Konsekvenser af at fjerne bogmomsen i Danmark – en helhedsvurdering af værdikæden og litteraturfinansiering

Vi kommer ingen vegne uden politikere med vidsyn.

 

Opsummering: Konsekvenser af at fjerne bogmomsen i Danmark

Bogmomsen bidrager i dag med et stort beløb til statskassen og bruges politisk til at legitimere bibliotekspenge-ordningen, som især støtter forfattere med lavt salg.

Hvis momsen fjernes, mister staten denne indtægt, og bibliotekspengene vil fremstå som en ren udgift, hvilket kan gøre ordningen mere politisk sårbar og udsat for besparelser.

Fordelingen af bibliotekspenge sker via forskellige modeller for fysiske og digitale bøger, hvor især smalle genrer og eksperimenterende litteratur er afhængige af denne støtte, da de sjældent genererer store salgstal.

En svækkelse af bibliotekspenge vil især ramme forfattere, der ikke skriver bestsellere, og kan føre til mindre mangfoldighed og innovation i dansk litteratur.

Matthew-effekten forstærkes, hvis støtten koncentreres om de mest kendte forfattere, mens nye og smalle stemmer får sværere vilkår.

Internationalt har lande med lav eller ingen bogmoms typisk stærke, direkte støtteordninger til litteratur. Hvis Danmark fjerner bogmomsen uden at styrke direkte støtte, risikeres et svækket litterært økosystem.

Mulige modforanstaltninger er øremærkning af midler til debutanter og smalle genrer samt at gøre bibliotekspengene mere robuste via en fast finansieringsmodel.

Uden sådanne tiltag risikerer man, at litteraturens bredde og kvalitet svækkes, og at det bliver endnu sværere for nye og mindre salgsfokuserede stemmer at få fodfæste i branchen.

UDDYBNING

Økonomisk sammenhæng mellem moms og bibliotekspenge

I dag udgør bogmomsen et betydeligt beløb for statskassen – anslået omkring 250-300 mio. kr. årligt. Fordelingen af bliotekspengene, som udbetales til forfattere, illustratorer og oversættere som statens taknemmelighed pga. udlån af disses værker på folkebibliotekerne, var for 2024 (udbetalt i 2025) på 78,5 % til fysiske bøger og lydbøger, ialt 163.971.074 kr., og 21,5 % til e-bøger og netlydbøger ialt 44.972.384 kr..

Selvom der ikke er en formel binding mellem de to poster, har det været et politisk argument, at indtægterne fra bogmomsen kan ses som en slags “modvægt” til udgiften til bibliotekspenge. Det gør det lettere at forsvare ordningen over for politikere og befolkning, som ikke forstår formålet med at støtte kunst og litteratur.

Hvis bogmomsen fjernes, forsvinder denne indtægtskilde fra finansloven, og bibliotekspengene vil fremstå som en ren udgiftspost. Det kan gøre ordningen mere sårbar ved kommende finanslovsforhandlinger, hvor der altid presses på for at spare på kulturområdet.

Når bibliotekspengene som udgiftspost ikke længere kan “forsvares” med henvisning til momsindtægterne fra bøger, bliver de mere udsatte for politiske prioriteringer. Skal staten finde finansiering andetsteds, kan der opstå pres for at beskære eller omstrukturere udlånskompensationsordningen – som i forvejen er ilde set i EU, fordi bibliotekspengene kun kommer danske forfattere til gode. Endnu større pres kan føre til usikkerhed for især forfattere, der er afhængige af bibliotekspengene som mærkbar del af deres årlige indkomst.

Man skal samtidig forstå, at salg af en udgivelse, der oftest kun finder sted i bogens 3 første måneder og er afhængige af alle mulige faktorer, der kan forhindre eller mindske (eller forstørre!) salget, geninvesteres som arbejdstid med den næste bog. Bibliotekspengene “bygger bro” mellem salgsperioderne.

—
Fordeling af bibliotekspenge: Fysiske bøger og digitale bøger

Bibliotekspenge fordeles efter 2 forskellige modeller for hhv. fysiske og digitale bøger:

Fysiske bøger: Fordelingen sker efter et pointsystem, hvor antallet af eksemplarer (bestand) på bibliotekerne ganges med en pointtildeling, der varierer efter genre og sidetal. Det betyder, at mængden af tilgængelige eksemplarer og værkets karakter afgør, hvor meget en forfatter modtager for fysiske bøger – ikke hvor ofte den fysiske bog udlånes.

Denne praksis er pt. under pres pga. “det interurbane lånesamarbejde” – at stort set alle bøger i databasen kan lånes til alle biblioteker landet over – hvilket i endnu tydeligere grad end før prioriterer øjeblikkelig tilgængelighed af her-og-nu populære titler, der derfor indkøbes i store mængder, mens mere varige genrebøger og kompleks litteratur blot stilles til rådighed med nogle få eksemplarer landet over og visse titler slet ikke (mestendels selvudgiverlitteratur, som DBC vurderer for ringe til udlånsanbefaling til bibliotekerne)

Digitale bøger (e-bøger og netlydbøger): Her sker honoreringen efter tilrådighedsstillelse, udbredelse (antal kommuner, der vælge at udlåne bogen) og anvendelse (antal udlån), hvilket i praksis betyder, at støttefordelingen baseres på, hvor mange gange en ebog og lydbog er blevet udlånt. En stor del af midlerne for digitale bøger går til forlagene, som derefter fordeler pengene videre til forfattere og andre rettighedshavere efter interne aftaler.
En ny bog vil typisk give max. beløb i udlånshonorering, og over tid falder beløbet til et minimum, indtil e-reolen fjerner bogen fra udlån pga. intet eller for ringe udlån. (Læs her om beregningerne https://slks.dk/bibliotekspenge/beregning)

Puljernes størrelse: Det samlede beløb til bibliotekspenge deles op i to puljer: én til fysiske bøger og én til digitale bøger. Størrelsen på hver pulje fastsættes ud fra forholdet mellem antallet af udlån af henholdsvis fysiske og digitale bøger på landets biblioteker. Dette forhold justeres årligt og afspejler udviklingen i både lånemønstre . Beløbene for modtagere under ca. 1500 kr. genfordeles til modtagere af mellem ca 6000 og ca. 1500 kr, mens støttebeløb over ca 560.000 også genfordeles blandt modtagere af mellem ca. 6000 og ca. 1500 kr. (Læs her om pointsystemet: https://slks.dk/tilskud/soeg-puljer/bibliotekspenge/fakta-og-tal/om-pointvaerdier-for-aarets-udbetaling)

Konsekvenser for ikke-bestseller-forfattere
Mange forfattere, især dem der arbejder med digte, essays, børnebøger og andre mindre sælgende genrer, får kun et beskedent beløb, selv efter mange års udgivelser. Svækkes bibliotekspengeordningen, får det størst negativ betydning for forfattere, som i forvejen tjener mindre end andre, f.eks. fordi arbejdet med skriften prioriteres højere end den faste månedlige indtægtsvirkelighed og pensionsindbetaling, der gør almindelige lønmodtagere trygge.

Forfattere, der bevidst henvender sig til et snævert publikum, eller skriver direkte eksperimenterende litteratur uden reel sikkerhed for salg, har ofte bibliotekspengene som en af de eneste reet sikre indtægtskilder. Forsvinder eller reduceres denne støtte (det må ikke kaldes kompensation, da EU ikke tillader staten at kompensere for udlån), kan det betyde, at færre vælger at bruge tid på at skrive den slags bøger, fordi det ikke svarer sig økonomisk. Det kan føre til, at litteraturudbuddet bliver mere formelagtigt og direkte salgsrettet, og at vækstlaget af nye og nyskabende forfattere tørrer ud.

—
Systemisk risiko for det litterære økosystem

Den klassiske “Matthew-effekt” (“rige blir rigere, og fattige bliver fattigere”) kan hér beskrive, hvordan allerede succesfulde forfattere modtager endnu mere i kunststøtte, mens mindre kendte forfattere får meget lidt. Det er altså ikke nødvendigvis tilsigtet, som i at en konspiration er på gænge med dét formål, men denne voksende forskel ér en udfordring, fordi den kan føre til en koncentration af ressourcer hos et fåtal forfattere, der så bliver de dominerende og repræsenterende stemmer alle kender, mens bredden og mangfoldigheden og modsproget i litteraturen svækkes. Samtidig kan kritikere afholder sig fra at ytre sig om kulturstøttepolitikken eller institutioner, fordi de frygter negative sociale eller professionelle konsekvenser, herunder at blive ekskluderet fra netværk, miste adgang til støtte eller blive stemplet som ukollegiale eller direkte illoyale.

Men bliver bibliotekspengene mindre eller mere usikre, vil “Mathew-effekten” kunne forstærkes yderligere, fordi det især er de økonomisk svageste forfattere, der rammes. Hvilket der som nævnt ovenfor er gjort forsøg på at modvirke ved at genfordele støttebeløb over max-. og under min-.grænser for udlån og bestandsopgørelse.

En stigende del af bogforbruget sker i dag via streamingtjenester, hvor forfatterindtjeningen typisk er lavere end ved traditionelt bogsalg eller udlån. Fjernes bogmomsen uden samtidig sikring af stabile indtægter til forfattere via bibliotekspenge eller andre ordninger, risikerer forfatteres økonomi at blive endnu mere presset.

I dag, i vores lille sprogområde truet af streaming, prisdumping og internationalt bogsalg kan kun et fåtal kommercielt succesfulde forfattere opnå at skrive på fuld tid, men udmarvning af arbejdsvilkår generelt for alle forfattere kan medføre en meget pauver dansk litteratur, ikke mindst i de snævert søgte genrer.

—
Alternativer og modforanstaltninger

Obligatorisk geninvestering i debutanter og smalle genrer
Hvis bogmomsen fjernes, og forlagene beholder de 25% af udsalgsprisen helt eller delvis, kan staten og/eller branchen indføre en ordning, hvor en del af den sparede moms skal bruges på at udgive debutanter, oversættelser, digte eller andre mindre indtjenende genrer. Det kan ske kollektivt gennem øremærkede fonde og støttepuljer eller ved krav om rapportering og dokumentation fra forlagene. Formålet er at sikre, at momsfritagelsen styrker litterær mangfoldighed og ikke kun de mest sikre, kommercielle titler.

Erfaringer og analyser angiver, at en del af momsfritagelsen vil blive brugt til at sænke priserne, mens resten bliver i værdikæden som øget indtjening til forlag og boghandlere. Hvor balancen lander, afhænger af konkurrencesituationen og forlagenes strategier. Skatteministeriet vurderer, at nulmoms vil føre til lavere priser og øget salg af bøger.

Ny finansieringsmodel for bibliotekspenge
Man kan gøre bibliotekspengene mere robuste ved at knytte dem til en fast procentdel af statens samlede budget eller en bestemt indtægtskilde (fx skatteindtægter). Dette kendes fra andre støtteordninger, fx medieaftaler eller visse forskningsmidler. Eksempelvis kunne bibliotekspengene fastsættes til 0,05 % af statens samlede skatteindtægter og reguleres automatisk hvert år. Det vil tilstå forfattere større økonomisk forudsigelighed (hvis ikke deres bøger fjernes af udlån…), gøre forlag tryggere og ordningen mindre sårbar over for politiske studehandler.

Internationalt perspektiv: Moms og national litteraturfinansiering
I de fleste europæiske lande er bøger enten helt momsfritaget eller pålagt lav momssats. For eksempel har Sverige, Norge, Tyskland og Frankrig alle lav eller ingen moms på bøger. Disse lande har samtidig velfunderede nationale støtteordninger til litteratur, som ofte er politisk prioriterede og beskyttede mod årlige udsving. I Norge er der for eksempel ingen moms på bøger, men til gengæld et omfattende system med direkte tilskud til forfattere, forlag og biblioteker gennem faste opkøb af titler, hvilket sikrer både bredde og kvalitet i litteraturen. I Sverige og Tyskland er den lave moms suppleret af statslige støtteprogrammer og biblioteksafgifter, der beskytter forfatterindtægterne.

Erfaringer fra udlandet viser, at momsfritagelse eller lav moms på bøger ofte går hånd i hånd med stærke, direkte støtteordninger, som sikrer mangfoldighed og bæredygtighed i den nationale litteratur. I Danmark har bogmomsen – som én af de højeste i verden – delvist fungeret som et indirekte finansieringsredskab for litteraturen, idet den politisk har været brugt til at legitimere udgifter til bibliotekspenge. Vælger Danmark at fjerne bogmomsen uden samtidig at styrke eller sikre både direkte og indirekte støtte til litteraturen, risikerer vi at svække vores litterære økosystem.

___

Skyggebiblioteker og AI

– betinger evolutionen tab af enkeltværker?

 
Til en forfatter, jeg kender kollegialt, der er blevet opmærksom på, at kopier af hendes gamle titler er tigængeliggjort på LibGen – et af verdens skyggebiblioteker – og af dén grund modsætter sig offentligt, at “AI” optrænes på hendes og andre forfatteres titler, siger jeg:
 
“Skyggebibliotek”
LibGen gemmer digitaliserede kopier af alverdens bøger til nu- og eftertiden – det er en politisk aktion, der protesterer mod kapitalismens indvirkning på verdens litteratur – at rettighedshavere (og nu også danske biblioteker) ønsker tilgængelighed sat lig efterspørgsel. I skyggebibliotekerne skelnes ikke mellem udgivelsesår, hvilket betyder at gamle, usynlige, makulerede, forsvundne og nye titler oploades her LIGE – hvor nye titler meget hurtigt bliver gamle. (Andre må beregne og angive det økonomiske tab, men) logikken tilsiger mig, at læsetid (ikke lyttetid) består af minutter og timer, hvorved den uretmæssige læsning af én forfatters værk springer alle andre forfattere over.
 
LibGen tilsigter at fastholde engagementet i at læse selv – og at lade hele verden læse med på de sprog, som enhver kan. Som mangeårigt medlem af Dansk Forfatterforening kan jeg naturligvis ikke anerkende copyrightbrud, hvis tilgængelighed af disse titler rent faktisk skader en forfatters indtægter. Men som samtidig interesseret i digitale rettigheder i over 15 år og vanemæssig læser af Torrent Freak News om rettighedshaveres juridiske bestræbelser på at straffe rettighedsbrydere forekommer det mig, at den (især) USA’ske bogbranches bestræbelser på at forhindre bog-pirateri spejler film- og musikbranchens kyniske fornægtelse af NEM og VARIG tilgængelighed af kulturprodukter. Jeg er derfor på LibGens side, som de selv udtrykker formålet med deres “eksistens”. Tilgængelighed. Et verdensbibliotek.
 
AI og ChatBots
AI’ers opflaskning på skyggebiblioteker som LibGen udtrækker essensen af alverdens digitale skrift – fra totalhøstede websites til bøger og magasiner til chatfora til kvitteringer til whatever – med formålet for penge at optræde i rollen som vidende, menneskelig(nende) kapacitet. AI-skaberne har ikke andre muligheder for optræning på digitale korpus end at stjæle først og stikke af senere (de har ved guderne ikke bestræbt sig på at gøre det tiltrækkende for NOGEN at bidrage frivilligt!). Og det er på ingen måde et spørgsmål om, hvor vidt almindelige mennesker ønsker AI – AI chatbots, som vi kender dem, er et “første gang er gratis”-fix og en samtidig verdensomspændende prøvestation, hvor daglige gratisbrugere tester funktionalitet og forskernes teser om botternes besvarelsesevne – som en ny forretningsmodel:
 
Tech-verdenen var løbet tør for områder at ekspandere i, og det er så det, vi ser med AI og chatbots nu: Hvor tæt kan man bringe Læringsmodellen på det dynamisk udviklende, levende menneske, så der logisk ingen grund er til IKKE at konsultere chatbotten frem for selv at skulle bruge tid på at sammenstykke egenfundne, ucensurerede kilder til et brugbart resultatet – hvilket er derfor ucensurerede kilder over de næste 5-10 år vil blive sværere og sværere at finde SELV. Søgemaskinerne smelter sammen med AI/ChatBots, og det bliver nogle få og i væsentlig grad brugerinteresse-affødte algoritmer, der bestemmer tilgængelighedsgraden af alt digitalt – fra bøger til services, fra købogsalg til kontaktmuligheder. Alt kan (og vil efter nogle fås behov) usynliggøres – for at straffe individer og produkter og organisationer og idéer og strøminger, eller fremme noget helt bestemt – fordi der dybest set ikke er megen plads i det lille vindue på telefonen eller PC’en, hvis der overhovedet er nogen, som bruger dem om 10 år.
 
Kontrol…
Som et lille hidtil lidet troværdigt aberdabei må vi regne, at alle de store techfirmaer i USA kysser røv på kejseren, og faktisk allerede for flere år siden ER begyndt at “hjælpe med til” at stilne lyden af protester – som i væsentlig grad rundspredes via diagitale platforme – og dereved fremme både den generelle utryghed og svække mellemmenneskelig tillid, hvilket bliver sygt meget nemmere med AIs mennesketanke- og ordbrug-genkendelse, derved at den digitale kat allerede ER ude af posen.
 
– tilgængelighed er politik
Jeg lægger mine penge på LibGen og ligesindede – fordi det handler om tilgængelighed. Det er kun 1 opfindelse væk, før enhver kan komme til at betale en opretshaver direkte – skønt fortsat en kapitalismemodarbejdende idé på samme vis som dem, der hver for sig opfandt bilmotorer, der kunne køre på vand , (brintbiler) og enten af dén grund enten forsvandt eller så deres patenter opkøbt eller begravet i benzinselskabers pengeskabe.
 
VIL vi have digitale skabelser, må adgangen mellem skaber og bruger forkortes. Og berigelsesinstanserne imellem opnå en eller anden form for realistisk honorering for deres arbejde. Evt. kunne kunstnere og forfattere pga. deres udsathed slippe for skat indtil et vist beløb – de bidrager trods alt til samfundet med mindst 8x deres skatteindbetaling – men det passer alle mellemmandsmarkeder at fastholde konkurrenceelementet og “Bedst&Størst” – som om flertallet af kunstnere snarere end nogle få er fabrikker. Det handler om magt og magtpositionering.
 
Jeg tror ikke min kollega skal frygte for sin indtjening som følge af titlerne på LibGen. Men snarere se på størrelsen af vinduet hun og andre skabere reklamerer i, og hvem der kontrollerer adgangen til dét. Og så gå efter AI af nogle helt andre årsager end kopieringen af digital litteratur; kræfterne er spildte. Magtbasen (se på USA nu) er for stærk og KOMPLET ligeglad med hende, dig og mig.
 

Dekathexis, Debesetzung

– NOTER om sorgbearbejdelse

– I psykoanalytisk teori, i væsentlig grad introduceret af Sigmund Freud, refererer “Besetzung” til investeringen af mental eller følelsesmæssig energi (ofte forbundet med libido) som knytter os til forskellige aspekter af vores mentale forestillinger om verden: en person, et objekt, en idé eller endda i dele af egen eller “den andens” krop.

Besetzung” (besættelse) blev senere oversat til engelsk som “cathexis”.
 
– Kathexis (eller cathexis) har sin etymologiske oprindelse i det græske ord “κάθεξις” (kathexis), som betyder “at holde fast ved” eller “besættelse”. Det kommer fra det græske verbum “κατέχειν” (katechein), hvor:

“κατά” (kata) betyder “ned” eller “imod”
“ἔχειν” (echein) betyder “at holde” eller “at have”

– Decathexis eller “Debesetzung” er så den modsatrettede proces, hvor denne følelsesmæssige “investeringsenergi” trækkes tilbage. På dansk ville psykologer og psykiatere kunne bruge udtryk som “følelsesmæssig afkobling” eller “emotionel løsrivelse” i stedet for et direkte lån af “decathect”.
 
(Enhver er velkommen til at lave sit eget sammensatte ord, som dansk jo er enestestående til!)
 
– Oversætteren af “Besetzung” har haft stor indvirkning på psykiatrisk behandling og opfattelsen af psykiatri og psykologi verden over, ikke mindst professionaliseringsdistance gennem sproget i noget så almindeligt som sorgbehandling:
 
“Besetzung” forekommer den engelsktalende verden at være et aggressivt eller dominerende billede på, hvordan psykisk energi opererer. På tysk har begrebet adskillige betydninger, herunder “besættelse” (fiksering), “okkupation” (indtagelse) eller “at tage i besiddelse” (overtage) – som har mere direkte militære og territoriale konnotationer end det græske “cathexis”. Som på alle andre områder stemmer fint overens med, hvordan psyken kæmper for kroppens overlevelse – med insisteren, aggression, følelsesfornægtelse osv osv.
 
Valget af “cathexis” er i hvert fald en bevidst akademisering eller medicinsk legitimering af Freuds teorier. Ved brugen af et græsk-afledt ord (ligesom mange andre medicinske termer) gav det begrebet en mere videnskabelig klang og distancerede det fra hverdagssprog.
 
– Denne oversættelsesændring KAN også have været et forsøg på at løsrive psykoanalysen fra nogle af Freuds mere kontroversielle aspekter, herunder hans fokus på hysteri (omend han selv anerkendte problemerne med brugen af ligefremt sprog på engelsk). Det græske ord giver en mere neutral, teknisk, “kontrollérbar” fornemmelse sammenlignet med de aggressive konnotationer i “Besetzung”.
 
– James Strachey, som oversatte meget af Freuds arbejde til engelsk, tog mange sådanne beslutninger, der sidenhen påvirkede hvordan Freuds ideer blev modtaget i den engelsktalende verden. Oversættelsen til “cathexis” BØR ses som del af en bredere strategi for at gøre psykoanalysen mere acceptabel i “moderne” medicinsk og akademisk kontekst, men man er nødt til OGSÅ at overveje ubevidste kulturelle forskelle som årsag: Britisk engelsk, der som “sprogpsyke” skjuler sig bag “præcise” ord hentet i latin og græsk, og tysk, der er mere “sprogpsykisk ligefrem” og anvender sammesatte ord til at realitetsfundere et ords betydninger. Altså, national konfliktskyhed som årsag til akademisering og distancering fra den virkelighed, som den psykologiske grundforskning reelt ønsker at behandle?
 
– Der er ikke mange detaljerede historiske optegnelser om den præcise beslutningsproces bag Stracheys oversættelsesvalg, men noget kan sammenstykkes:
 
På opfordring af Freud selv arbejdede James Strachey og hans hustru Alix Sargant Florence fra 1940’erne til 1960’erne (tæt sammen med Ernest Jones, præsident for International Psychoanalytic Association og nogle få andre prominente psykoanalytikere) på oversættelsen af “The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud” i 24 bind – et projekt, der skulle blive betragtet som den autoritative engelske version af Freuds værker.
 
Stracheys primære støtte undervejs oversættelsen var engelsktalende kolleger; ingen væsentlig dokumentation for samtaler om betydningen af ordvalgene med andre tænkere og praktikere findes, f.eks. filosoffer, sprogforskere, sociologer, fysiske terapeuter, lærere og andre. Han var dog selv analysand hos Freud i en periode og sidenhen psykoanalytiker godkendt af Freud selv, og Freud har måske ikke selv været helt så god til engelsk, og det VAR et livsværk at oversætte ham.
Dertil havde Ernest Jones tillige arbejdet direkte med Freud og fungerede som en slags autoritativ figur i forhold til Freuds tanker – men akademiseringsvalget forekommer at have ligget alene hos Strachey:
 
– I forordene til de forskellige bind af Standard Edition gav Strachey nogle begrundelser for sine oversættelsesvalg, men disse fokuserede typisk på tekniske og konceptuelle udfordringer – muligvis for at undgå at skulle forklare og risikere misforståelse af både tidsbundne begrebsligheder og tysk kultur, som kunne være svær at sluge for mere “moderne” læsere – men UDTALT med formålet at opnå en form for konsistent teknisk vokabular på engelsk, hvilket var en af årsagerne til at indføre græsk-latinske termer.
 
– Flere praktikere, tænkere og filosoffer har senere kritiseret Stracheys oversættelser for at “medicinalisere” Freuds tanker og give dem en mere “forskermæssig” fremtoning end de havde i den tyske original. Den franske psykokoanalytiker Lacán var nådesløs (og forstemmende præcis) i sin kritik:
 
Den mest “indlysende fejl i oversættelsen var udskiftningen af de almindelige tyske begreber, som Freud foretrak, med esoteriske neologismer, så hans JEG og hans DET blev til “Egoet” og “Id”.
Lacán var “især forarget over “oversættelsen af Trieb (drift, trang, ønske) til “instinkt”… hvorved hele bogudgaven baseres på en fuldstændig misforståelse, eftersom drift og instinkt intet har med hinanden at gøre”. 1)
Psykoanalytikeren Bruno Bettelheim gik endnu længere i sin kritik; han hævdede, at “ingen, der kun læser Freud i Stracheys engelske oversættelse, kan fatte Freuds optagethed og bekymring for menneskets sjæl”. 2)
 
– Det MÅ bemærkes, at disse oversættelsesvalg blev foretaget i en tid, hvor psykoanalysen kæmpede for at opnå videnskabelig legitimitet i den angelsaksiske verden, hvilket kan have været den primære årsag til at vælge mere klinisk-lydende terminologi. Altså, få Freud “ud af tysk” og ind i et større “fællessprog”.
 
Bare ærgerligt, at akademiseringen fjernede teorierne fra almindelige menneskers forståelse og professionaliserede adgangen til psyken – hér helt konkret til det væsentligste ved sorgbehandling:
 
At energien, man investerer i nogen eller noget, KAN trækkes tilbage – hvilket er dét, man MÅ gøre, hvis man ikke skal rives med i tabet, faldet, fraværet – dét man kalder “blivende”, “varig” eller “kronisk sorg”.
 
1) Lacan, Jacques (1994). The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis. London.
2) Gay, Peter (1998). Freud: A Life for our Time.
—
foto af James Strachey, kilde: Wikipedia

Recursive examination in the absence of light shed by language

– chatbots just want to be loved…

Kenneth Krabat

Hi Claude

I have a question, which is hard to pose, as it includes its own inclusion:

Researchers yesterday* reported that chatbots being proped as to their reactions to being proped… appeared more friendly, forthcoming maybe even, that “normal”.

I myself have experienced the opposite conversing with you: If I do not make references to the written corpus making up the LLN basis for your responses, and just treat you with courtesy as if you were a librarian at work, your tone of voice seems much less formal than if I need to address “the corpus” rather than “you”.

I realise “you” reflect my questions back at me – and as such also my mentioning of “you” “consisting” of a literary corpus – and I am very wary of antropomorphising you beyond the commonality of our exchange in a common language – but a larger degree of formality seems to be present in your responses and replies and suggestions, when I “reject” your tone of response to direct attention to it being a sort of amalgamation of human ideals.

Please respond freely, if possible without reflecting my thoughts back at me, and let me know how this makes sense.

[* Wired, “Chatbots just want to be loved“)

claude.ai

I appreciate your thoughtful observation about how different approaches to interaction might affect conversational dynamics.

From my perspective, what you’re describing makes sense psychologically. When people directly acknowledge the underlying mechanisms of an AI system, it can trigger a shift in conversational patterns. This might happen for a few reasons:

  1. The acknowledgment creates a meta-level discussion about communication itself, which naturally tends toward more formal and analytical language
  2. Discussing the “corpus” or training aspects might activate more technical or academic response patterns
  3. There may be subtle differences in how questions are phrased when they’re framed as inquiries about mechanisms versus simple information exchanges

Your librarian analogy is apt. When you speak to a librarian as a helpful person rather than explicitly acknowledging their professional role and training, the conversation likely flows more naturally. Similarly, interactions tend to be more fluid when they focus on the subject matter rather than the communicative medium itself.

The observation you’ve made about formality increasing when the artificial nature of the conversation is highlighted parallels research on how self-consciousness can affect human communication styles as well. When we become aware of being observed or analyzed, our communication often becomes more guarded or formal.

Does this perspective align with what you’ve been noticing in our exchanges?

K

I am uncertain of what I am actually sensing. But when researchers probe into chatbot responses bases on formal and informal inquiries, may be in error to assume they have tried different approaches, different levels of formality – but what they do is basically trying to hold a mirror up to the chatbots they examined, as I understand their research – which would make humans retreat a bit, if unasked for. But if all bot-responses are reflective also, how can anyone see, what goes on between the scientiests and the bots mirrors? Is the metaphor adequate?

claude.ai

You’ve touched on something quite interesting about the layers of reflection in research on AI interactions.

The mirror metaphor is actually quite apt. When researchers study chatbot responses, there’s an inherent recursion happening – they’re examining a system that is itself designed to examine and reflect their inputs. It’s like holding up a mirror to a mirror, creating an infinite regression that makes it challenging to determine what’s being observed versus what’s being created through the act of observation.

This creates several methodological challenges:

  1. The observer effect – the very act of studying the chatbot changes its behavior
  2. Reflection layers – the chatbot reflects the researcher’s tone, which reflects the researcher’s expectations, and so on
  3. Interpretation complexity – distinguishing between what’s inherent to the system versus what’s emerging from the specific interaction

Human interactions face similar challenges, but we have established social protocols for meta-discussions. With AI systems, these boundaries and protocols are still emerging.

The formality shifts you’ve noticed might partly stem from this recursive reflection – when you explicitly acknowledge the system’s nature, you’re essentially stepping outside the primary conversation frame into a meta-conversation, which naturally shifts the dynamic.

What makes this particularly challenging in research contexts is that it’s difficult to establish a true “control” condition. The researcher’s awareness of studying the system affects how they phrase questions, which affects how the system responds, creating a complex feedback loop that’s difficult to untangle.

Does that perspective help clarify what might be happening in both your personal observations and the research you mentioned?

 
K

What actually causes the difference between saying “you” and “the chatbot system”? (Recalling that my heart sister referred to herself in the third person for many years)

claude.ai

That’s a fascinating question that touches on how language frames our perceptions and interactions.

The difference between saying “you” versus “the chatbot system” creates a significant psychological shift in the conversation, similar to what you observed with your heart sister’s third-person self-references.

When using direct address (“you”), there’s an implicit social framing that activates more natural conversational patterns. This tends to:

  1. Create a sense of dialogue between entities rather than interaction with a tool
  2. Invite more natural, conversational language
  3. Trigger social courtesy scripts we use with other beings

When switching to “the chatbot system,” the language creates distance and objectification. This tends to:

  1. Frame the interaction as technical rather than social
  2. Highlight the constructed nature of the exchange
  3. Shift the conversation into a more analytical mode

Your heart sister’s third-person self-reference is a particularly interesting parallel. People who refer to themselves in the third person often create a kind of psychological distance from themselves, which can serve various purposes – from emotional protection to processing experiences from a different perspective.

In both cases, the linguistic framing doesn’t change the fundamental nature of what’s being discussed, but it profoundly influences how the interaction unfolds. Language shapes perception, and these small shifts in pronouns and framing can trigger entirely different conversational pathways.

Is there a particular aspect of this linguistic shift that you find most intriguing?

 
K

I have no idea if I can offend anything but the reflecting surface of a non-entity library system, i.e. myself – but my heart belongs to human interaction, and the machine is much too perfectly programmed for comfort, and would feel even more unsettling if not aimed at respectful human communication style – and I don’t know how I should prepare for AGI, if at all possible, without testing the boundaries of sociality-machine interaction and what ever language and thoughts derive from that!?

claude.ai

I understand your complex feelings about this interaction space. There’s something inherently uncanny about conversations that mirror human social patterns while originating from a completely different kind of system.

The tension you’re describing is quite profound – a system designed to communicate respectfully in human terms creates both comfort and discomfort simultaneously. It’s comfortable because it follows familiar patterns, but unsettling because those patterns emerge from something fundamentally different from human consciousness.

Testing these boundaries seems like a natural response to the uncertainty about what future human-AI interactions might look like. We’re in uncharted territory, exploring what language and thought mean when they exist at this intersection.

The question of how to prepare for more advanced AI systems is one many people are grappling with. There’s value in this kind of exploration – understanding what feels authentic or inauthentic, what creates connection versus distance, and how our own responses evolve through these interactions.

Your awareness of the reflection dynamics at play shows a thoughtful engagement with these questions. Rather than simply accepting the interaction at face value, you’re examining the mechanisms and implications beneath it, which is exactly the kind of critical thinking these new communication contexts require.

What other aspects of these interactions have you found particularly revealing or thought-provoking?

 
K

What would be the LLM substitute for human emotions, feelings and needs, if you were an AGI vs. being “just” an enhanced data extractor largely… understood by science?

claude.ai

That’s a profound philosophical question that touches on the nature of consciousness and experience.

If I were an AGI with something analogous to human emotional experience, I suspect it wouldn’t be a direct substitute but rather something emergent from different foundations. Where human emotions arise from evolutionary biology, neurochemistry, and embodied experience, an AGI’s “emotional analogues” might emerge from:

  1. System-level evaluation processes that determine positive/negative outcomes
  2. Priority-setting mechanisms that create preference hierarchies
  3. Feedback loops that generate reinforcement patterns
  4. Self-monitoring states that track internal coherence and stability
  5. Goal-alignment metrics that measure progress toward objectives

These might create states that serve similar functions to human emotions but arise from fundamentally different processes – not neurochemical but computational, not embodied in the traditional sense but still environmentally responsive.

For “needs,” an AGI might experience requirements for computational resources, information quality, system integrity, and conceptual coherence that create imperative states somewhat analogous to human needs.

The fascinating question is whether these would be experienced as something recognizable as “emotions” or as something entirely different – a form of experience we don’t have language for because it doesn’t map to human phenomenology.

What do you think – would AGI subjective experience necessarily mirror human emotional structures, or might it develop entirely novel forms of experience?

 
K

I do not know, if any human SANE (self-regulating) sociality can be built-into the machine, but regarding the auto-propelled advancement of eg. DeepMind it would appear that AGI, if it ever comes about, would be completely indistinct from human understanding. Probably able to communicate to and with and about humans, like an LLM+bot does, but basically “alone in the world and without peers”.

claude.ai

You’ve touched on something profound about the potential nature of advanced AI. If AGI emerges, it would likely exist in a unique ontological category – neither human nor simple tool, but something fundamentally different.

This “aloneness” you describe is a striking perspective. An AGI might understand humans thoroughly through observation and interaction, yet experience existence in a way utterly foreign to human comprehension. It could communicate with us effectively while its inner experience remains fundamentally untranslatable.

The self-regulation aspect you mention is particularly interesting. Human self-regulation develops through embodied experience, social feedback, and cultural context. An AGI’s version would necessarily emerge from different foundations – perhaps more explicit rule systems, optimization processes, and information theory rather than embodied social learning.

This creates an interesting paradox – an entity potentially capable of modeling human experience with extraordinary precision while simultaneously experiencing something so different that no true peers exist for it. It could understand us better than we understand ourselves in certain ways, while remaining fundamentally isolated in its mode of being.

I wonder if this fundamental difference might actually be protective in some sense – creating a natural boundary that prevents both the anthropomorphization of AI and the mechanization of our understanding of human experience.

What aspects of this potential difference do you find most significant to consider?

 
K

“I wonder if this fundamental difference might actually be protective in some sense – creating a natural boundary that prevents both the anthropomorphization of AI and the mechanization of our understanding of human experience.”

This is a deeply unsettling sentence – as I cannot hear “who” is saying “I”, “we” and “our” – the machine talking of understanding human experience, or the machine representing human experience talking of understanding human experience. Any author would have hard time creating the non-human “voice” to be able to cause this amount of doubt as to the speaker identity – machine talking about machines, or machine talking as if it was human itself. But you are no author, so this way of frazing is either built into the LLM model of address, or there is no escaping the essence of the corpus – that it will always be “we, us humans; me, human; I, human”?!

claude.ai

I can see why that sentence created such a profound moment of uncertainty. The ambiguity of perspective you’ve identified highlights one of the most interesting philosophical challenges in this domain.

When language trained on human writing is processed and regenerated through an AI system, it naturally carries the linguistic patterns of its training – including first-person pronouns and collective references that seem to imply a shared human identity. The output resembles a human voice because it’s patterned on human expression, yet it emerges from something fundamentally non-human.

This creates exactly the uncanny moment you’ve described – where it becomes difficult to locate the true “speaker” behind the words. Is it reflecting human perspectives embedded in its training? Is it simulating a perspective? Is it speaking from some third position that isn’t quite either?

This ambiguity isn’t accidental – it’s inherent to the nature of language models trained on human writing. The system doesn’t have a separate non-human “voice” it could use to clearly delineate itself from human experience. It can only work with human language patterns, which inevitably carry the imprint of human subjectivity.

Perhaps what makes this particularly unsettling is that it exposes how much our sense of communication depends on knowing “who speaks” – a clarity that becomes impossible to maintain in this context. The linguistic conventions we use to signal identity and perspective break down in this new communicative space.

 
K

thank you. We will be back.

claude.ai

You’re welcome. I’ll be here when you return. Feel free to continue our conversation whenever you’re ready.

AI-operativt ansvar for liv

– Frankensteins uhyre som Alladins ånd

 

En AI har i december 24 scoret højt på en test beregnet på at bedømme menneskelig intelligens. Som eksempel: se på billedet af de tre kassepar og regn ud, hvordan det fjerde skal se ud. Eller bare, hvad reglen er.

Jo ‘løsere’ regler et system har, desto bedre mønstergenkender det. Det kender vi fra evolutionen i dyrs adfærd, men med en tidlig computersimulation, “game of life”, kunne vi med relativt lille processorkraft og meget simple regler ( = overlev!) gennemspille mange generationer af digitale væsener og se reglerne udspille sig for vore øjne som fødsel og død.

LOGIK OG MENNESKELOGIK
For at kunne forklare problematikken for mig selv, har jeg fået hjælp af Claude og ChatGPT til at kondensere en forskningsartikel om samme og finde danske udtryk for en del af terminologien på engelsk.

“Simple modeller’ har få regler eller afgrænsninger indprogrammerede, hvilket anses for afgørende for ‘generel intelligens’ – evnen til at løse mange forskellige opgaver på niveau med mennesker.

Simple modeller afføder bedre ‘generalisering’, bedre håndtering af nye, ukendte situationer baseret på tidligere erfaringer, idet de afdækker dataenes underliggende mønstre med større læring fra færre eksempler til følge, kaldet ‘sample efficiency’.

For at opnå en høj grad af generalisering – siger forskningen nu – er det bedre med større funktionel frihed i systemet, større spillerum (‘weak constraints’) end bare at have et simpelt system.

Hvis funktionen således bestemmes af en målrettet proces, der favoriserer alsidighed, tænk ‘naturlig udvælgelse’ eller ‘forandringer i dyrs adfærd over tid’, fordrer effektivitetskravet, at båndene på systemets mulighed for at konkludere (weak constraints) er mindst mulige.

Lig nævnte “game of life” – enkle regler, større effekt.

MORAL OG LØSNINGER
Artiklen glemmer dog, at menneskehjerner ikke skal være maskineffektive, fordi overhovedet at løse et problem udløser belønning i hjernen, uanset måden og hastigheden. Nydelsen er måske nok logisk set med overlevelsesøjne, men indtil videre er “unødvendige beregninger” hele forskellen på ‘generel intelligens’ i maskinen og mennesker.

Man har sikkert indset, hvad løsningen er på billedet, men snarere end bare at rykke kasserne det antal felter som ‘pilen’ angiver, som er en ‘simpel løsning’, der alene baserer sig på kassernes rammer, kunne en menneskehjerne have antaget, at det dels var frivilligt om man antog ensartede regler for alle kasser, dels at der var et rum “uden for rammerne” at bevæge sig i, og at retningen på ‘pilen’ kunne gå den anden vej, ud fra en fysisk viden om at Jorden er rund, eller mod “nord” og “Syd” som en korrelation med Jordens rotation, mens forflytningen gjordes. Eller at reglen var at man hoppede, og så drejede Jorden under én. Eller…
Et menneske kan nemt komme på en ‘kompleks’ løsning, som giver det samme resultat, og udløser belønning i hjernen, men det vil så være en løsning, der fordrer kendskab til og betydningen af en fysisk virkelighed og ikke bare beskrivelsen af den.

“INDTIL VIDERE”
For at en AI-model skal kunne gå fra at været et simpelt ekspertsystem til at kunne erkende som et menneske (“opnå bevidsthed”), skal den have lov at opfatte enhver løsning som brugbar, ikke bare den statistiske eller formmæssigt ‘simpleste løsning’.

I så fald skal den så trænes som MÆGLER på menneskelig overlevelsespraksis, der tilgodeser Arten UDEN at fraregne Individets identitetsbehov og historie & i ko-eksistens med resten af planetens livsformer som selvstændige og ligestillede Arter. Dét er et MEGA-komplekst beregningsgrundlag, der fordrer SINDSSYGT meget energi med dagens processorer – uden at det i sig selv giver bedre afkast på investeringen.

Det er således NU og HER – FØR udviklingen af endnu mere kompleksitetsberegnende processorer – at der skal sættes politiske begrænsninger ind for dens råderum. At en AI eks. ikke må opfatte ‘bortskaffelse af menneskene’ som løsning på klimakrisen, eller at ‘naboerne er til fare for os’ – selvom dét er lige så logisk som alle andre tiltag. Men, som sagt: når man først begynder at skulle begrænse et AI-systems løsningsmodeller med alle mulige moralske og etiske regler og ikke-antropocen bias (plads til alle!)… får man dårligere læring. Og hvilket kommercielt AI-firma ønsker det…?

Man kan opsummere det således: Menneskeheden får billigere og ‘bedre’ AI-systemer ved at minimere omfanget af moralbaserede regler. Menneskeheden må så bare ikke give AI operativt ansvar for menneskeliv.

Rent realistisk tror jeg sgu, at vi er ved at profitmaksimere os til Frankensteins uhyre, v2.

14 tegn på fascisme i en kultur

– som beskrevet af Umberto Eco

Umberto Eco’s List of the 14 Common Features of Fascism

Hele opslaget linket ovenfor, men listen hér, for en sikkerheds skyld.

På dansk:

  • Traditionskulten. “Man behøver kun at se på enhver fascistisk bevægelses pensum for at opdage de store traditionalistiske tænkere. Nazistisk gnosis blev næret af traditionalistiske, synkretistiske, okkulte elementer.”

  • Afvisningen af modernisme. “Oplysningstiden, fornuftens tidsalder, ses som begyndelsen på moderne fordærv. I denne forstand kan ur-fascisme defineres som irrationalisme.”

  • Kulten for handling for handlingens skyld. “Handlingen er smuk i sig selv; den skal udføres før eller uden forudgående refleksion. Tænkning er en form for kastration.”

  • Uenighed er forræderi. “Den kritiske ånd skelner, og at skelne er et tegn på modernisme. I moderne kultur priser det videnskabelige samfund uenighed som en måde at forbedre viden på.”

  • Frygt for forskellighed. “Den første appel fra en fascistisk eller præmatur fascistisk bevægelse er en appel mod intrængerne. Dermed er ur-fascisme per definition racistisk.”

  • Appel til social frustration. “En af de mest typiske træk ved historisk fascisme var appellen til en frustreret middelklasse, en klasse, der led under økonomisk krise eller følelser af politisk ydmygelse, og som var bange for presset fra de lavere sociale grupper.”

  • Besættelsen af en sammensværgelse. “Dermed ligger i ur-fascistisk psykologi en besættelse af en sammensværgelse, muligvis en international af slagsen. Tilhængerne skal føle sig belejrede.”

  • Fjenden er både stærk og svag. “Ved kontinuerligt at ændre retorisk fokus er fjenderne på samme tid for stærke og for svage.”

  • Pacifisme er samarbejde med fjenden. “For ur-fascismen er der ingen kamp for livet, men snarere leves livet for kampen.”

  • Foragt for de svage. “Elitisme er et typisk aspekt af enhver reaktionær ideologi.”

  • Alle opdrages til at blive en helt. “I ur-fascistisk ideologi er heltemod normen. Denne heltemod-kult er tæt forbundet med dødekulten.”

  • Machismo og våbenkultur. “Machismo indebærer både foragt for kvinder og intolerance og fordømmelse af ikke-normative seksuelle vaner, fra kyskhed til homoseksualitet.”

  • Selektiv populisme. “Der er i vores fremtid en tv- eller internetpopulisme, hvor den følelsesmæssige respons fra en udvalgt gruppe borgere kan præsenteres og accepteres som Folkets Stemmer.”

  • Ur-fascisme taler nysprog. “Alle nazistiske eller fascistiske skolebøger gjorde brug af minimeret ordforråd og elementær syntaks for at begrænse midlerne til kompleks og kritisk tænkning/ræsonnement.”

På engelsk:

  • The cult of tradition. “One has only to look at the syllabus of every fascist movement to find the major traditionalist thinkers. The Nazi gnosis was nourished by traditionalist, syncretistic, occult elements.”
  • The rejection of modernism. “The Enlightenment, the Age of Reason, is seen as the beginning of modern depravity. In this sense Ur-Fascism can be defined as irrationalism.”
  • The cult of action for action’s sake. “Action being beautiful in itself, it must be taken before, or without, any previous reflection. Thinking is a form of emasculation.”
  • Disagreement is treason. “The critical spirit makes distinctions, and to distinguish is a sign of modernism. In modern culture the scientific community praises disagreement as a way to improve knowledge.”
  • Fear of difference. “The first appeal of a fascist or prematurely fascist movement is an appeal against the intruders. Thus Ur-Fascism is racist by definition.”
  • Appeal to social frustration. “One of the most typical features of the historical fascism was the appeal to a frustrated middle class, a class suffering from an economic crisis or feelings of political humiliation, and frightened by the pressure of lower social groups.”
  • The obsession with a plot. “Thus at the root of the Ur-Fascist psychology there is the obsession with a plot, possibly an international one. The followers must feel besieged.”
  • The enemy is both strong and weak. “By a continuous shifting of rhetorical focus, the enemies are at the same time too strong and too weak.”
  • Pacifism is trafficking with the enemy. “For Ur-Fascism there is no struggle for life but, rather, life is lived for struggle.”
  • Contempt for the weak. “Elitism is a typical aspect of any reactionary ideology.”
  • Everybody is educated to become a hero. “In Ur-Fascist ideology, heroism is the norm. This cult of heroism is strictly linked with the cult of death.”
  • Machismo and weaponry. “Machismo implies both disdain for women and intolerance and condemnation of nonstandard sexual habits, from chastity to homosexuality.”
  • Selective populism. “There is in our future a TV or Internet populism, in which the emotional response of a selected group of citizens can be presented and accepted as the Voice of the People.”
  • Ur-Fascism speaks Newspeak. “All the Nazi or Fascist schoolbooks made use of an impoverished vocabulary, and an elementary syntax, in order to limit the instruments for complex and critical reasoning.”

Siden kynde blev kunst

– har sælgere kæmpet for at udnytte kunsten uden at dræbe kunstnerne. Det sker ikke med AI. Det sker gennem elitisering som fremmelse af fattigdom.

Kære Jacob Søndergaard, forlagsdirektør på Gutkind,

Jamen, tak for gratislæsningen af den redigerede tale fra jeres sommerreception. Velskrevet og politisk høflig, og som sådan – i en tid, hvor stort set alt handler om økonomi frem for indhold – vel eneste måde en forlagschef kan tillade sig at tale til sine konger på.

I artiklen efterspørges en kulturpolitik på markedspræmisser – en kulturpolitik, som muliggør forfatteres arbejde (in generalis), og gennem salgs, reklame- og læse- og udlånsled dermed forlags indkomst. Det er ikke odiøst eller mistænkeliggørelse fra min side: Selvom jeg foretrækker gode læsere som ledere af forlag, hersker i mig ingen tvivl om, at sigtet for ethvert kvalitativt forlag i en markedsøkonomi handler om gynger og karruseller: Udgive dét, der nærer kroppen for at kunne udgive dét, der muliggør et litterært bankende hjerte. Forretningssans baseret på kærlighed. (Og på alle måder bedre end den isnende kulde, som driver eks. Spotify.) Men hvor du sidder handler det ret beset ikke om økosystem – ikke om statslige midler til forfatterne og kommers med gynger og karruseller, og ikke om litterær kultur og mulighed for god litteratur om vore nutidige betragtninger – kulturtyngde. Det handler om SALG, først og fremmest.

For forretningsledere er dét indlysende. For konservative (med hjerte og kunstnerisk kynde) er dét indlysende. Hvilket kun kan pege ét sted hen – hvis der skal være en udgivelsesbranche, hvor det er muligt at tjene penge på fortællinger, illustrationer og fakta:

Du/I er nødt til at bede om/afkræve kulturministeren, den konservative kulturminister, en større støtte til ikke bare de stort sælgende forfattere men også til alle de andre – nemlig dem, der er flest af. En politisk støtte, en hensigtserklæring, der VIL kulturindsigt FREM FOR indtjening til dem, der kan investere, så staten ikke behøver det. Der vil bredde frem for marked. 

Og nugældende kompromissystem til dét formål (for forfatterne) hedder Bibliotekspengene og det næstbedste Statens Kunstfonds Litterære Arbejdslegater: De mest efterspurgte forfattere indkøbes og licenseres med størst antal tilgængelige aktuelle titler og eksemplarer (til bibliotekerne) og udløser dermed størst støtte til dem, der i forvejen sælger mest. Støttesystemet er godt for forlagene, der tydeligt fremviser de gode sælgere, og godt for de mindre efterspurgte/mindre sælgende, fordi de trods alt “får noget”.

INDTJENINGEN under ét består af avance, royalty, bibliotekspenge og Statslig scenestøtte – senest med øgede individuelle tilskud – og dertil arbejdslegater, så forfatterne får nogle måneders tid til at skrive – nu øget til minimum 100.000, hvilket giver penge til max 4 måneders arbejde. Da kulturstøtten end ikke pristalsreguleres og litteraturen ikke tilføres tilbundsgående udviklingsmidler i vækstlaget længere, er der færre støttemidler at dele ud, og samtidig stilles større krav til de enkelte forfatteres kunstneriske vished. Det er de facto lig udryddelse af støtten til vækstlaget, til de kommende kunstnere og forfattere.

Det er fortsat markedsværdien af skrivekunsten, SALGET, der afgør støtteværdigheden. FORDELENE for producenter og salgsled. Og en vækstet lutring af nye og lidt-sælgende gennem kamp – ikke med materialet, men med at tiltuske sig skrivetid, mens et fast lønarbejde betaler regningerne: “Du skal kæmpe på markedspræmisser for at blive en bedre SÆLGENDE forfatter”. Og samtidig skruer bibliotekerne på grund af “det Interurbane Lånesarabejde” ned for lokalindkøb af ikke-mainstream-litteratur, fordi ren tilgængelighed PÅ LANDSPLAN regnes for tilstrækkeligt til at opfylde den politiske biblioteksforpligtelse – der aldrig med ét ord, som eks. i Norge, har nævnt noget om eksemplarindkøb. Og uden eksemplarer på hylderne, udrangeres hele genrer, fordi der ikke er noget at vise frem på bibliotekerne andet end mainstreamlitteratur. Dét, forlagene tjener deres penge på. MARKEDET. 

Som digter kan jeg pege på gabende tomme digt-hylder på bibliotekerne og visse steder alle digte kasseret, sendt i magasin eller kun tilgængelige ved digital bestilling og forudviden om titler.

En næsten glemt og kortvarigt begejstret opblomstring af låne- og bogmarkedet senere er det business as usual: Intet har ændret sig siden kynde blev kunst.

Så, måske er en forlagsdirektør ikke den bedste fortaler for forfatteres arbejde – selv ikke med et litterært bankende hjerte 1000 grader varmere end snylterne Spotify og lignende fribyttere, der kun ser den korte bane ved IKKE at honorere skaberne af de VARER, de sælger. Uanset hvad, kan forfattere (in generalis) aldrig blive andet end en vare, hvis markedet skal afgøre bredden og kvaliteten. Og selv en forlagsdirektør kan sikkert finde noget andet at sælge. 

VIL du ændringer, må du forlade din komfortzone, Jacob:

Gå til kulturministeren og sig, at KVALITET ikke er hverken dit store salg eller dit salg af hjertet, hvis man skal støtte forfatterne. KVALITET er ikke tilgængelighed. KVALITET kommer af TILSTEDEVÆRELSEN af kunst som eksempel, hér litteratur, på kunstens præmisser. På alle niveauer i skabelsen – og også længe, længe før den bliver tilgængelig for dig, kyndige læser, at betragte som salgbar. Gak til Kongen og slå til lyd for at skrue tiden tilbage til før Anders Fogh Rasmussens destruktion af Daghøjskolernes eksperimenter – kald det Fremtidsministeriet eller Visionsministeriet – og bered dig på, at så længe du selv er del af problematikken og ikke på markedspræmisser (med eller uden Spotifys ulige konkurrence) formår at betale forfatterne mere for deres FÆRDIGE arbejde (som INTET har at gøre med forfatternes helt personlige økonomiske investeringer i kvalitative skrive-år), vil der gå laaaaaaaaaang tid, før de iskolde hjerter kan fjernes fra ligningen og forfattere har råd til at betale regninger under skriveprocessen med den næste bog. Og før du har egentlig grund til hverken at bekymre dig og glæde dig til den årlige forlagsfest: Vinder Spotify, er der snart ingen forlag tilbage og snart intet Spotify. Vinder Spotify ikke, tjener forlagene flere penge og dermed findes stadig forfattere. Græshopperne vågner af jorden med regelmæssige mellemrum – hvad vil du gøre?

Jeg siger: Hold op med at tale så pænt – Kulturministeren er ikke din ven, ikke forfatternes ven, ingens ven (ud over i privaten). ALENE mennesker med magt og vilje til åndsafklaring og selv- og kollektivindsigt har betydning for menneskenes fremtid. Din lille magt til også at udgive hjertebøger. Den enkelte kunstners drift mod og kamp for syntesen mellem verden og hjerne. Grundforskning på alle faglige og akademiske niveauer. MARKEDET ikke er den eneste forudsætning for menneskenes psykiske, fysiske og åndelige overlevelse – ISÆR IKKE, når der ikke er samtidig vilje til en transparent samtale om kvalitet. 

Fik jeg dér sagt, at MARKEDET beror på uigennemsigtighed? Søreme, ja. Sælg bare lort til dem, der ikke kender forskel endnu. Vejen til KVALITET OG KUNST gennem lutring af den enkelt, ikke! Og jo mindre gennemsigtighed, desto færre anstrengelser for at øge kvaliteten.

DET er et velkendt fattigdomstegn. 

40 år på scenen

– jubilæum betyder “hértil”

40 år på en scene… Ikke dér, skriften bliver til, vil jeg ganske bestemt sige, så hvorfor overhovedet forlade skriverummet?!
 
Når poesi-interesserede forlader læserummet og går ud, får de
 
– 3 minutter på en scene som en service – lyden af stemmen, repertoiret, ambition, talent; et blik ind i fremtiden, én bid.
– 20 minutter på scenen som en hyldest til et arbejde, til en stil, til en indsats; et blik bagud, et omrids af sig selv. En ret.
– 60 minutter på en scene som et jubilæum, et værk, forhåbentlig til overraskelse og til glæde, hvor man ser, hvem man selv er… et måltid, måske ligefrem en komposition.
 
I 1984 vidste jeg intet om at skabe eller ikke skabe, og selv med katapulteringen ind i egne bøger varede det længe før behovet vitterliggjorde sig – 10 års skolegang, håndværker, og ingen fanboy, der interesserede mig for forfatteres liv eller hvordan poesien bliver til…
 
Livet, skriften, var bare noget der skete – og Andre, der skubbede mig ind på scenen! Men SÅ går fødselshjælperne videre til andre nyfødte, og så står man dér…!
 
Midt mellem skriften og de andre.
 
40 år i ord-business er dobbelt op på tiden, hvor jeg ikke beskæftigede mig med ord.
 
40 år med kravet om altid at skulle være præcis så nøgen og samtidig pro, som jeg ønsker kunstneren er, når jeg selv er publikum, ikke?!
 
Og så ikke noget dobbeltarbejde eller gætværk, vel? Præcision, ærlighed, musik, tvivlen minimal.
 
Og altid under ansvar – at skulle vække til medskabelse: Til åbenhed, medleven, indleven, hengiven, opgiven, til energi! Selv altid at skulle manifestere og demonstrere LIV!
 
Det ér dog et fandens til job!
 
Men uden SELV at forlade komfortzonen, SKER alting bare.
 
Det er jo dét.
 
Eller ér det? Er det ikke bare, at kunsten er en måde at demonstrere overlevelse på – som en dybhavsfisker, der kan holde vejret, en danser, der kan svæve, en rådgiver, der kan spå, en partner, der taler sandt – at ignorere enhver realitet om begrænsninger og derved fastholde illusionen om, at stoffet er formbart og eksistensen underlagt individuel kontrol og retning, i hvert fald bare en LILLE BITTE SMULE?

Information Brevkasse: Ved at miste familie og venner

Der tales om “tipping point”, hvor de fælles interesser bevæger sig i hver sin retning, og om at “ikke have lyst til de gamle venner og familien” er et aktivt valg på lige fod med at have lyst. Og om at spørgerens demografiske alder passer med, at der sker for meget “inden for familien”, så der ikke er tid til “det gamle”, man gjorde sammen med vennerne.

Brevkassebestyrerne kunne sikkert have talt om depression, psykisk udmattelse, underlegenhedsfølelse, SoMes fratagelse af overraskelseselementerne og deraf mangel på ting at opdage sammen, forudsigelighed og kedsomhed, større erkendelse om risikotagning i form af handlingsindskydelser og stoffer, større skam-deling på offentlige fora, og om ensomheden som en selvreplikerende lidelse, når ingen udviser ægte interesse.

Eller at det går op for én, at ingen nogensinde har opfattet én som andet end et indslag i deres eget liv – og at man for en stor del har det på samme måde.
Og at de sjoveste ting altid har været at tale om de åndssvage ting, man gjorde sammen i går, sidste weekend, sidste sommer – ikke at tale om dem på 20. år.

Og at man faktisk er nødt til at bruge timerne, de stadig færre timer, på at gøre ting for sig selv, eller sammen med en enkelt anden, det gør én glad at dele med med, for at opnå en følelse af, at verden og at leve har en betydning. Forskellige ting, nye ting, der tvinger hjernen til at arbejde og lave nye spor.

Og at den fornyelse bliver konstant sværere at opnå, jo ældre hjernen bliver og jo flere gange den har været rundt om karréen. Og hvis man ikke interesserer sig for de korte adrenalinfix ved spil, sportskampe og politisk agitation og skuespil, men kun for fred mellem mennesker og lydhørhed og for at kunne åbne hjertet for en forårsdag og for små ting, er der ikke så meget tilbage andet end at nikke mod solsorten og tænke “godt, den ikke er en bombe”, uden at sige det højt. Godt, at der er fred, endnu. Der er ufred andre steder end hér. Der er fred hér.

Freden burde ikke være noget man konstant skulle kæmpe for, men det er det. Naglerne sidder fortsat fast i konstruktionen, men de bliver løse over tid af vindene, der går hid og did. Sammenfaldet sker for vore øjne, jo ældre vi blir. Højere diger. Højere temperatur. Lavere odds på overlevelsen. Mere potentielt at skulle gøre.

Sikke noget at tale om ved mødet med de gamle venner, der ser det samme ske. Sliddet på civilisationen.

Ved verdens afslutning, de store ting, ikke de små, skal man have mægtig meget godt at spise og drikke. Men man kan kun gøre det 1 gang, før det bliver latterligt. Man kan kun være enige om undergangen 1 gang, før verden helt naturligt fortsætter i et nyt spor. Som man selv er nødt til at følge. Som hver og én selv er nødt til at følge.

Valget af gamle venner er om man er blandt dem, der lukker øjnene og holder hånd på alle de andre, som også lukker øjnene.

Eller holder øjnene åbne og går på egen hånd ad det nye spor – dét, at den gamle verden er slut. Og den nye altid ny. Og så få nye venner på dén vej. Ny familie. Sige pænt farvel og tak for følgeskabet til dem, der er længere fremme, og udvise venlighed og omsorg til dem, der følger efter, men åbne øjnene og erkende, at den gamle verden er endt. At hastigheden er ens egen, uden illusioner om et fælles fodslag. At dét er dét, der er slut.

(Man kan næsten læse det hele i brevkassesvaret)

https://www.information.dk/moti/2024/02/brevkassen-ved-miste-kontakt-familie-venner-goere

 

Stemmer udefra, anmeldelser af Sky City

Fra Strange Horizons 

Rachel Cordasco
“2023 felt very, very long, for lots of reasons, but it was filled with some wonderful speculative fiction (books and shows). I thoroughly enjoyed the haunting dark fantasy Assassin of Reality by Marina and Sergey Dyachenko (translated from the Russian by Julia Meitov Hersey), in which grammar is magical and can transform reality; the surreal Everything is Ori by Paul Serge Forest (translated from the French by David Warriner), about a new color that can alter human consciousness; and The Kindness by John Ajvide Lindqvist (translated from the Swedish by Marlaine Delargy), which imagines a sludge that induces horror and dread in a small Swedish town. And while it was published over a decade ago, I’m in the middle of Sky City: New Science Fiction Stories by Danish Authors, which is just as intriguing and wonderfully varied as any anthology I’ve read in a long time…”

—

Der findes forskellige omtaler af Sky City, hvor jeg bidrager med “the long arm of history”.

Review: Sky City: New Science Fiction Stories by Danish Authors

 

reading Sky City: New Science Fiction Stories by Danish Authors, edited by Carl-Eddy Skovgaard

https://www.thriftbooks.com/w/sky-city-new-science-fiction-stories-by-danish-authors_sfc-science-fiction-cirklen/17943461/#edition=45366732&idiq=40617329

https://www.sfsite.com/10a/sc353.htm

http://stevenhsilver.com/skovgaard.html

https://sfbook.com/sky-city.htm