Sandsynlighedskrydstogt – præsentation af novellerne v/ Lise Andreasen (Niels Klim-komitéen)

Siden 2008 er hver år udkommet en samling af dansk kvalitets-science fiction i novelleform.

Årets samling hedder Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14

Redaktør er som altid Carl-Eddy Skovgaard, og Manfred Christiansen har atter lavet et storslået cover.

Lise Andreasen fra Niels Klim-komitéen har lavet følgende liste med smagsprøver fra novellerne, som jeg har planket fra facebook.

Lars Ahn: Fire år senere
Novelle

Vi gik i seng, og da vi vågnede igen, var der gået fire år. Det skal forstås helt bogstaveligt. Fra den ene dag til den anden var hele verdenen blevet fire år ældre, og ingen kunne huske, hvordan det var sket. For de fleste var der tale om en gradvis erkendelse, der begyndte med, at vi tjekkede vores telefon og undrede os over ugedagen. Vi var gået i seng om søndagen og stod op til en lørdag. Selv ikke glæden over at være sluppet for en sur mandag og være gået direkte til en ny weekend kunne fjerne den uro, der bredte sig, da vi fik gnedet søvnen ud af øjnene og opdagede, hvilket årstal kalenderen stod på. Selvfølgelig dobbelttjekkede vi ved at tænde for fjernsynet og gå på nettet, men resultatet var det samme: Fire år var med et trylleslag forsvundet i løbet af en enkelt nat.

Hans Peter Madsen: Fjernt bekendt
Novelle

I dag er jeg igen en mand. Efter de to måneders gratis prøveperiode som kvinde besluttede jeg mig for ikke at tegne abonnement. Kun det lange hår havde jeg lyst til at beholde, jeg fik det på afbetaling hen over seks måneder. Det synes Britta er sjovt. På seks måneder kunne jeg jo selv gro det ud ganske gratis. Britta kan selv lukke røven ganske gratis.

Continue reading “Sandsynlighedskrydstogt – præsentation af novellerne v/ Lise Andreasen (Niels Klim-komitéen)”

Kurt Vonnegut: 8 tips on writing a short story

Utroligt, hvor levende de døde syner!

 

1. Use a time of a total stranger in such a way that he or she will not feel that the time was wasted.
2. Give the reader at least one character he or she can root for.
3. Every character should want something, even if it is only a glass of water.
4. Every sentence must do one of two things – reveal character or advance the action.
5. Start as close to the end as possible.
6. Be a sadist. No matter how sweet and innocent your leading characters, make awful things happen to them in order that the reader may see, what they are made of.
7. Write to please just one person. If you open the window and make love to the world, so to speak, the story will get pneumonia.
8. Give your readers as much information as possible as soon as possible. To heck with suspense – the reader should have such complete understanding of what is going on, where, what and why, that they can finish the story themselves, should cockroaches eat the last few pages.

Harry Harrison is dead [Science Fiction]

Ophavet til Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, Deathworld, Make Room, Make Room og mange andre.

 

Alle dør. Undtagen dem, der lever videre i deres værk. En sådan er Harry Harrison, som døde i går. Størstedelen af hans værk er ikke litteratur i kunstnerisk forstand, men det var med stor selvbevidsthed, at han i over 50 år holdt skansen hvad angår tungen-i-kinden science fiction – med så uforglemmelige parodier på dårlig science fiction som Bill the Galactic Hero og the Stainless Steel Rat.

Der er meget at være taknemmelig for: The Stainless Steel Rat holdt han i live ret frem til sit 85. år i 2010; den poetiske ‘Eden’-serie kan jeg huske jeg i min pure ungdom oversatte et digt fra og over for en kæreste (skammeligt) udgav det for at være mit eget; Deathworld-serien (da. ‘Dødens verden’ 1967) var med sin analogi om menneskenes behandling af Jorden et blik ind i en helt anden måde at forholde sig (filosofisk) til verden på, og Make Room, Make Room! (da. ‘Gør Plads, Gør Plads!’ 1973) var en øjenåbnende, fugtdrivende beskrivelse af et samfund i undergang, i hvilken megabyen New York kæmper med udfordringerne fra 35 millioner mennesker, beskidt vand og fødevaremangel. (Med Soylent Green (1973) gav MGM verden Hollywood-versionen af hverdagens rædsler – ved at fokusere på, hvor maden kom fra, snarere end på de virkelige rædsler ved at leve i en overbefolket verden.)

I 2009 blev Harry Harrison udvalgt som modtager af Damon Knight Memorial Grand Master Award af the Science Fiction and Fantasy Writers of America.

R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green.

WikiPedia

The Official Harry Harrison Website.

Orbituary in the Guardian

Jeg havde fornøjelsen af kortvarigt at møde manden selv i 2007, til Eurocon i Danmark. HH viser  (retmæssigt) sin utålmodighed med fotografen i dette billede. Jeg selv ser lidt betuttet ud, fordi det er fotografens 4 forsøg …

R.I.P. Harry Harrison, creator of the Stainless Steel Rat, Bill the Galactic Hero, and Soylent Green

Bogen, han signerede til mig ved konventet, er “in our hands the stars” (meget poetisk titel), hvor ikke mindst omslaget viser hans stærke danske tilknytning … Han boede i DK i 7 år, men flyttede tilbage til USA, fordi han fornemmede at hans børn svært ville kunne integreres i amerikansk kultur, hvis han blev her længere.

Udgivelse: Lige Under Overfladen 6 – Fremmed Stjerne

“Genopfindelsen af Sorg” hedder mit bidrag.

 

For sjette gang har Science Fiction Cirkels forlag med Carl-Eddy Skovgaard ved roret indsamlet noveller til en så eksklusiv event som en dansk Science Fiction-antologi.

Jeg bidrager med en af de længere noveller – Genopfindelsen af Sorg: Når man kan tænke alt andet ind og ud af eksistens eller synlighed, hvordan forholder man sig så til det faktum, at man ikke med sin Tænken kan påvirke sit eget liv?
[læseuddrag]

Titel: Fremmed Stjerne – Lige Under Overfladen 6
Udgivelse: 15. august 2012
Pris:  298,- (det er billigt!)
Sideantal: 400
Omslag: Manfred Christensen
ISBN: 978-87-90592-65-3
Forlag: SFC 2012

Bidragydere:

Flemming R. P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
Sofie Boysen: Savner du din far?
Hanne Rump: At bede en stille bøn
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Richard Ipsen: Jeg husker alt
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction . . .
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Maik Jensen: Museumsinspektøren
Lars Ahn Pedersen: Zoo
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
A. Silvestri: Højdepunkt
Manfred Christiansen: Peblingesøen
Michael KampFremmed stjerne
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Lonni KrauseSlagelse versus Kuiperbæltet
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Nikolaj Johansen: Atomvinter
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Genopfindelsen af Sorg
(et læseuddrag fra 2. afsnit) 


Han Ryddede op efter måltidet og gik i bad for også at vaske det nye blod af sig. Han var stadig sulten. Næsten ubevidst Satte han to doner fra nærmeste fødecyklus i leveringskø til senere. Understregede: De skal være livlige!

Under badet strejfede tanken ham for hundredeenogtyvetusinde gang: Hvorfor kan ingen Folke bruge Tanken på sig selv? Ingen ville skulle bruge transportmaskiner og ingen ville behøve at dø. Og for hundredeenogtyvetusinde gang besvarede tanken sig selv med Ophavets uangribelige tilbagevisning: ”Vi ved ikke hvorfor, men det kan vi ikke”.

Selvfølgelig var hans andel i Fællesskabets forståelsesforsøg lig alle andres, men at have renset sig, og stykket alle ubesvarelige spørgsmål pænt væk i afklaret bevidsthed, når man storFluxede, var tegn på omsorg. Efter en vis alder ikke at lægge dette spørgsmål til debat, selv ikke med nære, med FædreMødre eller bare ens egen nærkritiker, var tillige et anerkendt tegn på modenhed.

Var han umoden? Han kunne tydeligvis ikke blive færdig med spørgsmålet om selvPåvirkning; at forestille sig at kunne Bruge sine medfødte evner på sig selv, frem for kun på andre og andet, var som at have en kløe lige på midten, hvor man aldrig kunne nå uden at skrabe mod noget!

Efter badet, og efter have spist igen, denne gang alt for meget og for hurtigt – de var usædvanligt livlige og store, de reserverede doner – var han rastløs.

Han havde lyst til at gå i subflux, men selv dét forekom for distraherende til at holde tankerne fokuseret på arbejdet. I stedet fladede han ud med fuldt lysindfald helt henne ved udsigten, og forsøgte at falde til ro dér i varmen.

Han var jævnligt i subflux med Folker, han aldrig fysisk havde mødt og følgelig aldrig synkroniseret med. Subfluxgruppen delte fascinationen ved forestillingen om selvTænken. I gruppen kunne enhver bidrage med spekulationer og erfaringer med egne forsøg og idéer, uden sidenhen at kunne viderebringe samtalepartneres tanker og aspirationer og – hvad der var vigtigere – ikke blive anklaget for selv at bruge af andres progression til egen fremhævelse.

Det var altid spændende at udveksle i subflux. Forestillingen alene, at en af hans kontakter dér skulle patentere den illusoriske selvPåvirkning, som alle – helt tilbage til Ophavet – så vedvarende tilbageviste, var et stærkt incitament for afmålt og præcis kommunikation.

Han havde lige så ofte tænkt, at det ville gå meget hurtigere, hvis ikke alle gjorde lige som han. Hvis de bare dækkede sig mindre ind, eller fejlede i deres maskering af intentioner og erfaring… Han håbede og ønskede, at de ville. Så hans chancer for at blive dén, der kom til den største indsigt, ville vokse… Så han kunne være dén, der ledte vejen for alle andre…

Et indgående opkald afbrød hans behagelige forestillinger. Autosvaret, han havde indtalt tre dage forinden, gav besked om, at han arbejdede, men han lyttede med på linien.

“Du kender mig som HagoX23.”

HagoX23 var en af hans kontakter fra subflux. Den mest forstyrrede og irrationelle – men samtidig også den mest tankevækkende af dem alle. Opkaldet i sig selv var et enestående brud på alle uudtalte regler mellem subfluxkontakter. Hans overhud føltes med ét helt tør og stram og han Bragte sin transporter tættere på maskinens højtaler.

Stemmen fortsatte med at tale til optageren: “Jeg Tænkte invasionen bort. Den var meget forstyrrende. Jeg udvalgte én af de centrale invadører og Tænkte resten i fødecyklus. Dette væsen er Isoleret hér…”

Et talkodekoordinat fulgte, som maskinen oversatte til et 3D-kort med et koordinat og mødetidspunkt, der svævede over højtaleren.

“… Og jeg har udvalgt fem af jer til at deltage i et lille eksperiment. Snarest. Jeg ved, at I vil komme. Intet protokolbrud.”

Udsagnet fik hans overhud til at bølge og pletstivne. Et eksperiment! Intet protokolbrud betød ingen åbenlys synlighed. Alle skulle opretholde subflux under mødet. Han havde aldrig prøvet elektrofeltblokering. Selvfølgelig måtte han af sted!

Ét var ikke at kunne fluxe i subfluxnetværket – hvilket var betryggende på mange niveauer. Noget helt andet var rent faktisk at være i nærheden af Folker, han så længe havde debatteret med, uden at kunne opnå fælles bevidsthed – fordi en anden (HagoX23) anså et ”eksperiment” som så vigtigt, at han eller hun turde risikere alt ved at sætte udvalgte subfluxere fysisk stævne …

Forestillingen om isolation i nærheden af andre var meget stimulerende. En ny og skræmmende følelse, der måske ikke ville hue Fællesskabet. Men stimulerende ikke desto mindre.

“… Du vil ikke fortryde.”

 

Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

Farvel, Ray Bradbury. Og tak!

“Here lies Ray Bradbury, who loved life completely.” — RB

 

I dag døde Ray Bradbury, 91 år. Det skulle jo ske en dag, men… fuck!

Det var med “R for Raket” han rykkede ind i min bevidsthed. Dernæst fra Stig Vendelkærs serie, SV Science Fiction (“Mere spændende end en kriminalroman!” i sort bjælke hen over omslaget…) bogen “Mælkebøttevin”, som vel sagtens er den første “voksenbog”, jeg læste – længe, længe før jeg forstod forskellen.

Mælkebøttevin… støvet på gaden i den lille by i den lange sommerferie, hvor børnene møder truslen fra det kommende – den gryende forståelse af tab, usikkerheden ved hvad der skal komme, opfattelsen af fremtiden som mørk snarere end selvfølgeligt lys, verden som “delt” snarere end børnenes egen…

Forstod jeg det hele? Næppe. Forstod jeg de dybere lag? Næppe. Men jeg genkendte frygten og usikkerheden og følelsen af at blive isoleret fra det kendte og det vante og blive tvunget ud i en usikker verden fuld af udfordringer, der ikke kunne forstås – også selvom jeg ikke kunne sætte den i ord.

Det var nu ikke, fordi han var til nogen hjælp, Bradbury. Ikke på dén måde. Havde jeg læst den senere, som et dokument om overgangstiden, så måske – men jeg var præcis gammel nok til, at det var en beskrivelse af, hvor jeg selv var, eller lige havde været.

LA Times blog

Billedserie fra fødsel til død

Nyere bogomslag

Flere bogomslag

Ray Bradbury: Story of a writer (1963)

A Conversation with Ray Bradbury by Lawrence Bridges (2009)


 

eBøger Danmark, gruppe på LinkedIn

Jeg holder ePause derfra.

 

eBøger Danmark på LinkedIn er en fællesgruppe for folk, som dagligt tager stilling til ebøger, som forlag, sælgere og køber…!

Området er i så hastig vækst, at dagens produktionsredskaber kan være væk om et år, og

• prisniveauet justeres og forandres løbende,
• konsekvenserne for indholdsproducenterne, forfattere og illustratorer, er uoverskuelige
• forlagene må sjusse sig frem og betragte ebogsmarkedet som jomfruelig jord
• de største forlag har konsolideret sig med ebogsdistribution, Publizon, med en prissætning, der tvinge andre forlag til at hæve prisen
• læserne ved stadig ikke, hvilke formater og ebogslæsere, apps og software, de skal investere i
• medierne ignorerer ebøger ift. anmeldelser
• bibliotekerne betaler dyrt for at udlåne ebøger

og meget mere.

Opret et emne, hvis du har bidrag at byde på, som passer til danske forhold, eller kommentér på de eksisterende. På engelsk og i forhold til engelsktalende forhold findes en lang række grupper, som på mange områder kan være til inspiration, men absolut ikke kan erstatte diskussion om danske forhold:

Vores bibliotekssystem, uddelingen af støtte til danske forfattere baseret på eksemplarantal på danske bibliotekshylder; ingen danske ebogslæser-dimser; udvikling af bogapps på dansk er i de fleste tilfælde (maj 2011) uforholdsmæssigt dyrt; monopollignende tilstande på distributionsområdet o.m.a.

At være et sprogområde på knap 6 mio. mennesker ift. at have et potentielt publikum på 1/3 af verdens befolkning, betyder ikke så meget for den smalle litteratur – et normalsalg i begge sprogområder ligger vist omkring 0,001 promille/befolkningstallet – mens den største forskel er omfanget af salg for en bestseller. Så, for den engelsktalende verden er incitatmentet til produktion, udgivelse og salg meget, meget større end i Danmark, hvor det potentielle afkast for nationale forfattere og forlag ikke er enormt.

Så, hvordan gør vi – danske forfattere, forlag, biblioteker, læsere? Sig frem.

KK maj 2011.

 

BAZAR: generationsskifte 1984 (strunge og tafdrup vs. bjørnkjær og baidel, dertil lars hug og cityslang)

Hvor mediegenerationen begyndte i Danmark.

 

Ovenfor burde være et Vimeo-videoklip fra 1984 på knap en halv time fra Danmarks Radios litteraturprogram, BAZAR, som var meget konfrontationelt – reelt set billigt TV, hvor man satte de “unge” og “de gamle” op imod hinanden for automatisk at skabe overskrifter. Det var TV-iscenesættelse, der kunne lade sig gøre, fordi “de unge” ikke længere lod sig kue af “alderens visdom”, men gik deres egne veje – på trods af (som her) ringere salgstal end 60’ernes og 70’ernes storsælgende knækprosaister. 80’erdigterne var mere om at skabe og manifestere en væren i verden end om at bekræfte eller besynge noget kendt eller overset.

Den småpunkede tyklæbe ;-), som indleder udsendelsen med at annoncere et generationsskifte, er digteren, anmelderen, samfundsdebattøren og selviscenesætteren Poul Borum, der som udløber af private digter-sceancer i privaten i Havnegade 3-4 år senere var initiativtager til Forfatterskolen i København.

kk, 2012

på Dansk Wikipedia

Michael Strunge
Pia Tafdrup
Lola Baidel
Kristen Bjørnkjær
Poul Borum