ånd kan ikke transformere lidelse til udholdelig erfaring.

 

Der sker alt muligt, når et menneske bliver bange: Kroppen reagerer med forhøjet puls, udspilede pupiller, adrenalinudskillelse osv. – men frem for alt finder en adfærdsforandring sted, som er evolutionært designet til at fjerne truslen fra mennesket eller mennesket fra truslen.

I takt med væksten i den kollektive bevidsthed, den kollektive samling, er den gamle mekanisme, der sikrede samfundsnødvendige geners fortsættelse og uønskede geners undertrykkelse, blevet markant større. Forstødelse og udstødelse har dækket over ufleksibel fastholdelse af den velkendte menneskelige genpøl. I dag hedder det mobning. I en genneminformeret verden, hvor det er blevet sværere at skjule sig i massen og sværere at begynde forfra ved at flytte til en anden by, eller måske til et andet land, er mobning blevet et centralt problem. Et problem for alle.

 

Det ny helvede

Mange faktorer dikterer mobning, den væsentligste er frygt. Frygt for forandring, frygt for smerte, frygt for underlegenhedsfølelse, frygt at være udenfor selv, frygt for at blive ansvarlig for andres fejl… der er mange former for frygt, og alle skadelige for individet, at mange mennesker hellere vil lade det gå ud over andre end at gå ind i en forståelse af følelsen.

Forfatteren og filosoffen Lene Andersen kønsopdeler det: Mænd mobber kollektivt for at presse elementer ud af gruppen, som ikke støtter gruppens udtalte behov; kvinder tager et eget initiativ til at mobbe andre kvinder, de opfatter som trusler mod deres personligt udnævnte dronning. Mænd spejler sig i hinanden, kvinder i en anden kvinde.

Fælles er dog omkostningerne: At blive alene gennem forstødelse forårsager tab af identitet for de fleste –  at det ikke er til at afgøre, hvor man selv begynder og ender. Hvilket gør yderligere sårbar over for manipulation og andre bevidste og ubevidste overskridelser. Forstødelsen fra fællesskabet resulterer samtidig i tab af spejling for både den enkelte og for fællesskabet, med medfølgende tab af videns- og følelsesmæssig nuancerigdom og tilstrækkelig med kaotiske elementer til at holde synergien i samfundet sund.

Det er, set fra et socialt, evolutionært synspunkt, potentielt livstruende, fordi menneskene med lille nuancerigdom mister evnen til social orientering, societale ambitioner og ansvarsfølelse. Hvis et samfund har mange ensomme, forstødte mennesker, er det et splittet samfund uden tydelig kerne, hvilket som en anden luftbåren virus smitter den nationale identifikation. Med stor national fragmentering kan allehånde destruktive og selvdestruktive tanker slå rod.

I dette voksende fællesskabsorienterede 21. årh. er mobning det nye Helvede på jord.

 

Mobning er et ledelsesproblem. I mange lande forsøger ledelsen på skoler og på arbejdspladser at tørre den af på hhv. børn (og deres forældre) og på medarbejdere, men opnår intet andet end at give magt til den utilfredshed, som altid lurer blandt folk. Mobning er et produkt af ledelse, der ikke aner, hvad der sker blandt folk, og selv hvis den vidste, ikke ville turde risikere sin position på at rette op på det. Eller, den tillader mobningen som et middel til at fjerne opmærksomheden fra sig selv.

Sådan var det på min arbejder-folkeskole på Østerbro i Kbh., hvor jeg voksede op – skolen mistede 800 elever på 10 år. Og sådan var det på min læreplads, hvor chefens alkoholproblem perkolerede ned gennem alle ancieniteter og kostede mandefald, dårlig stemning og tab af virksomhedskunder. (Begge er siden kommet på ret køl, med ny ledelse).

 

Kodeordet ”NED”

Grundstenen i mobning handler om bevidst udeladelse af anerkendelse eller negativ kritik under dække af anerkendelse, med efterfølgende overskridelse af personlige grænser, løftebrud, og bøjning og mutering af etik og moral kun med ét formål: At hæve sig op over et andet menneske. Og for den mobbede: At tilstå en anden retten til al magt over én.

Mobning sker, fordi den kan ske. Det er derfor ansat og selvbestaltet ledelse, der tillader, forårsager eller udøver mobing:

  • Fra politikerne og ned
  • Fra kommunalinstitutionerne og ned
  • Fra chefer og ned
  • Fra håndværkere og ned
  • Fra lærere og ned
  • Fra grossister og ned
  • Fra handlende og ned
  • Fra kolleger og ned
  • Fra kammerater og ned
  • Fra søskende og ned
  • Fra kærester og ned
  • Fra forældre og ned
  • Fra bedsteforældre og ned
  • Fra ældre og ned

Ledelse dækker over alle, man som menneske tilstår råderetten over sig. Og kodeordet er ”ned”, i betydningen “at se ned på”:

Mobning er altid en udnyttelse af svage punkter hos et menneske, mobberen føler sig højere hævet end. Og omvendt: Mobbede føler altid, at deres mobbere burde handle mere kærligt, mere omsorgsfuldt.

Relationen mellem mobber og mobbet som klar, menneskelig relation er en magtdemonstration, der ikke stopper ved den mobbedes anerkendelse af overmagt. Mobning svarer til psykisk at sparke på én, som allerede ligger ned.

Spotter man mobning, bør det første spørgsmål være: ”Hvordan gavner det ledelsen IKKE at stoppe den?” Og det næste: “Hvem er ledelsen”? Først stoppe blødningen, så rydde op. Dernæst bør man sørge for psykisk førstehjælp til de implicerede, evt. blot ved fysisk at fjerne dem fra påvirkning fra mobberne.

 

Mobning i stort og småt

1. Jeg har en kolonihave i en forening, hvor formanden er aktiv mobber. Formanden er valgt af et flertal, der kender ham, og ledelsen udgøres således af alle dem, der accepterer hans fremfærd, hans ledelsesstil. Ledelsesfordelen ved formandens mobning er kæft, trit og retning på klipning og pasning af haver med begrundede trusler om udsmidning, hvis ikke… Det er et aktivt mobbe-miljø, og klager over mobning fejes under gulvtæppet som ”idiosynkratisk” adfærd – at det “bare er sådan formanden taler til alle”. Flertallet i foreningen ønsker at være på god fod med formanden (dvs. alle andre uden at skulle gøre andet for dét end at følge reglerne), så foreningens regler håndhævet af formanden følges slavisk, og han bagtales, straks han forlader en samtale.

2. Som forfatter interesserer samfundets forholden til forfattere mig. Et noget større mobbemiljø var på forsiderne sensommeren 2011 med mange agurketidsoverskrifter om misundelse ift. forfattere, der år efter år modtog offentligt søgbare legatmidler, med beskyldninger om kammerateri og elitisme. Ledelsen er hér statens kulturansvarlige politikere, men kulturpolitikerne dyrker et armslængdeprincip ift. uddeling af kunstmidler og lader derfor mellemlederne, Kunstfonden, sejle deres egen sø og ude af stand til at at forsvare sig selv eller forfatterne mod mobningen. Hvorved medier og forfattere og folk i al almindelighed frit kan fortsætte med at overfalde institutionen og kulturuddelingspraksis.

Mange vil sige, at ”det her” kun er et spil, der skal spilles – med momentane vindere og tabere – men intet kunne være mere forkert. Hvis mobningen ikke imødegås, splittes ”gruppen”, dvs. kolonihaveforeningen, eller dansk kulturliv, i fraktioner med vinderne og tabere effektivt udnævnt af mobberne, og tabernes menneskelige ressourcer og kompetencer tilflyder ikke fællesskabet.

I kolonihaven gavner mobningen ledelsesstilen: Frygt for udsmidelse sørger for ro og orden og mange pæne haver. Ift. Kunstfonden gavner den negative offentlige debat den nuværende politiske omkalfatring af støttemidlerne.

Ledelsen har altid et formål med at tillade mobning!

 

Find dig ikke i mobning

Igen: Nogen i ledelsen har gavn af, at elever eller medarbejdere holdes nede af mobning. Mobning ér et ledelsesproblem. Tag fat dér, snarere end at lave kliker imod ledelse eller mobbere. Find ud af, hvem mobbernes ledere er, og påklag ledelsen. Find ud af, hvem de mobbedes ledere er, og påklag ledelsen.

Find dig ikke i mobning. Hverken den du overværer, eller dén der overgår dig. Mobning ødelægger selvtillid og fjerner initiativ. Jo tidligere mobning begynder, desto mere ødelæggende er den for et menneskes fremtidige helbred, åndsliv og deltagelse i samfundet som aktiv medborger. Som PTSD, post traumatisk stress syndrom, er ubehandlet mobning et åbent sår:

Mobning stækker eller dræber ånden i et menneske. Dén drivkraft, som i et menneske transformerer livets lidelser til udholdelig erfaring.

 

Fremtiden

Fremtiden er ikke lys. Mennesker presses fra alle sider af informationer og krav om aktivitet og deltagelse på alle mulige planer fra udvist forandringsvillighed på arbejdspladsen til køb af økologiske madvarer og pasningsordninger, forældregrupper, pleje af psykiske spøgelser og politisk stillingtagen nationalt og globalt. Hvor finder man ro og fred til at være imødekommende og åben?

Høns, der stresses af for lidt plads, hakker deres burfæller ihjel eller plukker dem. Mennesker skal bare udholde alt, de udsættes for af påkrav om dit og dat ansvarlighed og initiativ og forståelse og modenhed og styrke og erfaring og viden og hvis de får lyst til at lade det gå ud over nogen eller noget… hvis de synligt mister grebet om det hele i 5 sekunder, bliver de slagtet.

Der er kun at fake interesse på visse punkter. Hvor man kan slippe af sted med ikke at engagere sig.

Det er fint.

Det er okay.

Det er bedre end at lade frustrationerne gå ud over nogen, fordi man ikke kan have paraderne oppe hele tiden og masken smilende. Fremtiden for os alle bliver kun en bedre forestilling, hvis vi allerede nu begynder at slappe mere af. Vi kan ikke producere os ud af krisen. VI er krisen. Menneskene på Jorden ER krisen. Fordelingspolitik, økonomiske gældsstrukturer, råvareudnyttelse, dyrkningsplaceringer, forurening, fear mongering for profit, det er alt sammen os alle sammen.

Træk vejret. Tag en pause. Og én til.

Tag en dyb indånding og lad luften slippe langsomt ud.

Bliv ved, indtil du kan mærke noget igen.

Link: Tegn på mobning

 

OPLÆSNINGSSTØTTE. Forfattercentrum, nu kun 4 årlige støttedatoer!

Op til 4 måneders planlægning frem for 1? Hvorfor?

 

Det er godt at huske på, at vi er en kultur så rig, at vi tør støtte væksten i vores kunst og hjælpe vore kunstnere med at dygtiggøre sig og udbrede sig landet over. Derfor bør en kritik af kunststøtten eller af forandringer heri altid være ledsaget af en stille tak for, at den overhovedet findes. Den er IKKE en selvfølge, men blot en vane af nyere dato.

I følge listen over forfattercentrum-støttede forfattere i 2009, var der 541 støttede oplæsninger i Danmark, til godt og vel 250 arrangementer med 1-5 oplæsere, heraf godt 200 på offentlige biblioteker.

I 2011 fik 638 ansøgere (ikke forskellige steder eller forskellige forfattere) 3.6 mio kr. fra Forfattercentrum til oplæsninger landet over. Formanden for Statens Kunstråds litteraturudvalg, Grethe Rostbøll, priser den stigende interesse, og i år er budgetteret med flere penge til oplæsninger, men til gengæld er ansøgningsfrekvensen faldet.

Dét skaber markante udfordringer, som søges påpeget nedenfor.

Indtil 1. februar 2012 havde oplæsningsarrangører 10 årlige frister til at søge honorarer til 1, 2 eller 3 forlagssanktionerede oplæsere på en aften med gratis adgang for offentligheden. Senest 1. april søgte man til et arrangement i maj.

Frekvensen passede fint til både mindre og større steder, og til at invitere forfattere til oplæsninger, mens forfatternes udgivelser var varme og kritikken frisk.

Nu tvinges oplæsnings-arrangører til 1-4 måneders programplanlægning frem for 1, hvilket kan forhindre små steder med kortsigtet planlægning i at få besøg af kendte forfattere, mod betaling. Det kan også forhindre forfatteres oplæsning i relativ nærhed til aktuelle begivenheder og medieomtale, men passer bedre til bibliotekers rutiner med karensperioder for udlån og at lade mediehypen synke til bunds i læserne.

PROFESSIONALISERING!
Selvfølgelig er enhver form for offentlig kunststøtte et udtryk for støtte til og krav om professionalisering af det kunstneriske udtryk. Selvfølgelig!

Det kunne bare se ud som om, at kunststyrelsen med de nye frister lægger større vægt på steder, der er i stand til at planlægge langt ud i fremtiden. Her regnes offentlige institutioner og medborgerhuse. Mindre steder, derimod – “undergrund”, caféer o. lign. – har sjældent lønnede arrangementsmedarbejdere og ofte ringe sikkerhed for fremtidige arrangementer – og får derfor sværere ved at få professionelle oplæsere på programmet, når fristen hos Forfattercentrum er op til 4 måneder og aftalerne med kunstnerne skal laves, før man søger Forfattercentrum – uden at vide, om man kan overholde ansøgningsfrist, og dermed oplæsningsdatoen.

En oplæsningsaftale plus forlods kommunikation på op til 8 måneder fra start til slut vil ikke være urealistisk.

Et afbrudt forløb er meget almindeligt:
  • Med udvalgt forfatter aftales d. 31. april en oplæsning d. 1. juli
  • Ansøgning indsendes rettidigt 1. maj
  • 2. maj oplyser forfatter, at hen ønsker at forandre dato
  • = ingen oplæsning med hen eller nogen anden før tidligst i oktober, november eller december
  • = 6-8 måneder.
  • + har man skulle finde en forfatter blandt flere, vil den indledende kommunikation have strakt sig over længere tid.
Et hurtigt forløb:
  • aftale med udvalgt forfatter på 5 minutter til oplæsning 1. juli og indsende ansøgning senest 1. maj
  • = 2 måneder

Med stor afstand i tid fra booking til arrangementet opstår nemt, hvad man kunne kalde “stækket kunst”: Forfatteren vil have mistet følelsen for en aftales nødvendighed for modtageren, når hen nærmer sig dagen, og blot reproducere sig selv. Det er, hvad der sker for turnerende musikere og forfattere – hver sted bliver blot et nyt sted. Dét kommer der ikke nødvendigvis høj kvalitet ud af; rutine, ja, men høj kvalitet fordrer deltagelse i gengivelsen.

Hvis det er høj kvalitet, kunststyrelsen med færre ansøgningsdatoer forsøger at sikre, er det en dårlig løsning: Med risikoen for mindre variation, og i værste fald færre oplæsende forfattere, fordi kun de allermest målrettede og reklamebevidste forfattere planlægger 8 måneder ud i fremtiden, understøtter man blot den alt-om-sig-gribende-bestsellerisme, som er det ensidige fokus på “populære forfattere”. Et fokus, der ved sin manglede bredde og almindeliggørelse af processerne, der bliver til “popularitet” og “stort salg”, forårsager fordummelse og fordomsfuldhed.

Høj kvalitet får man kun ved stor bredde og fleksibilitet – i nærværende henseende til skabelse af arrangementer, der indpasser sig i impulsive behov rundt om i landet. Herved vil danske forfattere blive præsenteret for flere arrangementer, hvor arrangørernes entusiasme kommer til at spille ind i forfatterens endelige fremtræden. Det improvisatoriske vil komme mere i spil, og dermed bliver modtagerne ikke kun modtagere, men medspillere i skabelsen af ny kunst.

Korte ansøgningsfrister giver ganske enkelt større bredde i udbuddet. Så, hvad hjælper flere penge, hvis sigtet med færre ansøgningsfrister er at fjerne spontaniteten og flytte fokus til primært offentlige institutioner, forfattere på bogturnéer og sikre arrangementer?

Hvad siger kulturstyrelsen.dk?

De nye ansøgningsfrister

1. februar 2012 for arrangementer i marts, april, maj og juni
1. maj 2012 for arrangementer i juli, august og september
1. august 2012 for arrangementer i oktober, november og december
1. november 2012 for arrangementer i januar, februar og marts 2013

http://www.kunst.dk/kunststoette/puljestamside/tilskud/forfattercentrum-10-aarlige-frister/

og her, hvis Kunst.dk finder ud af, at deres gamle link også burde reduceres
http://www.kunst.dk/kunststoette/?tx_lftilskudsbase_pi7%5Barea%5D=6&tx_lftilskudsbase_pi7%5Bsword%5D=&tx_lftilskudsbase_pi7%5Border%5D=application_deadline%20asc&tx_lftilskudsbase_pi7%5Bpage%5D=2

Kunstnerisk merværdi mod adfærdsændring i køber

Lars Skinnebach sælger unika mod købers løfte om (kortvarigt) at opfylde en særlig købskontrakt

 

“- Jeg har i flere år ledt efter en kunst, som ikke var autonom. Der ligger en autonom kunstopfattelse bag modernistisk kunst – kunsten referer til sig selv. Jeg har ledt efter en kunstopfattelse, der var virkningsorienteret, hvor både det at skrive, skrive handlingen, udgivelsen og det, den handler om ikke er så interesseret i kunsten, som den er interesseret i virkningen, fortæller Lars Skinnebach.”

Kunsten skal få folk til at ændre adfærd | DR.dk/Nyheder

don kenn gallery (here be monsters…)

Efter arbejde, i mellemrummene, når tvillingerne og konen og pligterne har fået deres, tegner han uhyrer på post-its.

“Born in Denmark 1978. I write and direct television shows for kids. I have a set of twins and not much time for anything. But when i have time i draw monsterdrawings on post-it notes… it is a little window into a different world, made on office supplies.”

don kenn gallery

Origami med en grensaks

Nu ryger Bibliotekspuljen på 11 mio til søgning blandt alle forfattere med bøger på danske biblioteker, herunder også de forfattere, som gr. ringe salg til bibliotekerne, ikke kan få del i den almindelige, årlige bibliotekspulje.

Ved at fjerne 10-millioner-kroners-puljen, der er søgbar for alle forfattere med bøger på de danske biblioteker, sørger regeringen endnu engang for at demonstrere, hvad det vil sige at være liberal efter amerikansk foreskrift: De små må klare sig selv, de store skal belønnes for succes.

Med dén forskel, at i dette puljeophør berøres alle forfattere, stort som småt sælgende – men især rammes de forfattere, hvis bøger bibliotekerne ikke køber – trods loven om alsidighed.

Der er en magisk grænse, som dikterer om en forfatter kan få del i bibliotekspengene – dvs. betaling for værker stående på danske biblioteker. Det er en unik dansk ordning, der har fungeret som en mere eller mindre retfærdig fordeling, idet den honorerer efter det antal værker, som bibliotekerne har købt ind – men fra politisk hold har man for et par år siden besluttet at skabe en adgangsgrænse på 1100 kr., dvs. at en forfatter skulle være skyldig 1100 kr. fra bibliotekspengene for overhovedet at få lov til at få sine 1100 kr… Ja, det er hen i vejret, men sådan mente man, at det var godt.

Som kompensation lavede man denne 10-millioner-kroners-pulje som en midlertidig ordning, som ALLE forfattere kunne søge. På dén led kunne forfattere med bøger, som bibliotekerne ikke købte nok ind af til at lade forfatteren få del i bibliotekspengene, få adgang til midler at arbejde videre for.

Man kan sige: 1100 kr… – er det ikke et ligegyldigt beløb; kan ikke alle og ehver undvære det? Jo, i pungen, måske. Men på den følelsesmæssige bankkonto, som anerkendelse af et arbejde, der sjældent giver det store økonomiske afkast i sig selv, har det betydning at blive lukket ind i varmen og få sit arbejde regnet for “noget” – om end det er en upersonlig døroplukker, som ikke bukker eller giver hånd.

Nu ryger så støtten til de forfattere, som bibliotekerne og lektørerne dømmer ude. Og selv socialdemokratiet, som har været støttens forsvarer, har byttet sin støtte væk i korridorerne. Lad os håbe, at vi alle har fået noget, der er af større betydning end for 10 millioner kr. fritænkende indsigt i det danske samfund.

Og kan man spørge sig selv, hvad man havde tænkt sig, der skulle være sket efter ophøret af denne midlertidige ordning? Vilkårene bliver jo ikke bedre af sig selv. Samfundet er nødt til at tage stilling til, hvilke øjne vi skal have på os selv. Og med denne model, denne politik ført, er det tydeligt at de regerende kræfter ikke ønsker fritænkning. Ikke overraskende. Og derfor grund nok til at byde regeringen modstand.

Tab af forfatterstøtten forringer litteraturen – Politiken.dk.

Forfattere mister millioner – Politiken.dk.

POEM: The Art Thing

the world ought to be / a safe place / the world / is never safe if / this is where this art thing / comes in / you have to make it safe / nobody cares how you do it / you just have to make it safe

http://www.youtube.com/watch?v=qfFUfpmBNfg

THE ART THING

I never understood
what this art thing was about
having been raised among books
two three four decades old
written for children I thought
the world ought to be
a safe place
and then I realised the world
is never safe if you think it is
this is where this art thing
comes in
you see
you have to make it safe
nobody cares how you do it
you just have to make it safe
and it seems
art is a bit like a lottery
there is a prize
and you go for the prize
and if you win
people listen to you
and you make the world
a little bit safer
because they trust you
not because of what you say
but because they trust you
you won this prize you see?
its an okay system
except when
the prize is not really a prize
but a wall
to prevent you
from seeing the real prize
you and everyone else
which wont be about money
but something else
something everyone needs to see
but somebody wont let you
so you have to climb the wall
while pretending
to streeeeetch on tiptoes
to reach the prize
and quite possibly
you cannot win the prize
when you have told
what is on the other side of the wall
at least not for a while
as everyone gets used to
what is on the other side
and then
for a while you can relax
if you want
and stay on the ground
and just pick at the prize
like your neighbour’s apples
hanging over the fence
and its okay
for a while
and then they become boring
and all the same
this is where art begins
I now realise
you don’t actually have to
eat all the apples
if you don’t like apples
its just an example

Friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage). Héri ligger friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage)

Dette citat er grundlæggende, hvad jeg har ledt efter: Tilladelsen til ikke at føle ansvarlighed for JER i min egen komme-på-plads-og-i-orden… så-godt-det-nu-lader-sig-gøre.

Det har svinget begge veje gennem de 25 år, jeg har udgivet,

  • fra fuck-jer-skrid!-jeg-gør-hvad-jeg-vil,
  • over det skal bare være helt perfekt og indlysende dygtigt, fordi alle vil måle og veje mig til fordømmelse hvis ikke…
  • til total lammelse pga. overdreven følelse af ansvarlighed og frygt for unødigt at bidrage med mere aggression og forvirring til en verden, som ikke behøver MERE kaos.

Den vedvarende kamp er at slippe for følelsen af, at jeg forandrer Hele Verden negativt ved at udtrykke mig negativt. Og omvendt – åh, rædsel… Ikke nødvendigvis forandrer Hele Verden positivt ved at være positiv…

Det, det har været svært at forstå, er Verden Derude vs. Verden Herinde. Verden i Sig Selv, vs. Verden som den Opleves og Fortolkes. Jeg tror på, at Verden i Sig Selv findes – den kan ses af veluddannede og af intuitive som Hullet eller Tomrummet i midten af alle indikationer om dens eksistens. Og hvis det ikke giver mening, så forstår du hvorfor jeg har givet slip på at påvirke dén.

Verden er MIN Verden. Hele Verden ér MIT Humør. Forandres mit humør, forandrer verden karakter. Hvis jeg dyrker alle de måder, der giver mig glæde – dvs. ikke ved at gå rundt og fake at være glad – bliver Verden gladere. Den her Verden, Min Verden. Det vil utvivlsomt smitte af på Verden i Sig selv; jeg har bare opgivet enhver kontrol, hvad dét angår.