– I psykoanalytisk teori, i væsentlig grad introduceret af Sigmund Freud, refererer “Besetzung” til investeringen af mental eller følelsesmæssig energi (ofte forbundet med libido) som knytter os til forskellige aspekter af vores mentale forestillinger om verden: en person, et objekt, en idé eller endda i dele af egen eller “den andens” krop.
Besetzung” (besættelse) blev senere oversat til engelsk som “cathexis”.
– Kathexis (eller cathexis) har sin etymologiske oprindelse i det græske ord “κάθεξις” (kathexis), som betyder “at holde fast ved” eller “besættelse”. Det kommer fra det græske verbum “κατέχειν” (katechein), hvor:
“κατά” (kata) betyder “ned” eller “imod”
“ἔχειν” (echein) betyder “at holde” eller “at have”
– Decathexis eller “Debesetzung” er så den modsatrettede proces, hvor denne følelsesmæssige “investeringsenergi” trækkes tilbage. På dansk ville psykologer og psykiatere kunne bruge udtryk som “følelsesmæssig afkobling” eller “emotionel løsrivelse” i stedet for et direkte lån af “decathect”.
(Enhver er velkommen til at lave sit eget sammensatte ord, som dansk jo er enestestående til!)
– Oversætteren af “Besetzung” har haft stor indvirkning på psykiatrisk behandling og opfattelsen af psykiatri og psykologi verden over, ikke mindst professionaliseringsdistance gennem sproget i noget så almindeligt som sorgbehandling:
“Besetzung” forekommer den engelsktalende verden at være et aggressivt eller dominerende billede på, hvordan psykisk energi opererer. På tysk har begrebet adskillige betydninger, herunder “besættelse” (fiksering), “okkupation” (indtagelse) eller “at tage i besiddelse” (overtage) – som har mere direkte militære og territoriale konnotationer end det græske “cathexis”. Som på alle andre områder stemmer fint overens med, hvordan psyken kæmper for kroppens overlevelse – med insisteren, aggression, følelsesfornægtelse osv osv.
Valget af “cathexis” er i hvert fald en bevidst akademisering eller medicinsk legitimering af Freuds teorier. Ved brugen af et græsk-afledt ord (ligesom mange andre medicinske termer) gav det begrebet en mere videnskabelig klang og distancerede det fra hverdagssprog.
– Denne oversættelsesændring KAN også have været et forsøg på at løsrive psykoanalysen fra nogle af Freuds mere kontroversielle aspekter, herunder hans fokus på hysteri (omend han selv anerkendte problemerne med brugen af ligefremt sprog på engelsk). Det græske ord giver en mere neutral, teknisk, “kontrollérbar” fornemmelse sammenlignet med de aggressive konnotationer i “Besetzung”.
– James Strachey, som oversatte meget af Freuds arbejde til engelsk, tog mange sådanne beslutninger, der sidenhen påvirkede hvordan Freuds ideer blev modtaget i den engelsktalende verden. Oversættelsen til “cathexis” BØR ses som del af en bredere strategi for at gøre psykoanalysen mere acceptabel i “moderne” medicinsk og akademisk kontekst, men man er nødt til OGSÅ at overveje ubevidste kulturelle forskelle som årsag: Britisk engelsk, der som “sprogpsyke” skjuler sig bag “præcise” ord hentet i latin og græsk, og tysk, der er mere “sprogpsykisk ligefrem” og anvender sammesatte ord til at realitetsfundere et ords betydninger. Altså, national konfliktskyhed som årsag til akademisering og distancering fra den virkelighed, som den psykologiske grundforskning reelt ønsker at behandle?– Der er ikke mange detaljerede historiske optegnelser om den præcise beslutningsproces bag Stracheys oversættelsesvalg, men noget kan sammenstykkes:
På opfordring af Freud selv arbejdede James Strachey og hans hustru Alix Sargant Florence fra 1940’erne til 1960’erne (tæt sammen med Ernest Jones, præsident for International Psychoanalytic Association og nogle få andre prominente psykoanalytikere) på oversættelsen af “The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud” i 24 bind – et projekt, der skulle blive betragtet som den autoritative engelske version af Freuds værker.
Stracheys primære støtte undervejs oversættelsen var engelsktalende kolleger; ingen væsentlig dokumentation for samtaler om betydningen af ordvalgene med andre tænkere og praktikere findes, f.eks. filosoffer, sprogforskere, sociologer, fysiske terapeuter, lærere og andre. Han var dog selv analysand hos Freud i en periode og sidenhen psykoanalytiker godkendt af Freud selv, og Freud har måske ikke selv været helt så god til engelsk, og det VAR et livsværk at oversætte ham.
Dertil havde Ernest Jones tillige arbejdet direkte med Freud og fungerede som en slags autoritativ figur i forhold til Freuds tanker – men akademiseringsvalget forekommer at have ligget alene hos Strachey:
– I forordene til de forskellige bind af Standard Edition gav Strachey nogle begrundelser for sine oversættelsesvalg, men disse fokuserede typisk på tekniske og konceptuelle udfordringer – muligvis for at undgå at skulle forklare og risikere misforståelse af både tidsbundne begrebsligheder og tysk kultur, som kunne være svær at sluge for mere “moderne” læsere – men UDTALT med formålet at opnå en form for konsistent teknisk vokabular på engelsk, hvilket var en af årsagerne til at indføre græsk-latinske termer.
– Flere praktikere, tænkere og filosoffer har senere kritiseret Stracheys oversættelser for at “medicinalisere” Freuds tanker og give dem en mere “forskermæssig” fremtoning end de havde i den tyske original. Den franske psykokoanalytiker Lacán var nådesløs (og forstemmende præcis) i sin kritik:
Den mest “indlysende fejl i oversættelsen var udskiftningen af de almindelige tyske begreber, som Freud foretrak, med esoteriske neologismer, så hans JEG og hans DET blev til “Egoet” og “Id”.
Lacán var “især forarget over “oversættelsen af Trieb (drift, trang, ønske) til “instinkt”… hvorved hele bogudgaven baseres på en fuldstændig misforståelse, eftersom drift og instinkt intet har med hinanden at gøre”. 1)
Psykoanalytikeren Bruno Bettelheim gik endnu længere i sin kritik; han hævdede, at “ingen, der kun læser Freud i Stracheys engelske oversættelse, kan fatte Freuds optagethed og bekymring for menneskets sjæl”. 2)
– Det MÅ bemærkes, at disse oversættelsesvalg blev foretaget i en tid, hvor psykoanalysen kæmpede for at opnå videnskabelig legitimitet i den angelsaksiske verden, hvilket kan have været den primære årsag til at vælge mere klinisk-lydende terminologi. Altså, få Freud “ud af tysk” og ind i et større “fællessprog”.
Bare ærgerligt, at akademiseringen fjernede teorierne fra almindelige menneskers forståelse og professionaliserede adgangen til psyken – hér helt konkret til det væsentligste ved sorgbehandling:
At energien, man investerer i nogen eller noget, KAN trækkes tilbage – hvilket er dét, man MÅ gøre, hvis man ikke skal rives med i tabet, faldet, fraværet – dét man kalder “blivende”, “varig” eller “kronisk sorg”.
1) Lacan, Jacques (1994). The Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis. London.
2) Gay, Peter (1998). Freud: A Life for our Time.
—
foto af James Strachey, kilde: Wikipedia
