Jeg hørte engang en vittighed om “den svenske sjæl”: Får et barn fingrene i klemme i et vindue i Sverige, laves straks en lov, der påbyder tilspigring af alle vinduer i Sverige.”
Mit indtryk af dansk lovpraksis har været, at hér laves love for at lukke huller i lovgivningen, som nogen har fundet ud af at udnytte. Og ja, nogen har fundet huller i lovgivningen til at kunne give sin mening til kende ved at afbrænde eksemplarer af Koranen.
Betydningen af “hellig bog” er, at defamering af et eksemplar af eks Koranen for en troende svarer til defamering af troen Islam, og dermed at håne muslimer og trosgrundlaget.
Når opmærksomhedshungrende og/eller islam-frygtende forsøger at skabe opmærksomhed om nødvendigheden af at tage stilling til SELVE TROEN islam – ved at stille sig i midten af et oprør med al den talemagt, som ytringsfrihed (under ansvar) tilstår en dansker – så har de i 9 år kunne gøre det omkostningsfrit.
Efter fjernelse af blasfemiparagraffen i 2014 er ansvaret over for samfundet ift. eks. at spotte Islam blevet fjernet fra den enkelte borger (domstolene afgør brøden) og lagt over på regeringen (politikerne afgør brøden). Det var lige op til den store flygtningevandring og mens bølgerne stod højt i Danmark om vores pligt til at hjælpe.
Fra et speciale om fjernelse af blasfemiparagraffen [tidl. straffe-lovens § 140]:
… man skal give ret til privat påtale. Som det er nu [efter fjernelsen. red.], er det kun Rigsadvokaten, som kan tage initiativ til at anlægge en sag om § 140. Rigsadvokaten er en del af et politisk hierarki, så der er en fare for, at afgørelser om sagsanlæg bliver politisk begrundede.”
Det ser vi ske nu.
Den nye lov læner sig imod en “blasfemiparagraf v.2 med “utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”, men det seneste udkast rummer en skærpelse, der ikke kan misforstås af folk med tilbøjelighed til at udtrykke sig gennem kunst: “Bestemmelsen vil finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af genstanden finder sted i for eksempel kunstnerisk eller politisk øjemed.”
Denne nye lov om begrænsning af ytringsfriheden adresserer DIREKTE og PRÆCIST, hvad en borger ikke må, snarere end at lade det være op til en domstol at afgøre brøden, som det var tilfældet med blasfemiparagraffen. Dette knægter retten til at udtrykke en mening om en religion med sine følelser – præcis som når muslimer afbrænder en nations flag. Forsøge at ramme, hvor det kan mærkes.
Forsøget på at forhindre kunstnere i at lave happenings, der specifik spotter Islam viser, at regeringen enten ikke fatter, hvad kunst er, eller at man har en helt anden agenda i posen (give sig selv flere beføjelser og undergrave valget af demokratisk repræsentation), eller at man er SÅ bange for repressalier fra muslimske lande, at man hellere begrænser danskeres ytringsfrihed – DELER OS – end at SAMLE OS ved som regering at inspirere til at vi står sammen mod en fælles fjende, hvad enten denne ville komme i form af nationale repressalier eller fra individuelle aktører, som på dansk jord handler som agenter for deres personlige tro.
Kom så, regering 2023 – alle kan sige: “Vi tog fejl”.
Sig: Kære medborgere. Vi tog fejl. Demokratiet skal sejre i Danmark, hvis vi skal have en chance. Det går ad helvede til med demokratier i verden. Vi må gå forrest og kæmpe for borgerens frie stemme. Vi fjerner loven igen.
Eller så sig lige ud: Når nogle i klassen ikke kan opføre sig ordentlig, kommer ingen i klassen på lejskole.
