Category: emagazine

Det første, der rigtigt slår mig (hårdt) i talen om bøger på diskette og CD-ROM, er rettighedsspørgsmålet set i europæisk perspektiv. Giv mig tid til at komme rundt om det.

At det danske sprog har for lille udbredelse til at kunne understøtte mere end en håndfuld forfattere, har sikkert aldrig forhindret nogen i at skrive. Men jeg er fuldstændig overbevist om, at de eksisterende danske papirforlag, selv med tanke på hvor få vi er i Danmark og Solvang, gerne udgav endnu flere danske bøger, såfremt kaliteten bare var høj nok. Dette gælder også digtsamlinger og andre snævre skriftområder.

Nu har enhver med hang og trang til skriftbilleder mulighed for via sin computer at få et bogmanus i omløb til under en femtedel af hvad et papiroplag ville have kostet. En bog i almindeligt udstyr koster typisk 40 kr. at producere, en diskette kan fås for otte. Men! Men men men men…

Første forslag til den elektroniske bog:

1. Lav den elektroniske bog-bog. Denne første udgave skal være på størrelse med en overstørrelse paper-back, veje omkring 200 gram, være udstyret med tre stik:

• 1 til den stationære computer til “re-fill”,
• 1 til en chipROM og
• 1 til ekstern strømforsyning/genopladning af batterier.

Den skal laves som en bog – have en højre og en venstre side og være hængslet i ryggen. Den skal have tre knapper: Tænd/sluk, næste side og forrige side. Læsefladen skal ikke kunne scroll’e, men gerne kunne gengive et gråtone-billede. Den skal kunne huske titel og “sætte et bogmærke” dér man er kommet til i bogen, når man lukker bogbogen. Det skal være muligt at customize omslaget – altså f.eks indbinde bogbogen i skind. Den skal koste under en gennemsnits-dagløn.

Dette svarer nogenlunde til fra privatbilisme i overvejende grad at overgå til kollektiv trafik.

Drop idéen med at udgive normale bøger på diskette. Der er for mange problemer med at kunne betale forfatterne, da enhver jo kan lave 700 kopier af Peter Høegs næste bog til alle sine venner, uden at denne ser en øre deraf.

2. Udgiv bøger på chipROM. Der er en pris på ROM’en, og indholdet koster efter forskellige kriterier – noget lig biblioteksfordelingssystemet ville måske være en god idé:

• Pris efter objektiv-mængde (faktisk omfang),
• pris efter subjektiv mængde ([forfatterens] tidsforbrug – 1 side lyrik = 10 sider prosa eller lign.),
• pris efter nationalitet: en dansk udgivelse får 1/10 af indholdsprisen i forskud fra udgivelsesdato og endnu 1/10 for hver solgt udgivelse fra kulturstøtten.

Tre udgivne bøger sikrer automatisk status som skribent i bistandssammenhænge (hvis man vil), med dertil hørende ret til minimumsbistand, som nedsættes i de måneder man tjener penge på sin metiér. [Forfatterløn].

Sigt mod det totale elektroniske bogmarked. Der vil stadig være folk som mig, der trykker og får trykt papirbøger (evt. på hampe-papir i fremtiden), men jo hurtigere et skift vi får, desto nemmere kan vi hamle op med det udenlandske marked.

Få bog-bogen patenteret globalt.

Opslagsværker fastinstalleres på bestilling. I Opslags-bogbogen.

Rent miljømæssigt er alle disse chips dog en dårlig idé. Man kunne så i stedet lave dem til RAM’s (der kan slettes og gen-optages), men er så lige vidt rettighedsmæssigt.

Forslag nummer to bygger på den holdning, at Danmark alligevel er for lille et sprogområde til at kunne opretholde en litteraturstandard, som ikke er underbygget af den til enhver tid gældende ideologi på Sammenlignende Litteratur fem år tilbage. Når forlæggerne benytter akademikere som orakler, fordi redaktørerne ikke længere har råd eller beføjelser til at satse på personlige interesser, yngelpleje og regulær intuition, størkner tankemiljøet i en evig forsinkelse. At kritikerne ofte er de selvsamme, som assisterer forlæggerne, eller ihvertfald af sammen byrd eller generation, hjælper jo heller ikke noget.

“fremtiden”

1. Vi fik endelig taget os sammen til at gøre bogen totalt et-nul’et. Vi lavede den skide database og proppede alle bøgerne ind i den.
2. Men først skulle Danmarks mest forstokkede, ineffektive del-monopol-koncern oppe sig helt gevaldigt og rent faktisk indse, at Danmark var mere end på vej til at få en elektronisk nætværks-overbygning. Gæt hvem? (Tele-Danmark) Og deres priser!!! De sænkede dem jo ikke, uanset hvor meget de tjente. De fattede ikke, at de spærrede for almindelige borgeres adgang til telefonnettet på en daglig, betalbar basis. De fattede ikke, hvis det endelig skal være på den måde, at de måske kunne tjene mere totalt, hvis de ville indvillige i at fordele indtjeningen over flere forbrugere. Men det tvang man dem til at forstå.
3. Udlånet foregår fra lokale main-frames, lige som forne dages biblioteker. Bibliotekarer køber bøgerne som før, og kan man ikke få en bestemt bog fra sin lokale frame, kan man bare ringe en anden op, evt. i en anden landsdel til en anden teletakst.
4. Så længe biblioteker har eksisteret, eller snarere: så længe gratisudlån af bøger har fundet sted, har der været et misforhold mellem indtægt og antal udlån. Og det er der fortsat. Og det skal der gerne være fremover også. Den fattige kan stadig låne bøger. Betalingen foregår efter en omregningstabel. Hver låner betaler 0,1 promille af hver 1000 indtjente kroner pr. lånt bog, og 1 promille af hver 1000 indtjente kroner for hver lånte nye bog – som så også kan kopieres og beholdes, om man vil.
   1. Disse penge er et udlån fra statens side og trækkes kollektivt over skatten.
   2. Fratrukket rene udgifter fordeles hele lånepuljen blandt forfatterne efter systemet omtalt i første afsnit, men med klar skelen til antal udlån og salg. Fordelingen sker efter aftale med forfatteren – på uge, måneds, kvartals eller årsbasis. Omregningen er jo nem nok. Og opgørelsen ligeså.