Category: dagbog

Tinnitusmorgen, sommer 2018

 

kølig morgen. varme og sommer normalt som siamesiske tvillinger i Danmark, i sproget må sommeren så være forbi i dag.

en motorcykel lægger an til lift-off på motorvejen. vinden må så stå i vest.

og oven over alting syder tinnitus.

det er måden den er der på. nuet den er i. måden den fylder på. dens isolerende effekt oven på isolerende effekt fra kræfthverdagen oven på isolerende effekt fra skammen oven på isolerende effekt fra Du Er Intet Uden Papirer oven på isolerende effekt fra Du Er Alt For Klog, men det KAN jo vel ikke være verden, som gør alt det, isolationen Må være en følelse, en livslang én af slagsen.

nu miaver katten for mine fødder, den vil kontakt eller sige tak for mad eller have mere. men den afslutter altid Nok Mad med at vaske sig, som den gør det nu. og oven over alting syder tinnitussen, goddaw. en elendig kaffe som begyndelse på dagen, fuck. jeg vidste det godt, da jeg kom vand på de få bønner der var i pressebeholderen, den ville blive helt tynd, men jeg forhindrede det ikke og varmede al mælken og kom det på. katten igen. hvad vil du, misse? snurre 3˚ på stolen og den stikker mod køkkenet igen. pelsen er fugtig af vejret uden for. på 4 minutter har den gennemspillet alt og er tilbage ved måltidet, en ny begyndelse eller afslutning på alt andet. hvad ér et re-boot? og oven over alting ligger tinnitus.

bare JEG kunne begynde forfra. denne position lugter SÅ meget af slutning. jeg kan spærre munden op på formodningen at strammende muskler i halsen er synderen og næsten lykkes med at skære de højeste og mest skærende toner væk. men jeg kan for helvede ikke gå gennem dagen med munden spærret op som Dødens Spøgelse fra Scream! måske lige om lidt ligge lidt hen over den kolde bold, strække musklerne i halsen uden at brække i nakken. goddaw grossenollike i den afblomstrede syren, du kan godt finde ud af at leve, så længe du gør det, alt uden for ruderne sker af sig selv, verden ved ikke jeg har alt og alle i tankerne.

det kan så ikke være verden i det selv, Das Ding an Sich, men den observerede verden, der bare ikke føler sig truet, ikke ved den bliver set og betænkt.

tidlige omslag på philip k dicks Eye in the Sky havde direkte et Øje på Himlen, og knowing Dick har der sgu nok også været et kæmpe øje på himlen i historien, som i hvert fald nogen kunne se, husker omslaget bedst.

og oven over alting høres tinnitus. den uobserverede verden, dét er slut nu, lægen på riget til helårstjekket, der fysisk krydsede arme og ben da jeg forsøgte at få hende til at udtale “atrofierede muskler” som årsag til tinnitussen, hårdt at se hende lukke af for min vrede, akavet, jeg var jo i sorg, tilskadekommen af brusen, hun kunne have trukket vejret igennem det og ikke lukket sit hjerte, men ladet min vrede passere igennem sig, Have Kunnet havde nogen vist hende hvordan, også hun er overladt til at klare sig selv, systemet har heller ikke noget til HENDE, systemet vil have mere, end det giver. som med kapitalismen og arbejderne. ikke arbejderne, der ejer produktionsapparatet, ikke arbejderne, der ejer sig selv. men produktionsapparatet der ejer DEM, som sundhedssystemet ejer lægerne, systemet der har uddannet dem vil have ALT igen og MERE til i form af overholdte løfter og kompetenceopbygning til de kommende generationer, men viser ikke lægernes psyke og kroppe omsorg, det må lægerne selv kunne igennem lægeforeningens forhandlere med en nuværende regerings budgetgivere

og dér solen uden for ruden. regnvejrssol, dér så sankt hans på lørdag og bålforbud, dér dem, som ignorerer bålforbud, dér nedbrændte byer og landskaber og lande og verden i flammehav, dér alting renset og dér livet forfra, en grossenollike uden for ruden i knævver med andre uden for billedet, dér tinnitus, dér, dér verden, én verden, ingen verden, ingen påkrav om levering af noget, intet ansvar bygget ind, kun at mikroplastic dræber alle kommende generationer, langsomt, dér dunkende tinnitus, sydende brusende, Rend MIG

Efter Facebook på 1000 stemmer

 

Efter  at have forladt Facebook. Og efter at have boet ret isoleret igennem 10 år, med og efter stalking, med og efter kræftbehandling, med og efter mors afsked med livet, er frekvensen af mine skriftlige henvendelser til en indre avatar, eller bare kenneth-efter, faldet drastisk.

Faktisk henvender jeg mig kun til verden af 3 årsager:

  • når jeg er rædselsslagen over indsete konsekvenser af noget og vil advare/forberede andre mennesker på samme.
  • når jeg er hamrende begejstret over noget og vil dele med/glæde andre mennesker.
  • når jeg kommer i tanke om, at jeg for længe siden har sat noget igang, som  fordrer vedligehold af og til.
  • Og så når jeg får en idé til noget, som kan være nyttig for nogen, fordi de har spurgt i et eller andet forum og jeg har fundet glæde i at svare.

Og det var så 4 årsager. Jeg kunne godt bruge nogle flere. Eks. den her:

  • Fordi det er del af en endeløs samtale, som jeg aldrig bliver træt af, og jeg glæder mig til at høre de andres svar og holdninger.

Men jeg ER træt. Menneskene forbliver de samme, men energien til at deale med dem er faldet. Dertil tab af håb for forandring, mig selv og arten. Dertil er jeg blevet godt til at lyve for mig selv, håbe på det umulige, uden at gå hele vejen for at opnå det umulige, og det forekommer mig at alle andre i en vis alder nok har det på samme måde, fordi energien falder. Og samtidig ved jeg, at der er mange måder i min alder at få mere energi på. Men jeg tror måske nok, at jeg er fatalt indstillet på, at jeg aldrig igen vil finde grund til at tage chancer i livet, som indkluderer at handle uigennemtænkt og spontant. Og så forandrer jo ingenting sig vel, og ingen uberørte potentialer kommer i spil, og livet går derudaf stort set som kenneth-før levede det.

Det er forstemmende, og skamfuldt. Og så sker der ikke mere i dag.

 

HVOR DE BOR

– kortprosa

Nu forsøger jeg igen. Skrive noget, impuls til at skrive, jeg skal snart op, jeg bør forsøge at soge, jeg vil hellere forsøge at skrive, men der er ikke noget at skrive om, jeg har gjort en veninde glad med hjælp til huset, jeg har kørt far til hans kæreste i nordjylland, jeg har fået udgivet digte som mit alter ego, har ikke lyst til at skrive noget af mit eget.

Se, det var vel en slags dagbogsindlæg. Det burde være LSD eller hash, måske 40 timer uden søvn eller bare lade døgnet rotere ved at sove og stå efter behov, bryde monotonien inden jeg dør, før jeg dør, indtil jeg dør.

Det var morsomt, ufrivilligt morsom, alt jeg gør er META, der ér ikke andet længere, jeg nyder at se fornemme mine hænder arbejde, når automatskriften kører, både fremad og i rettelse, fire fingre på den ene hånd, max 2 på den anden, det er 42 fingre lige ned i halsen, jeg vil ikke sige det imod, det var fingrene der skrev det, og kun den voldsomt sekundære, medlevende bevidsthed, der godkendte det.

Tænk, at jeg kan blive uenig med mig selv, men kun kort, så holder det op, så falder regnen, så ser vi på hinanden og på os selv, så sner det, så fryser vi, så bliver alting så normalt, så skinner solen, så mister vi os selv til hinanden på en gammel rebbro over Ganges, det er i Indien, din spasser, dér hvor de dør, jeg burde nok have rettet baglæns og således slettet enhver historisk fiksering, ingen skal vide, at jeg har levet i nogen tidsalder, jeg vil ikke skyldes for noget, jeg vil

så meget, jeg vil virkelig gerne så meget, jeg er utilstrækkelige optioner stillet op for børn at kaste dåseflødeskumskager efter, jeg falder nu, jeg kan mærke at det kommer nu. I stedet går så alting langsommere, bemærk at linjerne er befriede for navne og steder og udsagn og anekdoter, jeg begriber ikke hvordan det er lykkes at lokke nogen helt herned på siden på så lidt. Der kommer ikke mere. Jeg siger det lige ud. Nærværende er så højt det svinger sig.

Der bor mennesker i Oldenburg. Der bor hunde.

Corona-wowbog

– betragtes efter eget ønske som opskrift eller ikke.

dag 37 efter diagnosen, 3. januar… Corona efterlod en ubrugt halsbetændelse, da den drog videre. Ikke at jeg har tænkt mig at efterlyse ejeren og bede om at få det glemte afhentet. Men så heller ingen jammer over at den står sin kurs hér, vel?!

Har søgt 3 måneders lønnet vikariat i Smitteopsporingsdirektoratet. Afventer svar. Interessant, tror jeg; i hvert fald relevant. Men lige nu, forlyder det, er der rent kaos dér på Jonstrup kaserne – med massivt udbrud af Corona virus. [Jeg er gammelsmittet – tag mig!]

dag 24 efter diagnosen, 21. december… Med magten givet mig af regeringen og sundhedsstyrelsen erklærer jeg mig hermed ikke-smittende, idet jeg har udstået isolation til symptom-frihed + 48 timer, uagtet at jeg stadig har lidt slim i halsen, hvilket jeg henviser til en generel december-kulde-tradition, vi kalder forkølelse, der har et generelt overanstrengt immunforsvar som sin fremmeste årsag. Og hvis ikke stress over isolation nødvendigvis MÅ presse immunforsvaret, så ved jeg næsten ikke noget…

Continue reading “Corona-wowbog”

digt

– nu uden lille død

Du ved:
Vi mennesker dør 3 gange –

når hjertet stopper
når jorden kastes på
og sidste gang nogen udtaler vores navn. 

Tænk af være ansvarlig for den allersidste død!

min liste på det kongelige bibliotek

nu går jeg næsten ikke udenfor en dør!

 

Er det dét, der har været livet?

Jeg husker følelsen af at have skrevet. Det var det største i verden, en eufori, en glæde, en følelse af at se ind i en anden verden, at noget var blevet færdigt og at det var mig, der havde foranlediget det, kanaliseret det, nedskrevet det, redigeret det, læst og været tilfreds!

Og forundret.

PoesiPerformanceprisen 2014

Wow! Min første pris – og så for dét, der betyder mest for mig!

Jeg har været borte fra 1000 stemmer, fordi jeg har været syg. Kræft i tungen. En tid frygtede jeg, at de ville skære den ud. Bare tanken, at jeg skulle miste evnen til at artikulere! 30 års arbejde ned i kloaken… Aldrig igen læse op! Continue reading “PoesiPerformanceprisen 2014”