Digterværker skal jo overgå deres forfattere.

– gårdvagten, værkhøjde, konsistens og digte i vinden

 

”Jeg er større end mine bøger” falder mig ind. Mere menneske end forfatter. Af dén grund bør jeg måske høre op med at skrive. Jeg arbejder med digte, tænker poetisk, har en lyrisk tilgang til sproget, men måske er jeg ikke kunstner. Nok.

Og så husker jeg, at Lars Bukdahl engang sagde, at jeg havde en særlig plads i hans hjerte. Dét har jeg ofte haft i tanke. Ikke sådan godt eller skidt, bare haft.

[hér skrider det hele så. Vi ser det ske.]

Lars Bukdahl er enormt indflydelsesrig som især anmelder af digte, han ynder det sære og underlige vi engang kaldte avantgardistisk, og mange unge digtere frygter at blive nærlæst af ham på en dårlig dag – ikke mindst fordi han har raget håret og mere af mange både debuterende og etablerede forfattere gennem tiden.

Altid lykkeligt ignoreret af ham er jeg dog, men der var den gang, hvor han ønskede mig tillykke med fødselsdagen på facebook med ”fortsat god kæntring”. Fortsat kæntring… God kæntringTillykke med fødselsdagen!

At have en særlig plads i Bukdahls hjerte lyder så lidt som det samme – jeg skal ikke forvente, at han venter sig noget af mig, men jeg har gjort et eller andet, jeg ved ikke hvad der tænder ham privat, kun dét fra digtningen, men han havde behov for at sige det, og jeg tillider, at han mente det. Måske troede han også, at jeg forstod det. At jeg kunne bruge det til noget.

Men Lars, jeg fatter det ikke. Men jeg tror på, at du var ærlig. At du altid siger, hvad du mener. Uanset hvor uforståeligt eller idiosynkratisk ekskluderende, det måtte vise sig at være. Eller bare fantastisk heldigt, at det ikke er mig, der mærker dén ragekniv fra helvedes forgård – hvor Helvede så er den tid der går, mens man kæmper med det næste værk, og for at kunne arbejde i fred må kunne forvise minderne om de dårlige anmeldelser fra bunden af det underbevidste og ud i det tomme rum, hvor de ikke kan gøre nogen skade. UPS, planet ramt af Bukdahls ragekniv, 700 mia biller i kognitionsfasen slået med mindreværd, evolutionen sat 4 millioner år tilbage for at komme op med en bedre 2’er end ”æbler smager vildt godt og fremmer forplantningsprocessen!”

Ikke at føle sig som kunstner nok er givet en smitte af dét, som i Statens Kunstfonds-lingo hedder “at noget har værkhøjde”. Altså, at det er ”godt”. Ikke blot kompetent, men godt. Konsistent. Rører og løfter. Nyskabende, måske ligefrem. I hvert fald er det over middel, trumfer genrekravene med Konge eller Es. Eller måske dækker begrebet faktisk kun betegnelsen for det genreløse:

Litteratur,

som ingen behøves forsvare, alle forventes at vide, hvad ér – det varige ind i evigheden, som viser sig at forandre folk. [Personligt husker jeg kun de bøger, der bekræftede mit behov for et sammenhængende univers. Tolkien, Pirisgs LILA, Fowles Troldmanden, Cia Rinne. Dan Brown.]

Kunstner skriver litteratur. Håndværker skriver brugskunst. Brugskunstner skriver… jeg ved ikke, hvad en brugskunstner skriver, umiddelbart ser jeg en automekaniker for mig, der skriver lidt ekstra på regningen og nægter at udlevere bilen, før regningen er betalt. Men der er mange forventninger til mennesket, som bevæger sig ind på et område, hvor smagsdommere hersker. For hér må man ALT. Og alle våben og skjolde bedes afleveret ved indgangen.

Jeg er selv blevet kaldt mange ting (kreatives navneskift har sit eget punkt i janteloven), også amatør – som godt nok betyder at elske det, man gør, men ikke have det som sin levevej… men hvem fanden kan leve af at skrive digte! – og ikke-notabel; dét er wikipedia-moderator-slang for at være en fiasko, ikke at have et folkeligt gennembrud, der oversætter til salg og megen omtale, og dermed ikke værdig til benævnelse på Wikipedia – og i  én særlig anmeldelse: med potentiale for kult – hvilket må være noget i stil med, at anmelde ude i sidesporet som en vej forbi køen, bogen mærkelig nok til et muligt følge dér, måske, og nu ikke love for meget, kult bliver mainstream på 12 sekunder, men hvem ønsker egentlig at køre i litteraturens sidespor? Jo, måske Lars Bukdahl har digterflaget ud af vinduet hér, hvid due på blodrødt græs. Måske så ér hans hjerteplads den højeste udnævnelse, ikke medfølelse, eller ynk?

[hér kan så optælles sekunderne brugt på sidespor, eller man kan male himlen blå]

Norman Mailer sagde i sit sidste interview, kort før sin død, at han døde lidt med hver bog. Dét er jo en stor kunstner, ikke? Aflevere af sin sjæl på siderne, vi køber ikke bare Norman Mailers bøger, vi køber en lille bid af hans sjæl, stor kunst, ikke sandt?

Eller måske var det bare, at det er SÅ pissehårdt at få lortet til at hænge sammen på den rigtige måde, at folk der kender til den slags ved den slags, ikke? At det er pisse udmattende at skrive, altså. For dét er det jo – dét ved folk, eller mange der ved det ved det. Uden at have gjort det. De tæller dog selvmord komma hvilken alder? og backlash af dårligt salg ind i ugebladene. For sådan oversættes smerte og glæde, ikke? Salg.

Og hér ville det være nemt at redegøre for digtere og forfatteres lidelser og smerte i en kapitalistisk og markedsfikseret elitistisk verden med et langt listedigt over ting, der gør ondt, hér iblandt alle tornene på Top 10.

[her holdes en lille pause]

Smerten er uden reel betydning. Skriften er alt, der betyder noget. At skriften fungerer på egne betingelser. Det er jo fødsel, for Hulan, og barnet skal ikke have for mange defekter. Og naturligvis skal nogen elske barnet og vise barnet omsorg og interesse. Barnet skal bare lige forbi gårdvagten og frem til slagsmålet. Og dét kommer barnet kun med hår og lemmer og hjerte i behold, i fald det… you guessed it: Består.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Og som med et godt digt uden svar på noget. Helt og kun en lille klump noget at nuldre i lommen på en dag, hvor hjertet er koldt, og vindene koldere.

At brænde broerne: Link tax, Linkskat, Linkbetaling, Linkafgift

Alle verdens nationer forstår billedet af den brændende bro.

I EU lægges op til at stemme om indførelse af en link-afgift til rettighedshaverne. Dette vil få uoprettelige konsekvenser for den personlige frihed, for kreativ tænkning, personlig, erhvervsmæssig og national fremdrift, og ikke mindst for den nuværende (om end kaotiske) oplæring af alle internetmenneskers evner til at begå sig blandt andre digitalt og følgelig også i den fysiske virkelighed.

ACT.openmedia.com opfordrer til, at man fortæller sine nationale repræsentanter i EU, at man ikke er interesseret. Ikke mindst fordi EU-kommissionen komplet har ignoreret al modstand fra berørte og interesserede borgere og fra professionelle af enhver slags. For ikke at tale om, at Link Tax går imod the European Charter of Fundamental rights, som beskytter alle EU-borgeres rettigheder. Continue reading “At brænde broerne: Link tax, Linkskat, Linkbetaling, Linkafgift”

GUMROAD gør en sælger af enhver med ét klik.

Et link følger din digitalt udbudte varer, så din butik altid er, hvor linket er!

 

Med Gumroad kan du sælge digitale varer, en ad gangen. Man logger sig ind på Gumroad.com, taster en beskrivelse og en pris og uploader en fil eller indtaster et link til en service, en bog, en database.

Det smarte er, at linket følger det digitale indhold. Man kan således sige, at butikken er, hvor brugeren har adgang til linket. Send derfor linket til din ven, der interesserer sig for linkets “indhold”, og vedkommende kan købe det direkte.

Her kan du f.eks. købe min esamling af kortprosa, Tidens Kælven 1 til ca 75 kr

Det bliver nok ikke nemmere:

Sådan ser velkomstbilledet ud. Klikker du, kommer du til det nederste.
Sådan ser det ud, når du har klikket din udtrykte interesse.
Sådan ser det ud, når du har betalt. Du får et link til download, samt en mail med linket til erindring.

Hvad vil du sælge?

Kun manglen på fantasi sætter grænser!

GUMROAD sender din digitale fil videre til kunden, eller henviser til et link med dit produkt. Omkostning til Gumroad er 5% + $0.30 pr. køb = ca 7 ud af 100 kr.

Would you like an EPUB produced? Eller et eksemplar af min ebog “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel“?

Had eller håb?

Hvorfor jeg i grunden ikke kunne bidrage til digternes imødegåelse af tilfælde som Breiviks anslag på den kollektive selvforståelse.

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.

Halddage 2011, 1 (Freundlichheit muss sein!)

Anerkendt, ung forfatter sagde: “Jeg er ikke inspireret for tiden”. Underforstået “hun forsøger ikke at skrive for tiden”. Fuck, jeg forsøger hele tiden, no matter what! Er jeg idiot?

Haldophold booket i efteråret, planen var at forberede ophold 14 dage før, men gr. andre omstændigheder røg denne forberedelse. Derfor ønsket om en ekstra uge her, som blev bevilget, så jeg nu kan være her tre uger. Spændende, skræmmende, dejligt, hvad pokker skal jeg vælge at arbejde med?

Det slår mig pludselig, at der er en snarlig, fælles deadline på TO antologiprojekter: 1 Helsingørnovelle, (hvor bogen sådan set allerede er sat i værk, filmen og teaterstykket skrevet, og Emmy og Oscar hædrende uddelt), og 1 science fiction-bidrag til Under Overfladen 5, (der sådan set også allerede er blevet til bog…)

1. APRIL!

Det er om ikke længe. Og spørgsmålet er, om jeg har skrivero, når jeg kommer hjem. Spørgsmålet er, om de skal skrives hér eller i Roskilde.

Er lige ankommet, har trukket i jellobaen og de lange underbukser, det er utroligt behageligt, men spørgsmålet er, om der er varmt nok her i det yderste hjørneværelse. Har været i dette rum før, men ikke i vintersæsonen.

Nu har jeg spist instantnudler og trukket en flaske vin op. Flasken kan stå der og repræsentere min nervøsitet og præstationstrang, og hvis den smager godt, kan det være jeg drikker et glas.

Interessant detalje: Smedehuset er arbejdshjem pt. for journalisten Lars, der vist nok skrev biografien om jægersoldaten, B.S. Christiansen. Denne journalist har jeg mødt på Hald, og han var fed. Han er god for for et glas vin og en passiar, hvis her bliver for ensomt – hvis det altså ér ham, jeg kender. Han var også dén, der læste begyndelsen til min historie om Pernille Grøn og kaldte mig en ”stor forfatter”. Havde og har svært ved at tage det til mig på så lille et grundlag som 10-20 sider, men sådan er det jo at have lille selvværd – man forstår ikke, hvad man er værd, eller hvorfor.

STOR irritation: Min nysindkøbte batteridrevne 3-router kan ikke skabe forbindelse på Hald. KÆFT hvor irriterende! Her er simpelthen ingen mobilforbindelse til 3! Historien er røv-lang; strækker sig fra november og jeg gider den ikke – men den omhandler smadret telefon, test af to smartphones med abonnementer, tilbagelevering af samme phones og abonnementer pga. ringe forbindelse og ubrugelig hardware og køb af samme model pisse-billige Nokiatelefon som den smadrede fra november, samt omtalte batteridrevne 3-router med stort dataabonnement, og så virker lortet ikke hér!!

Jeg er SÅ vred på mobilselskaberne og deres løgnagtige løgne. De skal ikke bare sælge telefoner, de skal fandme sælge tilfredshed! Det er jo ikke vaskepulver, for hulen – man køber bindingsperiode og alt muligt og så skal lortet sgu virke! Og man skal behandles ordentligt og tales til ordentligt og ikke køres ud i et eller andet stift hierakisk system med patenterede orange sideordnere uden fingeraftryksmulighed og mulighed for gravskrift! Freundlichheit muss sein!

Og det er der på Hald. Selv uden 3’er-net.

Hvad skal jeg skrive videre på?

Åh, ansøgning til arbejdslegat under Litteraturudvalget, Statens Kunstfond, som jeg har arbejdet på, siden jeg kom fra ferie. Dén skal skrives færdig, og afleveres senest d. 2. Hér gør jeg noget, jeg normalt ikke gør – jeg fortæller, hvem jeg er og hvorfor jeg er god. Det er nu meget rart at få frie tøjler, men jeg nægter at lyve – så, får jeg ikke noget, kan det tænkes at være, fordi jeg ikke lægger skjul på at en del af mit skrivende arbejde består i politisk fagarbejde for digterne. Deadline i overmorgen.

(Mobiltelefon slukket)

Kenneth Krabat, 31.1. 2011

Radio WFMU, Too Much Information with Benjamen Walker

Benjamen Walker som radiointerview-vært er… ja, det er sgu svært at sige. Sig selv? Jo, sig selv. Svært placérbart sig selv.

Playlists and Archives for Too Much Information with Benjamen Walker.

Se også (=HØR også) Benjamen Walkers Theory of Everything


Et liv i ild – få styr på vreden!

“Vrede” af fællesgermansk, “at være forvreden” afl. af “at vride”: Noget, der i udgangspunktet er glat og afslappet udstrakt normalt, vrides… Vrede er sjældent noget kønt syn, men kan være nødvendig.

 

Hvis et menneske når til behovet for at handle med formålet at stoppe eller konfrontere en trussel, overtages opførsel, kognition og fysiologi gerne af én altdominerende følelse: Vrede.

– Du ser vred ud.

– Jeg ér vred!

Vi har alle forskellige, indlærte, måder at vise vrede på:

  • Hysterikerne: Mennesker, der råber, sværger og sender andre folk blikke og fornærmende håndtegn, når de har travlt og er frustreret; kendes især fra trafikken
  • Surmulerne: Forsvinder passivt ind i sig selv og stopper med at tale til eller se på andre.
  • Redepisserne: Lader kun frustrationen gå ud over dem, de elsker
  • Bortlederne: Ignorerer årsagen til deres irritation ved at fordybe sig i avisen, skrue radioen alt for højt op, og glemme alle aftaler og ærinder. Konfronteret med det, reagerer de med: Jeg vidste det ikke, jeg glemte det, jeg er træt.
  • Bebrejderne: Lader alt gå ud over alle andre og tager sjældent ansvar for egne fejl og mangler.
  • Hævnerne: Føler det helt tilladeligt og retfærdigt at søge hævn for hvad som helst, på hvilken som helst måde, med undskyldningen: De fortjener det.

– Du ser ikke godt ud, når du udtrykker vrede.

– Jeg har det ikke godt!

Det er en kendt sag, at visse mennesker er mere opfarende end andre. Fra astrologisk hold forklarer man det med at være disponeret for “ild-energi”, men tilstanden kendes af de fleste: At et menneske hele tiden må handle, har svært ved at stå stille eller vente, er meget udad-agerende og ikke levner reflektionen den store opmærksomhed: Nik, når det passer:

  • Folk beder dig gerne om at skrue lidt ned for temperamentet
  • Du føler dig anspændt en stor del af tiden
  • På din arbejdsplads udtrykker du sjældent, hvad du føler og tænker
  • Når du er oprørt, forsøger du at lukke verden ude ved at se TV, begrave dig i en bog eller et blad, eller ved at lægge dig til at sove.
  • Du drikker alkohol eller indtager THC stort set dagligt for at falde til ro.
  • Du har svært ved at falde i søvn.
  • Du føler dig misforstået eller overhørt en stor del af tiden.
  • Folk beder dig om ikke at råbe eller bande så meget.
  • Dem, du elsker, siger vedvarende, at du gør dem ondt.
  • Venner opsøger dig ikke så meget (mere).

1 point pr. nik:
0 – 2 HÅNDTÉRBAR VREDE Nogle enkle afslapningsteknikker ville gøre dig godt – at trække vejret dybt, f.eks.
3 – 5 MODERAT VREDE Du behøver at finde ud af, hvad der stresser dig, og at opsøge teknikker til at håndtere dit stress.
6 -10 UKONTROLLABEL VREDE Du har et problem med vrede. Du er ikke den eneste, det ville gavne, at du lærte nogle teknikker til at håndtere din vrede.

– Jeg bryder mig ikke om dig, når du er vred uden grund.

– Jeg bryder mig heller ikke om mig, når jeg bliver vred, uden at jeg ved hvorfor.

Vrede anvendt rigtigt kan gøre vores overlevelsesstrategi mere hensigtsmæssig: Mange mennesker forstår og respekterer en sådan grænsesætning som angivelse af personlige pladsbehov i verden – fordi de selv har det sådan.

Når en menneske bliver rasende, forstår de fleste tilskuere, at det handler om indre grænsesætning. Reaktionen svarer dog ofte til måden, man forsøger at begrænse eller slukke en ILDebrand på: Folk forsøger at isolere den rasende, så de ikke selv kommer til skade eller mærker vreden.

Vrede er ikke en rar følelse for nogen – men at skulle forsvare sig mod et rasende menneske, skaber ubehag – især, hvis det er et menneske, man elsker.

– Jeg lider, når du er vred.

– Jeg bliver rasende, når du lider over at jeg er vred!

Vrede er en personlig ting.

Terapeuter, der arbejder med håndtering af vrede, er ikke enige i, hvor ofte et menneske bliver vred eller irriteret. Men de enes om at sende vreden tilbage til Den Vrede. Vrede i alle dens former er noget personligt.

Irritation, vrede, raseri handler kun om andre i dén forstand, at de andre findes til at aktivere dine indre overlevelsesmekanismer. At de andre tager det personligt, når DU bliver vred, er sådan set ikke dit problem – om end du bør være opmærksom på, at din vrede kan koste dig respekt, familie, arbejde, venner, og ikke mindst, dit helbred.

Dit egentlige problem er, HVIS du opfatter din vrede som vigtigere end dine relationer til andre mennesker. HVIS du hellere vil føle dig vred end at mærke nogen anden af de følelser, vi mennesker kan føle – så følelsen af vrede bliver et værn mod alle andre følelser.

Vrede er i orden. Sig “Jeg er vred, fordi…” – så har du styr på din indre ild.

– Jeg føler mig værdiløs og uelsket, når du er vred!

– Du er en led luder, din jammer er ulidelig!

Siger du “DU er…” har du ikke styr på en skid. Så er du inde på de andres banehalvdel. Bliv hos dig selv!

– Jeg elsker din ild, jeg elsker alt ved dig!

– Jeg bliver altid så glad, når du viser, at du har plads til mig!

Det kan godt være, at det er nemmere at reagere PÅ andre mennesker end på dine indre dæmoner. Men hvis du har indre dæmoner, så find ud af, hvad det de er så vrede over, i stedet for at lade dem bestemme over dit ydre liv!

Få styr på dit lort, for din egen skyld. Så vi andre tør give dig plads.


Kenneth Krabat, 18.11. 2010