Vandflyvervartegn og København set over tid

Principper og mennesker og kapitalister og grøn planet A

tv2kosmopol.dk/koebenhavn/vandflyveren-i-kobenhavn-kan-snart-blive-fortid-det-er-rigtig-rigtig-traels-4ebf1 

Radikale sagde “nej, da vi ønsker hele Havnen gjort emissionsfri” og konservative “vi holder på virksomhederne og ser elflyvet komme i 2030”. Og Miljø og Teknikborgmesteren svarede, men kan ikke citeres for andet, end hvad man forventer en Borgmester skal sige. Resten svarede ikke. 

Men måske at tale af hjertet i sig selv nytter:

  1. oktober 2026

Kære MIljø og Teknik-udvalg i Københavns kommune, Line Barfod, Günay Usta, Jonas Heidari, Mads Hvid, Niels E. Bjerrum, Morten Melchiors, Kristine Ammitzbøll-Bille, Luna Solhave, Helle Bonnesen, Karoline Lindgaard, Alexander Ryle og Signe Bøgevald på orlov,

Først undskyld for, at jeg tillader mig at skrive til hele teknik- og mijøudvalget på samme tid – men jeg er bekymret. 

Jeg er født og opvokset i København, født 1963. I år er det så 63 år, jeg har fulgt med i byens forandringer, der naturligvis ikke er sket af sig selv. 

I sidder nu med ansvaret for at sende København i ny retning – nogle med stærkt flertal og talemagt, andre med input fra sidelinjen, fordi i ikke er i flertal. Men ALLE med ansvar for Københavns fremtid. 

Det er et KÆMPE ansvar. Men er Borgerrepræsentationen blevet utålmodig? Det forekommer mig, I er begyndte at presse herboende.

Ja, vi bor på en fælles Planet A, ingen Planet B i sigte. 

Men 1.5˚C gennemsnitlig global temperaturstigning siger noget forskelligt til forskellige:  “Stop straks” til dem, der ser mekanismerne nærme sig eller måske være forbi for sent, og til andre: “Umuligt at stoppe brat op uden meget store omkostninger for alle – og vi taber terræn til dem, der udnytter vores stop og skaber en større skævvridning, fordi eksempeltilstande ikke har den ønskede effekt, hvor Markedsmekanismerne er involveret”. Jeg er enig med begge. Naboens ukrudtsfrø bæres af vinden.

At stoppe helt op og blive helt grønne er kun muligt ved et totalt stop: Gennemsnittet, kompromiserne, er ikke til gavn for helet, fordi det generer alle. Og grønne signaler taler bedst til dem, der har råd til det i dagen – selvom det gavner fremtiden at tænke grønt. Hvis ikke golfstrømmen bryder sammen allerede i morgen.

Tag eksemplet med vandflyet: Forureningen er minimal, flyet signalerer internationalt samfund med international vilje til tilrejsende forretningsfolk, elfly er planlagt, men lader sig ikke pt. gøre, minimale støjgener (16 afgange i døgnet á 1 minut), vartegn for alle københavnere på linje med Havnebussen – men intet har kunne bøje Teknikogmiljø til andet end at statuere et eksempel. Man kan ikke engang imødekomme realismen – at elfly endnu ikke er mulige – så man lukker en dansk virksomhed med 32 ansatte, der har investeret 100 millioner i denne funktion og service det er at komme hurtigt til Aarhus og til København. 

Linjen er sådan set lagt for jer “på forhånd” – nødvendigheden af parkeringspladserne og højhusbebyggelser og udenlandske investorers opkøb af indre by, Paladsbyggeriet, Amager Fælled, Lynetteholmen, frasalget af Frihavnen for at redde Københavns økonomi osv – I har arvet  gæld og gamle aftaler og forsøger samtidig at få en Storby til at tiltrække investorer, mens I tilfredsstiller grønne interesser blandt de unge – men héri klemmes så alle dem, alle os, som bare BOR her. Som ikke ønsker at fraflytte ejendomsmægler- og andelssmadrings prisoppumpede lejligheder som investeringsobjekter, men bare gerne vil FORTSÆTTE med at bo her – på det seneste PÅ TRODS af flertalsforgrønnelse og økonomikompromiser, der gør det sværere og sværere IKKE at være velstående at bo her. 

Omlægning af dynamiske trafikforløb baseret på Østerbro Borgerråds anbefalinger, der komplet tilsidesætter borgerkritik. Nulemissionsplaner, der ikke engang kan finde ud af at kalde Flyttebiler ved rette navn, og ikke har svar på, hvad udefrakommende gør, hvis de ikke ejer en elbil. Lukning af parkeringspladser, genåbning af parkeringspladser, uvilje til midlertidige parkeringspladser under længerevarende vejarbejde, forlængelser af vejarbejde. Fine varslinger og god info – meget er lært af borgerklager – men intet, der ændrer ved, at I er ved at forandre byen til noget, der ikke tager hensyn til boende – det er længe at bo det samme sted fra fødsel til død, ikke? – som ikke har den økonomi, I lægger til grund for forandringerne. 

I kan godt forandre byen – som alle jeres kolleger før jer – men hvis I alene agerer klimatologisk eller økonomisk enerådende, spærrer I borgerne inde i lille økonomi. En bitter stemme ville lyde: “Så sig dog lige ud, at København kun er for progressivt indtjenende og at alle andre bør tage deres mininaløkonomi og pensions- og pasningsfordringer og futte et andet sted hen, hvor de ikke er Borgerrepræsentationens planer til belastning med krav om hensyn til overkommelighed og personlig frihed fortsat på fossile betingelser.”

Ja, jeres kollektive mandat kan godt forandre København. Lade en eventyrforfatter, en forlystelsespark og en druk-rute repræsentere byen, og lade cykler, cykelbroer og cykelplanlægning uden krav om køre- og navigationsevner repræsentere byen, og lade grønne planer repræsentere byen – eller lade nybyggeri uden gennemførsel af almene boliger og kapitalfonde-istandsættelser af indre by og de dyre kvarterer repræsentere byen, men hvis I glemmer, at folk allerede boede her, før tilflyttere med forældrepenge rykkede hertil, volder I “København” skade. 

Vandflyver? En lille del af den idiologiske forandring. “Den kan man nok fjerne, fordi ikke mange kommer til at savne den”. Det sagde ejeren af Møller & Mammens lokaler sikkert også til sine venner, da hans kone behøvede et sted til en city-restaurant – “der er jo Silvan og Starck i nærheden”. Men sagen er jo, at København er en dynamisk by, der ikke bor online – “nede om hjørnet” betyder at der faktisk ér noget nede om hjørnet. Og at ringe efter håndværkere betyder, at de kan parkere i nærheden. Men når ingen har råd til at drive håndværk eller specialbutik i København, eller kan parkere nogen steder eller henvise kunder til parkering, så forsvinder dynamikken og så går ting i stå – vedligehold, indkøb i lokalområdet, fællesskabsfølelse, tilhør, folk der kommer udefra, folk der tager ud på besøg

Fik jeg sagt det undervejs? At det er dynamikken I København, I skamvrider, når I ikke tager hensyn til dét at være menneske i byen. For min skyld kan I fjerne Tivoli, den lille havfrue og udeservering i Nyhavn, hvis dét betyder, at her bliver til at betale for at bo. Og transportere sig. Og så videre. Men byen behøver jo indtægterne – vil I forståeligt nok sige. Men I ønsker ikke at København bliver et nyt Madrid, vel? Hvor knap turister har råd til at komme og borgerne bliver fortrængt af turisme, og ingen virksomheder har råd til at etablere sig. København inden for voldene som et større Tivoli, vel? Så, hvad er egentlig udfordringen?

I tænker meget småt, mens I forsøger at tænke stort på vegne af planeten – men tak for forsøget. Borgerinddragelse? I gør det bevidst svært at deltage under politiske hierakifunktioner og ved ignorering af 1000vis af borgerindlæg. Så, hér sidder jeg og skriver “om det hele” ud fra, at I uigennemtænkt og ideologisk fjerner et levende vartegn og en af de ting, der gør København til en særlig by. En levende by. En dynamisk by. Fik jeg sagt “Palads”?

Tja. I har jo den ubestridte magt i valgperioden. Jeg har stemt så langt til højre, jeg kunne udholde det og stadig føle, jeg fik københavnerne i dag med, men måske er der faktisk ikke længere nogen partier på Rådhuset, som tænker på byens sjæl, undskyld for dét ord – det er meget gammeldags. Men så på mere nutidigt: Er ude af stand til at forstå København som andet end en kapitalmekanisme i et større spil. 

venlig hilsen,

[billede er LLM-genereret]

Siden kynde blev kunst

– har sælgere kæmpet for at udnytte kunsten uden at dræbe kunstnerne. Det sker ikke med AI. Det sker gennem elitisering som fremmelse af fattigdom.

Kære Jacob Søndergaard, forlagsdirektør på Gutkind,

Jamen, tak for gratislæsningen af den redigerede tale fra jeres sommerreception. Velskrevet og politisk høflig, og som sådan – i en tid, hvor stort set alt handler om økonomi frem for indhold – vel eneste måde en forlagschef kan tillade sig at tale til sine konger på.

I artiklen efterspørges en kulturpolitik på markedspræmisser – en kulturpolitik, som muliggør forfatteres arbejde (in generalis), og gennem salgs, reklame- og læse- og udlånsled dermed forlags indkomst. Det er ikke odiøst eller mistænkeliggørelse fra min side: Selvom jeg foretrækker gode læsere som ledere af forlag, hersker i mig ingen tvivl om, at sigtet for ethvert kvalitativt forlag i en markedsøkonomi handler om gynger og karruseller: Udgive dét, der nærer kroppen for at kunne udgive dét, der muliggør et litterært bankende hjerte. Forretningssans baseret på kærlighed. (Og på alle måder bedre end den isnende kulde, som driver eks. Spotify.) Men hvor du sidder handler det ret beset ikke om økosystem – ikke om statslige midler til forfatterne og kommers med gynger og karruseller, og ikke om litterær kultur og mulighed for god litteratur om vore nutidige betragtninger – kulturtyngde. Det handler om SALG, først og fremmest.

For forretningsledere er dét indlysende. For konservative (med hjerte og kunstnerisk kynde) er dét indlysende. Hvilket kun kan pege ét sted hen – hvis der skal være en udgivelsesbranche, hvor det er muligt at tjene penge på fortællinger, illustrationer og fakta:

Du/I er nødt til at bede om/afkræve kulturministeren, den konservative kulturminister, en større støtte til ikke bare de stort sælgende forfattere men også til alle de andre – nemlig dem, der er flest af. En politisk støtte, en hensigtserklæring, der VIL kulturindsigt FREM FOR indtjening til dem, der kan investere, så staten ikke behøver det. Der vil bredde frem for marked. 

Og nugældende kompromissystem til dét formål (for forfatterne) hedder Bibliotekspengene og det næstbedste Statens Kunstfonds Litterære Arbejdslegater: De mest efterspurgte forfattere indkøbes og licenseres med størst antal tilgængelige aktuelle titler og eksemplarer (til bibliotekerne) og udløser dermed størst støtte til dem, der i forvejen sælger mest. Støttesystemet er godt for forlagene, der tydeligt fremviser de gode sælgere, og godt for de mindre efterspurgte/mindre sælgende, fordi de trods alt “får noget”.

INDTJENINGEN under ét består af avance, royalty, bibliotekspenge og Statslig scenestøtte – senest med øgede individuelle tilskud – og dertil arbejdslegater, så forfatterne får nogle måneders tid til at skrive – nu øget til minimum 100.000, hvilket giver penge til max 4 måneders arbejde. Da kulturstøtten end ikke pristalsreguleres og litteraturen ikke tilføres tilbundsgående udviklingsmidler i vækstlaget længere, er der færre støttemidler at dele ud, og samtidig stilles større krav til de enkelte forfatteres kunstneriske vished. Det er de facto lig udryddelse af støtten til vækstlaget, til de kommende kunstnere og forfattere.

Det er fortsat markedsværdien af skrivekunsten, SALGET, der afgør støtteværdigheden. FORDELENE for producenter og salgsled. Og en vækstet lutring af nye og lidt-sælgende gennem kamp – ikke med materialet, men med at tiltuske sig skrivetid, mens et fast lønarbejde betaler regningerne: “Du skal kæmpe på markedspræmisser for at blive en bedre SÆLGENDE forfatter”. Og samtidig skruer bibliotekerne på grund af “det Interurbane Lånesarabejde” ned for lokalindkøb af ikke-mainstream-litteratur, fordi ren tilgængelighed PÅ LANDSPLAN regnes for tilstrækkeligt til at opfylde den politiske biblioteksforpligtelse – der aldrig med ét ord, som eks. i Norge, har nævnt noget om eksemplarindkøb. Og uden eksemplarer på hylderne, udrangeres hele genrer, fordi der ikke er noget at vise frem på bibliotekerne andet end mainstreamlitteratur. Dét, forlagene tjener deres penge på. MARKEDET. 

Som digter kan jeg pege på gabende tomme digt-hylder på bibliotekerne og visse steder alle digte kasseret, sendt i magasin eller kun tilgængelige ved digital bestilling og forudviden om titler.

En næsten glemt og kortvarigt begejstret opblomstring af låne- og bogmarkedet senere er det business as usual: Intet har ændret sig siden kynde blev kunst.

Så, måske er en forlagsdirektør ikke den bedste fortaler for forfatteres arbejde – selv ikke med et litterært bankende hjerte 1000 grader varmere end snylterne Spotify og lignende fribyttere, der kun ser den korte bane ved IKKE at honorere skaberne af de VARER, de sælger. Uanset hvad, kan forfattere (in generalis) aldrig blive andet end en vare, hvis markedet skal afgøre bredden og kvaliteten. Og selv en forlagsdirektør kan sikkert finde noget andet at sælge. 

VIL du ændringer, må du forlade din komfortzone, Jacob:

Gå til kulturministeren og sig, at KVALITET ikke er hverken dit store salg eller dit salg af hjertet, hvis man skal støtte forfatterne. KVALITET er ikke tilgængelighed. KVALITET kommer af TILSTEDEVÆRELSEN af kunst som eksempel, hér litteratur, på kunstens præmisser. På alle niveauer i skabelsen – og også længe, længe før den bliver tilgængelig for dig, kyndige læser, at betragte som salgbar. Gak til Kongen og slå til lyd for at skrue tiden tilbage til før Anders Fogh Rasmussens destruktion af Daghøjskolernes eksperimenter – kald det Fremtidsministeriet eller Visionsministeriet – og bered dig på, at så længe du selv er del af problematikken og ikke på markedspræmisser (med eller uden Spotifys ulige konkurrence) formår at betale forfatterne mere for deres FÆRDIGE arbejde (som INTET har at gøre med forfatternes helt personlige økonomiske investeringer i kvalitative skrive-år), vil der gå laaaaaaaaaang tid, før de iskolde hjerter kan fjernes fra ligningen og forfattere har råd til at betale regninger under skriveprocessen med den næste bog. Og før du har egentlig grund til hverken at bekymre dig og glæde dig til den årlige forlagsfest: Vinder Spotify, er der snart ingen forlag tilbage og snart intet Spotify. Vinder Spotify ikke, tjener forlagene flere penge og dermed findes stadig forfattere. Græshopperne vågner af jorden med regelmæssige mellemrum – hvad vil du gøre?

Jeg siger: Hold op med at tale så pænt – Kulturministeren er ikke din ven, ikke forfatternes ven, ingens ven (ud over i privaten). ALENE mennesker med magt og vilje til åndsafklaring og selv- og kollektivindsigt har betydning for menneskenes fremtid. Din lille magt til også at udgive hjertebøger. Den enkelte kunstners drift mod og kamp for syntesen mellem verden og hjerne. Grundforskning på alle faglige og akademiske niveauer. MARKEDET ikke er den eneste forudsætning for menneskenes psykiske, fysiske og åndelige overlevelse – ISÆR IKKE, når der ikke er samtidig vilje til en transparent samtale om kvalitet. 

Fik jeg dér sagt, at MARKEDET beror på uigennemsigtighed? Søreme, ja. Sælg bare lort til dem, der ikke kender forskel endnu. Vejen til KVALITET OG KUNST gennem lutring af den enkelt, ikke! Og jo mindre gennemsigtighed, desto færre anstrengelser for at øge kvaliteten.

DET er et velkendt fattigdomstegn. 

40 år på scenen

– jubilæum betyder “hértil”

40 år på en scene… Ikke dér, skriften bliver til, vil jeg ganske bestemt sige, så hvorfor overhovedet forlade skriverummet?!
 
Når poesi-interesserede forlader læserummet og går ud, får de
 
– 3 minutter på en scene som en service – lyden af stemmen, repertoiret, ambition, talent; et blik ind i fremtiden, én bid.
– 20 minutter på scenen som en hyldest til et arbejde, til en stil, til en indsats; et blik bagud, et omrids af sig selv. En ret.
– 60 minutter på en scene som et jubilæum, et værk, forhåbentlig til overraskelse og til glæde, hvor man ser, hvem man selv er… et måltid, måske ligefrem en komposition.
 
I 1984 vidste jeg intet om at skabe eller ikke skabe, og selv med katapulteringen ind i egne bøger varede det længe før behovet vitterliggjorde sig – 10 års skolegang, håndværker, og ingen fanboy, der interesserede mig for forfatteres liv eller hvordan poesien bliver til…
 
Livet, skriften, var bare noget der skete – og Andre, der skubbede mig ind på scenen! Men SÅ går fødselshjælperne videre til andre nyfødte, og så står man dér…!
 
Midt mellem skriften og de andre.
 
40 år i ord-business er dobbelt op på tiden, hvor jeg ikke beskæftigede mig med ord.
 
40 år med kravet om altid at skulle være præcis så nøgen og samtidig pro, som jeg ønsker kunstneren er, når jeg selv er publikum, ikke?!
 
Og så ikke noget dobbeltarbejde eller gætværk, vel? Præcision, ærlighed, musik, tvivlen minimal.
 
Og altid under ansvar – at skulle vække til medskabelse: Til åbenhed, medleven, indleven, hengiven, opgiven, til energi! Selv altid at skulle manifestere og demonstrere LIV!
 
Det ér dog et fandens til job!
 
Men uden SELV at forlade komfortzonen, SKER alting bare.
 
Det er jo dét.
 
Eller ér det? Er det ikke bare, at kunsten er en måde at demonstrere overlevelse på – som en dybhavsfisker, der kan holde vejret, en danser, der kan svæve, en rådgiver, der kan spå, en partner, der taler sandt – at ignorere enhver realitet om begrænsninger og derved fastholde illusionen om, at stoffet er formbart og eksistensen underlagt individuel kontrol og retning, i hvert fald bare en LILLE BITTE SMULE?

min kat er død og jeg sørger

– nærhed er nærhed

SAMMY hed min kærestes 18 år gamle kat, som jeg oplevede at blive adopteret af og have samliv med igennem 7 år. 

En tid begyndte han at have sværere ved at spise sit knas, og snart også den bløde mad, og mens vi var væk 3 nætter og havde ham passet hjemme, spiste han stort set ikke noget. 

Derefter gik det hurtigt ned ad bakke: Hvad der havde været en let ustøt gang blev til tab af muskulatur i bagbenene, og et besøg hos valby dyreklinik til en politianmeldelse, antageligvis for dyremishandling – vi fik ingen klar besked, men måske handlede det om at vi skulle være kommet tidligere? – og krav om omgående aflivning. “I Danmark må intet dyr afgå ved naturlig død”. Continue reading “min kat er død og jeg sørger”

Borgersamling om grønt byliv på indre Østerbro

– nej til selvomklamring, ja til dynamik

Ud af 80.000 udvalgte borgere på Indre Østerbro (er det ikke reelt alle stemmeberettigede?) bliver 36 efter opfordret ansøgning udvalgt til at deltage i en borgersamling.

Initiativet er reelt EUs, der stiller krav til de europæiske lande om borgerinddragelse, og angiveligt har der været flere af slagsen.

“Hvordan skal vi prioritere pladsen på Indre Østerbro mellem biler, bynatur og byliv?” er spørgsmålet, som samlingen skal mødes om 5 gang i 2023 – for siden at give anbefalinger til borgerrepræsentationen. Som dog ikke er forpligtet til at følge anbefalingerne.

Min fremmeste tanker handler om IKKE at aflive byens parkeringspladser, uanset hvor ideelt det ser ud på “fremtidsplakater” med mennesker frit drivende gennem åbne byrum fyldt af træer og plæner. Min bydel har været både arbejderkvarter og en lidt forsagt del af byen på grund af sin placering, med tidligere paradoksalt tung trafik i sit yderområde, Strandboulevarden, fra Frihavnen/Københavns Havn, og er i dag qva ejendomsmæglerne og retten til at belåne andelsboliger med 80% (Tak, Anders Fogh Rasmussen…) blevet til et semi-velhaverkvarter med mange små lejligheder, og – ikke mindst med trafikkens omdirigering uden om bykvarteret – til et fredeligt kvarter, som nogle ønsker gjort endnu fredeligere. Mere indrettet på måske især unge menneskers drømme om nærhed, økologi, gåafstand til indkøb, mødesteder i det offentlige rum, minimal gadetrafik (men ingen unge forældre i dag sender børnene ud at lege uakkompagneret…!)

Continue reading “Borgersamling om grønt byliv på indre Østerbro”

Lynetteholmen – nyt boligområde stort set i vandoverfladen?

– høringssvar indgives 30/11 til 24/1 2021

Det har længe undret mig, at man bygger nye boliger i København på gamle kajanlæg og øer tæt på vandspejlet – når alle klimaprojektioner taler om massive vandstigninger i verdenshavene.

Mit eget høringssvar lyder sådan: Continue reading “Lynetteholmen – nyt boligområde stort set i vandoverfladen?”

Alt vi behøver for at være glade

Et af de længstvarende følgestudier i verden, kaldet Harvey Grant-studiet, fulgte 268 mandlige Harvard-studerende i årgangen fra 1938-1940. Studier, der strakte sig over 75 år bestod i regelmæssigt at indsamle data om forskellige aspekter af deltagernes liv. Den overvejende konklusion? Kærlighed betyder virkelig alt – i det mindste når det handler om at afgøre omfanget af glæde over tid og tilfredshed med livet.

Studiets længstlevende leder, psykiateren George Vaillant, udtalte til Huffington Post, at glæde hviler på to søjler: “Den ene er kærlighed. Den anden er at finde en måde at udholde livet på, som ikke skubber kærligheden væk.” Som eksempel gives, at én deltager ved studiets begyndelse ud af alle deltagere scorede lavest i vurdering af fremtidig stabilitet, og at han tidligere havde forsøgt selvmord. Men i slutningen af sit liv var han blandt de gladeste af alle. Hvorfor? Som Vaillant forklarer det, “Han tilbragte sit liv med at søge efter kærligheden.”

Nogle gange handler det bare om at smide benene op.

Selvudvikling for udviklede. Du er jo nået helt hértil!

 

1. Få dine relationer på plads med Jesper Juul. Begynd evt. med “Dit kompetente Barn”, eller kast dig ud på dybt vand og besøg manden selv.
1b Evt. bare lær at holde dig på egen banehalvdel (ved at lære Girafsprog).
2. Besøg en kompetent diætist og få relevante kostråd i forhold til din kropstype, levevis, mv.
3. Bestil et fuldt lægetjek og afgør dit kolesteroltal, dit blodsukker, dit levertal, vitaminer, mineraler, salt, osv. (ALT) og lad dig ikke afhverfe, når 10 minutter er gået. Det her er den store tur. Afgør på forhånd, hvad der måles, og læs om det hele på Wikipedia, så du kan SAMTALE med lægen. Lyt til samtalen, ikke statistik. Meget er ren, sund fornuft.
3b Suppler evt. med et fuldt tjek hos en kompetent biopat eller homeopat.
4. Arbejd med din fysiske balance. Det kommer til at influere alle dine beslutninger, at du står sikkert på jorden. (Kan du balancere på ét ben med lukkede øjne?)
5. Sov uden vækkeur og væn dig til at vågne, når du skal op. De fleste kan lære det. (Hvis du konstant sover over dig, skulle du måske overveje at skifte job…)
6. Hvil dig, mens du er i gang og når du slapper af: Sid på en ordentlig stol, sov i en ordentlig seng, gå i ordentlige sko. Manglende komfort er en væsentlig stressfaktor. (Hvad med sengen/stolen hos kæresten? Ja, det ér et problem).
7. Tal med mindst tre forskellige mennesker om 1 væsentlig ting hver dag. Helst ved fysisk møde. Det behøver ikke være langvarigt – du skal bare mene det og være til stede.
8. Mærk varmen mellem dine egne hænder 5 minutter hver dag.
9. Giv dig tid til at nyde din mad, din drikke, dit selskab, din transport, dit arbejde, din søvn.
10. Drik vand nok. Ikke for meget, ikke for lidt. Og senest 4 timer før du skal sove.
11 Fortsæt selv. Listen er altid din egen. Skriv den med god samvittighed. også selvom du ikke gør det hver dag. Eller bare ønsker at blive parat til at gøre det.

Essensen ér dog markant for ti’erne:
Du skal blive kompetent til dit eget liv, med alt hvad det indbefatter af krav om at bevidstgøre dig ift. ALT, som omverden i kompetent kollektiv eller gennem kompetent forskning afgør er bedst for et menneske, som det er muligt at afgøre dét spørgsmål lige NU.

Du skal altså lære at sortere i skidtet meget, meget hurtigere end tidligere. Og med de mængder, der kastes i hovedet på mennesker i dag, som følge af informationskonvergens – at information skaber information skaber information, sindssvagt hurtigt – er der kun én vej:

Tro på dig selv. Det dur.