![White Wall [SE], serie 2020-](https://krabat.menneske.dk/kkblog/wp-content/uploads/2020/12/whute-wall-2020-1200x650.jpg)
SPOILER AHEAD!
Carl Sagan’s CONTACT gjorde det i både bog og film – førte én til et sted uden for den teknologiske forståelse ved 1:1-genskabelse af en fremmed livsforms arbejdstegninger – og lod os således i realtime vide, at vores eksistens var anerkendt og at vi ikke var alene. Tak, fremmede, for at I vil have os med i klubben og kurere vores eksistentielle ensomhed. Sådan lidt varmt gude-agtigt.
Frederick Pohl gjorde det med en lektie i overvældende teknologi fra en måske fortidig intelligens, som menneskeheden ikke har tid til at komme til forståelse af, fordi det enorme rumskib RAMA kun er på besøg i vores solsystem en kort tid. Men tak, fremmede, for at I fandtes, så vi kan få en forsmag på mulige “fremskridt”, hvis vi overlever længe nok – om end det ikke er givet, at livet evner noget som helst andet end at efterlade sig spor. Sådan lidt upersonlig tagging-agtigt.
Når man som læser og seer stilles over for muligheder og risici FORAN ÉN, med muligt udgangspunkt i en vurdering eller oplevelse af det, der er BAG ÉN, bliver lektien nemt noget med ydmyghed og taknemmelighed: “Dette er større og ældre og dygtigere end alt kendt, eller ringere og mere destruktivt, og dét bør tages til efterretning i vores egen eksistens, så hold nu op med at ødelægge Jorden…” og den slags. Ren spekulation, som eks. arkæologi, geologi, vulkanologi af og til KAN sandsynliggøre, men som for det meste ikke har mere realistisk gang på Jorden end snusfornuft: Så lad dog være med at skide i egen rede!
Det kan være svært, det der med konsekvenserne af de andres snusfornuft, og det er så det, vi har fremtidsforestillingen til. Den hårde science fiction vil efterlade os med fremtiden som et “sted” med næsten magisk teknologi og dens mulige skade og gavn for mennesker som individer og art. Den bløde science fiction vil befolke en selvfølgelig teknologisk fremtid med mennesker, som vi forstår, og dermed efterlade os hér i nutiden med nødvendige spørgsmål om vore fremtidige behov og teknologien, vi skal udvikle for at få det sådan.
Mennesker har stort set altid været understøttet af en teknologisk samtid og besidder af dén grund i dag ofte en fungerede forståelse af universets alder og betingelserne for liv, men der skal RIGTIG RIGTIG MEGET TIL, før et menneske føler regulær ydmyghed over for livet i sig selv – og sker dét, er det en produktiv, hensigtsmæssig ydmyghed, der er tænkt at understøtte artens og menneskeindividets overlevelse – blikket på de forestillede udfordringer. Hidtil har konsekvensen dog været at underlægge os alt – i stil med meningen om, at et trækdyr skal knækkes.
Den svenske-finske serie WHITE WALL opdaterer præmisserne i CONTACT og RAMA – ved på menneskehedens vegne at opdage noget skabt, der er større end menneskelivet, større end forestillingen om evolution og teknologis formåen, hér fundet af en hvid, 250 meter høj æggeskal af 4 meter tykke kulstofvægge, der er så gammel, at den er indkapslet i Jordens bjerge. 1,5 milliarder år gammel, mindst. Mind-boggling.
Det fundne kunne lige så vel være kunst som teknologi, ingen ved det. I modsætning til CONTACTs nuværende gudelige fremmede, og RAMAs givet afdøde civilisations teknologiske levn, står vi i WHITE WALL tilbage uden visheden om vi nu er livets arvtagere, så at sige – dem, der i fremtiden skal bære teknologiens og bevidsthedens fakkel i universet, og måske en dag bevidst eller uafvidende gøre eksistensen udholdelig for andre levende civilisationer eller intelligenser. Eller om vi bare har et artsmæssigt endeligt at se frem til og et par bevidsthedsfødte artefakter, der næsten ikke er til at adskille fra “naturskabte” genstande udstillet et sted i et nærmest uendeligt univers.
WHITE WALL er givet og desværre kun den ene sæson. Jeg siger “desværre”, fordi jeg selv er både drømmer og realist: Fremtiden rummer altid modstand og medgang, og skal man fabulere om fremtiden, er det altid kun én fremtid – ikke et endegyldigt bud og ansvar for at “spå sandt”, som man derved påtager sig på vegne af arten.
Men hvis WHITE WALLS slutning ikke blot er resultatet af fantasiløse pengemænds uvilje, eller fantasiforladte eller økonomisk urealistiske forfattere, er det en meget moderne præmis – dette ikke at romantisere intelligens og liv i nutid eller fortid, men derimod lade tolkningen af SKABELSE altid være et stykke intellektuelt arbejde, der udføres som et resultat af intelligens og bevidsthed med nysgerrigheden som fremmeste formål – og så lade forestillingen om evt. misbrugende udnyttelse af den teknologiske afdæknings muligheder være et spørgsmål om politisk styring, den såkaldte kollektive ledelses ansvar.
Forfatteren påvirker udviklingen nedefra og indefra. Hvem ved? Måske er alt skabt egentlig bare kunst.
—
Finnish TV synopsis:
Are all mysteries meant to be solved?
The old mine in northern Sweden is finishing the world’s largest nuclear waste disposal site. However, in connection with the excavation work, an unforeseen explosion will occur 700 meters below the ground. Examining the crash site under a billion-year-old bedrock you will find a piece of white wall that seems to go on indefinitely. No logical explanation found. It is decided to keep the matter a secret until its mystery is solved.
Actors: Aksel Hennie, Vera Vitali, Eero Milonoff, Ardalan Esmaili, Anna Paavilainen, Mattias Nordkvist. Directors: Aleksi Salmenperä, Anna Zackrisson. Editor: Mikko Pöllä. Responsible producers: Roope Lehtinen, Sonja Hermele and Alexander Tanno. Production: Fire Monkey Oy and Nice Drama AB.
Source: https://areena.yle.fi/1-50544315
