Category: ego

 

For et par dage siden skulle jeg have været i Poesiens Hus og maratonoplæse sammen med 30 andre digtere. Nogle minutter hver, blot en manifestation af håbet, eller fortvivlelsen, som angivet af blogindlæggets titel, og inspireret af Breiviks massakre i Norge.

Jeg meldte afbud.

Jeg må nu konludere – for sent til at gå på scenen med og åbent imødegå min modstand – at den dybereliggende grund ud over udmattelse, arbejdsbyrde og på dén måde at passe på mig selv, var at finde i arrangementets titel. “Had” stilles over for “Håb”, som om det er to modsætninger – “hader man ikke, skal man håbe”, eller “håbet venter den, der ikke hader”.

Jeg er ikke enig.

Jeg synes, det er i orden at hade. Hvis blot man ved, hvorfor man således er uforsonlig i sin modstand, og så længe man ikke udlever de fantasier, der oftest akkompagnerer hadske tanker og følelser. Had kommer af en evne til at føle dybt, som er det, der muliggør kærligheds given både på det personlige og det upersonlige plan, og i hadet tydeliggøres dele af én selv, som behøver at blive taget vare på. Hvis man tør se på sig selv.

F.eks. gør blot tanken om formanden i min haveforening min hverdag til et fredløst sted – jeg behøver end ikke se ham for at tænde af; han skal bare dukke op som en tanke for at jeg kan mærke hadets uforsonlige karakter brænde i mine krop.

Det er ikke hans skyld, at jeg hader ham. Eller snarere, jeg hader dét, hans handlinger får mig til at føle, når han – ud fra min målestok – limboer under grænsen for hvordan man taler til og om andre mennesker. Det er Mit. Det er Mit problem. Det er Mit had. Det er Mine følelser. Det er Min målestok.

På den anden side er der det galt med håb, at det netop er personligt. Man hader noget (har en følelseesmæssig uforsonlig reaktion på noget i omverden) og håber så at det går væk, følelsen eller dét i omverden… Det er ikke godt nok. Det er passivt. Ansvarsforflygtende.

Når man hader, må man imødegå følelsen i sig selv. Og når man håber, er det egentlig handling, i omverden, eller i bedste afklarede fald, i sig selv, som håbet kalder på.

Hvis noget, burde digterarrangementet for klarheds ( og for min…) skyld havde heddet “kærlighed og handling” – en ageren indadtil og udadtil, med sigtet at få ens indre og ydre verden til at stemme overens. Så havde jeg måske bedre kunne hægte mig på og have overkommet dagenes ansrengelser og kroppens udmattelse. Nu er jeg henvist til bare at blive klogere på afstand:

Hvis det gjalt min uempatiske formand i haveforeningen, der (som jeg oplever det) uimødesagt gør så mange mennesker ulykkelige og skaber så meget ufred med sin fremtoning og måde at tale til folk på, så kunne jeg ideelt set bruge mine følelser for, hvordan tingene burde fremtræde (min følelsesmæssige æstetik, min kærlighed) til at forsøge at trænge igennem til ham og få ham til at ændre adfærd. Eller, som mindstemålet, selv gøre en større anstrengelse for at foregå med et afklaret eksempel over for alle, baseret på mine dybe følelser for, hvordan vi må og skal behandle andre mennesker, for at flest mulige kan være sammen i fred og fordragelighed.

Og indtil jeg formår at forvandle mine egne meget vrede følelser fra at føle mig personligt ramt til at se ham som et offer for et eller andet, som holder HAM i vrede og uforsonlighed, må jeg leve med hadet der kommer af ikke at kunne slutte fred med at være blevet mobbet i årevis i min skoletid. Som er dét, jeg oplever, at han gør ved alle omkring sig, inklusiv mig.

Mit had har en årsag. Det er ikke smukt, ikke politisk korrekt, ikke voksent og modent forvandlet til accept og forståelse og vand af en gås. Det er grimt og passioneret og går på ingen måde væk med håb. Hverken ved at håbe på, at han ændrer adfærd, eller ved at tiden læger alle sår, eller ved at jeg glemmer, hvad der overgik mig i 7 år af min skoletid og på min senere arbejdsplads.

Så, igen: Det er ikke Had eller Håb. Det er Had OG Håb, når man er uafklaret eller uindsigtsfuld, og Kærlighed OG Handling, når man tør vedkende sig, at det ikke er Verden, som forårsager smerten, man føler, men derimod selve dét, AT man føler noget og VIL noget med sine følelser, og TØR føle smerten og ikke lade den blive til desperation, fortvivlelse og apati.

Og mens man arbejder på at skabe forståelse ud af alt det rod, som følelser skaber i én, ér det det hele: kærlighed og had og håb og ageren i én pærevælling. Og der ér ikke andet at gøre end at forsøge at finde ud af, hvad det alt sammen betyder, og hvor meget.