Hearsay Hørtsagt – et Flugtkatalog – festivalintro 1 af 2

– dem, der løber fra branden

 

Michael Svennevigs festival FORVANDLING 2022 har inviteret os, kenneth krabat og Cindy Lynn Brown, til at fortælle om vores projekt “HEARSAY HØRTSAGT – et Flugtkatalog”, som pt. består af 350+ digte skrevet på et spørgsmål om hvordan man skriver digte om flygtningesituationen, og dertil indlæsninger, artikler, videoer, links mv.

“FORVANDLING: “Tidlig sommer 2016, det er da, at det begynder for os. Otte måneder før vi skriver en fælles projektbeskrivelse til Statens Kunstfond, og fire dage før vi bliver kærester, har vi en dag sammen i Ljubljana mellem to rejser og tager på kunstmuseum, hvor der viser sig at være en særudstilling over håndtegnede flugtruter gennem Europa.” Læs mere

Hør også 2. del

Hearsay Hørtsagt – et Flugtkatalog – festivalintro 2 af 2

– at glemme og ville det meste

 

Michael Svennevigs festival FORVANDLING 2022 har inviteret os, kenneth krabat og Cindy Lynn Brown, til at fortælle om vores projekt “HEARSAY HØRTSAGT – et Flugtkatalog”, som pt. består af 350+ digte skrevet på et spørgsmål om hvordan man skriver digte om flygtningesituationen, og dertil indlæsninger, artikler, videoer, links mv.

“Tidlig sommer 2016, det er da, at det begynder for os. Otte måneder før vi skriver en fælles projektbeskrivelse til Statens Kunstfond, og fire dage før vi bliver kærester, har vi en dag sammen i Ljubljana mellem to rejser og tager på kunstmuseum, hvor der viser sig at være en særudstilling over håndtegnede flugtruter gennem Europa. Korte, nøgterne sætninger beskriver rejserne med detaljer og fakta om antallet af mennesker bag i varevognen, antallet af druknede på vej over Middelhavet, prisen for at krydse grænsen. Vi bliver i adskillige timer, nærstuderer hver og én af de meterlange plancher, fotograferer dem alle i så store bidder som afstanden til den anden væg tillader. Kortene bliver hos os, da vi går derfra.” 5 år efter resulterer det i ”HearSay HørtSagt”. Læs mere

Hør også 1. del

National Poesi-måned

kan vi fejre 12 x på et år

 

Poesiens Pris/22 for digtsamlinger udgivet 2021

 

Politikens forlag og Poesiens Hus i Møllegade tildeler sammen en ny pris for Poesien.

2022 er indstillet

Honey Moon af Sebastian Nathan (Forlaget Amulet)
Forgabt af Bjørn Rasmussen (Gyldendal)
Blå øje (Türkü) af Deniz Kiy (Gyldendal)
Arkhticós Dolorôs af Jessie Kleemann (Forlaget Arena)

Vinderen kåres til en uddeling 25. marts i Politikens Boghal kl. 16:00.

Kilde: https://bogmarkedet.dk/politikens-boghal-og-poesiens-hus-uddeler-poesiens-pris-2021/

Warning Light Calling, en ægte science fiction-digtsamling?

– spændingen er relevant!

 

Det er meget almindeligt for danskere, der skriver science fiction, at appropriere genrens historieelementer, så ”det ligner fremtid”, frem for bare at skrive en regulær science fiction-historie med alt hvad dertil hører: Der skal faktisk en pæn stor mængde velovervejet verdenskonstruktion (”world-building”) til for at skabe en troværdig illusion om ahistorisk tid. Begrundes en histories tid og sted omhyggeligt, kan fortællingen og karaktererne udvikle sig i ro og mag, og øge chancen for at læseren køber præmissen om ”hvad nu hvis…”. Laver man i stedet ”lazy worldbuilding”, bliver det fremmede til en gimmick for den kræsne læser, der irriteres over ikke at få ”hele universet foldet ud”.

Vel nok årets fedeste omslag! [by Marissa Wagner]
Peter Graarup WestergaardsWarning Light Calling” angives af forlaget at være en science fiction-digtsamling, dvs. en konstrueret virkelighed, som digtene ét for ét fremvækster dele af: Hér Sovjet-dissidens, hér et russisk navn, hér en comerade – på samme måde som rammerne for en hvilken som helst (anden) genre-novelle eller -roman introduceres for læseren.

At begrunde nye og fremmede elementer er typisk nemt for novelle og roman, fordi forestillingen om det fremtidige tiltaler et bestemt publikum, der for en stor del gerne vil alt dét med at komme ud i rummet og møde fremmede livsformer, og gå på opdagelse i teknologi og værens- og omgangsformer, der ikke lader sig gøre på Jorden i nutiden – som en slags spejder/nybygger/ingeniør-mentalitet – mens færre lader sig begejstre af ”det filosofiske” ved forestillingen om faktisk at ”leve i fremtiden”. Som sådan er karaktererne i en prosaisk SF-fortælling sjældent alt for eksistentielt ramte og eventyret begynder derfor gerne med, at nogen bryder med vante rammer eller rammes af et teknologisk ”backlash” af en art – noget, der holder op med at virke og derfor skal løses, forklares, redegøres, nås, bemestres på en særlig, ny måde, gerne med videnskab og teknologi til hjælp. Reparation, civilisation, orden. Continue reading “Warning Light Calling, en ægte science fiction-digtsamling?”

Er ytringsfriheden stor nok i dag?

 

ERYTRINGSFRIHEDENSTORNOKIDAG

Jeg sidder her med nyhederne det må jeg fortsat godt
dom er faldet i Berlingskes forvanskning af den lille havfrue
avisen krænkede ophavretten til ikonet ved Københavns Havn
avisen skal nu til lommerne for sin satire

Fotoet af den danske betjent i leg med pigen på motorvejen
Kurt Westergårds bombeprofet sidder hvor pigens hoved var
i nylig gengivelse af Uwe Max Jensen i egen larmende streg
islamofobisk og med speciale i lort går satiren rent ind

Dansk Journalistforbund stævnede Uwe på vegne af medlemmerne
hvad der er nogens er deres og jeres tager vi os ikke af
så hvad krænker ejendomsretten og hvad den gode smag
men en kunstform uden genkendelighed føder ingen satire

Forlig med Uwe Max Jensen blev indgået ganske privat
Journalistforbundet overhørte sine egne Danske Bladtegnere
deres forbund som har til formål at udvide friheden til ytring
deres eget forbund modsatte sig friheden til at se verden spiddet

Til journalistforbundets Lars Werge sagde Berlingskes Uffe Gardell
er ytringsfriheden stor nok i dag? er den hvar hvar hvar
blablabla sagde journalistforbundet og ville vente med et politisk svar
og nu er dommen faldet så er ytringsfriheden stor nok i dag?

Er den?

Uden virkelighed og frihed er kunsten en risikabel umulighed
Edvard Eriksens Arvinger I/S iscenesætter fortsat HCAs sorgfigur
Westergård forsvarede retten til satire med hele 2 profeter i sin tid
og det ikoniske fotografi bor i hjernen hos enhver der har set det

Politik og penge
magt og penge
grådighed og penge
virkeligheden kan tage fejl det siger min avis hver dag

ja, det er et ret dårligt digt. Men skal man eksperimentere med namedropping i poesi, må man begynde et sted, dét var så hér, foreløbig undskyld-

Kanalisering, taknemmelighed og taknemmelighed

– at glemme at sige tak.

 

Jeg deltager pt i et kursus om kreativ blokering. Ikke at jeg er blokeret, men jeg har mistet følelsen af betydning. Det jeg skriver har mistet sin værdi.

Jeg har glemt, HVORDAN det havde betydning for mig.

Da jeg var meget yngre, som menneske og forfatter, troede jeg på kanalisering: At noget udtrykte sig gennem mig, som jeg bare havde at få skrevet ned. Jeg indrettede derfor mit liv efter dét – arbejdede for at skrabe penge nok sammen til IKKE at skulle tjene penge, så jeg kunne skrive.

Jo flere gange jeg gjorde dét, jo sværere blev det at være skabende. Fordi jeg jo SKULLE udfylde tiden, jeg havde købt mig til, med kreativitet, med åbenhed, med kanalisering. Men som den 90-årige digter Ruth Stone fortalte Elizabeth Gilbert (10:03) i denne TED-talk fra 2009, så kommer digtene, når de kommer. Og de ikke bare kommer, de går ind i dig som en regulær KRAFT, og du har bar bare at stå til rådighed, NU. Hvilket var dét, jeg selv huskede, men jeg havde også opdaget, at mit liv med lønarbejde ikke stemte overens med at kunne kaste alting fra mig og fange digtet, når det passede at komme.

Elizabeth Gilbert fortæller så en anden historie (12:22) om Tom Waits, som hun interviewede, der en dag blev opfyldt at inspiration i en bil midt på motorvejen, uden mulighed for at kunne standse og skrive melodien ned, og derfor i desperation talte om mod himlen – bare for at have et sted at henvende sig til: Kan I ikke se, at jeg kører bil!? Er det muligt, at I kan henvende jer på et mere opportunt tidspunkt? – hvilket forandrede hans hele tilgang til den kreative proces. At han selv havde noget at skulle have sagt. At det ikke bare var et tab, når livet ikke lige passede til at kunne fange digtet eller melodien eller bare den kreative impuls.

I dag har jeg indstillet mig på, at jeg jo er digter, og at jeg ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker ret længe ad gangen, og at de keder mig, og at jeg keder mig, og at jeg på grund af denne måde, jeg lever på er pinedød nødt til at bevise, at jeg kan skrive ved at FORSØGE hele tiden – men uden at sætte mig ved computeren eller papiret. Nej, jeg laver andre ting, og så venter jeg på at det sker. Og naturligvis sker det, fordi jeg er sådan én sådan noget sker for, men jeg synes ikke det sker tit nok. Og jeg ved ikke, hvem jeg skal henvende det ankomne til, og jeg er generelt set ikke taknemmelig nok, når det kommer.

Som nærværende tekst, der godt nok handler om mig og ikke er synderlig potisk, men flyder ud af mig som en strøm.

TAK. Tak for at det er mig forundt at kunne skrive uden at skulle tænke over, hvad der skal stå. Jeg kan se ned på mine fingre eller se på skærmen eller se ud af vinduet, og teksten flyder stadig ud af hænderne i det tempo, som mit 7-fingersystem tillader det. Kanalisering.

Jeg er SÅ taknemmelig for det. At jeg har noget, som jeg kan. Som bliver mig givet.

Og så vil jeg bare gerne have, at det er poesi frem for, at det handler om mig. Please.

ok
en unge mand
fik en spadserestok
som han brugte til at stege marshmallows med
han tændte et bål i en halv olietønde
og spiddede så mange marshmallows der kunne være på spadeserestokken
og holdt det hele ind over brændet der var blevet til gløder
indtil alle marshmallows var bløde og duftede af brændt sukker

Det var dét.
Den unge mand spiste dem aldrig
kom nogen forbi tilbød ham dem af de brankede klumper
og af og til satte folk sig og talte med ham
og opdagede at han ikke
passede til deres forventninger

Tak for digtet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. jeg kan sagtens analysere det, men jeg ville aldrig have tænkt det. Eller bedt om det sådan i dag. Mine digte i dag, som jeg beder om, betragter jeg som en art renselse. Noget, der skal ud, for at noget andet kan komme ud. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor jeg ikke ser det ud fra det vejledende princip, der dominerer mig hjem, og som jeg har det fint med: At alting ligger øverst. Især det vigtige. At al tekst ligger øverst.

Fear is boring, and other tips for living a creative life

For at få det hele med, er man nødt til at undersøge, hvem Elizabeth Gilbert OGSÅ er. Det overlader jeg til læseren. Det nuancerer billedet af den kreative impetus og modtagelsen af inspiration, hvis blot man hengiver sig. Ikke alle er ens. Ikke alle er som Elizabeth Gilbert. Hun er sådan én markedet elsker.

En ren ESFP, Underholderen.

 

Digterværker skal jo overgå deres forfattere.

– gårdvagten, værkhøjde, konsistens og digte i vinden

 

”Jeg er større end mine bøger” falder mig ind. Mere menneske end forfatter. Af dén grund bør jeg måske høre op med at skrive. Jeg arbejder med digte, tænker poetisk, har en lyrisk tilgang til sproget, men måske er jeg ikke kunstner. Nok.

Og så husker jeg, at Lars Bukdahl engang sagde, at jeg havde en særlig plads i hans hjerte. Dét har jeg ofte haft i tanke. Ikke sådan godt eller skidt, bare haft.

[hér skrider det hele så. Vi ser det ske.]

Lars Bukdahl er enormt indflydelsesrig som især anmelder af digte, han ynder det sære og underlige vi engang kaldte avantgardistisk, og mange unge digtere frygter at blive nærlæst af ham på en dårlig dag – ikke mindst fordi han har raget håret og mere af mange både debuterende og etablerede forfattere gennem tiden.

Altid lykkeligt ignoreret af ham er jeg dog, men der var den gang, hvor han ønskede mig tillykke med fødselsdagen på facebook med ”fortsat god kæntring”. Fortsat kæntring… God kæntringTillykke med fødselsdagen!

At have en særlig plads i Bukdahls hjerte lyder så lidt som det samme – jeg skal ikke forvente, at han venter sig noget af mig, men jeg har gjort et eller andet, jeg ved ikke hvad der tænder ham privat, kun dét fra digtningen, men han havde behov for at sige det, og jeg tillider, at han mente det. Måske troede han også, at jeg forstod det. At jeg kunne bruge det til noget.

Men Lars, jeg fatter det ikke. Men jeg tror på, at du var ærlig. At du altid siger, hvad du mener. Uanset hvor uforståeligt eller idiosynkratisk ekskluderende, det måtte vise sig at være. Eller bare fantastisk heldigt, at det ikke er mig, der mærker dén ragekniv fra helvedes forgård – hvor Helvede så er den tid der går, mens man kæmper med det næste værk, og for at kunne arbejde i fred må kunne forvise minderne om de dårlige anmeldelser fra bunden af det underbevidste og ud i det tomme rum, hvor de ikke kan gøre nogen skade. UPS, planet ramt af Bukdahls ragekniv, 700 mia biller i kognitionsfasen slået med mindreværd, evolutionen sat 4 millioner år tilbage for at komme op med en bedre 2’er end ”æbler smager vildt godt og fremmer forplantningsprocessen!”

Ikke at føle sig som kunstner nok er givet en smitte af dét, som i Statens Kunstfonds-lingo hedder “at noget har værkhøjde”. Altså, at det er ”godt”. Ikke blot kompetent, men godt. Konsistent. Rører og løfter. Nyskabende, måske ligefrem. I hvert fald er det over middel, trumfer genrekravene med Konge eller Es. Eller måske dækker begrebet faktisk kun betegnelsen for det genreløse:

Litteratur,

som ingen behøves forsvare, alle forventes at vide, hvad ér – det varige ind i evigheden, som viser sig at forandre folk. [Personligt husker jeg kun de bøger, der bekræftede mit behov for et sammenhængende univers. Tolkien, Pirisgs LILA, Fowles Troldmanden, Cia Rinne. Dan Brown.]

Kunstner skriver litteratur. Håndværker skriver brugskunst. Brugskunstner skriver… jeg ved ikke, hvad en brugskunstner skriver, umiddelbart ser jeg en automekaniker for mig, der skriver lidt ekstra på regningen og nægter at udlevere bilen, før regningen er betalt. Men der er mange forventninger til mennesket, som bevæger sig ind på et område, hvor smagsdommere hersker. For hér må man ALT. Og alle våben og skjolde bedes afleveret ved indgangen.

Jeg er selv blevet kaldt mange ting (kreatives navneskift har sit eget punkt i janteloven), også amatør – som godt nok betyder at elske det, man gør, men ikke have det som sin levevej… men hvem fanden kan leve af at skrive digte! – og ikke-notabel; dét er wikipedia-moderator-slang for at være en fiasko, ikke at have et folkeligt gennembrud, der oversætter til salg og megen omtale, og dermed ikke værdig til benævnelse på Wikipedia – og i  én særlig anmeldelse: med potentiale for kult – hvilket må være noget i stil med, at anmelde ude i sidesporet som en vej forbi køen, bogen mærkelig nok til et muligt følge dér, måske, og nu ikke love for meget, kult bliver mainstream på 12 sekunder, men hvem ønsker egentlig at køre i litteraturens sidespor? Jo, måske Lars Bukdahl har digterflaget ud af vinduet hér, hvid due på blodrødt græs. Måske så ér hans hjerteplads den højeste udnævnelse, ikke medfølelse, eller ynk?

[hér kan så optælles sekunderne brugt på sidespor, eller man kan male himlen blå]

Norman Mailer sagde i sit sidste interview, kort før sin død, at han døde lidt med hver bog. Dét er jo en stor kunstner, ikke? Aflevere af sin sjæl på siderne, vi køber ikke bare Norman Mailers bøger, vi køber en lille bid af hans sjæl, stor kunst, ikke sandt?

Eller måske var det bare, at det er SÅ pissehårdt at få lortet til at hænge sammen på den rigtige måde, at folk der kender til den slags ved den slags, ikke? At det er pisse udmattende at skrive, altså. For dét er det jo – dét ved folk, eller mange der ved det ved det. Uden at have gjort det. De tæller dog selvmord komma hvilken alder? og backlash af dårligt salg ind i ugebladene. For sådan oversættes smerte og glæde, ikke? Salg.

Og hér ville det være nemt at redegøre for digtere og forfatteres lidelser og smerte i en kapitalistisk og markedsfikseret elitistisk verden med et langt listedigt over ting, der gør ondt, hér iblandt alle tornene på Top 10.

[her holdes en lille pause]

Smerten er uden reel betydning. Skriften er alt, der betyder noget. At skriften fungerer på egne betingelser. Det er jo fødsel, for Hulan, og barnet skal ikke have for mange defekter. Og naturligvis skal nogen elske barnet og vise barnet omsorg og interesse. Barnet skal bare lige forbi gårdvagten og frem til slagsmålet. Og dét kommer barnet kun med hår og lemmer og hjerte i behold, i fald det… you guessed it: Består.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Og som med et godt digt uden svar på noget. Helt og kun en lille klump noget at nuldre i lommen på en dag, hvor hjertet er koldt, og vindene koldere.