Siden kynde blev kunst

– har sælgere kæmpet for at udnytte kunsten uden at dræbe kunstnerne. Det sker ikke med AI. Det sker gennem elitisering som fremmelse af fattigdom.

Kære Jacob Søndergaard, forlagsdirektør på Gutkind,

Jamen, tak for gratislæsningen af den redigerede tale fra jeres sommerreception. Velskrevet og politisk høflig, og som sådan – i en tid, hvor stort set alt handler om økonomi frem for indhold – vel eneste måde en forlagschef kan tillade sig at tale til sine konger på.

I artiklen efterspørges en kulturpolitik på markedspræmisser – en kulturpolitik, som muliggør forfatteres arbejde (in generalis), og gennem salgs, reklame- og læse- og udlånsled dermed forlags indkomst. Det er ikke odiøst eller mistænkeliggørelse fra min side: Selvom jeg foretrækker gode læsere som ledere af forlag, hersker i mig ingen tvivl om, at sigtet for ethvert kvalitativt forlag i en markedsøkonomi handler om gynger og karruseller: Udgive dét, der nærer kroppen for at kunne udgive dét, der muliggør et litterært bankende hjerte. Forretningssans baseret på kærlighed. (Og på alle måder bedre end den isnende kulde, som driver eks. Spotify.) Men hvor du sidder handler det ret beset ikke om økosystem – ikke om statslige midler til forfatterne og kommers med gynger og karruseller, og ikke om litterær kultur og mulighed for god litteratur om vore nutidige betragtninger – kulturtyngde. Det handler om SALG, først og fremmest.

For forretningsledere er dét indlysende. For konservative (med hjerte og kunstnerisk kynde) er dét indlysende. Hvilket kun kan pege ét sted hen – hvis der skal være en udgivelsesbranche, hvor det er muligt at tjene penge på fortællinger, illustrationer og fakta:

Du/I er nødt til at bede om/afkræve kulturministeren, den konservative kulturminister, en større støtte til ikke bare de stort sælgende forfattere men også til alle de andre – nemlig dem, der er flest af. En politisk støtte, en hensigtserklæring, der VIL kulturindsigt FREM FOR indtjening til dem, der kan investere, så staten ikke behøver det. Der vil bredde frem for marked. 

Og nugældende kompromissystem til dét formål (for forfatterne) hedder Bibliotekspengene og det næstbedste Statens Kunstfonds Litterære Arbejdslegater: De mest efterspurgte forfattere indkøbes og licenseres med størst antal tilgængelige aktuelle titler og eksemplarer (til bibliotekerne) og udløser dermed størst støtte til dem, der i forvejen sælger mest. Støttesystemet er godt for forlagene, der tydeligt fremviser de gode sælgere, og godt for de mindre efterspurgte/mindre sælgende, fordi de trods alt “får noget”.

INDTJENINGEN under ét består af avance, royalty, bibliotekspenge og Statslig scenestøtte – senest med øgede individuelle tilskud – og dertil arbejdslegater, så forfatterne får nogle måneders tid til at skrive – nu øget til minimum 100.000, hvilket giver penge til max 4 måneders arbejde. Da kulturstøtten end ikke pristalsreguleres og litteraturen ikke tilføres tilbundsgående udviklingsmidler i vækstlaget længere, er der færre støttemidler at dele ud, og samtidig stilles større krav til de enkelte forfatteres kunstneriske vished. Det er de facto lig udryddelse af støtten til vækstlaget, til de kommende kunstnere og forfattere.

Det er fortsat markedsværdien af skrivekunsten, SALGET, der afgør støtteværdigheden. FORDELENE for producenter og salgsled. Og en vækstet lutring af nye og lidt-sælgende gennem kamp – ikke med materialet, men med at tiltuske sig skrivetid, mens et fast lønarbejde betaler regningerne: “Du skal kæmpe på markedspræmisser for at blive en bedre SÆLGENDE forfatter”. Og samtidig skruer bibliotekerne på grund af “det Interurbane Lånesarabejde” ned for lokalindkøb af ikke-mainstream-litteratur, fordi ren tilgængelighed PÅ LANDSPLAN regnes for tilstrækkeligt til at opfylde den politiske biblioteksforpligtelse – der aldrig med ét ord, som eks. i Norge, har nævnt noget om eksemplarindkøb. Og uden eksemplarer på hylderne, udrangeres hele genrer, fordi der ikke er noget at vise frem på bibliotekerne andet end mainstreamlitteratur. Dét, forlagene tjener deres penge på. MARKEDET. 

Som digter kan jeg pege på gabende tomme digt-hylder på bibliotekerne og visse steder alle digte kasseret, sendt i magasin eller kun tilgængelige ved digital bestilling og forudviden om titler.

En næsten glemt og kortvarigt begejstret opblomstring af låne- og bogmarkedet senere er det business as usual: Intet har ændret sig siden kynde blev kunst.

Så, måske er en forlagsdirektør ikke den bedste fortaler for forfatteres arbejde – selv ikke med et litterært bankende hjerte 1000 grader varmere end snylterne Spotify og lignende fribyttere, der kun ser den korte bane ved IKKE at honorere skaberne af de VARER, de sælger. Uanset hvad, kan forfattere (in generalis) aldrig blive andet end en vare, hvis markedet skal afgøre bredden og kvaliteten. Og selv en forlagsdirektør kan sikkert finde noget andet at sælge. 

VIL du ændringer, må du forlade din komfortzone, Jacob:

Gå til kulturministeren og sig, at KVALITET ikke er hverken dit store salg eller dit salg af hjertet, hvis man skal støtte forfatterne. KVALITET er ikke tilgængelighed. KVALITET kommer af TILSTEDEVÆRELSEN af kunst som eksempel, hér litteratur, på kunstens præmisser. På alle niveauer i skabelsen – og også længe, længe før den bliver tilgængelig for dig, kyndige læser, at betragte som salgbar. Gak til Kongen og slå til lyd for at skrue tiden tilbage til før Anders Fogh Rasmussens destruktion af Daghøjskolernes eksperimenter – kald det Fremtidsministeriet eller Visionsministeriet – og bered dig på, at så længe du selv er del af problematikken og ikke på markedspræmisser (med eller uden Spotifys ulige konkurrence) formår at betale forfatterne mere for deres FÆRDIGE arbejde (som INTET har at gøre med forfatternes helt personlige økonomiske investeringer i kvalitative skrive-år), vil der gå laaaaaaaaaang tid, før de iskolde hjerter kan fjernes fra ligningen og forfattere har råd til at betale regninger under skriveprocessen med den næste bog. Og før du har egentlig grund til hverken at bekymre dig og glæde dig til den årlige forlagsfest: Vinder Spotify, er der snart ingen forlag tilbage og snart intet Spotify. Vinder Spotify ikke, tjener forlagene flere penge og dermed findes stadig forfattere. Græshopperne vågner af jorden med regelmæssige mellemrum – hvad vil du gøre?

Jeg siger: Hold op med at tale så pænt – Kulturministeren er ikke din ven, ikke forfatternes ven, ingens ven (ud over i privaten). ALENE mennesker med magt og vilje til åndsafklaring og selv- og kollektivindsigt har betydning for menneskenes fremtid. Din lille magt til også at udgive hjertebøger. Den enkelte kunstners drift mod og kamp for syntesen mellem verden og hjerne. Grundforskning på alle faglige og akademiske niveauer. MARKEDET ikke er den eneste forudsætning for menneskenes psykiske, fysiske og åndelige overlevelse – ISÆR IKKE, når der ikke er samtidig vilje til en transparent samtale om kvalitet. 

Fik jeg dér sagt, at MARKEDET beror på uigennemsigtighed? Søreme, ja. Sælg bare lort til dem, der ikke kender forskel endnu. Vejen til KVALITET OG KUNST gennem lutring af den enkelt, ikke! Og jo mindre gennemsigtighed, desto færre anstrengelser for at øge kvaliteten.

DET er et velkendt fattigdomstegn. 

TJENESTER for digtere

og andre listefolk

 

INFO
Jeg opretholder forskellige lister til gavn for digtere – og lidt for andre listemagere, også

[service] Bogbloggere, LyrikScience Fiction 1Science Fiction 2
[service] Folket små boghandlere
[service] Litteraturmagasiner i Norden A-A
[service] Lyrikdebutanter 2000-2022
[service] Lyrikdebutantinvesterende forlag
[service] Lyrikudgivende Bogforlag
[service] Poetiske SCENER i DANMARK 2016…
[service] REFUGIER (opdateres ikke længere)

og for film-interesserede

[service] Tidsrejsefilm [under offline-opdatering sep 2022)
[service] SF-serier (løbende opdatering)

Det sker frivilligt, ulønnet og uden reklamer. Jeg opdaterer, når jeg har tid og ork. [Evt gå til NewPub eller bogbrancheguiden.dk]

Du kan hjælpe rigtig meget, hvis du angiver ophørte bloggere, forlag og døde links i kommentarfeltet under listerne, eller hvis du har spottet gode, NYE anmelderblogs om DIGTE, eller selv er én, NYE digtudgivende forlag, NYE scener osv… 😀

Efter bedste evne opdaterer jeg debutanter hver gang jeg hører om en ny, digtudgivende forlag sjældnere, og har en bogblogger været inaktiv 6 måneder, skriver jeg “PASSIV”, mens “OPHØRT” angiver, at bloggeren har meldt ud at være standset, men bevarer sit anmeldelsesarkiv. Forsvundne bloggerlinks og ophørte digtudgivende forlag slettes fra listerne.

SKATTEREGLER for bogbloggere

I følge skatteminister Morten Bødskovs svar til Lars Løkke Rasmussens spørgsmål om betydningen af de “præciserede” beskatningsregler gældende for bogbloggere (2021), der tilsendes anmeldereksemplarer efter aftale, burde anmeldereksemplarer, der stemples “ANMELDEREKSEMPLAR” – på lige fod med  anmeldereksemplarer, der tilsendes anmeldere og bogbloggere uden forudgående aftale – frit kunne ansættes i værdi; om end denne værdi, f.eks. 0 (NUL) Kr., skal opgives til skattevæsenet.

Samt den her fra digter og jurist i skatteret Peter Dyreborg:

Oprindelig kilde for bogbloggerne: https://www.newpub.dk/ressourcer/bogbloggere-en-oversigt/ – men dén trænger til at blive opdateret.

Åbent brev med opfordring til ændrede vilkår for deltagere i antologier

[Kilde]

I bunden af følgende brev angives kriterier for din tilkendegivelse af enighed, hvorefter dit navn føres på listen.


Kære forfatter og forlag

Vi er en række danske forfattere, der har bidraget til flere antologier både i Danmark og udlandet. Fælles for mange af antologierne har været, at bidraget har været ulønnet, ofte kun betalt af bibliotekspenge og et par frieksemplarer af værket, når det er blevet udgivet.

Vi er og har været meget glade for muligheden for at blive præsenteret på tryk, men er også blevet mere og mere opmærksomme på, at det er en uholdbar situation. Vi er endvidere glade for og stolte af, at der i de sidste ti-tyve år har været en kolossal opblomstring af novelleudgivelser og skrivning generelt i Danmark. Det er helt fantastisk, men tiden er inde til at ændre på de grundlæggende parametre for, hvordan vi gør dette.

Vi vil derfor gerne opfordre til, at følgende bliver gængs praksis, og vi har som udgangspunkt valgt kun at deltage i antologier, hvor nedenstående er opfyldt.

  1. Man betaler de bidragsydere, hvis værker man benytter i sine antologier.
  2. Forholdet mellem bidragsyder og forlag aftales i en kontrakt.
  3. De indsendte bidrag gennemgår en reel redaktionel proces, heriblandt sparring med de individuelle bidragsydere.
  4. Det færdige værk gennemgår korrektur.

Ad 1. Betaling

Betaling kan ske som et fast engangsvederlag (fx 500 kr. pr. novelle), der bliver betalt før udgivelse, som en procent af salget betalt årligt (sædvane er 15% af overskuddet delt mellem bidragsyderne) eller en kombination af disse.

Vi elsker novellegenren og kender problemstillingerne ved at udgive antologier og har derfor et par undtagelser, der åbner for, at udgivere kan komme i gang, og reelle con amore-projekter kan lade sig gøre (under det hører også de antologier, som diverse forfatterskoler udgiver som afslutning på et undervisningsforløb):

  1. Hvis antologien er lavet for at støtte et godt formål.
  2. Hvis forlaget er nystartet, og antologien er den første udgivelse.

I tilfælde af at antologien udformes som en konkurrence med en eller flere vindere, mener vi stadig, at alle de endelige bidragsydere til selve antologien bør aflønnes.

Ad 2. Kontrakt

Med kontrakt mener vi, at aftalen om brug af novellen udformes som en skriftlig kontrakt, der klart definerer pris, betaling, rettigheder, omfang, medier, årlig opgørelse, genoptryk mv., således at det er tydeligt for de involverede, hvad de siger ja til. Vi mener ikke, at der er behov for meget komplicerede aftaleforhold, blot at aftalen skal være eksplicit og transparent.

Ad 3. Redaktion

De individuelle bidrag skal gennemgå en redaktionel proces/samarbejde, hvor en ansvarshavende redaktør på antologien i dialog med den enkelte bidragsyder arbejder henimod at styrke, forbedre og optimere det enkelte antologibidrag. Dette omfatter, men begrænser sig ikke til, narrativ, sprogbrug, struktur og omskrivning.

Ad 4. Korrektur

Forlaget står for en korrektur. Korrekturlæsning bør følge Dansk Sprognævns seneste anbefalinger, medmindre der er lavet anden aftale mellem parterne. Forfatteren skal godkende den sidste korrektur, og eventuelle rettelser eller fejl opstået eller tilføjet efter denne, bemyndiger forfatteren til eventuelt at forlange bogen tilbagekaldt.

Vi håber på denne måde at kunne styrke og fremtidssikre et rigt udbud af nyskrevne danske noveller.

Listen ser ud som følger nu:

Forfattere

Lars Ahn
Carina Evytt
Majbrit Høyrup
Richard Ipsen
Karsten Brandt Knudsen
Kenneth Krabat
Patrick Leis
Jesper Rugaard
A. Silvestri
Thomas Strømsholt
Tenna Vagner
Gudrun Østergaard

der alle poster dette brev  mandag 12. april 2021, på sociale medier og vore blogs.

Forlag

Nils Anker Tønner-Oldefar (Forlaget Ildanach) – forlæggeren taler på Facebook

Ang. kriterier for din enighed foreslår vi følgende:

– du har fået trykt noveller i (danske) antologier
– du mener kontrakter i den forbindelse pt. er for dårlige / ikke-eksisterende
– du synes i al rimelighed, at også antologibidragydere får løn for deres arbejde
– du mener, at forlag skal kunne tilbyde kompetent redaktion og korrektur også ved antologiudgivelser
– du skriver under ved at sende dit ja til dantologideltager@gmail.com

Sidstnævnte ændring er for at gøre det til et bevidst valg. Bare at dele et link flytter ikke noget.

Gyldendal er ikke længere Gyldendal

– Dennis Gade Kofoed går fra Gyldendal

Klide: Rosinanteforfatter: Når mine to bøger udkommer i morgen, ophører mit samarbejde med Gyldendal  | Information 27.09, 2019

Jeg var forfatter hos Rosinante, og jeg har i dag meddelt Gyldendal, at når de to bøger, der udkommer fredag er ude, så ophører mit samarbejde med dem. Her er mine bevæggrunde

Jeg var forfatter hos Rosinante, og jeg har i dag meddelt Gyldendal, at når de to bøger, der udkommer fredag er ude, så ophører mit samarbejde med dem. Her er mine bevæggrunde

Det er tragisk for de mennesker, der mister deres arbejde. Det er hårdt for de forfattere, der ikke (med rette vil jeg mene) føler sig sikre på deres fremtid i forlagsbranchen.

Men jeg vil her se på nogle af de forhold i dansk litteratur, som den endelige indlemmelse af Rosinante i Gyldendal tydeliggør.

En indledende bemærkning: I Weekendavisen udtaler administrerende direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl, at kritikken fra blandt andet mig preller af på ham. Vi er jo kunstnere, påpeger han og – uddyber han, for at ingen skal være i tvivl – derfor meget følsomme. Kritik fra følsomme mennesker kan man, forstås det, ikke bruge til noget. De tænker jo ikke klart.

Således affejet vil jeg lægge mine følelser til side og nøgternt forsøge at uddybe mine tanker på en mere fattet facon, end jeg åbenbart ellers bruger.

Det var nødvendigt at lukke Rosinante for at holde gang i den sunde

forretning og på den måde sikre den danske litteraturs fremtid. Altså underforstået, at Rosinante bidrog til underskuddet i Gyldendal-koncernen og var en byrde for dens litterære projekt.

Jeg må desværre ikke citere, men er villig til at gøre mig skyldig i rygtespredning: Jeg hører, at Rosinante var en af de afdelinger i Gyldendal, der gav resultater i den bedre ende.

Ja, Rosinante havde, ligesom resten af branchen, haft nogle hårde år med underskud, men som man kunne høre i Jakob Malling Lamberts tale til høstfesten torsdagen før nyheden om lukningen (den ligger på YouTube), var tendensen vendt. Faktisk forlyder det, at Rosinante var flere millioner foran budgettet for 2019.

Men hvis ikke Rosinante var en dårlig forretning, hvad var så bevæggrunden for at indlemme forlaget i Gyldendal?

Effektivisering, går jeg ud fra. Altså en idé om, at det er muligt at tage alle de fornuftige litterære forretninger fra Rosinante og lægge dem ind i Gyldendal, så overskuddet kan vokse, når Gyldendal ikke skal betale til personale, der ikke arbejder direkte med udviklingen af manuskripterne.

En idé, der jo er fornuftig nok, når man abonnerer på den forretningstankegang, som Morten Hesseldahl og hans bestyrelse gør: Alle er enheder, der kan byttes ud med andre, for eksempel kan den ene pressemedarbejder være lige så god som den anden. Og den ene redaktør lige så god som den anden.

Forretningsmanden Hesseldahl

Hesseldahls påstand er, at der ikke er udkommet en eneste bog på Rosinante, der ikke lige så godt kunne være kommet på Gyldendal.

I princippet er det vel rigtigt, hvis man udelukkende ser på bøgerne som varer og ikke som resultatet af en lang og nidkær proces mellem mange forskellige mennesker, der alle sammen har stor respekt for den tekst, der forhåbentlig stadigvæk er det vigtigste på de fleste forlag.

Hesseldahl har været forretningsmand i mange år, og han har sikkert en oplyst grund til at mene, at det er et fornuftigt træk, men som en af de forfattere, der i sin tid valgte Rosinante frem for andre forlag, må jeg sige, at jeg ikke tror, det er en god idé.

Først og fremmest tænker jeg, at Hesseldal underkender den menneskelige del af det at lave litteratur. At der omkring de tekster og de forfatterskaber, de er en del af, foregår et enormt arbejde, der ikke umiddelbart kan ses i de bøger, som til sidst sendes ud til biblioteker, boghandlere, anmeldere og læserne.

Redaktørerne har ikke kun en konkret holdning til det manuskript, der skal blive til den næste bog, de har også en fornemmelse for, hvilke bøger der kan komme i fremtiden, og som måske kan blive til den litteratur, som præger både samtiden og regnskabet.

To eksempler fra Rosinantes bagkatalog kunne være Morten Ramsland og Helle Helle, der begge debuterede med små bøger og så gradvist fik voksende forfatterskaber, der nu, meget fortjent, nyder en bred folkelig anerkendelse.

Gyldendal har også flere af de forfatterskaber, men jeg har en idé om, at det samarbejde omkring forfatterskaberne bliver sværere, jo større forlagshuset er.

Hele ideen om at maksimere overskuddet modarbejder direkte det arbejde, idet redaktørerne har en ledelse, der i sagens natur ikke ser mildt på bøger, der ikke sælger, men som måske er gode nødvendige skridt frem mod det, der rammer bredt og lige ind i samtiden.

Jeg ved, ud fra de interview jeg har læst, at Hesseldahl ikke er enig, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan overbevise ham om det.

Min pointe er heller ikke, at de redaktører, der sidder på Gyldendal, er dårligere til deres arbejde, end de der sad på Rosinante, slet ikke. Jeg kender flere af dem, og jeg har stor respekt for det arbejde, de laver – selvfølgelig kommer der gode og vigtige bøger fra Gyldendal – det er

Danmarks største forlag.
Jeg kan blot ikke forestille mig andet, end at deres arbejde bliver sværere

fremover.

Jeg forestiller mig, at det er presset for dem at arbejde med hovedet i den guillotine, der er bygget af Hesseldahls ord om, at de på Gyldendal, efter fusionen med Rosinante, selvfølgelig vil se indad og overveje, om der ikke er mere, der kan gøres endnu mere effektivt.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der bliver taget færre chancer med yngre forfattere, og at der bliver brugt mindre energi på de forfattere, der ikke har leveret endnu, når deres forfatterskab ellers er i gang. Sådan en som mig, der kun sælger nogle tusind, når bølgerne går højt.

Ja, Rosinante var ejet af Gyldendal i mange år, også før jeg kom til for små fjorten år siden. Og ja, Rosinante havde selv opkøbt andre forlag for at styrke sin position på markedet. Og ja, det er nemt at pege fingre af mig og andre og kalde os naive, grådlabile kunstnere, som først opdager den hårde, økonomiske virkelighed bag vores bøger nu. Men det er ikke sandt.

De fleste af mine kolleger interesserer sig lige så meget for litteraturens vilkår, som de interesserer sig for deres egne værker: De to sider af sagen hænger uløseligt sammen. Det, der gjorde, at vi, når vi var på Rosinante, talte om alt muligt andet, var, at det var lykkedes de mennesker, der drev forlaget – nedefra og op – at skabe et hus, hvor drivkraften bag alle beslutninger var at skabe god litteratur.

Så det er ikke sandt, når Hesseldahl siger, at det var ligegyldigt for bøgerne, at Rosinante havde sin egen adresse. Og det klinger hult, når han bliver spurgt om Gyldendals dyre adresse i Klareboderne og svarer, at lige den adresse er forbundet med en fortælling om litteratur, samfund og tilhørsforhold.

Litteraturredaktørens nyhedsbrev

Få de vigtigste anmeldelser, debatter og interviews på mail hver fredag

klokken 12

Hesseldahl har slet ikke forstået, hvor meget der blev gjort for at løfte arven efter Merete Ries (Rosinantes grundlægger, red.). Den fortælling om et sted, hvor alle gav lige det ekstra for bøgerne, for det var sådan, det hele var begyndt, var en af mine primære grunde til i sin tid at vælge Rosinante.

Og oplevelsen af, gennem årene, at det ikke kun var noget, man sagde, men noget man faktisk levede op til, var hele grunden til, at jeg blev og følte mig hjemme.

Og det bringer mig frem til det næste, som så også hænger sammen med ovenstående.

Gyldendal er ikke længere Gyldendal

For egentlig er det slet ikke Hesseldahl, der er problemet, selv om jeg selv gav ham skylden for lukningen af Rosinante i mit første opslag på Facebook (følelser, jeg ved det, undskyld!).

Problemet er, at Gyldendal er et aktieselskab, og at aktionærernes intention er at tjene penge på deres investering. Der er i hvert fald ikke meget, der tyder på, at de har andre motivationer.

Den forretningsmodel er bare ikke den mest optimale at arbejde med litteratur i, i hvert fald ikke hvis man vil optimere kvaliteten af litteraturen. For uanset hvad de enkelte medarbejdere har som motivation for at arbejde med litteratur – og de fleste gør det ud af kærlighed – så vinder behovet for afkast i sidste ende altid.

Den modvind, Gyldendal har haft igen og igen, hvor forskellige har fremturet, at forlaget ikke lever op til dets forpligtigelser over for det danske sprog og den danske kultur, som den gamle magtfulde institution forlaget er, viser jo, at der er et problem.

Men vi – alle os der brokker os – skal forstå, at det ikke har noget på sig. Gyldendal er ikke forpligtet på andet end at drive forretning, præcis som

koncernen lyster, så længe det er inden for loven.

Det er jo lige meget, om det også hed Gyldendal, da forlaget blev stiftet i 1770, det er nemlig ikke længere det samme forlag. På samme måde som Rosinante ikke længere er Rosinante.

Jeg ved, der sidder idealister og ildsjæle på Gyldendal, der elsker litteratur og sprog lige så meget som mig, men så længe bestyrelsen agerer, som den gør, og ansætter en administrerende direktør med det tankesæt, som Hesseldahl har, skal vi ikke forvente andet end forretningshensyn af dem. Og det er de vilkår, Gyldendal eksisterer på i dag.

Derimod kan vi spørge os selv, om det er de arbejdsvilkår, vi vil have, når det gælder den danske litteratur og det danske sprog.

Er et af vores svar på den værdidebat, vi har haft de sidste årtier, at vi bare overlader fortællingen om, hvem vi er, og hvad vi er ved at blive, til et aktieselskab?

Er vi virkelig interesseret i, at en stor del af samtalen om, hvad der udgør kernen i vores fællesskab, er modereret af økonomiske hensyn?

Jeg kender godt svaret fra nogen: Jeg skal tage en tudekiks og skrive noget, folk vil læse. Men se jer lige omkring. Se, hvad der sker i den danske litteratur. I denne uge blev listen med de nominerede til den prestigefyldte Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris offentliggjort, og alle fire, der er valgt af juryen, kommer fra det, man kalder mikroforlag.

Det forhold peger på en skæv fordeling mellem arbejdet med udviklingen af litteraturen, og dem der i sidste ende tjener på den. Den danske litteratur og det danske sprog er et anliggende for alle, hvis vi – sat på spidsen – fortsat vil have en selvstændig identitet som land.

Udvikling af det skal vi støtte på flest mulige måder: formidling, indkøb til bibliotekerne og økonomisk tilskud til dem, der sidder med udviklingen af mange af de forfattere, der skal skrive den litteratur, vi skal læse i fremtiden.

Vi skal ikke forbyde Gyldendal at lave penge på de forfatterskaber, de selv dyrker, eller som de får ved at opkøbe andre forlag, eller ved at forfatterne går til dem i håb om endnu større salg, slet ikke, det kan endda have sin berettigelse. Derimod skal vi vælge at støtte dem, der gør det meste af fodarbejdet, så vi også har en nyskabende og spændende og tidssvarende litteratur om nogle år.

Hvis vi skal have en dansk litteratur, der følger med vores fælles udvikling, og som hjælper til at give sprog til dem, vi er, og til dem, vi er ved at blive, så skal vi have et stærkt vækstlag, og der er ikke meget, der tyder på, at det vil være i Gyldendals interesse, hvis man først og fremmest vil tænke litteraturen som en vare.

Mulighederne er mange, men til at begynde med håber jeg, at vores nye kulturminister vil se på bevillingerne til Kunstfonden: Ville det ikke være oplagt at støtte eller endda præmiere de små forlag, der præsterer ved ulønnet eller næsten ulønnet arbejde, og som fremelsker (følelser, jeg kan ikke lade være) nye talenter inden for litteraturen?

Ville det ikke være oplagt at øge muligheden for at søge støtte til udgivelsen af debutanter for netop de forlag, når det åbenbart er dem, der ved, hvad det er, der sker, der hvor den nye litteratur vokser? Når det er dem, der er villige til at sætte egne økonomiske interesser til side for at fremelske ny dansk litteratur? Det synes jeg.

Smal litteratur som adelsmærke?

HVAD ER EN SMAL BOG, FACEBOOK* ?
Det første er, at bøger har en umiddelbar livslængde, hvor de kan/skal tjene sig ind – den største utålmodighed og den korteste salgshorisont findes hos den nye direktør på landets største forlag:

Smalle bøger er bøger, der ikke sælger (Gyldendal/Morten Hesseldahl)

Det bør understreges, at enhver vilje til kamp med sit materiale kan være en kunst, og at salg i høj grad handler om dygtigt at kende sin køber og føje sin købers luner:

Smalle bøger er bøger, der ikke er tilpasset markedet (Jesper Brygger)

Continue reading “Smal litteratur som adelsmærke?”

582 digterdebutanter 2000-2021

Hvor udkommer debutanterne?

[redigeret]

Dette er ikke en udtømmende optælling, da jeg konstant bliver var på titler, som ikke er ført på udgivelsesåret – plus en mankoliste på 1500 debutanter fra Danmarkshistorien, som heller ikke er ført på endnu. DOG er 2000-2021 temmelig komplet… tror jeg nok.

Et gammelt forlag kan forekomme stærkt overrepræsenteret, men det bemærkes at et par stykker af de nyere er godt med. Data kommer fra manuel optælling af debutanter 2000-2021, som det så ud april 2022.

Vær OBS på, at et par af forlagene med mange lyrikdebutanter er selvudgiver- eller medudgiverforlag. Tjek altid tidligere udgivelser og google forlaget for positiv og negativ kritik fra læsere og dets forfattere. At lægge forlagsnavn til en udgivelse ikke er det samme som professionelt at have redigeret og kritiseret samme udgivelse.  Continue reading “582 digterdebutanter 2000-2021”

Lyrikudgivende bogforlag

Søger du et bogforlag at sende en digtsamling til?

[opdateret maj 2022 ]

Jeg skrev til alle forlag på en oprindelig liste over lyrikudgivere. Alle blev spurgt, om de vil repræsenteres som udgiver af lyrik i dag – dvs. modtage henvendelser fra skrivende. Ét stort forlag frabad sig nævnelse, og nogle stykker oplyste, at de ikke udgav lyrik (længere) og blev derfor fjernet fra listen. Eneforlæggere, der kun udgiver egne værker, er ikke medtaget.

Udgiver dit forlag (også andres) lyrik og vil du på listen, så send mig en mail på krabat@menneske.dk.


Man gør bedst i at læse betingelserne for tilsendelse af manuskripter. Nogle ønsker ikke uopfordrede manuskripter, ét enkelt forlag tager betaling, hvis tilsendte manuskripter skal have kommentarer ved afslag, mens andre snarere fungerer som medudgiver eller decideret forfattertjeneste mod betaling for alle led i bogprocessen, og andre igen returnerer trykkeomkostninger til forfatteren, når omsætningen matcher udgifterne.

Man er nødt til selv at afgøre, hvem man ér: Forlaget skal betale; man deles om udgifterne, eller man selv betaler hele beløbet. Det er mest et spørgsmål om temperament hos forfatterne og økonomiske ressourcer hos forlagene. VIL man udgives af andre, lærer man at vente på svar. VIL man trykkes nu, betaler man.

* modtager kun manus på papir

2018 – se DL-opdatering foroven

Antipyrine antipyrinepress@gmail.com
Arkiv for detaljer rikke@arkivfordetaljer.dk
Asger Schnacks forlag asgerschnack@gmail.com
Attika attika@attika.dk
Baggaardsbaroner baggaardsbaroner@gmail.com
Basilisk ADMIN@BASILISK.DK
Brændpunkt forlaget.braendpunkt@gmail.com
Byensforlag thomas@byensforlag.dk
Copenhagen Storytellers i@copenhagenstorytellers.dk
Det københavnske Forlag Cris og Guldmann forlag@crisguldmann.dk
Det poetiske bureaus forlag info@detpoetiskebureau.dk
Dreamlitt info@dreamlitt.com
EC Edition forlag@ec-edition.dk
Ekbátana forlaget@ekbatana.dk
Eksperimental Forlag eforlag@mail.dk
Elixum (for børn) hello@elixum.dk
forlaget * (asterisk)
Forlaget Arena mail@forlagetarena.dk
Forlaget Escho anders@escho.net
forlaget Forår
Forlaget Helle info@forlaget-helle.dk
Forlaget Spring (kun lidt skønlitteratur) info@forlagetspring.dk
Forlaget Virkelig
Forlaget Wunderbuch post@forlaget-wunderbuch.dk
Fuglekøjen info@fuglekoejen.dk
Gladiator info@forlagetgladiator.dk
Gyldendal *
Herman & Frudit hermanogfrudit@gmail.com
Hovedland mail@hovedland.dk
Højers forlag info@hojersforlag.dk
Jorinde og Joringel jorinde@joringel.dk
kahrius forlaget@kahrius.dk
Kronstork kronstork@kronstork.dk
Laboratoriet for æstetik og økologi miriam.wistreich@gmail.com
Lindhardt & Ringhof manus@lindhardtogringhof.dk
Lydforlaget digterstemmer.dk lyd@digterstemmer.dk
Løvens forlag info@loevensforlag.dk
mellemgaard mellemgaard.forlaget@mellemgaard.dk
mellemgaard.forlaget@gmail.com
Melodika pladeselskabetmelodika@gmail.com
Ovbidat Forlag (Forlaget Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale) ovbidat@gmail.com
Ovo press ovopress@gmail.com
Peoples Press info@artpeople.dk
Politisk Revy politiskrevy@webspeed.dk
Ravnerock post@ravnerockforlaget.dk
Rosinante *
Samlerens Forlag *
Saxo Publish
Silkefyret
Skriveforlaget
Spacepoetry
Torgard
Trykværket
TurbineForlaget post@turbine.dk
Underskoven
Valeta
Vandkunsten info@forlagetvandkunsten.dk
Vild Maskine forlag@vildmaskine.dk
Werkstatt forlaget-werkstatt.dk/

IGEN:
* Modtager kun manus på papir. Om de andre forlag kan siges, at man gør bedst i at læse betingelserne for tilsendelse af manuskripter:

  • Nogle ønsker ikke uopfordrede manuskripter,
  • ét forlag tager betaling, hvis tilsendte manuskripter skal have kommentarer ved afslag, mens
  • andre fungerer som medudgiver eller som
  • decideret forfattertjeneste mod betaling for alle led i bogprocessen, og
  • andre igen returnerer trykkeomkostninger, når omsætningen matcher udgifterne.

Man er nødt til selv at afgøre, hvem man ér:

  • Forlaget skal betale;
  • man deles om udgifterne, eller
  • man betaler hele beløbet.

Det er mest et spørgsmål om temperament hos forfatterne og økonomiske ressourcer hos forlagene:

  • VIL man udgives af andre, lærer man at vente på svar.
  • VIL man trykkes nu, betaler man.

 

ovbidat – der kan bidrages

Det lille forlag og peositidsskrift OVBIDAT er her endnu.

forlaget ORGANISERET VOLD BEGÅET IMOD DEN ALMINDELIGE TALE

http://ovbidat.blogspot.dk/

udgiver tidsskriftet OVBIDAT og forskellige poesibøger. Opfundet af Rolf Sparre Johansson, nu videregivet til ny redaktion.

Senest udgivelse af Rasmus Halling Nielsen “rhn”

http://ovbidat.blogspot.dk/2014/09/rasmus-halling-nielsen-rhn-ovbidat-2014.html

Trappe 1000 har skrevet om ovbidat

Forfatterkontrakter i DK (de forlagsgivne, de døde og de stendøde)

Forfattere Uden arbejdsRo forener eder.

19. marts gennemgår Dansk Forfatterforenings nye jurist, Anne Koldbæk, de nuværende og afdøde forfatterkontrakter for interesserede medlemmer i foreningen i Strandgade 6, på Christianshavn, Kbh K. Continue reading “Forfatterkontrakter i DK (de forlagsgivne, de døde og de stendøde)”