time travel is SO not next year!

Hvad skal vi med tidsrejser længere? Vi skal lære andre ting nu, igen.

“time travel is SO not next year!”

I did a search for this, but nothing.

Just saying: Planes of existence is the next level:

Alternate realities, other dimensions, an infinite multiple of universes branching from free-will overdose to make room for every single one of any other potential full universe that anyone might think of, discarded at the drop of a hat. Planes of existence. Stacked on top of each other, each one their own universe, but each one having less and less need of understanding of its rules.

While time travel by acquaintance with logical and illogical paradoxes can teach us the basics of causality, planes of existence will teach us more about

– being real,
– and about returning to reality,
-and about the cost of distancing apart from the real world we are all fleeing from,
– and about honour taking part in the needs of the real world,
– and dishonour… if you want to stay at an upper plane, as you block your original from… what, waking up…? Continue reading “time travel is SO not next year!”

Globaliseringschok

– i Heideggers ‘Hvorfor Digtere?”

… Heidegger forkastede den filosofiske traditions begreber og konstant udviklede nye orddannelser og søgte dybt ned i etymologien for at gentænke, hvad væren, værende og endelighed betød. Set i det lys er det ikke overraskende, at han søgte mod digtningen som et særligt sprog, hvor de spørgsmål han undersøgte kunne komme til udtryk.

Faktisk er det svaret på spørgsmålet i titlen Hvorfor digtere? Digtere kan bringe den ellers glemte erfaring af endeligheden for dagen, som muliggør, at verden, menneskene og tingene rundt om os overhovedet får mening, og det vil sige overhovedet bliver tilgængelige for os. Og det vil for Heidegger sige: eksisterer.

Source: Revolutionskonservativ pastiche | Atlas Magasin

White Wall [SE], serie 2020-

– måske bare kunst.

 

Imdb: https://www.imdb.com/title/tt9648870/

SPOILER AHEAD!

Carl Sagan’s CONTACT gjorde det i både bog og film – førte én til et sted uden for den teknologiske forståelse ved 1:1-genskabelse af en fremmed livsforms arbejdstegninger – og lod os således i realtime vide, at vores eksistens var anerkendt og at vi ikke var alene. Tak, fremmede, for at I vil have os med i klubben og kurere vores eksistentielle ensomhed. Sådan lidt varmt gude-agtigt.

Frederick Pohl gjorde det med en lektie i overvældende teknologi fra en måske fortidig intelligens, som menneskeheden ikke har tid til at komme til forståelse af, fordi det enorme rumskib RAMA kun er på besøg i vores solsystem en kort tid. Men tak, fremmede, for at I fandtes, så vi kan få en forsmag på mulige “fremskridt”, hvis vi overlever længe nok – om end det ikke er givet, at livet evner noget som helst andet end at efterlade sig spor. Sådan lidt upersonlig tagging-agtigt.

Når man som læser og seer stilles over for muligheder og risici FORAN ÉN, med muligt udgangspunkt i en vurdering eller oplevelse af det, der er BAG ÉN, bliver lektien nemt noget med ydmyghed og taknemmelighed: “Dette er større og ældre og dygtigere end alt kendt, eller ringere og mere destruktivt, og dét bør tages til efterretning i vores egen eksistens, så hold nu op med at ødelægge Jorden…” og den slags. Ren spekulation, som eks. arkæologi, geologi, vulkanologi af og til KAN sandsynliggøre, men som for det meste ikke har mere realistisk gang på Jorden end snusfornuft: lad dog være med at skide i egen rede!

Det kan være svært, det der med konsekvenserne af de andres snusfornuft, og det er så det, vi har fremtidsforestillingen til. Den hårde science fiction vil efterlade os med fremtiden som et “sted” med næsten magisk teknologi og dens mulige skade og gavn for mennesker som individer og art. Den bløde science fiction vil befolke en selvfølgelig teknologisk fremtid med mennesker, som vi forstår, og dermed efterlade os hér i nutiden med nødvendige spørgsmål om vore fremtidige behov og teknologien, vi skal udvikle for at få det sådan.

Mennesker har stort set altid været understøttet af en teknologisk samtid og besidder af dén grund i dag ofte en fungerede forståelse af universets alder  og betingelserne for liv, men der skal RIGTIG RIGTIG MEGET TIL, før et menneske føler regulær ydmyghed over for livet i sig selv – og sker dét, er det en produktiv, hensigtsmæssig ydmyghed, der er tænkt at understøtte artens og menneskeindividets overlevelse – blikket på de forestillede udfordringer. Hidtil har konsekvensen dog været at underlægge os alt – i stil med meningen om, at et trækdyr skal knækkes.

Den svenske-finske serie WHITE WALL opdaterer præmisserne i CONTACT og RAMA – ved på menneskehedens vegne at opdage noget skabt, der er større end menneskelivet, større end forestillingen om evolution og teknologis formåen, hér fundet af en hvid, 250 meter høj æggeskal af 4 meter tykke kulstofvægge, der er så gammel, at den er indkapslet i Jordens bjerge. 1,5 milliarder år gammel, mindst. Mind-boggling.

Det fundne kunne lige så vel være kunst som teknologi, ingen ved det. I modsætning til CONTACTs nuværende gudelige fremmede, og RAMAs givet afdøde civilisations teknologiske levn, står vi i WHITE WALL tilbage uden visheden om vi nu er livets arvtagere, så at sige – dem, der i fremtiden skal bære teknologiens og bevidsthedens fakkel i universet, og måske en dag bevidst eller uafvidende gøre eksistensen udholdelig for andre levende civilisationer eller intelligenser. Eller om vi bare har et artsmæssigt endeligt at se frem til og et par bevidsthedsfødte artefakter, der næsten ikke er til at adskille fra “naturskabte” genstande udstillet et sted i et nærmest uendeligt univers.

WHITE WALL er givet og desværre kun den ene sæson. Jeg siger “desværre”, fordi jeg selv er både drømmer og realist: Fremtiden rummer altid modstand og medgang, og skal man fabulere om fremtiden, er det altid kun én fremtid – ikke et endegyldigt bud og ansvar for at “spå sandt”, som man derved påtager sig på vegne af arten.

Men hvis WHITE WALLS slutning ikke blot er resultatet af fantasiløse pengemænds uvilje, eller fantasiforladte eller økonomisk urealistiske forfattere, er det en meget moderne præmis – dette ikke at romantisere intelligens og liv i nutid eller fortid, men derimod lade tolkningen af SKABELSE altid være et stykke intellektuelt arbejde, der udføres som et resultat af intelligens og bevidsthed med nysgerrigheden som fremmeste formål – og så lade forestillingen om evt. misbrugende udnyttelse af den teknologiske afdæknings muligheder være et spørgsmål om politisk styring, den såkaldte kollektive ledelses ansvar.

Forfatteren påvirker udviklingen nedefra og indefra. Hvem ved? Måske er alt skabt egentlig bare kunst.

Finnish TV synopsis:

Are all mysteries meant to be solved?

The old mine in northern Sweden is finishing the world’s largest nuclear waste disposal site. However, in connection with the excavation work, an unforeseen explosion will occur 700 meters below the ground. Examining the crash site under a billion-year-old bedrock you will find a piece of white wall that seems to go on indefinitely. No logical explanation found. It is decided to keep the matter a secret until its mystery is solved.

Actors: Aksel Hennie, Vera Vitali, Eero Milonoff, Ardalan Esmaili, Anna Paavilainen, Mattias Nordkvist. Directors: Aleksi Salmenperä, Anna Zackrisson. Editor: Mikko Pöllä. Responsible producers: Roope Lehtinen, Sonja Hermele and Alexander Tanno. Production: Fire Monkey Oy and Nice Drama AB.

Source: https://areena.yle.fi/1-50544315

 

 

No Turning Back (2019)

– Science. Fiction. An opinion.

Source: https://www.imdb.com/title/tt8354140/

Serious topic: the lack of space to be. For some.

I have never before written a review of a movie I did not see. But in regards to this one I feel compelled.

Judging from the trailer the acting and the cinematography leaves something to be desired. The lighting is off, there is an abundance of close-ups of actors, who all seem wooden from lack of competence or bad directing, the script is too casually “normal” – all tell tale signs of a low budget, lack of professionalism on all levels, including the financiers.

None the less “No Turning Back” has won or been nominated for several awards – best picture, best director – which could be due to lower quality of other contestants. But. Continue reading “No Turning Back (2019)”

Kriteriet for Hvornår noget er en tidsrejsefortælling.

Tiden er vores målestok.

Et spørgsmål, jeg komplet har overset ift. min lange liste over film med tidsrejseindhold:

Spørgsmålet “Fra hvornår til hvornår er rejsens vej?” Hvilket jo netop er hele grundlaget for vurderingen af, om en film rummer et tidsrejseelement.

Hér nogle, der har gjort anstrengelsen med nogle få film.

Maria Og så lige et lille bitte spørgsmål til dig, mr krabat….. Hvad er det der tænder dig så meget I forhold til tidsrejse…..

Kenneth Krabat Det er et spørgsmå omkring tidsrejser, Maria, jeg ikke har noget klart svar på. Ikke fordi der ikke er svar muligt, men fordi der er 1000 svar. Som ikke handler om at se dig i virkeligheden igen, nøgen i solen i vindueskarmen på Nygårdsvej 1984, det smukkeste syn i mit unge liv, for du er for altid inden i mig, den dag, dét øjeblik.

Det samme gælder så også alle andre, jeg har været forelskede i og elsket: Øjeblikke findes inden i mig, der fastholder følelsen i mindet – ting, jeg gjorde, vi gjorde, ting der blev gjort mod mig, ting der bare skete – som regnen, der falder.

Og de ting, jeg har gjort forkert i livet, handlet imod bedrevidende – dem ville jeg stadig have haft gjort, hvis jeg kunne rejse tilbage; de ville være en del af den person, der efterstræber at rejse i tid, fordi en rejse i tid ikke selektivt sletter erindringer. Og hvis jeg har foretaget nogen som helst forkerte valg med kun to muligheder, vil jeg ikke kunne gå tibage og rette op på dem, fordi jeg så ikke ville blive den person, der rejste tilbage i tid for at korrigere… 

Paradokser er en de interessante ting ved hele tidsrejse-forestillingen.

Men nej, jeg græder ikke over spildt mælk. Jeg forsøger at bære smerten over tab og dumheder og forkerte valg, og husker nogle af de smukke og gode ting, mit liv også har bestået af, som alle sammen, både huskede og glemte gør mig til mig i dag.

Nej, at rejse i tid… Interessen er en konsekvens af, hvem jeg altid har været. Tidsrejse er blandt de sidste hvide pletter på korttet. Hvis vi som art begynder at forstå, hvordan vi er og kan være en del af universet, og vi lærer mere om, hvad der er uden for vores galakse, så er der måske kun tilbage at udforske tiden. Og selvom tidsrejser for evigt skulle forblive en metafor for det menneskelige korte liv og behovet for at bidrage til broen over floden, inden det er for sent med arbejdsevne og viden, så er det smukt drømmemateriale. Som dog ofte glemmer, at hverdagen findes alle steder, selv på rejse væk hjemmefra. Og at man som turist er udelukket fra det bedste ved at bo fast et sted, og dømt til at se på, hvis man rejste tilbage i tid (man kan f.eks. ikke BLIVE sit yngre jeg). Plus at dét at komme hjem, eller føle sig hjemme, i grunden er det bedste ved at rejse for de fleste.

Det er det hele, Maria. Og mere til.

Kunne vi rejse i tid, ville vi dermed være blevet (begyndende) 4-dimensionelle væsener og ALT i Kosmos ville (begynde at) se anderledes ud. Som det er nu, er de fleste styret af erindring – kroppens, emotionernes, intellektets. Kunne vi rejse i tid, ville teknologien alene gøre erindring til noget varigt frem for noget efterladt eller ikke nået endnu. Med tidsrejseteknologi ville al tid findes, og de menneskelige væsener vi var blevet ville opfatte eksistensen som en helhed frem for fragmenter: Som 4-dimensionelle væsener ville alles handlinger gøre alle synlige for alle.

Det er hér, man kunne begynde en psykoanalyse, hvis man ville – men ikke alt behøver at blive forklaret. At føle sig tryg i visheden, at stjernehimlen gemmer sig bag skyerne, og at den uanset hvad altid vil være for stor at udforske til ét enkelt væsen, er den tryghed, som gør os i stand til at leve og udvikle os uden på forhånd at kende svaret på alt, vi gør.

Livet er virkeligt, fordi døden er reel. Slutningen på opsamling af ny viden for den enkelte værdisætter tiden brugt på viden og det erfarede i sig selv.

Et af mine spørgsmål er, HVORDAN mennesker drømmer om at rejse i tid. Med hvilket formål?

800+ film på min liste fortæller historien fra 1896 til i dag – om den naive tilbagevenden til tidligere uskyld og til prisen, man må betale for dén drøm; om at sove ind i fremtiden, så man undgår at vente på det fantastiske, men samtidig mister alle relationer til død og alderdom; om at kunne flygte til det bedste skjule- eller feriested, hvor ingen kan finde eller følge én; om at opleve alle tider som nu, hvor alle er i live – på samme måde som vi opfatter vores erindring; om at betragte fortiden som den store læremester og fremtiden som den store gulerod eller pisk; fortsæt selv ved at besvare spørgsmålet: “Hvis jeg kunne rejse i tid, ville jeg…” Der er næsten med sikkerhed lavet en film eller skrevet en bog om det.

Variationerne er netop ikke endeløse, fordi de er knyttet til menneskelige grundbehov; de grupperer sig på samme måde som alle menneskelige behov for at snyde døden og skæbnen kan grupperes af en dramatiker eller spændingsforfatter. Men essensen af tidsrejsen har ingen endnu beskrevet endnu. SELVE den filosofiske rejse. Det er blevet ved allegorien – HG Wells’ “the Time Machine” i forskellige variationer, hvor det indre behov synliggøres i mødet med smukke og grimme væsener; og i stort set alle andre film er tidsrejsen at betragte som en funktion eller et redskab, der kan BRUGES til noget. Et redskab til berigelse; en gimmick. til kapitalisering på den særlige viden som netop at bevæge sig i ALTIDEN udgør – på godt og ondt.

Men hvad tidsrejsen vel mest er, er en poetisk smerte: Dagene presser os afsted, solen går op og ned og vi må bare gøre vores bedste for at give det hele mening. Med tanken om at rejse i tid, typisk baglæns, kan vi få livet til at give mening, eller ikke, hvilket også er en grad af betydning.

Og skal vi blive i det poetiske, kan vi sige, at tiden i sig selv er kollektivet af alle drømmende livsformer’s definition på liv. I den kollektive drøm opstår universet på alle de måder, hvorpå vi når frem til at erkende noget som værende virkeligt, forståeligt, af en vis varighed. Tiden er vores målestok.

Uden tiden var der intet for os at måle. Og dermed intet af værdi.

http://krabat.menneske.dk/kkblog/all-time-travel-movies

Denne Humanistiske Tvivlen: Robert Anton Wilson.

Den Humanistiske Tvivler som entertainer.

 

Hvordan kan et menneske være både imod og for sit eget underhold? Eller måske det i realiteten kun er det oplyste menneske, der kan se det enkelte individs sammensmeltning med sin totale omverden annullere betydningen af at være politisk korrekt, og den enkeltes livsformål bestå i simpelthen at forblive i live længst muligt?

Robert Anton Wilson tilhører et særligt tankesæt, der tæller kunstnere som Raymond QueneauJean GenetEugene IonescoBoris VianJean Baudrillard,  Marcel DuchampJohn Cage og Asger Jorn, kaldet “patafysikere” – metafysikere med humoristisk sans.

RAW er humanist og således for menneskene i det større billede, men samtidig fast i troen på, at menneskers adskillelse fra hinanden, erkendelse hérom og forsøgsvise tilnærmelse til en større konsensuel menneskehed, er hvert enkelts ansvar og held for sig. Politisk funktionelt er han derfor højrefløjsliberal eller venstrefløjsdemokrat i et ikke-midterpunkt. Verden forekom ham konsistent opdelt i individuelle talerør og aktionsmodus’er; en verden, som er skjult for sig selv, fordi kun de færreste kan overskue helheden. Han var således én af mange, hvis eksistens tilbyder et billede at håndtere helheden med.

Den type mennesker understreger ofte, at det er op til den enkelte modtager at tage ved lære af de mange forskellige vinkler på helheden. Og at dét felt, de overbliksskabende deler i egen eller andres bevidste eller ubevidste, totalt set udgør det næste niveau, som de hver især udtrykker patent på at kunne vise frem eller synliggøre: Totaliteten af meninger om væsenerne, sammenhænge, bestanddele, repetitioner, modstand samt historien om hvert enkelt fokus.

RAWs tankesæt er dog herligt fri for sådan selvforherligelse – simpelthen fordi det bygger på det virkelighedsbegreb, som “bevidsthedsguruen” Timothy Leary opsummerede sine erfaringer med LSD som: Alle eksistenser lever i deres egen virkelighedstunnel. Og når vi tager del i andet menneskes virkelighedstunnel, er det fordi dettte valg er del af vores egen måde at opfatte virkeligheden på…

Med mentalbegavelsens gennemskuelse af mønstrene i universet påpeger han upåagtede forbindelser og tilsyneladende tilfælde på alle områder af menneskehedens usikkerhedsfelter. Hvor vi aldrig har kunne modsige eller modbevise på en tilfredsstillende måde, sætter han fingeren og presser og presser, indtil fundene begynder at skyde sidegrene til andre fund og til videnskabelige og andre tilgængelige formodninger. Man kan være uenig med hans ikke-videnskabelige omgang med data og med hans fokus – tænk, hvis han havde fokuseret på direkte nødlidendes forhold med samme laserblik – men for en bestemt mental og følelsesmæssig alder og et punkt i udviklingen af fokusredskaber for senere forståelse er hans essays om, hvordan vi tænker og ikke tænker – tilsat inspirerende mængder af forundrende anekdoter om menneskelig dårskab – en direkte adgang til forståelse af ledelse eller ledelsesafsløring. Som i nogle (områder) af vore sociale fællesskaber kan være direkte overlevelsesbetingende.

Af og til kan man godt få den fornemmelse, at hans tunge sidder i kinden. At en vished om mere fikserede virkeligheder er helt klar – f.eks. de hverdagligt funktionelle, hvor mad og andre varer altid er til at få – men hans trang til ballade endnu større. Men igennem hele forfatterskabet løber en strøm af dybt seriøs realitetsforholden. Hans omtale af sig selv som “guerilla ontolog” siger således det meste.

Som jeg ser ham, mente RAW virkelig, fra bunden af sit kvantemekaniske hjerte, at intet kunne observeres, som ikke havde med en observatør at gøre. At virkeligheden indrettede sig efter, hvad man havde behov for at opfatte, og ikke omvendt. Det var hans Tro. Og så gik han komikerens og entertainerens vej for at forestå som det mest åbenlyst synlige tegn på sin egen lære: Den Humanistiske Tvivlen. Konsensus som åben for tvivl til gavn for Konsensus – bevægelse i den modsatte retning af fascisme. Denne forening gætter jeg på er den observerede effekt af kvantemekanik på realiteten: Der er plads til begge i samme univers. Tro og tvivl giver begge plads til den anden, hver på sin måde.

Hvad behøver vi ham til i dag, hvor Internettet flyder over med muligheder for kritisk forholden til alt muligt? Og et uvist antal læsere allerede har manifesteret hans tanker gennem arbejde og kunst og fritidens samfundsdeltagelse?

Grundstrømmen i hans forfatterskab er ganske åbenlys og almén: Anerkend, at de andre virkeligheder er mindst lige så virkelige og betydningsfulde for dem, som din er for dig. Men dertil lægger han så, hvilket er hans claim to fame: At de er mindst lige så virkelige og betydningsfulde betyder ikke, at de findes.

Dét er endnu ikke blevet meme.

Mit indre billede af hans venlige, humoristiske og undrende, og af kritikere benævnt stort upræcise, ikonoclast forekommer mig varmt og ægte. Måske er det bare mit eget behov.

Måske.

Hér følger en video med en meget fragmentarisk gennemgang af hans omgang med virkeligheden. 80 minutter, imdb, som ikke på nogen måde gør ham ære. Men den findes. Læs hans bøger i stedet. Og vær kritisk, altid.

Udmeldelse af Enhedslisten – hvem er mest idealist, naiv eller realist?

Jeg ér måske bare IKKE til politik.

 

Til Enhedslisten:

I spørger, hvorfor jeg melder mig ud.

En ikke ubetydelig portion skuffelse over jeres profil, som (ved fraværet af selvstændig aktivitet, frem for re-aktivitet) viser mig billedet af en flok rethaveriske idealister, der ikke egentlig forstår realiteterne (konsekvensen af magtspillet) – men kun egen indre-oplevelse af hvad der er rigtigt – og følgelig bliver kørt bag om dansen af den virkelige Magtelite. Det er et tarveligt billede, i ordets egentlige betydning, fordi jeg mener I har potentiale til så meget mere og større.

Nu, efter valget, viser I ikke KRAFTEN i jeres indignation og oplevelse af, hvad der er rigtigt, og på dén vis bliver I bare henvist til kulisserne, og det politiske opdragelsesarbejde, der foregår i Institutionen Christiansborg. Jeg har ikke lyst til at betale for at se det ske. Så hellere sætte jer fri fra mediernes forvanskninger til at arbejde BLANDT befolkningen og forsøge at få den til at vågne til det, der sker:

Sammenkøring af Gamle Magtinteresser – al fokus på opretholdelsen af eksisterende Magtstrukturer, dvs. virksomheder, minimalt miljømæssigt ansvar, fordummelse gennem forringelser i undervisning, bevidst adskillelse af befolkning i elite og resten, sygeliggørelse og økonomisk straf af svage og anderledestænkende og indskrænkning af normalbegrebet som underlag for udstødelse og fremmedgørelse af egne borgere – listen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

I var et frisk pust, men jeg ser nu, at I arbejder det forkerte sted. JO, I behøver at KUNNE blive lyttet til, men det politiske meddelelesessystem med sine mediehunde spiser jer og afkræver jer bestemte retoriske modeller, som kvæler essensen af, hvad I har at byde på.

Poul Mahler Dam, en stor dansk forsker i astrologi… ja, astrologi – lavede i 50’erne denne anekdote om Fisken, det bevidste, erkendende voksne menneske med Tro og tillid til universets indretning: “Da gud sendte sine 12 børn ud i verden, var fisken den sidste. Og til fisken sagde han: Jeg vil give dig en gave, mit barn. Med dig skal du få al den viden, jeg besidder, men ikke evnen til at give den videre”. (Det må du selv lære dig).

Sådan har jeg det med Enhedslistens udtryk. Tilsammen forstår I, hvad “det handler om” – I TROR og har tillid til sammenhængene – men I har ikke lært, hvordan I giver det videre. Jeres ofre – “fordi jo nogen skal vise de Gamle Magtinteresser modstand” – skaber ved deres blottelse af forskellene på dem og jer kun større trøstesløshed i det politiske landskab. Og synliggør, at det parlamentariske demokrati er spist af større interesser og at den regulært repræsentative indflydelses vej er et afsluttet kapitel.

Nå, men jeg ved godt, at I taler til billedet på “den almindelige dansker”, der forventer en vis stabilitet i virkelighedsbilledet som præsenteret af medierne, og ikke forstår sin egen indre uro ift. det parlamentariske felt. Men nøjagtig dén magtdemonstration, vi I DAG instinktivt ved er bedst at afholde os fra at bruge på vores børn, er dén udvisning af magt, vi tvinges til at accepterere i politik og deraf kommer uroen:

Som menneskelige individer skabes vi af sprog. Vores virkelighed skabes af sprog. Inkonsistent retorik om samfundets “maskineri” TVINGER os:

  • ENTEN kommer vi til bevidsthed om et defekt system, der så kan arbejde for en ny måde at gå til verden på (ikke dårligt),
  • ELLER vi kommer frem til (ubevidst) at afvise Repræsentativt demokratisk politik som gyldigt redskab (hvilket er noget skidt, da det er ubevidst).
  • Den tredje mulighed er, at vi tvinges til erkendelse, og som følge héraf giver helt op. (Det er katastrofalt).

Og inkonsistent retorik er, at vore børn opdrages til samarbejdsvilje og -forståelse ved gentagne klare beskeder om ansvarsplacering, for så siden på det grundlag af respekt og ansvarlighed at skulle forlige sig med politiske udstødninger, forrædderi, løgne, bedrag, dobbeltmoral, inkompetent flyverskjul, magtmisbrug, fortielser og alt det andet, som kendetegner Magtpositioneringen i (dansk) politik.

Begge kan ikke være sande og udtrykke et HELT samfund (“det SAMME samfund) – i en forstand hvor et menneske, der skal forestille sig at være frit til at vælge den bedste behandling af sig selv og af andre mennesker, alt andet liv og Jorden som helhed, har andet end tilfældig betydning. Hvilket skaber et helt andet billede af nødvendigherne på den politiske arena: Vi er begyndt med børneopdragelsen, og har fastslået pointer om menneskelige værdier dér. Kan disse ikke føres igennem hele vejen til tops, har vi et dødt samfund!

Min pointe er: Hvis I accepterer det parlamentariske systems Magtpositionering, er I lige så købt af Magten som de andre på Christiansborg. I køber Den Gamle Model og vil inden længe fremstå lige så usande som de andre politikere ift. kravene til individets socialisering vs. Magtens behov. Og ikke være til gavn for danskerne. Og ikke for jer selv, som mennesker-blandt-mennesker; kun som individer-frem-for-andre-individer. Overlevelse, behag, beskyttelse. Mennesker-med-magt.

I har vundet indflydelse ved at spille helte i det nye Magtskuespil og ved at vise ungdom og indignation på rette tid og sted. Men I er ikke helte, ikke unge. Som i anekdoten ovenfor udtrykker I vished (som engang hed ‘indignation’) med en klar følelse af, hvilken adfærd der er den rette. I står for menneskeværdig moral og etik og “hvordan er man det bedste menneske”.Ja, det ér kedeligt at være den, der løfter fingeren, og ikke bare kan bade sig i omtale og akkalader, men så VÆR kedelige! Vær sande! VÆR tro mod “det ægte”. Inden I bliver lavet om af spillet om Magten og bliver til forudsigeligt Show.

Tænk Om!

Hvis jeg får et relevant svar på denne mail, trækker jeg min udmeldelse tilbage.

venlig hilsen
kenneth krabat

PS: Mine kapitaliseringer af Magt er ikke udtryk for en 16-årigs modstand mod autoritet, men en påpegelse af reel Magt, og dermed *anvendelsen* af Magt, som for nogle er et overgreb og for andre nødværge.

Du ska ha briller, Jante!!

INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.

 

Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉT syn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.

Aksel Sandemose i 1950’erne.

“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.

Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi  bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue! Continue reading “Du ska ha briller, Jante!!”