Digterværker skal jo overgå deres forfattere.

– gårdvagten, værkhøjde, konsistens og digte i vinden

 

”Jeg er større end mine bøger” falder mig ind. Mere menneske end forfatter. Af dén grund bør jeg måske høre op med at skrive. Jeg arbejder med digte, tænker poetisk, har en lyrisk tilgang til sproget, men måske er jeg ikke kunstner. Nok.

Og så husker jeg, at Lars Bukdahl engang sagde, at jeg havde en særlig plads i hans hjerte. Dét har jeg ofte haft i tanke. Ikke sådan godt eller skidt, bare haft.

[hér skrider det hele så. Vi ser det ske.]

Lars Bukdahl er enormt indflydelsesrig som især anmelder af digte, han ynder det sære og underlige vi engang kaldte avantgardistisk, og mange unge digtere frygter at blive nærlæst af ham på en dårlig dag – ikke mindst fordi han har raget håret og mere af mange både debuterende og etablerede forfattere gennem tiden.

Altid lykkeligt ignoreret af ham er jeg dog, men der var den gang, hvor han ønskede mig tillykke med fødselsdagen på facebook med ”fortsat god kæntring”. Fortsat kæntring… God kæntringTillykke med fødselsdagen!

At have en særlig plads i Bukdahls hjerte lyder så lidt som det samme – jeg skal ikke forvente, at han venter sig noget af mig, men jeg har gjort et eller andet, jeg ved ikke hvad der tænder ham privat, kun dét fra digtningen, men han havde behov for at sige det, og jeg tillider, at han mente det. Måske troede han også, at jeg forstod det. At jeg kunne bruge det til noget.

Men Lars, jeg fatter det ikke. Men jeg tror på, at du var ærlig. At du altid siger, hvad du mener. Uanset hvor uforståeligt eller idiosynkratisk ekskluderende, det måtte vise sig at være. Eller bare fantastisk heldigt, at det ikke er mig, der mærker dén ragekniv fra helvedes forgård – hvor Helvede så er den tid der går, mens man kæmper med det næste værk, og for at kunne arbejde i fred må kunne forvise minderne om de dårlige anmeldelser fra bunden af det underbevidste og ud i det tomme rum, hvor de ikke kan gøre nogen skade. UPS, planet ramt af Bukdahls ragekniv, 700 mia biller i kognitionsfasen slået med mindreværd, evolutionen sat 4 millioner år tilbage for at komme op med en bedre 2’er end ”æbler smager vildt godt og fremmer forplantningsprocessen!”

Ikke at føle sig som kunstner nok er givet en smitte af dét, som i Statens Kunstfonds-lingo hedder “at noget har værkhøjde”. Altså, at det er ”godt”. Ikke blot kompetent, men godt. Konsistent. Rører og løfter. Nyskabende, måske ligefrem. I hvert fald er det over middel, trumfer genrekravene med Konge eller Es. Eller måske dækker begrebet faktisk kun betegnelsen for det genreløse:

Litteratur,

som ingen behøves forsvare, alle forventes at vide, hvad ér – det varige ind i evigheden, som viser sig at forandre folk. [Personligt husker jeg kun de bøger, der bekræftede mit behov for et sammenhængende univers. Tolkien, Pirisgs LILA, Fowles Troldmanden, Cia Rinne. Dan Brown.]

Kunstner skriver litteratur. Håndværker skriver brugskunst. Brugskunstner skriver… jeg ved ikke, hvad en brugskunstner skriver, umiddelbart ser jeg en automekaniker for mig, der skriver lidt ekstra på regningen og nægter at udlevere bilen, før regningen er betalt. Men der er mange forventninger til mennesket, som bevæger sig ind på et område, hvor smagsdommere hersker. For hér må man ALT. Og alle våben og skjolde bedes afleveret ved indgangen.

Jeg er selv blevet kaldt mange ting (kreatives navneskift har sit eget punkt i janteloven), også amatør – som godt nok betyder at elske det, man gør, men ikke have det som sin levevej… men hvem fanden kan leve af at skrive digte! – og ikke-notabel; dét er wikipedia-moderator-slang for at være en fiasko, ikke at have et folkeligt gennembrud, der oversætter til salg og megen omtale, og dermed ikke værdig til benævnelse på Wikipedia – og i  én særlig anmeldelse: med potentiale for kult – hvilket må være noget i stil med, at anmelde ude i sidesporet som en vej forbi køen, bogen mærkelig nok til et muligt følge dér, måske, og nu ikke love for meget, kult bliver mainstream på 12 sekunder, men hvem ønsker egentlig at køre i litteraturens sidespor? Jo, måske Lars Bukdahl har digterflaget ud af vinduet hér, hvid due på blodrødt græs. Måske så ér hans hjerteplads den højeste udnævnelse, ikke medfølelse, eller ynk?

[hér kan så optælles sekunderne brugt på sidespor, eller man kan male himlen blå]

Norman Mailer sagde i sit sidste interview, kort før sin død, at han døde lidt med hver bog. Dét er jo en stor kunstner, ikke? Aflevere af sin sjæl på siderne, vi køber ikke bare Norman Mailers bøger, vi køber en lille bid af hans sjæl, stor kunst, ikke sandt?

Eller måske var det bare, at det er SÅ pissehårdt at få lortet til at hænge sammen på den rigtige måde, at folk der kender til den slags ved den slags, ikke? At det er pisse udmattende at skrive, altså. For dét er det jo – dét ved folk, eller mange der ved det ved det. Uden at have gjort det. De tæller dog selvmord komma hvilken alder? og backlash af dårligt salg ind i ugebladene. For sådan oversættes smerte og glæde, ikke? Salg.

Og hér ville det være nemt at redegøre for digtere og forfatteres lidelser og smerte i en kapitalistisk og markedsfikseret elitistisk verden med et langt listedigt over ting, der gør ondt, hér iblandt alle tornene på Top 10.

[her holdes en lille pause]

Smerten er uden reel betydning. Skriften er alt, der betyder noget. At skriften fungerer på egne betingelser. Det er jo fødsel, for Hulan, og barnet skal ikke have for mange defekter. Og naturligvis skal nogen elske barnet og vise barnet omsorg og interesse. Barnet skal bare lige forbi gårdvagten og frem til slagsmålet. Og dét kommer barnet kun med hår og lemmer og hjerte i behold, i fald det… you guessed it: Består.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Og som med et godt digt uden svar på noget. Helt og kun en lille klump noget at nuldre i lommen på en dag, hvor hjertet er koldt, og vindene koldere.

GUMROAD gør en sælger af enhver med ét klik.

Et link følger din digitalt udbudte varer, så din butik altid er, hvor linket er!

 

Med Gumroad kan du sælge digitale varer, en ad gangen. Man logger sig ind på Gumroad.com, taster en beskrivelse og en pris og uploader en fil eller indtaster et link til en service, en bog, en database.

Det smarte er, at linket følger det digitale indhold. Man kan således sige, at butikken er, hvor brugeren har adgang til linket. Send derfor linket til din ven, der interesserer sig for linkets “indhold”, og vedkommende kan købe det direkte.

Her kan du f.eks. købe min esamling af kortprosa, Tidens Kælven 1 til ca 75 kr

Det bliver nok ikke nemmere:

Sådan ser velkomstbilledet ud. Klikker du, kommer du til det nederste.
Sådan ser det ud, når du har klikket din udtrykte interesse.
Sådan ser det ud, når du har betalt. Du får et link til download, samt en mail med linket til erindring.

Hvad vil du sælge?

Kun manglen på fantasi sætter grænser!

GUMROAD sender din digitale fil videre til kunden, eller henviser til et link med dit produkt. Omkostning til Gumroad er 5% + $0.30 pr. køb = ca 7 ud af 100 kr.

Would you like an EPUB produced? Eller et eksemplar af min ebog “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel“?

Et liv i ild – få styr på vreden!

“Vrede” af fællesgermansk, “at være forvreden” afl. af “at vride”: Noget, der i udgangspunktet er glat og afslappet udstrakt normalt, vrides… Vrede er sjældent noget kønt syn, men kan være nødvendig.

 

Hvis et menneske når til behovet for at handle med formålet at stoppe eller konfrontere en trussel, overtages opførsel, kognition og fysiologi gerne af én altdominerende følelse: Vrede.

– Du ser vred ud.

– Jeg ér vred!

Vi har alle forskellige, indlærte, måder at vise vrede på:

  • Hysterikerne: Mennesker, der råber, sværger og sender andre folk blikke og fornærmende håndtegn, når de har travlt og er frustreret; kendes især fra trafikken
  • Surmulerne: Forsvinder passivt ind i sig selv og stopper med at tale til eller se på andre.
  • Redepisserne: Lader kun frustrationen gå ud over dem, de elsker
  • Bortlederne: Ignorerer årsagen til deres irritation ved at fordybe sig i avisen, skrue radioen alt for højt op, og glemme alle aftaler og ærinder. Konfronteret med det, reagerer de med: Jeg vidste det ikke, jeg glemte det, jeg er træt.
  • Bebrejderne: Lader alt gå ud over alle andre og tager sjældent ansvar for egne fejl og mangler.
  • Hævnerne: Føler det helt tilladeligt og retfærdigt at søge hævn for hvad som helst, på hvilken som helst måde, med undskyldningen: De fortjener det.

– Du ser ikke godt ud, når du udtrykker vrede.

– Jeg har det ikke godt!

Det er en kendt sag, at visse mennesker er mere opfarende end andre. Fra astrologisk hold forklarer man det med at være disponeret for “ild-energi”, men tilstanden kendes af de fleste: At et menneske hele tiden må handle, har svært ved at stå stille eller vente, er meget udad-agerende og ikke levner reflektionen den store opmærksomhed: Nik, når det passer:

  • Folk beder dig gerne om at skrue lidt ned for temperamentet
  • Du føler dig anspændt en stor del af tiden
  • På din arbejdsplads udtrykker du sjældent, hvad du føler og tænker
  • Når du er oprørt, forsøger du at lukke verden ude ved at se TV, begrave dig i en bog eller et blad, eller ved at lægge dig til at sove.
  • Du drikker alkohol eller indtager THC stort set dagligt for at falde til ro.
  • Du har svært ved at falde i søvn.
  • Du føler dig misforstået eller overhørt en stor del af tiden.
  • Folk beder dig om ikke at råbe eller bande så meget.
  • Dem, du elsker, siger vedvarende, at du gør dem ondt.
  • Venner opsøger dig ikke så meget (mere).

1 point pr. nik:
0 – 2 HÅNDTÉRBAR VREDE Nogle enkle afslapningsteknikker ville gøre dig godt – at trække vejret dybt, f.eks.
3 – 5 MODERAT VREDE Du behøver at finde ud af, hvad der stresser dig, og at opsøge teknikker til at håndtere dit stress.
6 -10 UKONTROLLABEL VREDE Du har et problem med vrede. Du er ikke den eneste, det ville gavne, at du lærte nogle teknikker til at håndtere din vrede.

– Jeg bryder mig ikke om dig, når du er vred uden grund.

– Jeg bryder mig heller ikke om mig, når jeg bliver vred, uden at jeg ved hvorfor.

Vrede anvendt rigtigt kan gøre vores overlevelsesstrategi mere hensigtsmæssig: Mange mennesker forstår og respekterer en sådan grænsesætning som angivelse af personlige pladsbehov i verden – fordi de selv har det sådan.

Når en menneske bliver rasende, forstår de fleste tilskuere, at det handler om indre grænsesætning. Reaktionen svarer dog ofte til måden, man forsøger at begrænse eller slukke en ILDebrand på: Folk forsøger at isolere den rasende, så de ikke selv kommer til skade eller mærker vreden.

Vrede er ikke en rar følelse for nogen – men at skulle forsvare sig mod et rasende menneske, skaber ubehag – især, hvis det er et menneske, man elsker.

– Jeg lider, når du er vred.

– Jeg bliver rasende, når du lider over at jeg er vred!

Vrede er en personlig ting.

Terapeuter, der arbejder med håndtering af vrede, er ikke enige i, hvor ofte et menneske bliver vred eller irriteret. Men de enes om at sende vreden tilbage til Den Vrede. Vrede i alle dens former er noget personligt.

Irritation, vrede, raseri handler kun om andre i dén forstand, at de andre findes til at aktivere dine indre overlevelsesmekanismer. At de andre tager det personligt, når DU bliver vred, er sådan set ikke dit problem – om end du bør være opmærksom på, at din vrede kan koste dig respekt, familie, arbejde, venner, og ikke mindst, dit helbred.

Dit egentlige problem er, HVIS du opfatter din vrede som vigtigere end dine relationer til andre mennesker. HVIS du hellere vil føle dig vred end at mærke nogen anden af de følelser, vi mennesker kan føle – så følelsen af vrede bliver et værn mod alle andre følelser.

Vrede er i orden. Sig “Jeg er vred, fordi…” – så har du styr på din indre ild.

– Jeg føler mig værdiløs og uelsket, når du er vred!

– Du er en led luder, din jammer er ulidelig!

Siger du “DU er…” har du ikke styr på en skid. Så er du inde på de andres banehalvdel. Bliv hos dig selv!

– Jeg elsker din ild, jeg elsker alt ved dig!

– Jeg bliver altid så glad, når du viser, at du har plads til mig!

Det kan godt være, at det er nemmere at reagere PÅ andre mennesker end på dine indre dæmoner. Men hvis du har indre dæmoner, så find ud af, hvad det de er så vrede over, i stedet for at lade dem bestemme over dit ydre liv!

Få styr på dit lort, for din egen skyld. Så vi andre tør give dig plads.


Kenneth Krabat, 18.11. 2010

Friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage). Héri ligger friheden til at være sig og blive sig.

Kunst handler ikke om at udtrykke sig selv, men at ændre sig selv. (John Cage)

Dette citat er grundlæggende, hvad jeg har ledt efter: Tilladelsen til ikke at føle ansvarlighed for JER i min egen komme-på-plads-og-i-orden… så-godt-det-nu-lader-sig-gøre.

Det har svinget begge veje gennem de 25 år, jeg har udgivet,

  • fra fuck-jer-skrid!-jeg-gør-hvad-jeg-vil,
  • over det skal bare være helt perfekt og indlysende dygtigt, fordi alle vil måle og veje mig til fordømmelse hvis ikke…
  • til total lammelse pga. overdreven følelse af ansvarlighed og frygt for unødigt at bidrage med mere aggression og forvirring til en verden, som ikke behøver MERE kaos.

Den vedvarende kamp er at slippe for følelsen af, at jeg forandrer Hele Verden negativt ved at udtrykke mig negativt. Og omvendt – åh, rædsel… Ikke nødvendigvis forandrer Hele Verden positivt ved at være positiv…

Det, det har været svært at forstå, er Verden Derude vs. Verden Herinde. Verden i Sig Selv, vs. Verden som den Opleves og Fortolkes. Jeg tror på, at Verden i Sig Selv findes – den kan ses af veluddannede og af intuitive som Hullet eller Tomrummet i midten af alle indikationer om dens eksistens. Og hvis det ikke giver mening, så forstår du hvorfor jeg har givet slip på at påvirke dén.

Verden er MIN Verden. Hele Verden ér MIT Humør. Forandres mit humør, forandrer verden karakter. Hvis jeg dyrker alle de måder, der giver mig glæde – dvs. ikke ved at gå rundt og fake at være glad – bliver Verden gladere. Den her Verden, Min Verden. Det vil utvivlsomt smitte af på Verden i Sig selv; jeg har bare opgivet enhver kontrol, hvad dét angår.

KYSSETRÆET – den første telefon var af træ

Til Henrik Hannibal på dagen for indtræden i det 36. år

KYSSETRÆET – den første telefon var af træ

Ud over det ved-siden-af-rum, hvor ALT kan opleves forbundet, findes et ved-siden-af-ved-siden-af-rum, hvortil kun mennesker og træer når – hver især naturligvis det ganske Univers’ udtrykte billede, men i praksis sådan fungerende, at træerne beskriver universets bindemiddel ved stående at bekæmpe tyngdekraften og menneskene universets ekspansion ved gående at bekæmpe entropien. Når træerne står og vokser og dør, og menneskene går og vokser og dør, og menneske og træ så af og til mødes for at udveksle erfaringer, understøttes hele universet i sin grundstruktur.

En af alle tiders mange måder at erindre menneskene om træernes betydning på er… Kyssetræet. Hvor dét egentlig stammer fra, ved den videnskabelige forskning ikke, men der er fundet spor af det så langt tilbage som 20.000 år, på samtlige af datidens beboede kontinenter – i form af forstenede træstykker i udgravninger, der tydeligvis rummede religiøse overhoveder, og på hulemalerier, der viser overrækkelsen af træ-stumper fra enkeltperson til enkeltperson, træstumper der tydeligvis er forbundne til giveren.

Hvad den etablerede videnskabelige forskning naturligvis hverken kan eller vil skrive under på er, at så længe der har været mennesker og træer, har der fandtes Kyssetræ. På samme måde, som man kan gætte sig til, hvordan ild og hjul på sandsynligste måde kom i menneskenes hænder, kan man forestille sig et lille samfunds menneske omfavne et træ som mennesker altid før har gjort det – og som den første i sit samfund pludselig blive den intense nydelse ved kontakten til træet bevidst, og derfor dén i det lille samfund, som for første gang tager et mere end symbolsk bindeled med sig væk fra mødet med træet – et lille stykke træ, der rummer hele mindet om oplevelsen med træet, og dermed bliver forbindelsen til alle træer. Og, langt hen ad vejen uafvidende, således til alle andre mennesker. Men det skulle ikke forblive en hemmelighed.

Hvad de tidligste shamaner har kaldt træet, kan man kun gætte om, men inskriptioner i såvel den ældst kendte nordiske runeskrift som i old-persiens kileskrift, er pictogrammer for “træ”, og for “mund i stilstand”, der betyder kysse. Og hér taler vi om ihvertfald 10.000 år, hvor shamanen har fået Kyssetræet finpoleret til, hvad englænderne kalder “a fine art”. Et værktøj, der ikke som i den tidligste historie (formodentlig) blev samlet og gemt af den enkelte som et følelsesladet memento om et møde med et træ, men derimod var et sammenbindende redskab for et samfund i befolkningsmæssig vækst, styret af shamanen, uddelt efter fortjeneste og nødvendighed, i visse samfund næsten lig med den tidligste klassedelingsstruktur, og naturligt eftertragtet af enhver, som måtte have behov for de fokuserende egenskaber, shamanen af politiske grunde gennem tiderne havde tillagt det: Det præ-phalliske ønske om, i hjertet at møde, og blive mødt af, den udkårne.

Simpel kontakt – på hverdagsplanet til tider ganske umuliggjort af sociale riter, forældre, kastebevidsthed, men på det (fælles)åndelige plan i høj grad muligt. Med træet som kontaktmedium.

(SHAMANISME)

Om kyssetræet skal være et omkostningsfyldt erhvervet shamanistisk kraftobjekt, af ånderne angiveligt blåstemplet og “ladet” med retnings-, intentions- og udkommes-understøttende kræfter, eller blot et selvfundet stykke træ, som synes at styrke én i forehavendet med at kontakte en udvalgt, må man lade op til den enkelte at afgøre. Men der er næppe nogen tvivl om, at det virker. Kontakten til træerne er reel nok, hvis man vil kontakten – kontakten til de andre mennesker, faciliteret gennem træ, ér mulig. Og vel at bemærke ikke en symbolsk kontakt, men i faktisk, reel, mærkbar form – for enhver, som er en smule åben overfor mulighederne, at bruge efter behov. Og da Kyssetræet kun er en kontaktskaber, er det 100% umuligt at misbruge det – den, som indvilliger i kontakt gennem træ eller et andet kontaktfaciliterende medie, vil aldrig kunne føle sig forpligtet til noget som helst, lige som den kontaktende heller ikke lover noget ved at at kontakte. Det er en ren forespørgsel – fra fysisk krop til fysisk krop, med sjælen som telefonledning.

Hvordan træ fungerer som Kyssetræ:

Der er ingen restriktioner i form af, at man skal kende vedkommende, man vil i kontakt med – heller ikke som, at man skal have set vedkommendes ansigt eller hørt vedkommende udtale sit navn. Man kan kontakte hvem som helst, man måtte have lyst til gennem Kyssetræet – åbne en kontakt til et menneske, man kan lide, og i og med denne åbning spørge det andet menneske, om vedkommende kunne tænke sig det samme. Og da kontakten foregår gennem et sociokulturelt under-rum, er der ingen begrænsninger på kontakten – sociale, udseendesmæssige, tillært præferencemæssige eller andre: Den foregår blot mellem hvad-skal-man-kalde-den… Den Kollektive Menneskesjæls forskellige fysiske udtryk – en billigelse af kontakt på dette plan tager ikke direkte hensyn til det fysiske plans begrænsninger, men en billigelse af kontakt er i praksis naturligvis et udtryk for, at der er noget at lære af. Og således også noget for de to involverede at bygge på på det fysiske plan. Tænk på Quasimodo og Esmerelda.

Man stiller sig så afslappet man kan, et sted man kan få lov til uforstyrret at stå et stykke tid. Man tager Kyssetræet i den hånd, hvor det føles bedst. Lukker øjnene og spørger Kyssetræet, om man må bruge det i netop détte øjeblik. I bekræftende fald forestiller man sig, at Kyssetræet vokser sig så stort, at man kan være inden i det, og hvis man kan, at man stadig holder om det, selvom man befinder sig indeni træet.

Her bliver man lige et kort øjeblik og finder ud af, hvad man synes om at være der. Kan man ikke lide at være der, kan det være udtryk for én af ihvertfald to ting: At træsorten ikke passer til én, eller at man ikke er parat til denne kontakt – og i så fald siger man tak for besøget, skrumper træet til normal størrelse og åbner øjnene. Kan man derimod lide at være der, forestiller man sig, at det indre af træet, Verdenstræet, udvider og udvider sig, indtil man ikke kan se siderne af det længere. og hvis man holder om træet indefra, sender man lige dette billede en lille tanke.

Så beder man om kontakt. Kender man dén, man vil i kontakt med, kan man forestille sig vedkommende i alle de detaljer, man kender til: Klæder, hvis man kender vedkommendes tøjvaner, dufte, hvis man har været tæt på vedkommende, ansigtet med mimik og levende øjne, kroppen med gestik og i ro – hvad som helst, der har betydning for én som det klareste billede af vedkommende. Men man kan også bare prøve at sige vedkommendes navn. Og kender man ikke dén, man vil i kontakt med – er det måske blot et ønske om overhovedet at komme i kontakt med nogen, eller er det et ønske om at møde én, man har mødt i en drøm – og det eneste man har, er længslen efter at møde og blive mødt, så er længslen lig billedet af dén man, vil møde. Dette billede holder man fast for sit indre blik, mens man stiller det et spørgsmål, som om det var et andet menneske, man havde over for sig: Vil du i kontakt med mig?

Svaret man får, vil være i samme form som svaret fra et menneske i dagligdagen: Desto mindre man skal uddybe det tænkte modspørgsmål “hvem spørger”, desto større klarhed i svaret. Men til forskel fra hverdagen, hvor maskespil og genkendelelse af maskespil er et udtryk for social og personlig kontrol, vil man her være hengivet sig selv og ganske uden maske. Og svaret vil derfor være lige ærligt som ens ønske om kontakt.

Hvis man har været helt ærlig i sit ønske om kontakt, og vedkommende siger ja til kontakt, vil man kunne mærke kontakten: Den kan føles som glæde, som en forløsning fra smerte eller sorg, eller som om en byrde er blevet taget af ens skuldre, man kan begynde at græde, føle det som om man bliver skudt fuld af energi, føle det som om man er i kontakt, som om man for første gang ikke er helt alene, opfyldt af taknemmelighed, ydmyghed, livsvilje, håb, styrke, kærlighed, mod, behag… Frit valg fra øverste hylde af menneskelige følelser: Hele spektret fra lettelse til jubel, blot ved følelsen af at være i kontakt. Det kan også være helt roligt, nede på jorden, “hej. Ja, lad os tale lidt…”

Er man i kontakt, nyder man det, så længe behovet er der – man kan stille uddybende spørgsmål, hvis man vil – spørge til vedkommendes helbred, relationer, livsmål osv. – men udveksling af virkelighedsoplysninger er ikke nødvendigvis første prioritet for en sådan kontakt.

Når behovet for kontakt er stillet, har man hermed etableret sin første adresse i sin under-rums-adressebog. Gennem kontakten har man muligvis fundet ud af, at man ikke havde et virkeligt behov for at fortsætte kontakten, og vil måske derfor aldrig igen benytte sig af sin kontakt, men skulle behovet opstå, behøver man blot tænke på/mærke sidste gang, man var i kontakt, og så går “opkaldet” ud til modtager.

Når man er færdig, siger man tak til træet, som har faciliteret mødet, og forlader under-rummet modsat af, da man kom ind: lade træet trække sig sammen, indtil man smutter ud af det, og blot står med det i hånden. Inden man åbner øjnene, kan man lige blive stående lidt med Kyssetræet roligt i hånden; sveder man i håndfladen, kan man dreje træet lidt rundt mellem fingrene, så fugten fordeles over det hele.

Når man ikke bruger det, bør man opbevare det, et sted det har lyst til at være: Man spørger det simpelthen – evt. ved at lukke øjnene og se det for sig på det pågældende sted: Vil du være i denne pose, ligge hér i vindueskarmen, ligge i skuffen, hænge på væggen? Og svarer det ja, er det i orden.

Og hvad skal man så bruge det til? Tja, som shamanen ville udtrykke det: “Nu da kontakten ér skabt, hvorfor så ikke bruge den til noget?” Og det er jo et Kyssetræ…!

Fra Kenneth med de bedste ønsker