– et hjem uden vægge
En kulturminister, der ikke kender sine kunstnere er blevet normen.
Den canadiske premierminister Justin Trudeaus kabinet for nogle år tilbage var ikke blot kønsbalanceret, mens bestod samtidig af mennesker med relevante kompetencer. Continue reading “Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.”
HVAD ER EN SMAL BOG, FACEBOOK* ?
Det første er, at bøger har en umiddelbar livslængde, hvor de kan/skal tjene sig ind – den største utålmodighed og den korteste salgshorisont findes hos den nye direktør på landets største forlag:
– Smalle bøger er bøger, der ikke sælger (Gyldendal/Morten Hesseldahl)
Det bør understreges, at enhver vilje til kamp med sit materiale kan være en kunst, og at salg i høj grad handler om dygtigt at kende sin køber og føje sin købers luner:
– Smalle bøger er bøger, der ikke er tilpasset markedet (Jesper Brygger)
To spørgsmål, der skiller vandene: Genkendelighed eller unika? Blive i sikkerhed eller risikere liv, kærlighed eller omdømme for min kunst?
LEVE AF?
“Kan det interessere nogen?” kan ikke være grænse- og unikakunstens spørgsmål, men kun tilhøre kunsthåndværket. At interessere modtagere, som hellere ønsker noget kendt end noget udfordrende, fordrer at udøveren nedtoner egne behov for at presse grænser på materialevalgs- og indholdssiden og kun anvender Continue reading “Leve af eller dø for kunsten?”
– et kunstnerspil
Malerstimulering over 4 dage:
Valg af handling går efter tur.
Formålet er at lave billeder, som man så placerer i én af to bunker: FÆLLES eller SOLO.
Billeder i FÆLLES-bunken må enhver arbejde på.
Et SOLO-billede må man kræve, at skaberen skal arbejde videre på.
Siger skaberen nej, ryger billedet i en DOMMER-bunke.
Tre enige kan frit udvælge én blandt sig til at arbejde videre på et billede i DOMMER-bunken, eller sætte det i omløb igen i FÆLLES-bunken..
Vælger man at påbegynde et nyt billede, går man ud af valgrækkefølgen, indtil man afleverer et billede i en af de tre bunker.
Strategien handler om en blanding af mange færdige billeder, der er konsistente i deres udtryk, men dog interessante for andre at arbejde videre på; at bruge sin tur på at sætte en anden i gang med at arbejde; at undgå at blive holdt fast i at arbejde sine billeder færdige på forlangende, og at holde sig selv i en regelmæssig rytme, selv under pres om at arbejde længere tid end normalt.
Man bliver bedømt på, om man faktisk bearbejder sit billede. Det giver 1 point pr. påbegyndt eller viderebearbejdet billede, 2 point for at begynde forfra på det samme motiv efter returnering fra SOLO-bunken, skønt nul point for i stedet at lave et andet motiv. Et forkastet billede ryger ud af spillet. Og arbejde vedvarende skal man – ellers mister man sine point og ryger ud af spillet, når man har mistet dem alle.
Reelt er det uden betydning, om man maler intenst eller er malerpoliti. Hvis begge positioner gør deres arbejde godt og med integritet og ærlighed, bliver slutresultatet desto meget bedre. Beskyldninger om elitisme kan afvises med, at mennesker der får lov at vælge rolle, uværgerlig vælger den rolle, der passer dem bedst – om dét så bare består i at efterligne en anden.
Et menneske uden ånd kan ikke transformere lidelse til udholdelig erfaring.
Der sker alt muligt, når et menneske bliver bange: Kroppen reagerer med forhøjet puls, udspilede pupiller, adrenalinudskillelse osv. – men frem for alt finder en adfærdsforandring sted, som er evolutionært designet til at fjerne truslen fra mennesket eller mennesket fra truslen.
I takt med væksten i den kollektive bevidsthed, den kollektive samling, er den gamle mekanisme, der sikrede samfundsnødvendige geners fortsættelse og uønskede geners undertrykkelse, blevet markant større. Forstødelse og udstødelse har dækket over ufleksibel fastholdelse af den velkendte menneskelige genpøl. I dag hedder det mobning. I en genneminformeret verden, hvor det er blevet sværere at skjule sig i massen og sværere at begynde forfra ved at flytte til en anden by, eller måske til et andet land, er mobning blevet et centralt problem. Et problem for alle.
Det ny helvede
Mange faktorer dikterer mobning, den væsentligste er frygt. Frygt for forandring, frygt for smerte, frygt for underlegenhedsfølelse, frygt at være udenfor selv, frygt for at blive ansvarlig for andres fejl… der er mange former for frygt, og alle så skadelige for individet, at mange mennesker hellere vil lade det gå ud over andre end at gå ind i en forståelse af følelsen.
Forfatteren og filosoffen Lene Andersen kønsopdeler det: Mænd mobber kollektivt for at presse elementer ud af gruppen, som ikke støtter gruppens udtalte behov; kvinder tager et eget initiativ til at mobbe andre kvinder, de opfatter som trusler mod deres personligt udnævnte dronning. Mænd spejler sig i hinanden, kvinder i en anden kvinde.
Fælles er dog omkostningerne: At blive alene gennem forstødelse forårsager tab af identitet for de fleste – at det ikke er til at afgøre, hvor man selv begynder og ender. Hvilket gør yderligere sårbar over for manipulation og andre bevidste og ubevidste overskridelser. Forstødelsen fra fællesskabet resulterer samtidig i tab af spejling for både den enkelte og for fællesskabet, med medfølgende tab af videns- og følelsesmæssig nuancerigdom og tilstrækkelig med kaotiske elementer til at holde synergien i samfundet sund.
Det er, set fra et socialt, evolutionært synspunkt, potentielt livstruende, fordi menneskene med lille nuancerigdom mister evnen til social orientering, societale ambitioner og ansvarsfølelse. Hvis et samfund har mange ensomme, forstødte mennesker, er det et splittet samfund uden tydelig kerne, hvilket som en anden luftbåren virus smitter den nationale identifikation. Med stor national fragmentering kan allehånde destruktive og selvdestruktive tanker slå rod.
I dette voksende fællesskabsorienterede 21. årh. er mobning det nye Helvede på jord.
Mobning er et ledelsesproblem. I mange lande forsøger ledelsen på skoler og på arbejdspladser at tørre den af på hhv. børn (og deres forældre) og på medarbejdere, men opnår intet andet end at give magt til den utilfredshed, som altid lurer blandt folk. Mobning er et produkt af ledelse, der ikke aner, hvad der sker blandt folk, og selv hvis den vidste, ikke ville turde risikere sin position på at rette op på det. Eller, den tillader mobningen som et middel til at fjerne opmærksomheden fra sig selv.
Sådan var det på min arbejder-folkeskole på Østerbro i Kbh., hvor jeg voksede op – skolen mistede 800 elever på 10 år. Og sådan var det på min læreplads, hvor chefens alkoholproblem perkolerede ned gennem alle ancieniteter og kostede mandefald, dårlig stemning og tab af virksomhedskunder. (Begge er siden kommet på ret køl, med ny ledelse).
Kodeordet ”NED”
Grundstenen i mobning handler om bevidst udeladelse af anerkendelse eller negativ kritik under dække af anerkendelse, med efterfølgende overskridelse af personlige grænser, løftebrud, og bøjning og mutering af etik og moral kun med ét formål: At hæve sig op over et andet menneske. Og for den mobbede: At tilstå en anden retten til al magt over én.
Mobning sker, fordi den kan ske. Det er derfor ansat og selvbestaltet ledelse, der tillader, forårsager eller udøver mobing:
Ledelse dækker over alle, man som menneske tilstår råderetten over sig. Og kodeordet er ”ned”, i betydningen “at se ned på”:
Mobning er altid en udnyttelse af svage punkter hos et menneske, mobberen føler sig højere hævet end. Og omvendt: Mobbede føler altid, at deres mobbere burde handle mere kærligt, mere omsorgsfuldt.
Relationen mellem mobber og mobbet som klar, menneskelig relation er en magtdemonstration, der ikke stopper ved den mobbedes anerkendelse af overmagt. Mobning svarer til psykisk at sparke på én, som allerede ligger ned.
Spotter man mobning, bør det første spørgsmål være: ”Hvordan gavner det ledelsen IKKE at stoppe den?” Og det næste: “Hvem er ledelsen”? Først stoppe blødningen, så rydde op. Dernæst bør man sørge for psykisk førstehjælp til de implicerede, evt. blot ved fysisk at fjerne dem fra påvirkning fra mobberne.
Mobning i stort og småt
1. Jeg har en kolonihave i en forening, hvor formanden er aktiv mobber. Formanden er valgt af et flertal, der kender ham, og ledelsen udgøres således af alle dem, der accepterer hans fremfærd, hans ledelsesstil. Ledelsesfordelen ved formandens mobning er kæft, trit og retning på klipning og pasning af haver med begrundede trusler om udsmidning, hvis ikke… Det er et aktivt mobbe-miljø, og klager over mobning fejes under gulvtæppet som ”idiosynkratisk” adfærd – at det “bare er sådan formanden taler til alle”. Flertallet i foreningen ønsker at være på god fod med formanden (dvs. alle andre uden at skulle gøre andet for dét end at følge reglerne), så foreningens regler håndhævet af formanden følges slavisk, og han bagtales, straks han forlader en samtale.
2. Som forfatter interesserer samfundets forholden til forfattere mig. Et noget større mobbemiljø var på forsiderne sensommeren 2011 med mange agurketidsoverskrifter om misundelse ift. forfattere, der år efter år modtog offentligt søgbare legatmidler, med beskyldninger om kammerateri og elitisme. Ledelsen er hér statens kulturansvarlige politikere, men kulturpolitikerne dyrker et armslængdeprincip ift. uddeling af kunstmidler og lader derfor mellemlederne, Kunstfonden, sejle deres egen sø og ude af stand til at at forsvare sig selv eller forfatterne mod mobningen. Hvorved medier og forfattere og folk i al almindelighed frit kan fortsætte med at overfalde institutionen og kulturuddelingspraksis.
Mange vil sige, at ”det her” kun er et spil, der skal spilles – med momentane vindere og tabere – men intet kunne være mere forkert. Hvis mobningen ikke imødegås, splittes ”gruppen”, dvs. kolonihaveforeningen, eller dansk kulturliv, i fraktioner med vinderne og tabere effektivt udnævnt af mobberne, og tabernes menneskelige ressourcer og kompetencer tilflyder ikke fællesskabet.
I kolonihaven gavner mobningen ledelsesstilen: Frygt for udsmidelse sørger for ro og orden og mange pæne haver. Ift. Kunstfonden gavner den negative offentlige debat den nuværende politiske omkalfatring af støttemidlerne.
Ledelsen har altid et formål med at tillade mobning!
Find dig ikke i mobning
Igen: Nogen i ledelsen har gavn af, at elever eller medarbejdere holdes nede af mobning. Mobning ér et ledelsesproblem. Tag fat dér, snarere end at lave kliker imod ledelse eller mobbere. Find ud af, hvem mobbernes ledere er, og påklag ledelsen. Find ud af, hvem de mobbedes ledere er, og påklag ledelsen.
Find dig ikke i mobning. Hverken den du overværer, eller dén der overgår dig. Mobning ødelægger selvtillid og fjerner initiativ. Jo tidligere mobning begynder, desto mere ødelæggende er den for et menneskes fremtidige helbred, åndsliv og deltagelse i samfundet som aktiv medborger. Som PTSD, post traumatisk stress syndrom, er ubehandlet mobning et åbent sår:
Mobning stækker eller dræber ånden i et menneske. Dén drivkraft, som i et menneske transformerer livets lidelser til udholdelig erfaring.
Fremtiden
Fremtiden er ikke lys. Mennesker presses fra alle sider af informationer og krav om aktivitet og deltagelse på alle mulige planer fra udvist forandringsvillighed på arbejdspladsen til køb af økologiske madvarer og pasningsordninger, forældregrupper, pleje af psykiske spøgelser og politisk stillingtagen nationalt og globalt. Hvor finder man ro og fred til at være imødekommende og åben?
Høns, der stresses af for lidt plads, hakker deres burfæller ihjel eller plukker dem. Mennesker skal bare udholde alt, de udsættes for af påkrav om dit og dat ansvarlighed og initiativ og forståelse og modenhed og styrke og erfaring og viden og hvis de får lyst til at lade det gå ud over nogen eller noget… hvis de synligt mister grebet om det hele i 5 sekunder, bliver de slagtet.
Der er kun at fake interesse på visse punkter. Hvor man kan slippe af sted med ikke at engagere sig.
Det er fint.
Det er okay.
Det er bedre end at lade frustrationerne gå ud over nogen, fordi man ikke kan have paraderne oppe hele tiden og masken smilende. Fremtiden for os alle bliver kun en bedre forestilling, hvis vi allerede nu begynder at slappe mere af. Vi kan ikke producere os ud af krisen. VI er krisen. Menneskene på Jorden ER krisen. Fordelingspolitik, økonomiske gældsstrukturer, råvareudnyttelse, dyrkningsplaceringer, forurening, fear mongering for profit, det er alt sammen os alle sammen.
Træk vejret. Tag en pause. Og én til.
Tag en dyb indånding og lad luften slippe langsomt ud.
Bliv ved, indtil du kan mærke noget igen.
—
Link: Tegn på mobning
Modding the modded mod.
Op til 4 måneders planlægning frem for 1? Hvorfor?
Det er godt at huske på, at vi er en kultur så rig, at vi tør støtte væksten i vores kunst og hjælpe vore kunstnere med at dygtiggøre sig og udbrede sig landet over. Derfor bør en kritik af kunststøtten eller af forandringer heri altid være ledsaget af en stille tak for, at den overhovedet findes. Den er IKKE en selvfølge, men blot en vane af nyere dato.
I følge listen over forfattercentrum-støttede forfattere i 2009, var der 541 støttede oplæsninger i Danmark, til godt og vel 250 arrangementer med 1-5 oplæsere, heraf godt 200 på offentlige biblioteker.
I 2011 fik 638 ansøgere (ikke forskellige steder eller forskellige forfattere) 3.6 mio kr. fra Forfattercentrum til oplæsninger landet over. Formanden for Statens Kunstråds litteraturudvalg, Grethe Rostbøll, priser den stigende interesse, og i år er budgetteret med flere penge til oplæsninger, men til gengæld er ansøgningsfrekvensen faldet.
Dét skaber markante udfordringer, som søges påpeget nedenfor.
—
Indtil 1. februar 2012 havde oplæsningsarrangører 10 årlige frister til at søge honorarer til 1, 2 eller 3 forlagssanktionerede oplæsere på en aften med gratis adgang for offentligheden. Senest 1. april søgte man til et arrangement i maj.
Frekvensen passede fint til både mindre og større steder, og til at invitere forfattere til oplæsninger, mens forfatternes udgivelser var varme og kritikken frisk.
Nu tvinges oplæsnings-arrangører til 1-4 måneders programplanlægning frem for 1, hvilket kan forhindre små steder med kortsigtet planlægning i at få besøg af kendte forfattere, mod betaling. Det kan også forhindre forfatteres oplæsning i relativ nærhed til aktuelle begivenheder og medieomtale, men passer bedre til bibliotekers rutiner med karensperioder for udlån og at lade mediehypen synke til bunds i læserne.
PROFESSIONALISERING!
Selvfølgelig er enhver form for offentlig kunststøtte et udtryk for støtte til og krav om professionalisering af det kunstneriske udtryk. Selvfølgelig!
Det kunne bare se ud som om, at kunststyrelsen med de nye frister lægger større vægt på steder, der er i stand til at planlægge langt ud i fremtiden. Her regnes offentlige institutioner og medborgerhuse. Mindre steder, derimod – “undergrund”, caféer o. lign. – har sjældent lønnede arrangementsmedarbejdere og ofte ringe sikkerhed for fremtidige arrangementer – og får derfor sværere ved at få professionelle oplæsere på programmet, når fristen hos Forfattercentrum er op til 4 måneder og aftalerne med kunstnerne skal laves, før man søger Forfattercentrum – uden at vide, om man kan overholde ansøgningsfrist, og dermed oplæsningsdatoen.
En oplæsningsaftale plus forlods kommunikation på op til 8 måneder fra start til slut vil ikke være urealistisk.
Med stor afstand i tid fra booking til arrangementet opstår nemt, hvad man kunne kalde “stækket kunst”: Forfatteren vil have mistet følelsen for en aftales nødvendighed for modtageren, når hen nærmer sig dagen, og blot reproducere sig selv. Det er, hvad der sker for turnerende musikere og forfattere – hver sted bliver blot et nyt sted. Dét kommer der ikke nødvendigvis høj kvalitet ud af; rutine, ja, men høj kvalitet fordrer deltagelse i gengivelsen.
Hvis det er høj kvalitet, kunststyrelsen med færre ansøgningsdatoer forsøger at sikre, er det en dårlig løsning: Med risikoen for mindre variation, og i værste fald færre oplæsende forfattere, fordi kun de allermest målrettede og reklamebevidste forfattere planlægger 8 måneder ud i fremtiden, understøtter man blot den alt-om-sig-gribende-bestsellerisme, som er det ensidige fokus på “populære forfattere”. Et fokus, der ved sin manglede bredde og almindeliggørelse af processerne, der bliver til “popularitet” og “stort salg”, forårsager fordummelse og fordomsfuldhed.
Høj kvalitet får man kun ved stor bredde og fleksibilitet – i nærværende henseende til skabelse af arrangementer, der indpasser sig i impulsive behov rundt om i landet. Herved vil danske forfattere blive præsenteret for flere arrangementer, hvor arrangørernes entusiasme kommer til at spille ind i forfatterens endelige fremtræden. Det improvisatoriske vil komme mere i spil, og dermed bliver modtagerne ikke kun modtagere, men medspillere i skabelsen af ny kunst.
Korte ansøgningsfrister giver ganske enkelt større bredde i udbuddet. Så, hvad hjælper flere penge, hvis sigtet med færre ansøgningsfrister er at fjerne spontaniteten og flytte fokus til primært offentlige institutioner, forfattere på bogturnéer og sikre arrangementer?
Hvad siger kulturstyrelsen.dk?
1. februar 2012 for arrangementer i marts, april, maj og juni
1. maj 2012 for arrangementer i juli, august og september
1. august 2012 for arrangementer i oktober, november og december
1. november 2012 for arrangementer i januar, februar og marts 2013
http://www.kunst.dk/kunststoette/puljestamside/tilskud/forfattercentrum-10-aarlige-frister/
og her, hvis Kunst.dk finder ud af, at deres gamle link også burde reduceres
http://www.kunst.dk/kunststoette/?tx_lftilskudsbase_pi7%5Barea%5D=6&tx_lftilskudsbase_pi7%5Bsword%5D=&tx_lftilskudsbase_pi7%5Border%5D=application_deadline%20asc&tx_lftilskudsbase_pi7%5Bpage%5D=2
Lars Skinnebach sælger unika mod købers løfte om (kortvarigt) at opfylde en særlig købskontrakt
“- Jeg har i flere år ledt efter en kunst, som ikke var autonom. Der ligger en autonom kunstopfattelse bag modernistisk kunst – kunsten referer til sig selv. Jeg har ledt efter en kunstopfattelse, der var virkningsorienteret, hvor både det at skrive, skrive handlingen, udgivelsen og det, den handler om ikke er så interesseret i kunsten, som den er interesseret i virkningen, fortæller Lars Skinnebach.”
2/2 i rækken af Kunst-tingen kommenteret
http://www.youtube.com/watch?v=BMoBvUCFKpI
Efter arbejde, i mellemrummene, når tvillingerne og konen og pligterne har fået deres, tegner han uhyrer på post-its.
“Born in Denmark 1978. I write and direct television shows for kids. I have a set of twins and not much time for anything. But when i have time i draw monsterdrawings on post-it notes… it is a little window into a different world, made on office supplies.”
