Ud af 80.000 udvalgte borgere på Indre Østerbro (er det ikke reelt alle stemmeberettigede?) bliver 36 efter opfordret ansøgning udvalgt til at deltage i en borgersamling.
Initiativet er reelt EUs, der stiller krav til de europæiske lande om borgerinddragelse, og angiveligt har der været flere af slagsen.
“Hvordan skal vi prioritere pladsen på Indre Østerbro mellem biler, bynatur og byliv?” er spørgsmålet, som samlingen skal mødes om 5 gang i 2023 – for siden at give anbefalinger til borgerrepræsentationen. Som dog ikke er forpligtet til at følge anbefalingerne.
Min fremmeste tanker handler om IKKE at aflive byens parkeringspladser, uanset hvor ideelt det ser ud på “fremtidsplakater” med mennesker frit drivende gennem åbne byrum fyldt af træer og plæner. Min bydel har været både arbejderkvarter og en lidt forsagt del af byen på grund af sin placering, med tidligere paradoksalt tung trafik i sit yderområde, Strandboulevarden, fra Frihavnen/Københavns Havn, og er i dag qva ejendomsmæglerne og retten til at belåne andelsboliger med 80% (Tak, Anders Fogh Rasmussen…) blevet til et semi-velhaverkvarter med mange små lejligheder, og – ikke mindst med trafikkens omdirigering uden om bykvarteret – til et fredeligt kvarter, som nogle ønsker gjort endnu fredeligere. Mere indrettet på måske især unge menneskers drømme om nærhed, økologi, gåafstand til indkøb, mødesteder i det offentlige rum, minimal gadetrafik (men ingen unge forældre i dag sender børnene ud at lege uakkompagneret…!)
I min optik er drømme om voldsom trafikminimering uforsvarlige. Mit mareridt er københavnske gader alene med pakkeudleveringsbutikker/kiosker, barer, caféer, restauranter, fastfood joints, et-tre supermarkeder pr. hovedstrøg, og så grønt for resten. Og dét er dér, vi styrer hen, hvis vi fjerner biltrafikken i byen, og i kvarteret. Jeg forstår behovet for forudsigelighed, især blandt unge voksne, der ikke har levet så længe endnu, men som én der har tilbragt 10 år væk fra København, så er der fordele OG ulemper ved forudsigelighed og overskuelighed og højt til himlen.
Jeg har ikke økonomi længere til at have egen bil. Ind imellem låner jeg min gamle fars Opel for at hente og bringer ting, besøge venner i afsides egne, køre ud i det blå med kæresten, som ikke er muligt hverken med en afstandsbegrænset bil eller offentlig transport. Jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at de holdninger, der kræver byer gjort grønne, ikke nødvendigvis er trofaste – støtter af ideelle forhold bliver selvfølgelig ikke hængende, når målet er nået og/eller livet stiller andre krav, og lader så andre tilbage med de ændrede forhold – og med tiden vil denne manglende dynamik, de manglende transporteringsmuligheder ind og ud af og rundt i byen, midt i og delansvarlig for trafikken, gøre bydelen til en soveby, hvor man kan daldre rundt mellem plæner og samle hundeefterladenskaber op. Høje Gladsaxe, når det er værst – den fantastiske udsigt til trods.
Et par amerikanske kunstnere har for nyligt brugt medskabende billed-AI’er til at forestille sig byer uden mennesker.
Processen med at få en Billed-AI til at skabe noget brugbart er ofte lang og indebærer en mængde menneskelige valg og fravalg, og de billeder jeg har set (af megabyen New York, hvor en stor del af beboerne i dag i forvejen ikke har adgang til bil, og gerne bor og arbejder inden for Subway-afstand), afspejler lige præcis min frygt. At den AI-hjulpne genskabelse af byen drives af pænhedsidealer, som gør byen endnu mere anonym – bydele, man ikke nemt kan identificere, fordi alt det urbane grimme smukkificeres på stort set samme måde ud fra samme idealer (som ovenstående) – hvilket gør følelsen af ejerskab minimalt, hvilket vækster følelsen af isolation, hvilket skaber ensomhed – midt i den efterlignede landbonatur.
Mennesker vil gerne eje ting. Ting giver identitet, følelse af velstand, fremviser den personlige historie, og et vigtigt ejerskab er stedet man bor, ens byrum: Man vil gerne kunne identificere sig med dets udseende og dets muligheder, af nødvendighed underkaster man sig svært foranderlige tilstande og steder oa. – dét, som ikke er ideelt, men som man forstår betydningen og nødvendigheden af, og måske behøver historien om, som tilsammen kan bruges som afsæt for drømme om noget bedre. Og når man får det som man vil have det, og dér ER fredeligt og grønt og stille og ufarligt og så videre, hvad vil så adskille et tidligere dynamisk bykvarter fra et stille parcelhuskvarter?
Bilerne tilbage i byerne, bilerne ud af byerne (som skibe mod fjerne egne) og bilerne tilbage i byerne med nyt om fjerne egne, hjem til bydelen, som beviser for eksistensen af verden udenfor. Fri mig og mine børns børns børns børns børns osv. for et statisk boligkvarter uden INDRE dynamik. For det er dét, der sker, når et område, et rige, en gruppering, en forening, en relation osv ikke tilføres nyt, men forsøger at leve helt af og for sig selv. Selvomklamringen mister nødvendighed og tro på sig selv og sjæl og hjerte, og bliver til et spørgsmål om at forsvare SIN EJENDOM med vold og magt.
“Og kan vi ikke få et fredeligt, mere attraktivt kvarter uden (så mange) biler?”, vil nogen sige. Måske, men moden skifter – og fysisk infrastruktur er svær at lave om uden mange midler.
SÅ hellere gå linen ud: SIG, at det man ønsker er bondelandet i byen: Alle egnede huse, der ønsker det, kan anlægge haver på taget. Alle gårdmiljøer, der egner sig til det, kan gøre det samme. Spisedyrshold på udvalgte områder (fordi veganisme er en kropspolitisk holdning, der ikke må blive religion). Andre dyr i byrummet. Allehånde alternative strømkilder. Lokal Afledning af Regnvand. Genanvendelse af forbrugsartikler. CO2-beregning. Klimakrise som drivmiddel i gammelt og nyt. Og så videre og så videre. Lav om på samfundet efter de største idealer, og lad være med BARE at pille i overfladen og skabe momentane velhaverkvarterer ud af græsplæne-glæde – byområder, der lukker sig om sig selv om 10-20 år, fordi der ikke tilføres noget nyt. Utopier bliver hverdag, hvad enten de fungerer eller ej – men hver eneste utopi udtrykker en særegen drøm med konsekvenser. Sigt ikke efter utopier. Gå efter dynamik, der kan rumme alle økonomiske niveauer, uddannelser, karakter osv. Hvor folk behøver hinandens forskellighed.
Eller sig: Bynatur er ikke det samme som landnatur – som byen er kunstig er grønne anlæg kunstigt. “Naturen” kan optræde alle steder, og på mange måder. Den behøver ikke være natur-logisk – og den kan opfylde “unaturlige” behov for variation med stor artsrigdom på samme sted, eller monokultur. Eller fremdyrke og understøtte nutidige holdninger om agens med udgangspunkt i respekt for “tidens grønne natur”. Mulighederne er legio – men de ligger ikke i “grønne områder”. De ligger i selvforvaltning blandt ejer-, lejer- og andelsforeninger: At kommunen ikke forsøger at opretholde en særlig københavnsk arkitektur-profil med vedligehold af bygninger efter bestemte krav, men tillader individualitet i bykvarter, strøg, gader, enkelthuse og måske sågar også lejligheder. Uden sunde arkitektoniske/ingeniørmæssige forskrifter med dokumenterbar økonomi og forsikring, så projekter bliver gjort færdige som planlagt – men individuelt, og med kommunen som rådgiver. Ikke det samme gamle kommunale overformynderi, der indkalder til borgersamling og på forhånd vasker hænder ift. at lytte til noget som helst af det, som en borgersamling kommer frem til.
Behøver jeg sige “Borgerforslag”?
One thought on “Borgersamling om grønt byliv på indre Østerbro”