Spørgsmålene er stillet af blogger og digter Mette Ø. Henriksen, og interviewet er publiceret på hendes BLOG
HVORFOR betyder det så meget for os at nå frem til Den Virkelige Verden?
– Ugeinterview, Kenneth Krabat, Mandag
Hvad er et godt digt for dig?
Derfor bruger jeg en stor del af min tid på at observere mine egne reaktioner på dét, som folk generelt opfatter som helt almindelige og nødvendige sociale mekanismer – og der jeg stødes, er som regel dér, hvor min følelse af frihed bliver sat på en prøve. Altså, risikoen for frihedsberøvelse, manglende accept af forskellighed osv. Jeg går ikke direkte ind i kampen for lighed, for lighed tror jeg ikke på (jo, lighed for loven, men selv dér…) – det er retten til at være forskellig, der gør det for mig – men jeg forsøger at skrive mig ind på hjørnestenene i noget, jeg forsøgsvis kunne kalde ”det acceptable menneske”. Hvilket vil sige en menneskelighed, som ikke påberåber sig retten til noget som helst, hvor individer ikke er under anklage om at underminere artens overlevelse ved at være adskille sig i behov, opførsel eller optræden, og som på alle måder oppebærer egne idealer om fælles vej og står ved egen forståelse af prisen for at være et individ i en flok af individer. Det acceptable menneske behøver ikke elske nogen i klassisk forstand, men accepterer eksistensen af alle andre som forudsætning for selv at kunne eksistere med de vilkår og de muligheder, som teknologi og viden byder menneskeheden i dag. Der er INTET retro i det.
Jeg begyndte i mine første bøger med at spørge om, hvad fanden det egentlig ville sige at være i live og være af betydning for sig selv, og hvad det ville sige, at verden fandtes. Den seneste udgivne (fysiske) bog, Elskede elskede, forsøgte at rive elfenbenstårnet ned, hvorpå kærligheden var blevet placeret i form af en kvindeskikkelse, men selv det mislykkede forsøg på sådan djævleuddrivende iconoclasti var en succes: Enhver må gøre det for sig selv – kærlighedens og opsathedens mange skikkelser kan ikke modbevises, fordi de netop er uhåndgribelige – hvilket er en central pointe i tanken om ”det menneskelige”: Der er ikke nogen ”vej”. Vi laver vejen i og med alt vi gør – hver for sig, som fællesskab, som kultur, som nation, som sprogfællesskab, som art over for andre arter. Som liv i forhold til ikke-liv. Betydningen af alt ændrer sig vedvarende – selv kroppens form og tidligere uafvendelige uforanderlighed bespørger vi, og vore følelser og vore opfattelser af vore følelser ændrer sig og ændrer vi.
Det interesserer mig således umådeligt, hvad det vil sige at komme fra det selvfølgelige til noget, man med meget god vilje kunne kalde ”bevidst statistisk kausalitet” – for at undgå begrebet fri vilje, som jeg betragter som en af de gamle ismer, der er uden for bevidst kontrol. Vi ved jo, at det er muligt for en fængselsindsat at føle sig fri, og det rigeste og mest mulighedsgivne menneske at føle sig fangen. Den meget omtalte frie vilje, eller ”frie handlekraft”, er på alle måder et kemisk og elektrisk biprodukt af vores hjernes funktionalitet… som en slags beskuer af genudsendelsen af en håndboldkamp. Føler et menneske sig fri, er det snarere en evne i den enkelte til at være relativt fleksibel, end det er en grundforudsætning for opholdet i samfund og verden. Det er ikke reelt et spørgsmål om, hvorfor det dog regner. Når det regner, regner det jo. Spørgsmålet er, hvad man stiller op med sig selv, når det regner. Og det er dét, der betyder noget.
Den næste bog er en meget stille bog, der stort set ikke gør andet end at observere. I sin essens kan den minde meget om “alle veje fører til Magtenbølle” fra 94, men hvor Magtenbøllebogen opstiller en filosofisk betingelse for tilblivelsen af selvet og påviser den i bogens struktur (ubemærket af de fleste…:-D), vil Tidens Kælven, som den hedder, både mere end dét og mindre: Den tager sprogligt stilling, men det er stort set også dét. Og som sådan kan jeg pt. ikke komme tættere på skabelsen af verden med sproget og tættere på menneskene som betydning i det samlede billede. Det er næsten en meditation.
HVORFOR betyder det så meget for os at nå frem til Den Virkelige Verden?
– Ugeinterview, Kenneth Krabat, Tirsdag
Du har været en tidlig bruger af internettets mange muligheder for selvpublicering. Bl.a. har du lavet projekt-år med dagens digt – 1999/2000 (link: http://krabat.menneske.dk/_dagensdigt og igen i 2006 (link: http://krabat.menneske.dk/dagensdigt2006/) – som er digte, der gratis gøres tilgængelige på nettet. Hvad er fordele og ulemper ved at lægge sine digte ud gratis på nettet?
Jeg opfattede det ikke som selvpublicering, da jeg i 1996 begyndte at lægge mine ting ud. Jeg så det som at bidrage til det der Internet… Jeg ville selv gerne finde interessante ting (der var ikke ret meget af noget, og stort set kun på engelsk) og så kunne jeg jo fint gå foran med et eksempel.
Det første store netværk i 99-00 var et arbejdsforsøg, hvor jeg behøvede et publikum: Skulle jeg skrive et dagligt digt, og ud fra den kontrakt jeg havde indgået med mig selv om blot at sænke standarden, hvis jeg ikke blev tilfreds med dagens arbejde, måtte jeg have (i hvert fald forestillede) læsere, som forholdt sig kritisk. Godt 40 abonnenter fik et digt med morgenmailen. Men der var ikke mange den gang, som havde mail eller bevægede sig og fandt digte på nettet. Ikke som i dag. Og folk havde svært ved at håndtere mængden af digte. Hos flere hobede digtene sig op og blev til dårlig samvittighed.
Det andet store netværk var et forsøg på at holde fast i hverdagen. Jeg havde det psykisk dårligt, og jeg skrev mig gennem, hvad der tillige blev mit annus horribilis, med tab af old gamle illusioner, kæreste og min søn i hendes mave. Hér havde jeg ingen andre intentioner end at lade det daglige digt – med abonnenter og min forpligtelse til at skrive OG holde mit løfte til mig selv og mine læsere – være min livline til et liv, jeg ønskede mig, men ikke formåede at leve: Det regelmæssige liv. Også hér opdagede jeg, at folk følte sig forpligtet til at læse, og enkelte abonnenter meldte fra pga. (selvindrømmet) dårlig samvittighed.
Jeg står helt bag ved disse to årsværker – og især dét fra 1999-2000 rummer meget af det bedre, jeg har skrevet. Hvad det overordnet set mangler i redaktionel bearbejdning, har det i begejstring og fremadrettet energi. Og det vil jeg sige er en af hagerne ved at lægge ting ud gratis: Der MÅ være en ramme, som folk kan forholde sig til. Den gammeldags redaktionelt behandlede bog ér sin egen historie. Den siger: ”Jeg er elsket af nogen, der har gjort sig det besvær at finpudse mig og pakke mig fint ind.” Mens netdigte i blogform, portalform, EPUB, ofte står nøgne og uden støtte, fordi formen forekommer mere tanke end menneske, mere køligt design end varmt håndarbejde. Der er kun indholdet til at angive, at et menneske har været forbi og villet noget.
Mine to årsværker med daglige digte svarer til udgivelse af 7-16 digtsamlinger, alt efter hvordan man regner spildprocenten. De ligger bare dér, dag på følgende dag i den samme ramme, men de er begge fanget af en kontrakt. Og dét er indpakningen hér. Ja, de er ikke redaktionelt behandlede, men de ér holdt. Jeg har fat i dem, mens jeg skriver dem, og jeg siger til mine læsere: Kik mig ikke over skulderen og forsøg at hjælpe mig med at fange mine fejl – nej, se at jeg har valgt denne måde at være digter på, hvor jeg – som jeg ville gøre det, selv hvis jeg ikke var alene – gør mit yderste for at honorere kontrakten. Det er kontrakten, der er redaktør, indbinding og kærligheden i afsendingen, som enhver bog behøver.
Flere unge edigtere er ”gået visuelle”. Kronosier, skrevne digte der afvikles over tid; marquee-digte (løbende html-programmerede digtlinier), statiske billeder med skrevne digte; videoer med læste digte digte, evt. med musikbaggrund… og digte indpakkede i benspænd: sms-digte, twitter-digte… og så er der poesien, som opstår i sammenspillet mellem sociale fora og instant-kontaktformer… kan det udtrykkes i et statisk medie? Jeg ved det ikke. Men betyder det noget? Der var engang, hvor digtere ikke sagde “jeg”. Og da de begyndte på dét, ændredes digtningen og dermed opfattelsen af verden, som den kunne udtrykkes med sprog og tanke.
Det handler altså om at servere sin pakke, sin intention. Med kærlighed. Så den skiller sig ud. Så poesien får en identitet med hjemmefra. Superredigeret eller løs hånd, no matter. Bare det kan mærkes, at den er mént!
Så skal den nok finde sit publikum. Digitalt eller på tryk eller reciteret eller afspillet eller opført. Eller levet.
Du blogger meget aktivt om e-bøger. Hvad fascinerer dig ved e-bøgerne og er de fremtidens bogform?
Lige nu holder jeg pause fra bloggen.
Jeg har blogget om ebøger af én grund og én grund alene: Det er ikke muligt for digtere at udgive en digtsamling i den globale bogbranches de facto-format, EPUB, og være helt sikker på, at læseren ser sidedesignet som de, digterne, ønsker det. Jeg har været decideret vred på bogbranchen i Danmark, repræsenteret ved Gyldendal, som længst af alle har forsøgt at sparke ebogsmarkedet i gang. Vi taler Danmarks ældste og mester hæderkronede forlag, der ved alt om at lave flotte, lækre, varme bøger, og så går de med på den møgbunke til et ebogsformat, I Guder!
eBogen er en beholder for digital tekst, som Bogen er en beholder for trykt tekst. Væsentligste forskel på de to er, at papirbogen nemt kan antage enhver størrelse, forfatter og forlag i samarbejde beslutter er det format, der bedst repræsenterer teksten. Når en tekst skal læses på en ebog, er det eBogslæserens skærmstørrelse, der afgør, hvordan teksten ser ud – og der findes jo mange forskellige størrelser eBogslæsere: fra telefonstørrelse til i princippet den størst opdrivelige fladskærm med den størst mulige opløsning: Hvis en forfatters tekst altid havner på den størrelse skærm, forfatteren har tænkt teksten til, fint. Men havner den på en mindre, ombrydes teksten. Hvilket især kan være katastrofalt for digtere, der arbejder med design af teksten som bestanddel af tekstens indhold og betydning. Men det betyder også, at ingen anden forfatter kan arbejde med side- og tekstdesign som væsentlig bestanddel af teksten, med mindre de er versant med html5 og er villig til selv at lave design til alle væsentlige størrelser eBogslæserskærm:
I næste udgave af branchens de factoformat, der kommer til at hedde EPUB3, kan producenten af bogen indprogrammere et tjek af hvilken skærmstørrelse, teksten befinder sig på, og forlods sørge for at lave versioner af bogen, der passer til de mest almindelige skærmstørrelser. Men for det første er digterne ikke dém, forlagene investerer de fleste penge i, og for det andet er det så stadig programmeringen, der bestemmer, hvordan digterens tekst skal se ud. Fremtiden for eDigteren begynder således at ligne tvangsmæssig forståelse af placeringskode som forudsætning for tekstopsætning til eBøger.
Jeg er sikker på, der nok skal komme en løsning – måske begynder digtere selv at udgive forskellige eVersioner af den samme bog, eller måske opfinder nogen et format til digtere, der tillader absolut positionering – så teksten bliver stående, hvor digteren sætter den – måske som et billedformat. Eller digtningen forandrer sig med teknologien, så digte ikke længere fremtræder som opbrudte linier, men måske snarere end placeringen af teksten alene bliver et spørgsmål om poesi (SMS-digte, f.eks.)? Eller der kommer en helt 47. løsning – digterne holder ikke op med at skrive digte. Og næppe heller med at udgive dem. På den ene eller den anden måde.
HVORFOR betyder det så meget for os at nå frem til Den Virkelige Verden?
– Ugeinterview, Kenneth Krabat, Onsdag
Er bogbranchen i krise?
Ja, det ved gud! Vi aner jo ikke, om vi skal lave litteratur eller penge! Og hvad koblingen mellem de to betyder!
Okay… Hvis vi taler om forlag og boghandlere: Udgivelsesscenen med USA, Japan, England og Tyskland i spidsen lægger i dette øjeblik stærkt fokus på udgivelse i ebøger. Endnu er salg til Europa blokeret fra Amazon, Google, iBookstore m.fl. blokeret pga. uafklarede rettighedsting.
I Danmark blev en del af bogkøbene i de første mange internetår rykket til England og USA, men det er PostDanmarks afgifter med statens billigelse ved at regulere på. Og de store danske forlag er med på vognen om mainstreamlitteratur og snævrer ind alle vegne.
Med fokus på overgangen til ebøger kunne alt se ud til at handle om, hvor vidt man fra forlagenes side skal afvikle det gamle produktionssystem med lager, distribution, boghandleragenter, boghandlere, bogannoncer i aviserne, anmeldereksemplarer osv osv., eller skal man bevare et bogtryk-beredskab, så man ikke lukker for alle muligheder, hvis nu f.eks. strømmen går? Just kidding.
Bogbranchen ér i krise – i hvert fald de store forlag. Danskere er typisk meget konservative omkring ny teknologi, og holder gerne godt fast i den gamle, så de er sikre på, at den nye virker efter hensigten. Det er derfor svært for forlagene at spå om danske vilkår med nogen sikkerhed.
Forlagene kæmper, det gør de altid. Der er unge kræfter på især det største danske forlag, som interesserer sig stærkt for at få det til at gå godt for ebogen. Og så længe ebogtsunamien er i gang, er det også forbandet nødvendigt at forsøge at ride på toppen af bølgen. Jeg er sikker på, at forlagene lytter til klagerne over de høje ebogspriser. De falder allerede lidt, nu. Måske frygten er aftagende?
Men bogbranchen består jo som nævnt af mange andre end forlagene. Der er grafikere, layoutere, bogtrykkere, redaktionsmedarbejdere, kontorfolk, rettighedsjurister, chauffører, lagerfolk, bibliotekspersonale på registreringsdelen, boghandlere og bogagenter, boganmeldere… som alle vil blive påvirket endnu mere, end de allerede er, hvis udgivelsesvægten (samt forudsat eksemplarsalget forbliver det samme) falder ud til ebøgernes fordel… og der er sikker berørte, jeg har glemt.
Og så er der forfatterne. Forfatteren Margaret Attwood holdt fornyligt et foredrag på en konference om ebøger, hvor hun påpegede, at forfatterne trods alt er dét, hele branchen lever af. Forudsætningen for den fødekæde, som 400 år har bidraget til kulturers indtjening og edifikation.
Og der har da også været en del klager over forlagenes behandling af forfatterne i overgangen til digitale udgivelser. Forfattere, der er blevet snydt til at fraskrive sig andel i ebogssalget i al evighed eller bliver snydt ved beregning af royalty af nettopris snarere end udsalgspris. Men spørgsmålet er, om forfattere vil fortsætte med at have den betydning, de har haft. Og dermed den indtjening, de har genereret.
Som det ser ud nu har fokus på bestsellerne absolut fortræde frem for lødig litteratur – heldigt, hvis en bestseller også værd at have stående på reolen, men uheldig holdning for faget.
Mikkel Thykier skriver depressionsfremkaldende i “Over for en ny virkelighed” (Afterhand 2011) om, hvordan forfatterens virkelighedsfremstilling ikke længere kan opfattes som oplysende, men snarere virkelighedsfortrængende. Dét vil sikkert ikke have den store effekt på “produktion” og salg af fortællefix, men konsekvensen af sådan erkendelse kan være, at tunge forfattere opgiver litterær fiktion af høj værdi til fordel for interaktion med virkeligheden på et mere direkte plan. Eller de går over til at skrive underholdning, der sælger. Kriminalromaner og den slags…
Er dét en del af bogbranchens krise? Ja, for fanden. Kun sekundavaren bliver tilbage. Oplysningestiden er flyttet til hurtigopslag på Wikipedia på smartphone. Ingen behøver have noget i hovedet længere. Selvstændig viden er unødvendig. Forfatterne behøver ikke tænke for os.
Under afsnittet om digternes betydning fastholder jeg min tro på digternes funktion. Og det samme gælder for forfatterne: Jeg tror, at trangen til at fortælle vil forblive uændret i de kredse, som dyrker læsning (forudsat det ikke bliver forbudt at fortælle fiktion…). Der vil bare ikke være mange kunder til dét, der virkelig flytter tankeklodser. Måske end ikke som uddannelsespensum. Internettet har virkelig sejret som databeholder. Bare synd, det ikke er en virksom hjerne. Endnu, i hvert fald.
(Det globale netværk erhverver selvbevidsthed i 2043).
Hvordan ser du digterens rolle i samfundet i dag? Har han/hun en?
En rolle er en position er en placering er en funktion. Digterens funktion er hidtil blevet prist på grundlag af udgiven litteratur, men det her med at udgive digtsamlinger regnes i dag som mindre og mindre væsentligt fra en samfundskulturel betragtning, og salgsmæssigt er det en katastrofe. Om ganske få år vil digtsamlinger i kampen med alle mulige andre informations-, underholdnings-, oplysnings- og dannelsesmuligheder formodentlig stort set ikke blive læst. En digtsamling vil da blive et sprogligt visitkort, anerkendt af nogle få professionelle, og hvis vi er heldige, vil det være noget at sætte på CVet som udtryk for ikke mindst en evne til at tænke i helheder.
Digterens rolle både i dag og til den tid, den inderlige digters rolle, den seriøse og oprigtige digters rolle, er altid påtagelsen af ansvar for både at smide og afmontere sprogbomber rundt omkring i samfundet. Digteren er dén, der tager pulsen på lokalsamfundet, påtager sig at være lokalsamfundets øjne indad og udad, og nationens øjne på sig selv; den, der fortæller om at være og blive menneske i et samfund, en verden, der ikke tilhører vore forældre, historieskriverne eller os selv, men kun dém, der navngiver den og alle dens bestanddele.
Og ikke nødvendigvis nedfældet. At være digter handler først og fremmest om at se verden i overblik. At blive og være en del af et overblik.
Digteren, uanset anerkendelse fra samfundet, arbejder med det vigtigste redskab (ud over ilden) i menneskehedens tid på Jorden: Midlet til overbringelse af historie, som er forudsætningen for fastholdelse af forståelse, som er forudsætningen for udforskning af eksistensens betydning og menneskenes forpligtelser over for selv og andre.
At dét er et tveægget sværd turde dog være synligt for enhver: Dén, der lærer af sin fortid, kan styre dele af fremtiden, og de magtoptagne kan lære at styre sig til magt, og til holdninger og handlinger, der fører til undergang for arten. Forståelse er ikke det samme som indsigt.
Der ér ingen andre, som på samme måde som digteren står uden for økonomiske og partipolitiske interesser. Digterne er på den vis menneskehedens vidner. Digteren har derfor en forpligtelse til at komme til indsigt. Til gavn for alle. Og på vegne af alle. I nærvær og nærhed til et samfund, de tør og kan udtale sig om.
Og er en digter forpligtet på at forholde sig til sin samtid? Mao. Skal man skrive politisk og kan man lade være?
Politik kan defineres som en forholden sig til, hvornår man skal slikke røv, hvornår man skal give godbidder, hvornår man skal netværke og hvornår man skal lade nogen sejle deres egen sø. Og alle arbejder politisk, som forsøger at opnå noget gennem forhandling.
Sådan oplever jeg ikke digterens rolle (og mener ikke med dét ”mennesket, der er digter”). For digteren med sit magtfulde instrument, sproget, skal ikke forhandle med menneskene om verden, og ikke tage holdninger og meninger som gidsler.
Digteren skal ikke beskæftige sig med andet end at gøre verden synlig. Med sproget. Med poesien. Hvad digteren gør i sin fritid på lokalpolitikområdet er uinteressant for digtningen – med mindre et særligt syn på verden finder ind i skriften hérfra. Det samme gælder al anden foretagsomhed – det er kun navngivningen af det usynlige, der er interessant for digtningen.
Og jo, tak, jeg kunne godt tænke mig at blive berørt af et digt om Søren Pinds mangler, og selvfølgelig ér det da muligt. Men politik er det kun, hvis man ser det som et indlæg i valgkampen, snarere end som et kunstnerisk bud på menneskelig fejlbarlighed og dårskab.
Du har også lavet musikalske samarbejder, bl.a. med electro-støj-orkestret Alarm112. Gør det noget særlig ved poesien, at der kommer lyd på? Skal du arbejde med den på en anden måde i musikalsk sammenhæng?
Jeg ville ønske, at jeg ikke lavede andet.
Jeg ville ønske, jeg ikke lavede andet end musikalsk samarbejde. Jeg er ikke tonemager, men jeg har rytme og kan arbejde med mine begrænsninger i musikalsk sammenhæng.
Jeg ville ønske, jeg ikke lavede andet end at arbejde sammen med andre. Jeg ville ønske, at jeg kunstnerisk aldrig var alene. I mit næste liv vil jeg være musiker, og kvinde. 😀
Musikken og rytmerne baner vejen til menneskers underbevidsthed. Ordene, der kommer ind den vej, har større chance for at hægte sig fast, fordi de så at sige godkendes af kroppen, der godkender musikken og rytmen. Det er simpelthen et billigt salgstrick for digtere og andre ordmagere at sætte musik til ordene… 😀
HVORFOR betyder det så meget for os at nå frem til Den Virkelige Verden?
– Ugeinterview, Kenneth Krabat, Torsdag
På din blog tilbyder du som digterdoktor hjælp til skrivende, der gerne vil forbedre deres lyrik. Jeg har hørt folk påstå, at digte er subjektive udtryk og derfor kan man ikke give respons på dem. Hvad mener du om det? Kan du nævne et par eksempler på klassiske begynderfejl?
Skrive på sit sprog uden opmærksomhed på sit sprog.
Og så håbe, at jeg kommer igennem med mine følelser for menneskene som art.
Er der et forfatterskab, du gerne ville have slettet fra alle pensumlister? Med andre ord: Har du litterære aversioner?
Så, snarere end at fokusere på litterære aversioner, ønsker jeg mig fokus på litterær fokuseren på destruktiv adfærd, så omkostningerne ved det overfladiske, det fornedrende, det aggressive, det fællesskabsfjendske manipulerende osv. drages frem i lyset… Men dét er jo, hvad litteraturen (og menneskene) for en del allerede gør, så det er ikke dén ært, der generer min nattesøvn.
Har du et yndlingsdigt?
Det digt, jeg citerer mest, er mit eget; det hedder VINTER og lyder sådan hér:
Se, sne!
Ordene, der bliver sat på, klæder verden på og gør den synlig, i dag. Den findes ikke som faktuel bevisførelse, man kan fastholde til evig tid. Selv det allermest sandsynlige i går kan i dag vise sig at være noget, som umuligt kan holde i morgen. Selv ikke med 100 eller 1000 års statistik.
Det er det her evige med at komme igennem sløret til den virkelige verden. Det vil aldrig lykkes, synspunktet er altid singulært og verden pluralis. Fordi verden skabes af dén, der ser. Men af og til kan vi komme tættere på, og hér er det så, at min egen forståelsesevne kommer til kort: HVORFOR betyder det så meget for os at nå frem til den Virkelige verden? HVAD forestiller vi os, at det vil gøre ved os at komme dertil? Og HVORFOR tror vi, at det skulle være anstrengelserne værd, i forhold til at bruge den samme kraft og energi og tid på at gøre os det behageligt hér i vores singulære opfattelse/illusion?
HVORFOR betyder det så meget for os at nå frem til Den Virkelige Verden?
– Ugeinterview, Kenneth Krabat, Fredag
Hvad betyder netværk for dit forfatterskab?
Mindre end ønskværdigt. Jeg er blufærdig med en til tider lemfældig omgang med fiktionen – oplever dén som vigtigere end øjeblikkets sociale updates i samme eller virtuelt rum. Jeg magter ikke at opholde mig i et litterært, endsige almindeligt socialt fællesskab.
Jeg er beskuer.
For mig handler det om at blive menneske, altså tanken om at være menneske først, og så blive kunstner af at arbejde – det er et umuligt projekt, totalt kontrolfikseret. Uproblematisk, selvkørende samvær og udveksling har jeg ikke oplevet mange gange. Og det har altid været tilfældigt. Skuffelserne ved at give illusionerne plads, både kunstnerisk og f.eks. i forhold til kærester, er mange og store; “hverdagen” og forprogrammeringerne tager hurtigt over. Men jeg ved samtidig, at jeg stiller store krav om vedvarende forandring og afveksling, som kan være svært at være i nærheden af.
Jeg er narcissist. Eller solipsist. Eller kontrolfreak. Eller bare generelt utryg ved regler og former og andres vaner og måder.
Familie og venner betyder alt for mig. Men her træder udøvende og menneske ind med omvendt fortegn – jeg føler ikke, jeg i længden har så meget at give mine nære, andet end at være til stede og være, og hvis jeg ikke kan komme til at arbejde, når jeg behøver det, bliver jeg ubehageligt rastløs.
Jeg finder anerkendelsen ved at lykkes med skrift – ikke fordi nogen kan lide mig.
Det er dejligt at kunne gøre folk glade. F.eks. kunne hjælpe dem med at afklare spørgsmål, hjælpe fysisk eller fagerfaringsmæssigt, huske deres fødselsdage, deres børns navne osv. Jeg ønsker det. Men det er ikke viden, jeg kan rende rundt med i hovedet. Guderne tak for elektroniske påmindelsesmuligheder.
Jeg er asocial. Eller kræsen. Eller seriøs. Eller pisse krævende.
Jeg kan desværre ikke tale med om det arbejdsnetværk, jeg forestiller mig mange andre digtere og forfattere har, i fællesskab om skriften. Jeg er noget af en enegænger, af mistillid til mig selv og mine evner, og for at kunne høre, hvad der sker i mit hoved. Det er blevet bedre med tiden, men hvad der skal ske for at jeg få opfyldt behovet både for at være socialt online og online til mine nødvendige forestillinger samtidig, ved jeg ikke.
Jeg er outsider. Eller de fleste er uden for selvstændighed.
Mit forhold til menneskene og til mennesker er problemfyldt. Jeg har større relation til menneskeheden, tanken om menneskeheden, end jeg har til flertallet af dem jeg kender. Flere tanker passer på menneskeheden end på enkelte individers overlevelse og velbefindende.
Jeg er sådan en slags filosofisk sociaopat eller noget. Eller bare meget skeptisk over for alt andet end helt rene linier i et venskab eller en arbejdsrelation.
Networking er tidens sprogligt overfladiske påpegelse af kollektivt underliggende behov for fællesskabets overtagelse af styringen af verden, og jeg er desværre ude af stand til at bidrage til løsningen af verdens problemer på dén måde.
Hvad arbejder du på i øjeblikket?
Jeg har lige fyret mit forlag. Bogen, der har været i luften i halvandet år, er dalet til hvile på mine hænder. Dér ligger den, mens jeg forsøger at komme til indre accept af, at jeg nok er nødt til at blive min egen forlægger, helt og fuldt.
Pt. skriver jeg med stor glæde og fornøjelse science fiction-noveller. Jeg håber, det ikke stopper.
Digte er pt. temmelig langt fra mig, men poesien kan komme bedst som man mindst venter den, klokken ni om morgenen ved maskinen og vejret, der noget tid har sagt forår, siger pludselig noget andet:
Store dynede fnug dalede skævt ned på brisen og lagde sig på busken og på græsset som suk
Dét skal helst stå på én linie, men sider er sjældent så brede, så man må klippe det op, men fratager så læseren lidt af glæden ved selv at udbrede billedet ved hjælp af tekstens lydlige udtryk – hvilket er det væsentlige i min kritik af EPUB-formatet.
(opklippet og realistisk sidetilpasset bliver det, desværre)
Store dynede fnug
dalede skævt ned på brisen
og lagde sig på busken
og på græsset
som suk
Overordnet set arbejder jeg på at holde mig skrivende – trods mange udfordringer, der står på spring for at æde min tid og min koncentration. Det er vel egentlig dét, jeg gør mig mest i: Holde mig skrivende, helst hver dag. Oftest for meget. Så, jeg forstår godt at alle de andre ting står der og bjæffer ved havelågen og forsøger at komme ind!
Nedenfor er forskellige citater. Hvad er dine reaktioner på dem?
Andre Gide: “Only those things are beautiful which are inspired by madness and written by reason.”
Skønheden er i øjet, der ser. Eller hjernen, snarere. Eller i personligheden, som den kan udtrykke sig, indvendigt og uden for kroppen. Jeg abonnerede selv på det med galskab, da jeg var yngre:
words go ’round and ’round in my head
don’t know their meaning
don’t know what I get
for trying to make madness sound
like words
(Intro til “…Naiv? Sagde det nøgne barn”. Debut, Borgen 1987)
Men også i dag er det kun de gale, som ikke anerkender den skade, de selv forvolder.
John Gregory Dunne: “Writing is manual labor of the mind: a job, like laying pipe.”
Det er et arbejde som alt andet, ja. Men selv rørlægning har vel regler og æstetik og arbejdsglæde og mennesker, der gider tale erhverv…? 😉
Barbara W. Tuchman: “Books are humanity in print.”
Godt forsøgt, men dobbeltheden ødelægger tanken. Man kan godt være enig med den ene og ikke med den anden, og så er det frem for en klar holdning bare et diskussionsoplæg og fy faen!
William Somerset Maugham: “The crown of literature is poetry.”
Hjernen sidder jo også i hovedet, ikke?!
Dan Turell: “Sproget er min luder”
Betalte du med dit liv?
Links:
1000 stemmer (Kenneth Krabats egen blog)
Kenneth Krabat på litteratursiden
Kenneth krabat på Forfatterstemmer.dk (digtoplæsning)
iTunes Podcats
Krabats eButik