KUN tyske bøger, 5 ad gangen. Men man kan AFLEVERE sine udlån, og låne nye, når man vil!
Desværre kun tyske bøger, og kun inden for EU.
Man læser via en app i Apple’s mobile produkter, og kan mod et månedabonnement på €9 læse fem bøger på samme tid. Når man afgiver muligheden for at læse videre i én, får man straks ret til at læse en ny.
Tjenesten er givet lagt an på populære bøger – for det er stadig helt op til forlagene at digitalisere deres bagkataloger. Og dét er der ikke de store penge i på kort sigt.
I et land med 85, snart 90 mio indbyggere, er denne udlånsmodel givet en SUND forretningsmodel, hvor ebogssalg af langt flere titler nemt vil kunne hamle op med dette udlån. Men hvordan i et velkendt lille-land med kun 5,5, snart 6 mio indbyggere?
Hvad hér?
Jeg forsøger at forestiller sig, at den tyske lånemodel var danske forhold:
at bibliotekerne havde forhandlet en fastpris-udlånsaftale med forlagene, der ikke gjorde eBogsudlån til en pengemaskine for forlagene med direkte vaccuum-snabel ned i eBogsbudgettet – fordi aftalen med forlagene betyder betaling for hvert eneste udlån.
at eReol-projektet havde udviklet sin egen udlånsløsning, så man frit kunne bladre i alle tilgængelig bøger, den ene efter den anden, indtil man fandt det, man ønskede – snarere end at bruge Adobes skod-software, hvor man er nødt til at vente til lånetidens udløb, før man kan låne nyt. FORDI aftalen med forlagene betyder betaling for hvert eneste udlån.
Og så ihukommer jeg, at det ikke er en model, bibliotekerne har forhandlet på plads med danske forlag i flertal, men kun med TO, der kysser i porten, samt ét eDistributionsfirma, hos hvem de to elskere er hovedaktionærer.
Er der ikke snart nogen, som får øje på fidusen i eReolen?
SKAL man bruge ordet “skandale” og lade som om det er Morten Korch’sk retfærdighed, der er på færde – snarere end moderne snusfornuft, der burde tvinge de 2 store forlag til at rette ind efter offentligt udlån til gavn for danske borgere og danske forfattere?!
Hvor længe vil der gå, før danske forfattere nægter deres forlæggere ret til at udlåne af deres værker – simpelthen fordi eReol-løsningen er for dårlig og ikke tilpasset danske forhold – med bibliotekspenge til forfatterne og frit lån af alle udgivne titler?
ET FORSLAG TIL KULTURORDFØRERNE:
Brug den tyske model med abonnement.
Lad den danske stat abonnere på alle udgivne bøger, som de gør nu.
Lad den danske stat stille krav til digitalisering af bagkataloger.
Lad alle forlag levere til projektet, også selvudgivende forfattere.
Lad allehånde eDistributører garantere kvaliteten af leveringer til projektet
Lad danske iværksættere udvikle egne apps og programmer til bogfremvisning
Lad udlån blive kulturstøttet efter genre, omfang og antal udlån over tid ift. omfang.
Indfør en “FÆRDIG”-knap, som frigivelse til nyt lån
Anvend egen liste over favoritter til muligt genlån
Bare GØR et eller andet nyt! Frem for at lade forlagene bestemme over bredden i dansk kulturliv.
Op til 4 måneders planlægning frem for 1? Hvorfor?
Det er godt at huske på, at vi er en kultur så rig, at vi tør støtte væksten i vores kunst og hjælpe vore kunstnere med at dygtiggøre sig og udbrede sig landet over. Derfor bør en kritik af kunststøtten eller af forandringer heri altid være ledsaget af en stille tak for, at den overhovedet findes. Den er IKKE en selvfølge, men blot en vane af nyere dato.
I 2011 fik 638 ansøgere (ikke forskellige steder eller forskellige forfattere) 3.6 mio kr. fra Forfattercentrum til oplæsninger landet over. Formanden for Statens Kunstråds litteraturudvalg, Grethe Rostbøll, priser den stigende interesse, og i år er budgetteret med flere penge til oplæsninger, men til gengæld er ansøgningsfrekvensen faldet.
Dét skaber markante udfordringer, som søges påpeget nedenfor.
—
Indtil 1. februar 2012 havde oplæsningsarrangører 10 årlige frister til at søge honorarer til 1, 2 eller 3 forlagssanktionerede oplæsere på en aften med gratis adgang for offentligheden. Senest 1. april søgte man til et arrangement i maj.
Frekvensen passede fint til både mindre og større steder, og til at invitere forfattere til oplæsninger, mens forfatternes udgivelser var varme og kritikken frisk.
Nu tvinges oplæsnings-arrangører til 1-4 måneders programplanlægning frem for 1, hvilket kan forhindre små steder med kortsigtet planlægning i at få besøg af kendte forfattere, mod betaling. Det kan også forhindre forfatteres oplæsning i relativ nærhed til aktuelle begivenheder og medieomtale, men passer bedre til bibliotekers rutiner med karensperioder for udlån og at lade mediehypen synke til bunds i læserne.
PROFESSIONALISERING!
Selvfølgelig er enhver form for offentlig kunststøtte et udtryk for støtte til og krav om professionalisering af det kunstneriske udtryk. Selvfølgelig!
Det kunne bare se ud som om, at kunststyrelsen med de nye frister lægger større vægt på steder, der er i stand til at planlægge langt ud i fremtiden. Her regnes offentlige institutioner og medborgerhuse. Mindre steder, derimod – “undergrund”, caféer o. lign. – har sjældent lønnede arrangementsmedarbejdere og ofte ringe sikkerhed for fremtidige arrangementer – og får derfor sværere ved at få professionelle oplæsere på programmet, når fristen hos Forfattercentrum er op til 4 måneder og aftalerne med kunstnerne skal laves, før man søger Forfattercentrum – uden at vide, om man kan overholde ansøgningsfrist, og dermed oplæsningsdatoen.
En oplæsningsaftale plus forlods kommunikation på op til 8 måneder fra start til slut vil ikke være urealistisk.
Et afbrudt forløb er meget almindeligt:
Med udvalgt forfatter aftales d. 31. april en oplæsning d. 1. juli
Ansøgning indsendes rettidigt 1. maj
2. maj oplyser forfatter, at hen ønsker at forandre dato
= ingen oplæsning med hen eller nogen anden før tidligst i oktober, november eller december
= 6-8 måneder.
+ har man skulle finde en forfatter blandt flere, vil den indledende kommunikation have strakt sig over længere tid.
Et hurtigt forløb:
aftale med udvalgt forfatter på 5 minutter til oplæsning 1. juli og indsende ansøgning senest 1. maj
= 2 måneder
Med stor afstand i tid fra booking til arrangementet opstår nemt, hvad man kunne kalde “stækket kunst”: Forfatteren vil have mistet følelsen for en aftales nødvendighed for modtageren, når hen nærmer sig dagen, og blot reproducere sig selv. Det er, hvad der sker for turnerende musikere og forfattere – hver sted bliver blot et nyt sted. Dét kommer der ikke nødvendigvis høj kvalitet ud af; rutine, ja, men høj kvalitet fordrer deltagelse i gengivelsen.
Hvis det er høj kvalitet, kunststyrelsen med færre ansøgningsdatoer forsøger at sikre, er det en dårlig løsning: Med risikoen for mindre variation, og i værste fald færre oplæsende forfattere, fordi kun de allermest målrettede og reklamebevidste forfattere planlægger 8 måneder ud i fremtiden, understøtter man blot den alt-om-sig-gribende-bestsellerisme, som er det ensidige fokus på “populære forfattere”. Et fokus, der ved sin manglede bredde og almindeliggørelse af processerne, der bliver til “popularitet” og “stort salg”, forårsager fordummelse og fordomsfuldhed.
Høj kvalitet får man kun ved stor bredde og fleksibilitet – i nærværende henseende til skabelse af arrangementer, der indpasser sig i impulsive behov rundt om i landet. Herved vil danske forfattere blive præsenteret for flere arrangementer, hvor arrangørernes entusiasme kommer til at spille ind i forfatterens endelige fremtræden. Det improvisatoriske vil komme mere i spil, og dermed bliver modtagerne ikke kun modtagere, men medspillere i skabelsen af ny kunst.
Korte ansøgningsfrister giver ganske enkelt større bredde i udbuddet. Så, hvad hjælper flere penge, hvis sigtet med færre ansøgningsfrister er at fjerne spontaniteten og flytte fokus til primært offentlige institutioner, forfattere på bogturnéer og sikre arrangementer?
1. februar 2012 for arrangementer i marts, april, maj og juni
1. maj 2012 for arrangementer i juli, august og september
1. august 2012 for arrangementer i oktober, november og december
1. november 2012 for arrangementer i januar, februar og marts 2013
En kultur, der tilstår sig selv økonomi til at udlåne alle udgivne bøger ”gratis” (over skatten), er en kultur, der
vil sig selv og
tror på tankens magt i begrebets bedste betydning.
eReolen.dk er et 4 måneder gammelt samarbejde mellem erhvervsliv og bibliotekerne om udlån af ebøger. Det fungerer for lånerne med visse udlånsbegrænsninger, og vil som projekt angiveligt ikke automatisk blive forlænget. Det forlyder fra én side, at projektet skal evalueres efter 1.11.2012., priser og vilkår genforhandles, teknikken genvurderes og projektstrukturen overgå til en driftsstruktur.
Så, hvorfor ikke vente og lade projektets parter teste mekanikken i fred? Hvorfor kritisere det allerede?
Fordi vi, der har samtalt om eReolen.dk, betragter eUdlånsprojeket som ekskluderende og en forringelse af betingelserne for forfatterne, selvudgiverne og de små og mellemstore forlag.
(Dyb indånding…)
I DE GODE, GAMLE DAGE FOR LIDT SIDEN “Gamle” digitale fast-medier som DVD’er og musik-CD’er indkøbes af bibliotekerne til udlån på en dyr udlånslicens, men litteratur er først for nyligt begyndt at blive digitaliseret og sat i udlån.
Indstillingen til papirbøger var, at ALLE via skatten hjalp til at holde nationen tænkende – og således støttet kunne biblioteksvæsenet over for forlagene stille sig an som én storkunde, der kun skulle betale normal udsalgspris for det antal papirbøger, bibliotekerne ønskede at stille i udlån på dansk jord.
Senere tilstod staten forfatterne en kulturstøtte for deres bidrag i udlån på danske biblioteker – det vi populært kalder “biblioteksmidlerne” – et beløb, som berettigede forfattere får udbetalt om sommeren.
Forlagene, derimod, fik ikke direkte noget for biblioteksudlån. Var det rimeligt? Det var dansk kulturpolitik – som i mine øjne gjorde ret i at støtte i første produktionsled: Hos indholdsskaberne.
Man bør dog se biblioteksindkøb af fysiske bøger som inddirekte statsstøtte til forlagene – et system, der endnu, hvad papirbøgerne angår, opretholdes af et samarbejdet ml biblioteksanmeldere (lektører) og litterært interesserede bibliotekarer på lokale biblioteker. Danske forlag tjente ikke direkte på papirudlån – men der var et stort og fast salg til bibliotekerne af positive lektør-omtalte titler. 5-10% bibliotekssalg af et oplag var ikke usædvanligt. Hvilket gjorde, at forlagene kunne lade de indlysende bestsellere være træktog for mindre sikre titler og forfattere. Gynger og karruseller, som det hedder.
Det var før populariseringen af Internettet og adgangen til “gratis” data forårsagede mindsket salg, før bibliotekerne blev lukket af VKO-regeringen, det var før de frie bogpriser, før boghandlere der lukkede på stribe, før supermarked- og tankstationsalg, og før bibliotek.dk rationaliserede bogbestanden i Danmark, så de resterende biblioteker indkøbte endnu færre bøger til samlingerne. De gode gamle dage, hvor forlagene sad på produktionen, boghandlerne på salget og biblioteket på den institutionaliserede og tvangsmæssige reklame for bøger og forfattere…
I knap 30 år har satsningen været bibliotekspenge til forfatterne gennem eksemplaroptælling på danske bibliotekshylder. Staten valgte at støtte litteraturen gennem at støtte forfatterne, frem for at lade forlagsbranchen få pengene. Som det land i verden, der har flest udgivelser pr. indbygger, ville der næppe være kommet flere eller bedre bøger ud af det, kun større overskud til forlagene. (Måske havde der været råd til færre titler, men det er en anden filosofi).
NYE eTIDER I dag vil de to store forlag have en bid af det hele – de producerer, distribuerer, sælger og står for udlånet på danske biblioteker.
Gyldendals nye eBogskontrakt med sine egne forfattere sidestiller udlån med salg, og anbefaler eDistribution med Publizon (som Gyldendal er storaktionær i), der distribuerer til bibliotekerne og til eReolen…
I ekontrakten tildeles forfatterne 25% af prisen for et udlån, royalty af salg beregnes af nettoprisen og bogpriserne er frie. Der er ikkemeget tilbage til forfatterne, hvis forlaget er ene om at bestemme.
[Hér er ebogskontrakten, som Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i efteråret 2011 på vegne af kun 6% af landets forfattere erklærede sig enig i.]
Biblioteksmidlernes støtte til forfatterne er baseret på optælling af indkøbte eksemplarer. Med tilkomsten af eReolen indkøber bibliotekerne ikke eksemplarer af ebøger, men betaler i stedet udlånslicens som på andre digitale medier. Hermed forsvinder grundlaget for forfatternes biblioteksstøtte i takt med, at flere udgivelser vil blive eBog-først, eller eBog-alene, og således grundlaget for mange forfatteres arbejde.
Endnu fordeles biblioteksmidlerne forholdsmæssigt efter det antal bøger, der står på hylderne. Men dét er kun én besparelse væk. Efterfølgende vil der kun være direkte salg fra eReolen til stærkt reduceret pris ift. salg. Allerede nu melder mange eboghandlere om, at salget er gået ned. Og kunderne til eReolen er ene tilfredse med mulighederne. Og ja, hvorfor købe, når man kan låne gratis (over skatten)?
Enhver budgetforøgelse til ebogsudlån under eReolordningen vil gå direkte i forlagenes kasser – det handler bare om at give de ebøger i udlån, som er mest populære. Og så never mind bredden i udlånet.
Spørgsmålet er, om man fra offentlig hold med eReol-projektetmener, at forlagene er blevet reformeret til at være ræve, der kan vogte gæs? Købmænd, som vil være i stand til at forvalte bredden i dansk litteratur?! Eller om man bare ikke har haft nogen indre dialog overhovedet?
En mængde etiske og praktisk spørgsmål er tilsyneladende ikke blevet stillet i projektgruppen. Dem stiller vi så. Enogfyrre for at være helt præcis.
(* OPDATERING: Titlen var “Børn under 13 må ikke låne igennem eReolen”, men som det fremgår af noterne, lader Adobe-IDs aftalekontrakt deres samarbejdende bruger-tjenesters aldersregler gå forud for de amerikanske. Hermed falder dette punkt næsten til jorden. Spørgsmålet om lånekvoter for storlæsende, bør OG voksne, er dog stadig relevant. kk 5.3.12)
Grundlæggende er det et problem, at man bruger teknologi fra et firma i et andet land til at lave lånetidsbegrænsning i Danmark.
Men specifikt i Adobe-IDs aftalekontrakt, som er forudsætningen for at kunne læse ebøger, der er i udlån på eReolen, angives at man skal være fyldt 13 år.
Alle ved, at børn ofte er storlånere, og der findes en særlig kategori af læsere, som læser ml. 50 og 150 bøger om året. Hvis storlæsende applikerede deres vaner på ebøger, uden samtidig at skulle slæbe dem fysisk hjem fra biblioteket, ville de lynhurtigt opbruge kommunens ebogskasse. Dét alene gør udlåns/honorerings-modellen i høj grad uhensigtsmæssig i forhold til selve det at låne digitale bøger. For slet ikke at tale om hvilken negativ favorisering af voksenudlån, det er, plus opfordring til ulovlighed, idét alle velmenende forældre formodentlig vil give deres børn adgang via eget eller et af dem skabt Adobe-ID.
FORSLAG: Inden for rammerne af denne kritisable model:
Frem for ebøger i sig selv kunne børn downloade hente-links, der først blev aktiveret som bøger (= honorering fratrukket biblioteket), når bruger havde bekræftet hentningen og var begyndt at læse.
Streaming kunne også være et påkrav til store læsere – hér kan den nøjagtige ”læsemængde” aflæses.
Se pkt. 28 – krav om DRM for info om streaming-planer
Alle (eller kun børn og andre store læsere) kunne have en egen eLånekasse at administrere, på samme vis som enhver administrerer taletiden på sin mobiltelefon. Man kunne evt. have mulighed for at få overført en del af andres ubrugte læsninger til sin egen konto.
ULEMPE: Det skaber i realiteten et betalingsbibliotek, blot med midlerne lagt i brugernes hænder. Og en generel reduktion i biblioteksbudgetterne ville gå ud over den enkeltes læsekvote.
FORSLAG: Hvis en reduktion blev en realitet, skulle man kunne bytte sig til læsekvote med ikke-læsere.
Og så er der lånebegrænsningen i sig selv på 3 bøger pr. låner. Det er ikke muligt at levere en læst eller kedelig bog tilbage. Begrænsningen ligger i valget af software – Adobe ADE – som ikke kan annullere udlån/levere bøger tilbage, men på eReolen fremstilles det som økonomisk lånebegrænsning pr. læser.
“Vær opmærksom på; at det ikke er muligt at aflevere ebøger lånt på eReolen.dk før de 30 dages udløb – og dermed få adgang til flere lån. Dette skyldes bibliotekernes begrænsninger i antallet af lån pr. bruger pr. måned, som er en nødvendighed for at bibliotekerne kan overholde deres samlede budget pr. måned.”
eReolen 26. april 2012
Med streamede bøger vil man kunne tjekke antallet af sider læst og dermed regne en bog for læst eller afleveringsværdig.
2. Søgefunktionerne er på ingen måde biblioteksstandard
Pt. er søgemulighederne på ereolen.dk kun
Biografier og Erindringer
Krimi
Spænding,
Børn og Unge
Skønlitteratur
Hvilket – selv hvis en søgning faktisk gav relevante resultater, hvilket ikke er tilfældet – er helt og aldeles under lavmålet med flere end 10 bøger at søge imellem.
“Biblioteksstandard” betyder, at bøger er inddelt efter et system, der rubricerer dem i kategorier baseret på vurdering af indhold og placering i et akademisk “overbliksfelt”. Det gør det nemt at søge efter emner og i fritekst.
For ebøger gælder det, at forlagene selv har metatagget deres ebogsudgivelser, og disse kan i princippet være både under- og over-taggede, dvs. ikke opkomme i relevante søgninger, eller opkomme i for mange (irrelevante) søgninger. Hvilket ikke ville ske, hvis enten Deweys decimalsystem eller BISAC var taget i anvendelse fra starten af.
En kilde siger februar 2012, at der noget tid har været en forsinkelse i samkørsel med nationalbiografiske data, hvilket gør at man bruger forlagenes egne data. Man burde således kunne forvente bibliotekskvalitet i søgninger på eReolen, når problemerne ophører.
3. Honoreringsmodellen fremtvinger et udlånsloft i kommunerne
Honoreringsmodellen består i enkeltbetaling pr. udlån – pt. kr. 18.50. Dette beløb trappes ned over tid.
Kommunerne har under forsøget flyttet en del af indkøbsbudgettet til eUdlånshonorering – på landsplan 2.6 mio til 145.00 eUdlån. Dette sætter nogle begrænsninger på antallet af ebøger, borgere kan låne i de forskellige kommuner – afhængig af kommunernes velstand og mod ml. 3 og 5 ebøger pr. måned.
På grund af udlånsloftet er bibliotekerne tvungne til at afvise interesserede lånere, når kvoten for en måned er opbrugt.
Titler, som kommer til udlån senere end 1 år efter den officielle udgivelsesdato, udlånes til en lavere takst – pt. 12-13 kr. Men da kun en forsvindende lille del af danske forlag er med i eReolprojektet, vil alle nuværende eUdgivelser fra disse forlag efterfølgende blive honoreret med den lave udlånstakst.
Det vil sige, at de store forlag, som i kraft af viden om projektets ikrafttrædelse har kunnet planlægge upload af titler efter “nyhed”, har tjent på deres insiderviden. Og fortsat vil gøre det – uden nogen samtidig forpligtelse til at uploade bagkatalog til eReolen (som er ufordelagtigt for især de store forlag, fordi konvertering af ældre fysiske titler til ebøger giver mindre afkast og mindre forventet salg/udlån).
Herved er det åbenlyst, at fokus fortsat vil ligge på nye titler, hvilket ikke skaber den bredde i udlånsudbuddet, som man kunne forvente af et bibliotek. (Det er en pæn måde at sige på, at eReolen blot er en salgsplatform for især nye udgivelser til en lavere pris – i et land, der er blevet forvænt med at kunne låne alle nye bøger på offentlige biblioteker).
Samtidig er der – hvis man giver konsekvenstænkningen et ekstra drej på skruen – intet til hinder for, at et forlag genudgiver visse titler med nyt ISBN for at komme tilbage til højeste udlånsrate.
Hvordan skal bibliotekerne modbevise, at den nye udgivelse ikke er relevant? Og bliver sådan omgåelse af honoreringsaftalen en “normal” praksis, vil en evt. biblioteksblokering af genudgivelser automatisk ramme legitime genudgivelser – med forøget biblioteksadministration til følge.
Forsiden af eReolen rummer en bestsellerliste over de mest udlånte bøger.
Bestseller-listen er nu erstattet af “senest lånt”. Det var godt.
Når udlån anvender titlers udlånstal til at generere nyt salg eller udlån, favoriseres disse titler naturligt – til omgående og direkte nedprioritering af ikke-bedstudlånte, som så bliver klassificeret som smal litteratur, eller af begrænset interesse…
L&R: Bestsellerlisten skal væk fra eReolen
”eReolen er endnu ikke i mål i forhold til at leve op til det politiske krav om alsidigt at formidle litteratur. Det mener Cliff Hansen, ansvarlig for digital udvikling i Lindhardt og Ringhof.”
6. Favorisering af bestsellere trækker bibliotekernes udlånskvoter til bestsellere
Når bedstudlån anvendes, følger pengene udslånstal. Og hermed trækkes kommunernes udlånshonorering af disse titler – i et overvældende fokus på de to store forlags mange eTitler på reolen.
Februar 2012 er fokus (stadig) på bestsellerne/bedstudlån.
Hvad sidens valgte fokus end måtte være – bestsellere eller andet, der vil vise sig – vil købeknappen have stærkest effekt på de bøger, som i forvejen er synlige på eReolen.dk.
Det er ikke meningen, at eReolen.dk skal være en salgsside, men at købeknappen skal gøre det muligt for lånere at købe en bog, hvis bibliotekets månedskvote er opbrugt.
8. Aftalen om eUdlånshonorering er sket hen over hovedet på forfatterne
Danske forfatteres repræsentanter over for forlagene, pressen, Kunstråd og politikerne er en af de to forfatterforeninger – DFF eller DsF. Hvem af de to afhænger lidt af, om “det handler om” i bred forstand bogudgivende skrivekyndige og illustratorer, der står sammen, eller om i snæver forstand bogudgivende digtere og skriftfortællere, der står sammen.
Men… hverken Dansk Forfatterforening eller Danske skønlitterære Forfattere er blevet inviteret med som forhandlingsparter i projektet. DFF siger, at de forholder sig løbende til udviklingen i dagspressen.
Forfatterforeningerne har ikke længere standardkontrakt med Forlæggerforeningen – det forbydes af konkurrencemyndigheder-ne. Men DFF forhandler ekontrakt med Gyldendal og med andre forlag – en ekontrakt, som dog ikke kan rumme direkte referencer til eReolen og eReolens udlånshonorering, da andre udlånstiltag kan komme på tale. DFF siger dog samtidig, at de i forhandling med Gyldendal har hentet en større procentdel hjem til forfatteren ved digitale udgivelser.
DFF og DsF repræsenterer godt 6% af danske forfattere.
Dertil kommer Danske Tegneserieskabere, og forfattere, der er organiseret under journalistforbundet eller Koda. Og forfattere, som kun er tilknyttet CopyDan. Samt andre…
Se pkt. 39 for kommentar om Danske Tegneserieskabere
9. eReolprojektet udelukker andre eDistributører end Publizon
NCB og DBK (med visse undtagelser) er dem, som “altid” har distribueret bøger til de danske biblioteker (og boghandlere).
Som forfatter kunne man før sælge en bog direkte til biblioteket eller man kunne “bestille plads i systemet”, dvs. have sine bøger liggende hos en af distributørerne, og så lade lektørudtalelser eller egne udsendte udgivelsesreklamer til bibliotekerne om at sælge af ens bøger til udlån.
Hverken NCB eller DBK ønsker at bevæge sig ind på ebogsmarkedet (foretage de nødvendige investeringer i hardware og mandskab). Begge (forlyder det) mærker nedgangen i papirbogssalget.
Ift. ebøger er det forlaget, som indgår en udlånskontrakt med Publizon. En forfatter kan ikke få en ebog til udlån uden om Publizon. Denne udlånskontrakt er en særaftale. I dag (okt. 2012) findes forskellige trediepartsdistributører – f.eks. Saxo.dk – som sætter ebøger i uddbud til bibliotekerne mod et vederlag på 30% af udlånsprisen. Det er HØJERE, end hvad forlaget tager for det samme. (Man kan således sige, at omkostningsdelen forbliver stort set uændret – det er eneste nye er, at forfatteren skal arbejde tilsvarende mere for sine penge i form af administration, reklame osv.)
I følge pålidelig kilde har ingen andre eBogsdistributører været inviteret til udviklingen af eReolen. Og ingen anden end Publizon vil blive taget i brug til håndtering af eUdlån. Selvom andre er interesserede.
Spørger man forfatterforeningen angives svaret at være, at “konkurrencen om eDistribution er fri”. Men det er ikke tilfældet. Faktisk har DFF og DsF tilgået en ekontrakat med Gyldendal, som specifikt foreslår edistribution via Publizon.
Hvad eUdlån angår: Spørger man Publizon, angives at eUdlån ikke behøver være med dem direkte – kontraktindgåelse om eudlån KAN være med en “aggregator”, dvs. en eUdgivelsesagent, som kan indgå særaftalen med Publizon om at distribuere til eReolen.dk. (Det er så også tilfældet i dag; se lidt ovenfor. Okt. 2012)
Men februar 2012 har ingen ud over almindelige forlag eUdlånsaftale med bibliotekerne.Og så er vi lige vidt.
I Publizons system tæller et eUdlån som et særligt salg, med særlige regler, der regulerer forlagenes indtægter – f.eks. en reduktion i eDistributionstaksten ved eUdlån efter en given periode
En kilde siger, at det fra Publizons side blot regnes som data, der er registreret på forskellig vis.
Jan Kjær, tegner, forfatter og formand for Danske Tegneserieskabere, mener noget andet om betegnelsen salg, og siger bl.a. i kronik i Politiken december 2011:
“Forlagene kalder … e-bogsudlånet for salg. Deres begrundelse er, at bibliotekerne jo ikke køber en e-bog og derefter låner den ud, som med papirbøger, men blot sender låneren en elektronisk ’nøgle’ til e-bogens placering i forlagenes/ distributørens database.
Biblioteket betaler for at sende linket til låneren, og af dette ’salg’ kræver forlagene så 75 procent – kun 25 procent går videre til forfatteren. En sådan ’biblioteksudgave’ af en e-bog er imidlertid kun læsbar i 30 dage, så sletter den sig selv. Der er altså ikke tale om et reelt salg, men om et tidsbegrænset udlån.
Mange forfattere (såvel medlemmer af DFF som ikkemedlemmer) står målløse over for disse gaver til forlagene. Adspurgt om grunden til sin gavmildhed forklarer Dansk Forfatterforening, at det er for at hjælpe salget af danske e-bogsudgivelser på vej.”
Det er svært at afgøre, hvem der har ret. Om begrebet “salg” er en teknisk betegnelse for data i et firma, der beskæftiger sig med formidling/salg af data, eller om det er en politisk betegnelse, der berettiger et forlag til – over for deres forfattere – at anvende en forlagskontrakt til at beholde de fleste af pengene ved eUdlån gennem eReolen.dk. Eller begge dele og i så fald, hvem der har retten til at gennemtvinge begrebet.
Se pkt. 28 om EU-dommen om bibliotekspengene som kulturstøtte
11. Censur af selvudgivende forfattere uden momsregistrering
Forfattere skal ikke påføre moms ved salg af egne værker.
Virksomhedsregistrering for salg af papirbøger gennem NCB og DBK har således aldrig været på tale for selvudgivende forfattere. En faktura fremsendt (uden påført moms) og man fik sine penge.
Publizon nægter at handle med forfatterne selv, og argumenterer, at udgifterne i forbindelse med administration af ikke-momsregistrerede vurderes at være for høj til at kunne dækkes af distributionsgebyret på 5% af ebøgernes nettopris, i samme åndedræt anbefaler de selvudgivende forfattere at bruge mellemmænd til registrering af ebøger hos Publizon.
PROBLEM: Ingen mellemmænd har særaftale med Publizon om udlån via eReolen. Og spørgsmålet er, hvad det vil koste, hvis det var. Pt. koster f.eks. salg via Saxo Selvudgiver eller Riidr en selvudgiver 30% af nettoprisen…
Et privat firma (Publizon) kan altså uden problemer trodse årtiers skatte- og kulturpraksis og tvinge e(selv)Udgivende forfattere til virksomhedsregistrering, hvis disse forfattere vil deltage i kulturdebatten, som den forestås af biblioteksudlånet. Og dét kan Publizon, fordi de ikke befinder sig i en konkurrencesituation ift. eUdlån, da bibliotekerne ikke forhandler eUdlån med andre end dem og i følge pålidelig kilde ikke har tænkt sig at gøre det.
LØSNING: Publizon behandler selvudgivende med samme respekt som NCB og DBK, der gennem alle årene fint har kunnet finde ud af at leve af blandingen af forlag og selvudgivere. Det skal således anmærkes igen, med fede streger under, at selvudgivende forfattere lige som andre kan fremsende en faktura, når de skal have penge for salg – blot skal de ikke påføre moms, og Publizon skal således ikke afregne momsen med staten.
Hvad Publizon gør kan kun kaldes censur med bibliotekernes billigelse. Bibliotekerne, som har en lovmæssig forpligtelse til at sikre bredden i dansk litterær kultur.
Hvis købeknappen beholdes, må salget skulle havne det mest retfærdige sted, dvs. ikke bare hos én bestemt eboghandler.
Det mest logiske, som allerede har været diskuteret i projektbaglandet, er at sende salget til forlaget. Men hvis købeknappen skal “havne” hos forlaget, hvad så med forlag uden salgsside?
Det kan ikke løses ved, at biblioteket forestår salget – under den nuværende model har bibliotekerne intet med bøgerne at gøre ud over at betale Publizon for udlån, og må samtidig ikke konkurrere med erhvervslivet.
PROBLEM: Hvis en eneforlægger ikke har et salgsapparat på forlaget, eller overskud til at varetage eller betale for kobling til egetsalg, favoriseres de forlag, som har: de kapitalstærke med såvel specialister som diverst jonglerende medarbejdere.
LØSNING: Direkte salg. Købeknappen bliver dermed et butikløst salg – et købelink som i sig selv forestår salget.
Det betyder, at hver enkelt titel skal oprettes for sig, hvilket er noget bøvl, men samtidig går salgsprisen direkte til rettig-hedshavers konto, med et fradrag for distributionen, uden at have været omkring en ebutik.
Om det bliver Publizon, eMediaservices, NCB, DBK eller en ny aktør på markedet, der får et sådant shortlinksystem i luften først, er ligegyldigt for købere og lånere. Men kampen bliver interessant, hvis biblioteker og forlag køber idéen.
13. “Mange bibliotekarer synes eReolen har kuppet eUdlånet”
Søger man på “ereolen utilfredshed”, spørger Google: “mener du ereolen tilfredshed”? Og der er da også flest indlæg, som udtrykker tilfredshed. Det er bare overvejende lånere, der udtaler sig.
14. eReolen.dk er godkendt af forskningsbibliotekarer og folke-bibliotekerne
Det gælder alt – idé, rammer, udlånshonorering, GUI (bruger-flade), søgeafgrænsninger og alle konsekvenser og implikationer af eReolens virkning og udforming.
Danske forlag er for en stor del opdraget af oplysningstidens ønske om en bredere dannelse i befolkningen og derfor ikke onde despoter, som kun tænker profitmaksimering. Man kan derfor ikke fortænke erhvervslivet (eDistribution og forlagene) i at forsøge at maksimere overskud af salg (og udlånshonorering) til sig selv, frem for til forfatterne; forlagene skal jo opretholde et stort apparat for at kunne tilgodese alle forfatterne, og de ér først og fremmest købmænd, og sekundært (muligvis) moralske vogtere af litterær bredde.
Men når det handler om bibliotekernes rolle i eReolen – herunder udelukkelse af de skrivekyndiges repræsentanter – er det dog i høj grad uforståeligt, at de bibliotekarer, der forsker i biblioteksvæsen og kender alt til i hvert fald danske relationer mellem forlag, forfattere, biblioteker og lånere, kan gå med til at lave en aftale, som favoriserer forlag og eDistribution over forfatterne og lånerne:
I eReol-aftalen brydes med årtiers udlånspraksis, og forfatterne stilles væsentligt ringere i kraft af udelukkelsen af eUdlån fra beregningen af bibliotekspenge.
Selvom bogbranchens aktører er mange, må ebogsinvesteringerne for forlagene siges at være små – det svarer ikke just til at begynde en helt ny industri helt fra bunden. Sådan viden burde have influeret på forskerbibliotekarernes holdning til honoreringsmodel. Om det så havde medført et Mexican stand-off, hvor regeringen ville være nødt til at træde ind, hvis ebøger skulle kunne udlånes til offentligheden fra en anerkendt portal.
Ja, en anerkendt portal. Ikke en forlagsblog med autoudstedelse af regninger til danske biblioteker, hvor enhver budgetforøgelse afsat til ebogsudlån automatisk vil kunne fraktioneres ud i de enkelte forlags kasser som forventet indtægt.
15. Kommunesamarbejdet splittes som følge af udlånskvoter
Med papirbøger er det sådan, at findes en titel i mere end ét eksemplar på et bibliotek, kan andre kommuner rekvirere titlen til udlån.
Inden for det nugældende system er brug af eReolen.dk uden for låners kommune ikke muligt pga. kvoteordningen med ebøger. Det vil sige, at hver kommune hvad angår udlån af ebøger er en isoleret ø. Se forslaget under pkt. 16.
PS: Der lægges op til frivilligt samarbejde kommunerne imellem om Danskernes Digitale Bibliotek.
Bibliotekspengene er en ordning, som optæller værker stående på danske biblioteker og efter en pointordning baseret på type litteratur og omfang uddeler en procentdel af hele bibliotekspuljen til de enkelte forfattere.
Da bibliotekerne ikke har bundet sig til indkøb af en fast mængde eTitler, indgår eTitler ikke i optællingen af en forfatters værker på danske biblioteker, og indregnes derfor heller ikke i hans/hendes biblioteksudbetaling. Har forfatteren ikke nogen ordentlig digital kontrakt med sit forlag, eller for en dels vedkommende slet ingen, vil dette med tiden blive et regulært tab.
FORSLAG: Bibliotekerne kunne anvende en udlånsmodel baseret på indkøb af udlånslicenser af forlagene, der kun muliggør udlån af titler i det antal, der er indkøbt licenser til. Når alle licenser er udlånt, opstår en kø. Præcis som i dag med papirbøger.
(Hér kunne købeknappen på eReolen fint komme i brug.)
Udlånet kunne foregå efter (neddroslet) norske princip som statsstøttet model, hvor danske biblioteker automatisk indkøber 100 eks. af hver bog. Antallet skulle frit kunne lånes på alle kommuners biblioteker. Biblioteker kunne så selv spæde til med indkøb af udlånslicencer, hvis det vurderedes, at det var nødvendigt i en given kommune. (Se. pkt. 15 om forhindret udlån på tværs af kommunerne)
Alle disse eksemplarer skal så samlet være til udlån i 1-3 år. Herefter aftales med forlagene, hvor mange eksemplarer, der skal være til udlån på landsplan eller i de enkelte kommuner.
Eventuelt kan svagere titler, smalle genrer og fagbøger beskyttes ved skabelse af fuldstændigt dublerede eBiblioteker i en kommune – 1 eksemplar kun til udlån til kommunens borgere, og 1 til deling med andre af landets biblioteker.
NYT: DFF oplyser februar 2012, at noget er på gænge hvad digital biblioteksafgift angår. DFF er samtidig blevet lovet høring, når eReol-aftalen skal genforhandles (okt/nov 2012)
17. eUdlånsstatistik på de enkelte titler offentliggøres ikke
Uden udlånsstatistik, som er MEGET nem at fremvise, da eReolen.dk alligevel er tæt knyttet sammen med Publizons eDistribution, er der ingen dokumentation for det fokus på bedstudlånere, som er sitets dominerende fokus.
Vi bliver ved postulatet om hvem der ér de oftest udlånte, plus at fokus er stærkt selvopfyldende.
Udlånsstatistik for papirbøger er tilgængelig via bibliotekernes interne system, og enhver kan forespørge og få svar. Det regnes blot som data. I erhvervssammenhæng er eUdlånsstatistik at regne som penge. Formodentlig derfor kan omfanget af udlån på ebøger på eReolen hverken ses, efterprøves eller søges i.
Hvis hver titel var behæftet med en søgbar udlånsstatistik, kunne lånere efter behov følge flertalslæste titler, eller vælge at gå efter mindre kendte, mindre eftertragtede eller ældre titler.
I og med denne information hverken findes eller er søgbar, forsvinder alle titler ned i (svage) genreindelinger, titelsøgninger eller allerede kendte forfattere.
Uden fantasi i søgningsmuligheder, keder man sig meget snart i den snævre ramme, som computerskærmens browser er.
Se pkt. 2 for konsekvenserne af dårlige søgemuligheder
Se pkt. 20 for sammenhængen ml. søgbarhed og smalle forfatterskaber
19. En eTitel kan ikke findes koblet til andre udgaver
En bogtitel kan nemt udkomme i mange udgaver – papirtryk, lydbog, ebog, A/V-udgave, illustreret og ikke-illustreret, Magna-print m.fl., for ikke at tale om ændrede og reviderede udgaver, der er båret af nye erfaringer og/eller trang til forbedring af sprog og tilgængelighed.
Hvis man ikke kan følge en udgivelse i dens forskellige iterationer (eller forfatterens andre bøger i andre medier), vil en eTitel i udlån på eReolen.dk være historieløs og skal således stå helt alene og “sælge” sig selv til låner (eller køber).
LØSNING: Slut sitet til bibliotek.dk, eller bedre.
20. Manglende søgbarhed ift. et forfatterskab får konsekvenser for smalle forfatterskabers vej til digitalisering
At søgesystemet på eReolen ikke kan relatere en given ebog til et helt forfatterskab, er et pres på forlagene om at få bagkataloget for deres bedstsælgende og bedstudlånende forfattere digitaliseret.
Dette sætter en naturlig bremse på digitaliseringen af forlagets smallere forfattere og forhindrer det måske overhovedet. Og vil samtidig smitte af på og øge salget af forlagets bestsellere.
Hvis man som bruger kunne afdække en forfatters hele forfatterskab på eReolen, ville man kunne søge andre veje for at opfylde sine læsebehov – ikke kun i eBøger. F.eks. finde udgivelser af sine forfattere på andre forlag.
Dette er et meget vigtigt punkt. Ikke kun til gavn for forfatterne.
Som sammenlignende tanke kan siges, at man nu mener, at 40% af alle VHS-udgivne spillefilm aldrig vil kunne findes i et andet format. Ikke at Kulturting ikke må forsvinde – spørgsmålet er blot på hvilken måde, og hér taler vi om systematisk nedvurdering af det smalle til fordel for det brede.
21. Hverken Dewey eller BISAC er i brug som emneinddeling
Havde man valgt at bruge Deweys decimalsystem, som er i brug på danske biblioteker, eller den senere revision, BISAC, som især er i anvendelse i nordamerikanske biblioteker, men også bruges ved upload af ebøger til (salg i) iTunes Bookstore, ville søgemulighederne have været relevante, idét en kategorisering baseret på både direkte indholdsvurdering og intellektuel (akademisk) placering ville have fundet sted.
Med den meget snævre overinddeling i genrer, som er anvendt på eReolen.dk, signaleres “blog” og “amatørtagging”.
22. Skærmarealet på eReolen er svært amatøragtigt anvendt
eReolen.dk bestræber sig på at se meget blogagtig ud, så det er nok ikke en fejl, at sitet ligner en blog, føles som en blog, og er lige så lidt professionel i sit brugerinterface og sine adgangsmulig-heder som 99,9% af alle blogs i verden. Skønt det ikke ér en blog.
eReolen.dk ér jo faktisk, eller burde være det, udlån af litteratur fra og til den Danske Kultur – og hér kunne man forvente den seriøsitet i tanke, tilgang, overblik, sammenkobling med andre databaser o.m.a., som vi er kommet til at forvente af vore bibliotekarer og danske biblioteker som helhed.
23. eReolen.dk’s layout og GUI angiver, at sitet er lagt an som salgssite
Fornyelse på sitet er ikke kendetegnende for stedets profil. Der forekommer ganske enkelt ikke at være nogen mennesker bag det – som det typisk er tilfældet, når et salgssite sættes op.
På et salgssite skal alt automatiseres, så omkostningerne minimeres. Dvs. at enhver form for service er et ekstra add-on, som understreges over for tilkommende og mulige brugere, så de ved, hvad de betaler for, eller hvor heldige de er…
Man regner i nul-punkt, dvs. i udgangspunktet et mekanisk funktionelt site, hvorpå der så tilknyttes en række servicefunktioner, som enten automatisk lukrerer på andre sites, andres meninger eller på forskellig vis (med layout, features, spil o.a.) accentuerer sitets egne meninger, eller man har tilknyttet en menneske-interagerende opdateringsfunktion, f.eks. nyheder. Det sidste koster løbende stillinger og timer (med mindre det lægges i hænderne på brugere…)
eReolen.dk (feb. 2012) er ikke opbygget som servicesite – det skal bare se sådan ud. Alt, der indhentes – forsider i karrusellen, nyheder, anmeldelser – alt er eksternt genereret, og kun et påskud for at fremstå som et site, der er interesseret i bøger.
Man kan selvfølgelig fremhæve, at egengenerede services koster penge, og at eReol-projektet ikke har penge at skyde i “udlånsunderholdning”, men dét i sig selv vil kun underbygge sitets eneste entydigt klare formål:
At tjene penge til et privat firma, ved at formidle udlån den ene vej og udlånshonorering den anden vej, billigst muligt. (Publizons hovedaktionærer er Gyldendal og Lindhardt & Ringhof, ér det blevet nævnt?)
26. Ingen andre eDistributører har adgang til eReolen
Man skulle tro, at Publizon var det eneste firma, der kan distribuere eBøger for bibliotekerne. Men det er ikke tilfældet. Bibliotekerne vælger bare selv, hvem de vil lade eUdlån distribuere af. Og om de vil lade andre aktører komme ind.
Pt. vil de ikke. Og i følge pålidelig kilde kommer det heller ikke til at ske.
For bibliotekerne kunne fordelen ved flere eDistributører være netop dét: Konkurrence på prisen for distribution. Der bliver næppe færre ebøger at distribuere med tiden, men da bibliotekerne fastholder, at Publizon er “dem, der gør det”, så er eDistribution til bibliotekerne, og dermed prissætningen, reelt et monopol.
Man bør spekulere på, hvad det er Publizon gør så meget bedre end andre.
27. eReolener ikke til for befolkningen, forfatterne eller bibliote-kerne, men kun for forlagene og Publizon
Forlagene ønsker reelt ikke, at ebøgerne skal blive en del af biblioteksordningen, med honorering til forfatterne for eksemplarantal på bibliotekerne. eReolen.dk er ganske vist en ringe udlånsordning for brugerne, forfattere og bibliotekerne, og heller ikke det samme som et fuldt salg for forlagene, men frem for helt at blokere for udlån af ebøger, har især de to store forlag fundet en helt ny indtægtskilde igennem eReolen.dk.
Nedenstående er fra en amerikansk kilde, men det begynder at ligne:
People are beginning to notice that big publishers are not really all that interested in authors or readers; they are interested in consolidating control of distribution channels so that the only participants in culture are creators who work for little or nothing and consumers who can only play if they can pay.
(Oversat: “Folk begynder at bemærke, at store forlæggere reelt ikke er så forfærdelig interesserede i forfattere eller læsere; de er interesserede i at konsolidere kontrol med distributionskanaler, således at kulturens eneste deltagere er skabere, der arbejder for småpenge eller ingenting, og forbrugere, der kun får adgang, hvis de betaler.”)
28. Krav om DRM tilgodeser Publizon (og firmaets aktionærer)
Hvis bøger udlåntes uden DRM, ville Publizon ikke tjene penge ved udlån af ebøger. Hvilket ikke er det samme som at sige, at eBøger uden DRM ikke ville kunne stilles i udlån. “DRM” er mange ting – og udgøres ikke alene af restriktive tiltag.
Man kan f.eks. streame ebøger, som man streamer film. Og det er da også på trapperne. (Og stiller meget interessant spørgsmål om udlånshonorering af ebøger, der ikke læses færdige…) Som det ser ud nu, forekommer det dog at være et tilbud sideløbende med download.
Læsehæmmende tiltag og binding til Adobes DRM-teknologi er godt for Publizons indtjening. Og dermed Publizons aktionærer (Gyldendal og Lindhardt & Ringhof).
Læsere har ingen gavn af DRM. Heller ikke på sigt. Kultur beskyttes ikke (direkte) af adgangshæmmende foranstaltninger:
Talrige rapporter i de seneste to år har påvist, at underholdningsindustrien, herunder litteraturen, er i fremgang over hele jorden – og at indtægter fra salg af musik, litteratur og film i langt højere grad end nogensinde tilflyder kunstnerne selv.
DRM er kun et spørgsmål om indtægtskontrol og distributionsmagt. Se pkt. 27.
29. Både udlånshonorering og købeknap kan true EU-dommen om biblioteksmidlerne som kulturstøtte snarere end honorering.
EU havde lagt sag an mod Danmark, fordi man fandt, at vores bibliotekspengeordning var honorering af forfatterne gennem udlån, men det lykkedes Danmark at føre tilstrækkeligt bevis for, at biblioteksordningen er kulturstøtte.
Konsekvensen af en tabt sag ville være, at oversatte bøger også ville skulle have støttemidler, hvorved omfanget af midler til danske forfattere under det gældende budgetloft ville falde ganske betragteligt.
Når bibliotekerne ikke selv kører eUdlånsordningen, men udliciterer den til en mellemmand, Publizon, og der tillige finder et salg sted i samme moment, risikerer vi at EU atter begynder at betragte bibliotekspengeordningen som honorering snarere end kulturstøtte til danske bøger og derfor vil dømme til oversatte bøgers fordel, hvilket kan tømme ordningen meget hurtigt.
30. eReolen er ikke et 1-årigt projekt, men den valgte løsning
Udadtil har eReolen præsenteret sig selv som et eUdlånsprojekt, der skal revurderes og genforhandles efter 1 års levetid – dvs. november 2012.
Bo Fristed fra Projektgruppen bag eReolen har i samtale dog udtrykt, at det skabte er den endelige løsning.
Det kan man vælge at forstå på to måder:
a) At eReolens funktionalitet – GUI, købeknap, nyheder osv, eller det lidt større overordnede med honorering, udlånsmodel osv. – er sådan, som det vil fortsætte med at se ud.
b) At ophavsmændene i projektet ikke har til sinds at diskutere andre veje for eUdlån – hvilket så vil sige både de store forlag og bibliotekerne. Bibliotekernes holdning over for andre edistributører ligner lidt dét.
Dertil kan siges, at eReolen som projekt ifølge eReolen selv er startet i foråret 2011 og løber frem til 31.12.2012. I følge bibliotekarer på et af eReolprojektets biblioteker er projektet reelt påbegyndt for snart 3 år siden, hvilket er rigeligt med tid til at indhente idéer fra andre af markedets aktører (læs = andre forlag end Gyldendal og L&R, andre eDistributører, andre med interesser og formål, der berører projektet i detaljer eller helhed).
Da et lille forlag længe efter præmieredato klagede til eReolens projektgruppe over manglende udlån af forlagets titler, undskyldte Susanne Iversen for alt rodet med kontrakter og alle de små forlags manglende bøger på eReolen med, at “det hele jo kun er et forsøg”.
31. Ikke muligt at låne ebøger i kindle-format (AZW eller mobi)
Adobes udlånsteknologi (til forhindring af kopibeskyttelse) understøtter kun EPUB og PDF, men bibliotekerne sætter dog ikke PDF i udlån i eReol-projektet. Se også pkt. 1 – Lånekvoter
At ebogsprojektet satser på et digitalt ebogsformat, som ikke er knyttet til jordens største ebogsdistribution (Amazon) med egne elæsemaskiner (Kindler), er ikke nødvendigvis bevidstekskluderende, om end det tydeligvis udelukker Kindle-ejere.
Der er givet en frygt for ankomsten af amazon.dk som kraftig konkurrence til alle andre eboghandlere med base i Danmark – måske fordi det, så vidt vides, kun er Amazon selv, der kan levere kopibeskyttede bøger til Kindler.
Det er dog værd at stille sig spørgsmålet, om Kindle-ejere bør afholde sig fra at købe Kindler, blot fordi de ikke kan låne ebøger på danske biblioteker? Under normale omstændigheder køber mennesker maskiner, de synes opfylder deres behov, og så må alle andre bare følge efter. Burde brugere ikke kunne stille krav til udbyderne, snarere end den anden vej rundt?
Hvordan ser det f.eks. ud nu i de danske eboghandlere? Hvor mange bøger sælges i multiformat – EPUB, PDF, mobi (Kindle-format uden DRM) o.a.? Er der opgang eller nedgang i udbud af bøger i Kindleformat? Er ebogshandlere interesserede i at sælge bøger til Kindle?
32. Foretager bibliotekerne udvalg af eTitler til eUdlån?
Kilder siger, at der ikke foretages hverken centralt eller lokalt udvalg af ebøgerne til udlån, men at alle Publizons eTitler stilles til udlån i den rækkefølge, de kommer ind.
Bo Fristed fra projektgruppen bag eReolen siger, at der finder udvælgelse sted.
Der bestilles ikke lektørudtalelser på ebøger, fordi eBøger ikke regnes som indkøb. Hvis bibliotekarer foretager udvælgelsen af titler, på hvilket grundlag sker dét så?
Se pkt. 33 om manglende lektørudtalelser på eBøger
Andre kilder siger, at man fra centralt hold ene forholder sig til eBøger, der findes som trykte titler.
Dertil skal det tilføjes, at der er foretaget et bevidst fravalg i udlånet af ældre titler.
33. Der er ingen lektørudtalelser på titler udgivet alene som eBøger
Bibliotekerne bestiller kun lektørudtalelser på bøger, de overvejer at indkøbe til udlån, og endnu regnes honorering af eUdlån ikke for indkøb. (Paradoksalt nok, da hvert eneste udlån både af Publizon og af forlagene regnes for et salg.)
Hvis ordningen fortsætter i samme form, bliver lektørudtalelser heller ikke nødvendige, da ingen ebogstitler tilgår basen.
Uden lektørudtalelser på rene eTitler, modsiger bibliotekerne sit eget projekt med at gøre eBøger synlige for læserne. eBøger vil snarere fremstå som appendiks til trykte bøger – hvilket hverken hjælper på ebøgers troværdighed, tilgængeligheden på det danske marked eller bibliotekernes fremtid.
En kilde siger, at udgivere af fagbøger typisk ikke kan få udgivelser til at fungere som PDF, og endnu mindre med EPUB.
Dét forekommer urealistisk. Svaret er nok snarere derhenad, at fagbøger typisk er højt prissat, fordi de erkendt har et snævert publikum og dermed et lille salg i forhold til trykomkostningerne.
LØSNING: Enten særaftale med bibliotekerne ved eUdlån, der tilgodeser udviklingsomkostningerne, eller bibliotekerne indkøber et begrænset udlånsantal, der så inspirerer læsere til at købe, hvis en bog er meget i brug – f.eks. omkring eksamen.
35. Ingen synlig strategi i forhold til ankomst af dominerende udenlandske salgsportaler for ebøger.
Hvis eReolen var et offentligt site, kunne man offentligt spekulere over, hvor det bærer hen, hvis Amazon.dk bliver en realitet.
I og med der ikke ér nogen form for spekulation af den type på sitet, må man gå ud fra, at det ikke ér et seriøst site hvad angår fremtidig udlån (evt. salg) af ebøger, men nok snarere en billig løsning, indtil det viser sig, hvad der sker på markedet…
Fysiske bøger på et biblioteks hylder er købte. Når en forfatter dør eller forlaget ophører, bliver bøgerne stående i udlån. Bibliotekspenge af udlånet går til arvinger.
Udlån af ebøger under nuværende model betyder, at ebøgerne ikke ejes eller købes af biblioteket. Så, hvad sker der egentlig med en forfatters eller et forlags ebøger i eUdlån, hvis forfatteren dør eller han/hun eller forlaget ophører med at være momsregistre-ret? Ryger ebøgerne ud af udlån, eller fortsætter udlånet? Eller bliver udlånet gratis for biblioteket? Hvad sker der?
Et svar er, at enten ophører distributionsaftalen og eTitlerne trækkes fra Publizons database og forsvinder dermed hos salgsleddet, eller eTitlerne overgår til et andet forlags portefølje, hvorfra de sælges og distribueres, formodentlig efter ny aftale med rettighedsejerne, og overskuddet derfra går så til forfatter eller bo.
At der var en vis sikkerhed for fortsættelse af udlånet havde været at foretrække. På nævnte vis er det andre forlag, der afgør, om de vil have besværet med at administrere ”døde eTitler”.
Sådan ”frivilighed” tilbudt erhverslivet stemmer sjældent overens med kulturens behov.
37. Konsekvensen for fysiske biblioteker og for bibliotekarer i fremtiden
Automatisering sker i helt stor stil på alle biblioteker – brugerstyret udlån og aflevering forårsager fyringer eller færre genbesatte stillinger efter naturlig afgang. Valget af udlånsmodel betyder samtidig, at færre mennesker skal tage stilling til bogindkøb, præsentation, bevaring, opbevaring osv.
Hvad sker der med bibliotekerne som funktion i fremtiden, i og med bibliotekerne afgiver ansvaret for ebøger til trediemand?
Debat herom forekommer at være strandet ved en udlånsløsning som eReolen.
Det er ikke muligt at indgå aftale med bibliotekerne om udlån af ebøger uden om den etablerede eDistribution (pt. Publizon) – med eller uden DRM.
(Det er muligvis af konkurrenceforvridende hensyn, da udlån uden DRM kunne opfattes som salg – hvilket det paradoksalt nok allerede bliver af Publizon og forlagene!)
For eBøger, som i “forsøgsperioden” således ikke distribueres til udlån af Publizon, sker der følgende:
1. Hvis bibliotekerne beslutter at bestille lektørlæsninger af ebøger, vil omtalte ebøger ikke senere kunne blive lektøranmeldt, fordi de ikke længere regnes som nye.
2. Udlånshonorering beregnes efter eBøgers udgivelsesdato
3. ”Gamle” bøger skal forsvares af bibliotekarer som værende nye ved indlemning i udlånsdatabase
Således har Publizon som eBogsdistributør pt. en monopoliseret placering i dansk kulturliv. Hvilket giver et eLitterært skævt Danmarksbillede.
Se pkt. 4 (udlånsaftalen får effekt fra udgivelsesdato)
se pkt. 9 (eReolprojeket udelukker andre eDistributører)
39. Frit udlån af en titel kan forhindre udlån af andre titler
Sælger man elastik i metermål, skal man have en høj moral, sagde Storm P.
eBøger er elastik. Der er intet varelager, kun adgang eller ikke. Og at bibliotekerne gennem eReolen giver adgang til “alle” titler, betyder at disse titler effektivt bliver gratis for brugerne.
I teorien kan udlånet af én titel opbruge en kommunes månedskvote, og resultere i nul-salg af samme titel for sælgerne.
Gevinsten er populariteten; det POTENTIELLE tab er forskellen mellem udlånshonoreringen og salgsprisen (ingen kan vide, hvor mange købere der havde været til bogen, hvis den ikke var blevet udlånt via eReolen.dk)
FORSLAG (en gentagelse): Bibliotekerne indkøber udlånsrettigheder til f.eks. 200 eksemplarer, og når alle disse er i luften hos lånerne, kan der ikke udlånes flere.
Det vil ikke opbruge udlånskvoterne, og andre forfattere vil blive udlånt (og betalt) i samme periode.
40. Forfattere/forlag kan i princippet tømme budgettet på udlån af en enkelt bog
Jan Kjær, forfatter, tegner og formand for Danske Tegneserieskabere, strammer konsekvensskruen i særlig grad, og mener at 35 forfattere eller forlag ved venners hjælp kan udtømme kommunernes ebogsbudgetter ved at låne egne bøger. Han skriver dog mange andre ting, som er værd at blive var på.
Det har f.eks. ebib1800.dk fået at mærke, da folkebibliotekerne fra nytår 2011 har opsagt udlånet af ca. 150 titler med genudgivet litteratur fra 1850 til 1940. Hvilket er det samme som at sige, at bibliotekerne ikke vil betale for udlånet af mere rettighedsfri litteratur, end de allerede har på papir.
PS: Danskernes Digitale Bibliotek (Ryd ikke forsiden…)
Det KAN tænkes, at planlagte Danskernes Digitale Bibliotek, DDB, på alle måder vil udradere eReolen.dk fra landets overflade. Og måske derfor, der ikke investeres synderligt i eReolen…?
“… dog meget vanskeligt at gennemskue, hvad der konkret skal udmøntes af aftalen. Overordnet set ser det ud til at der kun er taget højde for udgifterne til at drive den digitale infrastruktur i DDB, mens der ud over dette vil være en udgift for bibliotekerne til at indkøbe alle de digitale materialer; e-bøgerne, film, musik og hvad borgerne ellers efterspørger og som loven forpligter bibliotekerne at stille til rådighed.”
Dét, man skal hæfte sig ved både i ovenstående citat og i PDF-teksten, er brugen af ordet “indkøbe”. “Indkøbe ebøger”. Dét er en helt anden vej end den løsning, bibliotekerne har forhandlet sig frem til med forlagene – eReolen.dk – hvor bibliotekerne “betaler for udlånsadministration” og således ikke køber ebøger, der tilgår nationalbasen – at medtælle i forfatterskaber og beregne bibliotekspenge af, for forfatterne, f.eks.
Set fra et forfatterperspektiv er biblioteksindkøb af ebøger at foretrække, men det kan tænkes, at kulturministeren med bagland ikke er orienterede om den grundlæggende problematik i honorering af eUdlån?
Måske er DDB varm luft – deltagelse er frivillig og budgettet rummer som sagt ingen indkøbsmidler. Uffe Elbæk bevarer sin armslængde, og en evt. fiasko kan tørres af på deltagerne.
I dag i Hans Tausens Kirke på Amager læste jeg et 10 minutters digt op for godt 30 mennesker, som jeg var blevet opfordret til at skrive baseret på en passage i Biblen. Jeg er udmeldt af folkekirken og har tidligere takket nej til kirkeprojekter, men her blev jeg fanget af opgaven.
Digtet begynder sådan hér:
Nedenfor er mine noter:
Prædikernes bog 8,9-15
Vismandens resignation
v9 Alt dette har jeg set, og jeg har lagt mærke til alt det, der sker under solen: Til tider hersker det ene menneske over det andet til ulykke for det. v10 Jeg har også set, at uretfærdige bliver begravet og stedt til hvile, mens de, der har handlet rigtigt, må færdes langt fra det hellige sted og bliver glemt i byen. Også det er tomhed! v11 Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt. v12 For en synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må også erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, v13 og at det ikke går den uretfærdige godt, så han kun lever kort ligesom skyggen, fordi han ikke frygter Gud.
v14 Der er en tomhed, som forekommer på jorden; der er retfærdige, hvem det går, som om de havde handlet uretfærdigt, og der er uretfærdige, hvem det går, som om de havde handlet retfærdigt. Jeg sagde: Også det er tomhed!
v15Da priste jeg glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad. Det kan ledsage mennesket i dets slid alle de levedage, Gud har givet det under solen.
Hvis man kan prise glæden, selvom man ser smerte og sorg og uretfærd over det hele, er det da godt for alle. Glæden er ro, der formidles af hjernens kemi, men opstået af forståelse og accept og indsigt. Glæden, der formidles som dulmen af frygterne og sorgen og de mørke følelser, er kortvarig og forsvinder snart igen. Den langvarige glæde kommer af at handle i overensstemmelse med sine inderste behov. I accept af besvær og mørke tider, uden at lade sig optage deri, uden at lade sig falde og jamre og føle sig forladt af gud.
kk
11.11.2011 11.17
Rasmus Wichmann: Skriv 10 minutters digte til oplæsning
Grådige advokater forhindrer menneskenes naturlige trang til at kopiere, sample og remixe.
Jeg kan ikke tilstrækkeligt anbefale enhver, som forsøger at finde rede i rettighedsproblematikken, der rider os alle som en mare i disse år, at se disse fire små film (tilsammen 35 minutter).
De omhandler i essensen, hvad titlen siger – everything is a remix – men er i højere grad et superkort studie i det psykologiske term, der kaldes LOSS AVERSION.
“The hard truth is that most creations are worthless immediately. Most books, films, albums, computer applications, or whatever else are met with not just indifference but disuse. They basically aren’t read, aren’t viewed, aren’t used. Of the lucky ones that find a modest audience, almost all of those fall into obscurity within a few decades. Only a slim minority of works have commercial value after that and current copyright legislation is clearly written for this tiny group. Copyleft activists sometimes refer to this segment as the “lottery winners.””
The English speaking Book industry centered in USA – “a coalition of the world’s largest book publishers including Cambridge University Press, Harper Collins, Elsevier and John Wiley & Sons” – has managed to shut down possibly the largest private book repository in the world with public access, containing among its 400.000 downloadable books enough copyright violation works to have a court judge warrent an order of closure.
The Publishers cheered. “It is a victory”, said Stephen M. Smith, President and CEO of John Wiley & Sons. “This action reflects our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”.
Legitimate use of the Internet! Are they crazy? Or plain stupid!?
Their BS-spin is cooking up pretense agendas – as if the internet was a road and it had been taken over by robbers stifling progress for all and the way forward was to rid the road of robbers.
It’s quite the reverse, actually! The Publishers acting on behalf of everyone become the robbers, wanting to hold back natural evolution, and the road connects everyone with everyone.
The Internet is the World, brothers and sisters. The Internet is the world speaking to itself, and the powers that be are doing their damndest to stop the World from developing.
The world is not just using the Internet,
the World is being shaped by the ability of people to communicate instantaneously, and it is happening fast.
Yes, you are afraid, and naturally so:
Everything is verging towards a massive change – what doom sayers need call “a collapse of the old ways”. The natural response of government and real power is to try and stall the progress, to give businesses time to adjust – have the economic structure invent itself to retain a high motivational factor in order to keep the wheels turning, even if there is not much hope. Then war will step in, or famine, or natural disasters, or TV, or plain threats of loss of more jobs, or food (food is not quite an issue yet in the western world), something will come about, which will be aided, orchestered in the desired direction by the Powers that be, towards a retention of stability – by shifting the world’s attention to easy, understandable, physical occurances, and away from abstract change in the freedom of expressing needs and opinions.
Yes, yes, yes, you are right. Lack of cohesion IS setting in. And the fault is in communication – in your blatant disregard for what communicative desire IS:
We all create with our minds. Creation in a human being is a communication process adjusting inner needs and talents to outer needs and limitations. Creation means acknowledging both needs and change. Creating more ways to hang on to power and earn more money IS creation in the sense of the word, you could say. All creatures resist death, in any way possible, by shedding all factors of existence that present themselves as burdens.
Same with big business. Big, old mono-businesses have no momentum to be inventive players like all small businesses rushing to accommodate change, and begin the process of dieing, which to some is a horrible thing, while to others just the balance ever so slowly shifting towards an inner collapse. And in that process the old ones stand in the way of the creativity and devolopment of the rest.
Such refusal to roll over and die is very well, and even encouraging too. But when dinosaurs of the book industry refuse to change, refuse to invent technology and go first, refuse to accept other people doing it for them, and when they can have the power to turn the global network into a pet from their own fear, lazyness and lack of flexibility in a changing world, and when they present their refusal to neither die nor change by claiming moral superiority over the rest of the world, as in “our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”, its time to
STOP THIS NONSENSE
There are many ways to affect change. People could be guided, but nobody powerful wishes to guide them. People could be consoled, but nobody powerful possess neither sufficient heart nor responsibility or means of consolation. The empowerment is coming from below instead. Call it “a revolution”, if you will, but just remember: A revolution is not always a succes. A revolution, a turning of the cards, can lose by succeding. It can die in the instant the troops (i.e. people) start poring in. And become mainstream, and nobody sees or notices it. And all the industries will rush to exploit its present potential of momentum.
The right word in this regard is evolution. And that just happens, no matter what. It counts the factors of every action, every opinion, every occurrence, every shift in the equilibrium. But what is inside this is freedom to shape the future from your own needs and regard for necessities, quality and essence. Except you are bound by law.
The book industry, along with all the other copyright moguls, have the law on their side. The law of ownership keeping the world economy and industry stable. They CAN win over the whole globe on the pretext of protecting stability.
IF that happens, they themselves will wish that they had been able to pull out of their abject refusal to step down and let flexible initiative take over. The consequences of the refusal to die of all the old World right-owership coalitions are that monitoring and privacy violations will see a marked increase in stress related deaths. Lowered life expectancy in the western world, Australia, Japan, South Korea, the arab world. A brief new flood of physical mail as a way of retaining privacy. Then illegal subnets. Then back to status quo. There is NO way of stifling communication and creation that has tasted the freedom of access to a bigger world. Only misery will follow from trying to stop individuals’ need for expansion into the minds of everyone else.
Ahead lies only total monitoring, or letting go. Demand for security convergingwith rising desire of privacy. We are seeing the tip of the iceberg, and flocks of anti-restriction memes will soon inhabit the space of “Free Will”, if nothing is done about this habit of trying to control the masses.
We are the masses. The Earth. The 99%.
Un-controling the masses has never been done, I think. Letting go of the leash, after the fact of control. Not in any age. So, history serves as no indicator of un-controlled masses, other in a very limited fashion – in times of war and civil disturbances.
The future in that regard is a blank slate, and the economy and thus personal empowement springing from capitalism demand it stay relatively blank for the masses. And the only way to that goal is through control. Control on a global scale makes the future predictable, for the select few to benefit from, and everyone else to fall in line behind. On a moral high ground to protect the world from itself…
INGEN er KUN bange. Hverken ét menneske eller en kultur.
Janteloven er ét menneskes blik på et helt samfund, ét syn – som 2013 bliver 80 år i Aksel Sandemoses opfindelse – men selvom det i dag har fået en betydning, der rækker videre end fællesskabets udjævning af alle forskelle, så er det stadig kun ÉTsyn. Og abonnement herpå er helt frivilligt.
Aksel Sandemose i 1950’erne.
“Janteloven” var oprindelig undfanget som satire, men er i dag anvendt om et helt folks handlemåder, om Danskernes folkesjæl, af såvel udlændinge som af folk selv – skønt enhver med lige så god ret kunne lægge alle mulige andre vinkler på de frygtsomme træk ved danerne, som Sandemose satiriserede over.
Gennem Forfatteren projicerede Mennesket Sandemose sin eget sårethed og sin egen trang til at være modig, ærlig og a-konform ud på os alle sammen – og vi var sårbare, vi havde tabt alle krige, alle vore landområder, verden var i krise, og som folk var vi bevidsthedsmæsigt i vækst og qva vores længere og bredere uddannelse på vej et sted hen, vi ikke kunne overskue! Continue reading “Du ska ha briller, Jante!!”
Et link følger din digitalt udbudte varer, så din butik altid er, hvor linket er!
Med Gumroad kan du sælge digitale varer, en ad gangen. Man logger sig ind på Gumroad.com, taster en beskrivelse og en pris og uploader en fil eller indtaster et link til en service, en bog, en database.
Det smarte er, at linket følger det digitale indhold. Man kan således sige, at butikken er, hvor brugeren har adgang til linket. Send derfor linket til din ven, der interesserer sig for linkets “indhold”, og vedkommende kan købe det direkte.
Her kan du f.eks. købe min esamling af kortprosa, Tidens Kælven 1 til ca 75 kr
Det bliver nok ikke nemmere:
Sådan ser velkomstbilledet ud. Klikker du, kommer du til det nederste.Sådan ser det ud, når du har klikket din udtrykte interesse.Sådan ser det ud, når du har betalt. Du får et link til download, samt en mail med linket til erindring.
Hvad vil du sælge?
Kun manglen på fantasi sætter grænser!
GUMROAD sender din digitale fil videre til kunden, eller henviser til et link med dit produkt. Omkostning til Gumroad er 5% + $0.30 pr. køb = ca 7 ud af 100 kr.
TV’et gik ud lige midt i middagsnyhederne. Bjarne greb fjernbetjeningen og trykkede på tænd/sluk-knappen flere gange. TV’et flimrede en enkelt gang og gik ud igen. Selv vågelyset holdt op med at lyse.
– Fåååk, nåed sjover, sagde Kimmi ovre i sofaen. Hva’ så mæ kampen sener?
Bjarne kikkede over på vennen. Hans pande rynkede. – Det ved jeg sgu ikke, Kimmi… Ja, altså…
Kimmi kikkede tillidsfuldt tilbage.
Bjarnes rynker glattede sig ud. – Vil du med ind til byen, sagde han.
– Er’det ikk lidt koldt, sagde Kimmi.
– Vi tager ind og køber et TV. Du hjælper med at bære. Jeg har penge tilbage efter mor. Vi køber det største, vi har penge til. Bjarnes ansigt glødede.
Kimmi lyste op. – Ja, for dulen! Vi ska i Fona! Der købt min far vors første TV. D’var i ’69. Fordi månelandingen. Han vækked mig og så sad vi i stuen sammen og så det. Ham michellinmanden, der hopped rundt og banked støv op… D’var ret kedligt, faktisk.
– Det har du fortalt, sagde Bjarne venligt.
– Nå ja, men så… sagde Kimmi.
– Lad os gå nu, sagde Bjarne. Før der sker mere… Han pegede rundt om sig.
Kimmi fulgte Bjarnes finger, som i én bevægelse pegede på alle tomme dåser og flasker i rummet. – For duulen! La os gå, sagde han.
De kikkede på mange TV’er i Fona. Og gik så i Electric City, og derefter til Brugtbørsen. Hér kikkede Bjarne på et hæderligt udseende 18 tommer fladskærmsTV af mærket ProTV Plus Extra Large.
– Fjernbetjeningen virker med et nyt batteri i, sagde ekspedienten, der også var ejeren.
– Super, sagde Bjarne. Dét napper vi. Han hev pungen frem og lagde 500 kr. på disken.
– Var’det alt på kontoen, sagde Kimmi.
– Nix, sagde Bjarne og klappede Kimmi på hans store mave. Resten står hér.
– Nåe, ja, sagde Kimmi. Sæfølig.
De skulle lige tanke op, inden de nåede hjem. Og købe et nyt batteri.
Kimmi tilbød at tilslutte TV’et, men kunne ikke fokusere til at se tilslutningsstikket bagpå. I stedet satte han batteriet i fjernbetjeningen, mens Bjarne tilsluttede antennen, Boxerdåsen og strømstikket.
– Sådan, sagde Bjarne.
– Okay, sagde Kimmi, og trykkede på tænd/sluk-knappen på fjernbetjeningen. TV’et tændte ikke. Han trykkede mange gange, men ikke noget.
– Batteriet, sagde Bjarne.
Kimmi fumlede batteriet ud og satte tungen på polerne. – Det dur, sagde han.
– Pyt, sagde Bjarne. Vi skal alligevel en smule tættere på for at se. Og så bliver det også meget mere intenst. Han trykkede på tænd-knappen på skærmen. TV’et flimrede helt blåt og blev så til naturtro dansende mennesker i reklameblok.
Kimmi strakte benene, flyttede stolen, strakte benene og knappede en frisk én op. – D’syns jeg allered, d’er, sagde han og skålede.
– Skål, sagde Bjarne og løftede sin dåse.
– Hva’er klokken, sagde Kimmi.
– Kampen begynder om 10 minutter, sagde Bjarne.
– Ahr, mass’r a’ tid, sagde Kimmi.
– Intet slår teamwork, sagde Bjarne.
Kimmi nikkede. – Det’du go til, sagde han.
Ved pausen stod den 7-1 til Wolverhampton over Arsenal. Udviklingen var ikke til at forstå. Ikke for Kimmi, der var Wolverhampton-fan, og ikke for Bjarne, der var fan af Arsenal.
– Så du, da han… Kimmi talte ikke færdig, men lettede fra stolen og headede ind mod TV’et. Gulvet gyngede og skærmen svejede på det spinkle TV-møbel.
– Jamen, Arsenal var jo helt i front! Og det var intet imod den finte, hvor… Bjarne talte heller ikke færdig, men snoede kroppen vandret på stolen og lossede ud. Foden snittede kanten af fladskærmen. TV’et tippede bagover, ramte blidt ind i væggen og tippede tilbage på plads igen.
– Nå’men, Wo’hampton anstrenger sig ikk lie, syns jeg, sagde Kimmi.
– Hvad så med Arsenal, sagde Bjarne.
– Hvad mæ Arsenal, sagde Kimmi.
– Gør de, eller gør de ikke, sagde Bjarne.
– Gør hvad, sagde Kimmi.
– Anstrenger sig, sagde Bjarne.
Kimmi så på Bjarne. Bjarne sad med ryggen til vinduet, lige midt i et blæs af en solnedgang. Hans ansigt lå i skygge.
– For jeg synes, de anstrenger sig, sagde Bjarne og hostede.
Kimmi lo. – Fåååk, de ligger lade, sagde han. For stor’ lønninger ell’r nåed.
SMAK! Bjarnes næve sad lige mellem øjnene på Kimmi. Drejestolen tippede bagover på to ben og faldt tilbage på fem.
UMPH! Kimmis næve gled pænt ind i flæsket, der var Bjarnes mave. Stolens ene bagben gled ud til siden. Bjarne tippede ud på gulvet.
PSS-KA! Bjarnes sål ramte sædet på Kimmis stol rent og ryglænet ramte gulvet fladt, TSOKK!
FSSSS-TUFF! Spidsen af Kimmis gummisko mødte Bjarnes kæbe. Bjarnes nakke ramte gulvet, FUMP!
På TV’et gik kampen igang igen. – Og Wolverhampton har scoret igen. Det ser ud til, at Arsenal rykker ned, og Wolverhampton rykker op fra den absolutte bundplacering…
PHOFF!
– Og Arsenal scorer igen. Sikken indsats fra nummer 3…
K-TSUK!
– Og Wolverhampton tager til genmæle. Det ser ud til at blive dagen, hvor…
POKK!
– Og med en header ind over muren kæmper Arsenal sig op mod uafgjort, men der er lang vej…
FUFF!
– Og Wolverhampton fejler…
PONGG!
– Og Arsenal udligner; der er fem minutter tilbage…
DOPP-AHH…
– Wolverhampton falder tilbage, dampen er gået af maskinen…
A-UUUKK!
– Arsenals nummer 4 lægger ind over… og Arsenal scorer! Arsenal er foran, efter en kamp for livet og æren over bundholdet Wolverhampton…
– Du mang’er en fordand, sagde Bjarne.
– Tsin nææse er vissst brssækket, sagde Kimmi
– Ka ikk mærk’ nåd’, sagde Bjarne.
– Hsseller ikkse, sagde Kimmi.
– Honn na kæft en nordekanp, sagde Bjarne.
– Leehht fhor inthenssst, sagde Kimmi.
– Norde DV, sagde Bjarne.
– Nhej, sagde Kimmi.
Bjarne rynkede brynene.
![Intenst, sagde Kimmi [prosa]](https://krabat.menneske.dk/kkblog/wp-content/uploads/2012/02/nej.jpg)