I dag så jeg en digter ydmygt anmode læseren om at kallibrere sin ebogslæser til at imødegå en digtsamlings linjelængdefordringer. Det gjorde mig lidt skør af lykke!
Jeg er 57, der er sket meget i de sidste 14 år, som har vakt mig til en forståelse af min fejlbarlighed som menneske, jeg vil gerne forandre mig, gerne se det uhensigtsmæssige ankomme frem for skråsikkert gå fremad som om jeg har alle svarene og blot dét at eksistere er min ret til at være og mene og gøre anderledes.
I min digtning… min opfattelse af digtning er, at åndedrættet skal være replicérbart, det skal derfor være synligt i teksten som et partitur, læseren skal direkte kunne opfatte tekstens åndedræt, opsætningen, tegnsætningen, valget af ord skal inspirere læseren til at lade digtet komme ud af sin egen mund, mens de læser teksten, som jeg skrev teksten og hjalp den til at trække vejret; det skal sige “liv”.
i 2009/10 begyndte ebøgerne at kommer på banen; PDF’en var kendt, men var endnu ikke selvjusterende, og EPUB-formatet, som da var i version 2.0 og på vej mod en industrigodkendelse af v. 3.0, var tydeligvis ikke i stand til at replicere et digts åndedræt – i udgangspunktet ihvertfald ikke digte med lange linjer, fordi EPUB-formatets på mange måder vidunderlige og til prosa så velegnede autoombrydning knækkede lange digtlinjer, så ingen med sikkerhed kunne afgøre, hvor de endte.
Så kom smartphones, og så var der med sikkerhed ikke et gran af partitur tilbage, ingen synlige intentioner om linjelængder og pauser overleveret fra digter til læser. Kun information – som læseren kunne behandle efter bedste evne, eller skærmstørrelse.
Jeg gjorde mange forsøg på at blive tryg ved at udgive i EPUB-formatet – som ret beset blot er tekst og mediefiler pakket sammen med en placerings- og formatteringskodning, som kan tweakes, men ikke skrives om – hvis man skal være sikker på at blive vel modtaget hos alverdens ebogslæsermaskiner og elæseapps.
Det var først i 2016, at jeg kom på noget, jeg oplever som mere end bare en halvgod løsning: Digte, hvor linjerne alternerer i mørkegrå og sort. Uanset læsemaskinetype og -størrelse, EPUB-app, og hvor meget læseren end forstørrer eller ændrer skrifttype, vil en linjes afgrænsninger herved altid fremgå:
denne linje er sort
denne linje er længere, og grå
denne linje fylder mere ved at være endnu længere, og er samtidig sort
denne linje har en indrykning og er meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget lang, og grå
og så fremdeles, sort
grå
sort
I dag så jeg en anden løsning, der gjorde mig varm om hjertet – ikke mindst ved følelsen af at andre har det som jeg med åndedrættet!
I Ocean Vuongs digtsamling fra 2016 blev problematikken fremstillet på en nærmest ydmyg måde, der opfordrede læseren til at adressere problematikken med autoombrydning ved at sætte en bestemt tekststørrelse.
Underneden linkes til et podcastet scene-interview med Ocean Vuong, der taler om buddisme, Zen, identitetsudfordringer som indvandrer, hvordan man finder ud af at leve i overensstemmelse med sig selv (dér var den!), at acceptere døden som del af livet (24:00 i interviewet er dér blogindlæggets titel er hentet fra), og om at gå, vandre, som kreativt middel.
Meget i mig vil gerne stritte imod og sige, at jeg ikke tror ham – lyden af hans stemme og hvad der føles som påtaget ydmyghed skærer i mig – men det ér nok en projektion fra min egen indkapslede, ofte utålelige følsomhed: Et menneske, der er optaget af om digtets åndedræt går videre til læseren enten deler min holdning til vejrtrækningen som virkelighedens filter, eller, som jeg, frygter at alt det hårde arbejde går tabt i dårlig kodning.
Eller vi er begge kontrolfreaks – men et digt afleverer ikke information som en wikiartikel, et digt er en sum, en totalitet uden unødvendige ord og overflødig opsætning, og har afsenderen imprægneret digtet med åndedræt, bør det åndedræt også fremgå af teksten og dens opsætning.
Følgende er fra omtalte digtsamling (på italiensk), hvor løsningen manifesterede sig for mig:
Jeg er sikker på, at andre og bedre løsninger venter ud i fremtiden eller allerede ER opdigtet og findes i verden – men den bedste ville altså være, hvis EPUB-kodeskaberne fattede at et digt i dag kan være mere uregerligt end en sonnet af Shakespeare. Og ikke simpelthen bare efterlade enhver med behov for indlysende linjelængder til at sejle deres egen sø.
Nu på 10. år!