eDigtsamlinger og Sci-Fi-noveller rykker
nu går jeg næsten ikke udenfor en dør!
Er det dét, der har været livet?
Jeg husker følelsen af at have skrevet. Det var det største i verden, en eufori, en glæde, en følelse af at se ind i en anden verden, at noget var blevet færdigt og at det var mig, der havde foranlediget det, kanaliseret det, nedskrevet det, redigeret det, læst og været tilfreds!
Og forundret.
Wow! Min første pris – og så for dét, der betyder mest for mig!
Jeg har været borte fra 1000 stemmer, fordi jeg har været syg. Kræft i tungen. En tid frygtede jeg, at de ville skære den ud. Bare tanken, at jeg skulle miste evnen til at artikulere! 30 års arbejde ned i kloaken… Aldrig igen læse op! Continue reading “PoesiPerformanceprisen 2014”
Encyklopedisk.
Hvad siger sproget selv? Continue reading “Husk at række tunge ad skæbnen”
Hvad nu, hvis man mister evnen til lydligt at gøre sig forståelig?
Jeg var på skrivearbejdsophold i Tyrkiet i 6 uger fra slut-januar til 4. marts. Under hele opholdet blev jeg mere og mere øm i tungen, og gik til lægen straks ved hjemkomsten. Maskineriet gik omgående i gang, og jeg skal opereres for kræft i tungen torsdag d. 20. marts. Continue reading “Kommunikation er (ikke mindst) Artikulation”
Dét, som er indlysende, føles sjældent godt i længden.
Read Quote of James Walker’s answer to Life: What are the top 10 things that we should be informed about, in life? on Quora
– You spend a third of your life asleep, nearly as long on your feet, and are constantly digesting food. As such invest in a good bed, good shoes, and good quality food.
Først må man arbejde hårdt for at samle data, meget hårdt, dag efter dag efter dag i årevis, og så en aften i en rus eller efter sex eller yoga eller terapi, hvor kroppen for én gangs skyld flader helt ud, følger en indsigt, der fylder hele universet og skaber et udsigtspunkt i satellithøjde, men når dén rus lægger sig og ruderne eller brillerne ikke længere dugger, er man kun knap blevet et enkelt atom højere. Der er ingen genvej til forståelse.
(Erkendt bange; ikke frygtløs.)
jeg frygter ikke døden
jeg er bare ikke færdig med at være her
der er ting jeg behøver at opdage
erkende
blive færdige med
slippe
opleve forandrede
forud for at give tanken om
helt at forsvinde
fri
jeg er døende
ikke dén død
tror jeg men forandringen til
at være en anden
er stor nok i sig selv
tror jeg
denne anden vil ikke slæbe rundt på fortiden
i enhver relation til levende og fossil
ikke vente på sine handlinger
ikke vente på sine beslutninger ikke
vente på sine følelser ikke
vente på sine tanker slet
ikke vente på noget
blot være dét
der ér
Hvad kan man dog forlange af sig selv efter godt selskab, god mand, alkohol og tango?
Og efter Vinter følger Vår, spørgsmålet er bare hvornår!
Det er godt at have en terapeut. Som kan bane vejen gennem moradset og lade mig have de følelser jeg har – uden at behøve at finde fejl ved hverken mig selv eller andre. Som definerer det dysfunktionelle som “overlevelsesstrategier” og alle følelser som “nødvendige i øjeblikket”.
Jeg leder efter holdepunkter. Et holdepunkt træder frem under samtalen med terapeuten: Hvad der føles som en kommende eller nuværende død med isolation fra følelser og værdier er en livsvinter.
Livet består af cykler og kan i et “naturligt” længde livsforløb ses som sådan: barndom, voksen, alderdom, død. Alle mennesker gennemgår cykler med begyndelse, midte, afslutning og venten – en relation kan rumme sådanne cykler og nå til et punkt, hvor alt føles dødt eller opbrugt; det kan også være et arbejde, et projekt, et formål med livet, et bestemt gøremål, en tro … ting forandrer sig, relationer til ting og mennesker forandrer sig. Og det gennemgår alt sammen den samme cyklus med begyndelse, midte, slutning og ophør.
Det lyder måske logisk, men det er faktisk en vigtig pointe ved livet, at det nye har kraften til at forandre, det satte kraften til at konsolidere og holde fast, det gamle kraften til at give erfaringen videre, og pausen eller stilstanden eller “døden” kraften til at gøre ingenting, hvile, vente.
Det er vinterens formål. Måske det er den faktiske døds formål også, set fra et menneskeligt perspektiv – spredningen af organismens bestanddele ud i kredsløbet, hvor de kan genoptages og gøre nytte (et argument for begravelse frem for brænding). Og måske er det også argument for den krise, jeg gennemgår, som jeg kalder Livsvinter.
Jeg skal finde kraften, samle kraften, samle kræfterne, så jeg kan udholde at vente. Hvile og vente. På foråret som følger efter vinteren. Fødslen, der følger efter døden.
For et menneske er det oftest en abstrakt forteelse, dette med livet efter døden – men hvis man ser, at vores DNA er over 3 millioner år gamle i én ubrudt linie, giver det et meget godt perspektiv på dét at leve som at være en del af LIVET i sig selv, og at man ved at dø fodrer det liv, der må følge.
I såvel den abstrakte version, som i den videnskabelige og i den åndelige version, er foråret og vinteren, det nye liv og den tomme, nøgne, uproduktive stilstand, begge nødvendige dele af det samme. Kredsløbet kan ikke undvære nogen af bestanddelene, og forsøger man at presse en af dem ud – som f.eks. at droppe erfaringsvideregivelsen ved at fyre de ældste i erhvervene, eller ikke lukke unge ind, fordi de er uerfarne, eller forsøge at intimidere de konsoliderende voksne, blot fordi deres funktion er erfaringens konsolidering og de dérfor ikke ubetinget kan afkræves fleksibilitet eller fornyelse, eller man ikke skaber eller muliggør stilstand i produktion eller økonomisk vækst – lægger man en bombe under hele kredsløbet. Måske er det, hvad vi ser nu med verdens recession.
Vinteren er nødvendig. Den er ikke altid behagelig. Især ikke hvis man har været vant til aktion, hastighed, betydning, værdiskabelse, vidensskabelse og -erhvervelse, anerkendelse, interaktion osv. og så pludselig må se, at intet betyder noget længere. At alt er brugt op og … stilstand. Tomhed. Ingen følelser, ingen varme eller kulde.
Min livsvinter er ikke behagelig. Der er ingen vej, når man står stille. Vejen er at stå stille sammen med vejen. Og finde glæden igen ved at stå stille. Jeg klipper træer, slår græs, er begyndt at læse igen, ser nogle få venner, skriver ingen digte eller andet af litterær betydning, forsøger at være og sove når jeg er træt, spise når jeg er sulten … det er sværere, end det lyder. Jeg HADER ikke at føle STORT … hvilket ikke er et paradoks, men bare ord … jeg kan blot ikke navigere, når der ikke er noget at navigere efter. Når alt i hele verden er dækket af et tyndt eller et tykt lag værdiforglemmelse og kun lader sig se i glimt, når en eller anden tilfældig storm vælger at afdække et lille område – som dog snart igen er dækket til og ude af syne og følelse.
Jeg ønsker mig forår. Som kommer, når det kommer. Det ved vi. Det ved jeg også. Det bliver jeg dog ikke tålmodig af. Tålmodig bliver jeg heller ikke af at beklage mig. Tålmodig bliver jeg kun ved at gøre det her øjeblik til noget, jeg kan mærke. Og dét kan jeg, indimellem:
“Livsvinter” er et smukt ord. Jeg håber, du synes det samme.
—
se evt. indlægget “Brændt Ud“
Ingen Knausgaard hér. Hovedstolen får være en synops i dag.
Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.
Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.
For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.
Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!
Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.
At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.
Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.
Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?
(fortsættelse følger måske…)
Skygger bevæger sig lige uden for synsfeltet – noget bevæger sig og er ikke et møbel eller skygge kastet af møbler, eller af træer uden for vinduet.
Linierne på skærmen falder til én side. Læner sig. På den bærbares skærm til den ene side, på monitoren til den anden.
“Du er sådan én, der får pigerne til at græde!”
Mine følelser er ofte ikke mine.
I mostly only ever deduct how things function – eg. how ambition works, why the blackbird sings, or how to make money, or why someone is hurt by rejection – but rarely how to work them to my advantage. Why is that?
Man skal brænde for at brænde ud.
TAB er en del af alle lidelser, og kan nemt føre til kortere eller længerevarende nedtrykthed, sorg, eller depression: Noget er mistet, som giver én følelsen af ikke at være hel, eller man må skulle give slip på noget, man før har værdsat højt: et menneske, forestillinger om egne evner, retning i livet, betydning for andre, forskning, filosofi…
Men at miste interessen i nyt er at miste interessen i selve livet.
Udbrændthed er blandt andet kendetegnet ved:
Et bedre ord for udbrændhed er nok “udmattelsesdepression”.
|
Stress
|
Udbrændthed
|
| Karakteriseret ved overansvarlighed | Karakteriseret ved manglende engagement |
| Følelsesudtryk er overreagerende | Følelsesudtryk mangler kant og indhold |
| Afføder hast og hyperaktivitet | Afføder hjælpeløshed og håbløshed |
| Tab af energi | Tab af motivation, idealer og håb |
| Fører til angstlidelser | Fører til afsondrethed og depression |
| Primære skade er fysisk | Primære skade er følelsesmæssig |
| Kan tage livet af dig før tid | Kan få livet til at synes ikke værd at leve |
| Source:Stress and Burnout in Ministry | |
Udbrændhedt forekommer typisk på arbejdspladsen: Du arbejder for meget og bliver værdsat for lidt. Meget enkelt. Men erstat “arbejdsplads” med hvad som helst, der kræver en stor del af din tid, ansvar, engagement, og du vil se, at udbrændthed kan forekomme hvorsomhelst. Continue reading “brændt ud”
LYDKUNST, da lydkunst var en mulighed i DR.
Stor oplevelse at være med til!
Jeg kan ikke klare mig i den digitale verden. Ikke længere. Hvordan klarer dagens unge sig? Hvordan bliver de mennesker? Jeg er en hybrid, mellem antikveret og moderne, og ingen af delene. Min erfaring er historisk, ikke ung. Jeg flyder i tid mellem digital og analog. Jeg savner krop og nærvær.
Jeg går rundt og er nedtrykt.
I forbindelse med lanceringen af min nye bog på eget “forlag” er jeg blevet overvældet over alt det, der er skal gøres, når ens baby skal nå ud til menneskene. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Jeg var det allerede.
Jeg bliver ældre og jeg lever stadig på den samme fiktion fra min ungdom – at det kun er et spørgsmål om at skrive og skrive og skrive, og så skal alt nok blive godt. I mellemtiden er hele verden begyndt at skrive og ingen læser de andres tekst, med mindre anerkendte mennesker og forlag holder dem i vejret og peger på dem, men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt.
Facebook er blevet et sted, hvor alle skriver til alle; hvor arrangementer annonceres; hvor folk kommer i kontakt og dér, de savner hinanden – ikke udenfor, ikke på mail, ikke på telefon – og hvordan trække sig ud af Facebook uden at blive endnu mere isoleret? Men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt. Ikke alene af dén grund.
Ebøgerne vælter frem og der er ingen steder for digterne at finde et hjem, hvor linierne ikke bliver klippet over af programmører, der skriver læsekode for prosatekst. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Ikke direkte. Men det fylder at ingen forstår eller respekterer pauser.
Nej… Det der gør mig nedtrykt er, at som vi flytter os til den digitale præsentations- og kontaktsfære, efterlader vi kroppen. Vi bruger vores egen krop som vi plejer, men kontakten til de andres krop… Her accepterer vi permanent at være uden kontakt. Det afspejler sig i alle informationsmedier, at vi accepterer deres uhåndgribelighed, og taler om interaktion snarere end berøring.
Når jeg ser digte, der ikke kan rumme åndedræt, ikke kan formidle åndedræt, bliver jeg nedtrykt. Når jeg ikke kan røre mine venner eller mine forældre, bliver jeg nedtrykt. Det er ikke nok at røre et træ eller min cykel eller ligge på en græsmark eller drikke en kop kaffe på en café i en storby, selvom det hjælper en smule at være omgivet af lugten og lyden af mennesker… Jeg behøver fysisk berøring. Jeg behøver lyden af åndedræt. Den simple bekræftelse af liv.
Eneboer med alle muligheder for kontakt.
Jeg befinder mig i den virkelige verden. Det huer mig ikke. Der er ingen fortid værd at tale om. Ingen fremtid værd at tale om. Et nu har ingen betydning uden fortid og fremtid. Hvad skal jeg hér, hvis jeg ikke står på noget at tage afsæt fra og gå imod?
I morgen begynder jeg at løbe. Nej, på mandag, når sportsbutikkerne åbner, tager jeg ind og køber løbetøj. Og får taget mål til løbesko.
Not.
Det var ikke engang sjovt at sige det. Jeg hader at motionere og gøre ting, der er monotone i deres essens.
Jeg er en fremmed for mig selv. Mit JEG er ikke mit MIG, som jeg ellers troede var en livslang indsigt.
Det ligger alt sammen i at gøre det. I processen.
I at gøre det.
At være i det.
At være det.
Det er uden betydning. Ingen behøver mig i deres liv. Ingen. Jeg er snart 50. Jeg kan risikere at skulle henslæbe 40 år til uden anerkendelse. Uden at føle, at jeg har en grund til at være her.
Kærlighed er at give. Ja.
For dén som kan modtage er kærlighed at give. Selv når man er alene, kan man kompensere, hvis man kan modtage kærlighed, og give til alle andre, til nødlidende institutioner, til fremmede, til hjemmehjælpen og venners børnebørn. Og aldrig forvente noget igen. Mens det største, levende organ, huden, skriger efter at blive berørt, om det så bare er et stød, et skub i supermarkedet, en overbærende, men frivillig strygen over hånden på socialkontoret, eller i kapellet, mens vennerne smutter én efter én.
Jeg skulle aldrig have set ham dø. Bedste. Fire gispende vejrtrækninger, og så var 92 års akkumuleret viden og erfaring og kærlighed og frygt og overlevelsestrang strøget af kalenderen. Ikke mere morfar at besøge. Ikke flere naive forsøg på at trøste eller det modsatte. Ikke flere berøringer af hans faste klo af en sindssvagt stærk hånd.
Min verden ophørte. Jeg afsluttede. Noget nyt skulle være begyndt dén første sommerdags tidlige morgen. Men det gjorde det ikke. Det blev sommer – som alle havde længtes efter. Og jeg sidder stadig ved hans seng og ved ikke, hvordan jeg skal kapere, at han dør nu.
Snart to år siden. Men dér har jeg siddet fra før det skete. I tanken sidder jeg allerede ved mine forældres dødssenge. Og venter på at de skal dø, så jeg endelig kan komme til mig selv og blive dét, jeg har følt mig som altid. Helt alene i verden.
Og her skulle fortællingen så gå tilbage til barndommen og ridse alting op, så man forstod det nuværende og kunne se hvilket afsæt for det efterfølgende dét ville være. Men det er netop dét, som sagt ovenfor: Der er ingen fortid. Og intet noget peger på.
I dag ligger jeg bare her og nyser, og ser middelmådige TV-serier, og en enkelt film over middel, Rum Diary, om Hunter S. Thomson, manden med sin litterære ragekniv stort set enehændigt transformerede offentlighedens opfattelse af journalistik fra noget urøreligt, sandhedssøgende, til at være et stift regelsæt fastsat af kapitalinteresser og styret fra partipolitisk-motiverede bestyrelseslokaler. En fortælling om dengang han fandt sin stemme. Sin indignation. Skulle jeg rejse ud i verden og lege indigneret og finde min stemme således?
Hvor naivt. Jeg ved hvordan mennesker burde leve og handle, men der er ikke megen realverden over dét. Det er kun 5 grader fra politisk korrekt, og tåler ikke det store eftersyn, før jeg roder mig ud i selvmodsigelser og udsyrede konklusioner på vegne af en ikke-eksisterende menneskehed. Men jeg har ret!
Det er ikke en af de her dage, hvor jeg er tilfreds med mine egne nedrakninger af andres arbejde ud af aldrig udtalt indignation eller regler for god opførsel. Jo, ret skal være ret: Ind imellem ved jeg, at mennesker skal tages ved hånden og føres til det nye, det gode, det væsentlige for alle og vises hvordan. Men jeg er så vred. Og i min vrede gøre jeg alle andre skyldige i min vrede. Det er ren skolegård og barndom. Tidlig svigt, aldrig forstået, aldrig tilgivet, aldrig undsluppet.
Der var ikke noget is, mens jeg så film, selvom jeg ikke har spist (nævneværdigt med) sukker i 3 måneder. Så jeg blendede mælk (mælkesukker) med frosne bær (frugtsukker, meget) og brandy (sukker som karamel og sprit som sukkeraffald af gæring) og spiste 4 mini-chokoladebarer, og drag tre kopper kaffe, kun to med sukker, mens jeg hele dagen ventede på at noget ville stige op af den ursuppe, jeg håber, jeg befinder mig i.
Det slår mig faktisk ikke før nu, at det måske ikke er en ny livsform til mig selv, der vil kravle på land. Måske vil det være en livsform, der tager bestik af min, føler sig advaret, og forandrer på tingene til gavn for fremtidige generationer. Eller guderne bedre det en livsform, der tiltrækkes af min, som mange tiltrækkes til Hunter S. Thompsons drikkende, rygende, stoftagende virrehoved. Man kan aldrig vide, hvad der kommer, når man forlader det, man var. Det er derfor kun nuet har betydning. Hvis man husker. Og drømmer. Og sigter mod noget.
Intet i verden ville ændre sig radikalt, hvis jeg ikke fyldte med mine 92 kg i hjørnesofaen her. Nogle spor ville blive anderledes. Måske nogle ville mærke tabet som jeg mærkede bedstes død. Måske aldrig komme sig over det. Måske smitte levende med det. Som jeg måske smitter levende med det her. Min døds-virus. Min levende-død-virus.
For fanden. Det er da dét, der er grundlaget for enhver zombie-film. Mennesker, der ikke kan finde ud af at leve deres eget liv, æder levendes hjerner, men de levende er som de selv, og derfor bliver de aldrig mætte. Zombiefilm er en analogi for en af filosofiens grundbegreber – nihilismen. At der er intet. Uanset hvad man som menneske føler eller oplever eller. Eller, det er nok snarere essensen i nihilismen: Man kan ikke mærke noget. Følelsesmæssigt, eller fysisk blokeret for input. Derfor kan intet ud over erindringerne have betydning. Der kommer intet nyt ind. Det er at være en levende død. Levende forandrer sig.
Jeg skrev noget i den stil til en ven i dag. Samtalen har varet i mange år, og pt. handler den om enighed eller ikke. Han forekommer at ønske at være enig. Jeg behøver det ikke. Jeg er så meget på afstand af alle, at jeg næsten ikke kæmper for enighed, eller for forståelse. Hverken deres af mig eller min af dem.
Det ville være smukt med en velplejet have i år. 4 sommermåneder med fingrene i jorden og større forståelse for processerne i disse måneder. Så resten af året havde noget at binde sig op på. Men jeg har ikke lyst at være her. Det hedder enten terapi eller rejse. Mætningspunktet nærmer sig. Jeg må flytte mig eller dø. Tomrummet har varet for længe.
Mit hoved er ved at sprænges af hovedpine. Her kan jeg mærke, at jeg er syg. At noget er, som det ikke skal være. Min krop værker også meget i perioder, led, muskler. Sådan kan jeg mærke, at noget er galt. Det sluger mit fokus, men fremtiden rummer ikke helbredelse. Den rummer kun død og forsvinden. Diffundering ud i betydningsløshed. En strøm af udrikkelig filterkaffe ikke ned i kolben, men i et vandfald. Jeg skal dø og forsvinde. Og jeg kan ikke få min opmærksomhed andetstedshen. Jeg kan ikke føle noget andet end dét.
Siger jeg, at jeg forstår? (Ikke mig. En anden.)
Siger jeg, at jeg forstår?
Problemet med at fatte Breiviks handlinger er ikke, at de ikke er til at forstå, men at vi ikke må. Forstå. For hvis vi forstår, hvad gør så dét ved vores egen såkaldte menneskelighed, vores fordragelighed, vores stærkt indprogrammerede grænsesætning, der forhindrer dyret i os i at rage til sig på primitiveste manér? Der vil ikke være nogen hindringer.
Vi må ikke forstå hans handlinger, vi har ikke lov, tør ikke tillade os selv det, hverken ved identifikation med hans ønsker eller hans midler eller hans skævvrednede fortid eller hans neurokemi. Er vi ikke sikker på vores egen, sørger de andres civilitet* for, at vi ikke gør. Enhver samtale om emnet skal i dag ende med ”men jeg ved i virkeligheden ikke”, for hvis vi synes, vi ved, hvem er vi så? Hvem er så vi, der kan identificere en del af vort indre med en massemorder? Er vi så ikke én, der skal passes på? Måske præventivt isoleres blandt menneskene eller helt væk og ude af syne og tale? Men var det ikke netop sådan, at Breivik kunne blive til dét, han blev, og er, og endnu ikke er færdig med at blive?
Vi må selv vokse i forståelse for at kunne udholde så mange måder, dyret i os kan vende sig i sin dyriskhed og kræve at komme til udtryk. Vi må gå en lille smule tættere til afgrunden, ikke væk fra den, som præster og medier og alle andre vil have, at vi gør. Vi må se ned i afgrunden for at se os selv. Vi må vinde over mediernes skræmmekampagner med grædende, sørgende, chokerede mennesker. Vi må have lov til at komme til forståelse, vi må have lov til at kunne forstå. Hvis blot et lille bitte hjørne af vores hjerte eller rationale eller sjæl kan rumme forståelsen af det ikke-civile menneske. AF, ikke FOR. For vi skal ikke anerkende handlinger, der skader os som individer eller vores opfattelse af samfundet som et hele, men betragte mennesker som Breivik som lærere.
Hvordan tager man imod læring fra dem, der ikke underviser? Man studerer sig selv ved at mærke og tænke efter. Man spørger sig selv, hvad man vil betale for sin civilitet*, for sine børns civilitet, for klodens civilitet. Man spørger, hvad prisen for fred i lokalt, nationalt og globalt FÆLLESSKAB må være.
I dag er prisen for fred stadig en høj grad af udnyttelse af diktaturstaters naturressourcer. Og at lov- og paragrafryttere kan fortsætte med at risikere verdensøkonomien for egen vinding. Og at naturkatastrofer i uuddannede lande kan få lov at udrydde lokalbefolkningerne. Og at flertallet af mennesker i verdens rige lande kan vende ryggen til det hele. Prisen for fred er, at kun rationelle og/eller ekstreme minoriteter forsøger at lave det globale samfundsmaskineri om. Prisen for fred er, at vi, det stærke flertal, afviser at forstå og overlader ”såkaldte” kompleksiteter til ”eksperter”. Prisen for fred og forståelse er, at vi undlader at se og føle og tænke. Prisen for fred og stabilitet og forudsigelighed og relativ ro på pengemarkedet og i jobsektoren og i uddannelsessektoren og i fødevaresektoren og i transportsektoren og i energisektoren er, at vi undlader at indrømme, når vi forstår, at noget er forkert.
Problemet med at fatte Breiviks handlinger er således ikke, at de ikke er til at forstå, men at jeg ikke må. Forstå. For så modarbejder jeg mit eget behov for fred og stabilitet. Jeg lever jo så kort, ikke? Det skal ikke være mig, der sætter liv og fred og fremtid ind på at betale prisen for at være ærlig, vel!? Ikke mig. En anden!
—
* Civilitet: Indplacering som eller opdragelse til bevidst medborger blandt medborgere; balancen mellem personlige og fælles behov; “en høj (eller lav) grad af civilitet”.
Nighttime bitch-slap.
• this nothing matters feeling is quite interesting.
• no its actually quite horrible.
• its more like empty.
• im empty
• no one to hear my swan song.
• swans dont sing
• also swans dont swim under water so using the metaphor going down in combination with swans even if they are cute and cuddly and are rumored to be able to break your arm with their beak is quite redundant. Continue reading “Swans dont swim under water”
Om den lystbetonede adgang til livet: Det er ikke LYSTEN, der er noget galt med. Lysten er livets trækdyr.
… fine nuanceforskelle, der beskriver tilgangen til lyst fra forskellige vinkler – ikke alle lige positive.
I seneste nummer af Ud & Se interviewes skuespilleren Nicolas Bro.
Som barn af Helle Hertz og Christoffer Bro, begge skuespillere, har han levet i et skabende/udøvende miljø altid. Han omtaler sin kone som kernen i sit liv, men også at hun – i kraft af sin stilling som scenograf på et teater – forstår, at han har en lystbetonet tilgang til sit erhverv, og at der i dét (min parafrasering omkring sådan virkelighed) ligger perioder uden lyst, perioder med natteroderi og brænden energi af, perioder med ingen energi, lejlighedsvis følelse af inkompetence, uduelighed, overmod, overmagt, osv. Continue reading “LYST, drevet, båret, styret, betonet”
![DIGT: Jeg frygter ikke døden [tekst og lyd]](https://krabat.menneske.dk/kkblog/wp-content/uploads/2012/08/courage-the-cowardly-dog.jpg)
