Retten til at kalde sig “kunstner” (2023)

 

Kunstner er ikke en beskyttet titel, men er hos Danmarks Statistik 2023 defineret som en person, der [enten]

1. er medlem af en organisation under Dansk Kunstnerråd, eller
2. modtager af rettighedsmidler vedr. kunstnerisk virke, eller
3. modtager af legat fra Statens Kunstfond

eller

• er dimittend fra en [godkendt] kunstuddannelse, hvis ét af de øvrige tre kriterier også er opfyldt.

For ikke så længe siden, og måske fortsat (?), var skattevæsnet den eneste reelle institution med ret til at skelne mellem professionelle og hobby-kunstnere – derved, at skattevæsnet tilstod udøvende kunstnere ret til direkte fratræk for udgifter i forbindelse med skabelse af kunst eller ikke (professionel eller hobby).  Hvilket for de fleste hang direkte sammen med omfanget af indkomst fra kunstnerisk produktion – men i en berygtet sag for nogle år siden afgjorde skattevæsnet f.eks., at en billedkunstner på livslang ydelse fra Statens Kunstfond – altså en præmiering uddelt af kolleger – ikke “var produktiv nok” til at fortjene retten til omkostningsfratræk og titlen som “professionel”. Om han var professionel kunstner eller hobbykunstner handlede således direkte om den gennemsnitlige indkomst på billedkunstområdet. [Ve den levende kunster, der bliver gammel og mindre produktiv – uanset indsatsen gennem livet!]

Man kan se Danmarks Statistiks definition som både opposition til skattevæsnets afgørelser og erklæret enighed: 

1. Man bliver medlem af en faglig organisation ved at opfylde nogle produktions- og kvalitetskriterier, som er kollegialt afgjort. Er man forfatter, skal man således gennem et nåleøje, der handler om at have udgivet bøger på anerkendte forlag og/eller ens bøger er købt af et vist antal biblioteker. 
2. Modtagelse af bibliotekspenge for sine titler på danske biblioteker eller i udlån fra eReolen giver således ret til titlen “kunstner”. Men fjernes ens bøger fra hylderne eller fra digitalt udlån, falder man ud af statistikken og mister titlen. “Kunstner” fordrer således aktivitet – hvilket vil sige, at “kunstner” indenfor nævnte defintion litteraturhistorisk-paradoksalt nok kun gælder levende forfattere.
3. Søger man Statens Kunstfond og modtager man som forfatter arbejdes-, rejse-, produktions-, oversættelseslegater, eller forfattermødehonorar og mange andre, økonomiske anerkendelser af ansøgninger kan man i følge Danmarks Statistik kalde sig kunstner. 

Og er man dimitteret fra Forfatterskolen OG enten med i en af de to forfatterforeninger, eller på hylderne til udlån, eller modtager af Statens Kunstfond-legater, er man kunstner-forfatter – men uden tæller man ikke med i statistikken og er “kun” forfatter (fordi man skriver).

Danmarks Statistik tæller således kun levende kunstnere, fordi statistikken er et øjebliksbillede ind i kunstneres nuværende økonomi (som kunstpolitisk afklaringsredskab), og tæller ingen af døde udøvende, som er fundamentet under de forskellige kunstformers historie. Dem kalder man i stedet små og store kunstnere, underforstået: De er en del af kunsthistorien, og akademikere og andre opregner deres betydning på kulturen og på efterfølgende kunstnere, men fratager ikke udøvernes store eller lille, mere eller mindre betydningsfulde kunstneriske produktion ret til at være “kunster”. 

“Kunstner” er hér et forsøg på at skabe en profession, der kan sidestilles med alle andre professioner – uden hensyntagen til kunstneres særlige vilkår: koblingen af samtidsanerkendt talent, timing, salgsevne, politisk tæft, evt. økonomisk sikkerhed og udadvendthed til at kunne afsætte egne værker i sin samtid, så der bliver tid (penge) til at dygtiggøre sig og få plads i offentlighedens bevågenhed.

“Kunstner” er samtidig en politisk afgrænsning af “talent nok” til kunstpolitisk for de enkelte organisationer at kunne hævde en særstatus, som gør det troværdigt for det nationale fællesskab økonomisk at støtte kunsten gennem at støtte aktive, levende kunstnere. Og til en vis grad støtte de døde, som menes fortsat at øve indflydelse på tidens kultur og udøvende kunstnere. 

DIGTERNE
Applikerer man begrebet på de mindst indtjenende kunstgrupperinger, som digterne med sikkerhed hører til, får man lynhurtigt skilt flertallet af udgivende digtere fra gruppen, der må kalde sig kunstnere: Der er ikke det store salg af en digtsamling, ikke mange digtere får kunststøtte,  og bibliotekerne køber ikke længere eksemplarer nok af udgivne titler til at berettige hverken organisationsoptagelse eller bibliotekspenge.

Tilbage er kun støtte fra Statens Kunstfond som kriterium, men igennem de seneste godt 10 år er bevillingsstørrelserne steget fra behøvede småbeløb til minimum 25.000, og så til 50.000, og nu til 100.000, hvilket har udelukket et stigende antal udøvende fra modtagelse af kunststøtte. Og dermed retten til at kalde sig “kunstner” – som den defineres af Danmarks Statistik. 

Der er flere faktorer, men kort fortalt er der blevet færre kunstner-digtere i Danmark på grund af 

• det interurbane udlånssamarbejde, hvor enkeltbiblioteker altid kan få adgang til andre bibliotekers indkøbte titler, hvis de bestilles af en låner, uden at have forpligtelser til at repræsentere og udstille digtningen med indkøbte titler til egne biblioteker
• eReolens kontraktaftaler med forlagene, der minimerer antallet af digitale digtsamlinger i tekst og lyd
• færre kunstfondstøttede digtere pga. større puljetildelinger
• procentdelen af anmeldte digtsamlinger vs. udgivne digtsamlinger falder
• kunstfondens støtte til forfattermøder går til færre digtere, fordi ansøgningsfristerne er faldet til kun 2x om året, hvilket skaber særlige krav til planlægningen, eks. hvor kendte de rejsende digtere er frem for nyhedens interesse
• forfatterorganisationernes optagelseskrav kan ikke slækkes uden at slække på den kunstneriske troværdighed eller at skulle tilbage til organisationsvurderinger af kvaliteten frem for at læne sig op af udlånstal, eksemplarantal, antal omtaler og salgstal, der ikke direkte siger noget om kvaliteten af bøgerne.