Kære Jacob Søndergaard, forlagsdirektør på Gutkind,
Jamen, tak for gratislæsningen af den redigerede tale fra jeres sommerreception. Velskrevet og politisk høflig, og som sådan – i en tid, hvor stort set alt handler om økonomi frem for indhold – vel eneste måde en forlagschef kan tillade sig at tale til sine konger på.
I artiklen efterspørges en kulturpolitik på markedspræmisser – en kulturpolitik, som muliggør forfatteres arbejde (in generalis), og gennem salgs, reklame- og læse- og udlånsled dermed forlags indkomst. Det er ikke odiøst eller mistænkeliggørelse fra min side: Selvom jeg foretrækker gode læsere som ledere af forlag, hersker i mig ingen tvivl om, at sigtet for ethvert kvalitativt forlag i en markedsøkonomi handler om gynger og karruseller: Udgive dét, der nærer kroppen for at kunne udgive dét, der muliggør et litterært bankende hjerte. Forretningssans baseret på kærlighed. (Og på alle måder bedre end den isnende kulde, som driver eks. Spotify.) Men hvor du sidder handler det ret beset ikke om økosystem – ikke om statslige midler til forfatterne og kommers med gynger og karruseller, og ikke om litterær kultur og mulighed for god litteratur om vore nutidige betragtninger – kulturtyngde. Det handler om SALG, først og fremmest.
For forretningsledere er dét indlysende. For konservative (med hjerte og kunstnerisk kynde) er dét indlysende. Hvilket kun kan pege ét sted hen – hvis der skal være en udgivelsesbranche, hvor det er muligt at tjene penge på fortællinger, illustrationer og fakta:
Du/I er nødt til at bede om/afkræve kulturministeren, den konservative kulturminister, en større støtte til ikke bare de stort sælgende forfattere men også til alle de andre – nemlig dem, der er flest af. En politisk støtte, en hensigtserklæring, der VIL kulturindsigt FREM FOR indtjening til dem, der kan investere, så staten ikke behøver det. Der vil bredde frem for marked.
Og nugældende kompromissystem til dét formål (for forfatterne) hedder Bibliotekspengene og det næstbedste Statens Kunstfonds Litterære Arbejdslegater: De mest efterspurgte forfattere indkøbes og licenseres med størst antal tilgængelige aktuelle titler og eksemplarer (til bibliotekerne) og udløser dermed størst støtte til dem, der i forvejen sælger mest. Støttesystemet er godt for forlagene, der tydeligt fremviser de gode sælgere, og godt for de mindre efterspurgte/mindre sælgende, fordi de trods alt “får noget”.
INDTJENINGEN under ét består af avance, royalty, bibliotekspenge og Statslig scenestøtte – senest med øgede individuelle tilskud – og dertil arbejdslegater, så forfatterne får nogle måneders tid til at skrive – nu øget til minimum 100.000, hvilket giver penge til max 4 måneders arbejde. Da kulturstøtten end ikke pristalsreguleres og litteraturen ikke tilføres tilbundsgående udviklingsmidler i vækstlaget længere, er der færre støttemidler at dele ud, og samtidig stilles større krav til de enkelte forfatteres kunstneriske vished. Det er de facto lig udryddelse af støtten til vækstlaget, til de kommende kunstnere og forfattere.
Det er fortsat markedsværdien af skrivekunsten, SALGET, der afgør støtteværdigheden. FORDELENE for producenter og salgsled. Og en vækstet lutring af nye og lidt-sælgende gennem kamp – ikke med materialet, men med at tiltuske sig skrivetid, mens et fast lønarbejde betaler regningerne: “Du skal kæmpe på markedspræmisser for at blive en bedre SÆLGENDE forfatter”. Og samtidig skruer bibliotekerne på grund af “det Interurbane Lånesarabejde” ned for lokalindkøb af ikke-mainstream-litteratur, fordi ren tilgængelighed PÅ LANDSPLAN regnes for tilstrækkeligt til at opfylde den politiske biblioteksforpligtelse – der aldrig med ét ord, som eks. i Norge, har nævnt noget om eksemplarindkøb. Og uden eksemplarer på hylderne, udrangeres hele genrer, fordi der ikke er noget at vise frem på bibliotekerne andet end mainstreamlitteratur. Dét, forlagene tjener deres penge på. MARKEDET.
Som digter kan jeg pege på gabende tomme digt-hylder på bibliotekerne og visse steder alle digte kasseret, sendt i magasin eller kun tilgængelige ved digital bestilling og forudviden om titler.
En næsten glemt og kortvarigt begejstret opblomstring af låne- og bogmarkedet senere er det business as usual: Intet har ændret sig siden kynde blev kunst.
Så, måske er en forlagsdirektør ikke den bedste fortaler for forfatteres arbejde – selv ikke med et litterært bankende hjerte 1000 grader varmere end snylterne Spotify og lignende fribyttere, der kun ser den korte bane ved IKKE at honorere skaberne af de VARER, de sælger. Uanset hvad, kan forfattere (in generalis) aldrig blive andet end en vare, hvis markedet skal afgøre bredden og kvaliteten. Og selv en forlagsdirektør kan sikkert finde noget andet at sælge.
VIL du ændringer, må du forlade din komfortzone, Jacob:
Gå til kulturministeren og sig, at KVALITET ikke er hverken dit store salg eller dit salg af hjertet, hvis man skal støtte forfatterne. KVALITET er ikke tilgængelighed. KVALITET kommer af TILSTEDEVÆRELSEN af kunst som eksempel, hér litteratur, på kunstens præmisser. På alle niveauer i skabelsen – og også længe, længe før den bliver tilgængelig for dig, kyndige læser, at betragte som salgbar. Gak til Kongen og slå til lyd for at skrue tiden tilbage til før Anders Fogh Rasmussens destruktion af Daghøjskolernes eksperimenter – kald det Fremtidsministeriet eller Visionsministeriet – og bered dig på, at så længe du selv er del af problematikken og ikke på markedspræmisser (med eller uden Spotifys ulige konkurrence) formår at betale forfatterne mere for deres FÆRDIGE arbejde (som INTET har at gøre med forfatternes helt personlige økonomiske investeringer i kvalitative skrive-år), vil der gå laaaaaaaaaang tid, før de iskolde hjerter kan fjernes fra ligningen og forfattere har råd til at betale regninger under skriveprocessen med den næste bog. Og før du har egentlig grund til hverken at bekymre dig og glæde dig til den årlige forlagsfest: Vinder Spotify, er der snart ingen forlag tilbage og snart intet Spotify. Vinder Spotify ikke, tjener forlagene flere penge og dermed findes stadig forfattere. Græshopperne vågner af jorden med regelmæssige mellemrum – hvad vil du gøre?
Jeg siger: Hold op med at tale så pænt – Kulturministeren er ikke din ven, ikke forfatternes ven, ingens ven (ud over i privaten). ALENE mennesker med magt og vilje til åndsafklaring og selv- og kollektivindsigt har betydning for menneskenes fremtid. Din lille magt til også at udgive hjertebøger. Den enkelte kunstners drift mod og kamp for syntesen mellem verden og hjerne. Grundforskning på alle faglige og akademiske niveauer. MARKEDET ikke er den eneste forudsætning for menneskenes psykiske, fysiske og åndelige overlevelse – ISÆR IKKE, når der ikke er samtidig vilje til en transparent samtale om kvalitet.
Fik jeg dér sagt, at MARKEDET beror på uigennemsigtighed? Søreme, ja. Sælg bare lort til dem, der ikke kender forskel endnu. Vejen til KVALITET OG KUNST gennem lutring af den enkelt, ikke! Og jo mindre gennemsigtighed, desto færre anstrengelser for at øge kvaliteten.
DET er et velkendt fattigdomstegn.
