Kulturministrene #1, Jytte Hilden (1993-96), podcast

– “dejligt, at vi har en kulturpolitik!”

 

Afsnit 1, Jeg ville aldrig kunne vinde over Ib Michael i sømandstrøje og guldørering.

2021 er det 60 år siden, at Julius Bomholt oprettede Kulturministeriet. Dvs. tanken om at støtte de fælles tiltag – sport, forsamling, institutionerne – og skabelsen af kunst, samt og belønning til fortsat arbejde mod ny kunst og fællesskab.

Kulturmonitor har i den anledning fået produceret en interviewbaseret podcastserie om de endnu levende kulturministre fra Jytte Hilden og frem.

Blandt Jytte Hildens fortjenester: “Kultur er morgenbajer og Mågestel”. Medvirkende til at hæve kulturbudgettet med 50%, introduktion af armslængdeprincippet (i forlængelse af Bomholt-citatet nedenfor), introduktion af kvinder fra provinsen i Kulturministeriet, “kultur er måden, vi har det med hinanden på”, bagatelgrænse på bibliotekspengene (gennemført) og loft over bibliotekspengene på 200.000 (forslag trukket tilbage), De kunstneriske uddannelser til Holmen, Filmhuset, Den Sorte Diamant (incl. navnet), største fortjeneste var fastholdelse af bevillingen til Laserstrålen fra Skagen langs den jyske vestkyst ned til Esbjerg som fejring af, at “nu var Besættelsestiden ovre”.

Per Stig Møller (konservative) (27. august 1947) (podcast #3)
Kulturminister fra 2010 til 2011

Carina Christensen (Konservative)
Kulturminister fra 2008 til 2010

Brian Mikkelsen (Konservative)  (31. januar 1966) (podcast #2)
Kulturminister fra 2001 til 2008

Elsebeth Gerner Nielsen (Radikale) (5. januar 1960)
Kulturminister fra 1998 til 2001

Ebbe Lundgaard Jensen (Radikale) (25. august 1944, †2009), Kulturminister fra 1996 til 1998.

Jytte Hilden (S) (12.9.1942), kulturminister fra 1993 til 1996: “Med sport har jeg det som porno; sjovt at være med til, kedeligt at se på”

Grethe Rostbøll (C) (30.5.1941), kulturminister fra 1990 til 1993: Medierne kom over i kulturministeriet, og Folkehøjskolerne rykkede tilbage til Undervisningsministeriet

Julius Bomholt (S) (11.6.1896), minister for Kulturelle Anliggender 1961 til 1964: “Nok støtte, men ikke styre.” Idémand til Statens Kunstfond

Hør resten af Afsnit 1, Jeg ville aldrig kunne vinde over Ib Michael i sømandstrøje og guldørering.

Jeg har Jytte Hilden med 2 steder i min taxadagbog, TAZZA. Hun fremstod ikke synderlig populær og havde en omgangstone, der forekom mig meget langt fra min endnu meget arbejderprægede verden:

10.11.1996: “Men småmønt fik jeg i hvert fald af de fire søde unge svenskere, som læsset med dansk øl og spiritus skulle fra hotellet i Helgolandsgade og til svenskerbåden i Havnegade. Kgs. Nytorv var næsten totalt spærret af pga. Jytte Hildens Stærekassekopi og tilstedeværelsen af tonsvis af færdselspoliti og tre gigantkraner, og alle andre tilkørselsveje til Havnegade var ligeledes afspærret, så de måtte køres en ordentlig omvej, hvorefter de belønnede mig med alt hvad de havde af tiloversblevne småpenge og rigelige smil. Jeg tror de skulle hjem og holde ferie…

17.11.1996: “Og så holdt jeg foran Forum, på bogmessens sidste dag. Og hvem kommer ud af Forum i følge med to velkendte skikkelser fra dagen før: Byatt. Og hvilken taxa går de hen til? Den første selvfølgelig. Ja, hvor skal vi hen? “Til lufthavnen”. Well, was it a good bookfair, Mrs. Byatt? “Sorry, what… yes it was…? Hun ser forvirret på de to forlæggere, som forklarer sammenhængen. “Oh, I see. Did you yourself enjoy the fair?” Hvad tænker hun på? Nej, selvfølgelig ikke, din gamle selvoptagne sæk. Jeg arbejde!
       Nå, men jeg holdt jo også som anden vogn, men da de var kørt, kom Jytte Hilden ud af Forum, med et noget forvirret, nærmest ulykkeligt udtryk i ansigtet, og så ret søgende på min taxa, som nu var den første i køen. Men ombestemte sig så og begyndte at gå. Helt OK med mig – hun er alligevel altid som makrellen, man har med hjem fra fiskehandleren som trøst for laksen, der sprang af.
       I stedet fik jeg en undervisningsmaterialeforlægger op at køre. Så kom der alligevel balance i skidtet…

[foto: Wikipedia commons]

Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig

POLITIK OG VELFÆRD Det er næsten ikke til at bære. Men jo hurtigere vi ser i øjnene, at pandemien ikke slutter om lidt – jo bedre vil vi klare omstillingen til den nye normal: En verden, hvor corona stadig spiller en stor rolle i samfundslivet. Måske i mange år frem.

Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig

kilde: Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig – Mandag Morgen – Uafhængigt innovationshus. Analyser og ny viden.

Det er egentlig kun indlægstitlen, der er interessant, men den er til gengæld også interessant.

Set med Kunststyrelsesøjne endog MEGET interessant:

Frem til 1/3 2021 kan søges et støttelegat for kunstnere uden væsentlig indkomst i 2020, hvor et af kravene er ansøgerens stillingtagen til fremtidige kunstprojekter, der forholder sig til Corona-restriktioner og flere folk på nettet og hjemme.

Min første reaktion var: Nå, Kunststyrelsen har lige opdaget, at Internettet findes, og nu vil de have alle de digitale kunstprodukter, som de igennem mange år ikke har forstået værdien af og derfor ikke støttet.

Continue reading “Drømmere, der tror, at corona forsvinder, taber til frontløbere, der tilpasser sig”

Samfundet som udbytter af kunstNerne

(de der fucking følere, der tager altid så nært!)

Ja, det er så mig, der siger dét som en kommentar på et indlæg på A. Silvestris blog.

Indlægget dér på hans side er et indlæg i kunstdebatten, som ingen institutioner har råd til at lytte til, endsige honorere, og som alle både kunstnere og kunstbrugere bør læse.

Silvestri holder det sobert. Han behøver at forstå, hvorfor han, 15 års energi til trods, med

16 selvstændige udgivelser, 60+ antologier, fire priser, et hav af nomineringer, oversættelser til flere verdenssprog, foredrag, indtalinger, oplæsninger, sms-noveller og Politiken-hæder forbliver ukendt, og dermed ulæst.

Han anklager ikke nogen – men dét gør jeg. Og hvorfor sige det kort, hvis man kan sige det længere: Continue reading “Samfundet som udbytter af kunstNerne”

Kompensationsordning for kunstnere forlænget

Fristen forlænget for kompensationsordning via Kulturministeriet

Grundet den ekstraordinære situation med COVID-19 er det muligt for professionelle kunstnere at søge kompensation for tabt indtægt på kunstnerisk virke. Ordningen er midlertidig og dækker professionelle kunstnere med kombinationsindkomster. Ordningen vil dække perioden fra den 9. marts til og med den 8. juli 2020 (forlænget en måned). Hvis du tjener ml. 100.000 kr. og 800.000 kr. årligt, så kan du søge støtte. Dvs. svarende til mindst 8.333 kr. og maksimalt 66.667 kr. månedligt i gennemsnit i ét ud af de seneste tre år med udgangspunkt i årsopgørelser fra 2017, 2018 og 2019.

Ansøgningsfristen er forlænget til den 8. juni 2020 kl. 23.59. Læs mere her: https://slks.dk/tilskud/stamside/tilskud/midlertidig-kunststoetteordning-for-kunstnere-med-kombinationsindkomster/

[fra dansk forfatterforenings nyhedsbrev dd.]

kunstindtægtskombinatører

Hjælpehul kom igennem til lavindkomstkunstnere med komplekse indtægtsmønstre

Det ser ud til, at klapsalver skal tilfalde kulturminister Joy Mogensen.

Flere partiers kulturordførere var lige ved at tage forhandlingsretten fra ministeren, men det er nu lykkedes kunstorganisationerne og ministeren i fællesskab at forhandle en aftale på plads, der giver de såkaldte “kombinatører” andel i corona-puljepengene.

Kombinatører definerer den type kunstnere, som sammensætter deres indkomst fra forskellige kilder – A og B-indkomst (honorarer) og skattepligtig indkomst fra selvstændig virksomhed. Continue reading “kunstindtægtskombinatører”

Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.

En kulturminister, der ikke kender sine kunstnere er blevet normen.

Den canadiske premierminister Justin Trudeaus kabinet for nogle år tilbage var ikke blot kønsbalanceret, mens bestod samtidig af mennesker med relevante kompetencer. Continue reading “Udskil kunsten i eget ministerium, og gør en kunstner til minister.”

Smal litteratur som adelsmærke?

HVAD ER EN SMAL BOG, FACEBOOK* ?
Det første er, at bøger har en umiddelbar livslængde, hvor de kan/skal tjene sig ind – den største utålmodighed og den korteste salgshorisont findes hos den nye direktør på landets største forlag:

Smalle bøger er bøger, der ikke sælger (Gyldendal/Morten Hesseldahl)

Det bør understreges, at enhver vilje til kamp med sit materiale kan være en kunst, og at salg i høj grad handler om dygtigt at kende sin køber og føje sin købers luner:

Smalle bøger er bøger, der ikke er tilpasset markedet (Jesper Brygger)

Continue reading “Smal litteratur som adelsmærke?”

Leve af eller dø for kunsten?

To spørgsmål, der skiller vandene: Genkendelighed eller unika? Blive i sikkerhed eller risikere liv, kærlighed eller omdømme for min kunst?

LEVE AF?

“Kan det interessere nogen?” kan ikke være grænse- og unikakunstens spørgsmål, men kun tilhøre kunsthåndværket. At interessere modtagere, som hellere ønsker noget kendt end noget udfordrende, fordrer at udøveren nedtoner egne behov for at presse grænser på materialevalgs- og indholdssiden og kun anvender  Continue reading “Leve af eller dø for kunsten?”

ny kulturstyrelse

v/ folkets mand

Vores nye kulturminister har travlt med at konsolidere sig: Op til 8 led mellem kunstner og beslutningstager  i ministeriet (frem for 5 før), 9 ud af 12 direktionsmedarbejdere arbejder direkte med ministerkoordinering, tænkte besparelser ved at sammenlægge forskellige styrelser, som bor i samme hus, Uffe Elbæk er folkets mand, folkets mand, folkets.

read it and weep.

Søndag aften 

Ny kulturstyrelse, hvorfor?

Visionen for den nye Kulturstyrelse blafrer i vinden. Ledelsen savner legitimitet. Medarbejderne undrer sig.

CulturCommentar:

Der var ikke mange omkring de tre nu nedlagte styrelser, der havde set den nye struktur komme. Der var næsten ikke nogen ansatte i de tre styrelser, der havde set muligheden. At kulturministeren valgte at etablere en helt ny struktur blot 2 måneder efter sin tiltræden, vidner om stor beslutningskraft. Men det vidner også om totalt fravær af den proces, man almindeligvis vil foretrække forud for omfattende organisationsændringer.

Ministerens egentlige motiver synes uklare. Det eneste, der fremstår tydeligt af hans presseudsagn, er, at han tror, man bedre kan opnå administrative besparelser ved at lægge styrelser sammen. Da de tre styrelser i forvejen boede i samme bygninger, kunne det vel ikke udelukkes, at man lige så vel kunne spare ved at intensivere administrative samarbejdsrutiner.

Og hvis den økonomiske logik er, at stort er billigt, er det svært at forsvare, at man ikke fusionerede med Slots- og Kulturejendomsstyrelsen, når man nu alligevel var i gang? Og hvis hensigten var at spare, hvorfor har man så fortsat 3 direktører – det er især på de lavere løntrin, man har begrænset i personale. Det gavner absolut heller ikke ledelsens legitimitet, at man ansætter en administrerende direktør uden opslag – ganske usædvanligt for direktører i den statslige administration.

Nysproglig vision

Ved offentliggørelsen af fusionen af de tre styrelser angav ministeriet en samlet vision for den nye Kulturstyrelse:

  1. styrke samspillet mellem kunst, kulturarv, biblioteker og medier
  2. styrke koordineringen af den statslige og kommunale indsats på kulturområdet
  3. fremme udvikling og udnyttelse af den øgede digitalisering i kultur- og medielandskabet
  4. udvikle nye tilbud og formidlingsformer til borgerne
  5. styrke det internationale kultursamarbejde inden for alle fagområder
  6. øge samarbejdet med bl.a. uddannelse, undervisning, forskning, miljø og natur samt erhvervsudvikling, herunder arkitektur og turisme

Umiddelbart er det en vision, der kan være svær at modsige. Der er så at sige intet skidt i at have de ønsker, som markeres i den såkaldte vision. Vi er sprogligt set indenfor tidens neutrale buzzwords, også kaldet nysprog.

Udenfor helt snævre ledelseskredse er der ikke nogen, der har formuleret visionspunkterne som et særligt ønske. Tag blot det første og åbenlyst vigtigste punkt: at styrke samspillet mellem de områder som tidligere udgjorde hver sin styrelse. Et eller andet sted i en central ledelseskreds kan man naturligvis ønske et større samspil mellem de områder, der indgår i ministeriets ressort. Men der har aldrig været offentliggjort en eneste rapport, et udviklings- eller strategipapir, som pegede på, at det var vigtigt for nogen som helst, at disse områder samarbejder.

Nu beder man de 297 medarbejdere om at huske, at dette samarbejde er det vigtigste i verden. De faglige områder medarbejderne har ekspertise i, underordnes nogle for omverden aldeles ligegyldige hensigter.

Kunst, hvor?

De mennesker, som måtte interessere sig for kunst, kan muligvis undre sig over, at ordet kunst end ikke nævnes som en del af visionen. Forholdene for de som skaber kunsten, kunstnerne, nævnes heller ikke.

Og for kunstnerne bliver de administrative veje også længere. Tidligere var kommandovejen fra en kunstner: kontakt til menig medarbejder – chef for fagligt område – direktør for Kunststyrelsen – departementschef – minister. I alt 5 led. Nu bliver kommandovejen: kontakt til menig medarbejder – medlem af chefteam – muligt møde i chefteam – områdedirektør – administrerende direktør – muligt møde i ministeriets nye koncernledelse – departementschef – minister. I alt 6 led, muligvis 8.

Ministeren styrer

I Kulturarvsstyrelsen er direktionssekretariatet naturligvis en central funktion. Ud af sekretariatets 12 medarbejdere har 9 til opgave at arbejde med ministersagskoordinering. Man må håbe, at de selv kan koordinere arbejdet. Ministerbetjeningen kommer således til at fylde ganske godt i organisationens ledelsesdele.

Ind i dette kommer så også kommunikationsmedarbejdere, der refererer til departementschef og ikke til hverken fagligt center eller områdedirektør i Kulturstyrelsen. Alle kommunikationsmedarbejdere er blevet en del af ministeriets ledelsessekretariat. Det vil eksempelvis sige, at styringen af Kulturstyrelsens web ligger i selve ministeriet.

Kulturministeren har skruet en koncernstruktur sammen. Visionen blafrer i vinden. Centralisering er en umiddelbar konsekvens. Uigennemskuelighed og vanskeligere kommunikationsveje er nærliggende konsekvenser.

For en sjælden gangs skyld gennemføres en organisationsændring uden aftalt evaluering. Man skal ikke tale med særligt mange medarbejdere i den nye Kulturarvsstyrelse, før man får et tydeligt indtryk af, at der er tale om en endog meget skrøbelig konstruktion. Kulturstyrelsen savner den helt fundamentale legitimitet – der er tale om et top-down projekt, som medarbejdere har været nødt til at sige javel til. Visionen er en ordre. Ledelsen er udpeget oppefra. Når ting mislykkes, vil svaret være: det er jeres egen skyld. Det er barnelærdom for enhver proces- og udviklingskonsulent.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør