Globaliseringschok

– i Heideggers ‘Hvorfor Digtere?”

… Heidegger forkastede den filosofiske traditions begreber og konstant udviklede nye orddannelser og søgte dybt ned i etymologien for at gentænke, hvad væren, værende og endelighed betød. Set i det lys er det ikke overraskende, at han søgte mod digtningen som et særligt sprog, hvor de spørgsmål han undersøgte kunne komme til udtryk.

Faktisk er det svaret på spørgsmålet i titlen Hvorfor digtere? Digtere kan bringe den ellers glemte erfaring af endeligheden for dagen, som muliggør, at verden, menneskene og tingene rundt om os overhovedet får mening, og det vil sige overhovedet bliver tilgængelige for os. Og det vil for Heidegger sige: eksisterer.

Source: Revolutionskonservativ pastiche | Atlas Magasin

No Turning Back (2019)

– Science. Fiction. An opinion.

Source: https://www.imdb.com/title/tt8354140/

Serious topic: the lack of space to be. For some.

I have never before written a review of a movie I did not see. But in regards to this one I feel compelled.

Judging from the trailer the acting and the cinematography leaves something to be desired. The lighting is off, there is an abundance of close-ups of actors, who all seem wooden from lack of competence or bad directing, the script is too casually “normal” – all tell tale signs of a low budget, lack of professionalism on all levels, including the financiers.

None the less “No Turning Back” has won or been nominated for several awards – best picture, best director – which could be due to lower quality of other contestants. But. Continue reading “No Turning Back (2019)”

Denne Humanistiske Tvivlen: Robert Anton Wilson.

Den Humanistiske Tvivler som entertainer.

 

Hvordan kan et menneske være både imod og for sit eget underhold? Eller måske det i realiteten kun er det oplyste menneske, der kan se det enkelte individs sammensmeltning med sin totale omverden annullere betydningen af at være politisk korrekt, og den enkeltes livsformål bestå i simpelthen at forblive i live længst muligt?

Robert Anton Wilson tilhører et særligt tankesæt, der tæller kunstnere som Raymond QueneauJean GenetEugene IonescoBoris VianJean Baudrillard,  Marcel DuchampJohn Cage og Asger Jorn, kaldet “patafysikere” – metafysikere med humoristisk sans.

RAW er humanist og således for menneskene i det større billede, men samtidig fast i troen på, at menneskers adskillelse fra hinanden, erkendelse hérom og forsøgsvise tilnærmelse til en større konsensuel menneskehed, er hvert enkelts ansvar og held for sig. Politisk funktionelt er han derfor højrefløjsliberal eller venstrefløjsdemokrat i et ikke-midterpunkt. Verden forekom ham konsistent opdelt i individuelle talerør og aktionsmodus’er; en verden, som er skjult for sig selv, fordi kun de færreste kan overskue helheden. Han var således én af mange, hvis eksistens tilbyder et billede at håndtere helheden med.

Den type mennesker understreger ofte, at det er op til den enkelte modtager at tage ved lære af de mange forskellige vinkler på helheden. Og at dét felt, de overbliksskabende deler i egen eller andres bevidste eller ubevidste, totalt set udgør det næste niveau, som de hver især udtrykker patent på at kunne vise frem eller synliggøre: Totaliteten af meninger om væsenerne, sammenhænge, bestanddele, repetitioner, modstand samt historien om hvert enkelt fokus.

RAWs tankesæt er dog herligt fri for sådan selvforherligelse – simpelthen fordi det bygger på det virkelighedsbegreb, som “bevidsthedsguruen” Timothy Leary opsummerede sine erfaringer med LSD som: Alle eksistenser lever i deres egen virkelighedstunnel. Og når vi tager del i andet menneskes virkelighedstunnel, er det fordi dettte valg er del af vores egen måde at opfatte virkeligheden på…

Med mentalbegavelsens gennemskuelse af mønstrene i universet påpeger han upåagtede forbindelser og tilsyneladende tilfælde på alle områder af menneskehedens usikkerhedsfelter. Hvor vi aldrig har kunne modsige eller modbevise på en tilfredsstillende måde, sætter han fingeren og presser og presser, indtil fundene begynder at skyde sidegrene til andre fund og til videnskabelige og andre tilgængelige formodninger. Man kan være uenig med hans ikke-videnskabelige omgang med data og med hans fokus – tænk, hvis han havde fokuseret på direkte nødlidendes forhold med samme laserblik – men for en bestemt mental og følelsesmæssig alder og et punkt i udviklingen af fokusredskaber for senere forståelse er hans essays om, hvordan vi tænker og ikke tænker – tilsat inspirerende mængder af forundrende anekdoter om menneskelig dårskab – en direkte adgang til forståelse af ledelse eller ledelsesafsløring. Som i nogle (områder) af vore sociale fællesskaber kan være direkte overlevelsesbetingende.

Af og til kan man godt få den fornemmelse, at hans tunge sidder i kinden. At en vished om mere fikserede virkeligheder er helt klar – f.eks. de hverdagligt funktionelle, hvor mad og andre varer altid er til at få – men hans trang til ballade endnu større. Men igennem hele forfatterskabet løber en strøm af dybt seriøs realitetsforholden. Hans omtale af sig selv som “guerilla ontolog” siger således det meste.

Som jeg ser ham, mente RAW virkelig, fra bunden af sit kvantemekaniske hjerte, at intet kunne observeres, som ikke havde med en observatør at gøre. At virkeligheden indrettede sig efter, hvad man havde behov for at opfatte, og ikke omvendt. Det var hans Tro. Og så gik han komikerens og entertainerens vej for at forestå som det mest åbenlyst synlige tegn på sin egen lære: Den Humanistiske Tvivlen. Konsensus som åben for tvivl til gavn for Konsensus – bevægelse i den modsatte retning af fascisme. Denne forening gætter jeg på er den observerede effekt af kvantemekanik på realiteten: Der er plads til begge i samme univers. Tro og tvivl giver begge plads til den anden, hver på sin måde.

Hvad behøver vi ham til i dag, hvor Internettet flyder over med muligheder for kritisk forholden til alt muligt? Og et uvist antal læsere allerede har manifesteret hans tanker gennem arbejde og kunst og fritidens samfundsdeltagelse?

Grundstrømmen i hans forfatterskab er ganske åbenlys og almén: Anerkend, at de andre virkeligheder er mindst lige så virkelige og betydningsfulde for dem, som din er for dig. Men dertil lægger han så, hvilket er hans claim to fame: At de er mindst lige så virkelige og betydningsfulde betyder ikke, at de findes.

Dét er endnu ikke blevet meme.

Mit indre billede af hans venlige, humoristiske og undrende, og af kritikere benævnt stort upræcise, ikonoclast forekommer mig varmt og ægte. Måske er det bare mit eget behov.

Måske.

Hér følger en video med en meget fragmentarisk gennemgang af hans omgang med virkeligheden. 80 minutter, imdb, som ikke på nogen måde gør ham ære. Men den findes. Læs hans bøger i stedet. Og vær kritisk, altid.

Udmeldelse af Enhedslisten – hvem er mest idealist, naiv eller realist?

Jeg ér måske bare IKKE til politik.

 

Til Enhedslisten:

I spørger, hvorfor jeg melder mig ud.

En ikke ubetydelig portion skuffelse over jeres profil, som (ved fraværet af selvstændig aktivitet, frem for re-aktivitet) viser mig billedet af en flok rethaveriske idealister, der ikke egentlig forstår realiteterne (konsekvensen af magtspillet) – men kun egen indre-oplevelse af hvad der er rigtigt – og følgelig bliver kørt bag om dansen af den virkelige Magtelite. Det er et tarveligt billede, i ordets egentlige betydning, fordi jeg mener I har potentiale til så meget mere og større.

Nu, efter valget, viser I ikke KRAFTEN i jeres indignation og oplevelse af, hvad der er rigtigt, og på dén vis bliver I bare henvist til kulisserne, og det politiske opdragelsesarbejde, der foregår i Institutionen Christiansborg. Jeg har ikke lyst til at betale for at se det ske. Så hellere sætte jer fri fra mediernes forvanskninger til at arbejde BLANDT befolkningen og forsøge at få den til at vågne til det, der sker:

Sammenkøring af Gamle Magtinteresser – al fokus på opretholdelsen af eksisterende Magtstrukturer, dvs. virksomheder, minimalt miljømæssigt ansvar, fordummelse gennem forringelser i undervisning, bevidst adskillelse af befolkning i elite og resten, sygeliggørelse og økonomisk straf af svage og anderledestænkende og indskrænkning af normalbegrebet som underlag for udstødelse og fremmedgørelse af egne borgere – listen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

I var et frisk pust, men jeg ser nu, at I arbejder det forkerte sted. JO, I behøver at KUNNE blive lyttet til, men det politiske meddelelesessystem med sine mediehunde spiser jer og afkræver jer bestemte retoriske modeller, som kvæler essensen af, hvad I har at byde på.

Poul Mahler Dam, en stor dansk forsker i astrologi… ja, astrologi – lavede i 50’erne denne anekdote om Fisken, det bevidste, erkendende voksne menneske med Tro og tillid til universets indretning: “Da gud sendte sine 12 børn ud i verden, var fisken den sidste. Og til fisken sagde han: Jeg vil give dig en gave, mit barn. Med dig skal du få al den viden, jeg besidder, men ikke evnen til at give den videre”. (Det må du selv lære dig).

Sådan har jeg det med Enhedslistens udtryk. Tilsammen forstår I, hvad “det handler om” – I TROR og har tillid til sammenhængene – men I har ikke lært, hvordan I giver det videre. Jeres ofre – “fordi jo nogen skal vise de Gamle Magtinteresser modstand” – skaber ved deres blottelse af forskellene på dem og jer kun større trøstesløshed i det politiske landskab. Og synliggør, at det parlamentariske demokrati er spist af større interesser og at den regulært repræsentative indflydelses vej er et afsluttet kapitel.

Nå, men jeg ved godt, at I taler til billedet på “den almindelige dansker”, der forventer en vis stabilitet i virkelighedsbilledet som præsenteret af medierne, og ikke forstår sin egen indre uro ift. det parlamentariske felt. Men nøjagtig dén magtdemonstration, vi I DAG instinktivt ved er bedst at afholde os fra at bruge på vores børn, er dén udvisning af magt, vi tvinges til at accepterere i politik og deraf kommer uroen:

Som menneskelige individer skabes vi af sprog. Vores virkelighed skabes af sprog. Inkonsistent retorik om samfundets “maskineri” TVINGER os:

  • ENTEN kommer vi til bevidsthed om et defekt system, der så kan arbejde for en ny måde at gå til verden på (ikke dårligt),
  • ELLER vi kommer frem til (ubevidst) at afvise Repræsentativt demokratisk politik som gyldigt redskab (hvilket er noget skidt, da det er ubevidst).
  • Den tredje mulighed er, at vi tvinges til erkendelse, og som følge héraf giver helt op. (Det er katastrofalt).

Og inkonsistent retorik er, at vore børn opdrages til samarbejdsvilje og -forståelse ved gentagne klare beskeder om ansvarsplacering, for så siden på det grundlag af respekt og ansvarlighed at skulle forlige sig med politiske udstødninger, forrædderi, løgne, bedrag, dobbeltmoral, inkompetent flyverskjul, magtmisbrug, fortielser og alt det andet, som kendetegner Magtpositioneringen i (dansk) politik.

Begge kan ikke være sande og udtrykke et HELT samfund (“det SAMME samfund) – i en forstand hvor et menneske, der skal forestille sig at være frit til at vælge den bedste behandling af sig selv og af andre mennesker, alt andet liv og Jorden som helhed, har andet end tilfældig betydning. Hvilket skaber et helt andet billede af nødvendigherne på den politiske arena: Vi er begyndt med børneopdragelsen, og har fastslået pointer om menneskelige værdier dér. Kan disse ikke føres igennem hele vejen til tops, har vi et dødt samfund!

Min pointe er: Hvis I accepterer det parlamentariske systems Magtpositionering, er I lige så købt af Magten som de andre på Christiansborg. I køber Den Gamle Model og vil inden længe fremstå lige så usande som de andre politikere ift. kravene til individets socialisering vs. Magtens behov. Og ikke være til gavn for danskerne. Og ikke for jer selv, som mennesker-blandt-mennesker; kun som individer-frem-for-andre-individer. Overlevelse, behag, beskyttelse. Mennesker-med-magt.

I har vundet indflydelse ved at spille helte i det nye Magtskuespil og ved at vise ungdom og indignation på rette tid og sted. Men I er ikke helte, ikke unge. Som i anekdoten ovenfor udtrykker I vished (som engang hed ‘indignation’) med en klar følelse af, hvilken adfærd der er den rette. I står for menneskeværdig moral og etik og “hvordan er man det bedste menneske”.Ja, det ér kedeligt at være den, der løfter fingeren, og ikke bare kan bade sig i omtale og akkalader, men så VÆR kedelige! Vær sande! VÆR tro mod “det ægte”. Inden I bliver lavet om af spillet om Magten og bliver til forudsigeligt Show.

Tænk Om!

Hvis jeg får et relevant svar på denne mail, trækker jeg min udmeldelse tilbage.

venlig hilsen
kenneth krabat

PS: Mine kapitaliseringer af Magt er ikke udtryk for en 16-årigs modstand mod autoritet, men en påpegelse af reel Magt, og dermed *anvendelsen* af Magt, som for nogle er et overgreb og for andre nødværge.

Du ska ha briller, Jante!!

INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.

 

Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉT syn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.

Aksel Sandemose i 1950'erne.

 

“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.

Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi  bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue!

Mon ikke mange ville have reageret ved sådant angreb på det mindre flatterende i sin karakter? Og bliver man ved med at stirre på den samme sårbarhed, vil den helt af sig selv komme til at optage en meget fremtrædende plads i vores selvbillede – en psykologisk indsigt, man muligvis ikke var enig om i 30’ernes Danmark, men mon ikke det har været meget tilfredsstillende for Sandemose at komme af med sin vrede og se folket reagere? Kunne man tillægge ham forudsigelsesevne, kunne det ligne, at han hævnede sig på et helt folk, fordi han selv havde haft det svært – men… selvfølgelig ér der noget om dét, han selv kaldte “en universel Jante”.

Frygten for at blive overset og uelsket, fordi andre tager opmærksomheden fra én, ligger i alle mennesker. Det er især svært, hvis man har været centrum for al opmærksomhed. Det er bare ikke det fremmeste element i noget menneske, eller for den sags skyld en hel nation. En nation består af individuelle mennesker, og individer kan støtte og bære selv helt fremmede mennesker, hvis de mindes om, at mere er vundet ved at give end ved at forvente at få.

SÅ mange andre træk end Sandemoses udgaver tegner os som folk og som individer. Præcis som de tegner enhver anden, i enhver anden nation, i enhver anden kultur. Vi er ikke gode, ikke onde, ikke frygtsomme, ikke driftige, men multifacetterede, komplekse, omskiftelige – og præcis af dén grund sårbare over for kritik.

Formår vi som mennesker ikke at tilgive os selv og hinanden for vore svagheder og frygt, fortsætter vi lidelsen og fastholder fortidens problematikker. Sandemose havde ikke haft nogen mulighed for at tilgive (hvis han havde villet eller kunnet), før han havde skrevet sin bog og den var gået ind i kulturen.

VI, derimod, som måler os og bliver målt på “Janteloven”, kan tilgive hver dag. Vi kan tilgive os selv, vore nærmeste, uvenner og fjender, alle i fortid og alle i nutid. Det virker:

Vi stifter fred, når vi tilgiver. Det er hvert enkelt menneskes opgave for sig selv og i sit samfund. At KUNNE stifte fred. At VILLE stifte fred…

VI KUNNE FORSØGE AT MUTIFACETTERE OG SE OS SELV SOM:

– Et folk bestående af mennesker, der vokser op i relativ ufrygt og derfor ikke som tidligere behøver at abonnere på andres kunnen og behov

– Et folk, hvor individerne har stor selvfølelse og ønsker det samme af alle andre som af sig selv

– Et folk bestående af mennesker, der beskytter personlig frihed mod et skabt fællesskabs knugende udfoldelsesbegrænsninger

– Et folk af mennesker, der beskytter et uvurderligt fællesskab mod trusler fra enkeltindivider

– Et folk af selvforherligende og vedvarende nationsbyggere

– Et folk af selvforherligende nationsopløsere

– Et folk af grundlæggende optimister, der ser alle andre som pessimister

– Et folk af grundlæggende pessimister, der ser alle andre som fantaster

– Et folk af rettroende moralskyldige

– Et folk af anarkosyndikalister, som vil forhindre autoriteter af enhver slags i at komme til magt

– Et folk af fantasiløse mennesker uden stjerner i øjnene og højt til loftet

– Et folk delt i eksistentielt fabulerende mennesker og deres støtter

– Et folk delt i fængselsvogtende frygtsomme og deres plejere

– Et folk i sorg over så langsom udviklingen går.

– Et folk i sorg over så hurtig udviklingen går.

– Et sprog, der ikke har andet end dét til fælles.

– En kultur, ingen kan slippe for, men alle forsøger at gøre til sin helt egen.

– DANMARK er ikke én kultur; Danmark er et blik og en holdning. Og hverken blik eller holdninger er ved Guderne hverken statiske eller sande.

– Folkesjælen er ikke en sum af alle disse blikke, alle disse syn, men i sig selv alle individers jonglering med de mange forskellige opfattelser samtidig. Det er IKKE nemt. Det nemmeste er bare at holde sig til sit eget og måske sin partners syn. Og så abonnere på en politisk fraktion. Men der er meget mere. Danmark og danerne ER SÅ meget mere.

– [Fortsæt selv]

Sandemose så ikke så godt. Og Jante, du skal have briller. Det har man ofte skulle længe i din alder!


__

“Sandemose skrev om arbejderklassen i byen Jante og om en kreds af mennesker med samme sociale position. Senere har janteloven fået udvidet betydning: til dem der vil bryde ud af deres sociale lag og nå en højere position i samfundet generelt.” Wikipedia februar 2012

Dræbersneglen fra Venus, twitterprosa

Dræbersnegle er ikke, hvad de har været.

 

(klik på minuttallet for at komme til tweet)

twitter.com 6.8.2011 21.42-21.51
   
  krabat kenneth krabat
0
6 minutes ago Favorite Reply Delete
  krabat kenneth krabat
1
8 minutes ago
  krabat kenneth krabat
2
8 minutes ago
  krabat kenneth krabat
3
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
4
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
5
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
6
9 minutes ago
  krabat kenneth krabat
7
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
8
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
9
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
10
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
11
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
12
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
13
10 minutes ago
  krabat kenneth krabat
14
11 minutes ago
  krabat kenneth krabat
15
13 minutes ago
  krabat kenneth krabat
16
13 minutes ago
  krabat kenneth krabat
17
14 minutes ago


Dræbersneglen fra Venus.pdf som tekst

Mr. Nobody (2009, film, SciFi)

Science Fiction, når det er bedst.
Hvor entropi rimer på filosofi.

 

Hvad kan man som voksen tillade sig at lægge på skuldrene af et barn, et menneske som – set i lyset af et bestemt ideal – burde gives fri til at udforske verden selv?

Idealet er hér forestillingen om en barndom med stabilitet, balance, omsorg, kærlighed, samling, orden, hjem, tryghed som forudsætning for at vokse op og blive et rummeligt menneske med god aura og overskud til at forholde sig til andre mennesker.

I Mr. Nothing placeres en ubærelig byrde på skuldrene af ”barnet”, som flår tid og rum fra hinanden og skaber et multipelt univers med (psykisk) plads til modsatrettede konsekvenser af ikke at kunne vælge.

Som voksen ligger han for døden, 112 år gammel, som det sidste dødelige menneske i et samfund nu uden død (og sex). Som skaberen og bæreren af sin uløste konflikt er han uafvidende blevet til skaberen af et univers med flere tidslinier: Hans barneforelskelser får hver sin tidslinie – i én drukner han, i en anden rejser han til Mars, i en tredje…

Terapeuten, der presser ham til at huske, og journalisten, der stiller ukritisk øre til, er begge som psykisk immunforsvar i et menneskesind, der forsøger at udrede trådene, så organismen kan leve. Vi kender det fra vores samfund – at man skrifter, før man skal dø, så man møder skaberen ren – men hér skal det vise sig at gå på en noget anden måde.

Da han finder løsningen på det gamle dilemme, både angiver han columbusægget for, hvad et menneske gør, der stilles over for et umuligt valg, og hvordan universet ikke kan bestå, ikke findes, (for et menneske), som er evigt ubesluttet.

Livet, både det fysiske og det eksistentielle liv, er en vej, og hvis vejen ikke ses eller anerkendes, svarer det til, at det faktisk ikke findes. Man er blot en drøm i andre menneskers sind.

Eller… de er noget, man drømmer.

Mr. Nobody er en smuk fortælling om at leve. Og om at (finde og) være sig selv. Om at være gud i sit eget univers, og være menneske og hvordan man kan lykkes med det hele… 😀

Og så er Mr. Nobody det cinematografiske mest spektakulære billedorgie, jeg har set i… årevis!!