40 år på en scene… Ikke dér, skriften bliver til, vil jeg ganske bestemt sige, så hvorfor overhovedet forlade skriverummet?!
Når poesi-interesserede forlader læserummet og går ud, får de
– 3 minutter på en scene som en service – lyden af stemmen, repertoiret, ambition, talent; et blik ind i fremtiden, én bid.
– 20 minutter på scenen som en hyldest til et arbejde, til en stil, til en indsats; et blik bagud, et omrids af sig selv. En ret.
– 60 minutter på en scene som et jubilæum, et værk, forhåbentlig til overraskelse og til glæde, hvor man ser, hvem man selv er… et måltid, måske ligefrem en komposition.
I 1984 vidste jeg intet om at skabe eller ikke skabe, og selv med katapulteringen ind i egne bøger varede det længe før behovet vitterliggjorde sig – 10 års skolegang, håndværker, og ingen fanboy, der interesserede mig for forfatteres liv eller hvordan poesien bliver til…
Livet, skriften, var bare noget der skete – og Andre, der skubbede mig ind på scenen! Men SÅ går fødselshjælperne videre til andre nyfødte, og så står man dér…!
Midt mellem skriften og de andre.
40 år i ord-business er dobbelt op på tiden, hvor jeg ikke beskæftigede mig med ord.
40 år med kravet om altid at skulle være præcis så nøgen og samtidig pro, som jeg ønsker kunstneren er, når jeg selv er publikum, ikke?!
Og så ikke noget dobbeltarbejde eller gætværk, vel? Præcision, ærlighed, musik, tvivlen minimal.
Og altid under ansvar – at skulle vække til medskabelse: Til åbenhed, medleven, indleven, hengiven, opgiven, til energi! Selv altid at skulle manifestere og demonstrere LIV!
Det ér dog et fandens til job!
Men uden SELV at forlade komfortzonen, SKER alting bare.
Det er jo dét.
Eller ér det? Er det ikke bare, at kunsten er en måde at demonstrere overlevelse på – som en dybhavsfisker, der kan holde vejret, en danser, der kan svæve, en rådgiver, der kan spå, en partner, der taler sandt – at ignorere enhver realitet om begrænsninger og derved fastholde illusionen om, at stoffet er formbart og eksistensen underlagt individuel kontrol og retning, i hvert fald bare en LILLE BITTE SMULE?
