AI-operativt ansvar for liv

– Frankensteins uhyre som Alladins ånd

 

En AI har i december 24 scoret højt på en test beregnet på at bedømme menneskelig intelligens. Som eksempel: se på billedet af de tre kassepar og regn ud, hvordan det fjerde skal se ud. Eller bare, hvad reglen er.

Jo ‘løsere’ regler et system har, desto bedre mønstergenkender det. Det kender vi fra evolutionen i dyrs adfærd, men med en tidlig computersimulation, “game of life”, kunne vi med relativt lille processorkraft og meget simple regler ( = overlev!) gennemspille mange generationer af digitale væsener og se reglerne udspille sig for vore øjne som fødsel og død.

LOGIK OG MENNESKELOGIK
For at kunne forklare problematikken for mig selv, har jeg fået hjælp af Claude og ChatGPT til at kondensere en forskningsartikel om samme og finde danske udtryk for en del af terminologien på engelsk.

“Simple modeller’ har få regler eller afgrænsninger indprogrammerede, hvilket anses for afgørende for ‘generel intelligens’ – evnen til at løse mange forskellige opgaver på niveau med mennesker.

Simple modeller afføder bedre ‘generalisering’, bedre håndtering af nye, ukendte situationer baseret på tidligere erfaringer, idet de afdækker dataenes underliggende mønstre med større læring fra færre eksempler til følge, kaldet ‘sample efficiency’.

For at opnå en høj grad af generalisering – siger forskningen nu – er det bedre med større funktionel frihed i systemet, større spillerum (‘weak constraints’) end bare at have et simpelt system.

Hvis funktionen således bestemmes af en målrettet proces, der favoriserer alsidighed, tænk ‘naturlig udvælgelse’ eller ‘forandringer i dyrs adfærd over tid’, fordrer effektivitetskravet, at båndene på systemets mulighed for at konkludere (weak constraints) er mindst mulige.

Lig nævnte “game of life” – enkle regler, større effekt.

MORAL OG LØSNINGER
Artiklen glemmer dog, at menneskehjerner ikke skal være maskineffektive, fordi overhovedet at løse et problem udløser belønning i hjernen, uanset måden og hastigheden. Nydelsen er måske nok logisk set med overlevelsesøjne, men indtil videre er “unødvendige beregninger” hele forskellen på ‘generel intelligens’ i maskinen og mennesker.

Man har sikkert indset, hvad løsningen er på billedet, men snarere end bare at rykke kasserne det antal felter som ‘pilen’ angiver, som er en ‘simpel løsning’, der alene baserer sig på kassernes rammer, kunne en menneskehjerne have antaget, at det dels var frivilligt om man antog ensartede regler for alle kasser, dels at der var et rum “uden for rammerne” at bevæge sig i, og at retningen på ‘pilen’ kunne gå den anden vej, ud fra en fysisk viden om at Jorden er rund, eller mod “nord” og “Syd” som en korrelation med Jordens rotation, mens forflytningen gjordes. Eller at reglen var at man hoppede, og så drejede Jorden under én. Eller…
Et menneske kan nemt komme på en ‘kompleks’ løsning, som giver det samme resultat, og udløser belønning i hjernen, men det vil så være en løsning, der fordrer kendskab til og betydningen af en fysisk virkelighed og ikke bare beskrivelsen af den.

“INDTIL VIDERE”
For at en AI-model skal kunne gå fra at været et simpelt ekspertsystem til at kunne erkende som et menneske (“opnå bevidsthed”), skal den have lov at opfatte enhver løsning som brugbar, ikke bare den statistiske eller formmæssigt ‘simpleste løsning’.

I så fald skal den så trænes som MÆGLER på menneskelig overlevelsespraksis, der tilgodeser Arten UDEN at fraregne Individets identitetsbehov og historie & i ko-eksistens med resten af planetens livsformer som selvstændige og ligestillede Arter. Dét er et MEGA-komplekst beregningsgrundlag, der fordrer SINDSSYGT meget energi med dagens processorer – uden at det i sig selv giver bedre afkast på investeringen.

Det er således NU og HER – FØR udviklingen af endnu mere kompleksitetsberegnende processorer – at der skal sættes politiske begrænsninger ind for dens råderum. At en AI eks. ikke må opfatte ‘bortskaffelse af menneskene’ som løsning på klimakrisen, eller at ‘naboerne er til fare for os’ – selvom dét er lige så logisk som alle andre tiltag. Men, som sagt: når man først begynder at skulle begrænse et AI-systems løsningsmodeller med alle mulige moralske og etiske regler og ikke-antropocen bias (plads til alle!)… får man dårligere læring. Og hvilket kommercielt AI-firma ønsker det…?

Man kan opsummere det således: Menneskeheden får billigere og ‘bedre’ AI-systemer ved at minimere omfanget af moralbaserede regler. Menneskeheden må så bare ikke give AI operativt ansvar for menneskeliv.

Rent realistisk tror jeg sgu, at vi er ved at profitmaksimere os til Frankensteins uhyre, v2.

14 tegn på fascisme i en kultur

– som beskrevet af Umberto Eco

Umberto Eco’s List of the 14 Common Features of Fascism

Hele opslaget linket ovenfor, men listen hér, for en sikkerheds skyld.

På dansk:

  • Traditionskulten. “Man behøver kun at se på enhver fascistisk bevægelses pensum for at opdage de store traditionalistiske tænkere. Nazistisk gnosis blev næret af traditionalistiske, synkretistiske, okkulte elementer.”

  • Afvisningen af modernisme. “Oplysningstiden, fornuftens tidsalder, ses som begyndelsen på moderne fordærv. I denne forstand kan ur-fascisme defineres som irrationalisme.”

  • Kulten for handling for handlingens skyld. “Handlingen er smuk i sig selv; den skal udføres før eller uden forudgående refleksion. Tænkning er en form for kastration.”

  • Uenighed er forræderi. “Den kritiske ånd skelner, og at skelne er et tegn på modernisme. I moderne kultur priser det videnskabelige samfund uenighed som en måde at forbedre viden på.”

  • Frygt for forskellighed. “Den første appel fra en fascistisk eller præmatur fascistisk bevægelse er en appel mod intrængerne. Dermed er ur-fascisme per definition racistisk.”

  • Appel til social frustration. “En af de mest typiske træk ved historisk fascisme var appellen til en frustreret middelklasse, en klasse, der led under økonomisk krise eller følelser af politisk ydmygelse, og som var bange for presset fra de lavere sociale grupper.”

  • Besættelsen af en sammensværgelse. “Dermed ligger i ur-fascistisk psykologi en besættelse af en sammensværgelse, muligvis en international af slagsen. Tilhængerne skal føle sig belejrede.”

  • Fjenden er både stærk og svag. “Ved kontinuerligt at ændre retorisk fokus er fjenderne på samme tid for stærke og for svage.”

  • Pacifisme er samarbejde med fjenden. “For ur-fascismen er der ingen kamp for livet, men snarere leves livet for kampen.”

  • Foragt for de svage. “Elitisme er et typisk aspekt af enhver reaktionær ideologi.”

  • Alle opdrages til at blive en helt. “I ur-fascistisk ideologi er heltemod normen. Denne heltemod-kult er tæt forbundet med dødekulten.”

  • Machismo og våbenkultur. “Machismo indebærer både foragt for kvinder og intolerance og fordømmelse af ikke-normative seksuelle vaner, fra kyskhed til homoseksualitet.”

  • Selektiv populisme. “Der er i vores fremtid en tv- eller internetpopulisme, hvor den følelsesmæssige respons fra en udvalgt gruppe borgere kan præsenteres og accepteres som Folkets Stemmer.”

  • Ur-fascisme taler nysprog. “Alle nazistiske eller fascistiske skolebøger gjorde brug af minimeret ordforråd og elementær syntaks for at begrænse midlerne til kompleks og kritisk tænkning/ræsonnement.”

På engelsk:

  • The cult of tradition. “One has only to look at the syllabus of every fascist movement to find the major traditionalist thinkers. The Nazi gnosis was nourished by traditionalist, syncretistic, occult elements.”
  • The rejection of modernism. “The Enlightenment, the Age of Reason, is seen as the beginning of modern depravity. In this sense Ur-Fascism can be defined as irrationalism.”
  • The cult of action for action’s sake. “Action being beautiful in itself, it must be taken before, or without, any previous reflection. Thinking is a form of emasculation.”
  • Disagreement is treason. “The critical spirit makes distinctions, and to distinguish is a sign of modernism. In modern culture the scientific community praises disagreement as a way to improve knowledge.”
  • Fear of difference. “The first appeal of a fascist or prematurely fascist movement is an appeal against the intruders. Thus Ur-Fascism is racist by definition.”
  • Appeal to social frustration. “One of the most typical features of the historical fascism was the appeal to a frustrated middle class, a class suffering from an economic crisis or feelings of political humiliation, and frightened by the pressure of lower social groups.”
  • The obsession with a plot. “Thus at the root of the Ur-Fascist psychology there is the obsession with a plot, possibly an international one. The followers must feel besieged.”
  • The enemy is both strong and weak. “By a continuous shifting of rhetorical focus, the enemies are at the same time too strong and too weak.”
  • Pacifism is trafficking with the enemy. “For Ur-Fascism there is no struggle for life but, rather, life is lived for struggle.”
  • Contempt for the weak. “Elitism is a typical aspect of any reactionary ideology.”
  • Everybody is educated to become a hero. “In Ur-Fascist ideology, heroism is the norm. This cult of heroism is strictly linked with the cult of death.”
  • Machismo and weaponry. “Machismo implies both disdain for women and intolerance and condemnation of nonstandard sexual habits, from chastity to homosexuality.”
  • Selective populism. “There is in our future a TV or Internet populism, in which the emotional response of a selected group of citizens can be presented and accepted as the Voice of the People.”
  • Ur-Fascism speaks Newspeak. “All the Nazi or Fascist schoolbooks made use of an impoverished vocabulary, and an elementary syntax, in order to limit the instruments for complex and critical reasoning.”

Siden kynde blev kunst

– har sælgere kæmpet for at udnytte kunsten uden at dræbe kunstnerne. Det sker ikke med AI. Det sker gennem elitisering som fremmelse af fattigdom.

Kære Jacob Søndergaard, forlagsdirektør på Gutkind,

Jamen, tak for gratislæsningen af den redigerede tale fra jeres sommerreception. Velskrevet og politisk høflig, og som sådan – i en tid, hvor stort set alt handler om økonomi frem for indhold – vel eneste måde en forlagschef kan tillade sig at tale til sine konger på.

I artiklen efterspørges en kulturpolitik på markedspræmisser – en kulturpolitik, som muliggør forfatteres arbejde (in generalis), og gennem salgs, reklame- og læse- og udlånsled dermed forlags indkomst. Det er ikke odiøst eller mistænkeliggørelse fra min side: Selvom jeg foretrækker gode læsere som ledere af forlag, hersker i mig ingen tvivl om, at sigtet for ethvert kvalitativt forlag i en markedsøkonomi handler om gynger og karruseller: Udgive dét, der nærer kroppen for at kunne udgive dét, der muliggør et litterært bankende hjerte. Forretningssans baseret på kærlighed. (Og på alle måder bedre end den isnende kulde, som driver eks. Spotify.) Men hvor du sidder handler det ret beset ikke om økosystem – ikke om statslige midler til forfatterne og kommers med gynger og karruseller, og ikke om litterær kultur og mulighed for god litteratur om vore nutidige betragtninger – kulturtyngde. Det handler om SALG, først og fremmest.

For forretningsledere er dét indlysende. For konservative (med hjerte og kunstnerisk kynde) er dét indlysende. Hvilket kun kan pege ét sted hen – hvis der skal være en udgivelsesbranche, hvor det er muligt at tjene penge på fortællinger, illustrationer og fakta:

Du/I er nødt til at bede om/afkræve kulturministeren, den konservative kulturminister, en større støtte til ikke bare de stort sælgende forfattere men også til alle de andre – nemlig dem, der er flest af. En politisk støtte, en hensigtserklæring, der VIL kulturindsigt FREM FOR indtjening til dem, der kan investere, så staten ikke behøver det. Der vil bredde frem for marked. 

Og nugældende kompromissystem til dét formål (for forfatterne) hedder Bibliotekspengene og det næstbedste Statens Kunstfonds Litterære Arbejdslegater: De mest efterspurgte forfattere indkøbes og licenseres med størst antal tilgængelige aktuelle titler og eksemplarer (til bibliotekerne) og udløser dermed størst støtte til dem, der i forvejen sælger mest. Støttesystemet er godt for forlagene, der tydeligt fremviser de gode sælgere, og godt for de mindre efterspurgte/mindre sælgende, fordi de trods alt “får noget”.

INDTJENINGEN under ét består af avance, royalty, bibliotekspenge og Statslig scenestøtte – senest med øgede individuelle tilskud – og dertil arbejdslegater, så forfatterne får nogle måneders tid til at skrive – nu øget til minimum 100.000, hvilket giver penge til max 4 måneders arbejde. Da kulturstøtten end ikke pristalsreguleres og litteraturen ikke tilføres tilbundsgående udviklingsmidler i vækstlaget længere, er der færre støttemidler at dele ud, og samtidig stilles større krav til de enkelte forfatteres kunstneriske vished. Det er de facto lig udryddelse af støtten til vækstlaget, til de kommende kunstnere og forfattere.

Det er fortsat markedsværdien af skrivekunsten, SALGET, der afgør støtteværdigheden. FORDELENE for producenter og salgsled. Og en vækstet lutring af nye og lidt-sælgende gennem kamp – ikke med materialet, men med at tiltuske sig skrivetid, mens et fast lønarbejde betaler regningerne: “Du skal kæmpe på markedspræmisser for at blive en bedre SÆLGENDE forfatter”. Og samtidig skruer bibliotekerne på grund af “det Interurbane Lånesarabejde” ned for lokalindkøb af ikke-mainstream-litteratur, fordi ren tilgængelighed PÅ LANDSPLAN regnes for tilstrækkeligt til at opfylde den politiske biblioteksforpligtelse – der aldrig med ét ord, som eks. i Norge, har nævnt noget om eksemplarindkøb. Og uden eksemplarer på hylderne, udrangeres hele genrer, fordi der ikke er noget at vise frem på bibliotekerne andet end mainstreamlitteratur. Dét, forlagene tjener deres penge på. MARKEDET. 

Som digter kan jeg pege på gabende tomme digt-hylder på bibliotekerne og visse steder alle digte kasseret, sendt i magasin eller kun tilgængelige ved digital bestilling og forudviden om titler.

En næsten glemt og kortvarigt begejstret opblomstring af låne- og bogmarkedet senere er det business as usual: Intet har ændret sig siden kynde blev kunst.

Så, måske er en forlagsdirektør ikke den bedste fortaler for forfatteres arbejde – selv ikke med et litterært bankende hjerte 1000 grader varmere end snylterne Spotify og lignende fribyttere, der kun ser den korte bane ved IKKE at honorere skaberne af de VARER, de sælger. Uanset hvad, kan forfattere (in generalis) aldrig blive andet end en vare, hvis markedet skal afgøre bredden og kvaliteten. Og selv en forlagsdirektør kan sikkert finde noget andet at sælge. 

VIL du ændringer, må du forlade din komfortzone, Jacob:

Gå til kulturministeren og sig, at KVALITET ikke er hverken dit store salg eller dit salg af hjertet, hvis man skal støtte forfatterne. KVALITET er ikke tilgængelighed. KVALITET kommer af TILSTEDEVÆRELSEN af kunst som eksempel, hér litteratur, på kunstens præmisser. På alle niveauer i skabelsen – og også længe, længe før den bliver tilgængelig for dig, kyndige læser, at betragte som salgbar. Gak til Kongen og slå til lyd for at skrue tiden tilbage til før Anders Fogh Rasmussens destruktion af Daghøjskolernes eksperimenter – kald det Fremtidsministeriet eller Visionsministeriet – og bered dig på, at så længe du selv er del af problematikken og ikke på markedspræmisser (med eller uden Spotifys ulige konkurrence) formår at betale forfatterne mere for deres FÆRDIGE arbejde (som INTET har at gøre med forfatternes helt personlige økonomiske investeringer i kvalitative skrive-år), vil der gå laaaaaaaaaang tid, før de iskolde hjerter kan fjernes fra ligningen og forfattere har råd til at betale regninger under skriveprocessen med den næste bog. Og før du har egentlig grund til hverken at bekymre dig og glæde dig til den årlige forlagsfest: Vinder Spotify, er der snart ingen forlag tilbage og snart intet Spotify. Vinder Spotify ikke, tjener forlagene flere penge og dermed findes stadig forfattere. Græshopperne vågner af jorden med regelmæssige mellemrum – hvad vil du gøre?

Jeg siger: Hold op med at tale så pænt – Kulturministeren er ikke din ven, ikke forfatternes ven, ingens ven (ud over i privaten). ALENE mennesker med magt og vilje til åndsafklaring og selv- og kollektivindsigt har betydning for menneskenes fremtid. Din lille magt til også at udgive hjertebøger. Den enkelte kunstners drift mod og kamp for syntesen mellem verden og hjerne. Grundforskning på alle faglige og akademiske niveauer. MARKEDET ikke er den eneste forudsætning for menneskenes psykiske, fysiske og åndelige overlevelse – ISÆR IKKE, når der ikke er samtidig vilje til en transparent samtale om kvalitet. 

Fik jeg dér sagt, at MARKEDET beror på uigennemsigtighed? Søreme, ja. Sælg bare lort til dem, der ikke kender forskel endnu. Vejen til KVALITET OG KUNST gennem lutring af den enkelt, ikke! Og jo mindre gennemsigtighed, desto færre anstrengelser for at øge kvaliteten.

DET er et velkendt fattigdomstegn. 

40 år på scenen

– jubilæum betyder “hértil”

40 år på en scene… Ikke dér, skriften bliver til, vil jeg ganske bestemt sige, så hvorfor overhovedet forlade skriverummet?!
 
Når poesi-interesserede forlader læserummet og går ud, får de
 
– 3 minutter på en scene som en service – lyden af stemmen, repertoiret, ambition, talent; et blik ind i fremtiden, én bid.
– 20 minutter på scenen som en hyldest til et arbejde, til en stil, til en indsats; et blik bagud, et omrids af sig selv. En ret.
– 60 minutter på en scene som et jubilæum, et værk, forhåbentlig til overraskelse og til glæde, hvor man ser, hvem man selv er… et måltid, måske ligefrem en komposition.
 
I 1984 vidste jeg intet om at skabe eller ikke skabe, og selv med katapulteringen ind i egne bøger varede det længe før behovet vitterliggjorde sig – 10 års skolegang, håndværker, og ingen fanboy, der interesserede mig for forfatteres liv eller hvordan poesien bliver til…
 
Livet, skriften, var bare noget der skete – og Andre, der skubbede mig ind på scenen! Men SÅ går fødselshjælperne videre til andre nyfødte, og så står man dér…!
 
Midt mellem skriften og de andre.
 
40 år i ord-business er dobbelt op på tiden, hvor jeg ikke beskæftigede mig med ord.
 
40 år med kravet om altid at skulle være præcis så nøgen og samtidig pro, som jeg ønsker kunstneren er, når jeg selv er publikum, ikke?!
 
Og så ikke noget dobbeltarbejde eller gætværk, vel? Præcision, ærlighed, musik, tvivlen minimal.
 
Og altid under ansvar – at skulle vække til medskabelse: Til åbenhed, medleven, indleven, hengiven, opgiven, til energi! Selv altid at skulle manifestere og demonstrere LIV!
 
Det ér dog et fandens til job!
 
Men uden SELV at forlade komfortzonen, SKER alting bare.
 
Det er jo dét.
 
Eller ér det? Er det ikke bare, at kunsten er en måde at demonstrere overlevelse på – som en dybhavsfisker, der kan holde vejret, en danser, der kan svæve, en rådgiver, der kan spå, en partner, der taler sandt – at ignorere enhver realitet om begrænsninger og derved fastholde illusionen om, at stoffet er formbart og eksistensen underlagt individuel kontrol og retning, i hvert fald bare en LILLE BITTE SMULE?

Information Brevkasse: Ved at miste familie og venner

Der tales om “tipping point”, hvor de fælles interesser bevæger sig i hver sin retning, og om at “ikke have lyst til de gamle venner og familien” er et aktivt valg på lige fod med at have lyst. Og om at spørgerens demografiske alder passer med, at der sker for meget “inden for familien”, så der ikke er tid til “det gamle”, man gjorde sammen med vennerne.

Brevkassebestyrerne kunne sikkert have talt om depression, psykisk udmattelse, underlegenhedsfølelse, SoMes fratagelse af overraskelseselementerne og deraf mangel på ting at opdage sammen, forudsigelighed og kedsomhed, større erkendelse om risikotagning i form af handlingsindskydelser og stoffer, større skam-deling på offentlige fora, og om ensomheden som en selvreplikerende lidelse, når ingen udviser ægte interesse.

Eller at det går op for én, at ingen nogensinde har opfattet én som andet end et indslag i deres eget liv – og at man for en stor del har det på samme måde.
Og at de sjoveste ting altid har været at tale om de åndssvage ting, man gjorde sammen i går, sidste weekend, sidste sommer – ikke at tale om dem på 20. år.

Og at man faktisk er nødt til at bruge timerne, de stadig færre timer, på at gøre ting for sig selv, eller sammen med en enkelt anden, det gør én glad at dele med med, for at opnå en følelse af, at verden og at leve har en betydning. Forskellige ting, nye ting, der tvinger hjernen til at arbejde og lave nye spor.

Og at den fornyelse bliver konstant sværere at opnå, jo ældre hjernen bliver og jo flere gange den har været rundt om karréen. Og hvis man ikke interesserer sig for de korte adrenalinfix ved spil, sportskampe og politisk agitation og skuespil, men kun for fred mellem mennesker og lydhørhed og for at kunne åbne hjertet for en forårsdag og for små ting, er der ikke så meget tilbage andet end at nikke mod solsorten og tænke “godt, den ikke er en bombe”, uden at sige det højt. Godt, at der er fred, endnu. Der er ufred andre steder end hér. Der er fred hér.

Freden burde ikke være noget man konstant skulle kæmpe for, men det er det. Naglerne sidder fortsat fast i konstruktionen, men de bliver løse over tid af vindene, der går hid og did. Sammenfaldet sker for vore øjne, jo ældre vi blir. Højere diger. Højere temperatur. Lavere odds på overlevelsen. Mere potentielt at skulle gøre.

Sikke noget at tale om ved mødet med de gamle venner, der ser det samme ske. Sliddet på civilisationen.

Ved verdens afslutning, de store ting, ikke de små, skal man have mægtig meget godt at spise og drikke. Men man kan kun gøre det 1 gang, før det bliver latterligt. Man kan kun være enige om undergangen 1 gang, før verden helt naturligt fortsætter i et nyt spor. Som man selv er nødt til at følge. Som hver og én selv er nødt til at følge.

Valget af gamle venner er om man er blandt dem, der lukker øjnene og holder hånd på alle de andre, som også lukker øjnene.

Eller holder øjnene åbne og går på egen hånd ad det nye spor – dét, at den gamle verden er slut. Og den nye altid ny. Og så få nye venner på dén vej. Ny familie. Sige pænt farvel og tak for følgeskabet til dem, der er længere fremme, og udvise venlighed og omsorg til dem, der følger efter, men åbne øjnene og erkende, at den gamle verden er endt. At hastigheden er ens egen, uden illusioner om et fælles fodslag. At dét er dét, der er slut.

(Man kan næsten læse det hele i brevkassesvaret)

https://www.information.dk/moti/2024/02/brevkassen-ved-miste-kontakt-familie-venner-goere

 

Stemmer udefra, anmeldelser af Sky City

Fra Strange Horizons 

Rachel Cordasco
“2023 felt very, very long, for lots of reasons, but it was filled with some wonderful speculative fiction (books and shows). I thoroughly enjoyed the haunting dark fantasy Assassin of Reality by Marina and Sergey Dyachenko (translated from the Russian by Julia Meitov Hersey), in which grammar is magical and can transform reality; the surreal Everything is Ori by Paul Serge Forest (translated from the French by David Warriner), about a new color that can alter human consciousness; and The Kindness by John Ajvide Lindqvist (translated from the Swedish by Marlaine Delargy), which imagines a sludge that induces horror and dread in a small Swedish town. And while it was published over a decade ago, I’m in the middle of Sky City: New Science Fiction Stories by Danish Authors, which is just as intriguing and wonderfully varied as any anthology I’ve read in a long time…”

Der findes forskellige omtaler af Sky City, hvor jeg bidrager med “the long arm of history”.

Review: Sky City: New Science Fiction Stories by Danish Authors

 

reading Sky City: New Science Fiction Stories by Danish Authors, edited by Carl-Eddy Skovgaard

https://www.thriftbooks.com/w/sky-city-new-science-fiction-stories-by-danish-authors_sfc-science-fiction-cirklen/17943461/#edition=45366732&idiq=40617329

https://www.sfsite.com/10a/sc353.htm

http://stevenhsilver.com/skovgaard.html

https://sfbook.com/sky-city.htm

 

Stedet, Dennis Hopper 1969

– oversat af Thorgej Steen Hansen

 

Facebook-opslaget

Thorgej Steen Hansen – oversætter hér

I 1969 nedfældede den amerikanske fotograf og skuespiller Dennis Hopper en fremtidsagtig, og nærmest post-apokalyptisk, hippiedrøm på tre maskinskrevne A4-ark med titlen The Place. Jeg har oversat den til dansk og vedhæftet et udvalg af Dennis Hoppers egne fotografier fra 60erne og 70erne samt fotos af den originale tekst:

STEDET
Jeg lever på et bjerg i en skjult dal langt væk. Vi bruger solenergi. Vores grundlæggere lod opføre en stor blyindfattet diamant-plastik-spejl-prisme, som, ved at ændre lysets retning og ved at reflektere det via sine mange sider og derefter genlede det, skaber en enorm energikilde der driver vores simple fabrikker, der blot behøver eftersyn og vedligeholdelse. En af fabrikkerne producerer tøj. Og vi bærer alle sammen samme slags tøj, fordi vi alle har indset, og lader os lede, af det faktum, at vi er flok-orienterede. Vi har ingen ledere kun vejledere. Hver enkelt finder sine egne begrænsninger og vedkender sig dem. En anden fabrik fremstiller lette aluminiumsrør som vi bruger i konstruktionen af geodætiske kupler. Alle ydre konstruktioner i vores samfund er runde, som solen, månen og jorden er det, og fordeler sig derudfra i geometriske konfigurationer. Der er ingen svage punkter i vores strukturer. Hvis jeg læner mig op af en ordinær væg bliver den svagere per kilo tilføjet modvægt. Sådan er det ikke med kuplerne, der i stedet bliver stærkere når vægtbelastningen øges. Vi producerer solide multifarvede plastik trekanter, som vi klipser på vores kupler for at skabe skygge, sjov og design. I godt vejr er vores kupler ikke fuldstændigt tildækkede.

I koldt og vådt vejr dækker vi dem til med klar plastik og etablerer et kontrolleret og reguleret indeklima. Vi har brusere og komfurer ude i de åbne kupler. Naboer der kommer forbi kan se og nyde os, for vi bærer kun tøj af hensyn til varme og skønhed. Nøgenhed falder os naturligt. Vi har en lukket rektangel der løber gennem midten af hver kuppel, tyve fod bred og tres fod lang, opbygget af soltørrede lersten uden vinduer, hvilket giver os mulighed for privatliv. Loftet er inddelt i et mønster af multifarvede metal cirkler, trekanter og firkanter. Vi bruger kun primærfarver. Jeg kan trykke på en knap ligesom du åbner en garagedør og en tyve fod stor cirkel i rød og blå vil løfte sig op og give udsyn til himlen og stjernerne og samtidigt skabe et smukt billede for alle der passerer forbi. Selv når det regner og sner kan jeg have mine cirkler, trekanter og firkanter stående åbne fordi jeg lever i en kuppel. Og hvis jeg vil tilføje et ekstra soveværelse eller badeværelse til min jordrektangel, så skærer jeg bare et hul i lervæggen og monterer et solidt vinduesløst multifarvet friforms rum i rundet fiberglas. Og for at simplificere produktionen føres de kun i to størrelser.

Badeværelsesstørrelse og en større soveværelsesstørrelse. Vi har alle brug for privat liv, men jeg kan også vælge at sove udækket ude i selve kuplen. Vi nyder alt som en gruppe. Og det vi nyder mest er at så og høste. Vi takker solen, vores fader, som giver os liv, lys og energi, og vores moder, jorden, der giver os føde, og vores forfædre der har åbnet op for visdommens dør og givet os nøglen til viden. Vi ved at lynet, vores fader, trængte ned i vandet, vores moder, og skabte en rund celle, som udviklede sig og rejste sig af vandet og kom op i lyset. Vand er lys. Så vi er lys der har udviklet sig gennem sig selv. Tegnet på faderen i os er en bevægelse og en stilstand. Vi har udviklet det indvendige, men vi er også bevidste om, at ham der skabte det indvendige, han skabte også det udvendige, og derfor vasker vi begge sider af koppen. Vi er spil-orienterede og derfor keder vi os aldrig, og vores spil udvikler sig gennem vores sanser der har direkte forbindelse til vores hjerne, der er universet. Vi hverken læser eller skriver. Vi lærer af det vi ser med vores øjne, og af det vi hører med vores ører. Vi studerer adfærd, og ikke kun vores egen, men også naturens. Det er vores eneste bevis. Vi bliver undervist i dialektisk logik og fysik, kærlighed, had, ikke noget måske eller hvad nu hvis, et til ni, ingen fraktioner. Vi kan ikke elske alle, derfor konfronterer vi ikke det som vi hader, men undgår det, og vender os i stedet mod det vi elsker. I vores samfund er vi splittede, akkurat som der er lys og mørke, yin-yang. Vi dømmer ikke, for vi ved, at hvis vi dømmer, bliver vi selv dømt. Der er ikke noget godt, ondt, rigtigt, forkert. Vi kan ikke fordømme det vi ikke elsker, men vi kan undgå det vi hader. Og ved at acceptere dette forhold kan de to dele af vores samfund omgås hinanden i det omfang det nu er nødvendigt, og vi er høflige over for hinanden, men vi bruger tiden sammen med dem vi elsker. Kreativt betragtet er vores kunst religion, fordi vi som mennesker er i stand til at materialisere objekter. Vores kunst-religion er baseret på cirkler og geometriske mønstre, fordi de udgør de basale love i universet. Universet var et tomrum, negativ-positiv mødtes, eksploderede, gav liv, udviklede sig, vi sætter hastigheden ned, vi ødelægger, dør og vender tilbage til tomrummet. Dette er fødslen, livet, dødssyndromet, for mennesket såvel som for universet. Vi udvikler falliske objekter og former former som livmoder æg. Vi tilbeder den menneskelige form for den er gudeagtig. Fra barnsben lærer vi at kæle for hinandens kønsdele og vi lærer at udvikle ret naturlige instinkter i forhold til sex, både i relation til mænd og kvinder. Vi bader i varme kilder sammen, og det er her vi lærer om sex og om at slappe af, imens vi deler hinandens varme. En af de midaldrende instruktører giver sig selv hen til os i et kompliceret ritual. Dette er vores første erfaring med total seksuel udfoldelse i puberteten. Pigerne gennemfører også et tilsvarende ritual i puberteten, med en mandlig instruktør. De to grupper elsker, hader og udfolder fjendtligheder sæsonmæssigt. Hvis en i vores gruppe har seksuelle frustrationer af sadomasochistisk karakter, ja, så må han udfolde denne frustration foran alle os andre med en fra den anden gruppe. Vi har templer indrettet til masturbation, hvor de smukkeste fra hver gruppe bliver tilbedt. Og selv om vi er meget verbale, så lærer vi også at holde både vores venner og fjender i vores arme. Vi kan kommunikere både vores viden og vores kærlighed, hvilket ikke må forveksles med sex. Dette opløser alle spændinger og frustrationer. Vi tilbeder ilden, og indser at det var ilden, og ikke køllen, der adskilte os fra dyrene. For ingen dyr gør ild, og ingen dyr kan materialisere deres drømme, således som mennesket og universet kan det. Kunst er religion. Og så længe vi ikke blander os i vores naboers anliggender, eller voldtager jorden, eller vores moder, så længe bliver vi ikke straffet, og straffen er forvisning til et fremmed sted. Vores eneste moralske lov er at du må ikke lyve, og du må ikke gøre det du hader, for alt manifesterer sig for himlen. Vi har ikke noget møntsystem og vi er telepatiske.

Dennis Hopper, 1969
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.
 
Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.
 
Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.
 
Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.
 

Så, hvorfor er det fortsat forbudt?

QUORA-link

The year is 1914. First year of World War I and the farmers who grew “cannabis” in exchange for American dollars… Keep this in mind and keep reading.

Industrial hemp is not just an agricultural plant.

It’s an antidote for oil and the dollar.

HOW IS IT FORBIDDEN?

1. One hectare of hemp produces oxygen as much as 25 hectares of forest.

2. Again, one hectare of hemp can produce the same amount of paper as 4 hectares of trees.

3. While hemp can be turned into paper 8 times, a tree can be turned to paper 3 times.

4. Hemp grows in 4 months, tree in 20-50 years.

5. Cannabis is a real radiation trap.

6. Cannabis can be grown anywhere in the world and it needs very little water. Also, since it can keep insects away, it doesn’t need pesticides.

7. If textiles produced from hemp become generalized, the pesticide industry could disappear completely.

8. The first jeans were made of hemp; even the word “CANVAS” was the name hemp products get. Hemp is also an ideal plant for the production of ropes, laces, handbags, shoes and hats.

9. Reduces the effects of chemotherapy and radiation in the treatment of cannabis, AIDS and cancer; used for at least 250 diseases such as rheumatism, heart, epilepsy, asthma, stomach, insomnia, psychology and spinal stiffness.

10. The protein value of hemp seeds is very high, and the two fatty acids they contain are found nowhere else in nature.

11. Cannabis production is even cheaper than soy.

12. Animals that eat cannabis do not need hormone supplements.

13. All plastic products can be made from hemp, and hemp plastic is very easy to return to nature.

14. If a car body is made of hemp, it will be 10 times stronger than steel.

15. It can also be used for insulation of buildings; it is durable, cheap and flexible.

16. Soaps and cosmetics made from hemp do not pollute water, so they are completely environmentally friendly.

In America in 1918, for a century, its production was mandatory, and the farmers who did not produce were closed. But now the situation has turned upside down. FROM WHERE ?

  • B. R. Hurst owned newspapers, magazines and media in the United States in the 1900s. They had forests and produced paper. If paper was made of hemp, it could have lost millions.
  • Rockefeller was the richest man in the world. He was an oil company owner. Biofuel, hemp oil, was, of course, his biggest enemy.
  • Melon was one of the leading shareholders of the Dupont company and had a patent for the production of plastic from oil derivatives. And the cannabis industry has threatened its market.

Melon later became President Hoover’s finance minister. These big names decided at their meetings that cannabis is the enemy and they removed it. Through the media they have engraved marijuana into people’s brains as a poisonous drug, along with the word marijuana.

Cannabis drugs have been removed from the market, replaced with chemicals used today.

Forests are cut for paper production.

Plague poisoning and cancer are on the rise.

And then we fill our world with plastic waste, harmful waste.

 

Retten til at kalde sig “kunstner” (2023)

– med særligt fokus på “forfatter” og “digter”

 

Kunstner er ikke en beskyttet titel, men er hos Danmarks Statistik 2023 defineret som en person, der [enten]

  1. er medlem af en organisation under Dansk Kunstnerråd, eller
  2. modtager af rettighedsmidler vedr. kunstnerisk virke, eller
  3. modtager af legat fra Statens Kunstfond

eller

  • er dimittend fra en [godkendt] kunstuddannelse, hvis ét af de øvrige tre kriterier også er opfyldt.

For ikke så længe siden, og måske fortsat (?), var skattevæsnet den eneste reelle institution med ret til at skelne mellem professionelle og hobby-kunstnere – derved, at skattevæsnet tilstod udøvende kunstnere ret til direkte fratræk for udgifter i forbindelse med skabelse af kunst eller ikke (professionel eller hobby).  Hvilket for de fleste hang direkte sammen med omfanget af indkomst fra kunstnerisk produktion – men i en berygtet sag for nogle år siden afgjorde skattevæsnet f.eks., at en billedkunstner på livslang ydelse fra Statens Kunstfond – altså en præmiering uddelt af kolleger – ikke “var produktiv nok” til at fortjene retten til omkostningsfratræk og titlen som “professionel”. Om han var professionel kunstner eller hobbykunstner handlede således direkte om den gennemsnitlige indkomst på billedkunstområdet. [Ve den levende kunster, der bliver gammel og mindre produktiv – uanset indsatsen gennem livet!]

Man kan se Danmarks Statistiks definition som både opposition til skattevæsnets afgørelser og erklæret enighed: 

  1. Man bliver medlem af en faglig organisation ved at opfylde nogle produktions- og kvalitetskriterier, som er kollegialt afgjort. Er man forfatter, skal man således gennem et nåleøje, der handler om at have udgivet bøger på anerkendte forlag og/eller ens bøger er købt af et vist antal biblioteker. 
  2. Modtagelse af bibliotekspenge for sine titler på danske biblioteker eller i udlån fra eReolen giver således ret til titlen “kunstner”. Men fjernes ens bøger fra hylderne eller fra digitalt udlån, falder man ud af statistikken og mister titlen. “Kunstner” fordrer således aktivitet – hvilket vil sige, at “kunstner” indenfor nævnte defintion litteraturhistorisk-paradoksalt nok kun gælder levende forfattere.
  3. Søger man Statens Kunstfond og modtager man som forfatter arbejdes-, rejse-, produktions-, oversættelseslegater, eller forfattermødehonorar og mange andre, økonomiske anerkendelser af ansøgninger kan man i følge Danmarks Statistik kalde sig kunstner. 

Og er man dimitteret fra Forfatterskolen OG enten med i en af de to forfatterforeninger, eller på hylderne til udlån, eller modtager af Statens Kunstfond-legater, er man kunstner-forfatter – men uden tæller man ikke med i statistikken og er “kun” forfatter (fordi man skriver).

Danmarks Statistik tæller således kun levende kunstnere, fordi statistikken er et øjebliksbillede ind i kunstneres nuværende økonomi (som kunstpolitisk afklaringsredskab), og tæller ingen af døde udøvende, som er fundamentet under de forskellige kunstformers historie. Dem kalder man i stedet små og store kunstnere, underforstået: De er en del af kunsthistorien, og akademikere og andre opregner deres betydning på kulturen og på efterfølgende kunstnere, men fratager ikke udøvernes store eller lille, mere eller mindre betydningsfulde kunstneriske produktion ret til at være “kunster”. 

“Kunstner” er hér et forsøg på at skabe en profession, der kan sidestilles med alle andre professioner – uden hensyntagen til kunstneres særlige vilkår: koblingen af samtidsanerkendt talent, timing, salgsevne, politisk tæft, evt. økonomisk sikkerhed og udadvendthed til at kunne afsætte egne værker i sin samtid, så der bliver tid (penge) til at dygtiggøre sig og få plads i offentlighedens bevågenhed.

“Kunstner” er samtidig en politisk afgrænsning af “talent nok” til kunstpolitisk for de enkelte organisationer at kunne hævde en særstatus, som gør det troværdigt for det nationale fællesskab økonomisk at støtte kunsten gennem at støtte aktive, levende kunstnere. Og til en vis grad støtte de døde, som menes fortsat at øve indflydelse på tidens kultur og udøvende kunstnere. 

DIGTERNE
Applikerer man begrebet på de mindst indtjenende kunstgrupperinger, som digterne med sikkerhed hører til, får man lynhurtigt skilt flertallet af udgivende digtere fra gruppen, der må kalde sig kunstnere: Der er ikke det store salg af en digtsamling, ikke mange digtere får kunststøtte,  og bibliotekerne køber ikke længere eksemplarer nok af udgivne titler til at berettige hverken organisationsoptagelse eller bibliotekspenge.

Tilbage er kun støtte fra Statens Kunstfond som kriterium, men igennem de seneste godt 10 år er bevillingsstørrelserne steget fra behøvede småbeløb til minimum 25.000, og så til 50.000, og nu til 100.000, hvilket har udelukket et stigende antal udøvende fra modtagelse af kunststøtte. Og dermed retten til at kalde sig “kunstner” – som den defineres af Danmarks Statistik. 

Der er flere faktorer, men kort fortalt er der blevet færre kunstner-digtere i Danmark på grund af 

  • det interurbane udlånssamarbejde, hvor enkeltbiblioteker altid kan få adgang til andre bibliotekers indkøbte titler, hvis de bestilles af en låner, uden at have forpligtelser til at repræsentere og udstille digtningen med indkøbte titler til egne biblioteker
  • eReolens kontraktaftaler med forlagene, der minimerer antallet af digitale digtsamlinger i tekst og lyd
  • færre kunstfondstøttede digtere pga. større puljetildelinger
  • procentdelen af anmeldte digtsamlinger vs. udgivne digtsamlinger falder
  • kunstfondens støtte til forfattermøder går til færre digtere, fordi ansøgningsfristerne er faldet til kun 2x om året, hvilket skaber særlige krav til planlægningen, eks. hvor kendte de rejsende digtere er frem for nyhedens interesse
  • forfatterorganisationernes optagelseskrav kan ikke slækkes uden at slække på den kunstneriske troværdighed eller at skulle tilbage til organisationsvurderinger af kvaliteten frem for at læne sig op af udlånstal, eksemplarantal, antal omtaler og salgstal, der ikke direkte siger noget om kvaliteten af bøgerne.