I dag så jeg en digter ydmygt anmode læseren om at kallibrere sin ebogslæser til at imødegå en digtsamlings linjelængdefordringer. Det gjorde mig lidt skør af lykke!
Jeg er 57, der er sket meget i de sidste 14 år, som har vakt mig til en forståelse af min fejlbarlighed som menneske, jeg vil gerne forandre mig, gerne se det uhensigtsmæssige ankomme frem for skråsikkert gå fremad som om jeg har alle svarene og blot dét at eksistere er min ret til at være og mene og gøre anderledes.
I min digtning… min opfattelse af digtning er, at åndedrættet skal være replicérbart, det skal derfor være synligt i teksten som et partitur, læseren skal direkte kunne opfatte tekstens åndedræt, opsætningen, tegnsætningen, valget af ord skal inspirere læseren til at lade digtet komme ud af sin egen mund, mens de læser teksten, som jeg skrev teksten og hjalp den til at trække vejret; det skal sige “liv”.
i 2009/10 begyndte ebøgerne at kommer på banen; PDF’en var kendt, men var endnu ikke selvjusterende, og EPUB-formatet, som da var i version 2.0 og på vej mod en industrigodkendelse af v. 3.0, var tydeligvis ikke i stand til at replicere et digts åndedræt Continue reading “Leve et liv, der er vort åndedræt værd?”
—