Ny beskatningsregel (1): Forlags aftaler med kompetente bogbloggere?

= Hav penge med på arbejde.

Nye skatteregler fra årsskiftet 2021 https://skat.dk/skat.aspx?oid=2234842 – se under “gaver og produkter til influencere, foredragsholdere og lign.”:

Skat.dk bedriver ikke litterær politik, men har bl.a. til opgave at finde beskatningsområder, vel egentlig uden hensyntagen til kulturelle konsekvenser – den slags må altid bero på en justering…

I min litterære virkelighed sigter på og rammer denne regel primært anmeldelser, der udføres af enkeltpersoner efter aftale – både bogbloggere med reklameindtægter og de frivillige – og går hårdt ud over frivillige, der ikke sætter kroner og øre på deres tid, og derfor må betale skat for at få lov at anmelde. (Og i min øresnegl hører jeg, at også journalister, der modtager gratiseksemplarer forud for et forfatterinterview, risikerer beskatning.)

Men HÅRDEST ramt er alle småforlag med små oplag, der ikke lig de store forlag frit kan trykke mange anmeldereksemplarer at dele ud af – og af økonomiske årsager derfor laver aftaler med kompetente bogbloggere, så de ikke spilder bøger på tilfældige anmeldere ved uopfordret at tilsende anmeldereksemplarer! 

Måske ikke bevidst, måske “bare den vej, samfundet går” – men resultatet er udmarvning af småforlags muligheder, og dermed endnu en favorisering af de større forlag med bedre plads til gynger og karusseller. Også selvom det ikke er tilsigtet, vil selv småjusteringer altid ramme de mest udsatte først og hårdest.

Mit personlige ønske er, at skat fremadrettet og FORTSAT betragter anmeldereksemplaret som et arbejdsredskab, og IKKE som et objekt med fast, gen-omsættelig markedsværdi, der skal beskattes.

DEN NYE REGEL, 1

Foreligger der en aftale mellem bogbloggeren og forlaget, regnes anmeldereksemplaret som et “produkt”, der skattemæssigt og til markedspris er givet som betaling for udført arbejde – 1 bog for 1 anmeldelse.

Har man ikke indtægter ved sit anmelderi, der mere end godtgør udgiften, eller har ikke en dygtig revisor, som kan fratrække udgiften i forbindelse med vedligehold af ens virksomhedsindtjening, betyder denne regel at man betaler for at kunne lave sit arbejde – for uanset hvad “vinder” skattevæsenet, da ingen udgift giver 100% fradrag.

BRUD MED PRAKSIS?
Jeg ønsker sådan set ikke, at reglen her skal ses som et brud med gængs anmelderpraksis, da jeg altid har betragtet anmeldere som stort set uafhængige af forlagene – men faktum er, at anmeldere ikke bare altid selv vælger af de enorme bunker anmeldereksemplarer, som aviser, magasiner og radio/TV jævnligt modtager. Anmeldere laver også mange bestillingsopgaver, desværre. Og vil nok ind imellem – for ikke at falde ud af favør – komme til at favorisere anmeldelsesaftaler med visse forlag frem for at vælge frit fra hylden blandt årets 20.000 titler. Verden er ikke idéel, nej – og branchen er meget lille i Danmark.

Men ret beset må og skal et anmeldereksemplar betragtes som et arbejdsredskab til at producere en anmeldelse med, som – alle andre fødekædenytter lige – anmelderen enten får løn eller gratis for – om end gratisanmeldelser ikke er noget nyt; det nye er beskatningen af anmeldereksemplarer tilsendt efter aftale – komplet i strid med både praksis og forlagenes lovlige fradragsmuligheder:

 

ANMELDEREKSEMPLARETS FUNKTIONER
Anmeldereksemplarer er et oplags “reklamebøger”, som forfatteren ikke gives royalty for, og som forlaget fratrækker som udgift, hvorfor bøgerne typisk er stemplet “ikke til gensalg”.

Anmeldereksemplarer er således at regne som spildprodukter: Indholdet “bruges op” i arbejdsprocessen med anmeldelsen – hvorved bøgerne efter brug ofte bedst egner sig som selvskabte referenceværker til brug for fremtidige anmeldelser, hvis de beholdes – hvilket naturligvis selvrespekterende anmeldere gør.

Og dét skal skat så have penge for nu?

I praksis øver bogbloggere sig længe i denne særlige metier, for siden at belønnes med muligheden for endnu mere gratisarbejde eller overgang til reklamefinancieret virksomhed.

Skal skat blande sig i, om folk udfører gratisarbejde?

Forlag sender ikke gaver til tilfældige – de sender arbejdsmateriale til brug for anmeldelser til udvalgte bogbloggere, aviser eller magasiner, som så enten lønnes kontant ved efterfølgende udgivelse af anmeldelsen – eller i litteraturhimlen, når øjet lukker.

 

DEN NYE REGL, 2
Foreligger der IKKE en aftale med forlaget
, er anmeldereksemplaret en “gave” – hér et produkt, forlaget ikke forventer noget retur for.

Hvad enten du omtaler bogen på blog eller sociale medier eller ej: hvis du beholder denne “gave” i dit ejerskab – altså ikke returnerer den til forlaget, som ikke vil have den igen og allerede HAR godtgjort dens værdi ved at sende den til dig – skal du opgive eksemplarets værdi for dig overfor til skattevæsenet. Det samme gør sig givet også gældende, hvis du ejer en avis og får 150 ubedte anmeldereksemplarer hver uge – det modtagnes værdi skal blot ansættes og anmeldes en gang om året.

Uanset hvad, så anbefaler jeg at opgive anmeldereksemplarets værdi til NUL kroner.

Måske du så fremadrettet skal lade være med at give anmeldereksemplaret for prominent en placering i hjemmet eller på kontoret, og bladre forsigtigt og ikke sætte mærker eller noter i den, i fald skattevæsenet skulle spørge og forvente et faktuelt svar på, hvorfor du beholder den, når den ingen værdi har. Vær gerne en martyr, – sig: jeg er en “analfikseret bogelsker, der ikke KAN smide noget ud” – det er sandt for mange boganmeldere.

Eller sig, at du ikke har læst den færdig. Bøger får som bekendt først værdi, når de er blevet læst…

 

MANGLENDE UDREDNING
I dag  har jeg tilbage at bestemme 2 ting:

  • Anmeldereksemplarer, der er mærket som sådan, og tilsendt anmeldere fra udlandet – hvorfor regnes de af skat.dk for at være uden en værdi, der fordrer fortoldning, skat, moms, opgivelse af “gaveværdi” osv?
  • Kan en ebog ifølge denne nye beskatningsregel, der taler om “fysiske objekter og oplevelser” være et anmeldereksemplar? Eller er en ebog muligvis at kategorisere under (immaterielle) oplevelser? Der så skal værdisættes og opgives til skat?

Begge vil jeg gerne vide svaret på. Jeg må ringe en anden dag og tage mig endnu en 80 minutters snak med de prøvede skattemedarbejdere.

Alle indlæg i denne serie:

Ny beskatningsregel, #anmeldereksemplar
https://krabat.menneske.dk/kkblog/tag/anmeldereksemplar/

 

 

 

 

 

Author: krabat

digter, forlægger, oversætter, admin på kunstnerhotellet menneske.dk

5 thoughts on “Ny beskatningsregel (1): Forlags aftaler med kompetente bogbloggere?”

  1. Måske kan de personer, der sender bøgerne til bloggerne notere, at der er tale om en gave, ligesom en del gør, når de sender pakker fra f.eks. England nu for på den måde at undgå beskatningen.

    At der er kommet flere bloggere, der anmelder, eller i visse tilfælde egentlig blot omtaler bøger under navnet anmeldelse, er fint, tænker jeg. Det er jo bare ytringsfrihed, der fungerer. Problemerne opstår, når visse bloganmeldere formår at sælge ideen til f.eks. online boghandlere om, at netop deres anmeldelser er skabt ud fra et neutralt, professionelt udgangspunkt, når der i visse tilfælde ret tydeligt er tale om rene salgstaler vedr. visse bøger, deres venner e.l. har skrevet, fordi mange mennesker blot kommer forbi en online boghandel og tænker, at de anmeldelser, der bliver citereret, er troværdige og ikke mere eller mindre godt camouflerede vennetjenester.

    Der findes brodne kar indenfor alle brancher, tænker jeg. Indenfor litteraturen og salg af litteratur er det derfor også ekstra vigtigt at være kritisk overfor netop anmeldelser, fordi nogle af dem kun handler om at fremme salget. Det kritiske filter mangler i forhold til, hvad der bringes og ikke bringes. Tit er det dem, der råber højest, der bliver hørt, og bragt, mest. Og paradoksalt og sørgeligt nok har nogle af dem, der taler om at ville formidle den såkaldt “smalle” litteratur en alt for kommerciel, mainstreamagtig, tilgang til det, hvor et absurd kriterium som “hvor tilgængeligt er dette for en eller anden fiktiv læser, jeg lige opfinder på stedet” stilles op som vigtigt eller interessant frem for at gå ind i stoffet på dets, og ens, egne præmisser med det udgangspunkt, at det henvender sig til enhver interesseret læser, der kan lide at fordybe sig og bruge den tid på værket, det tager. Der er noget konsensussøgende, inkluderende pladder over disse opstillede ideer om, hvem en bog henvender sig til eller ej, og tit, frygteligt nok, handler disse opstillinger om, hvorvidt nogen har tid til det eller ej. Hvis man er så forhippet på at have en resultatorienteret oplevelse med noget, frem for en procesorienteret, så er man måske mere egnet til f.eks. at sælge støvsugere end til at læse, og anmelde/omtale bøger.

    I en verden hvor en øjeblikkeligt flimrende idé som ‘Fear of missing out’ får nogen til at løbe forvildede rundt og netop gå glip af det meste for “selv at være i centrum”, der er en god bog modpolen til det tidsrøveri og den potentielle narcissisme der ikke fører til noget. I en verden hvor alt kan vælges til, så man kun kan efterlades med trangen til en meget lang lur, der er fravalg det vigtigste redskab til at tage sin egen tid tilbage. Og god litteratur kræver god tid, ikke hurtige anmeldelser.

    1. @Rune

      “Måske kan de personer, der sender bøgerne til bloggerne notere, at der er tale om en gave, ligesom en del gør, når de sender pakker fra f.eks. England nu for på den måde at undgå beskatningen.”

      Som nævnt i indlægget opdeler skattevæsenet det i “aftaler om anmeldelser med efterfølgende tilsendelse af bog” og “uopfordret tilsendelse af bog”. Det første skal beskattes, det andet kan modtageren vælge at vurdere som NUL kroner i værdi, og derfor ikke blive beskattet. Men de store forlag med deres store antal eksemplarer trykt til ANMELDEREKSEMPLARER har råd til at “give gaver”, mens de små, og “smalle” forlag, ikke har råd til at sende anmeldereksemplarer til gud og hver mand, og ofte behøver særlige anmdeldere til at tilgodese deres off-mainstream-udgivelser. Det er netop dérfor denne nye regel rammer så skævt: Altså, tilgodeser de store og mainstreamudgivelser.

      Brodne kar, eller kapitalisme i sin essens: Den nemmeste vej mellem to punkter, fuck højder og dybder.

      Aviserne har lavet bestilte anmeldelser AL•TID. Ingen taler om det, men det sker. GOD litteratur, altså skriften der skal kæmpes med og fravristes forfatterens særlige syn på verden og særlige smag for ord, opkommer sjældent i dagspressen – men langt mere i de gamle magasiner og kritiske litteraturtidsskrifter, som stille og roligt dør ud af mangel på støtte. Den findes sikkert heller ikke hos flertallet af bogbloggere – fordi mange af dem enten/og lever af penge eller likes.

      Jeg kender kun en brøkdel af dem – men jeg kan ikke forestille mig andet end at et fåtal af dem er fokuseret på skrift, som KAN noget – og jeg ville finde det meget naturligt for de små forlæggere at henvende sig til disse bogbloggere, FORDI DE har kompetencen og/eller interessen til at forstå niveauet. Ligesom der er forskel på niveauet i anmeldelser i Information, Politiken, Kristeligt Dagbland, Berlingeren osv.

      Alene af dén grund skal vi gøre det muligt for også små udgivere at få sådan svært tilgængelig litteratur gjort tilgængelig, hvorsomhelst nogen vil bruge tid på at udtale sig. Og hvis dén vej går hen over at gøre det muligt for ALLE bogbloggere FRIT at tage del i det IDEELLE anmeldelsessystem – DET GRATIS ANMELDEREKSEMPLAR – så fint med mig.

      Vi slipper ikke af med kapitalismens greb foreløbig og de spidse albuer og løgnene og alt, der er NEMT. Men som 1. verdenskultur har vi plads til – inden i den kapitalistiske model – at tilgodese BREDDEN i litteraturen, så ikke kun dem med penge eller mangel på integritet får plads. Hvis vi SOM KULTUR altså VIL litteraturen.

      Jeg er desværre ret sikker på, at dén beslutning IKKE ligger hos skattevæsenet, men hvordan får man ministerierne uddannet til at se, hvad der NÆRER en KULTUR? Det er SÅ meget nemmere bare at behandle alting som den samme grød – hvilket er sket med den nye skatteregel: VI MÅ HAVE STYR PÅ DE DER INFLUENCERE OG ALLE DERES GRATISGODER – der så rammer som spredehagl, indtil nogen (SUK!) brokker sig og tvinger ministerierne til at gå i detaljen.

      (Ikke for ikke at forholde mig til resten af din argumentation. Jeg HAR læst og tager ind)

      1. @Kenneth

        Tak fordi du klarlagde det med gaver. Mit første “måske” var der af samme grund omend lidt ubevidst. Nu er jeg med ang. det.

        Hvis “vi som kultur” ikke vil litteraturen, så er ordet kultur på vej til at uddø eller i hvert fald blive forvrænget så meget, så det er uigenkendeligt, tænker jeg. Dubravka Ugrešić maler det skrækscenarie op med ordene: “Who knows, maybe one day there will no longer be Literature. Instead there will be literary web sites. Like those stars, still shining but long dead, the web sites will testify to the existence of past writers. There will be quotes, fragments of texts, which prove that there used to be complete texts once. Instead of readers there will be cyber space travelers who will stumble upon the websites by chance and stop for a moment to gaze at them. How they will read them? Like hieroglyphs? As we read the instructions for a dishwasher today? Or like remnants of a strange communication that meant something in the past, and was called Literature?”.

        Det er et uhyggeligt udsagn, men jeg håber på, at det vil gå den anden vej, alene af den grund at mange websites forsvinder igen af sig selv, når der ikke betales for dem, og vigtigere endnu, fordi flere og flere vil være med i en modbevægelse imod de såkaldt sociale medier, fordi de har indset, at de har underlagt sig en afhængighedsskabende adfærd, hvor både det at skrive og læse (sammen) har en alt for forsvindende, flygtig og ofte giftig natur. Og man kan kun have en tilpas ironisk distance til stadig at deltage i et vist stykke tid, inden det føles for hult. En besynderlig observation, jeg har gjort mig i den sammenhæng, er, at man kan booke tid hos en såkaldt læsecoach på biblioteket nu (når de har åbent), og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den idé stammer fra den dårlige indflydelse f.eks. det at scrolle rundt på Facebook har på evnen til at koncentere sig om at læse (og andet). I det hele taget vil jeg da anbefale enhver at gå på biblioteket frem for at gå, være, på Facebook o.l. Bibliotekerne er blandt de bedste opfindelser i verden, når den bygger på ideen om, at alle bøger skal være frit tilgængelige for alle. Et godt udgangspunkt for muligheden for et livslangt studium af alt, hvad hjertet begærer, og en god modpol til den angst for fordybelse, med rod i den paradoksale selvforglemmelse det kræver, som forretningsfolk, f.eks visse politikere, af diverse slags forsøger at sælge, netop som opskriften på “et nemt liv” aka “The American Dream”, “you have to be asleep to believe it”, som George Carlin sagde.

        At melde sig ud af alt muligt, hvis man har forvildet sig derind uden rigtigt at vide hvorfor, kan være det samme som at melde sig ind i sit eget liv (igen). Tabula rasa, før man hilser sit helt eget forår velkommen. Et forår med uendelig megen tid. Offline.

  2. Ja, det lyder som en latterlig regel. En anden (uskreven) regel der dog ville være fin, men som i praksis ikke synes at blive overholdt alle steder, er et vist armslængdeprincip imellem forfatter og anmelder. Uden at nævne navne så har jeg da undret mig over, at visse forfattere og anmeldere synes at følges ad på “forunderlig vis” på nettet, og hvis det “bare ” var på blogs o.l., så ville det måske være ganske tilforladeligt, men når det afspejler sig på den måde, at visse online boghandlere refererer til de anmeldelser som pålidelige, og professionelle,, så synes jeg, det bliver problematisk. For så er der ikke tale om anmeldelser mere men bevidst promovering af visse forfattere via vennetjenester.

    At jeg også synes, at vi på en måde lever i en for anmelderagtig kultur i det hele taget, der synes at udspringe af en hurtig like-kultur, er noget andet, men det hænger nok sammen på den måde, at hvad der for år tilbage blot ville blive betragtet som ens egen mening, til eget brug, hurtigere bliver vurderet (forkert) til at være mere almengyldigt, fordi mulighederne for såkaldt selvdokumentation er uendelige. Førhen lå familiealbums i skuffen, og der lå de trygt og godt, fordi ingen havde noget nævneværdigt ønske om hele tiden at tage dem frem, ikke engang blot sammen med netop familien. Nu ligger selvsamme type af fotos på f.eks. Instagram til mere eller mindre offentlig beskuelse. Det er en besynderlig forandring af begrebet privatliv, som jeg har indtryk af, for nogens vedkommende, betragtes som en slags selvfølge. Men det kan lige så godt være en selvfølge at mene, at ens privatliv ikke er til for offentlighedens skyld på nogen måde. Personligt ville jeg synes, at den slags udstillingsvinduesliv, hvor man sådan “skal” standse op i selvovervågningens tegn, ville være frygteligt irriterende. Det virker næsten som en slags anmeldelse af situationer i sig selv, et unødvendigt metalag der, i hvert fald for nogen, ville være en befrielse at fjerne. Hvad består mit privatliv af og hvorfor? Det er vigtige spørgsmål at stille sig selv løbende, så man kan give sig selv den gave at eje sin egen tid.

    1. @Rune
      Ja, at eje sin egen tid, ja, og ja.

      Armslængeprincippet – der vitterlig tilsender bøger uopfordret til anmeldere – hengiver sig til tilfældet: Bliver denne bog anmeldt eller gør den ikke, hvor anmelderen selv får magten til at bestemme.

      Det sker mest i en ideel verden, hvor kampen om salget er lige for alle. Men det ved vi godt, det ikke er: Der har til “alle” tider været meget skrammel udgivet, og de meste kendte aviser og magasiner har indtil for nyligt måtte stå skud for det hele. Med tilkomsten af bloggere kan flere bøger anmeldes.

      NewPub har en offentlig liste over bogbloggere liggende, som opregnes efter interessefelter – nogle ganske snævre (lyrik), nogle meget brede (skønlitteratur), med genregrupperne ind imellem (krimi, livsstil, science fiction osv). Det er muligt, at bogbloggerne generelt set må blive deres ansvar mere bevidst – så hvis udgivere retter sig efter disses interessefelter ved uopfordret at tilsende anmeldeeksemplarer, må bloggerne så også reagere ved at anmelde disse bøger. Sker det ikke, er der kun at gå til aftalte anmeldelser: “Vi tilsender dig en bog, men så skal du også anmelde den” – hvilket sætter bloggeren i en økonomisk knibe over for skattevæsenet.

      Jeg ved ikke, om det nytter at få skat.dk på rette vej i forhold til ANMELDEREKSEMPLARETS funktion, eller om de bare har fået besked om at skabe nye beskatningsområder, men nogen har i hvert fald ENTEN ikke læst på lektien og erkendt anmeldereksemplarets funktion i den litterære fødekæde, ELLER ønsker at banke en stav igennem frivilligt, ubetalt arbejde.

      Eller BEGGE.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Note: Commenter is allowed to use '@User+blank' to automatically notify your reply to other commenter. e.g, if ABC is one of commenter of this post, then write '@ABC '(exclude ') will automatically send your comment to ABC. Using '@all ' to notify all previous commenters. Be sure that the value of User should exactly match with commenter's name (case sensitive).

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.