Bombens Bagside, science fiction, antaget solo

Hvad er der OGSÅ i den ueksploderede mappe?

Midt i redigeringen af Bombens Bagside, én blandt en lang række science fiction noveller, som foreløbig Poetisk Bureaus Forlag har lagt billet ind på, blev den modtaget til udgivelse via DAST.nu, et svensk magasin for populærkultur, som har udgivet siden 1969, nu ikke længere på papir – med anerkendelsen “Vi brukar inte publicera texter på andra språk än svenska, men jag tror vi gör ett undantag här som dansk läsövning.” – hvilket naturligvis glæder mig helt vildt. 

Samtidig er det svært at være så produktiv, som jeg gerne vil. Jeg er i gang med den tredje. Og indtil videre har færdigredigeringen af de uudgivne – med tænke- og skrivetid og de forstyrrelser i hverdagen, som uværgelig forhindrer skrift, hvis man ikke tager væk – hvilket under Corona ikke har været muligt – endt med at fordre mindst 1 uge pr. stk. Hvilket alene til de uudgivne vil fordre mindst 3 måneder endnu.

Øj, jeg er altså ikke 30 længere. Og min tålmodighed river og flår i mig – for at komme steder hen, jeg ikke før har været. Frem for alle disse gentagelser af alt jeg HAR været og gjort!! Der MÅ være en ny verden derude et sted, uberørt af ord!


mine udgivne science fiction-fortællinger

STORYTYMES The Shaman of Unreality: The balancing apprentice

Do It Yourself

content:

  • 1 shaman apprentice narrowly escaped death of apprentice trial designed to kill
  • 1 lazy dove
  • 2 spiders in a hole
  • 1 world portal
  • 1 army of gigantic proportions is reported
  • 1 bicycle
  • 1 lost love
  • 1 mountain
  • 1 fox with two tails
  • 1 snake with one tongue
  • sheep up a tree
  • a lot of persuasion going unrewarded
  • 1 normal person with lots of power
  • many other persons claiming they are normal, but not in that way
  • 1 grandmother (seemingly) without baking (or any other social) skills
  • great emotions, distinct feelings
  • great fear, no angst
  • long and hard speculations about the no angst
  • 1 minister who cannot fly
  • 1 who can
  • 1 expecting brown bear
  • 1 tricycle
  • 1 happy ending for some
  • several unhappy endings for others

Skriv en science fiction-roman inden 1/5 2016

Førstepræmien er 10.000 kr. samt udgivelse af romanen.

 

Science Fiction Cirklen mener, at der skrives alt for få science fiction-romaner på dansk.

SFC inviterer derfor til en romankonkurrence, hvor førstepræmien er 10.000 kr. samt udgivelse af romanen.

Skriv en science fiction-roman.

http://sciencefiction.dk/foreningen/nyheder/romankonkurrence.html

Om det er Spaceopera, Steampunk, Cyberpunk, Alternate History, Tidsrejse, Near Future, Multiverse, (indsæt flere selv) eller noget helt nyt, er underordnet. Det vigtige er, at det tydeligvis er science fiction og at manus henvender sig til voksne læsere.

Hvis din science fiction-roman vinder konkurrencens, får du:

  • En præmie på 10.000 kr.
  • En forlagskontrakt med Science Fiction Cirklen om udgivelse af romanen.
  • 10 frieksemplarer

Dommerpanelet består af SFCs bogredaktør Carl-Eddy Skovgaard og et af ham udvalgt dommerpanel.

Reglerne for deltagelse i konkurrencen: Continue reading “Skriv en science fiction-roman inden 1/5 2016”

OF BEES AND MEN – a new beginning

the hunger of none

It was said that bees were vanishing without a trace. That in a world without bees humans would die and go hungry. That was mostly true. As it turned out only half a billion people died, the majority due to individual panic and national outbreaks of egotism. What no one spoke of was the diminished variety of plant life as a result of lack of pollination. And before science could come up with global solutions, un-pollinated plant life outside of manual and mechanical pollination efforts could feed no insects craving sugars of flowers, and no insects could feed no birds, and no birds no bigger birds and no bird droppings and bird carcasses and eggs feeding no insects and worms and carnivores on the ground, feeding no larger carnivores and other herbivores living off of the ground, and slowly, but securely every bit of land outside of manageable crop areas became devoid of animal life, which either struggled unfairly with humans for a brief while, or just gave up and died out. Nobody thought so much could predictably become lost. But no one, possibly due to all predictions being borne out of statistics, absolutely no one predicted the loss of nature’s beauty. Within ten years children were being borne, who never sang a ladybird up to negotiate for sunny weather; there were no longer any ladybirds. And these children as well as everyone else knew only of birds in cages. And foxes in stories and cougars and beavers and badgers and deer stuffed and in zoos here and there, their population diminishing as there were no new ones in open nature to replace those injured or dying of old age, or those born dead or malformed.

People learned. Fast – but too late in the general sense of the word. In a scant few years Nature lost the majority of the spectrum of colors. And where before birds and insects would break the monotony of a walk, now all forests of the world were quiet. Not a sound besides the wind. And even that could not dispel the planet’s largest and most ominous ghost that true nature had become. Soon normal people dared not enter the woods, even during the day. Artificial housing, of which there were many at first, circling crops without need of pollination, became the sanctuary’s and the remains of humanity. And slowly the forests and the plains and the mountains were forgotten and became as they were thought of: Wastelands, where only imaginary beasts and fears hunted, and to catch those sensitive enough for such speculation.

This was the new time of creation. In the minds of men and transported into the empty lands by those craving sensations and fear and the rush of a challenge, and the rest of the satiated had no marks to leave. In the wilderness new life in new forms and shapes came into the world that were partly human, part… other things; mostly of darkness.

This story intends to deal mostly with those of light, against heavy odds it will seek them out and measure their value.

Wasn’t that, what beauty was for? Comparison?

no part

we hope you never will…

You are not one of us.

Your dialect is not an issue. You have no dialect.

The lingo, the references, the “what’s this?” of people, who share similar talents and interests, none of it is familiar to you.

You do not connect. You do not belong. Mind, heart, body even, and so called spirit, an artist in the broken sense. An uncomfortable analyst you are – rarely with a home, even among peers, the threat of annihilating analysis being too great.

You are alone. The comings and goings of people, in the distance, through clouds, or binoculars, or through the “eyes of people”, that is your material. Dense and varied and manageable from afar.

Observer. Alone.

For you own safety you claim to enjoy the lives and emotions that you invent in order to let your thoughts gain present reality in all of your sensory perception and your empathy and aestetic talent.

You do not look towards the stars of the Universe, you look but towards “an understanding of society”. Something you perceive as an undefined date of future lessening of chaos. A coming to balance of mind with MIND – an equilibrium you will never achieve, not being “ofsociety”, and not even IF SO.

You know this.

Through birth or upbringing, little talents for managing talents, or lack of undefined-gift, what ever… you are no part. You are alwaystranslating. Always being translated in return. Never being seen.

Never being.

Because you are without. One cannot be without.

We pity you. We, the society, never say. As individuals we pity you.

Your fortunate “We” is visibly meaningful to you. And so is your bravadery meaningfully visible to us. You feel you benefit from us, in your miserable isolation. We thank you for not having to be you. We are most truly grateful.

We will further benefit from you.

In our massive collective.

You suspect that sometimes.

Sometimes even as you accept our pat on your head in what ever form suits you the best.

We will gladly accept all of your gifts of vision and pass them on to our people. And.

We will protect ourselves from your humanely lesser talent. And.

We will look at our collective, non-world building selves, through your soul and sensory perception and wonder at the truth of it, hmm…?

We will shower you with accolades and the fulfillment of your immediate and long-term dreams and desires, as you come to deserve.

And when you are hurt, we will look after you as one looks after a sick egg layer.

And with due honors we will pass on your accomplishmentss in the service of mankind to the annals.

We will never let you in.

Not that we could, if we would. Why destroy the better-world beauty that you see us with and the precious beauty of our following your pain?

We cannot.

We are too many to agree.

You are the one, who has to change.

We hope you never will.

BESTIK

Jeg nyder gerne et godt glas rødvin

Jeg nyder gerne et par flasker rødvin i gode venners selskab

Jovist nyder jeg gerne et godt glas rødvin og en cigar efter maden.

Ofte sidder jeg ved disken i min single malt-bar og får en lille nipper, mens jeg lytter til min seneste LP-erhvervelse.

Jeg spærrede i dén grad øjnene op, da stillingen blev slået op, og så kun internt. Det må jo betyde, at man forventer at have ressourcerne i huset. Det lyder meget interessant.

Jeg nyder ofte en halv time på øjet i middagssolen på min chaiselong. Jeg forestiller mig nydelsen, hvis den var af læder og blevet opvarmet af solen.

Min kone og jeg sætter stor pris på at kunne tage os råd til at give vore tre døtre den bedste skolegang, penge kan købe. Eliten har jo bedre chancer.

Åh, fornøjelsen ved at sætte sig i sin nye bil og dufte læderindtrækket for første gang! Desværre kom den svært til skade forleden og forsikringsselskabet stiller sig på tværs. Hvad skal man dog gøre uden en bil i dag?

Jeg har lagt stor ildhu i konstruktionen af min vinkælder i Padua. Næste projekt vil så være at fylde den med flasker.

Ja, er der noget mere yndigt end sådan en 15-årig med mulvarpeskud på brystet? Minder mig om, da jeg endnu så ud, som jeg føler mig indeni.

Hvis nogen havde tænkt på ekstra forgyldning ud over det aftalte håndtryk, ville skadernes størrelse tilhvisket mig asap gør det muligt at advisere min revisor.

I vores familie har traditionen som du ved altid været, at arven gik til børnebørnene. I 400 år har der altid været børnebørn at overdrage arven til. Jeg skal snart dø.

Stå gerne lidt dér i solen. Så er der da lidt forandring i udsigten.

Jeg ville i høj grad værdsætte at blive bespist, når jeg var sulten.

Tænk, hvis man var opgivet af mennesker, der elskede én for, hvad man var.

Jeg gad godt vide, om en nemmere vej findes.

PROSA, 1 side, 2 slutninger, “Da det stod klart,” (#sciencefiction_dk)

Hvilken slutning er mest science fiction? Hvilken er mest skræmmende?

 

Science Fiction i 2012

[klik på et af billederne og læs teksten med én af de to slutninger]

Hvilken slutning =

Mest skræmmende? [mail] Mest science fiction? [mail]

Den ene ender sådan: Fuck, hvad var dét?!  Den anden sådan: Fuck, hvad var dé…

venlig hilsen,

Kenneth Krabat, 21. marts 2012

støtte kr. 7,67
[alle kreditkort, undtagen danKort)

Intenst, sagde Kimmi [prosa]

Det er væsentligt med afstand.

 

INTENST, SAGDE KIMMI

TV’et gik ud lige midt i middagsnyhederne. Bjarne greb fjernbetjeningen og trykkede på tænd/sluk-knappen flere gange. TV’et flimrede en enkelt gang og gik ud igen. Selv vågelyset holdt op med at lyse.
     – Fåååk, nåed sjover, sagde Kimmi ovre i sofaen. Hva’ så mæ kampen sener?
     Bjarne kikkede over på vennen. Hans pande rynkede. – Det ved jeg sgu ikke, Kimmi… Ja, altså…
     Kimmi kikkede tillidsfuldt tilbage.
     Bjarnes rynker glattede sig ud. – Vil du med ind til byen, sagde han.
     – Er’det ikk lidt koldt, sagde Kimmi.
     – Vi tager ind og køber et TV. Du hjælper med at bære. Jeg har penge tilbage efter mor. Vi køber det største, vi har penge til. Bjarnes ansigt glødede.
     Kimmi lyste op. – Ja, for dulen! Vi ska i Fona! Der købt min far vors første TV. D’var i ’69. Fordi månelandingen. Han vækked mig og så sad vi i stuen sammen og så det. Ham michellinmanden, der hopped rundt og banked støv op… D’var ret kedligt, faktisk.
     – Det har du fortalt, sagde Bjarne venligt.
     – Nå ja, men så… sagde Kimmi.
     – Lad os gå nu, sagde Bjarne. Før der sker mere… Han pegede rundt om sig.
     Kimmi fulgte Bjarnes finger, som i én bevægelse pegede på alle tomme dåser og flasker i rummet. – For duulen! La os gå, sagde han.
 
De kikkede på mange TV’er i Fona. Og gik så i Electric City, og derefter til Brugtbørsen. Hér kikkede Bjarne på et hæderligt udseende 18 tommer fladskærmsTV af mærket ProTV Plus Extra Large.
     – Fjernbetjeningen virker med et nyt batteri i, sagde ekspedienten, der også var ejeren.
     – Super, sagde Bjarne. Dét napper vi. Han hev pungen frem og lagde 500 kr. på disken.
     – Var’det alt på kontoen, sagde Kimmi.
     – Nix, sagde Bjarne og klappede Kimmi på hans store mave. Resten står hér.
     – Nåe, ja, sagde Kimmi. Sæfølig.

De skulle lige tanke op, inden de nåede hjem. Og købe et nyt batteri.
     Kimmi tilbød at tilslutte TV’et, men kunne ikke fokusere til at se tilslutningsstikket bagpå. I stedet satte han batteriet i fjernbetjeningen, mens Bjarne tilsluttede antennen, Boxerdåsen og strømstikket.
     – Sådan, sagde Bjarne.
     – Okay, sagde Kimmi, og trykkede på tænd/sluk-knappen på fjernbetjeningen. TV’et tændte ikke. Han trykkede mange gange, men ikke noget.
     – Batteriet, sagde Bjarne.
     Kimmi fumlede batteriet ud og satte tungen på polerne. – Det dur, sagde han.
     – Pyt, sagde Bjarne. Vi skal alligevel en smule tættere på for at se. Og så bliver det også meget mere intenst. Han trykkede på tænd-knappen på skærmen. TV’et flimrede helt blåt og blev så til naturtro dansende mennesker i reklameblok.
     Kimmi strakte benene, flyttede stolen, strakte benene og knappede en frisk én op. – D’syns jeg allered, d’er, sagde han og skålede.
     – Skål, sagde Bjarne og løftede sin dåse.
     – Hva’er klokken, sagde Kimmi.
     – Kampen begynder om 10 minutter, sagde Bjarne.
     – Ahr, mass’r a’ tid, sagde Kimmi.
     – Intet slår teamwork, sagde Bjarne.
     Kimmi nikkede. – Det’du go til, sagde han.

Ved pausen stod den 7-1 til Wolverhampton over Arsenal. Udviklingen var ikke til at forstå. Ikke for Kimmi, der var Wolverhampton-fan, og ikke for Bjarne, der var fan af Arsenal.
     – Så du, da han… Kimmi talte ikke færdig, men lettede fra stolen og headede ind mod TV’et. Gulvet gyngede og skærmen svejede på det spinkle TV-møbel.
     – Jamen, Arsenal var jo helt i front! Og det var intet imod den finte, hvor… Bjarne talte heller ikke færdig, men snoede kroppen vandret på stolen og lossede ud. Foden snittede kanten af fladskærmen. TV’et tippede bagover, ramte blidt ind i væggen og tippede tilbage på plads igen.
     – Nå’men, Wo’hampton anstrenger sig ikk lie, syns jeg, sagde Kimmi.
     – Hvad så med Arsenal, sagde Bjarne.
     – Hvad mæ Arsenal, sagde Kimmi.
     – Gør de, eller gør de ikke, sagde Bjarne.
     – Gør hvad, sagde Kimmi.
     – Anstrenger sig, sagde Bjarne.
     Kimmi så på Bjarne. Bjarne sad med ryggen til vinduet, lige midt i et blæs af en solnedgang. Hans ansigt lå i skygge.
     – For jeg synes, de anstrenger sig, sagde Bjarne og hostede.
     Kimmi lo. – Fåååk, de ligger lade, sagde han. For stor’ lønninger ell’r nåed.
     SMAK! Bjarnes næve sad lige mellem øjnene på Kimmi. Drejestolen tippede bagover på to ben og faldt tilbage på fem.
     UMPH! Kimmis næve gled pænt ind i flæsket, der var Bjarnes mave. Stolens ene bagben gled ud til siden. Bjarne tippede ud på gulvet.
     PSS-KA! Bjarnes sål ramte sædet på Kimmis stol rent og ryglænet ramte gulvet fladt, TSOKK!
     FSSSS-TUFF! Spidsen af Kimmis gummisko mødte Bjarnes kæbe. Bjarnes nakke ramte gulvet, FUMP!
     På TV’et gik kampen igang igen. – Og Wolverhampton har scoret igen. Det ser ud til, at Arsenal rykker ned, og Wolverhampton rykker op fra den absolutte bundplacering…
     PHOFF!
     – Og Arsenal scorer igen. Sikken indsats fra nummer 3…
     K-TSUK!
     – Og Wolverhampton tager til genmæle. Det ser ud til at blive dagen, hvor…
     POKK!
     – Og med en header ind over muren kæmper Arsenal sig op mod uafgjort, men der er lang vej…
     FUFF!
     – Og Wolverhampton fejler…
     PONGG!
     – Og Arsenal udligner; der er fem minutter tilbage…
     DOPP-AHH…
     – Wolverhampton falder tilbage, dampen er gået af maskinen…
     A-UUUKK!
     – Arsenals nummer 4 lægger ind over… og Arsenal scorer! Arsenal er foran, efter en kamp for livet og æren over bundholdet Wolverhampton…
     – Du mang’er en fordand, sagde Bjarne.
     – Tsin nææse er vissst brssækket, sagde Kimmi
     – Ka ikk mærk’ nåd’, sagde Bjarne.
     – Hsseller ikkse, sagde Kimmi.
     – Honn na kæft en nordekanp, sagde Bjarne.
     – Leehht fhor inthenssst, sagde Kimmi.
     – Norde DV, sagde Bjarne.
     – Nhej, sagde Kimmi.
     Bjarne rynkede brynene.

Prosa-idé: En afdød, der forandrer sig i erindringen.

Normalt forandrer de forsvundne sig ikke, når man tænker på dem.

EN FORTÆLLING OM EN AFDØD DER FORANDRER SIG I ERINDRINGEN,
og måske derfor befinder sig et andet sted, eller er i live under andre omstændigheder.

Det er ikke ”sjælen er evig og uforanderlig”, men ”når et menneske dør, lever det uforanderligt i erindringen på de efterladte”, som modbevises med denne fortælling:

De døde KAN forandre sig. Det er de levende, der holder dem fast i uforanderlighed, fordi det er ubæreligt at savne og længes efter dem – og skulle anerkende, at de lever en selvstændig eksistens et andet sted.

Spørgsmål mellem efterlevende og afdød, da det går op for den efterlevende, at hun holder sin afdøde elskede fast:

Hvad ser du ud af vinduerne?
Hvad lugter der af?
Hvem har du kontakt til?
Savner du mig?
Savner du noget?
Elsker du, der hvor du er?
Kan du komme tilbage?¨
Har du lyst til at komme tilbage?
Lever du evigt dér, hvor du er?
kan du lide at være der?
Hvem bestemmer, hvor du er?
Hvordan kommer du rundt?
Hvorfor kan vi kommunikere?
Hvorfor denne forbindelse mellem døde og levende?
Hvad er så Universet og kosmos og eksistensen, hvis vi levende ikke kan opfatte den virkelighed, I døde lever I?
Er der noget vi mangler, noget vi ikke forstår?
Kan vi lære det? Eller kun når vi dør?
Er din eksistens eftertragtelsesværdig?
Er jeg velkommen dér, hvor du er?

Lige Under Overfladen 5 – Den nye koloni

Så kommer årets Science Fiction-antologi!

 

Titel: Den nye koloni – Lige under overfladen 5
Omslag: Manfred Christiansen
Udgivelsesdag: i morgen, 15. August
Sider: 325 sider,
Pris: 298,- kr. (238,40 for medlemmer af Science Fiction Cirklen).

LEKTØRUDTALELSE (link)

Den nye koloni er femte bog i Science Fiction Cirklens novelleserie, Lige under overfladen.

 

Herunder er de udvalgte noveller: Continue reading “Lige Under Overfladen 5 – Den nye koloni”

Ringen

Om Digteren og Tid.

 

Ringen, jeg købte, var det tredje forsøg. De to første misforstod min person, men den tredje var okay. Okay i betydningen til at arbejde med, til at flytte sig imod, ikke en ring man vokser sammen med, men en ring der findes for at lære én noget.

Som humøret fandt mig, kunne den af og til minde om en gennemskåret fodbold, hvilket bestemt var en udfordring, men ret basalt var den en halvkugle inddelt i fire lige store trekanter med streger ridset ned i sølvet. I midten af hver af de fire dele var en trekant skåret ind i halvkuglen, som pegede i de fire verdenshjørner, altid i de fire verdenshjørner, uanset hvordan man end positionerede sig i den fysiske verden. På ringhalvkuglens øverste punkt, hvor de fire opdelingsstreger krydsede, var en spids grøn halvædelsten monteret.

De fire trekanter pegede mod sjæl, barndom, voksenliv, alderdom. Mod vinter, forår, sommer, efterår. Mod hvile, begyndelse, modenhed, aftagen. Mod… you get the point! Det var en cyklusring, en ring, der indikerede at alt, der begynder, har en ende, før det begynder igen.

De fire trekantede huller ind i ringens sølvhalvkugle havde indsat farve, hvid for sjæl, hvile, vinter, gul for begyndelse, barn, forår, orange for voksenliv, højsommer, modenhed, og sort for alderdom, svækkelse, efterår.

Tid og slid gjorde det først af med elfenbensindsatsen og efterlod den nordlige pil væk fra kroppen tom. Så forsvandt ibenholtsindsatsen mod vest, og lyset faldt ind i kuppelformen fra to sider. Derpå forsvandt den gule rav mod øst og gjorde kuplen til en omvendt smilende smiley med tandproblemer. Og samtidig gik der hul i den orange rav mod syd, en dag var den blot forvitrede takker i kanten af sit indsatshul, hastigt færre og færre, og til sidst helt borte.

Nu var ringen åben til alle sider. Farver indikerede ikke længere retningerne i verden, og lyset faldt ind i sølvkuplens indre og oplyste et rum, hvor der intet var.

Fra at være et billede på bevægelsen gennem verden og gennem livet, med håb for og tro på genfødsel og nytten ved at leve, havde tiden barberet ringen ned til den håbløse eksistens’ hårde retningsgiver: Alle retninger det samme, et løfte om intet og om alt, og et liv fyldt af hårdhed, skarpe hjørner og faldgruber overalt.

Eller… som selvindlysende bevis på sin egen funktion, akkurat født: Fra en guldsmeds hjerte og fantasi, gennem Tidens nådesløse nedslidning og udjævning af alt, der har betydning, og frem til digteren, til digterens hjerte, der kan fylde ringens huller og retninger igen med farve og mening og lade dem antyde vejen til en anden verden, en bedre verden, en verden som aldrig vil findes, men uagtet dét behøves af enhver.

Og som sagt, hvor de fire divisioner mødes, på ringens øverste punkt, var en grøn, spids halvædelsten sat, for Tiden at stikke sig på. Hér pegede den mod det højeste, det fjerneste, over hovederne på enhver. Her pegede den på øjeblikket, som enhver kommer til, der kan mærke sin krop.

Dén stenede retningsgiver sidder der endnu. I en base af guld stritter den og ér endnu så spids, at det bemærkes. For enhver, som ikke har fulgt med i ringens forandring, gør den grønne sten ringen hel og bevidst at se på – som et kunstværk fra en filosofisk guldsmed – snarere end som Tidens slid på en digter, der ønsker sig forandring. Når nu forandring åbenlyst ikke er til at undgå.

Mulighederne er digterens, som han evner at leve med dem: Det nådesløse liv – som Tiden kværner al farve til tomhed; eller genskabelsen, når Tiden har gjort sit. Tidens lærling, Tidens mester. Eller Tiden selv, hvis han forstår, hvori forskellen består og følger sit hjerte uden at frygte hverken det nådesløse eller kravet om at udbedre Tidens hærgen.

For… tage ringen af, dét gør digteren ikke.

 

Halddage 2011, 2 (udpluk fra dagen)

Haldskrevet.

 

Harry havde ikke sænket elefantriflen, mens gruppen kørte bort i jeepen. ”Dé fyre kommer ikke igen. Men det er der andre, der gør. Max en uge, så må vi af sted”.

”Hvad med en hund?” var det fløjet ud af Pernille.

En hund, en hund… Harry var ikke afvisende over for idéen, og da hun vågnede næste morgen, stod tre bæster lænkede til hver sin pæl foran lodgen. Nejnej, havde Pernille protesteret, og inden Harry havde kunne sige noget, havde hun nærmet sig den midterste og største af de tre kæmpehunde.

Bæstet knurrede og rejste børster og fremviste det grummeste tandsæt, hun havde set på noget dyr. Da hun gik ned på hug, satte den af og snappede efter hendes ansigt. Hun havde beregnet det præcist; kæden strammede til og tandsættet klappede sammen ti centimeter fra hendes næse. Og så tog den ellers til at gø af hende, men hun blev bare siddende på hug, helt rolig.

Hver gang den holdt pause for at trække vejret, lavede hun den samme monofone fløjtetone og rakte et lille stykke kød frem på håndfladen. Tiende gang satte den sig på halen og kiggede på hende, gik så frem til hendes hånd og snusede til kødet, før den forsigtigt satte tænderne i det og slugte det i én mundfuld. Hun fløjtede samme tone igen og rakte hånden frem med et nyt stykke kød. Også det blev taget forsigtigt.

Da hunden pludselig begyndte at snerre igen, bemærkede hun, at Harry var kommet op på siden af hende. “Sælgeren forsikrede mig ellers om, at det var de vildeste hunde, han havde; komplet umulige at tæmme,” sagde han.

Alt levende søger omsorg, havde hun svaret, og vist ham hvordan.

Da han lidt senere af sig selv gik hen til den venstre lænkehund og kort efter fandt samme tillid hos den, brød hendes hjerte i brand for tredje gang. Og det faldt hende ind, at hendes kærlighed var forbundet til hendes læring. Og muligvis til død.

Da hun dagen efter tog lænken af den midterste hund, holdt Harry sig inde i huset. Tilliden til ham var ikke absolut, den kunne godt finde på at knurre af ham, mens Pernille bare behøvede at lade hånden svæve ned mod jorden. Men hun kaldte Harry ud og sammen sad de i støvet, mens hunden først gik snusende omkring hele lodgen uden sin lænke og siden lagde sig foran dem.

Enigheden om, at der måtte være et helle for deres daggæster, var uudtalt. Om dagen skulle hundene være i huset og en indhegning, de byggede væk fra vejen. Om natten gik hundene løs.

Over de næste uger hørte de nogle få klager om, at hundene var blevet set med andres høns mellem tænderne. Det betalte de sig det fra uden at tøve – selvom de begge tvivlede på, at deres hunde var ansvarlige. Klager om truende adfærd mod mennesker hørte de ingen om. Men ingen nærmede sig lodgen om natten. En hel måned havde de fred.

Science Fiction: PLAN og The Short Arm of History

For dén, der måtte mene, at Verden er det bedre sted…
MIne nyeste science fiction-udgivelser.

 

Har 2010 bidraget til ovenstående to antologier fra Science Fiction Cirklen

SKY CITY [SFC | Anmeldelser | Omtale 1, 2 | Bibliotek]
– New Science Fiction Stories by Danish Authors (Science Fiction Cirklen, 2010)
199 kr. (medlemmer: 159,20 kr), ISBN 978-87-90592-48-6
KK-bidrag: novellen “The Short Arm of History”

INGENMANDSLAND [SFC | Anmeldelser | Omtale 1 | Bibliotek]
– Lige under overfladen 4 (Science Fiction Cirklen, 2010)
298 kr. (medlemmer: 238,40 kr), ISBN 978-87-90592-42-4
KK-bidrag: novellen “PLAN”

IDÉ: Det sidste uindsigtsfulde menneske i Verden

Historieidé om at modstå indsigt for at kunne forblive fri.

Som den første på planeten opnår et menneske reel Satori en dag under læsning af Politiken, hvor sammenfaldet mellem firmaers vanvittige kapitalsøgen, hér Disneys nybyggeri af endnu et Disneyland, sat op imod dyb armod, hér endnu en orkan der truer Haitis befolkning, for første gang TYDELIGT viser en verden ude af balance.

Dette menneske fortæller sin indsigt videre, og indsigten bærer i sig en sådan grad af realitet, at modtagerne af historien selv ser Menneskeverdens ubalance og derved bliver i stand til at give oplevelsen videre, & videre og videre spreder historien sig, hopper landegrænser gennem overbevisende videoer og podcasts og mails og hjemmesider med fotos og følelsesmæssige beskrivelser, indtil alle og enhver er blevet missionær og fokus er stærkt nok til at sætte forandringerne igang.

Da historien rigtigt begynder, hviler vores opmærksomhed på det sidste uomvendte Menneske. Som føler presset tungt fra alle sider, ikke aggressivt, men tungt; det er svært for dette Menneske at IKKE tage imod oplysningens essens: Alle medier bærer budskabet om den menneskelige ubalance og om alt, der bliver gjort for at rette op på den, og Mennesket er først nødt til at zappe imellem alle informationer for kun at få det overordnede budskab – at Verden står midt i den første kollektivt menneskelige forandringsproces – og må snart forsage alle informationer og undlade at åbne døren for enhver, der ringer på for at dele sin indsigt med enhver.

Historien udformer sig som en samtale via sedler skubbet ind og ud under døren, og kommer til at handle om HVORFOR dette menneske ikke ønsker at forandre sig. Og hvorfor aktiv modstand mod kollektivets realiteter har samme betydning som kampen for ligeværdighed, balance, harmoni. (Uden en definition på frihed, er det ikke muligt at være eller blive fri).

Kenneth Krabat, 5.11. 2010

morgen på bjerget

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

Mens jeg forklarede, var hendes øjne blevet smalle. Jeg havde først fortalt om manden, der sad fast i gitteret, fordi hans ven eller broder havde hjulpet ham med at komme over, og så for at drille givet forkert besked om, hvor han skulle træde, så han nu var havnet mellem gitteret og en række vandret-løbende stålstrenge til afstivning mellem stolperne. Vennen eller broderen stod bare og grinede, mens den fangne bandede af ham. Og jeg havde fortalt om familien med de to børn, som fandt et hul i gitteret og hjalp hinanden igennem, fat i hånden hævet, så dem længere nede kunne finde sikre steder at træde, hele tiden snak om at passe på og være forsigtig. Og så ham der. Der lavede højdespring over gitteret.

“Og ingen af dem var dernede. Jeg ved godt, jeg har talt med døde et par gange før, men det her…” Hun kikkede stadig på mig med et blik, der var svært at tolke. Var jeg vanvittig i hendes øjne? Men jeg havde jo set, hvad jeg havde set.

“Hvordan kom du herop,” sagde hun så. “Du var ikke med vores gruppe, og porten blev først åbnet dernede, da vi kom. Har du været her hele natten?”

“Nej, jeg kom op af en meget stejl sti, nærmest et gedespor. Det tog 3-4 timer. Den udmundede dérovre…” Jeg pegede.

Hun gik der hen, hvor jeg pegede. “Der er ikke noget,” sagde hun. “Det er et næsten lodret fald.”

Jeg løb derhen. Hun havde ret. Der var ingen mulighed for at komme op dér. Ikke uden bjergbestigerudstyr. Men jeg havde jo kæmpet mig vej op siden før solopgang… hele tiden været i kontakt med mine egne grænser, kan jeg gøre det, skal jeg vende op, ikke noget med at presse mig med en belønning, hvis jeg nåede toppen, hvis jeg kom helt op. Jeg havde passet på mig selv…

“Du ved ikke hvem, du er, vel?” sagde hun.

“Jo, da”, sagde jeg indigneret. “Jeg er…” Og så kunne jeg ikke huske noget. Jeg kunne kun huske klatreturen, og hvordan jeg havde været i kontakt med min krop. Hvordan jeg havde følt det at være dér på gedestien, hvordan det havde været at tage fat i bevoksningen for at holde balancen og slippe den igen. Hvordan sveden først kunne mærkes, når jeg holdt pause. Hvordan jeg havde afstemt min vejrtrækning. Og jeg kunne huske at være på toppen sammen med alle de der mennesker, der lignede noget fra en film fra halvtredserne, alle mændene havde hat på og kvinden opsat hår med bånd og sløjfer. Og jeg ihukom følelsen af både lettelse og frygt, da den nye gruppe for lidt siden ankom med kvinden hér forrest. Men intet om mit liv før bjerget.

“Hvem er jeg?” sagde jeg.

Hun bare så på mig. Sommerkjolen flagrede omkring hende, hun var i tresserne, kraftig over i det fede. Hun blik sagde, at det ikke var første gang, hun havde mødt mig, eller én som mig. Hendes øjne var mørke, næsten sorte, og var der et gran af medfølelse at se? Eller genkendelse?

Min Første Dødsannonce

Idet min morfar døde for nogle dage siden, og mine forældre er i udlandet, er det mig der formulerer historien om, hvem han var og er for os, der er tilbage. Men hvad skal der stå, i den der dødsannonce? Hvilken historie skal fortælles?

 

Min elskede morfar udåndede i mine arme for nogle få dage siden. Mine forældre var lige afrejst til Grækenland, og pludselig stod jeg dér og skulle forfatte dødsannoncen – en ikke uvæsentlig del af et nærmest forprogrammeret hændelsesforløb, når nogen dør. Men hvordan gør man; hvad skal der stå?

NAVN

Navnet er alfa og omega. Hele navnet. Dødsannoncens formål er at informere alle, der kendte afdøde, om væsentlige detaljer i forbindelse med død og bisættelse. Eller ganske enkelt lade forstå, at vedkommende er død.

Så, selvfølgelig skal der stå hans navn. Og dét er ikke Morfar, eller Lunse, eller Møffe, eller Moff, eller Vaav-ner. Man skulle nødig sprede skræk blandt danernes familier, så der skal stå hans fulde navn, det der brugtes af alle, som ikke kendte ham, kørekortets og rudekuverternes navn. Hans offentlige navn:

Vagner Lundholm.

Continue reading “Min Første Dødsannonce”

aftenTV

(Forspil: digteren har forsøgt at gøre noget andet end at fortælle om sin digtsamling, romanforfatteren har på alle måder forsøgt at drage paralleller fra sin bog til den virkelige verden og studieværten har hver gang, der var ansats til dialog, afbrudt dem.)

Jamen, hvem skriver du for, siger romanforfatteren til digteren. Du kan da ikke bare skrive for dig selv.

Hvem skriver du for, siger digteren til romanforfatteren. Du tror da ikke, at du skriver til “folk” eller noget andet, der findes?

Jo, selvfølgelig skriver jeg til mine læsere, og de findes da derude, det ka man da se på salgstallene, siger romanforfatteren.

Okay, hvis ret skal være ret, så skriver jeg ikke engang for mig selv, for den person jeg skriver til, findes ikke endnu, siger digteren. Jeg skriver…

Altså, nu kan man jo sige meget om skriftens modtager… siger studieværten.

Ja, det kan man, siger digteren, men det bliver ikke af dig. Henvendt til romanforfatteren: Kan du ikke se, at det ikke er os, der er til debat her? Det er ikke os, der er på skærmen? Det er mediet, der er programmet og ikke en debat om den nyeste litteratur. Det er alt det, mediet kan og kan kontrollere, der er på programmet.

Jo, men… siger romanforfatteren.

Jeg tror, at tiden er… siger studieværten.

Jeg kan sidde hér og være hånlig, siger digteren, og så er det dét, folk husker, for det er dét TV’et viser. Jeg kan være intelligent og sige til dig, at du ikke aner, hvem det er der læser dine bøger og hvad der egentlig sker i dém, der gør. Og så vil de, der forstår hvad jeg siger, huske at jeg er intelligent, mens mediet sørger for at alle andre skubbes væk af min intelligens. Jeg kan også trække bukserne ned og lege med min pik for åben skærm, og så er det dét folk ser. Ja, det må jeg hellere. Maestro, musik.

Orkesteret sætter spontant i med The Stripper og digteren begynder at smide trøjen. Det knitrer i mikrofonen.

Jeg kunne også fremsige et digt imens, og formilde min overskridelse i bedste sendetid, siger digtere, og når jeg så siger, at jeg ikke lige nu kan huske noget, der passer til dét her, vil jeg blive husket for dét. Og hvis jeg er nødt til at tage mikrofonen af og hengive mig til kun at være billede på skærmen, uden talemulighed, så er det dét, jeg bliver husket for. Pantomime på en mørk hulevæg.

Er det, hvad du er nødt til at gøre for at sælge dine bøger, siger romanforfatteren.

Foreløbig har jeg ikke gjort noget andet end dét jeg er, siger digteren. Hvis det jeg gør har betydning for læserens opfattelse af min skrift, jamen så er hér en bred indgangsdør til værket, værsgo, kom indenfor. Han får endelig hæftet mikrofonen af og trækker trøjen over hovedet. Musikken ér stoppet.

Du vil gerne debattere noget… siger studieværten.

Er det ikke, hvad det er, det her, siger digteren. Et debat- og nyhedsprogram?

Jo, men vi har folk ventede i kulissen, siger studieværten.

Jamen, så bring dem alle sammen ind, siger digteren. Kom med dem alle sammen og åbn nogle flasker cava samtidig. Så skal vi sgu få samtale, som vil flytte klodser.

Det er faktisk en god idé, siger romanforfatteren.

Vi har ikke plads i sofaen… siger studieværten.

Så laver vi plads, siger digteren og romanforfatteren i munden på hinanden.

Jeg… siger studieværten. Ind fra højre træder fire mennesker, to kendte, to endnu ukendte.

Digteren springer op og går hen og præsenterer sig. Romanforfatteren følger trop. Vil I ikke sidde, siger digteren.

Jo, tak, siger både den berømte og tolerante erhvervsmand, den aldrende danser, kvinden med kræft i hjernen der blev helbredt ved tankens magt og teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel.

Hvorfor er det lige dig, der skal være studievært, siger den aldrende danser til digteren.

Jamen, ham der gjorde det ikke særlig godt, og så forsøgte jeg bare at sige noget væsentligt, siger digteren. Jeg behøver ikke jobbet. Og nu er I her jo.

Synes du, det er mest sjovt, at du sidder i bar overkrop på direkte landsdækkende tv, eller ér det en karrierehandling, siger den tolerante erhvervsmand.

Er det ikke en karrierehandling, det du gør lige nu, siger digteren.

Jo, siger den tolerante erhvervsmand, det har du helt ret i.

Men det er jo ikke til at adskille fra resten af vores liv, er det vel, siger romanforfatteren.

Nej, siger danseren og ler, de to hænger altid sammen, og sikkert uanset hvilken branche man end bevæger sig i. Vi har lige talt lidt sammen ude i kulissen og Grethe har ikke rigtig lyst til at være her. Er det okay, at jeg siger det, Grethe?

Kvinden med kræft i hjernen, der blev helbredt ved tankens magt, nikker, men siger ikke noget selv.

Men hun er her, fordi hun vil dele noget med andre, som hun synes er vigtigt, siger den aldrende danser. Den lille del af hendes liv – nuvel, den er nok ikke helt så lille endda – men den del af hendes liv, som andre kan drage nytte af, vil hun gerne give til andre. Og som sagt har hun ingen andre ambitioner med at være her end netop dét. Og så vil hun gerne tilbage til sin egen verden, ikke Grethe?

Jo, siger Grethe.

Alle ser på hinanden. Studieværten har hånden over øret med ørehøjtaleren. Digteren tager den aldrende danser i hånden og fører hende hen til sofaen. De andre tre fra kulissen følger med. Studieværten rejser sig og byder Gretha sin stol. Hun ryster på hovedet og sætter sig i sofaen til venstre for den aldrende danser. Erhvervsmanden tager teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehande,l i hånden og sætter hende i studieværtens stol, og sætter sig i sofaen på højre side af den aldrende danser. Romanforfatteren nikker til studieværten, som griber fat i den anden side af bordet i midten mellem møblerne, og sammen slæber de det ud til siden. Digteren sætter sig på gulvet neden for Grethas plads med skulderen op af sofaen, romanforfatteren sætter sig på den anden mindre sofa, og det samme gør studieværten.

Nogen ville kalde det her et tableu, siger romanforfatteren, og ryster samtidig på hovedet, så det fremgår at det ikke skulle have være sagt. Stilheden knitrer en smule.

TAL, kan man høre nogen sige. Studieværten drejer hovedet og ser ud til siden. Ser så på sine gæster igen.

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, siger teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel. De ser alle på hende med interesse.

Men nu kan jeg ikke finde ud, om det er vigtigt, fortsætter hun.

Prøv at sige det, siger digteren.

Altså, de var alle sammen så venlige, alle dem jeg mødte, lige indtil de ikke var det længere, siger hun. Altså… Hun ser ned i skødet.

Romanforfatteren rækker over og tager hendes hånd. Teenageren som havde vundet en Ruslandsrejse, der viste sig at være organiseret slavehandel, løfter hovedet. De var alle sammen så venlige, siger hun, nej, de var hjertelige og varme, og så pludselig var de det ikke længere. Jeg har svært ved at forstå, at det er muligt at virke som om, man er et varmt og dejligt menneske, og så pludselig skifte om til noget andet. Det er det værste for mig ved det, der er sket.

Sådan var min far, siger den aldrende danser. De ser alle sammen på hende.

Din far, siger romanforfatteren. Som vi alle kender som den varmeste person i dansk revyhistorie?

Ja, siger den aldrende danser. Og jeg forstod heller ikke noget. Og forstår det stadig ikke. Men det var lige som en kontakt, der blev tændt og slukket. Ikke noget, jeg tror, han havde reelt kontrol over, han var jo afhængig af at være morsom og varm og sprudlende og fuld af sjove og begavede indfald. Men tænd, sluk, sådan var han hele livet. Jeg var glad, da han døde. På hans vegne.

Der er altid håb, siger Grethe. Alle ser på hende. Jo, se på mig, siger hun. Jeg lever.

Jeg blev opereret for leverkræft sidste forår, siger studieværten. Alle ser på ham. Han trækker op i trøjen og viser et langt ar i maven. Alle troede, jeg var på kærlighedsferie i Alperne, men det var rekonvalescens efter operationen. Det var derfor, der ikke var nogen billeder fra pisterne. Han trækker ned i trøjen. Jeg ved ikke, hvornår jeg dør, man kan åbenbart aldrig sige noget med sikkerhed, når først man har fået kræft i leveren.

I ved godt, at I er på nationalt tv, ikke, siger digteren. Han ser på dem alle efter tur.

Alle nikker efter tur.

Digteren nikker også.

Kan du ikke sige noget om økonomien, Svend, siger den aldrende danser.

Den tolerante erhvervsmand ser overrasket ud, og ler så. De andre på scenen ler også. Publikum ler med.

Den går op og ned, siger Svend. Alle ler igen.

Hvad er… Øj, det er svært, det her, siger romanforfatteren, men jeg er nødt til at prøve at sige det.

De ser alle sammen på ham.

En af de ting, siger han, som jeg ved jeg har ledt efter i alle mine bøger, og når jeg tænker og taler med mennesker… Hvad er værdien i livet? Eller snarere, hvad er livets værdi?

Ingen siger noget.

Vi er så forskellige, siger romanforfatteren, og når vi som argument behøver, at vi alle sammen vil det samme, og drømmer om det samme, og længes mod det samme, og egentlig har de samme behov, så siger vi dét. Og når vi behøver det modsatte argument, at vi egentlig ikke rigtig forstår hinanden, og hele tiden er nødt til at forklare for hinanden og for os selv, hvad forskellen er på de mange, mange forskellige måder, vi udlever vore behov og længsler og drømme og behov, nå, det har jeg sagt… så bruger vi dét argument. Og begge argumenter er sande. Vi er både ens og ikke ens.

Den aldrende danser og digteren og Svend nikker.

Det gør værdien af livet meget svær at få skovlen under, siger romanforfatteren.

Alting fortsætter bare, siger Svend.

Ja, siger romanforfatteren. Alting fortsætter bare.

Eller ophører, siger studieværten.

Ja, eller ophører, siger romanforfatteren. Alle tilstande er til stede samtidig. Mens Ulla bliver kidnappet af slavehandlere, får Jørn kemo i de Schweitziske alper…

Det var altså sidste år, siger studieværten.

Den relative tid er uden betydning, siger romanforfatteren. Mens Ulla er i Rusland på vej til gud-ved-hvilke-kummerlige-forhold, får Jørn Kemo, og Anastasia siger farvel til sin schizofrene far, og Svend mister 500 millioner på en fejlsslået merger osv. Historien, der fortælles er en evig historie. Men den er samtidig kun en historie. Og så er mit spørgsmål: Hvordan får vi dét ud af historien, som gør at vi synes at livet har værdi, og hvilken værdi er dét så?

Jeg lever i dag, fordi jeg troede i går, siger Grethe. Er det ikke dét, du leder efter?

I mit hoved, siger romanforfatteren, i mit hoved forstår jeg godt hvad du siger. Og i mine følelser forstår jeg dig. Men egentlig forstår jeg det ikke. Når du dør – og tag det ikke personligt – så lever jeg videre…

Grete nikker.

For mig er svaret, at vi ikke slås hér, siger Svend. De ser alle på ham. Fred er livets værdi for mig. Jeg gør det hver dag. Slås, mener jeg. Ikke med sværd og blod, men det er en kamp.

Står du så foran spejlet og ser en kriger stå derinde, siger Anastasia. De ler alle sammen. Publikum ler med.

Svend smiler stort til hende. Ja, det gør jeg faktisk, siger han. Hver morgen tager jeg min rustning på, og jeg vælger slips efter dagens vigtigste kamp, som jeg kender den. Og på kontoret har jeg et par slips i andre farver, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg smilede, siger Ulla. De ser alle på hende. Jeg smilede, siger hun og ser ned i skødet. Romanforfatteren klemmer hendes hånd. Da de begyndte at blive ubehagelige og skiftede fra at være venlige og varme til kommanderende og kolde, begyndte jeg at smile hele tiden. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom på det, det kom bare til mig, tror jeg. Og det virkede. Jeg gjorde, som de sagde. Når de bad mig tage tøjet af, så de kunne undersøge mig, og tage billeder af mig, og… og… og…

Du behøver ikke sige det, siger romanforfatteren.

Jo, jeg gør, siger Ulla. Mens de voldtog mig, smilede jeg, og lo, og jokede, det var som om jeg kunne se det sjove i alting, bare den mindste lille detalje, som f.eks. en edderkop oppe i hjørnet ved vinduet over madrassen, mens den her lille fede, behårede mand lå oven på mig, edderkoppen blev pludselig hvirvlet ind i sit eget spind, det må have været en luftstrøm fra vinduet, den snurrede rundt og rundt i sit eget spind og måtte bruge meget længe på at kæmpe sig ud af, og lige så snart den var ude af det, begyndte den at reparere spindet, og dér lå jeg, mens han pumpede løs og kameramanden spiste en sandwich, og lo og lo og lo. Jeg tror, de troede, at jeg var blevet sindssyg, men det var jeg ikke. Og de begyndte at behandle mig, som om jeg var én af dem, og det var en af grundene til at jeg kunne flygte.

Ingen siger noget. Digteren samler sin trøje op fra gulvet og trækker den over hovedet, klipser derefter mikrofonen på, som han har i hånden.

Jeg har været her meget længe, siger Anastasia. De ser alle på hende. Jeg er gammel. Min krop er træt, og jeg er ved at blive træt af at være træt. Hun sukker. Jeg ved godt, at den gængse holdning og dét, folk altid siger i den slags situationer, og jeg gør det selv, er at jeg har levet et langt og indholdsrigt liv. Men jeg har sgu ikke levet færdig. Det er bare kroppen, der ikke vil mere. Og den er der ligesom ikke noget at argumentere med. Jeg har ikke lyst til at komme herfra, men kroppen er uenig. Og jeg har brugt hele livet på at få kroppen under kontrol, så jeg kunne lave alle de der piruetter og vanvittige spring og vrid og alt det andet, og nu vil den ikke mere, og hvis jeg forsøgte, om jeg så varmede op i to timer, ville jeg sikkert både brække og forstrække et eller andet. Jeg kan bare ikke længere kontrollere den. Så, når jeg taler med min krop…

Digteren, romanforfatteren og Svend små-ler.

Når jeg taler med min krop, siger Anastasia og smiler, så siger den til mig, at den er mig og jeg er dén, og at jeg aldrig har haft kontrol. Og jeg forstår det ikke. Jo, jeg forstår det, men jeg forstår det alligevel ikke rigtigt.

Grethe nikker. Da jeg fik konstateret min svulst i hjernen, siger hun, troede jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Det troede jeg faktisk meget længe. Jeg havde været ryger, jeg havde levet for længe i et dødt ægteskab, mine voksne børn var altid i totterne på hinanden, min mand… Hun ser ned, men ser straks op igen. Jeg troede, at der var noget galt med mig, altså som menneske, fordi jeg havde fået den her hjernesvulst. Og jeg ved godt, at mange har skrevet og snakket om det her med positiv tænkning, og at folk er ekstremt mistænksomme over for alle, der tjener penge på at tale om det, så det er virkelig svært at få en regulær samtale i gang, især med lægerne, om hvad man som patient kan gøre for at hjælpe sig selv, men så talte jeg med min svulst.

Digteren læner sig tilbage i sin skrædderstilling og ser op på hende.

Ja, siger Grethe og ser ned på digteren. Jeg talte med min svulst. Jeg ved godt, at det sikkert lyder meget underligt, hvordan kan man tale med noget, der vokser i éns hoved, men det gjorde jeg. Hver morgen, mens jeg drak kaffe… min mand var et andet sted… hver morgen spurgte jeg min svulst, hvad jeg havde gjort galt. Og så sad jeg bare og lyttede. Og længe, længe, sagde den ikke noget. Og så en dag gjorde den. Det var lige som med mine børn, efter de var født, der gik lang tid, før de begyndte at bruge et sprog, jeg forstod, men pludselig forstod jeg, hvad svulsten sagde til mig. Den sagde, du er ikke alene.

Digteren, romanforfatteren, Ulla og Anastasia suger hørbart luft ind.

Nej, ikke på den måde, siger Grethe. Den mente, at jeg ikke var alene i verden. Ikke, at jeg havde udviklet den som en støtte i ensomhed, eller at den og jeg var det samme.

Undskyld, at jeg afbryder, siger romanforfatteren, men jeg er nødt til at spørge: Hvad gjorde du så?

Det gør ikke noget, sige Grethe, jeg gjorde ikke noget. Det var svaret, der gjorde det. Jeg kunne pludselig se, at der var for stor forskel på mig og verden omkring mig…

Ah, du balancerede ikke, siger Anastasia.

Ja, siger Gretha. Jeg balancerede ikke. Og så begyndte jeg at spørge min svulst, hvad det ville sige, at der var forskel, og den kom med forslag, og så begyndte jeg, samtidig med min kræftbehandling, at arbejde med at hjælpe mennesker omkring mig. Jeg begyndte i min egen opgang. Der var en gammel kvinde ovenpå, som altid var en halv time om at komme op og ned af trappen, og altid brokkede sig over alting. Vi byttede lejlighed. Først byttede vi senge, og over en måneds tid alle vores ting. Så skulle hun kun en halv trappe op. Hun har det meget bedre nu, og vi har fået sådan et forhold som en mellemting mellem søster, veninde og mor for hinanden. Hun er et meget dejligt menneske, nu hvor hun har det bedre. Og så hjalp jeg en dreng, der tit sad og ventede foran min nabos dør. Detaljerne er ligemeget, men han havde brug for nogen, som lyttede til ham. Han har det også meget bedre i dag, og det har hans mor også. Og så hjalp jeg min grønthandler, der kommer fra Irak. Han forstod aldrig en tredjedel af de breve, han fik fra det offentlige og fra banken og så videre, og vi er kærester i dag, og han er en dejlig og varm mand. Og jo flere mennesker, jeg hjalp, desto mere svandt svulsten ind. Lægerne kunne selvfølgelig ikke acceptere nogen sammenhæng imellem de to, for dem var det strålingen, der virkede, men for mig er det helt tydeligt, at svulsten hjalp mig med at gøre sig selv mindre. Og i dag er den helt væk. Lægerne siger, at jeg ikke længere er syg.

Det er dét, sygdom betyder, siger digteren. De ser alle sammen ned på ham. Han ser overrasket ud. Altså… at være syg er betegnelsen for en diagnostisk afgrænset ubalance, og når ubalancen ikke længere kan påvises, kan man ikke længere betegnes syg. Han ser ned i gulvet.

Ingen siger noget.

Da han ser op igen, ser han vred ud. Men lægerne kan ikke, siger han, angiveligt qva deres lægeløfte, undlade at fastholde observationen af deres patienter, og dertil bruger de statistik. Du har så og så stor statistisk sandsynlighed for at dø eller leve eller udvikle dittedatten komplikationer. Digteren er så vred, at han næsten spytter. Hvilket betyder, siger han, at de fastholder folk i en sygdomslignende tilstand lang lang tid, uden egentlig at give dem muligheden for selv at forstå, hvad det vil sige at være henholdsvis syg og rask. Lægerne holder dem i et vaccuum mellem syg og rask, indtil statistikken… Digteren ser ud til at være ved at græde.

Gretha rækker en hånd ned til digteren, som han tager imod.

Indtil statistikken bliver… insignifikant, siger digteren sørgmodig, og så slipper de folk, farvel, ud af statistikken og ind i en anden statistik. Hans hoved falder ned.

Ingen siger noget.

Digteren løfter hovedet igen. Der er tårer på hans kinder. Undskyld, siger han, og jeg ved godt, at det kan være svært at forstå, men det er ikke mig selv, jeg græder for. Han klemmer og slipper Grethes hånd, og tørrer sine tårer af kinderne med begge hænder. Jeg græder for menneskene. Det er menneskene, der får mig til at græde, tanken og følelsen om, af, skide forholdsord, det er alt det, menneskene bliver udsat for at hinanden, der får mig til at græde. Og især, hvor den samlede intelligens burde vide bedre, som f.eks. i lægestanden, eller i erhvervslivet… no offense… Han nikker til Svend, som ryster en enkelt gang på hovedet. Eller blandt politikerne, eller lærerne, eller hvilken som helst instans, menneskene er underlagt hjælp og støtte og vejledning af, der egentlig burde have begavelse nok til at se alting en smule udefra, men som ikke ser nogen reel kobling imellem deres egne personlige behov som individer, og det de afstedkommer i deres professioner på det større plan med venstrehånds- og rygradsbehandling af deres respektive klienter, menneskene, der behøver dem. Denne adskillelse mellem mennesker får mig til at føle sorg, og så græder jeg. Det er nok lidt patetisk, men savnet er stort.

Hvilket savn, siger romanforfatteren.

Jeg er sikker på, at jeg er rigtig god til at projicere og generalisere, men når jeg mærker noget på min egen krop eller bliver vidne til noget overgå de mennesker, jeg elsker, så ved jeg med sikkerhed, om det her er noget, der er isoleret til mig eller dem, eller om det er noget, der sker andre steder også. Og jeg har oftest også en helt klar fornemmelse af omfanget, om det er meget eller lidt, og på hvilken måde det udtrykker sig. Og jeg siger ikke, at jeg har ret, slet ikke, dét har jeg lært, men dét er min virkelighed, som den udtrykker sig. Ikke en eneste gang har jeg hørt, eller læst, eller forstået noget, der har kunnet modsige det eller gøre dét forkert, som jeg føler og fornemmer. For mig er menneskene ikke bare i hænderne på deres egen frygt. De er også i hænderne på de andre menneskers frygt. Og det er dét, der gør så ondt.

Ingen siger noget.

Hvilket savn, siger romanforfatteren.

Digteren ser op på ham. Det er… siger han. Det er som om der ind over hele billedet af menneskene, som de fremtoner overalt, altså når man ser på menneskene som en helhed, ikke, ligger et andet billede, hvor menneskene ikke er adskilte fra hinanden af manglende forståelse eller frygt.

Må jeg godt sige noget, siger Ulla.

Selvfølgelig, siger digteren og ser over på hende.

Måske er det andet billede det, du gerne vil være, siger Ulla.

Ingen siger noget.

Måske er det første billede dét, du lever og er, siger Ulla. Og det andet er så det, du gerne vil være. Og så græder du egentlig, fordi du kun kan ane det andet, mens det første fylder så meget for dig.

Jeg tror, Ulla har ret, siger Grethe.

Også jeg, siger Anastasia.

Ikke enig, siger romanforfatteren og ser rundt på dem alle sammen efter tur. Dét, jeg tror, Casper siger, er at han reelt oplever at stå uden for eller oven for menneskene og se på, hvad de, hvad vi, gør ved og med hinanden, og at der er en… mulig… virkelighed, billedet hvor menneskene ikke er adskilt fra hinanden af frygt, ret mig, hvis jeg siger noget sludder, Casper.

Casper nikker.

Og denne virkelighed er en virkelighed, som alle, eller de fleste mennesker, er fælles om at behøve at tro på er mulig, men endnu er der ikke tilstrækkelig konsensus til, at denne fredeligere mulige virkelighed kan være en fælles virkelighed. Caspers savn handler derfor om alle menneskers savn, er det rigtigt, Casper?

Casper nikker.

Det er savnet efter ikke at være bange, som stort set alle mennesker deler, siger romanforfatteren.

Men er det ikke det samme som, at det er Caspers egen virkelighed, siger Anastasia. Man kan vel ikke stå så meget uden for, at man ikke er en del af dét, man observerer på?

Må jeg, siger Svend.

Alle nikker.

Nu, hvor vi taler sammen på den her måde, har jeg lyst til at påpege, at jeg er mere end bare én fyr, der ved noget om økonomi og forretning, siger Svend.

Det ved vi godt, siger Anastasia og klapper Svend på knæet.

Jo, men ved dé det, siger Svend og peger mod et kamera. En rød lampe tænder på toppen af det. Jeg behøver bare at komme med et eksempel fra erhvervslivet… Han ser rundt i kredsen.

Ingen siger noget, romanforfatteren nikker.

Fysikken, det vil sige, kvantefysikken siger, at man forandrer på dét, man observerer på, siger Svend. Hvilket udgør en væsentlig del af den monetære helhed. Alle værdier er bundet sammen i ét stort system. Ikke-økonomer kunne nok være fristet til at kalde det et energisystem. Altså, en masse forskelligrettede energier, der holder hinanden i skak, eller mere eller mindre i skak, for der sker jo forskydninger hele tiden, formålet med at beskæftige sig med økonomi er jo netop at flytte energier, bestemte energier, i sin egen retning. Det sker i en overordnet forstand på samme måde som i kvantefysikken, at dér hvor man lægger sin opmærksomhed, flyder energien hen. Der hvor man lægger sin opmærksomhed, flyder pengene hen. Så, det handler om at være opmærksom, hvis man skal tjene penge. Jeg ved, at mange mener, at erhvervsfolk, der tjener ustyrligt mange penge, per definition er uhæderlige tyveknægte, der stjæler og tilraner sig andre folks midler, men som jeg kender erhvervsfolk, er det ikke den overordnede praksis. Selvfølgelig er der altid folk, med flosset moral, eller dén har vi måske alle sammen, men nogles moral er mere flosset. Men generelt tjener folk blot penge ved at være opmærksom på, hvordan pengene strømmer mellem punkter, og hvor de hober sig op. Og så forsøger de at få pengene til at flyde en anden vej, dér hvor de har hobet sig op. De drejer energistrømmen, om man vil, og bliver rige…. Eller de tager fejl eller lægger ikke nok opmærksomhed i forsøget, og bliver ikke rige. Og det er dét Casper taler om, tror jeg.

Casper lægger hovedet på skrå.

Egentlig tror jeg, det er det, vi alle sammen taler om, siger Svend. Fra Mittelbachs søgen efter livets værdi… Han indikerer romanforfatteren med en finger. Over Ullas latter og Grethes samtale med sin svulst, til Anastasias tab af smidighed og styrke og Caspers dobbeltsyn… Han indikerer dem alle efter tur. Og mit eget formål med at være her, som er den upensionérbare erhvervsleders lod… at trøste og tryne, så alle kan føle sig trygge eller opildnede, og samfundets hjul… kan fortsætte med at køre rundt til størst mulig gavn og nytte for det størst mulige antal mennesker… Og dig, Jørn… Svend ser over på studieværten. Dit arbejde med at bringe folk sammen hér, som dine chefer ødelægger på daglig basis, og du bliver alligevel ved.

Studieværten nikker.

Det handler i mine øjne kun om opmærksomhed, siger Svend. Ikke noget andet. Og hvis jeg kommer herfra uden at have sagt mere end det, vil jeg være fuldt tilfreds.

Stiller træskoene, mener du, siger Anastasia.

Nu går jeg ikke med træsko, siger Svend, men… Han rejser sig brat og rækker en hånd ned mod Anastasia. Må jeg, siger han.

Hun griber hans hånd og lader sig trække op at stå. Svend omfavner hende, blidt. Det her har jeg haft lyst til, siden første gang, jeg så dig danse, siger han.

Anastasia lader sig kramme, hendes hånd med de kraftige fingre og røde negle på hans skulder har fat er parat til første skridt i en tango.

Ingen siger noget.

En blandt publikum begynder at klappe. En anden følger trop. En tredje. Og så resten. Bifaldet akkompagneres af piften og begejstringsudbrud.

Svend træder tilbage fra Anastasia, kigger ud på publikum, og på Anastasia. Byder hende sin arm, som hun tager, og sammen går de ud i kulissen.

Digteren rejser sig brat, vakler lidt, vinker kort til publikum og følger efter Svend og Anastasia.

Mittelbach rejser sig fra pladsen ved siden af studieværten, rækker en hånd ud mod Ulla i stolen og Grethe i sofaen, får begge deres hænder, og bukker mod publikum. Ulla og Grethe følger med ham, da han snurrer rundt, og de følges ud i kulissen, hånd i hånd i hånd.

Jørn, studieværten, bliver siddende i den lille sofa, mens bifaldet bliver ved og ved, og lyset dæmpes helt til sort.