oplæsningstræning

– en anbefaling fra Cindy Lynn Brown

Fed ikigai-tekst, de evindelige afbrydelser og forbehold.

På din Jeg Kan-liste mangler, at du kan guide andre til at læse bedre op/stå med mere nærvær og styrke på en scene, vejrtrækning. En kompetence du er virkelig god til at give videre til andre, så de vokser. 

Jeg føler mig selv usikker på “hvor god?” Du er min seneste “elev” – og du ér blevet bedre til det i “vor” tid, men er det min fortjeneste? No idea.  

Ikke din seneste. 

Continue reading “oplæsningstræning”

Upatenteret tortur – Goa 4

Dejlig ferie, masser af afslapning, god og rigelig sex, masser af mad, god mad, masser af gaver til alle, masser af mennesker, masser af fristelser. Arbejdsfri.

 

Når ens ben i siddende stilling er 76 cm fra ryg til knæspids, og afstanden mellem stoleryg og sædet foran er 74 cm, så mangler der 2 cm.

Disse 2 centimeter er ikke udtryk for hverken guddommelig straf eller bevis for overherredømme. De kan ikke købes i dutifree eller blive refunderet kontant ved efterfølgende ankesag. Det er to centimeter, der mangler. De mangler: Hele det tidsrum, man af hensyn til egen sikkerhed gr. såkaldte “lufthuller” er fastspændt til sit sæde, vil pladsen være for trang.

Praksissen er en særlig form for tortur, opfundet af kineserne, som ellers ikke normalt holder sig tilbage hvad angår despekten for menneskelige behov, men når det kommer til tortur forholder sig så subtilt til menneskelige begrænsninger, at man faktisk selv er nødt til at prøve det for at forstå, hvori dog torturen består…

Der er ikke patent på metoden. Luftfartsselskaberne kan frit gøre brug af den, og gør det med glæde. For hver 74 cm i længderetningen sparet, kan endnu 7 – 14 passagersæder og passagerer klemmes ind. Og det bliver de: Klemt ind, passagererne.
Og klemt.
Og klaustrofobiske.
Og paniske.
Og hysteriske.

Imens serveres der to måltider, og kaffe eller te med kage ind imellem. Et par ture ned ad mellemgangen tager en smule af panikken. På toilettet kan benene strækkes, men der bankes snart på døren. Og straks man er tilbage ved sit sæde igen, skal man spænde sig fast. Man kunne forestille sig, at dét ville klemme ryggen hårdt op mod stoleryggen, og således reducere pladsmanglen, men enhver forestilling dræbes omgående, når den foransiddende lægger sit sæde ned. Hér skal man håbe i samme øjeblik at have knæene placeret uden for stolesidernes rotationsgang, fordi man ellers vil opleve at få smadret knæskallerne, eller blot få dem slemt i klemme.

Og så endelig er man fremme. Drænet for al energi og for lyst til at sætte sig til modværge, når taxa-logen i lufthavnen overfalder og fladtæver én med konspiratorisk prissætning. Så tre dage om at komme sig i, hvor man kan dyrke rigelig med sex af den svedige slags, derpå madforgiftning med afføring 1 på den internationale skale fra 1 til 7, hvor 1 indikerer mest vand i tarmene og 7 stort set ingen. Det er en god skala at have, hvis man præcist skal kommunkere, hvordan ens mave opfører sig:

“Hvordan var det så?”

“Åh, en 2’er, men det går da den rigtige vej…”

Der er ingen skala for at kaste op på 3/4 meters afstand og direkte ned i toilettønden, men det er vel derfor det hedder “at kaste op”…!

Efter den første mavekrampende, tyndskidende, opkastende dag og nat, med stigende feber og ondt i alle muskler, følger så 4 matte dage uden den store madlyst og med vandtvang og elektrolytter, vand med salt, sukker og citron, der smager som lort, men ned skal det, så man kan erstatte det vand og salt, man har mistet. Hvad skal sukker og citronen og til for? Tjae, måske bare for at gøre det drikkeligt?

Nu kan man så begynde at spise lidt igen, men hver gang man spiser noget, der er bare en lille smule interessant, brokker kæresten sig over at man blokerer regenereringsprocessen, og så spiser man det i trods eller af dén drift, der trods alt er der, mod at æde andet end grød og ris, og så bliver afføringen en 1’er igen, og så håner hun én, og hun har bare så fucking meget ret, hvis altså bare hun ville holde sin kæft.

Og med disse overvejelser og solen bagende ned over Goa når man halvvejsmærket, lidt ligesom i livet, hvor man kan mærke at der nu er mindre tid tilbage end der har været; ferien går på hæld, dagene bliver varmere på vej mod regntiden, tjenerne bliver anstrengte af smile til os hele tiden, havet bliver stadig varmere og bedre at bade i, men der er hverdag overalt omkring os. Og handel med billige i ordets egentlige forstand, skønt interessante souvenirs. Ja, hele hovedgaden er forvandlet til butikker. Dyrt lejede butiksområder på hovedgadens fortov, der ripper sælgerne af – hvis ikke det er ejerne selv, der sælger billigt lort dyrt til turisterne med hånden på hjertet om, at de ikke kan sælge billigere. Og så alligvel må dunke priserne, fordi der er småt med turister, fordi terrorister sprængte et par bomber i Mumbai for to år siden, eller fordi området er spoleret af turistme og af motorcykler og af doperygende ex-patriots med insider-feeling. Eller måske er det ganske enkelt bare de nye visumregler, der forbyder russerne ophold længere end 1 måned; de skulle jo nødt blive hængende: “60% are bad men”, sagde én af de allerfattigste restaurantejere på stranden. Måske in tune med den indiske regerings holdning, måske blot et selvsyn.

Arambol Beach, nordlige strand, Goa. "FØR"-billede ca. anno 2000.

Her ér varmt og dét, man kommer for. Maden er interessant, hvis den er god og ikke fuld af unordiske bakterier. Sjovt, at den bedste restaurant indehaves af en dansker, der har arbejdet for Claus Meyer. Cheekie Monkey hedder den. Byen hedder oprindeligt Hamal, og bliver i dag kaldt Arambol Beach. Der er 1 strand ca. 5 km nordpå, som endnu er relativt uspoleret. Hvis man vil. Dér findes stadig masser af indere, som gerne ville lave ens drinks og rulle ens joints og vaske ens tøj, for småpenge. Hvis man behøver at føle sig rig.

Og på vej mod de sidste dage, efter et par nogenlunde stærke dage med svedig sex, havbad og mange indkøb, kan man lige nå at få en gang maveonde igen. Selvom man holder sig fra alle kendte smittekilder – drikkevand, grøntsager skyllet i vand, drikkeyogurt fra svært afrenselig blender, isterninger, glas opvasket i hanevand  osv osv osv. Man lammes en smule igen og afslutter Indiens-opholdet med at sikre sig at have skidt af, før man ved midnat kører til lufthavnen for at flyve 5 timer senere.

Endelig, endelig ophører ventetiden i lufthavnen og man når atter frem til de trange sæder i flyet. Som denne gang i fugleflugtslinie peger mod Nordeuropa og foregår i 13kms højde. Uden for i minus 53 grader ér virkelig kun hjem for særlige bakterier; inden for er der rigelig med film at dope sig med, og spil, og tvangstanker om at gå på toilettet af den ene og den anden og den tredje grund. Man behøver ikke foretage sig én eneste fornuftig handling eller tænke én eneste sammenhængende tanke, mens man igennem sølle 15 timer fastholdes i kinesisk pladsbegrænsningstortur med indlagte måltider, og kaffe eller te med kage.

Ved ankomsten er det uforståeligt, at billetautomaterne i Metroen fra Kastrup Lufthavn denne dag ikke vil tage Visakort, og at Metro-stewardessen efterfølgende udskriver 2 x 750 kr i “kontrolafgift”. Og der sidder man så i Metroen, efter sin ferie, komplet blæst i kraniet og i kroppen, omgivet af bagage og souvenirs og længslen efter fucking bare at falde i søvn i hinandens arme i 25 grader under myggenettet, at kunne skide regelmæssigt, at få serveret hele baduljen på et fad af håndflettet bambus og bare nå frem til rigtigt at  slappe af. Bare slappe helt af og ikke lave noget som helst. Lige som de skide landflygtige hippier i deres evighedsrus.

Og de nyeste visareglerne fra i år nægter alle og enhver indrejsetilladelse før tidligst 2 måneder efter sidste besøg. Og himlen ér så grå. Pisse, fucking grå.

Og nu sner det igen.

Kenneth Krabat, 26.1. 2011

Arambol beach (link)

Goa, gamle dyder, islam og den berøringsfri zone

Friendliness is a state of mind.

03.01.2011 Op klokken tidligt, af sted til Havnegade 39 til Qatars midlertidige kontorer.

De lever virkelig op til deres motto! NUL problemer med at ombooke. Et gebyr og så var det dét (okay, ikke billigt, men det slår at miste alt eller købe en ny rejse!). Vi skal af sted på lørdag. Samme tid, samme Kastrup Lufthavn.

Og så viste det sig, at der var en gave med i posen med billetten. Et ikke så kønt, men ekstremt praktisk VERDENSvækkeUR – med indstilling af tidsforskel til alle tidszonerne – for den, som rejser ofte og har en virkelighed et andet sted at forholde sig til.

Adspurgt svarede Qatars medarbejdere, at deres politik er helt bevidst. De vil demonstrere, at det betyder noget med personlige relationer til kunderne. F.eks. har de et kontor i alle lande, de er repræsenteret i – hvilket absolut ikke er tilfældet for alle luftfartsselskaber. Okay, konkurrencen ér hård, og konkurrenceoverskudsmarginalerne sikkert små, og Qatar er et af de, hvis ikke DET, rigeste land i verden og har råd til at etablere sig på de dyreste adresser, men alligevel: Qatar VIL noget med deres kundepolitik, som ikke mange andre luftfartsselskaber i verden kerer sig om. Som den daglige leder så selvfølgeligt sagde: “Vi vil gerne have at kunderne kommer igen.” Ja, ja, det vil alle da – men ingen gør noget for det længere. Service er blevet et fy-ord. Noget, der hører gamle dage til. Snarere end at kunne fortsætte med at handle om integritet i arbejdet – at man faktisk bryder sig om det, man beskæftiger sig med. Hvilket i en servicefunktion som et flyselskab handler om at hjælpe folk ud og hjem på den bedst mulige måde for kunden.

Jeg ér dog samtidig nødt til at forholde mig kritisk – ensidig slikken røv hjælper ingen:

Nu rykker Qatar, de Arabiske Emirater og en 3. ørkenstat ind i med luftfartselskaber og i hundrevis af nye fly i Europa. Med sig har de en pæn profil, venlighed, servicemindedhed, som det er naturligt i deres hjemlande. Men de kommer også og både repræsenterer islam og et bevidst andet billede på islam. Et venligere billede. Måske et billede, som er mere i overensstemmelse med hjemlandenes (ideelle) levevis.

Ikke for at forsage trangen til at være venlig og imødekommende, men vi ér nødt til at tænke, at islamiske stater (som alle er monarkier og diktaturer) i krisetider kan finde på at trække på samme hammel, på samme måde som såkaldt kristne, vestlige nationer gør det.

Vi skal ikke lade det bekymre os. Bare være klar over, at trosfæller – lige som familier – trækker sammen i krisetider. Og så være rigtig glade for, at nogen endnu tror på, at det har betydning at vise omsorg i forretninger; tillade os at blive vækket til at se, at der ER andre måder at leve på, som måske i visse situationer er bedre, end dem vi er vant til…! For den her praksis, der breder sig overalt i den vestlige (forretnings)verden, måske især repræsenteret ved den berøringsfrie zone, Internettet, at alting er folks eget ansvar… det adskiller os fra hinanden – og harmonerer ikke med, hvad der ellers er gang i overalt – med sociale netværk og fora og personlige anbefalinger. Verden bevæger sig mod et større fællesskab på alle planer – og firmaer, som søger at kapitalisere på dette behov uden hensyntagen til Real Life, kommer til at betale prisen – eller være skyldig i, at hele kulturer kommer til at betale en pris, som ikke er nødvendig – med en smule omtanke, og kritisk sans.

Never mind. Jeg byder Qatars fremvisning af såkaldt gamle dyder velkommen. Ikke kun på et serviceniveau – jeg sætter min lid til, at venlighed og omsorg smitter.

Nu med billetten i hånd blev det tid til at håbe på at kunne nå at få et visum…

Af sted til Indiens ambassade, som i følge hjemmesiden var åben fra 9-12… men tidpunktet var ændret til 11.00 for visaansøgninger! Med den insisterendes ensidige retningssans, der nægter at lade sig standse af noget, fik vi dog sneget os ind! Til  et totalt proppet lokale. Hvor behandlingen alligevel gik relativt hurtigt. (Men for pokker en elendig visaansøgningsformular, som de ansatte måtte korrigere alle til at rette!)

Vi får vore visa fredag. Siger de. Vi sidder ikke på pinde resten af ugen. På et eller andet tidspunkt må man give slip og lade guderne trække læsset. Hermed gjort.

Tak til alle, der hjalp med at gøre vejen farbar igen:

Denis (Qatars repræsentant i lufthavnen)
Uffe (dedikeret Airtiki-repræsentant)
Qatars medarbejdere
mine nære venner, som på Facebook med rette har svinet mig til for smøl og sjusk
og min kæreste, som heller ikke ville give op.


Kenneth Krabat, 4.1.2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger
Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)

Goa Goa Goa!!! | At komme af sted…

Der er visumpligt til Indien…

 

Det her er så den noget mere fattede udgave af gårsdagens reaktion på at stå i lufthavnens check-in og blive nægtet adgang til flyet!

23. december 2010 kl. 04 om morgenen efter flere dages billeteftersøgning fandt vi en billet til Goa med travellink.dk. Pris: 6300 for 14 dage. Højsæson, ikke en pris der er værd at råbe hurra for, men kæresten havde fået skrabet sammen til to ugers ferie, hvilket betød en chance for at slippe ud af snehelvedet en tid. Som de fleste nordboere ønsker sig det. En pause, mens vi venter på foråret.

1.1.2011 stod vi op kl. 5.30 for at være sikker på at få en taxa til stationen fra nytårsmorgens, indesneede Vindinge, 6 km fra Roskilde, med udflyvning fra Kastrup 11.10.

I følge lufthavnens liste over anbefalede fremmødetidspunkter var det bedst for os at møde 3 timer før, dvs. 08.10.

Årsagen er nok, at Qatar som såkaldt “upcoming” på markedet mellemlander i Doha, Qatar, mod destinationer verden over og derfor typisk vil have mange mennesker med flyet og lange køer foran tjek-in. (Rygter siger dog, Qatar inden længe vil beflyve Goa (og andre destinationer) direkte fra København snarere end at mellemlande i oliestaten Qatar. (Det er dem med alle de mange penge, som har konstrueret en mængde kunstige øer udformet som alverdens lande og kontinenter og udbudt dem til salg at bygge og bo på.))

Vi var i god tid. Og i godt humør, selvom vi var røvtrætte. Ventetiden var kort. Og der var intet, som kunne have forberedt os på afvisningen ved skranken: “Og jeres visum?”

Vores visum?! Skal man have visum for at komme til Indien?! You are kidding, right?!

Travellink.dk, der anerkender rejseankenævnet, har IATA rettigheder og er medlem af Rejsegarantifonden, foretrækker at sælge billetter:

Mens man udvælger sig en billet til Indien, bliver man ikke gjort opmærksom på, at der er visumpligt til Indien. Dernæst skal man afkrydse alle de ting, man ikke ønsker at købe til – afbudsrejseforsikring, sygeforsikring og flere andre ting. Og når man ender med at gå til betaling, bliver man præsenteret for ovenstående lille boks. Det er hér, det går galt!

I følge reglerne SKAL rejseselskaberne ikke gøre opmærksom på visumkrav, og rent forretningsmæssigt KAN man da også godt forstå, at et visumkrav KAN virke afskrækkende på købelysten, hvis der ikke er mange dage til afrejse – dvs. tid nok til at bestille et visum… men f.eks. tyrkieteksperten.dk kan godt finde ud af det på deres last minute-rejser:

Så, JO, ja, det var vores egen fejl, at vi ikke læste Handelsbetingelserne, inden vi satte kryds i feltet og gik til betalingssiden! Ja, det var. For, som de skriver, er det ubetinget

… køberens og rejsendes ansvar (selv) at

  • kontrollere de visum-, pas og vaccinationsregler som gælder for rejsen. Omkostninger i forbindelse med dette står rejsende selv for.
  • tilse at pas, visum samt transitvisum er gyldige for den tid og till de lande rejsen går til.

Længere nede på siden med Handelsbetingelserne afslutter travellink med

Det er Travellinks ambition at levere alle informationer og rejsedokumenter som gør det muligt at gennemføre rejsen i overensstemmelse med rejseaftalen.

Men… ambition?! Selve opbygningen af siden er tegn på, at travellink i konkurrencens kamp om marginaler ikke strækker sig for sine kunder. Som kunde skal man i princippet være ansvarlig for alt – så står de klar med et præcist svar. Men spørgsmålet skal stilles først.

Voksenrejser? Eller mangel på omsorg?

"Taking you more personally"

Qatar har en nyligt ansat franskmand som ansvarshavende i lufthavnen.

Sjældent er jeg af en servicemedarbejder blevet mødt med større omsorg og imødekommenhed, og da aldrig i en lufthavn. Da vi sad i cafeteriet for at samle os, kom han over til os med sympati, gode råd og sit visitkort, med mulighed for at ringe til ham personligt, hvis vi behøvede det. Det fik vi nytte af.

Med formålet at bede om hjælp ringede vi til Qatar Danmark fra en mønttelefon i Kastrup. Men kontoret var ikke åbent i weekenden. (Nummersvarerens angivne nummer til den centrale reservation i Doha viste sig at være forkert – det rigtige nummer står forneden).

Møntboksen i Kastrup accepterer maksimalt 75 kr. fra ens kreditkort, hvilket både er en fordel, ulempe og noget svineri – en fordel, fordi 3 minutters samtale til Qatar kostede de fulde 75kr; en ulempe, fordi man ikke selv kan vælge, hvor meget man vil bruge i sådan en nødssituation, og det er noget svineri, at det skal koste så meget at ringe fra lufthavnen. Mobiltaksten til Qatar hos Telenor er godt nok normalt 12 kr./min, men kan med en særlig aftale med selskabet fås for 3 kr./min. Men never mind, for vi havde ikke penge på telefonen.Vores nye franske ven foreslog, at vi ringede via Skype, men det måtte vi så vente med, til vi fandt et sted med en computer og en mikrofon.

Fra kl. 9-12 i Kastrup forsøgte vi så at lave en strategi for videre færd. Vi spurgte alle rejseselskaberne, om de havde andre rejser – vi var meget opsat på simpelthen bare at komme af sted – men prisniveauet lå over vores formåen. Hvorfor man er kommet frem til som strategi at straffe dem, der ikke booker lang tid i forvejen, forstår jeg ikke helt. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det ikke er hensigtsmæssigt at sælge tomme pladser til lavere pris end dem, der er booket længe før, men til dobbelt eller tre gange prisen? Og jeg forstår heller ikke det her med sæsonopskruede priser – altså, at en billet uden for sæsonen koster f.eks. 3000 og nu 6-9000. Forholdet ml. oliepris og billetpris er det samme, flyet koster det samme, så hvad er det, der tvinger prisen op?

Vi fandt ikke en rejse, vi kunne betale. Men manden i SAS-skranken var meget sympatisk og oplyste os om, at vores reservation var blevet flyttet til d. 4. og at billetens koder angav, at den ikke var no-show… (“No-show” viste sig at være den tekniske betegnelse for ikke at have aflyst og ikke være mødt frem ved afgang.) Samtidig fik han overtalt os til at booke en afgang samme aften til Ho Chi Min City til 6000, som vi selvfølgelig måtte aflyse senere på dagen. Som den meget varme og hjælpsomme fyr han var, skulle han da frem for en blank afvisning i det mindste have nogle timers kommissionsglæde ud af sin assistance.

Hos forældrene på Østerbro installerede jeg Skype på faderens mac, og købte for 92 kr. opkaldspenge. Og så ringede vi til Qatar igen. Denne gang talte vi i over 25 minutter, mens den kvindelige repræsentant konfererede med sine overordnede. Først sagde hun, at billetten ganske rigtigt IKKE var en no-show, men pludselig var den det så alligevel, og så måske alligevel ikke. Pointen er, at der kun kom dét ud af det, at vi skulle tale med Qatar Danmark mandag. Venlighed hele vejen igennem, om end vi jo endte med at skulle vente til mandag alligevel.

Vi ringede til franske Qatarven for at høre, om der var noget at gøre. Det viste sig at være ham, der havde flyttet bookingen til d. 4. Vi antog så, at det blot var for at sikre os en plads på flyet, hvis det skulle lykkes os mandag at få et hastevisum igennem på den Indiske Ambassade og at få re-booket hos Qatar – men han viste sig at være mere fremsynet empatisk end som så: Alle fly- og rejseselskaber har en meget almindelig regel om, at man mister hele billetten, hvis ikke man bruger udrejsen. Med hans re-booking af udrejsen, selvom vi ikke har en billet, har vi i hvert fald ikke mistet hjemrejsen. Måske kan dét bruges til noget?

Resten af aftenen kikkede vi på afbudsrejser og billigrejser (just in case) – uden at finde noget, der var varmt eller til at betale. Kæresten konfererede med sin chef og fik lov at overdrage sine vagter i ugen efter sin ferie, så hun kunne blive væk en uge til, hvis det skulle lykkes os at flytte ud- og hjemrejse hos Qatar; det er et omkostningsfuldt (dyrt) sats, men hun har ikke været uden forpligtelser i 8 år (NUL ferie) og VIL af sted!!! (For mig er det anderledes som selvstændig forfatter – jeg må bare flytte nogle aftaler og jeg rejser mindst én gang om året.)

i dag 02.01.2011 ringede vi til en bekendt i rejsebranchen, der hjalp os til at gennemskue diverse billetkoder, fortalte om procedurer og vaner i branchen og generelt affødte et gevaldigt humørløft hos os. Han er en meget dedikeret rejsesælger, som begræder den voksende nej-tendens, der har været i branchen siden 9/11. “Tidligere var KLM, British Airways, og alle de andre store villige til at hjælpe folk på en personlig måde, men i dag handler det kun om at sælge standardiserede produkter, som kunderne helst skal passe til, og ikke omvendt”. Han udtrykte stor glæde ved at høre, at personlig forholden til kunderne stadig kan forekomme hos et stort flyselskab.

Qatars motto må således siges at være velvalgt. “Fragter/behandler dig mere personligt”.


Kenneth Krabat, 2.1. 2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger

Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)

Visumregler Indien 2.1.2011 – Udenrigsministeriets konstant opdaterede liste

The Copenhagen Diplomatic List – ambassader verden over

Indiens Ambassade

Tel:+45 39 18 28 88

Tel: +45 39 29 92 01

Tel: +45 39 10 86 29 (After Office Hours)

Fax: +45 39 27 02

Goa, Going, Gone…

Bye, bye, varmeferie…

Inden man tager noget sted hen, bør man sikre sig

  • at vejen er banet
  • at endemålet er tilgængeligt

Vil man som dansker ind i Indien, skal man betale den Indiske Ambassade for et visum – ikke som Ægypten bare for at tjene penge, men for at forhindre udlændinge i at blive i Indien uden gyldig grund. Visum til Indien erhverves ikke på 5 minutter.

Hvor er det dog forstemmende at komme til enden af tjek-ind-køen i lufthavnen og få at vide, at man ikke kan komme om bord. Hvor er der mange sympatiske, søde mennesker i verden, som gerne vil hjælpe og stryge og trøste. Også i lufthavnen. Men regler er regler: har du ikke visum til Indien, kommer du ikke ombord.

Fuck.


Kenneth Krabat, 1.1. 2011
Indiens Ambassade
+45 39 18 28 88
+45 39 29 92 01

+45 39 10 86 29 (After Office Hours)
Fax:
+45 39 27 02