Litterære Podcasts

Maj 2022

Regelsæt for Dansk Podcast Index – Danske Medier
https://podcastindex.dk/Regels%E6t%20for%20Dansk%20Podcast%20Index%202019.pdf

Alle registrerede podcasts i DK
https://podcastindex.dk/ 

Derfor finder du ikke min Podcast i Podimo

https://www.linkedin.com/pulse/derfor-finder-du-ikke-min-podcast-i-podimo-karin-h%C3%B8gh/?originalSubdomain=dk

Litterære podcasts

20 før 20 – Information – AFSLUTTET – https://www.information.dk/kultur/2020/04/podcast-dansk-litteratur-2000-2019-fortalt-gennem-vigtigste-begivenheder Continue reading “Litterære Podcasts”

Digterværker skal jo overgå deres forfattere.

– gårdvagten, værkhøjde, konsistens og digte i vinden

 

”Jeg er større end mine bøger” falder mig ind. Mere menneske end forfatter. Af dén grund bør jeg måske høre op med at skrive. Jeg arbejder med digte, tænker poetisk, har en lyrisk tilgang til sproget, men måske er jeg ikke kunstner. Nok.

Og så husker jeg, at Lars Bukdahl engang sagde, at jeg havde en særlig plads i hans hjerte. Dét har jeg ofte haft i tanke. Ikke sådan godt eller skidt, bare haft.

[hér skrider det hele så. Vi ser det ske.]

Lars Bukdahl er enormt indflydelsesrig som især anmelder af digte, han ynder det sære og underlige vi engang kaldte avantgardistisk, og mange unge digtere frygter at blive nærlæst af ham på en dårlig dag – ikke mindst fordi han har raget håret og mere af mange både debuterende og etablerede forfattere gennem tiden.

Altid lykkeligt ignoreret af ham er jeg dog, men der var den gang, hvor han ønskede mig tillykke med fødselsdagen på facebook med ”fortsat god kæntring”. Fortsat kæntring… God kæntringTillykke med fødselsdagen!

At have en særlig plads i Bukdahls hjerte lyder så lidt som det samme – jeg skal ikke forvente, at han venter sig noget af mig, men jeg har gjort et eller andet, jeg ved ikke hvad der tænder ham privat, kun dét fra digtningen, men han havde behov for at sige det, og jeg tillider, at han mente det. Måske troede han også, at jeg forstod det. At jeg kunne bruge det til noget.

Men Lars, jeg fatter det ikke. Men jeg tror på, at du var ærlig. At du altid siger, hvad du mener. Uanset hvor uforståeligt eller idiosynkratisk ekskluderende, det måtte vise sig at være. Eller bare fantastisk heldigt, at det ikke er mig, der mærker dén ragekniv fra helvedes forgård – hvor Helvede så er den tid der går, mens man kæmper med det næste værk, og for at kunne arbejde i fred må kunne forvise minderne om de dårlige anmeldelser fra bunden af det underbevidste og ud i det tomme rum, hvor de ikke kan gøre nogen skade. UPS, planet ramt af Bukdahls ragekniv, 700 mia biller i kognitionsfasen slået med mindreværd, evolutionen sat 4 millioner år tilbage for at komme op med en bedre 2’er end ”æbler smager vildt godt og fremmer forplantningsprocessen!”

Ikke at føle sig som kunstner nok er givet en smitte af dét, som i Statens Kunstfonds-lingo hedder “at noget har værkhøjde”. Altså, at det er ”godt”. Ikke blot kompetent, men godt. Konsistent. Rører og løfter. Nyskabende, måske ligefrem. I hvert fald er det over middel, trumfer genrekravene med Konge eller Es. Eller måske dækker begrebet faktisk kun betegnelsen for det genreløse:

Litteratur,

som ingen behøves forsvare, alle forventes at vide, hvad ér – det varige ind i evigheden, som viser sig at forandre folk. [Personligt husker jeg kun de bøger, der bekræftede mit behov for et sammenhængende univers. Tolkien, Pirisgs LILA, Fowles Troldmanden, Cia Rinne. Dan Brown.]

Kunstner skriver litteratur. Håndværker skriver brugskunst. Brugskunstner skriver… jeg ved ikke, hvad en brugskunstner skriver, umiddelbart ser jeg en automekaniker for mig, der skriver lidt ekstra på regningen og nægter at udlevere bilen, før regningen er betalt. Men der er mange forventninger til mennesket, som bevæger sig ind på et område, hvor smagsdommere hersker. For hér må man ALT. Og alle våben og skjolde bedes afleveret ved indgangen.

Jeg er selv blevet kaldt mange ting (kreatives navneskift har sit eget punkt i janteloven), også amatør – som godt nok betyder at elske det, man gør, men ikke have det som sin levevej… men hvem fanden kan leve af at skrive digte! – og ikke-notabel; dét er wikipedia-moderator-slang for at være en fiasko, ikke at have et folkeligt gennembrud, der oversætter til salg og megen omtale, og dermed ikke værdig til benævnelse på Wikipedia – og i  én særlig anmeldelse: med potentiale for kult – hvilket må være noget i stil med, at anmelde ude i sidesporet som en vej forbi køen, bogen mærkelig nok til et muligt følge dér, måske, og nu ikke love for meget, kult bliver mainstream på 12 sekunder, men hvem ønsker egentlig at køre i litteraturens sidespor? Jo, måske Lars Bukdahl har digterflaget ud af vinduet hér, hvid due på blodrødt græs. Måske så ér hans hjerteplads den højeste udnævnelse, ikke medfølelse, eller ynk?

[hér kan så optælles sekunderne brugt på sidespor, eller man kan male himlen blå]

Norman Mailer sagde i sit sidste interview, kort før sin død, at han døde lidt med hver bog. Dét er jo en stor kunstner, ikke? Aflevere af sin sjæl på siderne, vi køber ikke bare Norman Mailers bøger, vi køber en lille bid af hans sjæl, stor kunst, ikke sandt?

Eller måske var det bare, at det er SÅ pissehårdt at få lortet til at hænge sammen på den rigtige måde, at folk der kender til den slags ved den slags, ikke? At det er pisse udmattende at skrive, altså. For dét er det jo – dét ved folk, eller mange der ved det ved det. Uden at have gjort det. De tæller dog selvmord komma hvilken alder? og backlash af dårligt salg ind i ugebladene. For sådan oversættes smerte og glæde, ikke? Salg.

Og hér ville det være nemt at redegøre for digtere og forfatteres lidelser og smerte i en kapitalistisk og markedsfikseret elitistisk verden med et langt listedigt over ting, der gør ondt, hér iblandt alle tornene på Top 10.

[her holdes en lille pause]

Smerten er uden reel betydning. Skriften er alt, der betyder noget. At skriften fungerer på egne betingelser. Det er jo fødsel, for Hulan, og barnet skal ikke have for mange defekter. Og naturligvis skal nogen elske barnet og vise barnet omsorg og interesse. Barnet skal bare lige forbi gårdvagten og frem til slagsmålet. Og dét kommer barnet kun med hår og lemmer og hjerte i behold, i fald det… you guessed it: Består.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Og som med et godt digt uden svar på noget. Helt og kun en lille klump noget at nuldre i lommen på en dag, hvor hjertet er koldt, og vindene koldere.

DIGT: PÅ TERRASSEN

SÅ TÆNKES OG FORESTILLES DER

egentlig behøver han intet
det er mærkeligt at behøve intet
men hun behøver kærlighed
og omsorg udvist hun behøver
at mærke tillid hun behøver det
så meget 

så tænker jeg på en digter
der aldrig har sit jeg med på arbejde
ikke sit virkelige jer sit digterjeg
arbejdes der på så afstanden vokser
til manden og mennesket males frem
der er en grænse som ikke er en kreds

hvilket samfund
spørger jeg til hvilken verden taler du om
når du ser OS
siger jeg til personen bag profilen
du ved ikke hvad klokken er
du kender ikke prisen på smør
du slår ikke i dynen for at få ret

så tænker jeg på en lille hund
en krølhåret lille sag
med tyndt læderhalsbånd
i en meter snor
helt ind til kroppen aldrig forlade
far

hvis ikke legepladsen var der i dag
foran bygningen
ville jeg så kunne huske mere
af min barndom sådan noget
siger vi til hinanden
den slags vrøvl
vi finder på

alt er dagbog
alt er gammelt lys

kom tilbage!

akkurat fligen af jakken på nogen
der forsvinder rundt hjørnet
sådan bliver det ved
huset står der
jeget ved intet om hvad det gør

 

Tinnitusmorgen, sommer 2018

 

kølig morgen. varme og sommer normalt som siamesiske tvillinger i Danmark, i sproget må sommeren så være forbi i dag.

en motorcykel lægger an til lift-off på motorvejen. vinden må så stå i vest.

og oven over alting syder tinnitus.

det er måden den er der på. nuet den er i. måden den fylder på. dens isolerende effekt oven på isolerende effekt fra kræfthverdagen oven på isolerende effekt fra skammen oven på isolerende effekt fra Du Er Intet Uden Papirer oven på isolerende effekt fra Du Er Alt For Klog, men det KAN jo vel ikke være verden, som gør alt det, isolationen Må være en følelse, en livslang én af slagsen.

nu miaver katten for mine fødder, den vil kontakt eller sige tak for mad eller have mere. men den afslutter altid Nok Mad med at vaske sig, som den gør det nu. og oven over alting syder tinnitussen, goddaw. en elendig kaffe som begyndelse på dagen, fuck. jeg vidste det godt, da jeg kom vand på de få bønner der var i pressebeholderen, den ville blive helt tynd, men jeg forhindrede det ikke og varmede al mælken og kom det på. katten igen. hvad vil du, misse? snurre 3˚ på stolen og den stikker mod køkkenet igen. pelsen er fugtig af vejret uden for. på 4 minutter har den gennemspillet alt og er tilbage ved måltidet, en ny begyndelse eller afslutning på alt andet. hvad ér et re-boot? og oven over alting ligger tinnitus.

bare JEG kunne begynde forfra. denne position lugter SÅ meget af slutning. jeg kan spærre munden op på formodningen at strammende muskler i halsen er synderen og næsten lykkes med at skære de højeste og mest skærende toner væk. men jeg kan for helvede ikke gå gennem dagen med munden spærret op som Dødens Spøgelse fra Scream! måske lige om lidt ligge lidt hen over den kolde bold, strække musklerne i halsen uden at brække i nakken. goddaw grossenollike i den afblomstrede syren, du kan godt finde ud af at leve, så længe du gør det, alt uden for ruderne sker af sig selv, verden ved ikke jeg har alt og alle i tankerne.

det kan så ikke være verden i det selv, Das Ding an Sich, men den observerede verden, der bare ikke føler sig truet, ikke ved den bliver set og betænkt.

tidlige omslag på philip k dicks Eye in the Sky havde direkte et Øje på Himlen, og knowing Dick har der sgu nok også været et kæmpe øje på himlen i historien, som i hvert fald nogen kunne se, husker omslaget bedst.

og oven over alting høres tinnitus. den uobserverede verden, dét er slut nu, lægen på riget til helårstjekket, der fysisk krydsede arme og ben da jeg forsøgte at få hende til at udtale “atrofierede muskler” som årsag til tinnitussen, hårdt at se hende lukke af for min vrede, akavet, jeg var jo i sorg, tilskadekommen af brusen, hun kunne have trukket vejret igennem det og ikke lukket sit hjerte, men ladet min vrede passere igennem sig, Have Kunnet havde nogen vist hende hvordan, også hun er overladt til at klare sig selv, systemet har heller ikke noget til HENDE, systemet vil have mere, end det giver. som med kapitalismen og arbejderne. ikke arbejderne, der ejer produktionsapparatet, ikke arbejderne, der ejer sig selv. men produktionsapparatet der ejer DEM, som sundhedssystemet ejer lægerne, systemet der har uddannet dem vil have ALT igen og MERE til i form af overholdte løfter og kompetenceopbygning til de kommende generationer, men viser ikke lægernes psyke og kroppe omsorg, det må lægerne selv kunne igennem lægeforeningens forhandlere med en nuværende regerings budgetgivere

og dér solen uden for ruden. regnvejrssol, dér så sankt hans på lørdag og bålforbud, dér dem, som ignorerer bålforbud, dér nedbrændte byer og landskaber og lande og verden i flammehav, dér alting renset og dér livet forfra, en grossenollike uden for ruden i knævver med andre uden for billedet, dér tinnitus, dér, dér verden, én verden, ingen verden, ingen påkrav om levering af noget, intet ansvar bygget ind, kun at mikroplastic dræber alle kommende generationer, langsomt, dér dunkende tinnitus, sydende brusende, Rend MIG

Quora: How do I make a spoken word album?

By “album” I assume you mean “collection” of spoken word texts.

Making a collection can either be by planned theme – divide the theme into sub-categories, sort these into an order, and write poems about each one – or you can sort all your already written texts/poems into an order that makes sense to you. Continue reading “Quora: How do I make a spoken word album?”

Digterinterviews (Poesibogen)

– udført af Knud Brix

[plakaten er fra Tobias Røder]

Knud Brix lavede en del digterinterviews, da han arbejde for Radio 24syv.
Nedenstående liste er samlet af en læser. Tak, Rasmus.

Digterne Knud Brix IKKE fik talt med i “poesibogen”, før Radio24/syv blev smadret:
Asta Olivia Nordenhoff
Signe Gjessing
Amalie Smith
Eske K Mathiesen
Peter Poulsen
Continue reading “Digterinterviews (Poesibogen)”

Odense Lyrik, verdens lyrik

– lukkede scener, digte og digterne består

Odenselyrik.com

Poetisk Podcast for efteråret 2020

“Hvis noget er til at forudsige, så forudsiges her en vintersæson med Poetisk Podcast, der bl.a. kommer til at præsentere:

– Poesi og musik fra Shadi Bazeghi & Mansoor Mani Hosseini
– Poetisk drama fra Kenneth Krabat, feat. skuespilleren Trine Runge og Rudiger Meyer på lyd/klip
– Lyddigt fra Lars Skinnebach og Goodiepal
– Poesi og lyd fra Julie Sten-Knudsen og Sandra Boss
– Peter Laugesen som poetisk DJ

Poetisk Podcasts nyhedsbrev for november har allerede været ude og varsle Skinnebach/ Goodiepals kommende entré”

https://poetiskpodcast.dk/


Kilde: Facebook

bøn er en privat sag

I et respons i Altinget om venstrepolitikeres frygt for muslimske bønnekald (via højtaler på moskéer) siger den radikale politiker Paula Larrain om muslimsk bønnekald: Hvis det er larm, er kirkeklokker det også

Følgende skrev jeg til Altingets redaktion, fordi kommentarfunktionen dér ikke virker, når man ikke er abonnent:

Ja, bor man ved siden af en kirke, kan gudstjenester, bisættelser, barnedåb og bryllupper nok opleves meget irriterende pga. klokkernes LARM. Men larmen udtrykker andre menneskers glæde og sorg, der udbasuneres til omgivelserne at tage del i – og ud over den ugentlige gudstjeneste er larmen ikke noget, der sker med stor og forudsigelig regelmæssighed og er højst til gene for folk med tømmermænd og natarbejdende, der behøver at sove. 

Med dén undtagelse er den kristne kirke indifferent over for om nogen i omgivelserne er troende eller ej. Var den derimod ikke en selvfølgelig kulturreligion længere og i stedet reduceret til trosretning blandt alle de andre, kunne det tænkes at klokkerne ville blive SØGT brugt som dengang, hvor slagene fungerede på samme måde som det muslimske bønnekald i dag – dvs. både som angivelse af fælles tid, og som påmindelse om religionens centralitet i samfundets liv.  Continue reading “bøn er en privat sag”