Artiklen argumenterer for en sammenhæng mellem indtægtslighed og livslængde i en given kultur.
Tag: fattigdom
DIGT: lugten, stanken
det er ikke
lugten af fattigdom
altid den samme fugtige stank
af altid lidt snavset
det er ikke menneskene
for dé er rene og vaskede
mennesker er altid rene og vaskede
hvis de på nogen måde kan komme til det
det er ikke vandet i hanen
der ikke kan drikkes
den ensidige kost
mængden af sukker sukker sukker
det er ikke forureningen
larmen fra motorcykeltaxierne
eller deres udstødning
det er ikke
hundene der nyttesløst kæmper
om territoriet nat efter nat
det er ikke
pusherne som nok indtager
mere coke end de sælger
nat efter nat efter nat er det ikke
varmen og fugtigheden
drivende plamager af tåge
det er ikke noget ydre
hvordan
kan det være det
washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk
Tumultarisk er et fantastisk ord. Mit liv er tumultarisk – i
slowmotion. Ikke mange erkendte sten i floden, broer, heller,
bivuakker, refugier. Men konstant og vedvarende tumlen gennem
eksistensen uden fast ståsted.
Lima er… et andet sted. Continue reading “washington, Perú, Kbh 10 – tumultarisk”
washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima
ankommet til Lima. Har overdraget min gave til værtsparret (mine venner), en G4 bærbar mac, 17-tommer fra 2006, som jeg hentede i århus, betalte 3200 for, og proppede RAM i. De blev meget glade. Ved ikke præcis for hvad – for at blive påtænkt, eller for selve gaven – men det er mig lige gyldigt, jeg giver, fordi jeg det gør mig glad at forestille mig, at de har brug for det, og at jeg kan tage pengene ud af min egen økonomi og proppe dem ind i deres, og have en mening om, at jeg kan investere pengene i noget i deres liv, som de med pengene i hånden aldrig selv ville købe: Muligheder, og en vis følelse af status, at være noget værd, som ikke er alle forundt. En lækker Mac, med lækkert styresystem, som aldrig går ned, og kan de lækreste ting. Det er et statement om at føle sig rig. Rig på muligheder, rig på omsorg og omtanke, og måske med et snif af lugten af faktisk rigdom, hvem ved? Og så kan den også bruges til deres form for arbejde – grafisk design.
Jeg er et rigt svin, forstår ikke fattigdom. Continue reading “washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima”
Kim Jong-il’s monsterfilm, Pulgasari (Fantasy, 1985)
I 1985 kidnappede Kim Jong-Il, den nuværende diktator af Nord-Korea, en instruktør og dennes hustru fra Syd-Korea med formålet at instruere en række film til højnelse af filmstandarden i Nord-Korea.
Hvis man uddelte en Oscar for “mest diktatorisk producerede film”, måtte den gå til Kim Jong-Il, den nuværende diktator af Nord-Korea, som i 1985 kidnappede en instruktør og dennes hustru fra Syd-Korea med formålet at instruere en række film til højnelse af filmstandarden i Nord-Korea.
Ægteparret indvilligede, fordi der ikke var andet at gøre, men narrede hen mod slutningen af indspilningerne af Pulgasari Kim Jong-Il til at lade dem deltage i filmbienalen i Venedig, hvor de angiveligt ville reklamere for Nord-Koreansk film. Her flygtede de under dramatiske omstændigheder og søgte asyl på den amerikanske ambassade.
I 2006 døde Sang-ok Shin, instruktøren af Pulgasari, en absurd historie om et monster, der lever af jern, som først hjælper bønderne med at omstyrte kejseren og siden vender sig imod dem, da de ikke er ydmyge nok.
Hvad er det, dét giver mindelser om?
Sang-ok Shin skulle angiveligt have søgt at skabe en filmparodi som hævn for kidnapningen og nåede at se filmen finde kultstatus, før han døde. Glædede det ham?
Sært, så absurd morsomt det regulære lort kan være.
DR’s nedlægning 1
Når du køber tomater, køber du altid dem, der er helt smattede og ikke holder længere end 10 minutter. Ikke? Og når du indgår et parforhold, vælger du bevidst en partner, der er utiltalende, løgnagtig, utro og aldrig nærværende. Ikke? Og hvad som helst du beskæftiger dig med er altid det mest kedelige, uinspirerende, tomme, åndsforladte, du kan finde. Ikke? Og i næste uge skal du ind og have lavet din årlige lobotomi, bare for at være på den sikre side. Ikke?
Ikke nikke nej, vel!?
Skal dårlig forvaltning og en ultra-højredrejende regering have lov til at lukke munden på alle i DRs radio, som har en selvstændig mening, mener noget med det de gør, tør forfølge historier ingen andre gør, tør risikere at være kedelige for at komme i dybden, og informerer fra HELE Danmark og ALLE steder i verden, snarere end blot fra Københavns pop-overgrund og politisk sanktionerede demokratier?
Vi bliver alle sammen fattigere for hvert et kulturprogram, der forsvinder fra DRs radio. På alle måder. Man kan ikke, efter at have klippet den historiske tråd, uden videre tage den op igen og spinde videre – ikke bare vente til de politiske vinde skifter – ikke bare håbe, at det går væk af sig selv. Undertrykkelse går ikke væk af sig selv.
SKRIV UNDER på en fredning af DRs radio – og kan du gøre mere end det, skrive og debattere, begræde, harme! på din egen blog eller i læserbreve, så gør dét! Men GØR noget:
Sig nej til ødelæggelsen af danskernes Daglige Realitet – vi har intet andet medie, som på samme måde forbinder os alle sammen. Tænk over dét: Intet andet fællesmedie, som taler til os alle, uden at tale ned! Uden reklamer! Danmark, Døgnet Rundt!
Film: Puzzlehead (2005)
Skab en kopi af dig selv, og slip for en masse bøvl… Not!
Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske
Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.
Hvordan spiller et menneske robot?
Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige – idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, “Hvem er robotten og hvem er mennesket”, men ét, der er meget vigtigere: “Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel – når begge er lige kolde?”
Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den – “da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke”, som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.
Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *
Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.
Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.
Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): “Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde – der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden – hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på.”
Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen – også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.
Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set – Puzzlehead er en fed titel – men næppe, hvad den handler om.
Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted…
*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder – hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner – dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp – især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.
@ 2012 – Verdens undergang
Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.
I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *
@ Terror – SL og kampen om det indre rum
En fyr, jeg mødte via ISP-support i midt-90’erne, var gået i gang med at konstruere en virtuel udgave af vores hovedstad i 3D, med facader, gader, parker, alt. Med senere kommercielt sigte, måske… Alene tanken om et præcist, virtuelt København. I fredstid et guldæg af åbenhed.
Det virtuelt dublerede miljø som tanke er fortid, og Google Maps og strukturering af og forståelse for data i et virtuelt lagermiljø har taget over. Med tilkomsten af overvågningskameraer er det muligt – for udvalgte instanser – at få et dynamisk realtime-overblik i stort set alle større byer i verden, men vi andre er med på en kikker på det statiske.
Efter 9/11 er det helt åbenlyst, at det er bedøvende ligegyldigt om regeringer inden for NATO-samarbejde forbyder private ejere af satellitter at sælge eller offentliggøre inkriminerende location-billeder, f.eks. til Google Maps. Bombemål er ikke længere militære og ofrene ikke professionelle repræsentanter for regeringer.
Målet for terror – i skolegården, på arbejdspladsen, i hjemmet, eller som vi er kommet til primært at forstå begrebet: hvor som helst og med døden til følge – er at vinde territorie i det indre rum. At presse mennesker ud i frygt, så de ikke kan samle sig og ikke forsvare sig.
Folk, der bevæger sig i Second Life, vil måske have bemærket, at attentater har fundet sted. Bl.a. atombombesprængninger af butikker og firmaer – Nissan, der flere gange er blevet ramt, har lige trukket sig fra SL i følgeskab med flere virtuelle lig i virtuelle kister. [strammer smilebåndet?]
Tilkomsten af håndvåben i Second Life og tilstedeværelsen af flere Jihad-grupperinger får terroranalytikere til at mene, at SL bliver brugt til rekruttering af folk i aldersgruppen 16-30, der tiltrækkes af den virtuelle vold, og som øvelsesscenarier for terrorister. Sandhedsværdien af dét kan givet diskuteres, men mennesker, som bevæger sig i et virtuelt scenarie, har vel kun penge og avatarer at miste, og graden af ødelæggelse og destruktion er kun et irritationselement (modsig mig gerne…). Og bliver man træt nok af at få smadret sine konstruktioner, fjerner man sig fra SL.
Eller gør man? Hvem bliver tilbage? Dem, som intet first life har? Som føler sig nødsaget til at forsvare eller barrikadere sig, fordi det er deres hjem, som er under angreb? Vil vi se krig udspille sig i SL? Anvendelsen af “atomvåben” er graverende proportionsforvrængning – det er stort set ikke muligt at “gå højere op”, uden at lægge serverne ned. Og skaderne har ikke omfang som af reelle atomvåben – ellers måtte man formode, at Linden Labs ville gribe ind? Men hvad enten man anvender en pixeleret hvidmaling af skærmbilledet af samme (virtuelle) udstrækning, som en A-bombe ville have det i den reelle verden, eller blot kalder en programmeret pixelfjernelse for “atombombe”, forekommer det mig at være spørgsmålet om, hvorfor man skulle bestige bjerget: “Fordi det er der”.
“Kan det lade sig gøre?”
For drenge- og pigerøve, drømmere, fantaster, beregnende forretningsfolk og socialt hjemløse, folk med en sag og dem, der bare gerne vil bestige programmerede bjerge kan alt og mere til lade sig gøre i Second Life, som er muligt i den reelle verden. (Med undtagelse af en drink, som én sagde). Men kampen om det indre rum kan kun få reel effekt, hvis avatarernes førstelivskroppe ikke kan overleve uden kontakten til SL.
I så fald er kampen allerede vundet. Af Linden Labs. Med eller uden håndvåben, bomber eller terrorister.
Film: Born into brothels (2004)
En amerikansk kvindelig fotograf, Zana Briski, levede flere år i Bombays red light district.
Her begyndte hun at undervise en flok børn i at fotografere og SE komposition, i håb om at vække deres omgivelser til at tillade dem skolegang, så de – snarere end at “join the line”, blive prostitueret som deres søstre, mødre og bedstemødre, eller alkoholiserede, voldelige, stofmisbrugere som deres brødre, fædre og bedstefædre – kunne gives en chance for en fremtid.
10 børn. I verdens børnerigeste land.
Kids with cameras hedder den organisation, som voksede ud af Zana Briskis arbejde.
“Born into brothels” vandt dokumentar-Oscaren i 2005.
Intet kommer af intet.
Se den.