Digterværker skal jo overgå deres forfattere.

– gårdvagten, værkhøjde, konsistens og digte i vinden

 

”Jeg er større end mine bøger” falder mig ind. Mere menneske end forfatter. Af dén grund bør jeg måske høre op med at skrive. Jeg arbejder med digte, tænker poetisk, har en lyrisk tilgang til sproget, men måske er jeg ikke kunstner. Nok.

Og så husker jeg, at Lars Bukdahl engang sagde, at jeg havde en særlig plads i hans hjerte. Dét har jeg ofte haft i tanke. Ikke sådan godt eller skidt, bare haft.

[hér skrider det hele så. Vi ser det ske.]

Lars Bukdahl er enormt indflydelsesrig som især anmelder af digte, han ynder det sære og underlige vi engang kaldte avantgardistisk, og mange unge digtere frygter at blive nærlæst af ham på en dårlig dag – ikke mindst fordi han har raget håret og mere af mange både debuterende og etablerede forfattere gennem tiden.

Altid lykkeligt ignoreret af ham er jeg dog, men der var den gang, hvor han ønskede mig tillykke med fødselsdagen på facebook med ”fortsat god kæntring”. Fortsat kæntring… God kæntringTillykke med fødselsdagen!

At have en særlig plads i Bukdahls hjerte lyder så lidt som det samme – jeg skal ikke forvente, at han venter sig noget af mig, men jeg har gjort et eller andet, jeg ved ikke hvad der tænder ham privat, kun dét fra digtningen, men han havde behov for at sige det, og jeg tillider, at han mente det. Måske troede han også, at jeg forstod det. At jeg kunne bruge det til noget.

Men Lars, jeg fatter det ikke. Men jeg tror på, at du var ærlig. At du altid siger, hvad du mener. Uanset hvor uforståeligt eller idiosynkratisk ekskluderende, det måtte vise sig at være. Eller bare fantastisk heldigt, at det ikke er mig, der mærker dén ragekniv fra helvedes forgård – hvor Helvede så er den tid der går, mens man kæmper med det næste værk, og for at kunne arbejde i fred må kunne forvise minderne om de dårlige anmeldelser fra bunden af det underbevidste og ud i det tomme rum, hvor de ikke kan gøre nogen skade. UPS, planet ramt af Bukdahls ragekniv, 700 mia biller i kognitionsfasen slået med mindreværd, evolutionen sat 4 millioner år tilbage for at komme op med en bedre 2’er end ”æbler smager vildt godt og fremmer forplantningsprocessen!”

Ikke at føle sig som kunstner nok er givet en smitte af dét, som i Statens Kunstfonds-lingo hedder “at noget har værkhøjde”. Altså, at det er ”godt”. Ikke blot kompetent, men godt. Konsistent. Rører og løfter. Nyskabende, måske ligefrem. I hvert fald er det over middel, trumfer genrekravene med Konge eller Es. Eller måske dækker begrebet faktisk kun betegnelsen for det genreløse:

Litteratur,

som ingen behøves forsvare, alle forventes at vide, hvad ér – det varige ind i evigheden, som viser sig at forandre folk. [Personligt husker jeg kun de bøger, der bekræftede mit behov for et sammenhængende univers. Tolkien, Pirisgs LILA, Fowles Troldmanden, Cia Rinne. Dan Brown.]

Kunstner skriver litteratur. Håndværker skriver brugskunst. Brugskunstner skriver… jeg ved ikke, hvad en brugskunstner skriver, umiddelbart ser jeg en automekaniker for mig, der skriver lidt ekstra på regningen og nægter at udlevere bilen, før regningen er betalt. Men der er mange forventninger til mennesket, som bevæger sig ind på et område, hvor smagsdommere hersker. For hér må man ALT. Og alle våben og skjolde bedes afleveret ved indgangen.

Jeg er selv blevet kaldt mange ting (kreatives navneskift har sit eget punkt i janteloven), også amatør – som godt nok betyder at elske det, man gør, men ikke have det som sin levevej… men hvem fanden kan leve af at skrive digte! – og ikke-notabel; dét er wikipedia-moderator-slang for at være en fiasko, ikke at have et folkeligt gennembrud, der oversætter til salg og megen omtale, og dermed ikke værdig til benævnelse på Wikipedia – og i  én særlig anmeldelse: med potentiale for kult – hvilket må være noget i stil med, at anmelde ude i sidesporet som en vej forbi køen, bogen mærkelig nok til et muligt følge dér, måske, og nu ikke love for meget, kult bliver mainstream på 12 sekunder, men hvem ønsker egentlig at køre i litteraturens sidespor? Jo, måske Lars Bukdahl har digterflaget ud af vinduet hér, hvid due på blodrødt græs. Måske så ér hans hjerteplads den højeste udnævnelse, ikke medfølelse, eller ynk?

[hér kan så optælles sekunderne brugt på sidespor, eller man kan male himlen blå]

Norman Mailer sagde i sit sidste interview, kort før sin død, at han døde lidt med hver bog. Dét er jo en stor kunstner, ikke? Aflevere af sin sjæl på siderne, vi køber ikke bare Norman Mailers bøger, vi køber en lille bid af hans sjæl, stor kunst, ikke sandt?

Eller måske var det bare, at det er SÅ pissehårdt at få lortet til at hænge sammen på den rigtige måde, at folk der kender til den slags ved den slags, ikke? At det er pisse udmattende at skrive, altså. For dét er det jo – dét ved folk, eller mange der ved det ved det. Uden at have gjort det. De tæller dog selvmord komma hvilken alder? og backlash af dårligt salg ind i ugebladene. For sådan oversættes smerte og glæde, ikke? Salg.

Og hér ville det være nemt at redegøre for digtere og forfatteres lidelser og smerte i en kapitalistisk og markedsfikseret elitistisk verden med et langt listedigt over ting, der gør ondt, hér iblandt alle tornene på Top 10.

[her holdes en lille pause]

Smerten er uden reel betydning. Skriften er alt, der betyder noget. At skriften fungerer på egne betingelser. Det er jo fødsel, for Hulan, og barnet skal ikke have for mange defekter. Og naturligvis skal nogen elske barnet og vise barnet omsorg og interesse. Barnet skal bare lige forbi gårdvagten og frem til slagsmålet. Og dét kommer barnet kun med hår og lemmer og hjerte i behold, i fald det… you guessed it: Består.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Og som med et godt digt uden svar på noget. Helt og kun en lille klump noget at nuldre i lommen på en dag, hvor hjertet er koldt, og vindene koldere.

HVEDEKORN 2021/1, løssalg og abonnement?

– et hvidt hul i det litterære landskab

 

Gyldendals redaktør Pasternak talte #1/2021 interessant OP i P1 i dag

Pasternak sagde, at HVEDEKORN var en underskudsforretning og forpligtelse – at der fast blev solgt et sted mellem 100 og 150 ex, 4x i året.

Jeg forsøgte at finde en boghandel at købe det omtalte nummer hos, inden for 15 km af mit opholdssted uden for København, men ingen havde magasinet stående; alle ville dog gerne bestille det hjem til afhentning

1 boghandler fortalte, at avancen var blevet til C-avance, dvs. 25% af udsalgsprisen, sat ned fra 40% med effekt fra jan 2019 – og at boghandleren selv skulle betale for returnering, hvilket gjorde det uinteressant at have stående.

Vi ved, at Hvedekorn er lagt ind under Gyldendal efter ophøret af Rosinante som selvstændigt forlag i efteråret 2018

– og at hvedekorn.dk blev nedlagt i 2019 og nu skal findes som en produktside under gyldendal.dk – se linket https://www.gyldendal.dk/produkter/hvedekorn-1-2021-9788702301359

– at (noget af) historien om HVEDEKORN nu kun kan findes via Wayback Machine (Borgen-tiden fra 24. april 2001  med billedarkiv tilbage til 1999, fra 28. marts 2002 som selvstændigt site , og Rosinante-tiden 2015 til 2018)

og 1 boghandler, der havde været i alle Københavns store boghandlere, sagde at HVEDEKORN ikke fungerede som impulssalg – det solgte kun til dem, der direkte kom efter dét

og samme boghandler sagde, at manglen på impulskøb af Hvedekorn skyldtes forsiderne – at de var “røvsyge”.

Men jeg kan sagtens
– bestille til afhentning hos alle boghandlerne,
– bestille via eboghandler og betale 40-50 kr i porto,
– købe det direkte hos Gyldendal med 10% rabat og gratis fragt i juni 2021 !!! – mod at oprette en konto…

og selvom man ikke pt kan købe et abonnement hos Gyldendal, og der pt. ikke på Gyldendals egen salgsside med HVEDEKORN henvises til Rosendahls, som producerer, trykker, distribuerer og håndterer abonnement, ER det muligt at udtage et årligt abonnement med 4 numre tilsendt for 500 kr. – det er sindssvagt billigt! – HÉR: https://rosendahlsboghandel.dk/productinput.aspx?tid=14835

– og den søde redaktionsekretær hos Gyldendal mente, at ingen nogen sinde havde henvendt sig for at udtage et abonnement – og mente samtidig, at det var fordi HVEDEKORN er af den type udgivelse, som går fra mund til mund – og selv henviser hun til de trykte udgaver, når folk kommer ind med digte på forlaget…

mens det “vist” ikke rigtig fungerer med HVEDEKORNS facebookside (men HVEDEKORN ER også så gammelt og stærkt et brand, at det for mange er det “største, hvis ikke eneste” sted at gå hen med sine digte, så der er sikkert lige så mange henvendelser dér som der til Gyldendals redaktion?!)

kilde: Facebook

Ny beskatningsregel – Bogmarkedet.dk

Denne beskatning rammer frivillige og reklameindtjenende bogbloggere og fastansatte og freelance-honorerede anmeldere lige. Så, hvornår rammer konsekvenserne anmeldere af ikke mindst mikroforlags litteratur?  De gratisarbejdende bogbloggere, som hér ikke udøver civil ulydighed, må enten have penge op af lommen eller stoppe arbejdet helt. Men hvornår får Lars Bukdahl, Erik Skyum, Linea Maja Ernst, Mathilde Mostrup, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen osv. påbud om efter aftale kun at acceptere udgivelser fra mikroforlagene, som der er plads til at anmelde i avisen? – for så i øvrigt at måtte lægge ekstraudgiften til betaling af anmeldereksemplarerne på abonnementsprisen…

Kilde: https://bogmarkedet.dk/artikel/kommentar-nye-skatteregler-vil-skabe-sk%c3%a6vvridning-i-dansk-kultur

 

DIGT: Systemerne falder

ja, de gør.

Systemerne falder
Systemerne falder
ja de gør systemerne falder
de knalder
systemerne falder
systemerne knalder
Systemerne formerer sig
Systemerne bliver flere
Systemerne multiplicerer sig
og hinanden
de fouragerer
systemerne finder hinanden
nogen holder mig på panden
systemerne æder mig op
det ér måske tidligt
i dagen livet teksten
at systemerne æder mig og systematiserer mig med
Med og i systemerne bliver jeg systemisk
system systems systemsk systematiserende selv
sådan set cystisk
på resten af alt kantet
her kaster jeg mig
ud og falder


Kenneth Krabat, 30.10. 2010

Blogdahl: Skrift blev digtet.

Har du poet-faktor?

Mandag eftermiddag og aften havde DRs læsegrupper inviteret til digtvurdering for 14 digterspirer v/ Lars Bukdahl, digter, anmelder ved Weekendavisen og redaktør på Hvedekorn. Om aftenen var der så introduktion til skriveudskolerne Forfatterskolen, Vallekilde Højskole og Krogerup – ikke uventet med STORT fremmøde. I går omtalte gratisavisen Urban begivenheden under overskriften “har du poet-faktor?” Både arrangement og overskrift er eksempler på, at digtningen som handling og erhverv får så stor opmærksomhed, at den kan risikere at glide ind i hverdagslig bevidsthed, med krav og udfordring som til alle andre erhverv. Det er interessant, skræmmende og udfordrende – for digtere i alle aldre. Måske vil en digter om nogle år ikke længere kunne le det væk, når spørgsmålet falder: “Men kan du så leve af dét?”

At det kan lade sig gøre at lave nyheder på digtere i en tid, hvor forlagene skyer den smalle litteratur som pesten, giver med evolutionære øjne god mening – ved anerkendelsen af digtningen som så livsnødvendig, at dens tilsyneladende bette størrelse, skønt ustøttet af de store, alligevel behøves! I hvert fald som personlig aktivitet… men man kan da håbe, at læsningen også vil falde ind i vækstområdet.

Mandag eftermiddag og aften havde DRs læsegrupper inviteret til digtvurdering v/ Lars Bukdahl, digter, anmelder ved Weekendavisen og redaktør på Hvedekorn, med efterfølgende introduktion til skriveudskolerne Forfatterskolen, Vallekilde Højskole og Krogerup, ved de respektive forstandere og ledere. Continue reading “Har du poet-faktor?”

Anmeldelser: elskede elskede

Så gik der 9 år…

elskede elskede
og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand

BLÆST 29, 2003, s.17 og 18
/Syddansk Universitets Litterære Fakultets Magasin

elskede elskede
af Christine Fur Poulsen

Kærlighed og parforhold. Disse to størrelser, som næsten alle har erfaringer med. Som unge, danske digtere bliver klandret for at skrive for meget om. Parforholdets lille verden, som de bliver beskyldt for kun at interessere sig for. Disse to udgør også emnet for Kenneth Krabats nye digtsamling elskede elskede. Titlen er meget beskrivende for samlingens temaer. Den består af to ord, en tosomhed, et par. Men de to er identiske og peger på en enhed. Samtidig kan ordet ‘elskede’ ses som den elskede, men også som jeg elskede, vi elskede; altså en datidsform, en fortid.

Digtene beskriver kærligheden som den kommer til udtryk i et parforhold og som den bevægelse, der arbejder udefra og ind, fra to mod én, og igen indefra og ud, fra én mod to, mod ophør og tab. De handler om kærlighedens begyndelse, midte og slutning, men selv lige efter begyndelser er bevægelsen der; bevægelsen, der fører til splittelse. Den ligger hele tiden som en understrøm, der er umulig at kæmpe imod. Bevægelsen, som går fra den stormende, altoverskyggende, vidunderlige forelskelse til hverdagen og den mere rolige, kedelige, morgengrimme kærlighed, der udgøres af parternes afhængighed af hinanden, men også bare af vanen, der gør, at man bliver sammen. Og så indser man, at det kun er vanen, og så går man, og derefter slutter det, og så står man tilbage med tomrummet.

Der filosoferes og poetiseres, som titlen også antyder, over individet overfor parforholdet. Hvor bliver individualiteten af, når man elsker helt ind til den elskedes kerne af sig selv og vice versa, og hvordan finder man den frem igen, når man pludselig står alene tilbage, og ikke kan definere sig gennem den elskede, som ikke mere er elsket eller vil elskes?

“Hvordan siger man uigenkaldeligt farvel? / Hvordan siger man overhovedet / farvel?” (åremål s.17/80).

Siger farvel til hvad, kunne man spørge? Til sin elskede? Eller til sig selv? Eller den man var, mens man levede sammen?

Tiden er tilstede overalt i digtene og mellem kærligheden og parforholdet. Den arbejder uophørligt, og i elskede elskede arbejder den hele tiden ubørnhørligt mod enden, som det ses i følgende citat:

“Kan du huske / den første gang du sagde / Jeg elsker dig? / Husker du / første gang du sagde / jeg elsker dig / med stor omhu fordi du vidste hvad det betød? / Erindrer du første gang / du brugte disse tre ord / uden rigtig at mene dem? / Og derfor / ka du genkalde dig første gang / du sagde jeg elsker dig / hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt? / Husker du / om du døde lidt hver gang?” (fra “i virkeligheden hvad 5”, s 96/28)

Samtidig er hele samlingens form og struktur et billede på denne tidens bevægelse mod afslutningen. Eksempelvis angives sidetallene både forfra og bagfra – man kan altså både orientere sig om hvor langt, man er fra begyndelsen, og hvor langt fra enden. Digtet, hvor ovenstående citat er taget fra udgøres af elleve strofer af varierende længder, som er delt op og bringes to og to, løbende i samlingen fra 10. og 11. til 2. og 3., og som sidste stykke tekst i samlingen står alene strofe nr. 1 fra “i virkeligheden hvad” og viser den modsatte bevægelse – den der ikke fjerner sig fra kærligheden, men nærmer sig den og tror på den:

“min antagelse er / […] at kærligheden vil blive / […] eller som det allermindste eksistere / for uden / hvad er vi da? / jeg mener ikke kærligheden i sig selv / men en definition på kærlighed… / for hvad er vi uden denne definition / ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget / men i særdeleshed dette!” (i virkeligheden hvad 1.” s 95/2)

Budskabet eller udsigelsen i elskede elskede synes at være, at måske gør kærligheden utilgiveligt ondt, måske mister vi hver gang, vi elsker lidt af os selv, men til gengæld bliver vi rigere på små bidder af andre mennesker og deres tid. Og uden kærligheden, at tro på, leve for, leve i, håbe på: Hvad er vi i virkeligheden så?

Ud fra min beskrivelse kommer krabats digtsamlig til at fremstå som meget afpudset, meget formfuldendt og måske lidt for glat og gennemtænkt. Det er den dog langt fra; den er fuld af finesser, sjove rammer, gentagelser, udråb, talesprog, leg, rå kanter og uskønne, vulgære formuleringer. Den er alt det, kærligheden, et menneske og et parforhold også er. Krydret med en masse tør humor!


Weekendavisen juni 2003

A-KRABAT OH
Den eksemplariske outsider Kenneth Krabat er på banen igen med forholdsvis vitale variationer over den gamle traver, kærligheden, den lykkelige og den u-

Forgræmmet Granat
Af Lars Bukdahl

Det er lidt irriterende, at Kenneth Krabats nye digtbog hedder elskede elskede (hvilket nemlig ikke – efter Dan Turèlls gl. forslag – skal læses: el-skede el-skede), når hans forrige overgrundpublikation, der kom for hele forbandede ni år siden, hed noget så fantastisk som Alle veje går til Magtenbølle. Ligesom Jens Blendstrups debutnovelle-samling, Mennesker i en mistbænk, fra samme år var Alle veje en eklatant utidig bog. Som nemlig gik til ypperlige yderligheder med en eksperimenterende kortprosa, herunder – WOW! – decideret lyddigtning, der først markerede sig som tidens korrekte tone-klang en tre-fire år senere. Og nu da alle de små forkælede poet maudits ivrigt-artigt skriver eksperimenterende kortprosa, må den umulige Krabat naturligvis atter træde helt ved siden af og præsentere en stor samling tænksom, konceptuel, oprigtig kærlighedsdigtning, hvilket ærligt talt også er lidt irriterende, når man nu trofast har gået og hæget om den skammeligt oversete Magtenbølle-bogs pionér- og nyklassiker-status, dens centrale plads på den dybt decentrerede reol bagmin ryg: Hvor er dog den sorte, skæve, vrængende humor, hvor i alverden er for fanden lyddigtningen (i to små, gode bagateller er den faktisk tæt på: en, der igen og igen staver til lægemidlet ”acetylsalicylsyre” og en, der i stadig nye opsætninger gentager den ømme linie: ”det meste af natten stod de under halvtaget og lod det regne på sig”)?

Det er ikke fordi, humoren er blevet væk, men den er blevet betænkelig moden, synes jeg, kun i glimt spyttes den frem og ud som i de gamle dage. Jf. f.eks. den ene af bogens to store digtføljetoner, ”CORPVS REGVS – solar plexus”, der i fireliniede strofer indmonterer kærligheds-brokker, aforistiske såvel som ready-made’ske, mellem det faste liniepar: Krigsbørnene løber hjemmefra/ Krigsbørnene kommer hjem. Det er nemt nok at dømme føljetonen alt, alt for lang, men den opnår også et eller andet sted god, sand monstrøsitet, og på hver eneste side er der den håndfuld brokker og brokkonfrontationer (må det vel hedde?), der rimer og rammer overbevisende: ”Snakke snik, klappe kagemand mig et vist sted!/ Krigsbørnene løber hjemmefra./ Din krop er lige stor nok til os begge./ Krigsbørnene kommer hjem” Den anden, store føljeton, ”i virkeligheden hvad” (plus titeldigtet) er til og i overflod helt ærlig, velformuleret bortforklaring, et hyperrealistisk überkærlighedsbrev, der nægter at agere poesi med nogen som helst spilfærdighed. Allerbedst går kærligheden fra og til koncepterne i den mest formalistiske juleleg, nemlig ”todervil ABC”, sådan lyder h-afsnittet:

” to der vil hinanden hader krummer på lagnerne, og spiser altid kiks i sengen alene/ to der vil hinanden har standset tiden/ to der vil hinanden hilser på hinanden på trappen, hvis de tilfældigt mødes/ to der vil hinanden holder hånd på vej ind i mørket og skændes om retningen/ to der vil hinanden husker at vande blomster i underskålen, med kalkfrit vand”

Den gode lovmæssighed er her, at formalismen tvinger konkreterne i spil, hvor talen lige fra hjertet har det med at jokke løs i abstraktioner. For jeg vil også meget gerne fremhæve de to turèllske monolog-rutiner udenfor (kærligheds-)nummer, ”åremål”, en opremsning af det samlede indhold i de krabatske flyttekasser, og ”da jeg byggede reolen” en apologi for den omstændelige, krabatske reolkonstruktion, som sejt foredragende flyder over med kærlige, kantede (i monolog nr. to ekstremt reol-faglige) konkreter.

Kærligheden er konkret, har Svend Johansen engang udtalt, det samme er poesien, hvilket Kenneth Krabat udmærket er klar over, så med håbet om nye, (endnu) mere bogstavelige operationer uden (alt) for megen mimrende modenhed velkommer vi ham tilbage i Anarkistan!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Nordjyske 10.4.2003

Det år digteren gik i sort
af Jens Henneberg


[KLIK – åbner i eget vindue]

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Boganm: Kenneth Krabat: Elskede, elskede
Politiken 21 maj 2003, 2 . sektion side 2

Kenneth Krabats digtsamling letter ikke.

Af Niels Lyngsø
Der findes i poesien en særlig gangart, som man kunne kalde det stiliserede hverdagssprog: Nye og gamle faste udtryk og talemåder inddrages med en vis distance, og diverse gentagelsesfigurer frembringer et jazzet og velmoduleret talesprog, der har så meget energi, så meget fremdrift, at læseren eller lytteren svæver gennem de lange og brede ordstrømme.

Herhjemme har navnlig Dan Turèll mestret denne gangart, dette særlige sproglige drive. Og som jeg læser Kenneth Krabats nye digtsamling, ‘elskede elskede’, er den på mange måder et behjertet forsøg på at gå videre ad den vej. Det dominerende tema er kærestesorgen, forsøget på at komme videre efter et brud med den elskede. Nogle tekster giver sig hen i den umiddelbare følelse, andre er mere eftertænksomme.

En vis selvmytologisering præger bogen (også dét trick kendte Onkel Danny jo til), bl.a. i nogle lange passager, der handler om at bygge en reol; her optræder forfatteren – bogens jeg – i rollen som heroisk stædig rad: Han insisterer på at bygge en reol uden brug af skruer og andre metalgenstande.

Krabats digteer lange og brede og mundtligt anlagte, og de bruger gentagelsesfigurer og faste udtryk; men de har ikke – og det er afgørende – den pumpende fremdrift, den rasende energi, der kunne få læseren til at svæve. Det skyldes først og fremmest, at de mangler gehør og elegance, de mangler distance til stoffet og sprogligt overskud, og så mangler de den præcision og bevidsthed, der skal til, hvis den slags digte skal løfte sig fra hverdagssprog til stiliseret hverdagssprog. Der er karakteristisk nok en del klodsede og deciderede fejlagtige formuleringer undervejs: »tråddene ved siden af«, »kærlighedens givelse«, »vel at bemærke« (frem for ‘vel at mærke’) og »løber ingen chancer« (frem for enten lsquo løber ingen risici’ eller lsquo tager ingen chancer’) – for bare at nævne nogle af dem.

Alt dette medfører, at den givetvis oprigtigt stærke følelse ikke brænder igennem sprogligt. Dertil kommer, at de mere reflekterende passager ikke er intelligente nok til at fænge.

Så trods store – også kompositoriske – armbevægelser letter ‘elskede elskede’ ikke rigtigt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

Boganmeldelser
Berlingske Tidende 23 maj 2003, 2 Sektion, MAGASIN side 5

Krabat er ingen Turèll

Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« er tydeligvis skrevet med en stor del inspiration fra Dan Turèll, som jo kunne skrive lange, talte, rablende digte. Det prøver Krabat også i denne samling, der handler om ham selv og vist nok også om den tabte kærlighed. Men nogen Dan Turell, det er Krabat ikke. Det svinger ikke i hans lange digte, særligt ikke de flere sider lange, som oven i købet har et fast omkvæd gående:

Krigsbørnene løber hjemmefra/ krigsbørnene kommer hjem. Det er rent ud sagt en monoton og på en eller anden måde indforstået oplevelse. Kenneth Krabat har rigtig gode syrede anslag, som kunne have stået skarpt frem, men de drukner i den tungt gungrende mængde af ord. Det er tydeligvis hans poetik ikke at sortere for meget, men resultatet er derefter. »Acetylsalicylsyre/ acetyl salicylsyre/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord«. Så skulle det vel være sagt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Fyns Stiftstidende
Af Martin Glaz Serup
Digte
Kenneth Krabat: “Elskede Elskede”

“Da jeg byggede reolen/ byggede jeg den selv/ jeg byggede sgu selv reolen/ ha ha/ jeg byggede sgu selv min reol/ fandme gu gjorde jeg!”

Sådan lyder en strofe fra et af de i tung tomgang kørende digte, man kan finde i Kenneth Krabats fjerede digtsamling – den første i otte år. Selvfølgelig har digteren bevidst arbejdet med det monotone, enerverende og evigt åndsforladte for at få form og indhold til at passe sammen. Problemet er bare, at det til forveksling ligner hjælpeløshed. Og det bliver kun værre.

De indledende digte er de mindst svage i bogen. De er kalkeret over bl.a. det første digt i Dan Turèlls legendariske “Drive-in Digte”. Krabat arbejder som forbilledet med langdigtet, den lange, strømmende form, der tilsyneladende kan trække alt ind – fra det mindste i hverdagen til Gud.

Fremdriften ligger i lyden, rytmen, rimet og de “åbne” associationer, der kan opstå undervejs. Det er en slags jazzvariationer over et tema. Men her dur det ikke: sproget er slapt og upræcist, der leveres ikke én eneste original eller spændende betragtning i hele bogen, der hurtigt begraver sig selv i en syndflod af banaliteter.

Der er desværre uendelig langt fra Dan Turèlls “Éénmands razzia i Underbevidsthedens Natklub” til Kenneth Krabats navlepillende ligegyldigheder og intetsigende lister.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Dansk Biblioteks Center (03/20) 2 459 109 3 (A)

af Steffen Kronborg

Kenneth Krabats seneste trykte udgivelse er fra 1994, men i 2000 skrev forfatteren hver dag et dig til internetprojektet Dagens Digt, og det er en del af disse digte, som nu kan læses i Elskede, elskede * sammen med en stribe nye tekster. Som digtsamlingens titel antyder, er indholdets altoverskyggende tema kærligheden – og kærlighedens ophør. I tekst efter teks gennemspiller Krabat et kærlighedsforholds forskellige faser, ofte i form af replikker mellem de elskende, og i en række digte lovpriser han i besværgende toner kærligheden som livets eneste ægte værdi – trods dens udsathed for tidens eroderende effekt. Der er noget klaustrofobisk over den insisterende foukusering på kærlgihedstemaet, specielt fordi de mange ord ikke bringer læseren tættere på kærlighedens væsen. Kenneth Krabat ynder ** ræsonnerende og aforistiske formuleringer à la: “for at noget kan forandre sig/ for et givent menneske må dette menneske/ mønstre alt mod og sige NU/ og mene det”. Men sådanne sætninger end ikke ridser overfladen i afdækningen af tilværelsens vilkår – her må skarpere sansninger til.

* forkert; citat: “Det er muligt, at digtene fra (elskede elskede) sniger sig ind i Dagens Digt, også som gentagelser – redigeringen af dem tager laaang tid. ” Citat slut (http://www.menneske.dk/krabat/_dagensdigt/status/02.status.html)
** forkert; denne er den eneste i bogen. KK.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –     til top

En stor Krabat
Flensborg Avis 22 april 2003, side 6 / KULTUR

Man sluger Kenneth Krabats digtsamling “elskede, elskede” både forfra og bagfra.

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling “elskede elskede” har en faun fra den romerske mytologi haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

En ordentlig Krabat
Vejle Amts Folkeblad 11 april 2003
af Morten Tjalve

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« har en faun haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden. Lad det være slået fast med det samme, det er en meget vellykket skildring af kærligheden og tomrummet bagefter, Krabet har skrevet. Digtsamlingen er meget kompleks, hvilket mest konkret kommer til udtryk i sidenummereringen, der både tæller op og ned som et tegn på, at digtene ikke nødvendigvis skal læses forfra. Kernedigtene i samlingen, der går under fællestitlen »i virkeligheden hvad« og har numre fra ét til ti, står da også i omvendt rækkefølge og tilskynder at læses bagfra. Vel nok en anelse forvirrende, men det er på den anden side venligt af digteren at tvinge læseren til at se nogle af de sammenhænge, der er.

Digtene er personlige skildringer, af tiden efter den eneste ene er gået, og hvad der så er tilbage. Tematisk er digtene en helhed, men formmæssigt spænder de vidt: fra en enkelt kort strofe til tre, fire, fem sider, fra åbne fortællende historier til det fortættede billeddannende. »elskede elskede« er, på trods af sit tema, en af de mest oplivende og udfordrende digtsamlinger, der længe er udkommet, vel har den et par svage passager, men langt hovedparten er så interessant, at man sluger den både forfra og bagfra.