Når aliens overtager virksomheden

Taler du tal?

Jeg lever ikke i de fleste menneskers verden – dér, hvor økonomien er uundgåelig. Hvor regnen falder både inde og ude.

I min verden kan helet forandres af enhver, som summen af alles tiltag påvirker. Mennesker forbedrer og forværrer verden.

Jeg ser på den verden, jeg ikke lever i. Og ikke ønsker at leve i.

I min verden begynder mennesker virksomheder af glæde og begejstring, og efter en tid flytter virksomheden over i den anden verden, den Virkelige Verden af mange kaldet. “Alle medarbejdere fyret, virksomheden flyttes til Indonesien”.

Nej, ikke til Indonesien. Til “Den Virkelige Verden”!

I flytningen overdrages virksomheden til entiteter, der ikke længere kerer sig om mennesker. Ikke føler noget for mennesker. Ikke taler menneske længere. Tal-entiteter.

Aliens. Continue reading “Når aliens overtager virksomheden”

Leve et liv, der er vort åndedræt værd?

Mens EPUB-koderne lærer at svømme.

I dag så jeg en digter ydmygt anmode læseren om at kallibrere sin ebogslæser til at imødegå en digtsamlings linjelængdefordringer. Det gjorde mig lidt skør af lykke!


Jeg er 57, der er sket meget i de sidste 14 år, som har vakt mig til en forståelse af min fejlbarlighed som menneske, jeg vil gerne forandre mig, gerne se det uhensigtsmæssige ankomme frem for skråsikkert gå fremad som om jeg har alle svarene og blot dét at eksistere er min ret til at være og mene og gøre anderledes.

I min digtning… min opfattelse af digtning er, at åndedrættet skal være replicérbart, det skal derfor være synligt i teksten som et partitur, læseren skal direkte kunne opfatte tekstens åndedræt, opsætningen, tegnsætningen, valget af ord skal inspirere læseren til at lade digtet komme ud af sin egen mund, mens de læser teksten, som jeg skrev teksten og hjalp den til at trække vejret; det skal sige “liv”.

i 2009/10 begyndte ebøgerne at kommer på banen; PDF’en var kendt, men var endnu ikke selvjusterende, og EPUB-formatet, som da var i version 2.0 og på vej mod en industrigodkendelse af v. 3.0, var tydeligvis ikke i stand til at replicere et digts åndedræt Continue reading “Leve et liv, der er vort åndedræt værd?”

KUNSTDOMMER

– et kunstnerspil

Malerstimulering over 4 dage:

Valg af handling går efter tur.

Formålet er at lave billeder, som man så placerer i én af to bunker: FÆLLES eller SOLO.

Billeder i FÆLLES-bunken må enhver arbejde på.

Et SOLO-billede må man kræve, at skaberen skal arbejde videre på.

Siger skaberen nej, ryger billedet i en DOMMER-bunke.

Tre enige kan frit udvælge én blandt sig til at arbejde videre på et billede i DOMMER-bunken, eller sætte det i omløb igen i FÆLLES-bunken..

Vælger man at påbegynde et nyt billede, går man ud af valgrækkefølgen, indtil man afleverer et billede i  en af de tre bunker.

Strategien handler om en blanding af mange færdige billeder, der er konsistente i deres udtryk, men dog interessante for andre at arbejde videre på; at bruge sin tur på at sætte en anden i gang med at arbejde; at undgå at blive holdt fast i at arbejde sine billeder færdige på forlangende, og at holde sig selv i en regelmæssig rytme, selv under pres om at arbejde længere tid end normalt.

Man bliver bedømt på, om man faktisk bearbejder sit billede. Det giver 1 point pr. påbegyndt eller viderebearbejdet billede, 2 point for at begynde forfra på det samme motiv efter returnering fra SOLO-bunken, skønt nul point for i stedet at lave et andet motiv. Et forkastet billede ryger ud af spillet. Og arbejde vedvarende skal man – ellers mister man sine point og ryger ud af spillet, når man har mistet dem alle.

Reelt er det uden betydning, om man maler intenst eller er malerpoliti. Hvis begge positioner gør deres arbejde godt og med integritet og ærlighed, bliver slutresultatet desto meget bedre. Beskyldninger om elitisme kan afvises med, at mennesker der får lov at vælge rolle, uværgerlig vælger den rolle, der passer dem bedst – om dét så bare består i at efterligne en anden.

Polaroid – kødsamplinger 1996-1999

Åh, de tidlige år… Og telefonregningen…

I årets RE-VITALISERINGS-tema præsenteres hermed 3 års arbejde med polaroider. De præsenteres i egen ramme og kronologisk. Originalmaterialet, dvs. den høje opløsning, er gået tabt.

Tænk, at jeg havde glemt dem!!

Polaroid – samplinger 1996-1999.

En Lykkelig Ulykke – tekst til vindende billeddigt

At integrere kunsten er en ulykkelig ulykke.

Jeg vandt en konkurrence om det bedste billeddigt, hvor kravet var, at der kun måtte bruges to ord…! Og blev efterfølgende bedt om at kommentere mit bidrag:

En lykkelig ulykke

Af Kenneth Krabat
1.6. 2006

Mennesker genkender mønstre på mange forskellige måder – balance, kulde/varme, rum, nærhed, empati osv. – og måske kan evnen til at integrere modsætninger, til at tolerere modsætninger, også siges at høre med. I hvert fald er det umiddelbart nemt for nogle at acceptere sammenstød, mens andre kan have svært ved at få tilsyneladende modsætninger til at “smelte sammen”.

Et billeddigt (eller konkret digt) er ikke en illustration med tekst, eller en tekst med illustration, men en sum af to måder at aktivere hjernens mønstergenkendelse på. En særlig form for sammenstød kunne man kalde det. Hvor tekstdigtet kalder på evnen til at abstrahere, kalder billedet på evnen til at harmonisere.

I kombinationen af de to opstår en form for indbygget bro mellem det såkaldt abstrakte (teksten) og det såkaldt reelle (billedet), hvor opmærksomheden – snarere end at vandre ud af en lige linie for at skabe indre rum og aktion ud af ordene, eller ud af billedet skabe reflekterede idealer (orden) – ping-pong’er mellem de to: mellem eget rum og givet rum, mellem “indre” og “ydre”, mellem “uvirkelighed” og “virkelighed, mellem det “selvskabte” og “verden i sig selv”. Frem og tilbage, frem og tilbage, indtil man må opgive at styre, hvorhen man ser, og giver sig hen til værket. Til sansningen.

At tillade denne forbindelse, denne bro, forandrer hjernen fysisk – udvider ens kompetencer på alle områder i livet og i hverdagen, hvor modsætninger støder sammen. Et godt billeddigt skal for mig derfor helst være som to kontrastfarver, der står og “zummer” op og ned ad hinanden. I ro, men ikke statisk. Genkendeligt, men ikke hjemligt.

Det er en omkostning ikke at blive ladt i fred, til tider anstrengende eller udmattende, men al god kunst koster opmærksomhed og når det holder op med at vække én, har man integreret det. Hengivelsen til denne lykkelige ulykke har således gjort én til et mere kompetent menneske.

Og hvad andet skal kunsten, på sigt?

http://krabat.menneske.dk/_digte/ORDligt_nr_2_krabat_bidrag_billeddigt.pdf

Polaroid – Kødsamplinger, 1996-1999

Januar 1996 begyndte jeg at lave disse Polaroider af pornobilleder, jeg hentede på nettet.

Det kostede et arm og et ben i telefonregning over de tre måneder, hvor jeg opdagede pornosites – og hentede billeder til moro og inspiration, på mit 28.8-modem…

Øj, det gik langsomt. Selv med den tids øjne. Men spændingen… Spændingen over, hvad der mon kom igennem fra Usenet!

Samtidig lærte jeg så min grafikprogram at kende, Graphic Converter, som blev det første program, jeg købte en licens til.

Uden for sneede det i flere måneder. Inden for var der varmt.

Polaroid – Kødsamplinger, 1996-1999