Origami med en grensaks

Nu ryger Bibliotekspuljen på 11 mio til søgning blandt alle forfattere med bøger på danske biblioteker, herunder også de forfattere, som gr. ringe salg til bibliotekerne, ikke kan få del i den almindelige, årlige bibliotekspulje.

Ved at fjerne 10-millioner-kroners-puljen, der er søgbar for alle forfattere med bøger på de danske biblioteker, sørger regeringen endnu engang for at demonstrere, hvad det vil sige at være liberal efter amerikansk foreskrift: De små må klare sig selv, de store skal belønnes for succes.

Med dén forskel, at i dette puljeophør berøres alle forfattere, stort som småt sælgende – men især rammes de forfattere, hvis bøger bibliotekerne ikke køber – trods loven om alsidighed.

Der er en magisk grænse, som dikterer om en forfatter kan få del i bibliotekspengene – dvs. betaling for værker stående på danske biblioteker. Det er en unik dansk ordning, der har fungeret som en mere eller mindre retfærdig fordeling, idet den honorerer efter det antal værker, som bibliotekerne har købt ind – men fra politisk hold har man for et par år siden besluttet at skabe en adgangsgrænse på 1100 kr., dvs. at en forfatter skulle være skyldig 1100 kr. fra bibliotekspengene for overhovedet at få lov til at få sine 1100 kr… Ja, det er hen i vejret, men sådan mente man, at det var godt.

Som kompensation lavede man denne 10-millioner-kroners-pulje som en midlertidig ordning, som ALLE forfattere kunne søge. På dén led kunne forfattere med bøger, som bibliotekerne ikke købte nok ind af til at lade forfatteren få del i bibliotekspengene, få adgang til midler at arbejde videre for.

Man kan sige: 1100 kr… – er det ikke et ligegyldigt beløb; kan ikke alle og ehver undvære det? Jo, i pungen, måske. Men på den følelsesmæssige bankkonto, som anerkendelse af et arbejde, der sjældent giver det store økonomiske afkast i sig selv, har det betydning at blive lukket ind i varmen og få sit arbejde regnet for “noget” – om end det er en upersonlig døroplukker, som ikke bukker eller giver hånd.

Nu ryger så støtten til de forfattere, som bibliotekerne og lektørerne dømmer ude. Og selv socialdemokratiet, som har været støttens forsvarer, har byttet sin støtte væk i korridorerne. Lad os håbe, at vi alle har fået noget, der er af større betydning end for 10 millioner kr. fritænkende indsigt i det danske samfund.

Og kan man spørge sig selv, hvad man havde tænkt sig, der skulle være sket efter ophøret af denne midlertidige ordning? Vilkårene bliver jo ikke bedre af sig selv. Samfundet er nødt til at tage stilling til, hvilke øjne vi skal have på os selv. Og med denne model, denne politik ført, er det tydeligt at de regerende kræfter ikke ønsker fritænkning. Ikke overraskende. Og derfor grund nok til at byde regeringen modstand.

Tab af forfatterstøtten forringer litteraturen – Politiken.dk.

Forfattere mister millioner – Politiken.dk.

POEM: The Art Thing

the world ought to be / a safe place / the world / is never safe if / this is where this art thing / comes in / you have to make it safe / nobody cares how you do it / you just have to make it safe

http://www.youtube.com/watch?v=qfFUfpmBNfg

THE ART THING

I never understood
what this art thing was about
having been raised among books
two three four decades old
written for children I thought
the world ought to be
a safe place
and then I realised the world
is never safe if you think it is
this is where this art thing
comes in
you see
you have to make it safe
nobody cares how you do it
you just have to make it safe
and it seems
art is a bit like a lottery
there is a prize
and you go for the prize
and if you win
people listen to you
and you make the world
a little bit safer
because they trust you
not because of what you say
but because they trust you
you won this prize you see?
its an okay system
except when
the prize is not really a prize
but a wall
to prevent you
from seeing the real prize
you and everyone else
which wont be about money
but something else
something everyone needs to see
but somebody wont let you
so you have to climb the wall
while pretending
to streeeeetch on tiptoes
to reach the prize
and quite possibly
you cannot win the prize
when you have told
what is on the other side of the wall
at least not for a while
as everyone gets used to
what is on the other side
and then
for a while you can relax
if you want
and stay on the ground
and just pick at the prize
like your neighbour’s apples
hanging over the fence
and its okay
for a while
and then they become boring
and all the same
this is where art begins
I now realise
you don’t actually have to
eat all the apples
if you don’t like apples
its just an example

Friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage). Héri ligger friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage)

Dette citat er grundlæggende, hvad jeg har ledt efter: Tilladelsen til ikke at føle ansvarlighed for JER i min egen komme-på-plads-og-i-orden… så-godt-det-nu-lader-sig-gøre.

Det har svinget begge veje gennem de 25 år, jeg har udgivet,

  • fra fuck-jer-skrid!-jeg-gør-hvad-jeg-vil,
  • over det skal bare være helt perfekt og indlysende dygtigt, fordi alle vil måle og veje mig til fordømmelse hvis ikke…
  • til total lammelse pga. overdreven følelse af ansvarlighed og frygt for unødigt at bidrage med mere aggression og forvirring til en verden, som ikke behøver MERE kaos.

Den vedvarende kamp er at slippe for følelsen af, at jeg forandrer Hele Verden negativt ved at udtrykke mig negativt. Og omvendt – åh, rædsel… Ikke nødvendigvis forandrer Hele Verden positivt ved at være positiv…

Det, det har været svært at forstå, er Verden Derude vs. Verden Herinde. Verden i Sig Selv, vs. Verden som den Opleves og Fortolkes. Jeg tror på, at Verden i Sig Selv findes – den kan ses af veluddannede og af intuitive som Hullet eller Tomrummet i midten af alle indikationer om dens eksistens. Og hvis det ikke giver mening, så forstår du hvorfor jeg har givet slip på at påvirke dén.

Verden er MIN Verden. Hele Verden ér MIT Humør. Forandres mit humør, forandrer verden karakter. Hvis jeg dyrker alle de måder, der giver mig glæde – dvs. ikke ved at gå rundt og fake at være glad – bliver Verden gladere. Den her Verden, Min Verden. Det vil utvivlsomt smitte af på Verden i Sig selv; jeg har bare opgivet enhver kontrol, hvad dét angår.

@ Mustapha Manuel Tafat

Mustapha Manuel Tafat hed en algierer, som levede og døde i Øhlenschlægersgade på Vesterbro i København.

Hjørnebutikken, som han lejede, udsmykkede han over en årerække udenpå og indeni til en kulørt funklende grotte i spejl, marmor, flise, te-stel, fotografier og meget mere.

Efter hans død i 2006 overtoges hjørnebutikken af en støttegruppe med formålet at bevare dette unikke livsværk, men i dag ønsker ejendommen butikken tilbage – med al udsmykning revet ned.

Tjek støtteforeningens side, læs bl.a. om Manuels royale hjerte og hans kunstdonationer til Dronningen, og hvis du efterfølgende kan erklære dig enig i, at København behøver enhver form for hjælp mulig til at bevare en rest af farve og vildskab, så giv din støtte med en underskrift.

Eller sæt dine egne farverige spor på byen, hvor det er muligt 🙂

En Lykkelig Ulykke – tekst til vindende billeddigt

At integrere kunsten er en ulykkelig ulykke.

Jeg vandt en konkurrence om det bedste billeddigt, hvor kravet var, at der kun måtte bruges to ord…! Og blev efterfølgende bedt om at kommentere mit bidrag:

En lykkelig ulykke

Af Kenneth Krabat
1.6. 2006

Mennesker genkender mønstre på mange forskellige måder – balance, kulde/varme, rum, nærhed, empati osv. – og måske kan evnen til at integrere modsætninger, til at tolerere modsætninger, også siges at høre med. I hvert fald er det umiddelbart nemt for nogle at acceptere sammenstød, mens andre kan have svært ved at få tilsyneladende modsætninger til at “smelte sammen”.

Et billeddigt (eller konkret digt) er ikke en illustration med tekst, eller en tekst med illustration, men en sum af to måder at aktivere hjernens mønstergenkendelse på. En særlig form for sammenstød kunne man kalde det. Hvor tekstdigtet kalder på evnen til at abstrahere, kalder billedet på evnen til at harmonisere.

I kombinationen af de to opstår en form for indbygget bro mellem det såkaldt abstrakte (teksten) og det såkaldt reelle (billedet), hvor opmærksomheden – snarere end at vandre ud af en lige linie for at skabe indre rum og aktion ud af ordene, eller ud af billedet skabe reflekterede idealer (orden) – ping-pong’er mellem de to: mellem eget rum og givet rum, mellem “indre” og “ydre”, mellem “uvirkelighed” og “virkelighed, mellem det “selvskabte” og “verden i sig selv”. Frem og tilbage, frem og tilbage, indtil man må opgive at styre, hvorhen man ser, og giver sig hen til værket. Til sansningen.

At tillade denne forbindelse, denne bro, forandrer hjernen fysisk – udvider ens kompetencer på alle områder i livet og i hverdagen, hvor modsætninger støder sammen. Et godt billeddigt skal for mig derfor helst være som to kontrastfarver, der står og “zummer” op og ned ad hinanden. I ro, men ikke statisk. Genkendeligt, men ikke hjemligt.

Det er en omkostning ikke at blive ladt i fred, til tider anstrengende eller udmattende, men al god kunst koster opmærksomhed og når det holder op med at vække én, har man integreret det. Hengivelsen til denne lykkelige ulykke har således gjort én til et mere kompetent menneske.

Og hvad andet skal kunsten, på sigt?

http://krabat.menneske.dk/_digte/ORDligt_nr_2_krabat_bidrag_billeddigt.pdf

Kunstnerisk dørsalg?

Nettets udvikling går imod, at alle er on-line hele tiden. Hvis man fra politisk hold ikke tager konsekvenserne af denne udvikling og understøtter de kunstnere økonomisk, hvis kunstformer nemmest lader sig duplikere og fremvise på eller via computeren, melder 2 meget tydelige scenarier sig omgående:

1) I værste fald: Man vil ikke længere have kunstnere, som vi forstår kunstnere i dag (år 2000), indenfor de pågældende kunstformer – skrift, lyd, foto, grafik, TV og film, og måske også malekunst (hvis holdningen til det plastiske ændrer sig)

2) Vurderet ud fra bedste fald vil kunstnere – som evner at udbrede og udbygge kendskabet til sig selv, så den forbrugte tid giver et økonomisk afkast, trods tab af salg som følge af elektronisk piratkopiering og -distribution – til at begynde med blive færre og færre, og sidenhen blive offentligt eje i et omfang, der aldrig før er set: Reklame- og mechandise-sponserede digtere, musikere, forfattere osv.

Dér VIL komme mange mange flere penge til den virtuelle verden, men (igen) uden politisk støtte til seriøst arbejdende kunstnere i risikogruppen vil kun en tilsvarende vækst i personlig handel fra personlige servere kunne sikre disse kunstnere et vist underhold – fordi de vil være i stand til at sælge egne værker, på egne præmisser, og ofte meget billigere end hvis det var gennem mellemmænd. Og til dette kræves offentlige bredbåndsindvesteringer.

Hvis vi bare bliver stående og ser på, at teleselskaberne bliver så store, at de kan tillade sig at fortsætte med at forsinke udviklingen af bredbåndsnet, indtil de selv kan følge med den op med færdigpakkede e-salgsløsninger, risikerer ikke blot de sårbare kunstnere men til sidst alle på nettet at al profit vil gå til at holde de store store, snarere end at komme alle til gode. Endnu mere statiske markedsmekanismer og magten centreret på endnu færre hænder.

Hvis vi håndhæver vores ret til at være on-line hele tiden, og flytter alt hvad vi kan af vores medbestemmelse dén vej, er der håb for, at vi forbrugere og brugere kan nå at forme nettet tilstrækkeligt efter individuelt køb og salg, inden kolosserne kan nå at lægge sig totalt på alt markedsmekanisk – som de har gjort det på TV. 

Bare tænk:

Hvis der er noget jeg vil sælge fra min server, skal pengene via dit kontokort (finger- eller retinaaftryk?) gå fra din konto og direkte ind på min – ikke noget med fordyrende mellemled. Den er den eneste måde samfundet kan redde sine eksperimenterende kunstnere på: Hvis en truet kunstner vil kunne gøre sine produkter så billige, at folk er villige til at tage flere chancer, og ikke kun købe mainstream – fordi 47 fordyrende produktions- og formidlingsled som nu skal have déres del, og 5.000 aktionærer skal have deres, så f.eks. en skide cd skal koste fra 1-3 arbejdstimer for et almindeligt menneske!

Men denne form for handel kræver, at vi vænner os til at være on-line, hele tiden, og til at købe hos hinanden, snarere end gennem kolosserne. Og det kan vi sagtens. Blot er vi indtil tilkomsten af kontantoverførsel Person-til-Person nødt til at stole lidt mere på hinanden – eller måske bare, at én der personligt sælger noget, vi synes er rigtig fedt, også er et menneske, som er til at stole på…