Kanalisering, taknemmelighed og taknemmelighed

– at glemme at sige tak.

 

Jeg deltager pt i et kursus om kreativ blokering. Ikke at jeg er blokeret, men jeg har mistet følelsen af betydning. Det jeg skriver har mistet sin værdi.

Jeg har glemt, HVORDAN det havde betydning for mig.

Da jeg var meget yngre, som menneske og forfatter, troede jeg på kanalisering: At noget udtrykte sig gennem mig, som jeg bare havde at få skrevet ned. Jeg indrettede derfor mit liv efter dét – arbejdede for at skrabe penge nok sammen til IKKE at skulle tjene penge, så jeg kunne skrive.

Jo flere gange jeg gjorde dét, jo sværere blev det at være skabende. Fordi jeg jo SKULLE udfylde tiden, jeg havde købt mig til, med kreativitet, med åbenhed, med kanalisering. Men som den 90-årige digter Ruth Stone fortalte Elizabeth Gilbert (10:03) i denne TED-talk fra 2009, så kommer digtene, når de kommer. Og de ikke bare kommer, de går ind i dig som en regulær KRAFT, og du har bar bare at stå til rådighed, NU. Hvilket var dét, jeg selv huskede, men jeg havde også opdaget, at mit liv med lønarbejde ikke stemte overens med at kunne kaste alting fra mig og fange digtet, når det passede at komme.

Elizabeth Gilbert fortæller så en anden historie (12:22) om Tom Waits, som hun interviewede, der en dag blev opfyldt at inspiration i en bil midt på motorvejen, uden mulighed for at kunne standse og skrive melodien ned, og derfor i desperation talte om mod himlen – bare for at have et sted at henvende sig til: Kan I ikke se, at jeg kører bil!? Er det muligt, at I kan henvende jer på et mere opportunt tidspunkt? – hvilket forandrede hans hele tilgang til den kreative proces. At han selv havde noget at skulle have sagt. At det ikke bare var et tab, når livet ikke lige passede til at kunne fange digtet eller melodien eller bare den kreative impuls.

I dag har jeg indstillet mig på, at jeg jo er digter, og at jeg ikke kan holde ud at være sammen med andre mennesker ret længe ad gangen, og at de keder mig, og at jeg keder mig, og at jeg på grund af denne måde, jeg lever på er pinedød nødt til at bevise, at jeg kan skrive ved at FORSØGE hele tiden – men uden at sætte mig ved computeren eller papiret. Nej, jeg laver andre ting, og så venter jeg på at det sker. Og naturligvis sker det, fordi jeg er sådan én sådan noget sker for, men jeg synes ikke det sker tit nok. Og jeg ved ikke, hvem jeg skal henvende det ankomne til, og jeg er generelt set ikke taknemmelig nok, når det kommer.

Som nærværende tekst, der godt nok handler om mig og ikke er synderlig potisk, men flyder ud af mig som en strøm.

TAK. Tak for at det er mig forundt at kunne skrive uden at skulle tænke over, hvad der skal stå. Jeg kan se ned på mine fingre eller se på skærmen eller se ud af vinduet, og teksten flyder stadig ud af hænderne i det tempo, som mit 7-fingersystem tillader det. Kanalisering.

Jeg er SÅ taknemmelig for det. At jeg har noget, som jeg kan. Som bliver mig givet.

Og så vil jeg bare gerne have, at det er poesi frem for, at det handler om mig. Please.

ok
en unge mand
fik en spadserestok
som han brugte til at stege marshmallows med
han tændte et bål i en halv olietønde
og spiddede så mange marshmallows der kunne være på spadeserestokken
og holdt det hele ind over brændet der var blevet til gløder
indtil alle marshmallows var bløde og duftede af brændt sukker

Det var dét.
Den unge mand spiste dem aldrig
kom nogen forbi tilbød ham dem af de brankede klumper
og af og til satte folk sig og talte med ham
og opdagede at han ikke
passede til deres forventninger

Tak for digtet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. jeg kan sagtens analysere det, men jeg ville aldrig have tænkt det. Eller bedt om det sådan i dag. Mine digte i dag, som jeg beder om, betragter jeg som en art renselse. Noget, der skal ud, for at noget andet kan komme ud. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor jeg ikke ser det ud fra det vejledende princip, der dominerer mig hjem, og som jeg har det fint med: At alting ligger øverst. Især det vigtige. At al tekst ligger øverst.

Fear is boring, and other tips for living a creative life

For at få det hele med, er man nødt til at undersøge, hvem Elizabeth Gilbert OGSÅ er. Det overlader jeg til læseren. Det nuancerer billedet af den kreative impetus og modtagelsen af inspiration, hvis blot man hengiver sig. Ikke alle er ens. Ikke alle er som Elizabeth Gilbert. Hun er sådan én markedet elsker.

En ren ESFP, Underholderen.

 

Skriftens virkelighedsfjerne rum

– tak og lov!

I en ørken i USA har en stilhedsforsker konstrueret en kasse, som på indersiden udgør det gyldne mål for stilhed – det er ganske enkelt det mest stille sted på Jorden. Ingen kan komme ind i kassen, da den er for lille til et menneske, og det ville da heller ikke give mening, idet vore kroppe larmer så meget, at selv hærdede udholdenhedsforskere max. klarer 20 min. i det næst-mest stille sted, Microsofts Audio Lab [“where sounds go to die”…] Men uden om kassen er en zone, som folk normalt opfatter som “helt tyst” og ude omkring dén endnu én, som folk kalder “stille”.

Engang på en svensk skovsø var der så stille, at mit hoved blev ved med at skrue op for forstærkningen til ørerne. Den nat blev støjen i hovedet højere og højere, mens min hjerne ledte efter noget at høre, og alt den fandt var den pulserende støj af blodet i mine årer og mine tarme, der klagede af sult – lige indtil nogen startede en bådmotor 5 km væk og alt blev normalt og “bare” stille igen. Ah, Verden! Lyden af stilhed kaldte jeg det i mange år.

Det er slut med dét. Nu genererer mit hoved mere og mere af alverdens støj, som (heldigvis) kun jeg kan høre.

I dag, efter en lang og smertefuld skrivepause, gik der hul på en idé og på 4 timer flød en fuldt færdig 15-siders dramatisk én-akter om kræft og problemet med META ned i tasterne: “Når fortællerstemmen egenkommenterer på dramaet undervejs, bliver behovet for hengivelse i modtagerne større”… Continue reading “Skriftens virkelighedsfjerne rum”

Heideggers Væren og Tid, kapitel 0.

NULLET nuller. Det kan ikke andet. Og vi drager nytte af det til at sætte alt andet i relief.

Jeg er umådelig uuddannet, måske næsten umålelig uuddannet.

Om 20 dage bliver jeg 50. Jeg har inviteret 140 mennesker til at komme til reception på 35m2 og har ingen back-upplan for hvis bare halvdelen har tænkt sig at lægge vejen forbi i løbet af dagen. Ingen stole, ingen ilt. Blot statistisk påstand om, at alverdens befolkning kan stå på Bornholm, med plads til overs.

Inden da skal jeg have ryddet op på terrassen, dvs. flyttet i tonsvis af træ og placeret det et sted, jeg ikke straks skal flytte det fra igen, og gerne gøre både husets indre og ydre så færdigt, at jeg ser ud til at være respekt værdig, har styr på mit liv, er værd at have med fremover at lege og interagere med; det her med at jeg er et godt menneske med et godt hjerte er ikke nok for mig; jeg har tænder.

Samtidig er det faktisk vigtigt for mig at gøre plads til alle de mennesker, jeg gerne vil se, inden vinden vender: Mit indre er det eneste sted, jeg kan have dem med på samme tid; det eneste realistiske sted for mig at opholde mig midt i en tryg gruppe.

Og for at det ikke skal være løgn: Pt er mit døgn vendt, så jeg går i seng kl. 10 – jeg skal have trukket 10 timer, så jeg kan tage imod gæster d. 30, tidligt.

Der er således udfordringer nok til at fylde hver en dag – idet jeg samtidig skal holde mig orienteret om alle nye dokumentarfilm i verden, som er en frisk passion, der bringer væsentlighed og levende mennesker ind i stuer, som dagligt er noget ubelastet af hørbart åndedræt. Og tillige udføre alle de ting i hverdagen, som man gør for at holde kaos stangen, og det er ikke lidt.

Men det er ikke nok. Og her kommer vi igen til den uuddannede del:

væren og tid, heideggerJeg har behov for et væsentligt input til min sansning af verden, noget mentalt at stå på, hvis det da ikke er et oxymoron, og idét jeg går ud fra, at mentale udfordringer ikke direkte influerer på kroppens evne til at danse tango på et trægulv, har jeg tænkt mig at tygge mig igennem VÆREN OG TID af Martin Heidegger. (Og undskylder for mængden af blandede metaforer).

Mine forventninger til sådan indsats:

At køre med på, at værket er en overhypet moppedreng, især uden at have læst den, forekommer stærkt nedvurderende, men at opfatte den som en stringent logisk satan, som jeg derfor nu forestiller mig at jeg vil opleve den som, er måske direkte fornærmende.

Vi får se…

Jeg har tænkt mig at skrive 1 indlæg om hvert kapitel, og hvis jeg ikke længere kan genlåne den, må jeg vel ud at finde den antikvarisk. Min oversættelse er den seneste fra Klim 2007, og begge faktorer skulle borge for en gennemarbejdet, moderne oversættelse af dette hovedværk fra 1927. Ikke, at mange ikke senere er kommet til klarere, mere tidssvarende konklusioner ved at stå på Heidegger, men Væren-I-Tid, Væren-Med-Tid og Væren-Over-Tid gennemsyrer min tanker, og har gjort det igennem 20 år eller så. Skal jeg således lave mig et uddannet, intellektuelt fundament, jeg kan bruge til at forstå mine egne mange tanker med, kan jeg lige så godt begynde her, hvor jeg allerede er, eller hur?

Hei-degger, et bord til to, tak! Kenneth behøver at kennethe.

 

Halddage 2011, 1 (Freundlichheit muss sein!)

Anerkendt, ung forfatter sagde: “Jeg er ikke inspireret for tiden”. Underforstået “hun forsøger ikke at skrive for tiden”. Fuck, jeg forsøger hele tiden, no matter what! Er jeg idiot?

Haldophold booket i efteråret, planen var at forberede ophold 14 dage før, men gr. andre omstændigheder røg denne forberedelse. Derfor ønsket om en ekstra uge her, som blev bevilget, så jeg nu kan være her tre uger. Spændende, skræmmende, dejligt, hvad pokker skal jeg vælge at arbejde med?

Det slår mig pludselig, at der er en snarlig, fælles deadline på TO antologiprojekter: 1 Helsingørnovelle, (hvor bogen sådan set allerede er sat i værk, filmen og teaterstykket skrevet, og Emmy og Oscar hædrende uddelt), og 1 science fiction-bidrag til Under Overfladen 5, (der sådan set også allerede er blevet til bog…)

1. APRIL!

Det er om ikke længe. Og spørgsmålet er, om jeg har skrivero, når jeg kommer hjem. Spørgsmålet er, om de skal skrives hér eller i Roskilde.

Er lige ankommet, har trukket i jellobaen og de lange underbukser, det er utroligt behageligt, men spørgsmålet er, om der er varmt nok her i det yderste hjørneværelse. Har været i dette rum før, men ikke i vintersæsonen.

Nu har jeg spist instantnudler og trukket en flaske vin op. Flasken kan stå der og repræsentere min nervøsitet og præstationstrang, og hvis den smager godt, kan det være jeg drikker et glas.

Interessant detalje: Smedehuset er arbejdshjem pt. for journalisten Lars, der vist nok skrev biografien om jægersoldaten, B.S. Christiansen. Denne journalist har jeg mødt på Hald, og han var fed. Han er god for for et glas vin og en passiar, hvis her bliver for ensomt – hvis det altså ér ham, jeg kender. Han var også dén, der læste begyndelsen til min historie om Pernille Grøn og kaldte mig en ”stor forfatter”. Havde og har svært ved at tage det til mig på så lille et grundlag som 10-20 sider, men sådan er det jo at have lille selvværd – man forstår ikke, hvad man er værd, eller hvorfor.

STOR irritation: Min nysindkøbte batteridrevne 3-router kan ikke skabe forbindelse på Hald. KÆFT hvor irriterende! Her er simpelthen ingen mobilforbindelse til 3! Historien er røv-lang; strækker sig fra november og jeg gider den ikke – men den omhandler smadret telefon, test af to smartphones med abonnementer, tilbagelevering af samme phones og abonnementer pga. ringe forbindelse og ubrugelig hardware og køb af samme model pisse-billige Nokiatelefon som den smadrede fra november, samt omtalte batteridrevne 3-router med stort dataabonnement, og så virker lortet ikke hér!!

Jeg er SÅ vred på mobilselskaberne og deres løgnagtige løgne. De skal ikke bare sælge telefoner, de skal fandme sælge tilfredshed! Det er jo ikke vaskepulver, for hulen – man køber bindingsperiode og alt muligt og så skal lortet sgu virke! Og man skal behandles ordentligt og tales til ordentligt og ikke køres ud i et eller andet stift hierakisk system med patenterede orange sideordnere uden fingeraftryksmulighed og mulighed for gravskrift! Freundlichheit muss sein!

Og det er der på Hald. Selv uden 3’er-net.

Hvad skal jeg skrive videre på?

Åh, ansøgning til arbejdslegat under Litteraturudvalget, Statens Kunstfond, som jeg har arbejdet på, siden jeg kom fra ferie. Dén skal skrives færdig, og afleveres senest d. 2. Hér gør jeg noget, jeg normalt ikke gør – jeg fortæller, hvem jeg er og hvorfor jeg er god. Det er nu meget rart at få frie tøjler, men jeg nægter at lyve – så, får jeg ikke noget, kan det tænkes at være, fordi jeg ikke lægger skjul på at en del af mit skrivende arbejde består i politisk fagarbejde for digterne. Deadline i overmorgen.

(Mobiltelefon slukket)

Kenneth Krabat, 31.1. 2011

The Viral Me – om forbindelsesteflon og modstandsglæde

Silicon Valley – stedet, hvor skaberglæde SKAL give penge.

I Silicon Valley består opgaven i at skabe mindst mulig modstand i interaktionen mellem brugere af sociale netværker. Friktion afholder folk fra brug, mens friktionsløshed gør det nemt at være MIG.

Samtidig er Silicon Valley måske det eneste sted i USA med regulær optimisme – hér investeres både mange, mange penge og megen skaberkraft i at bringe folks egoer i samme rum.

via The Viral Me: Devin Friedman Investigates the New World of Social Networking


Kenneth Krabat, 13.12. 2010

Antistof

Altings modsætning i egentlig forstand.

“Senior lektor, Niels Madsen bekræfter, at perspektiverne i det nye studie er meget store. »Inden for eksperimentalfysikken er det et paradigmeskift. Nu, hvor vi både kan producere og fastholde antistof, åbner der sig en helt ny verden. Det er ligesom at være i eventyrland, hvor alt det, man har gået og drømt om, pludselig kan lade sig gøre,« siger han.”

via Videnskab.dk – Gennembrud: Antibrint indfanget af danskledet forskergruppe.