Time Travel definition in fiction


This is my guide for my Time Travel Movie list – things to consider, when digging up titles.

NB: Be aware of plot-spoilers in method and tags – let people mess up their own viewing pleasure via imdb and RT.


Who is the POV of the story?
Evaluation of the Time Travel theme lies with this view.

Time Travel is a matter of perspective:
Who or what leaves the orderly progression of events, and who is visited by persons, data or objects of a later or earlier data?

Life lived out of sync
with everything else from the perspective of the observing eye – either ageing faster or slower in relative measurement.


Entropic decay of bio-matter will co-exist with matter either younger or older life in relative terms calculated from the assumed beginning of the present cosmological expansion.

Matter instantaneously moved to a different position in space – usually on  an earlier or later position of Earth in space or in its vicinity.

Matter taking up space out of sync with universal expansion of matter.

a matter of POV

Decay of matter is slowed down for some, while entropy progresses remains the same for others; decay of matter is a relative term

  • Rip van winkle is the classic of the man, who slept for 20 years without ageing
  • Cryogenics: technology freezing and thawing – from the general idea that matter decays slower when colder
  • Suspended Animation: another term for the same, without the tech-lingo
  • Slow/Fast Motion: faster/slower ageing relative to observer point of view
  • FTL, Faster Than Light travel: comparatively those on the ship are younger than those at home, when they return
  • Skirting the black hole: Same result as FTL. of the ship escapes the pull of the black hole’s mass

Time regarded as a recording on a cassette tape or backup storage of an earlier date (eg. Apple’s software technology “Time Machine backup…”)

  • Rewind time: Undo events by returning to a point, where the future “hasn’t happened yet”
  • Time in reverse: Observable from a point in time – The rose is seen to return from dust to sprouting bud, the world around goes backwards in time
  • Outside of Time: Entropy continues as normal locally (eg. in the body), while entropy in the world around is at any stage ofdecay
  • Alltime: Same as Outside of Time – imagining “all events” contained inside something, eg. the universe, while residing in the greater Cosmos without time and entropy

Points of View cause events through observation, all events are subjective except for larger themes (names, data and places, normally – but even these can differ between observers)

  • Loop: From observer POV events repeating from a certain moment in time, usually without volition, “it just happens”
  • Undoing time, undoing fate: Instantly return to a moment in time and change events from then on
  • Events in reverse, reset time: observe or be part of undoing events back to certain moment in time

The how of access to a different era

  • Time Travel or just TT – the obvious ability of device, object or person to change position in space faster or slower in relation to matter expanding at a rate set by the beginning of all matter
  • TT science – moving matter to “an earlier or later point in space” by the aid of physics
  • Time Machine – a controllable device moving matter to “an earlier or later point in space”
  • teleportation – decomposition of matter to reassemble at a different point in space and (assuming the proces is not instantaneous) time by magic or technology
  • portal – an opening “between ages”, time rift, hole, doorway
  • cosmological – black hole, white hole, warp speed, FTL, subspace travel (“outside of time”)
  • magic – object, formula, or other non-explainable mode of moving objects or living beings to another era
  • data over ages – live communication between ages – between “other nows”, “clair-voyence”, “clair-audience”, “visions”
  • mind travel – to live as or in the mind of another in another era, body swopping over time, virtual reality – digitisation from flesh to bits and back to body, bio->computer interface is fast-time,
  • dreaming – confirmable information received or influential actions undertaken in dream
  • reincarnation – being death and experiencing it (from entropy to zero entropy, maybe) and coming back to life, experiencing several lives in or out of chronological sequence,

these are not necessarily mutually exclusive…

time as a river – philosophically a constant flow in a fixed river “bed”, but any “points” outside of fixed observation are unordered and in total disorganisation, events are subjectively reported, and as such exist solely from observation, and no event can be repeated

block universe, fate, fixed causality, “time as a loaf of toast bread”, going “back” in time leads to the “same” events; what happens HAS happened, what happens WILL happen, NOW and SIMULTANEITY is a matter of directional perspective in the physical universe, people are alive and a given age at any point in past or future

Multiverse, “all actions cause possible realities of actions not done”, “other dimensions of reality”, every action is a branching universe, time travel creates another universe to accommodate change in “flow of time”in the block universe, NOW may share universal creation, birth and age would be similar in parallel realities, but the effect of branching reduces the likelihood of similar parallel realities

Infinite Multiverses, the theory that the limited number of ways the particles in the Universe can be arranged causing replicated Universes, where things are potentially the same in some and very different in others

Daughter Universes is the theory that a universe exists for every possible outcome, meaning from one thing changed in a parallel reality to “non-existence”

[Here is a list of 8 types of TT, each requiring a “special universe]


  1. mono-directional – going back or forth, but not returning to point of departure, earlier or later date
  2. bi-directional – back and forth between points in time
  3. frozen time – only one or a few can move and breathe…

can function as a non-spoiler of the film or make method or theme overly obvious

  • visiting the Past – main characters visit the past
  • visiting the Future – main characters visit the future
  • visitors from the Past – main characters are visited by characters from the past
  • visitors from the Future – main characters are visited by characters from the future
  • Basic Time Travelling – main characters travel freely in time
  • Gaining advantage over the present by going to the past – eg to change events
  • Gaining advantage over the present by going to the future – eg. to get historical information
  • Personal reasons
    • Stopping or freezing time,
    • escaping a Time Loop,
    • stopping ageing,
    • visiting dead people,
    • killing people in the past
    • getting rich in the past with future knowledge,
    • escaping their present,
    • righting a wrong/wronging a right
    • etc


Tagging eg.: dinosaurs, 1872, 1980s, [occupations], Fantasy, Comedy, Lesbian interest, Arthurian legend, the apparent paradox, Korea, Hitler, Love, Monsters, etc.



Hvad Digteren Siger og Gør

– når de tror, ingen bemærker dem

Månedens Essay – er et digt

Posted 7. september 2020

kilde: https://danskpen.dk/maanedens-essay-er-et-digt/

ord krydser grænser

Af Cindy Lynn Brown

Digte kan forandre liv, jeg har set det ske, siger digteren fra Nigeria, der også er jurist og politisk aktivist, digterne er en stamme, menneskeheden en stamme, digterne taler fælles-stammens sag

Digteren fra Vietnam spiller guitar og er inspireret af Bob Dylan

Vi skal have digtene ud på gaden, på skoler og arbejdspladser, siger digteren fra Colombia, digtene tilhører folket, folket behøver håb

En digtoplæsning kan organiseres på et par timer i Prag, på 3-4 dage i Kroatien og på cirka 7-8 måneder i Danmark Continue reading “Hvad Digteren Siger og Gør”

Poetisk Podcast nyhedsbrev #7: nu om Det Vigtigste

– og kærligheden til vokal lyrik


  1. Lyd som liv (Lene Henningsen)
  2. Altså netop nu (Lars-Emil Woetmann)
  3. Tilblivelsen (Rudiger Meyer)
  4. Moonpain Revisited (Klaus Ib Jørgensen)
  5. Afslutning og begyndelse (Peter Poulsen)
  6. Poesi og lyd, menneskeopfattelse og natursyn (Lars Skinneback)
  7. Det vigtigste (Kenneth Krabat)

Poetisk Podcast er en digital platform, som giver mulighed for at opleve poesi i lydlige fortolkninger. Poetisk Podcast udvikles i samarbejder mellem digtere, skuespillere, komponister, musikere o.a.

Nyhedsbrevet udkommer den første fredag i hver måned, hver gang med et gæsteindslag.

kilde: https://poetiskpodcast.dk/nyhedsbrev


Kriteriet for Hvornår noget er en tidsrejsefortælling.

Tiden er vores målestok.

Et spørgsmål, jeg komplet har overset ift. min lange liste over film med tidsrejseindhold:

Spørgsmålet “Fra hvornår til hvornår er rejsens vej?” Hvilket jo netop er hele grundlaget for vurderingen af, om en film rummer et tidsrejseelement.

Hér nogle, der har gjort anstrengelsen med nogle få film.

Maria Og så lige et lille bitte spørgsmål til dig, mr krabat….. Hvad er det der tænder dig så meget I forhold til tidsrejse…..

Kenneth Krabat Det er et spørgsmå omkring tidsrejser, Maria, jeg ikke har noget klart svar på. Ikke fordi der ikke er svar muligt, men fordi der er 1000 svar. Som ikke handler om at se dig i virkeligheden igen, nøgen i solen i vindueskarmen på Nygårdsvej 1984, det smukkeste syn i mit unge liv, for du er for altid inden i mig, den dag, dét øjeblik.

Det samme gælder så også alle andre, jeg har været forelskede i og elsket: Øjeblikke findes inden i mig, der fastholder følelsen i mindet – ting, jeg gjorde, vi gjorde, ting der blev gjort mod mig, ting der bare skete – som regnen, der falder.

Og de ting, jeg har gjort forkert i livet, handlet imod bedrevidende – dem ville jeg stadig have haft gjort, hvis jeg kunne rejse tilbage; de ville være en del af den person, der efterstræber at rejse i tid, fordi en rejse i tid ikke selektivt sletter erindringer. Og hvis jeg har foretaget nogen som helst forkerte valg med kun to muligheder, vil jeg ikke kunne gå tibage og rette op på dem, fordi jeg så ikke ville blive den person, der rejste tilbage i tid for at korrigere… 

Paradokser er en de interessante ting ved hele tidsrejse-forestillingen.

Men nej, jeg græder ikke over spildt mælk. Jeg forsøger at bære smerten over tab og dumheder og forkerte valg, og husker nogle af de smukke og gode ting, mit liv også har bestået af, som alle sammen, både huskede og glemte gør mig til mig i dag.

Nej, at rejse i tid… Interessen er en konsekvens af, hvem jeg altid har været. Tidsrejse er blandt de sidste hvide pletter på korttet. Hvis vi som art begynder at forstå, hvordan vi er og kan være en del af universet, og vi lærer mere om, hvad der er uden for vores galakse, så er der måske kun tilbage at udforske tiden. Og selvom tidsrejser for evigt skulle forblive en metafor for det menneskelige korte liv og behovet for at bidrage til broen over floden, inden det er for sent med arbejdsevne og viden, så er det smukt drømmemateriale. Som dog ofte glemmer, at hverdagen findes alle steder, selv på rejse væk hjemmefra. Og at man som turist er udelukket fra det bedste ved at bo fast et sted, og dømt til at se på, hvis man rejste tilbage i tid (man kan f.eks. ikke BLIVE sit yngre jeg). Plus at dét at komme hjem, eller føle sig hjemme, i grunden er det bedste ved at rejse for de fleste.

Det er det hele, Maria. Og mere til.

Kunne vi rejse i tid, ville vi dermed være blevet (begyndende) 4-dimensionelle væsener og ALT i Kosmos ville (begynde at) se anderledes ud. Som det er nu, er de fleste styret af erindring – kroppens, emotionernes, intellektets. Kunne vi rejse i tid, ville teknologien alene gøre erindring til noget varigt frem for noget efterladt eller ikke nået endnu. Med tidsrejseteknologi ville al tid findes, og de menneskelige væsener vi var blevet ville opfatte eksistensen som en helhed frem for fragmenter: Som 4-dimensionelle væsener ville alles handlinger gøre alle synlige for alle.

Det er hér, man kunne begynde en psykoanalyse, hvis man ville – men ikke alt behøver at blive forklaret. At føle sig tryg i visheden, at stjernehimlen gemmer sig bag skyerne, og at den uanset hvad altid vil være for stor at udforske til ét enkelt væsen, er den tryghed, som gør os i stand til at leve og udvikle os uden på forhånd at kende svaret på alt, vi gør.

Livet er virkeligt, fordi døden er reel. Slutningen på opsamling af ny viden for den enkelte værdisætter tiden brugt på viden og det erfarede i sig selv.

Et af mine spørgsmål er, HVORDAN mennesker drømmer om at rejse i tid. Med hvilket formål?

800+ film på min liste fortæller historien fra 1896 til i dag – om den naive tilbagevenden til tidligere uskyld og til prisen, man må betale for dén drøm; om at sove ind i fremtiden, så man undgår at vente på det fantastiske, men samtidig mister alle relationer til død og alderdom; om at kunne flygte til det bedste skjule- eller feriested, hvor ingen kan finde eller følge én; om at opleve alle tider som nu, hvor alle er i live – på samme måde som vi opfatter vores erindring; om at betragte fortiden som den store læremester og fremtiden som den store gulerod eller pisk; fortsæt selv ved at besvare spørgsmålet: “Hvis jeg kunne rejse i tid, ville jeg…” Der er næsten med sikkerhed lavet en film eller skrevet en bog om det.

Variationerne er netop ikke endeløse, fordi de er knyttet til menneskelige grundbehov; de grupperer sig på samme måde som alle menneskelige behov for at snyde døden og skæbnen kan grupperes af en dramatiker eller spændingsforfatter. Men essensen af tidsrejsen har ingen endnu beskrevet endnu. SELVE den filosofiske rejse. Det er blevet ved allegorien – HG Wells’ “the Time Machine” i forskellige variationer, hvor det indre behov synliggøres i mødet med smukke og grimme væsener; og i stort set alle andre film er tidsrejsen at betragte som en funktion eller et redskab, der kan BRUGES til noget. Et redskab til berigelse; en gimmick. til kapitalisering på den særlige viden som netop at bevæge sig i ALTIDEN udgør – på godt og ondt.

Men hvad tidsrejsen vel mest er, er en poetisk smerte: Dagene presser os afsted, solen går op og ned og vi må bare gøre vores bedste for at give det hele mening. Med tanken om at rejse i tid, typisk baglæns, kan vi få livet til at give mening, eller ikke, hvilket også er en grad af betydning.

Og skal vi blive i det poetiske, kan vi sige, at tiden i sig selv er kollektivet af alle drømmende livsformer’s definition på liv. I den kollektive drøm opstår universet på alle de måder, hvorpå vi når frem til at erkende noget som værende virkeligt, forståeligt, af en vis varighed. Tiden er vores målestok.

Uden tiden var der intet for os at måle. Og dermed intet af værdi.


HEALING, the inclusion of honesty

Being a healer does not mean being PURE in any Christian sense of the word.

HEALING, the inclusion of honesty

There is a great difference between Curing and Healing: Curing is making the symptoms go away. Healing is attaining understanding of the causes. The first is the realm of the medical doctor, the second the realm of the psychologist, priest, spiritual guide, urban shaman – and of the patient him and herself. Continue reading “HEALING, the inclusion of honesty”


Vi hjælper hinanden – selvom det ikke altid føles sådan.



okay okay okay, ud med alt det her “menneske”-pjat. det er alligevel kun noget, der eksisterer i min egen psyke som følge af for lidt omsorg eller for megen mobning, dvs. for lidt omsorg. Mennesker er som mennesker er. Forskellige. Nogen vi ønsker at omgive os med, og nogen vi ikke ønsker at omgive os med, de fleste vurderinger som følge af mangelfulde informationer eller ditto forståelse af alle de mekanismer, der tikker af sted inde i den såkaldte “økosfære”, Jorden. Men… hvordan kan vi også vide dét? Det er ikke evolutionært betinget – ikke endnu, ihvertfald – at vi skal kende til vores eget impact på den samlede mekanisme – om end det hurtigt eller langsommere kan ende dér, hvor maskiner som også tager hensyn til omgivelserne snarere end at besejre dem, som det eneste vil stå imellem os og den Jordiske natur. En menneskelig bevidsthed, der blot skulle kunne rumme denne forståelse, ville allerede være godt på vej mod at være én af dem, som gav gener videre og måske selv overlevede, mens de andre…

Hvad med de andre? De andre mennesker? De andre mennesker er dem, som indtil denne overgang til det nye, skal leve med konstant at føle sig målt og vejet af omstændighederne ved kampen i og med livet, og disse mennesker er værd at satse på at hjælpe. Der er endnu ikke sat tabstal på overgangen til det nye. Man vil kunne udregne tallet efterfølgende, selvfølgelig. Man vil kunne anslå tallet på universiteternes gange, teoretisk ud fra sociovidenskabelige kriterier, og tallet vil ekkoe ud i magtens korridorer, og man vil snart se det filtreret ind i og ud af og mellem erhvervslivets analysebrancher. Men tabstallet, antallet af dem, som må bukke under for fremtidige udfordringer hvad angår livet på Jorden og livet kollektivt, er et produkt af, hvad der gøres for at hjælpe dem, der ikke intuitivt forstår en ny verdens krav. Derfor kan tillid til overensstemmelse mellem alle menneskes drømme, længsler, sorger, glæder, aspirationer, være den faktor, der løfter flere liv op mod kollektivet. At faldbyde anerkendelse, vederlagsfrit…; anerkendelse af overensstemmelsen mellem livsformer og deres omgivelser: At vi alle sammen lever inden i et medie.

Vi kaldet dette medie Jorden. I dette medie findes ingen universel retfærdighed. Kun små deterministiske bestanddele, som konstant evolverer for at undslippe en vedvarende entropi = at alting ender med intet (uanset hvad vi gør). Hvad faen… det er en tro! Men den holder mig fokuseret på menneskene hele tiden – konstant betragtende. Indad såvel som udad. Et fokus, der siger mig at vi skal overleve på ret og simpelt at tage os selv alvorligt. Tager vore drømme alvorligt, natlige drømme såvel som de daglige. At vi tager vore følelser alvorligt, tydeliggør dem for og selv i manifest, agerer på dem. Agerer på basis af en indre oplevelse af, at det følelsesmæssige behøver en sådan nysgerrighed over for forskellige tilstande for at imødegå det voksende antal nye udfordringer, som at være så stort et tankerum som Jorden ér, post-Internettet: Hjertet, der holder hjernen gående, skal erindres i den enkelte. Hvordan beskytter man hjernen bedst? Ved at beskytte hjertet, der pumper til hjernen. Placeringen af det fysiske hjerte kan ofte fyldes med følelser, der hænger sammen med hvad hjernen ser og hvad hjertet får af signaler om at pumpe langsommere eller hurtigere. Disse fornemmelser i kroppen er summen af “erindrede forskelle”. Og “forskellen”, der optræder i området omkring det fysiske hjerte, er hjertets følelse. Det er det, der hele tiden er summen af, hvad vi har været igennem; det vi kalder følelse. Den findes i alle mennesker, og den tillader liv. I nogle mere end i andre.

Det er hér en tro kommer ind – satsningen: Hellere end at satse på en %-vis sandsynlighed for forekomsten af det gode, eller det onde, det ønskværdige og det uønskværdige, så vælge enten det ene eller det andet som udgangspunkt. Være aktivt opsøgende i sine præferencer snarere end at vente på at blive givet, måske. Og så forsøge at balancere mellem sin lyse og sin mørke side uden at falde til nogen af siderne; så opmærksomheden på forandringerne i verden  i den destruktive forstand bliver maksimal; så enhver bliver i stand i stand til at stille sig selv spørgsmålene: “Hvor meget vil jeg risikere min trivsel og mit liv i den økosfære, jeg kalder Jorden? Hvor går grænsen for, hvad jeg kan være med til, før jeg er nødt til at skulle ændre på mig selv? Er det tilfredsstillende?” Det er selvfølgeligt… må jeg indrømme, at jeg tænker… at det brat lakker mod enden på indsigtsbjerget, fordi udsigtsbjerget i høj grad normaliserer de stigende mængder af menneskelig viden.

Den tilvoksende viden om de andre kan være nok til at ønske at isolere sig og beskytte sig – for ikke at blive normaliseret af væksten i udsigtsbjerget – gjort ens. Isolation er så samtidig den direkte vej til at være nødt til at tro!? Noget til at skinne et lys ud i mørket, skære kagen i skiven, Noget til at gøre det med.

Sådan er jeg. En der gør, på en basis af valget af mennesket som interessant nok for helhedens håndelag. Og her menes ingen gud, men de mekanismer der får organismer og mekanismer til at arbejde sammen om den fælles overlevelse. Sådan ser et mekanistisk univers ud. I det mekanistiske univers er der ingen gud fader skaberen. I det mekanistiske univers er alting forbundet, og kun forskellene temperamenterne/hastighederne imellem skaber bevægelse. Ingen guddommelig startknap eller pressemeddelelse. Men følelse, tanke, intitiativ, emotion, sanselighed, logik, biofysik og fysikkens lovmæssigheder udtrykt som beviselig funktion. En hel masse forskelligheder, bevægelser i totaliteten, (måske af totaliteten), som understøtter hinanden:

Skal mennesker gives lov til at bestemme over antallet af anslag mod totaliteten, ud fra en proportionalitet med udviklingspotentialeskridt i levende organismer (fik du dén, Idi Amin?!), eller skal mennesker bibringes en forståelse af, hvilke fordele der er i tilliden til i hvert fald betydningen af menneskenes overlevelse, og af konsekvenserne heraf som kaosfaktor, der kunne bremse entropien og rejsen mod intet? Er det kun mig, der ser ud mod stjernerne og ser liv uden for en polymatematisk statistik, der ikke har formler endnu om den menneskelige forestilling om “det fremmede”, det uopservérbare, og derfor ikke kan multiplicere sig og ekspandere, som er formålet med al statistik! Skal alt det der ude stoppe af sig selv, engang – eller senere end engang, fordi nogen troede på at ikke stoppe det og bare blive ved? Hvad ér man til? Det ene eller det andet? 

Se, det er da nemt at koge alt ned til en erkendelse af Livet som en faktor, der ikke er bundet af lovmæssighed! Og kun ikke-bundet, fordi vi ikke har en hujende fis af en mulighed for at erkende noget uden for vores egen forståelsessfære – hvordan den end er skruet sammen! Hvordan den end ser ud på et givent tidsrum. Bevidsthed, erkendelse om egen eksistens, er skruet sammen sådan, at det bliver til som informationsmængde og opstår som et centrum der vokser og gentagende sender sig selv ud i alle retninger. “Når kroppen og generne og erfaringerne klasher med omgivelserne i én eller anden forstand, vågner bevidstheden; jo mindre den gør dét, jo “større” bevidsthed; jo mere fokus på en allestedsnærværelse, desto større bevidsthed…” eller hva! Ja, ja, det hedder askese, og det er for nogen mennesker, men jeg har intet behov for at handle i en verden, der er baseret på at bekræfte en hypotese, som understøttelse for det liv, jeg har levet. I min verden søger jeg mod at leve, mens jeg gør det, jeg er et handlende hjul, billedet af fysikkens superstrenge som et umådeligt antal fluktuerende spændinger i Altet, der som elastikker gensidigt skubber til hinanden; lovmæssigheder i alt større lovmæssigheder, der aldrig kan kendes, fordi erfaring altid er fortid, og vedvarende egentlig betyder evig.

Det er ikke muligt at følge en endeløs ekspansion til noget mål, og en ekspansionsbegrænsning… hvad er dét? Ja, hvordan skal menneskene kunne forstå en ulempe ved at ekspandere, når de ikke som kollektiv har anerkendt hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig indlfydelse på omgivelserne, direkte hidført fra egen og industriel og deraf afladt aktion og placering i verden.

Det er hér hjertet kommer ind igen – ikke som en bøn, men som en påpegelse: Hjertet reagerer på, hvad hjernen udsender af kemiske og elektriske signaler rundt i kroppen, og på direkte kommandoer om at banke hurtigere, og på kontrolafgivelser for at banke langsommere. Den samlede mængde forandringer i hjertets bankehastighed parret med sit menneskes individuelle karakter, giver dette menneske dets følelse. Der splitter sig i og springer mellem følelsesnuancer og præferencer og mani – det vi kalder “forskellene mellem mennesker”, når vi forener os med ingen eller et fåtal, og “forskelige mennesker”, når vi vægter egne præferencer og visioner. Vi føler hele tiden. Vi taler om følelser hele tiden. Vi omgiver os med følsomhedsstimulerende symboler hele tiden, skaber kunst der vækker følelserne, snarere end stimulerer tankerne. Baseret på defineret respons udfører vi  følelsesritualer og vurderer os selv individuelt og kollektivt og agerer på basis af disse vurderinger. Kort sagt, vi kan ikke lade være med at føle. Det er dét, som ikke er det fysiske hjerte, fornemmelsen i brystkassen, der spreder sig ud i kroppen. Overlevelsens centrum, so far.

Det er dét, menneskene får hjælp til lige nu, af hinanden. Til at bevidstgøre deres følelser over for hinanden i en kollektiv redegørelse – mod og igennem til en anerkendelse af sammenhænge mellem følelsers udtryk og modninger, og konsekvenser i stort og småt for andre og hver især af os individuelt. Videnskaben arbejder tæt sammen med offentligheden om det – med et voksende antal formidlere af enhver art som bindeled og informationskanal. Intellektuelle kan vælge at ride på bølgen og se, hvor den bærer hen – eller lade være. Beslutningstagere og gesanter kan forsøge at dominere og fastholde – eller lade være. Og alle andre dér imellem vil blive udfordret på deres følelser. Nogle vil blive slidt op, andre vil blive stemplet som kolde, men dem der forstår nødvendigheden af at tillade forandring og vækst, vil sætte børn i verden, som vil være tættere på den frembusende naturs udfordringer. Jungel er det kun, hvis man ikke kan orientere sig. Overstiger mængden af orienteringskrav ens formåen, må man skære ned på kravene, og dét er det ved at være slut med, hvad Jorden angår. Eller tage ved lære af andre. Så, det gør vi. Helt af os selv.

Det er tydeligt, at vi er dygtige til at overleve. Men vi er er ikke uovervindelige. Fremtiden ér fremtiden, ja, men nuet er såmænd også udfordrende nok. Det er i nuet, i nutiden, at vi skal hjælpe menneskene. Hjælpe os med at overvinde frygt. Empati er forudsætning for megen frygt – indlevelsen med andre og andet – og med frygtens mindskning, kan empatien tage over.

(tjae, er det sandt? Eller vil det resultere i flere coachede mennesker, der har taget vare på deres eget liv ved at fokusere mere på sig selv, og mindre på alle andre?)

I er velkommen til at få en professionel til at se ovenstående efter i sømmene, men ultimativt ér I jeres såkaldte “valg”, alt efter hvordan jeres forskellige sprog og kulturer udtrykker det i den enhed, nødvendighed, lovmæssighed, der gør at visse sprog og vaner og måder forsvinder, og i mindre grad kommer til. I er evolutionære væsener. Udvikl jer, eller ikke!


et blidt sted at være menneske

SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.

Sådan er mine tanker i disse muslimske “dage” blandt menneskene – hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige. Continue reading “et blidt sted at være menneske”