No Turning Back (2019)

– Science. Fiction. An opinion.

Source: https://www.imdb.com/title/tt8354140/

Serious topic: the lack of space to be. For some.

I have never before written a review of a movie I did not see. But in regards to this one I feel compelled.

Judging from the trailer the acting and the cinematography leaves something to be desired. The lighting is off, there is an abundance of close-ups of actors, who all seem wooden from lack of competence or bad directing, the script is too casually “normal” – all tell tale signs of a low budget, lack of professionalism on all levels, including the financiers.

None the less “No Turning Back” has won or been nominated for several awards – best picture, best director – which could be due to lower quality of other contestants. But. Continue reading “No Turning Back (2019)”

The girl from Monday, af Hal Hartley

hører til den type science fictionfilm, som engang kun fandtes som bøger

The Girl from Monday

hører til den type science fictionfilm, som engang kun fandtes som bøger. Den filosofiske spekulation, uden regulært spændingselement. Ikke forstemmende, men en længsel mod mening, at finde, skabe mening, og film, der forlader biografen sammen med publikum. Continue reading “The girl from Monday, af Hal Hartley”

washington, Lima, Kbh. 14 – Taxa i Arequipa

Det begyndte med, at jeg undrede mig over mængden af taxaer i Arequipa.

Som økonomi betragtet er Peru et fattigt land. Ikke at der mangler naturlige ressourcer, men mange års inkompetent og korrupt ledelse har afhændet alt til udenlandske interesser. Af vesten, som nyder godt af disse ressourcer, betegnes Peru udviklingsmæssigt som et 3. verdensland. Og hér dumpes grundlaget for en væsentlig del af østens og vestens økonomi, fra østen i form af salg af billigt ragelse, vesten i form af affald. Continue reading “washington, Lima, Kbh. 14 – Taxa i Arequipa”

Europa – en kulturel supermagt?

Jeg modtog følgende, videresendt fra Muniam Alfakar, formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening.

Fra: Søren Beltoft < sorbel@kunst.dk>
Dato: 15. juni 2007 14.11.21 MET
Til: < ccp@kunststyrelsen.dk>
Emne: Europæisk kulturstrategi

Debat i Diamanten: Europa ˆ en kulturel supermagt?

onsdag 20. juni 2007 kl. 17
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Gratis adgang

Hvordan gør europæerne deres forskellighed til en styrke? Variationen af sprog, kulturer, traditioner, kunstneriske udtryksmåder og kulturarv er et af Europas stærkeste kort. Det er identitetsskabende, og som EU-sloganet siger, er det: Unity in diversity.

Men hvordan kan mangfoldigheden og forskelligheden udnyttes bedre? Hvordan kan vi anvende vores ressourcer til at skabe det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge dem i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Vær med når Richard Swartz, forfatter og Østeuropa-korrespondent, Svenska Dagbladet, EU-eksperten Marlene Wind, Københavns Universitet, og Uffe Andreasen, presse- og kulturråd ved Den Danske Ambassade, Berlin, forsøger at svare på, om Europa igen kan blive en kulturel supermagt.

Ordstyrer er Clement Kjersgaard, tv-vært og chefredaktør, RÆSON.
Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen · Tlf. 3347 4364 · lbha@kb.dk

************************************************************************
Se også CCP Danmarks hjemmeside www.ccpdenmark.dk under “Nyheder 2007” / “Meddelelse fra Kommissionen” [linket i titlen ovenfor]

Venlig hilsen
Søren Beltoft, konsulent
CCP Danmark
Litteraturcentret / Kunststyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
DK-1553 København V
Tlf. dir.: +45 33 74 50 73

mit svar var nok henvendt til Muniam, men rettet til dig, der læser det her nu. Supermagtsbegrebet er én stor gang Nysprog:

kære muniam,

det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge vores ressourcer i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Efterlyst? Ikke af mig.

Man kan ikke tale supermagt, kulturel, politisk, økonomisk eller andet, uden at sige, at der findes et spil man ikke kan ændre på.

Jeg tror ikke på massen. Massen findes, men jeg tror ikke på massen. Hvis jeg troede på massen, som massen skal tros på, ville jeg sætte mig ud over individet. Og sige at én leder er nødvendig. Jeg tror ikke på én leder. Jeg tror på ansvarlighed i den enkelte. Ansvarlighed kommer af oplysning – hjemmefra, fra specialister, fra nabo til nabo, fra by til by, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måden, vi organiserer os på, handler om uoplysning. Konkurrence. Hemmeligheder. IKKE at vise os selv. Fordi vanen… vanen har vist os, at der er visse ting og mennesker og situationer, vi ikke kan stole på, og vi kan aldrig være sikre på, hvem og hvad de vil være. Og dog ved vi, at den opmærksomhed, vi giver uden at forvente noget igen, får os til at føle os bedre tilpas, meget bedre tilpas end at være bange, men vanen… vi finder bekræftet til alle sider, får os til at tro, at frygten vi føler har større sandhedsværdi. Massen findes, fordi der er individer, som udnytter individernes frygt. At sige, at dét ikke kan ændres på, er at lyve.

Jeg er ikke interesseret i at være en del af nogen supermagt, kulturelt eller andet, som er baseret på at massen findes. At det accepteres, at mennesker frygter kollektivt – når en mentalitetsændring kunne standse det. Så din videresendte mail er klam. Som alt andet, der baserer sig på massen.

tal ikke til mig om realisme og langsigtede strategier. Der gives ingen åbninger nogen steder, fordi det er nemmere… det vurderes nemmere og kortsigtet givtigt for mennesker alle steder og på alle niveauer af overskuelse samfundet at samles om at Kæmpe imod frygten ved at slutte sig sammen af frygt, end det er for dem, der har mulighederne for at få folk i tale at fokusere på at samles af velvilje, åbenhed og de varme følelser, som i fald de bliver modtager vokser til kærlighed.

At satse på at frygten varer ved er nemmere. På kort sigt. Så tal ikke til mig om langsigtede løsninger. Det handler ikke om lang sigt. Det handler om at blive den største dreng i skolegården, så de andre bliver bange for én. Mere frygt. Mere vane. Det er ikke interessant. Vi kan mere end dét nu. Det handler blot om at sige det.

venlig hilsen,
kenneth krabat

FASCISME ER DYRKELSE AF MAGT

Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på… Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden…

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?

En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer – men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister – til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi – som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage – modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.

At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens “muligheder”. Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)

ACCEPT AF TORTUR

med love, tortur og dødsstraffe sætter vi idealer for det, vi er kommet til at kalde ‘civilisation’ – ikke ‘survival of the fittest’, men et tilsyneladende ønske om, at de mest moralske skal overleve. Det anslås fra officielt hold, at 2/3 af verdens lande i dag stadig bruger tortur. Men hvilke lande, hvis man spørger sig selv, bruger ikke tortur, om end de udadtil ikke måtte sanktionere brugen?

den menneskelige ånd er pr. definition fri – intet menneske ønsker i princippet at lægge bånd på sig. Og sådan er det vel med en hvilken som helst anden livsform: overlevelse frem for alt. Men kombinér denne frihedstrang med muligheden for at erkende, huske, planlægge, lyve, dramatisere, forgøgle, og vi har den værst tænkelige livsform i verden – den. der kan blive i stand til at overleve på bekostning af alle andre.

det er muligt, at regler og lov i de tidligste dage har afspejlet en despots personligt foretrukne livsførelse, men med tiden er vel i det mindste hér og dér regler og love og straffe blevet udtryk for, hvordan det lod og lader sig gøre at holde en befolkning relativt stabil, uden samtidig at pisse dem mere af, end at de ikke gør oprør mod båndlæggelsen af deres ånd og energi. Det har f.eks. nok i et mandsdomineret samfund som det gamle Ægypten været nemt at futte konen af på bålet for at dyrke sex udenfor ægteskabet – ikke på grund af erkendt frygt for genetisk at blive udkonkurreret, men for socialt at tabe ansigt, ikke af erkendt frygt for at samfundet med tabet af éns indsats skulle blive svækket, men for at risikere forringelse af ens personlige placering i fødekæden. Omfanget af behag hvormed man overlever.

det skal være behageligt at overleve. vi kalder det ‘opdragelse til fællesskabet’, at ‘kunne udvise social adfærd’, men som i alle udviklingsprocesser er der forskellige lag af raffinement. forskellige styrkelser af erindring og planlægning med henblik på optimering af overlevelsen indenfor rammerne af fællesskabets love. og udenfor.

som taxachauffør fik jeg engang en historie fra én, der angiveligt havde været chauffør for Simon Spies – om hvordan Simon Spies i 80’erne havde tilbudt en callgirl 25.000 for retten til at brække hendes arm, fordi han havde behov for at komme af med noget. I dag er det vist ikke særlig chokerende – enhver, der har lært reglerne i petriglasset at kende rigtig godt, og derudover har en facade som én der yder til samfundet, kan stort set slippe af sted med hvad som helst. Jo større ydelser til samfundet, jo flere ‘goder’, man står for at skabe, desto mere kan man slippe af sted med. Blodvold, sexvold, mord, tyveri, brandstiftelse, og allehånde overgreb fra ansvarsforflygtelse til forrædderi.

hvem skal regulere dét? Hvem skal forhindre den kløgtige i umærkeligt, ofte usynligt, at stå på skuldrene af dem, der ikke modsætter sig det? Ingen? Eller enhver?

det er ikke reglerne, og har aldrig været reglerne, der tillader tortur, drab, overgreb. Det er mennesker, der tillader det. Det er forestillinger om soning, bod, udligning af overgreb, fjernelse af trusler, advarsler til andre om det samme – simple forestillinger om opretholdelse af et minimum af stabilitet i det enkelte menneskes liv, uden hensyntagen til prisen for hele samfundet. Gengældelse, eller hævn.

med tiden fandt vi ud af at bruge fængslet snarere end blot at hukke lemmer af til højre og venstre – at berøve mennesket dets tid og dets selvbestemmelse som straf. Stjæle menneskets frihed som straf for at have forbrudt sig. Det er en avanceret form for straf, der antyder at f.eks. en slaveholder ikke kan beskyldes for uvidenhed, men udmærket har vidst, at han har med ligesindede at gøre – væsener, der reagerer som ham selv – om end han fandt dem laverestående på grund af hudfarve, religion, uddannelse eller vaner. Uden vished om, hvor ondt det gør at blive frihedsberøvet, ville man ikke bruge denne straf. At fængsle folk i dag er derfor intet mindre end hævn. Stadigvæk. Fordi man ved, hvor ondt det gør.

hvilket samfund har ikke fængsler? Hvilket samfund er således i sin grundkerne ikke ondskabsfuldt? Hvad enten det ud fra en personligt fokuseret overgrebsmodel benytter sig af tortur eller ej? Fængsel er tortur, ret og simpelt.

det er nok, hvad man må kalde et civilisationsdillemma. På den ene side vil vi alle gerne leve og udfolde os, som vi behøver for at føle, at vi har et behageligt liv – et liv, hvor vi bliver inspireret til at gøre noget godt for andre end os selv. På den anden side er mange af de mekanismer i vores samfund lokalt og globalt, som sikrer vores velfærd, set fra et synspunkt, hvor vi faktisk empaterer med fremmede, under al kritik. Hvilket, stærkt forenklet, er årsagen til, at greenpeace, amnesty international, læger uden grænser, røde kors og alle de andre findes OG IKKE ER STØRRE END DE ER – ikke er naturlige dele af vores fællesmenneskelige bevidsthed, men adskilte institutioner enhver er nødt til personligt økonomisk, mentalt, socialt at bidrage til.

set ovenfra erkender vi således, at vi har et problem: de kloge i petriskålen er hele tiden hurtigere end dem, der forsøger at bøde på skaderne af menneskelige overgreb. Set ovenfra er det således også tydeligt, at vi endnu ikke har en global, menneskelig kultur, men stadig overvejende tænker som bønder: Hvis ikke det regner på min mark, må jeg erhverve flere marker. Et i bund og grundliggende JA til endeløs ekspansion for den enkelte. Men da kun nogle ganske få i petriskålen kan få tilladelse til endeløs ekspansion, må samfundet komme op med flere og flere regler, efterhånden som der bliver flere og flere mennesker. Og derved bliver der flere og flere regelbrud, og mere og mere straf. Hårdere og hårdere fængselsstraffe, dyrere og dyrere bøder. En eskalerende spiral af straf, der grundlæggende kun har én effekt: At sætte enhver, der endnu ikke har overtrådt nogen love, på pinebænken. Det er et psykisk fængsel.

Dét er tortur. Det er tortur mod den menneskelige frihedstrang. Og det sker som følge af manglende ønske hos nogen! til at begrænse børnefødsel.

Vi gør det mod os selv. Ingen gør det mod os. Vi gør det mod os selv, hver især. Hver dag.

man kunne forledes til at tro, at der var en løsning. Og i hverdagen er man nok nødt til at leve, som om der er en løsning – hvis det skal give mening at leve. Men alt hænger så godt sammen, at man udadtil ikke kan pille ved noget, uden at pille ved det hele: ingen højteknologi og superforskning i medicin, fysik, våben, psykologi, pædagogik, miljø (for lige at illustrere et skarpt faldende fokus, hvad midler angår…) uden et publikum og monoteistisk kapitalisme (mærkevarer). Hele konstruktionen – økonomi, undervisning, produktion og afsætning – er et korthus, som de bedst uddannede både arbejder for ikke at forstyrre, og for at maksimere det personlige/lokale/nationale afkast af. Globalisering? Ha!

det er udmærket at arbejde empatisk. I mine øjne nok det bedste, enhver kan gøre, på sit eget niveau. Forstår man hvem et andet menneske er, kan man kun elske vedkommende. Og héraf kommer løsninger, som vil forsøge at tilgodese et flertal. Men empati står altid i opposition til det modsatte, og er på kort sigt at regne som en svagere kraft end psykopatien, den sygelige egoisme, der kun indregner personlig overlevelse. Vort åndelige kulturfundament, De Ny Testamente, og dets budskab om at vende den anden kind til, udtrykker idealet om ikke at gengælde vold med vold, overgreb med overgreb – hvilket i de dage givet har været mindst lige så svært at efterleve som i dag. Vi vil jo for pokker gerne hver især leve NU! og ikke dø for et ideal!

så, når der ingen klare løsninger er – empati forekommer ikke at kunne vinde over psykopati, og samfundets stabilitet hviler på evnen til at straffe, hvor det gør mest ondt – må enhver navigere, som han eller hun bedst kan. Og man kan således tale om, at der ikke længere ér et samfund, men kun en lovmæssig afgrænsning af individer.

for at overkomme følelsen af isolation tager nogle religionen i hånden, nogle lader deres arbejde og/eller deres familie fylde det hele, nogle arbejder bredt politisk, nogle laver kunst, nogle hjælper de svagere. Og så videre. Uden det store overblik. Og dermed uden den store sikkerhed for ikke at træde ved siden af de mange love og regler.

romerne omkring år 0 skal have været meget partikulære med, hvem der blev straffet – og på hvilken måde. Der var dem, der kunne undværes, og dem der ikke kunne. Præcis som i dag. Dengang som nu var det graden af selvkontrol, OG indsigt i samfundsmekanismerne, der bestemte omfanget af støtter – som dermed afgjorde omfanget af straf. Jo mere kendt og agtet, desto større handlefrihed.

Ikke meget anderledes i dag. Eller måske snarere MEGET anderledes, sådan at forstå, at kampen for anerkendelse, og dermed muligheden for større frihed til at udfolde sig, er vokset mere end eksponentielt med væksten i befolkning. For i dag VED vi – vi ser det overalt, på TV, i film, i bøger, på nettet – at succesrige mennesker ikke er meget anderledes end os selv. Og vi får at vide, at der kun er sociale formler til forskel på fattigdom og rigdom, fiasko og succes. Enhver kan blive en stjerne, for en aften og måske resten af livet. I årevis har vi set, at synlighed kan være en beskyttelse.

nu er vi så begyndt at forstå, at dét at være synlig også er en risiko – man kan blive forfulgt af fans og folk, der ikke kan lide én; blive overfaldet, anklaget for alt muligt, sagsøgt, udsat for kidnapning og afpresning, brugt som terroristmål, myrdet. Måske er det ikke så fedt at blive synlig. Måske er det ikke så fedt tilsyneladende at have frit råderum…

Forkert! Alle stjernerne afleder opmærksomheden fra dem med det “uregulerede” liv. Fra beslutningstagere af alle slags, på alle niveauer. Mennesker, som ikke på samme måde som alle andre står til ansvar overfor lovene. De er måske ikke synlige, men de er der ikke desto mindre i store antal. Og de vil nok altid være der. Hele vort system, vores civilisation, er bygget på at beskytte dem, der leder. Alle begrænsninger i vore kulturer kan føres tilbage til dét, at vi som art mener, vi behøver at beskytte vore ledere. Alt, hvad vi accepterer af overgreb, beskytter en faktisk leder eller et lederideal. Religiøst eller politisk eller socialt eller en forælder… listen stopper ikke.

Igen: NÅR vi accepterer et overgreb, beskytter vi en leder. Når vi stillet overfor historier om tortur, politisk mord, isolationsfængsling…, administrativ negligering, siger ” men hvad skal jeg gøre ved det?”, beskytter vi en leder. For flertallet et grundlæggende billede af en forælder, der ikke var der nok, eller var der for meget, eller var der tilpas, omfanget af behovsstillelse er lige meget. For det var vores første leder. Og dén leder søger de fleste af os efter resten af livet. Og forsvarer enhver, der synes at komme tæt nok på idealet. Far eller mor er dén inde i os, som tillader eller forbyder overgreb af alle slags. Far eller mor tillader tortur og politiske fængslinger og udsultninger af den 3. verden og oliekrige og folkemord. Indtil vi er parat til at beskytte en mere human leder – sekundært i vores omverden, men først og fremmest inde i os selv.

KAAnon

SÅ kom den endelig, KAAnonen.

Som alle aviser og nyhedstimer på TV insisterer på at illustrere med kanoner snarere end med folk, der synger i kor, blot ude af trit.

Er det blot en holdning, som kan hjælpe skolebørn og lærere med at fokusere på, hvad der er dansk, ELLER er det endnu ét blandt mange af regeringens forsøg på at ensrette vidensadgangen i det danske samfund?

I Perú var det langt nemmere – her havde folk ganske enkelt ikke hverken penge eller tid til at orientere sig – men i DK er politikerne nødt til at maskere uviljen til divers indlæring med et oldnordisk remseforlæg á la kongerækken: Det, der betyder noget… – efter i årevis (både fra venstre og højre af) at have udhulet folkeskolen med alternerende skyld over at eleverne skal præstere noget (bestemt), og vrede over manglende udenadslære.

For nyligt så jeg omtalt en meget markant forskel: Der er politikere, og så er der verdensmænd og-kvinder. Altså, der er administratorer med offentligt ansigt, og så er der ledere.

Ledere… dem kan man være uenige med! De skuer ud i fremtiden, sigter mod græsgange, som ingen andre kan se endnu, bygger fremtider af ideer og forestillinger. Administratorer ser ned på fusserne, om der er trådt i kokasser, om der er penge i pengekassen, om der er nogen der lægger an til brok – de er i øjeblikket og reparerer øjeblikket. Har vi nogen verdensmennesker, har vi nogen regulære ledere? Nej, det har vi ikke. VI spænder ben, hver gang nogen stikker hovedet op over madrassen. Vi har fortjent det system, vi har. Og kulturen. Og skolesystemet. Og fremtiden.

Måske er der mening i billedet af en kanon? Men det er nok ikke nok med én, hvis man skal sænke et helt samfund.