Revisionisten Putin

– at lukke alle døre.

Putin wants to pass a new censorship law in Russia and he’s using my books as a justification to do so.

Well, uh, add that to the trophy case…

So, what did it? The profanity? No. My Russian publisher chose to leave the F-word out of both translated titles. Maybe the lewd humor? Maybe calling my readers “fuckface” and comparing them to a dog shitting on the carpet doesn’t go over well out east? Nope. Not that, either.

The censorship law was proposed because I dared to write frankly about the Soviet atrocities committed during and after World War II.

Source: Mindf*ck Monday #68: Putin Wants to Censor Me

At brænde broerne: Link tax, Linkskat, Linkbetaling, Linkafgift

Alle verdens nationer forstår billedet af den brændende bro.

I EU lægges op til at stemme om indførelse af en link-afgift til rettighedshaverne. Dette vil få uoprettelige konsekvenser for den personlige frihed, for kreativ tænkning, personlig, erhvervsmæssig og national fremdrift, og ikke mindst for den nuværende (om end kaotiske) oplæring af alle internetmenneskers evner til at begå sig blandt andre digitalt og følgelig også i den fysiske virkelighed.

ACT.openmedia.com opfordrer til, at man fortæller sine nationale repræsentanter i EU, at man ikke er interesseret. Ikke mindst fordi EU-kommissionen komplet har ignoreret al modstand fra berørte og interesserede borgere og fra professionelle af enhver slags. For ikke at tale om, at Link Tax går imod the European Charter of Fundamental rights, som beskytter alle EU-borgeres rettigheder. Continue reading “At brænde broerne: Link tax, Linkskat, Linkbetaling, Linkafgift”

Lejede lærebøger som fælleseje

Debat ønskes.

 

I USA (og måske andre steder) kan man leje digitale lærebøger med DRM i en periode.

Nu har digitale pirater besluttet, at det skal være nok med de høje priser på lærebøger. Et site er oprettet, hvor flere studerende kan slå sig sammen om at leje en titel, hvorefter sitet fjerner ebogens DRM og gør den tilgængelig for de studerende. Efterfølgende efterspørgsler kan downloade ebogen uden betaling.

En del af problematikken er, at Universiteterne i USA udgiver og sælger lærebøger til de studerende. De ændrer f.eks. opgavenumrene i dette semesters udgave ift. forrige udgave, selvom teksten generelt er den samme, og underviserne forlanger af de studerende, at de uanset hvad anvender (=køber) den nyeste udgave.

Ærlig talt – jeg ved ikke, hvordan det står til på de danske uddannelsesinstitutioner, men med sådan en problematik lige ved hånden, er det ikke svært for mig at se den onde cirkel:

Uddannelsen er dyr, måske kan man spare nogle penge på bøger, universiteterne behøver penge og udgiver selv deres lærebøger, universiteterne får ikke penge nok ind og sætter prisen på lærebøgerne op…

For at kunne bryde den onde cirkel er “man” nok nødt til at bevæge sig op på regeringsplan og udtale en mening om højere uddannelser, der tilgodeser et større antal u- eller mindrebemidlede.

Hvordan vil sådan en fortælling påvirke Danmark? Tjae, der har været en del kopiering af lærebøger hér. Det påvirker indtægterne for de undervisere, som skriver lærebøger. Måske bliver de – med ofte faste indtægter på undervisningsinstitutioner o.lign – mindre inspirerede til at kondensere deres viden på skrift, hvis ikke der kommer det “lidt ekstra” ud af det?

Men som jeg ser det, er hele pointen med digitalt pirateri at få en dialog i gang. Ikke en formuleret dialog fra et enigt bagland med én bestemt part, men enkeltindividers dialog med “dem, der bestemmer priserne på digitale ting”.

Det er selvfølgelig en følelsesmæssig sag – at digitalt ejerskab ikke på samme måde fylder i hverdagen og ikke altid kan lånes ud og ikke viser tegn på brug og og den aldring, der for mennesker gør ting virkelige. Men jeg er enig: Dialogen behøves.

Verden over debatteres straffene for digitalt pirateri, med strafferammer der går fra detailprisen og bøder, over internetforbud, og op til 10 og 20 år i fængsel. Et spændrum i holdning, der for mig viser hvor den amerikanske rettighedslobby har fået størst fodfæste.

RIAA og andre, rettighedshajer og -detektiver, med en profil over for presse, politikere og indholdsproducenter (kunstnere), der gerne tyer til bagvaskelse, løgne og falske rapporter, arbejder dagligt på at få lovgivningen i alverdens lande til at enes om straframmer for overskridelser af intellektuelle rettigheder, og samtidig få forlænget ejerskabet af samme rettigheder uendeligt.

I EU er det desværre lykkedes den amerikanske rettighedslobby at påvirke de rigtige/forkerte så stærkt, at musikrettighederne akkurat er blevet sat op fra 50 til 75 år – så Paul McArtneys og Cliff Richards arvinger og rettighedsejere kan fortsætte med at spinde guld på Beatles og CR. Målet er 95 år, men lur mig om det stopper dér.

Dialogen behøves. Hvis rettighedshavere verden over ejer deres rettigheder for evigt OG disse rettigheder kan sælges for højestbydende, hvilket de kan, truer en situation hvor et lille antal selskaber i verden ejer rettigheder til al mainstreammusik, -film og -litteratur, og patenter på medicin, teknologi, software og måske logiske løsningsmodeller, filosofi, undervisningsteknikker, og fortolkningsmåder…?!

Det er IKKE for sjov, at kampen om rettighederne udspiller sig, hvor den gør. I gadehøjde er den synlig og ligner da hér også rent tyveri, men hvem på gadeplan og med tid til rådighed kan bekæmpe softwarepatent- og medicinallobbyen?

Der er tre politiske hensigter med digitalt pirateri:

At opnå at kunne betale, hvor det ønskede emne er fundet.
At kunne betale skaberen/ne direkte.
At få frigivet rettighederne efter en begrænset brugs- og indtægtsperiode.

Formålet er (én gang til for Prins Knud) at skabe friere og billigere adgang til information og underholdning. Og forhindre et lille antal storkoncerner i at eje alt af fikseret intellektuel værdi i verden.

For dét er godt på vej.

Pirate Service Makes Textbook Rentals Last Forever | TorrentFreak.

From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.

 

Mette Ø. Henriksens blog: From the unhappiest to the happiest country in the world – and then what?.

En fribyforfatter fortæller: “Armed with the knowledge of my possible demise at an early age, I do what is important”.

 


ACTA

ACTA forsøger at forhindre tyveri af intellektuelle rettigheder ved systematisk at tilsidesætte demokratiske rettigheder.

ACTA er et samarbejde mellem en del vestlige lande om at forhindre og retsforfølge tyveri af intellektuelle rettigheder.

I den Europæiske Kommission har man længe i fuld hemmelighed samarbejdet med USA og Australiens mediekoncerner og medicinalindustri om udformningen af rammerne for et samarbejde, der skal kunne annullere folks muligheder for at komme i vejen for økonomiske interesser. Det vil ikke mindst finde anvendelse på nettet i form af retsligt anerkendte lukninger af internetsider. Derudover er det kommet frem, at disse industrimoguler tillige har diskuteret strafferammen for overtrædelse af rettighedslovgivningen… Forretningsfolk afgør længden på straffen for tyveri af DVD-film!! Rent vanvid!

Uanset hvor grænsen ender med at gå, er en vedvarende udhuling af demokratiske rettigheder allerede i gang, og lobbyisme fra forskellige industrier punker ikke kritikken, men derimod på kløgtigste vis forældregenerationen med systematisk frygtskabelse (Husk på, de ejer medierne…):

“VIL I SÅ HELLERE HAVE… (terrorisme, pædofile, hvid slavehandel, kontotømninger…)”,

og med systematisk trolling af intelligente debatfora udføres en systematisk udradering af mulighederne for at føre intelligente debatter.

Stille og roligt overføres den demokratiske magt fra borgere til virksomheder, der lever af at kontrollere såkaldte “intellektuelle rettigheder: De pantentafhængige og medieindustrien. Stille og roligt vænnes alle og enhver til at æde indskrænkningerne, og stille og roligt forsvinder betydningen af talefrihed, fordi der inden for ikke mange år vil være andet end mure og dagbogssider tilbage at udfolde sine meninger på. Og måske end ikke dér.

Én gang til for prins Knud: Magten i verden, trods opretholdelsen af valgret og demokratisk valgte politiske repræsentanter for folkets meninger, er ved at tilflyde medicinalfirmaer, softwarefirmaer og musik/TV/film/ebog og DVD-producenter!!! De kan Lukke dit liv ned, dine konti, din internetforbindelse, din email, og der er intet, du kan gøre ved det.

Så, hvad vil du gøre ved det?


Kenneth Krabat, 16.12. 2010


Link til den Europæiske Kommisions ACTA-side

Link til ACTAs endelige samarbejdsaftale. Kan også hentes hér, hvis nu den skulle forsvinde fra adressen (udgave af i dag, 16.12.2010)

ANALYSE af det endelige ACTA-dokument (på engelsk), og hér i Google-oversættelse.

ACTA på dansk WikiPedia (sølle 4 linier):

Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) er en multilateral handelsaftale der omhandler intellektuel ophavsret. Aftalelandene er USA, Australien, Mexico og EUs medlemslande. Aftalen blev offentliggjort 14. december 2010.

Forhandlingerne var hemmelige, uden demokratisk indblik, men visse informationer blev lækket – heriblandt informationer om at USA, Singapore, Sydkorea og Danmark blokerede for at give offentligheden indsigt i aftalen.

ACTA på engelsksproget WikiPedia (ordentlig artikel)

Spielverderberei, trolling, debatsabotage, og ACTA

Store firmaer og politiske partier har betalt for at få spoleret kritiske debatstrenge på internetfora med ulødige indlæg.

Det er besynderligt, at debatfora med diskussioner af betydning for udviklingen på klimaområdet, medcinalindustrien (lobbyisme for bl.a. at forhindre ikke-medicinalfirmaer i at sælge kosttilskud), bortskaffelse af farligt affald, miljøkatastrofer osv osv osv. vedvarende bliver afbrudt af perfide afledningsmanøvrer. Jeg har selv oplevet det i stor stil på Politikens fora, og har opgivet at debattere dér. Der ér simpelthen ingen kamp at tage op – alt væsentligt bliver skudt ned af sindssyg tilsvinen på disse temmelig umodererede fora. Omvendt sker den slags aldrig, hvis fora har begavede, medlevende moderatorer.

Jeg har ingen mening om, hvor vidt disse debatter i Danmark ødelægges af betalte og/eller bestilte sabotører, men nedenfor er et link til en artikel om spielverderberei, trolling, debatabotage eller hvad man nu skal kalde den antidemokratiske aktivitet, der består i at ødelægge borgeres mulighed for at tale sammen om væsentlige emner.

Og hér er et brudstykke af en kommentar fra indlæggets affødte debat:

“Jeg undrer mig i denne sammenhæng over at ACTA* aftalen igen med stor grundighed IKKE nævnes?? Danmark sidder – stadig hemmeligt (hvor demokratisk er det?)- og forhandler med USA og en række andre store vestlige lande om denne aftale. ACTA har netop til formål direkte at begrænse ytringfrihed ikke blot hist og her, men globalt.

Websites skal kunne lukkes ned på stedet mv. hvis autoriteterne som forvalter aftalen, vurderer at det er “nødvendigt.” Som ALTID vil dette følge den faste drejebog for reduktion af civile / demokratiske rettigheder: En række ummidelbart plausible argumenter som ingen ved deres fulde fem vil underkende; pædofili, nakotikahandel mv. vil blive brugst som “selling point” / begrundelse og loven vil blive indført. Herefter bliver loven så i praksis “fortolket” på alle mulige andre måder. Og når vi så har vænnet os til “det dersens acta”, kommer der så nogle år senere nogle “moderate stramninger” osv. Sådan er det HELE tiden. De små skridts politik, gradvis tilvænning. På denne måde kan man få os til at æde lort, bare man starter med kun at indkoge 1 % lort i retten og kommer med et plausibelt argument. Året efter er det så 2 1/2 %…”

via Internettets demokratiske potentiale er under angreb | information.dk.

* ACTA er et samarbejde mellem en del vestlige lande om at forhindre og retsforfølge tyveri af intellektuelle rettigheder. Som kommentaren og artiklen påpeger findes der mange måder at forhindre det demokratiske potentiale i at komme i spil.


Kenneth Krabat, 16.12. 2010

ACTA på dansk WikiPedia (sølle 2 linier):

Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) er en multilateral handelsaftale, der omhandler intellektuel ophavsret. Aftalelandene er USA, Australien, Mexico og EUs medlemslande. Aftalen blev offentliggjort 14. december 2010.

Forhandlingerne var hemmelige, uden demokratisk indblik, men visse informationer blev lækket – heriblandt informationer om at USA, Singapore, Sydkorea og Danmark blokerede for at give offentligheden indsigt i aftalen.

ACTA på engelsksproget WikiPedia (ordentlig artikel)

Europa – en kulturel supermagt?

Jeg modtog følgende, videresendt fra Muniam Alfakar, formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening.

Fra: Søren Beltoft < sorbel@kunst.dk>
Dato: 15. juni 2007 14.11.21 MET
Til: < ccp@kunststyrelsen.dk>
Emne: Europæisk kulturstrategi

Debat i Diamanten: Europa ˆ en kulturel supermagt?

onsdag 20. juni 2007 kl. 17
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Gratis adgang

Hvordan gør europæerne deres forskellighed til en styrke? Variationen af sprog, kulturer, traditioner, kunstneriske udtryksmåder og kulturarv er et af Europas stærkeste kort. Det er identitetsskabende, og som EU-sloganet siger, er det: Unity in diversity.

Men hvordan kan mangfoldigheden og forskelligheden udnyttes bedre? Hvordan kan vi anvende vores ressourcer til at skabe det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge dem i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Vær med når Richard Swartz, forfatter og Østeuropa-korrespondent, Svenska Dagbladet, EU-eksperten Marlene Wind, Københavns Universitet, og Uffe Andreasen, presse- og kulturråd ved Den Danske Ambassade, Berlin, forsøger at svare på, om Europa igen kan blive en kulturel supermagt.

Ordstyrer er Clement Kjersgaard, tv-vært og chefredaktør, RÆSON.
Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen · Tlf. 3347 4364 · lbha@kb.dk

************************************************************************
Se også CCP Danmarks hjemmeside www.ccpdenmark.dk under “Nyheder 2007” / “Meddelelse fra Kommissionen” [linket i titlen ovenfor]

Venlig hilsen
Søren Beltoft, konsulent
CCP Danmark
Litteraturcentret / Kunststyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
DK-1553 København V
Tlf. dir.: +45 33 74 50 73

mit svar var nok henvendt til Muniam, men rettet til dig, der læser det her nu. Supermagtsbegrebet er én stor gang Nysprog:

kære muniam,

det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge vores ressourcer i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Efterlyst? Ikke af mig.

Man kan ikke tale supermagt, kulturel, politisk, økonomisk eller andet, uden at sige, at der findes et spil man ikke kan ændre på.

Jeg tror ikke på massen. Massen findes, men jeg tror ikke på massen. Hvis jeg troede på massen, som massen skal tros på, ville jeg sætte mig ud over individet. Og sige at én leder er nødvendig. Jeg tror ikke på én leder. Jeg tror på ansvarlighed i den enkelte. Ansvarlighed kommer af oplysning – hjemmefra, fra specialister, fra nabo til nabo, fra by til by, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måden, vi organiserer os på, handler om uoplysning. Konkurrence. Hemmeligheder. IKKE at vise os selv. Fordi vanen… vanen har vist os, at der er visse ting og mennesker og situationer, vi ikke kan stole på, og vi kan aldrig være sikre på, hvem og hvad de vil være. Og dog ved vi, at den opmærksomhed, vi giver uden at forvente noget igen, får os til at føle os bedre tilpas, meget bedre tilpas end at være bange, men vanen… vi finder bekræftet til alle sider, får os til at tro, at frygten vi føler har større sandhedsværdi. Massen findes, fordi der er individer, som udnytter individernes frygt. At sige, at dét ikke kan ændres på, er at lyve.

Jeg er ikke interesseret i at være en del af nogen supermagt, kulturelt eller andet, som er baseret på at massen findes. At det accepteres, at mennesker frygter kollektivt – når en mentalitetsændring kunne standse det. Så din videresendte mail er klam. Som alt andet, der baserer sig på massen.

tal ikke til mig om realisme og langsigtede strategier. Der gives ingen åbninger nogen steder, fordi det er nemmere… det vurderes nemmere og kortsigtet givtigt for mennesker alle steder og på alle niveauer af overskuelse samfundet at samles om at Kæmpe imod frygten ved at slutte sig sammen af frygt, end det er for dem, der har mulighederne for at få folk i tale at fokusere på at samles af velvilje, åbenhed og de varme følelser, som i fald de bliver modtager vokser til kærlighed.

At satse på at frygten varer ved er nemmere. På kort sigt. Så tal ikke til mig om langsigtede løsninger. Det handler ikke om lang sigt. Det handler om at blive den største dreng i skolegården, så de andre bliver bange for én. Mere frygt. Mere vane. Det er ikke interessant. Vi kan mere end dét nu. Det handler blot om at sige det.

venlig hilsen,
kenneth krabat

BARBARISK DANSK

Et givent sprog deformeres af en brugsvirkelighed i en given kultur.

 

Man må erkende, at et givent sprog har en brugsvirkelighed, der knytter sig til en given kultur. Hvor det bliver kvæstet og tilpasset den pågældende kulturs behov og muligheder. (KK i brev, 2012)

Fra jeg var seks år gammel og begyndte at forstå nogle af årsagerne til, at jeg ikke forstod alle, der talte omkring mig, og til jeg som ti-elleve år gammel begyndte at modtage undervisning i engelsk, udviklede jeg dén teori, at der måtte være mindst lige så mange sprog i verden, som der var navngivne sprog gange det samme antal. Det var således helt naturligt for mig, fordi jeg kunne høre forskel på de forskellige måder forskellige nationaliteter talte engelsk på: der er tysk-engelsk, spansk-engelsk, russisk-engelsk osv.. Denne tidlige indsigt rådede min engelsklærer bod på: Der findes kun ét engelsk, et tysk, et spansk osv. og det var bare at rubbe neglene og komme i gang med at lære det.

På en afrapporteringsblog fra et seminar 10.-13. maj 2007 på Biskops Arnö i Sverige om Alternativ publicering / litterær innovation (på initiativ af Litlive.dk) læste jeg om en finne ved navn Leevi, der havde refereret til et BARBARIC ENGLISH, et (ukorrekt) engelsk der i følge Leevi deles af os alle sammen i verden, som ikke har engelsk som modersmål, og kom således i tanke om min barndoms undertrykte indsigt. Og jeg mærkede, at den ikke var tabt, men blot havde et sidste lag af korrekthed hen over sig.

Sprogrenserne, vil jeg sige, mister ikke noget i deres bestræbelser, og vi andre gør det heller ikke. Det ér muligt og relevant at mene, at et sprog gør sig bedst i en forstand, der forskningsmæssigt, litterært osv. har en genkendelig historie og selvfølgelig også nutidige udøvere. De gør deres ting, hvad angår at fastholde opmærksomheden på den historiske grund, de er fastholderne. Sprogets røgtere og vogtere. Og præcis så statiske, som det er nødvendigt at en majoritet er, for at naturlig dynamik, naturlig griben efter øjeblikkelige løsninger, hvad man også kunne kalde relativt kaos, ikke skal blive til Babel eller absolut kaos – med Ragnarok tll følge, hvor ingen fatter hvad hinanden siger.

Men hvad så med dét dynamiske sprog, som efter en tid vokser sig større og finder indre (social) koherens? Hvis sprogrenserne ikke vil gøre plads til det relative kaos, der findes i f.eks. dansk efter tilkomsten af mange forskelligtartede (oprindeligt forskelligt-sprogede) indvandrere, der lever i 2 sproglige verdener, og er nødt til at kommunikere så godt det er dem muligt, uden at have sprogrensernes forudsætninger (eller overbevisning), hvad så? Så må disse forskellige måder at tale “modersmålet” på have et navn. Skal vi kalde det “barbarisk” og slå de “ukorrekte” versioner af modersmålet sammen til et pidgin-dansk, eller barbarisk dansk? Eller skal vi tegne en helt anden model?

Jeg foreslår, at vi klassificerer versionerne under dialekter. Indser, at et menneskes primære behov er at Kommunikere og Blive forstået, og da dét gør sig gældende for alle mennesker, bør vi tillade OS SELV at strække os for at forstå. Hvis ikke frivilligt, så via lovgivning.

I mine bestræbelser på at få brød på bordet har jeg siddet i et analyseinstitut og lavet befolkningsundersøgelser. Og dér oplevede jeg til min glæde, at der for det første var et hav af dialekter landet over, som man aldrig hører i offentlige medier – i modsætning til f.eks. engelsk TV, der frisk kører på med nyhedsværter med gebrækkelige tungemål. Og for det andet var der en enorm uvillighed til at forsøge at gøre sig forståeligt på rigsdansk, eller kald det selvfølgelighed: En vildt fremmed københavner ringer op og stiller spørgsmål – hvorfor skulle de så tale noget andet end det, der falder dem nemmest? De er jo hjemme, for pokker!

Det samme gælder alle såkaldt nydanskere. Hvorfor skulle de dialekter, de efterhånden har erhvervet sig, transformeres til noget mere korrekt? De kommunikerer, og hvis jeg vil kommunikeres med eller til, gør jeg mig anstrengelser for at forstå. Vil jeg ikke, er det svært for mig at forstå selv en sprogrøgter som vores Dronning.

Dansk falder i dag i et hav af udgaver, og har altid gjort det, og en del af disse udgaver er yngre end jeg er. For mig er det ganske naturligt, at f.eks. min iranske grønthandler har et dansk, der passer til hans evner til at indlytte, hans naturlige behov, og til den omgang han plejer med mere eller mindre rigsdansk talende kunder og venner. Og jeg spekulerer ofte på, hvordan det ville se ud, skrevet ned.

Jeg savnede i dén grad en båndoptager – senere – da jeg i to timer sad i Perús jungle over for en shipibo-indianer og med mit ordforråd på tres substantiver spansk og nogle få verber formåede at få min svært fordomsfulde vært dér til at fatte, at homoseksualitet i bund og bund handler lige så meget om kærlighed som forholdet mellem mand og kvinde gør det, fuck! jeg ville gerne have set den samtale skrevet ud!

Mit spanske dér var barbarisk, ja nok værre end barbarisk, men det var båret af ønsket om at kommunikere, som blev til dén aktion, vi kalder vilje: Jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte indtil det – med hans velvilje – lykkedes mig at overbringe mit budskab. Har vi viljen til at kommunikere – at tale menneske, plejer jeg at kalde det – kan vi, om man så må sige, tale alle sprog under solen.

Så, hvor mange sprog er der i dag? Med min voksne erfaring vil jeg sige, at der er lige så mange, som der er ønsker om at kommunikere, der manifesterer sig i handling. Mit barnlige jeg kan både sige, at der er uendeligt mange eller kun ét: At tale menneske, eller ikke.

Barbaric… engelsk, dansk, tyrkisk, kroatisk, arabisk fra Libanon, Egypten, Saudi Arabien, swahili i oprindelig skabelse eller variationerne… Disse sprog findes, når der er mennesker nok til at påvise en forekomst. Muligvis – og det kan man håbe på – bliver kravene til forekomst-antal mindre dag for dag. Og dermed vokser Babel på det politiske papir, som indtil videre kun har evnet statiske tiltag, men hvis befolkningernes krav til antal-mennesker-om-et-sprog-eller-dialekt mindskes, også i den protektionistiske vestlige verden, kan det være at de politiske krav ændrer sig tilsvarende. Måske begynder de repræsentative stemmer også en dag at tale menneske snarere end løsninger for flertallet. Hvordan forholder man sig politisk til et bestandigt kortere og kortere historisk øjeblik? Hvordan forholder man sig som forsker til det? Som menneske… er det nemt nok. Det er bare at gøre som altid: Gider jeg snakke eller hvad?

Så, jeg glæder mig til den første bog – novelle eller roman eller digtsamlig eller… – skrevet på nydansk. “Nydansk” defineret som en sprog, der giver mening for en befolkningsgruppe, som ikke bør have problemer med at manifestere sin stolthed over ønsket om at kommunikere, og gør det på bedst mulig vis. Så må vi andre se, om vi gider lytte, eller ej…

FASCISME ER DYRKELSE AF MAGT

Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på… Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden…

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?

En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer – men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister – til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi – som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage – modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.

At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens “muligheder”. Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)

PISTOLER INGEN HELTE GØR

Tre røvere trængte ind i en urmagerbutik i indre København og truede Urmageren og hans niece til at udlevere sagerne. Urmageren skød de to af dem, og blev selv ramt. Politiet anholdt Urmageren for drabsforsøg, mens Urmageren hævder, at det var selvforsvar. Læsere af Ekstra Bladet har efterfølgende udråbt Urmageren til helt, og krævet at han blev frifundet. En anerkendt jurist ved Københavns Universitet mener (17. jan.) det muligt, at Urmageren kan blive frifundet for selvtægt. Urmageren har tilstået ulovlig våbenbesiddelse.

Følgende hængte jeg op i spiseseddelkassen ved indgangen til Politikens hus på Rådhuspladsen i København:

HELT, MIN BARE RØV!

Urmageren er et menneske, der har set for mange amerikanske krimier! En frygtfuld voldspsykopat, der ikke er mere undskyldelig end unge med knive “til at forsvare sig med overfor andre bander” …

Et skydevåben er pr. definition et mordvåben – i en skov kan geværet anvendes til jagt, men i byen er det og pistolen kun til at dræbe mennesker med – intet ansvar, bare trykke aftrækkeren ind, BANG, død. Det er ikke modigt – det er FEJT! Urmageren er en kujon, der havde givet op! Det skal han ikke belønnes for – han skal hjælpes!

Hvis Urmageren ikke kunne få sit levebrød forsikret for penge, skulle han have skiftet job, snarere end at finde sin tillid i et mordvåben! ALDRIG lade frygten diktere – der ér andre måder at forsvare sig på: Selvforsvar, panserglas, overvågning, årvågenhed, vagtmand, vagtservice i området og … psykologi!

Jeg bor i København, har kørt taxa i København om natten. En uformel jobbeskrivelse er, at man kan håndtere sin frygt og sin vrede. Og selv de fuldeste langt ude på coke voldspsykopater kan håndteres med psykologi. Tænk på en vred hund.

50% stigning i antallet af skydevåben blandt danskerne … Det er REN terrorkrigsskræk og TV-mords-afsmitning! Hvis disse mennesker bevægede sig i de kriminelle miljøer, hvor våben er fuldt synlige, ville de kende konsekvenserne af at trykke på aftrækkeren!

Overvejer man at anskaffe et skydevåben til at “forsvare sig med”, bør man overveje, hvorfor man er så bange, at man kan forsvare at tænke på at slå ihjel. Den BEDSTE bevæbning ER IKKE AT LADE FRYGTEN STYRE.

Vold KAN løses med psykologi. Også den vold, der ikke er sket endnu!

Kærlig hilsen,
Kenneth Krabat, forfatter og oversætter
Sindshvilevej 22
2000 F

menneske.dk