Vinder af Niels Klim-prisen for bedste novelle 2018: Sortskørt

Hvorfor generere en ny fortælling baseret på en 35.000 år gammel læseliste fundet i en forladt rumstation i omløb om Jorden?

Nomineret for 6 måneder siden for novellen “Sortskørt” i antologien De Fremmede (SFC, 2018).

Vundet*  her sidste weekend og annonceret under Fantasticon, som jeg ikke deltog i i år.

http://file770.com/2019-niels-klim-award/?fbclid=IwAR2AZlWhU3egQJY1OWgoB-GKqjLwZNWfLAPM019PTfTR0t_O-4wUY0v1_lM

77 likes på Facebook. Jeg spørger mig selv hvor mange af dem, der læser science fiction, hvor mange af dem, der køber bøger og hvor mange, der bare vil mig det godt, menneske til menneske.

Næste fredag kommer arrangøren og tager billede af koryfæet m trofæet. Jeg har næsten ikke plads til den noget sted.

* Jakob Druds “Verdensherredømme” og min “Sortskørt” fik lige mange stemmer.

Læs SORTSKØRT hér, så længe linket er aktivt.

 

My Science Fiction in print

– I actually learned something from my debut 😀

 

Will I keep this updated?

Naturally! It’s a pleasure. 🙂
— Kenneth Krabat, upd. Aug. 2022

Stories in print

Afståelsens Veje (Avenues of Riddance) – An inheritance forces the protagonist to choose between her always-on-always-now network and a future also containing the past.

as Avenues of Riddance and as Afståelsens Veje in the anthology, Around the world in more than 80 SF stories, (epub, EN, 2017 Tyskland)

as Alleen der Befreiung in the anthology Rund um die Welt in mehr als 80 SF-Geschichten, (paper, DE, 2016)

Bombens Bagside (The Hindside of the Bomb) – Disarming the recent bomb in a line of bombs directed at the Nationalistic majority despite disagreeing with their hold on the country – and what was also in the unexploded briefcase.

Taken for publication (2020) in a Swedish (now) online magazine for popular culture, DAST.nu

Den snublende klovn, den følgende nar (The stumbling clown, the following fool) – When simple survival is not enough.

in the magazine Himmelskibet #55, (2018, Fantastik.dk)

Dræbersneglen fra Venus (the Killer Snail from Venus) Continue reading “My Science Fiction in print”

Efter Fødslen – LIUO 12 [danske science fiction-noveller] [2017]

Den tid på året igen. Så sikkert som juleaften og amen i kirken og

Så er det dén tid igen, SFCs antologi proppet med danske, nyskrevne science fiction-fortællinger med troper fra nær og fjern, mest fjern…

Jeg bidrager med Vælgervægt, en fortælling om en AI, der så at sige snyder på vægten… pinligt, pinligt, arg!

Totalt set ser mine science fiction-udgivelser sådan hér ud nov. 2017.

KØB bogen – du vil være underholdt og du støtter miljøet i Danmark, som ved guderne ikke har den store støtte fra andre end læserne!

Efter Fødslen – Lige Under Overfladen 12, (SFC, 2017) har bidrag af: Continue reading “Efter Fødslen – LIUO 12 [danske science fiction-noveller] [2017]”

Science Fiction-panel: Lige under overfladen 4

Debattér med forfatterne d. 23.2., med udgangspunkt i antologien, Ingenmandsland.

23. februar afholdes paneldebat i forbindelse med udgivelsen af

Lige Under Overfladen 4, Ingenmandsland

Det foregår i Valby Kulturhus, 3.sal, vær 1, kl. 19-22. Gratis adgang.

Vel mødt!

SFC om arrangementet

at smide det evigt nærværendes åg [link]

Nogle gode pointer om litteraturanmeldelser generelt og science fiction især.

 

I anmeldelsen af “Den Hemmelige dal, Lige Under Overfladen 3”, som jeg lige faldt over, knyttes nogle gode pointer om litteraturanmeldelser generelt og science fiction især.

MetrOrd » Og en UFO fløj forbi.

The girl from Monday, af Hal Hartley

hører til den type science fictionfilm, som engang kun fandtes som bøger

The Girl from Monday

hører til den type science fictionfilm, som engang kun fandtes som bøger. Den filosofiske spekulation, uden regulært spændingselement. Ikke forstemmende, men en længsel mod mening, at finde, skabe mening, og film, der forlader biografen sammen med publikum. Continue reading “The girl from Monday, af Hal Hartley”

Time Travel, a vent for loss of control

Humans can do anything, they can think. Or they will change their thinking.

 

THIS IS A WORK IN PROGRESS

* MOVIES INVOLVING TRAVELLING IN TIME by way of propulsion, magic, sleep, hypnotism, ”time machine”, worm holes, body hopping, ”sudden temporal phenomemen”, weather penomenen, reception of sent data from the future a.o.

Time Travelling expresses control over the progression of Time, oftenmost perceived as the image handed down by Marcus Aurelius: Water flowing towards the sea as a river that never repeats itself – in either direction it is at any given point different from adjoing points. To most people it feels natural to perceive time, ie. human life, with an ending and a beginning, the beginning being uncontrollably lost to us, but the ending, or the way to the ending, everything that is meant by the word ”control”: The open vista of opportunities and possibilities, of which we will try to ensure a handfull of those most interesting to us and most needed for survival. And when we succeed in our endeavours, we are in control. When we do not succeed, we have lost control.

Time Travel is a vent for loss of control: Continue reading “Time Travel, a vent for loss of control”

Kotka retreat, 2009, “KANTULA”

Ny TV-serie, PARADOX.

 

Kotka, Finland, kl. 18.12.
Har set første afsnit af Paradox, en ny engelsk tv-serie om data fra fremtiden, der fortæller om ting, som vil ske – naturligvis ting, der efterlader sig fotograférbare spor, som eksplosioner, døde mennesker osv, som en politimand kan sætte tænderne i og efterforske som et puslespil. Det lover ikke godt, med mindre større ting er på spil i de kommende afsnit.
Meningsfulde historier bliver i det hele taget sværere og sværere at lave – om end jeg havde et hulkeøjeblik, da en af bipersonerne fik sit liv igen, efter at have troet at alt var forbi for ham. Filosofisk fokus er (kvalmende) Gud, tro, familie, redde livet osv.
Det vigtigste, vi kan fortælle i dag, er at livet betyder noget for hver enkelt. Ikke bare bestanddelene, der udgør den enkeltes liv, men livet i sig selv. Derfor er der så mange mord og ulykker på film – fordi livet er vigtigt. At kunne fortsætte med at leve, UANSET hvad der sker af politisk, økonomisk, og anden overgrebsperfiditet mod den enkelte eller grupper af mennesker. Livets fortsættelse. Jordens fortsættelse. Menneskenes fortsættelse. Det overskygger i stigende grad alt andet i dramatikken – fordi alle i større og større grad føler sig truet på sit eget liv med alt, hvad der sker. Og vi vil bare have det overstået, så vi kan komme videre, i fred og ro, med vores familie og vore drømme om fremtiden.
Men hvad hvis alle disse planer er ligegyldige, fordi det er uden betydning om vi lever eller dør? Det er dér religionen kommer ind: Livet SKAL betyde noget – for ellers betyder hverdagen ikke noget. Så er alt behag blot personlig gratifikation – nydelsen af familielivets glæder, arbejdets belønninger, kunstens skabelse, rejser, forbrugsgoder, forestillingen om en utruet alderdom: Livet skal betyde noget i sig selv.
Problemet er bare, at hvad det vil sige at leve med en indre tro aldrig egentlig bliver bespurgt, og “anvendes” religiøs tro som Livets Betydningsmotor, sker det som en selvfølgelighed. Som noget man bare har, eller ikke har. Og stakkels den, som ikke har… indre tro… på gud. Så er man hengivet videnskaben og det efterprøvelige i alle henseender, og således magtesløs, når man stilles over for det uforklarelige.
Det eneste, der kan redde denne serie fra fordummelsens adrenalinpumpende overdrev er, hvis de bevæger sig væk fra den klassiske A-forårsager-B-forårsager-C-osv., og forsøget ér der, i den dramatiske subtekst hér i første afsnit.
Men hvad skal almindelige mennesker bruge en uendelig kompleksitet til – at A ikke forårsager B som forårsager C osv. – når det er sådan, det ser ud for os, og selve måden vi planlægger alt i livet (med mindre vi arbejder med fysik, forsikring eller vejrfænomener)?
Eneste konklusion er tillid. I Tv-serien tillid til GUD, dvs. efterlivet og at “alt har en mening i det større perspektiv, for nogen ønsker det sådan”, men hvorfor ikke skridtet videre til ZEN: At det er uden betydning, om vi som enkeltindivider forstår eller ej, fordi den enkeltes indpasning i kosmos ikke kan sammenlignes med andre eller andet, og derfor er nødt til at afkræve den enkelte særlig hengivenhed = nærvær ift. egne udfordringer med kun præcis den mængde pres og eftergivenhed, der skal til for at befinde sig i centrum af sin eksistens? Også kaldet BALANCE.
Den her alfaderlige støtten på skulderen er røvtrættende og fastholder kun de bestående mekanismer, der understøtter alt det, som truer menneskene, enkeltvis og kollektivt.

Science Fiction: “Lige under overfladen, 2” – novelleoverblik plus lektørudtalelse

LIUO 2, som jeg deltager i med “Historiens Korte Arm”, en fortælling om den udstødte del af menneskeheden, der haster med at forlader Jorden, da chancen for en ny begyndelse et andet sted byder sig.

 

Et utroligt godt og sobert, og positivt, indlæg, der synopser alle 20 noveller i “I overfladen – lige under overfladen, 2”

Her følger lektørudtalelsen

Film: Puzzlehead (2005)

Skab en kopi af dig selv, og slip for en masse bøvl… Not!

 

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb

 

Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige – idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, “Hvem er robotten og hvem er mennesket”, men ét, der er meget vigtigere: “Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel – når begge er lige kolde?”

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den – “da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke”, som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): “Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde – der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden – hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på.”

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen – også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set – Puzzlehead er en fed titel – men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted…

 

*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder – hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner – dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp – især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.