Druk (2020)

– hvad med en film om mikrodosering af LSD?!

Directed by Thomas Vinterberg. With Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang, Lars Ranthe. Four friends, all high school teachers, test a theory that they will improve their lives by maintaining a constant level of alcohol in their blood.

Source: Druk (2020) – IMDb

6.3/10 – for skuespillet alene! Burde være 3-4 for elendigt manus.

Normal-Danmark kommer gennem krisen ved at forråde fællesskabets individuelle behov (ved at undlade at hjælpe) og rejser sig på asken fra ofringen af den svageste og mest needy. Og det er der ingen skam i. Ikke noget “ingen lades tilbage” hér. Mandens (i hvert fald mandens) fællesskab er ‘enhver alene for alle’, og alt der kan undskylde mandens ikke-støtte af den svageste i fællesskabet er manglen på sprog & dén erfaring, som deres aktion gennem manuskriptet er første skridt hen imod. Continue reading “Druk (2020)”

Ultra Smider Tøjet

Sæson 1 – de voksne besvarer spørgsmål om deres kroppe

Ultra Smider Tøjet – 5 forskellige tissekoner i studiet
– OG hvordan ser sådan én så ud? Og det ser vi så. Sådan ser de ud. Og hvordan har de voksne det med deres egen?

Ultra Smider Tøjet – nøgne numser og en masse prutter
Flad, rundt, glad numse – hvordan har de voksne det med deres bagdele, og hvor mange prutter slår man om dagen?

Continue reading “Ultra Smider Tøjet”

Covid-19: en Catch-All-test for mutationer vigtigere end en vaccine

Spørg Sundhedsstyrelsen selv.

covid-19s udbredelse er en pandemi, ikke en influenzaempidemi

pandemi betyder, at virusen SARS-CoC-2 spreder sig hurtigere til andre kontinenter end at mennesker kan nå at opbygge naturlig immunitet

pandemi betyder, at inficerede presser landenes sundhedssystemer

pandemi siger ikke noget om, hvor farlig sygdommen Covid-19 er for den enkelte

statistisk nedskalering af Covid-19s dødbringelse er ikke en vurdering af virusen SARS-CoV-2 i sig selv, men et billede på menneskeligt sundhedsberedskab og immunitetsevne over for Covid-19 Continue reading “Covid-19: en Catch-All-test for mutationer vigtigere end en vaccine”

Gyldendal er ikke længere Gyldendal

– Dennis Gade Kofoed går fra Gyldendal

Klide: Rosinanteforfatter: Når mine to bøger udkommer i morgen, ophører mit samarbejde med Gyldendal  | Information 27.09, 2019

Jeg var forfatter hos Rosinante, og jeg har i dag meddelt Gyldendal, at når de to bøger, der udkommer fredag er ude, så ophører mit samarbejde med dem. Her er mine bevæggrunde

Jeg var forfatter hos Rosinante, og jeg har i dag meddelt Gyldendal, at når de to bøger, der udkommer fredag er ude, så ophører mit samarbejde med dem. Her er mine bevæggrunde

Det er tragisk for de mennesker, der mister deres arbejde. Det er hårdt for de forfattere, der ikke (med rette vil jeg mene) føler sig sikre på deres fremtid i forlagsbranchen.

Men jeg vil her se på nogle af de forhold i dansk litteratur, som den endelige indlemmelse af Rosinante i Gyldendal tydeliggør.

En indledende bemærkning: I Weekendavisen udtaler administrerende direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl, at kritikken fra blandt andet mig preller af på ham. Vi er jo kunstnere, påpeger han og – uddyber han, for at ingen skal være i tvivl – derfor meget følsomme. Kritik fra følsomme mennesker kan man, forstås det, ikke bruge til noget. De tænker jo ikke klart.

Således affejet vil jeg lægge mine følelser til side og nøgternt forsøge at uddybe mine tanker på en mere fattet facon, end jeg åbenbart ellers bruger.

Det var nødvendigt at lukke Rosinante for at holde gang i den sunde

forretning og på den måde sikre den danske litteraturs fremtid. Altså underforstået, at Rosinante bidrog til underskuddet i Gyldendal-koncernen og var en byrde for dens litterære projekt.

Jeg må desværre ikke citere, men er villig til at gøre mig skyldig i rygtespredning: Jeg hører, at Rosinante var en af de afdelinger i Gyldendal, der gav resultater i den bedre ende.

Ja, Rosinante havde, ligesom resten af branchen, haft nogle hårde år med underskud, men som man kunne høre i Jakob Malling Lamberts tale til høstfesten torsdagen før nyheden om lukningen (den ligger på YouTube), var tendensen vendt. Faktisk forlyder det, at Rosinante var flere millioner foran budgettet for 2019.

Men hvis ikke Rosinante var en dårlig forretning, hvad var så bevæggrunden for at indlemme forlaget i Gyldendal?

Effektivisering, går jeg ud fra. Altså en idé om, at det er muligt at tage alle de fornuftige litterære forretninger fra Rosinante og lægge dem ind i Gyldendal, så overskuddet kan vokse, når Gyldendal ikke skal betale til personale, der ikke arbejder direkte med udviklingen af manuskripterne.

En idé, der jo er fornuftig nok, når man abonnerer på den forretningstankegang, som Morten Hesseldahl og hans bestyrelse gør: Alle er enheder, der kan byttes ud med andre, for eksempel kan den ene pressemedarbejder være lige så god som den anden. Og den ene redaktør lige så god som den anden.

Forretningsmanden Hesseldahl

Hesseldahls påstand er, at der ikke er udkommet en eneste bog på Rosinante, der ikke lige så godt kunne være kommet på Gyldendal.

I princippet er det vel rigtigt, hvis man udelukkende ser på bøgerne som varer og ikke som resultatet af en lang og nidkær proces mellem mange forskellige mennesker, der alle sammen har stor respekt for den tekst, der forhåbentlig stadigvæk er det vigtigste på de fleste forlag.

Hesseldahl har været forretningsmand i mange år, og han har sikkert en oplyst grund til at mene, at det er et fornuftigt træk, men som en af de forfattere, der i sin tid valgte Rosinante frem for andre forlag, må jeg sige, at jeg ikke tror, det er en god idé.

Først og fremmest tænker jeg, at Hesseldal underkender den menneskelige del af det at lave litteratur. At der omkring de tekster og de forfatterskaber, de er en del af, foregår et enormt arbejde, der ikke umiddelbart kan ses i de bøger, som til sidst sendes ud til biblioteker, boghandlere, anmeldere og læserne.

Redaktørerne har ikke kun en konkret holdning til det manuskript, der skal blive til den næste bog, de har også en fornemmelse for, hvilke bøger der kan komme i fremtiden, og som måske kan blive til den litteratur, som præger både samtiden og regnskabet.

To eksempler fra Rosinantes bagkatalog kunne være Morten Ramsland og Helle Helle, der begge debuterede med små bøger og så gradvist fik voksende forfatterskaber, der nu, meget fortjent, nyder en bred folkelig anerkendelse.

Gyldendal har også flere af de forfatterskaber, men jeg har en idé om, at det samarbejde omkring forfatterskaberne bliver sværere, jo større forlagshuset er.

Hele ideen om at maksimere overskuddet modarbejder direkte det arbejde, idet redaktørerne har en ledelse, der i sagens natur ikke ser mildt på bøger, der ikke sælger, men som måske er gode nødvendige skridt frem mod det, der rammer bredt og lige ind i samtiden.

Jeg ved, ud fra de interview jeg har læst, at Hesseldahl ikke er enig, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan overbevise ham om det.

Min pointe er heller ikke, at de redaktører, der sidder på Gyldendal, er dårligere til deres arbejde, end de der sad på Rosinante, slet ikke. Jeg kender flere af dem, og jeg har stor respekt for det arbejde, de laver – selvfølgelig kommer der gode og vigtige bøger fra Gyldendal – det er

Danmarks største forlag.
Jeg kan blot ikke forestille mig andet, end at deres arbejde bliver sværere

fremover.

Jeg forestiller mig, at det er presset for dem at arbejde med hovedet i den guillotine, der er bygget af Hesseldahls ord om, at de på Gyldendal, efter fusionen med Rosinante, selvfølgelig vil se indad og overveje, om der ikke er mere, der kan gøres endnu mere effektivt.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der bliver taget færre chancer med yngre forfattere, og at der bliver brugt mindre energi på de forfattere, der ikke har leveret endnu, når deres forfatterskab ellers er i gang. Sådan en som mig, der kun sælger nogle tusind, når bølgerne går højt.

Ja, Rosinante var ejet af Gyldendal i mange år, også før jeg kom til for små fjorten år siden. Og ja, Rosinante havde selv opkøbt andre forlag for at styrke sin position på markedet. Og ja, det er nemt at pege fingre af mig og andre og kalde os naive, grådlabile kunstnere, som først opdager den hårde, økonomiske virkelighed bag vores bøger nu. Men det er ikke sandt.

De fleste af mine kolleger interesserer sig lige så meget for litteraturens vilkår, som de interesserer sig for deres egne værker: De to sider af sagen hænger uløseligt sammen. Det, der gjorde, at vi, når vi var på Rosinante, talte om alt muligt andet, var, at det var lykkedes de mennesker, der drev forlaget – nedefra og op – at skabe et hus, hvor drivkraften bag alle beslutninger var at skabe god litteratur.

Så det er ikke sandt, når Hesseldahl siger, at det var ligegyldigt for bøgerne, at Rosinante havde sin egen adresse. Og det klinger hult, når han bliver spurgt om Gyldendals dyre adresse i Klareboderne og svarer, at lige den adresse er forbundet med en fortælling om litteratur, samfund og tilhørsforhold.

Litteraturredaktørens nyhedsbrev

Få de vigtigste anmeldelser, debatter og interviews på mail hver fredag

klokken 12

Hesseldahl har slet ikke forstået, hvor meget der blev gjort for at løfte arven efter Merete Ries (Rosinantes grundlægger, red.). Den fortælling om et sted, hvor alle gav lige det ekstra for bøgerne, for det var sådan, det hele var begyndt, var en af mine primære grunde til i sin tid at vælge Rosinante.

Og oplevelsen af, gennem årene, at det ikke kun var noget, man sagde, men noget man faktisk levede op til, var hele grunden til, at jeg blev og følte mig hjemme.

Og det bringer mig frem til det næste, som så også hænger sammen med ovenstående.

Gyldendal er ikke længere Gyldendal

For egentlig er det slet ikke Hesseldahl, der er problemet, selv om jeg selv gav ham skylden for lukningen af Rosinante i mit første opslag på Facebook (følelser, jeg ved det, undskyld!).

Problemet er, at Gyldendal er et aktieselskab, og at aktionærernes intention er at tjene penge på deres investering. Der er i hvert fald ikke meget, der tyder på, at de har andre motivationer.

Den forretningsmodel er bare ikke den mest optimale at arbejde med litteratur i, i hvert fald ikke hvis man vil optimere kvaliteten af litteraturen. For uanset hvad de enkelte medarbejdere har som motivation for at arbejde med litteratur – og de fleste gør det ud af kærlighed – så vinder behovet for afkast i sidste ende altid.

Den modvind, Gyldendal har haft igen og igen, hvor forskellige har fremturet, at forlaget ikke lever op til dets forpligtigelser over for det danske sprog og den danske kultur, som den gamle magtfulde institution forlaget er, viser jo, at der er et problem.

Men vi – alle os der brokker os – skal forstå, at det ikke har noget på sig. Gyldendal er ikke forpligtet på andet end at drive forretning, præcis som

koncernen lyster, så længe det er inden for loven.

Det er jo lige meget, om det også hed Gyldendal, da forlaget blev stiftet i 1770, det er nemlig ikke længere det samme forlag. På samme måde som Rosinante ikke længere er Rosinante.

Jeg ved, der sidder idealister og ildsjæle på Gyldendal, der elsker litteratur og sprog lige så meget som mig, men så længe bestyrelsen agerer, som den gør, og ansætter en administrerende direktør med det tankesæt, som Hesseldahl har, skal vi ikke forvente andet end forretningshensyn af dem. Og det er de vilkår, Gyldendal eksisterer på i dag.

Derimod kan vi spørge os selv, om det er de arbejdsvilkår, vi vil have, når det gælder den danske litteratur og det danske sprog.

Er et af vores svar på den værdidebat, vi har haft de sidste årtier, at vi bare overlader fortællingen om, hvem vi er, og hvad vi er ved at blive, til et aktieselskab?

Er vi virkelig interesseret i, at en stor del af samtalen om, hvad der udgør kernen i vores fællesskab, er modereret af økonomiske hensyn?

Jeg kender godt svaret fra nogen: Jeg skal tage en tudekiks og skrive noget, folk vil læse. Men se jer lige omkring. Se, hvad der sker i den danske litteratur. I denne uge blev listen med de nominerede til den prestigefyldte Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris offentliggjort, og alle fire, der er valgt af juryen, kommer fra det, man kalder mikroforlag.

Det forhold peger på en skæv fordeling mellem arbejdet med udviklingen af litteraturen, og dem der i sidste ende tjener på den. Den danske litteratur og det danske sprog er et anliggende for alle, hvis vi – sat på spidsen – fortsat vil have en selvstændig identitet som land.

Udvikling af det skal vi støtte på flest mulige måder: formidling, indkøb til bibliotekerne og økonomisk tilskud til dem, der sidder med udviklingen af mange af de forfattere, der skal skrive den litteratur, vi skal læse i fremtiden.

Vi skal ikke forbyde Gyldendal at lave penge på de forfatterskaber, de selv dyrker, eller som de får ved at opkøbe andre forlag, eller ved at forfatterne går til dem i håb om endnu større salg, slet ikke, det kan endda have sin berettigelse. Derimod skal vi vælge at støtte dem, der gør det meste af fodarbejdet, så vi også har en nyskabende og spændende og tidssvarende litteratur om nogle år.

Hvis vi skal have en dansk litteratur, der følger med vores fælles udvikling, og som hjælper til at give sprog til dem, vi er, og til dem, vi er ved at blive, så skal vi have et stærkt vækstlag, og der er ikke meget, der tyder på, at det vil være i Gyldendals interesse, hvis man først og fremmest vil tænke litteraturen som en vare.

Mulighederne er mange, men til at begynde med håber jeg, at vores nye kulturminister vil se på bevillingerne til Kunstfonden: Ville det ikke være oplagt at støtte eller endda præmiere de små forlag, der præsterer ved ulønnet eller næsten ulønnet arbejde, og som fremelsker (følelser, jeg kan ikke lade være) nye talenter inden for litteraturen?

Ville det ikke være oplagt at øge muligheden for at søge støtte til udgivelsen af debutanter for netop de forlag, når det åbenbart er dem, der ved, hvad det er, der sker, der hvor den nye litteratur vokser? Når det er dem, der er villige til at sætte egne økonomiske interesser til side for at fremelske ny dansk litteratur? Det synes jeg.

Oplæsnings- og Spillesteder m/ poesi & Poesi- og Litteratur-festivaler i DK

Har du kendskab til faste arrangementer, så skriv det i kommentarfeltet. Gerne m/ kontaktperson.

[opdateret marts 2017]

Aabenraa | Aalborg | Aarhus | AnholtEsbjerg | Helsingør | Hillerød | KoldingKøbenhavn | Nykøbing F.Odense | Sønderborg | Viborg



Aabenraa

Østersøhøjskolen

[til top]

 

Aalborg 

Månedens tilbagevendende oplæsninger i Aalborg
[kom med nogle]

Aalborg, Scener

Ordkraft på Nordkraft

57 grader nord – FB LINK

Værkstedsgalleriet, Danmarksgade 62, Aalborg, lejlighedsvise lyrikarrangementer FB

Skovsgaard Hotel (Karsten Højen) LINK

[til top]



Aarhus

Månedens tilbagevendende oplæsninger i Aarhus

sidste onsdag i måneden – Oplæsning i Paradis LINK
1 x månedligt Ord På Vej LINK

Løves Vin og bogcafe

Aarhus, Festivaler

Vild med ord – Aarhus Litteraturfestival LINK

april Litteraturens Dag, Godsbanen FB 

juli Aarhus Jazzfestival, lejlighedsvise lyrikarrangementer LINK

Geiger lyd- og litteraturfestival Aarhus og København ??

Oktober, Kulturnatten

[til top]

Anholt

Anholt Litteraturfestival 17.-20. august 2017 [FB] [twitter]



Esbjerg

Esbjerg/Fanø lyrik (Erik Trigger – Stinne Berg)

[til top]


Helsingør

Værftet /Biblioteket LINK

[til top]

 


Hillerød

Ordet er Løs på Hillerød bibliotek FB

Lyrik på Første FB

[til top]

 


Kolding

Koldinghus ?

[til top]

 


København

Tilbagevendende oplæsninger i Kbh.

poetisk tirsdag – Det Poetiske Bureau i Galleri Boheme, Snaregade 12 LINK

1. mandag – Copenhagen Poetry Club, La Fortaine
1. onsdag – Ord i Karens Minde i Sydhavnen FB
1. torsdag – Bolsje Fabrikken FB [genoptaget]
1. fredag – Poesi i Staden, Operaen, Christiania FB – lejlighedsvist
1. søndag – Litterær søndagsmatiné, Biblioteket Rentemestervej FB

3. tirsdag – RETRO Litteratursalon, Café Retro, Jægersborggade FB (vil nogen overtage?)
3. onsdag – Ord og Velgørenhed, Mellemrummet, Ravnsborggade 11  FB
3. onsdag – Opdigtet Onsdag FB
3. fredag – CopenOpen, Huset-KBH i Rådhusstræde FB Poetry Slam
visse torsdage Cafè Amar’dillo, Amagerbrogade 156, 2300 København 

sidste torsdag – Karens Minde Kulturhus, Poetisk Møde LINK
sidste torsdag – Kælderlæsninger, Islands Brygges Bibliotek, Njalsgade 15, 2300 Amager, tel. 33 66 32 20
sidste Søndag – DOMEN (tidl. Den Gule Villa) LINK

månedligt, én torsdag Underskoven, Huset-KBH i Rådhusstræde FB
månedligt – Øverste Kirurgiske
, lejlighedsvist på Mayhem, men tjek facebook
månedligt – Poesiens Hus (Østerbro)

Hver anden måned, ca. – Kajsas kælder, Classensgade 10 – næste er 23. sep. 2016

Festivaler og dage

feb/marts – København læser LINK

World Poetry Day

april Lille Bogdag LINK

april Stemmens Dag i Rundetårn
Den årlige internationale Stemmens Dag

april Verdens Bogdag

juli København Jazzfestival – lejlighedsvise lyrikarrangementer

juli Valby Jazzfestival – lejlighedsvise lyrikarrangementer

August Louisianna Litteraturfestival

Oktober Kulturnatten

Oktober Bogmessen (bogmessen)

Oktober Spil Dansk-dagen

Lyrikfestival Huset Kbh.

Vinterjazz (vinter), lejlighedsvise lyrikarrangementer

Elsk din næste (godgørende)

 

SCENER I København

Havnekulturkontoret Århusgade 126, København, Danmark 2150, tel 40 28 50 05

Litteraturhaus

Natkirken (Baptisterne) Nørrebro

”Den hemmelig”, Vesterbro

Kulturstationen, Vanløse

Møllegades Boghandel, Møllegade

Den sorte Diamant, Kbh.

Paludan bogcafe, Kbh

Vangsgård Antikvariat, Kbh

Mimers Magasin (boghandel) Frb.

Stefanskirken og Apostelkirken, og flere andre kirker har lejlighedsvise oplæsningsarrangementer.

Metronomen, Frb.

Kulturhuset Islands Brygge

Valby kulturhus

[til top]

 


Nykøbing F.

1x månedligt ORDstrømmen

Madsnedsø Fort ?

[til top]

 

 

Odense

Månedens tilbagevendende oplæsninger i Odense [kom med nogle]

Ordet Fanger – åben scene – Smedestræde 12 (igennem den gamle Pen&Papir)

2. fredag –  Living Room –


SCENER i Odense

Biblioteker generelt – Dalum, Vollsmose, Tarup, Bolbro

Café Litnet, lejlighedsvise oplæsninger LINK

Hovedbiblioteket (under ombygning til efteråret 2017)

Kjærs Bøger – Klaregade 

Kulturmaskinen – Farvergården 7

Odense Stadsbibliotek

Studenterhus – Amfipladsen 6

Studiestuen – Nedergade 12

Teater Momentum – PoetrySlam Fyn’s faste sted [se datoer]

Festivaler og dage

Marts Odense Lyrik  LINK

August, Odense, Spoken Word-Festival LINK

Oktober Kulturnatten

[til top]



Sønderborg

Biblioteket

(et galleri, hvad hedder det)

 [til top]

 


Viborg

Stationen

1x månedlig Hjemmeoplæsning (Jeppe Ottow)

 [til top]

Mobning, et ledelsesproblem på samfundsplan

Et menneske uden ånd kan ikke transformere lidelse til udholdelig erfaring.

 

Der sker alt muligt, når et menneske bliver bange: Kroppen reagerer med forhøjet puls, udspilede pupiller, adrenalinudskillelse osv. – men frem for alt finder en adfærdsforandring sted, som er evolutionært designet til at fjerne truslen fra mennesket eller mennesket fra truslen.

I takt med væksten i den kollektive bevidsthed, den kollektive samling, er den gamle mekanisme, der sikrede samfundsnødvendige geners fortsættelse og uønskede geners undertrykkelse, blevet markant større. Forstødelse og udstødelse har dækket over ufleksibel fastholdelse af den velkendte menneskelige genpøl. I dag hedder det mobning. I en genneminformeret verden, hvor det er blevet sværere at skjule sig i massen og sværere at begynde forfra ved at flytte til en anden by, eller måske til et andet land, er mobning blevet et centralt problem. Et problem for alle.

 

Det ny helvede

Mange faktorer dikterer mobning, den væsentligste er frygt. Frygt for forandring, frygt for smerte, frygt for underlegenhedsfølelse, frygt at være udenfor selv, frygt for at blive ansvarlig for andres fejl… der er mange former for frygt, og alle skadelige for individet, at mange mennesker hellere vil lade det gå ud over andre end at gå ind i en forståelse af følelsen.

Forfatteren og filosoffen Lene Andersen kønsopdeler det: Mænd mobber kollektivt for at presse elementer ud af gruppen, som ikke støtter gruppens udtalte behov; kvinder tager et eget initiativ til at mobbe andre kvinder, de opfatter som trusler mod deres personligt udnævnte dronning. Mænd spejler sig i hinanden, kvinder i en anden kvinde.

Fælles er dog omkostningerne: At blive alene gennem forstødelse forårsager tab af identitet for de fleste –  at det ikke er til at afgøre, hvor man selv begynder og ender. Hvilket gør yderligere sårbar over for manipulation og andre bevidste og ubevidste overskridelser. Forstødelsen fra fællesskabet resulterer samtidig i tab af spejling for både den enkelte og for fællesskabet, med medfølgende tab af videns- og følelsesmæssig nuancerigdom og tilstrækkelig med kaotiske elementer til at holde synergien i samfundet sund.

Det er, set fra et socialt, evolutionært synspunkt, potentielt livstruende, fordi menneskene med lille nuancerigdom mister evnen til social orientering, societale ambitioner og ansvarsfølelse. Hvis et samfund har mange ensomme, forstødte mennesker, er det et splittet samfund uden tydelig kerne, hvilket som en anden luftbåren virus smitter den nationale identifikation. Med stor national fragmentering kan allehånde destruktive og selvdestruktive tanker slå rod.

I dette voksende fællesskabsorienterede 21. årh. er mobning det nye Helvede på jord.

 

Mobning er et ledelsesproblem. I mange lande forsøger ledelsen på skoler og på arbejdspladser at tørre den af på hhv. børn (og deres forældre) og på medarbejdere, men opnår intet andet end at give magt til den utilfredshed, som altid lurer blandt folk. Mobning er et produkt af ledelse, der ikke aner, hvad der sker blandt folk, og selv hvis den vidste, ikke ville turde risikere sin position på at rette op på det. Eller, den tillader mobningen som et middel til at fjerne opmærksomheden fra sig selv.

Sådan var det på min arbejder-folkeskole på Østerbro i Kbh., hvor jeg voksede op – skolen mistede 800 elever på 10 år. Og sådan var det på min læreplads, hvor chefens alkoholproblem perkolerede ned gennem alle ancieniteter og kostede mandefald, dårlig stemning og tab af virksomhedskunder. (Begge er siden kommet på ret køl, med ny ledelse).

 

Kodeordet ”NED”

Grundstenen i mobning handler om bevidst udeladelse af anerkendelse eller negativ kritik under dække af anerkendelse, med efterfølgende overskridelse af personlige grænser, løftebrud, og bøjning og mutering af etik og moral kun med ét formål: At hæve sig op over et andet menneske. Og for den mobbede: At tilstå en anden retten til al magt over én.

Mobning sker, fordi den kan ske. Det er derfor ansat og selvbestaltet ledelse, der tillader, forårsager eller udøver mobing:

  • Fra politikerne og ned
  • Fra kommunalinstitutionerne og ned
  • Fra chefer og ned
  • Fra håndværkere og ned
  • Fra lærere og ned
  • Fra grossister og ned
  • Fra handlende og ned
  • Fra kolleger og ned
  • Fra kammerater og ned
  • Fra søskende og ned
  • Fra kærester og ned
  • Fra forældre og ned
  • Fra bedsteforældre og ned
  • Fra ældre og ned

Ledelse dækker over alle, man som menneske tilstår råderetten over sig. Og kodeordet er ”ned”, i betydningen “at se ned på”:

Mobning er altid en udnyttelse af svage punkter hos et menneske, mobberen føler sig højere hævet end. Og omvendt: Mobbede føler altid, at deres mobbere burde handle mere kærligt, mere omsorgsfuldt.

Relationen mellem mobber og mobbet som klar, menneskelig relation er en magtdemonstration, der ikke stopper ved den mobbedes anerkendelse af overmagt. Mobning svarer til psykisk at sparke på én, som allerede ligger ned.

Spotter man mobning, bør det første spørgsmål være: ”Hvordan gavner det ledelsen IKKE at stoppe den?” Og det næste: “Hvem er ledelsen”? Først stoppe blødningen, så rydde op. Dernæst bør man sørge for psykisk førstehjælp til de implicerede, evt. blot ved fysisk at fjerne dem fra påvirkning fra mobberne.

 

Mobning i stort og småt

1. Jeg har en kolonihave i en forening, hvor formanden er aktiv mobber. Formanden er valgt af et flertal, der kender ham, og ledelsen udgøres således af alle dem, der accepterer hans fremfærd, hans ledelsesstil. Ledelsesfordelen ved formandens mobning er kæft, trit og retning på klipning og pasning af haver med begrundede trusler om udsmidning, hvis ikke… Det er et aktivt mobbe-miljø, og klager over mobning fejes under gulvtæppet som ”idiosynkratisk” adfærd – at det “bare er sådan formanden taler til alle”. Flertallet i foreningen ønsker at være på god fod med formanden (dvs. alle andre uden at skulle gøre andet for dét end at følge reglerne), så foreningens regler håndhævet af formanden følges slavisk, og han bagtales, straks han forlader en samtale.

2. Som forfatter interesserer samfundets forholden til forfattere mig. Et noget større mobbemiljø var på forsiderne sensommeren 2011 med mange agurketidsoverskrifter om misundelse ift. forfattere, der år efter år modtog offentligt søgbare legatmidler, med beskyldninger om kammerateri og elitisme. Ledelsen er hér statens kulturansvarlige politikere, men kulturpolitikerne dyrker et armslængdeprincip ift. uddeling af kunstmidler og lader derfor mellemlederne, Kunstfonden, sejle deres egen sø og ude af stand til at at forsvare sig selv eller forfatterne mod mobningen. Hvorved medier og forfattere og folk i al almindelighed frit kan fortsætte med at overfalde institutionen og kulturuddelingspraksis.

Mange vil sige, at ”det her” kun er et spil, der skal spilles – med momentane vindere og tabere – men intet kunne være mere forkert. Hvis mobningen ikke imødegås, splittes ”gruppen”, dvs. kolonihaveforeningen, eller dansk kulturliv, i fraktioner med vinderne og tabere effektivt udnævnt af mobberne, og tabernes menneskelige ressourcer og kompetencer tilflyder ikke fællesskabet.

I kolonihaven gavner mobningen ledelsesstilen: Frygt for udsmidelse sørger for ro og orden og mange pæne haver. Ift. Kunstfonden gavner den negative offentlige debat den nuværende politiske omkalfatring af støttemidlerne.

Ledelsen har altid et formål med at tillade mobning!

 

Find dig ikke i mobning

Igen: Nogen i ledelsen har gavn af, at elever eller medarbejdere holdes nede af mobning. Mobning ér et ledelsesproblem. Tag fat dér, snarere end at lave kliker imod ledelse eller mobbere. Find ud af, hvem mobbernes ledere er, og påklag ledelsen. Find ud af, hvem de mobbedes ledere er, og påklag ledelsen.

Find dig ikke i mobning. Hverken den du overværer, eller dén der overgår dig. Mobning ødelægger selvtillid og fjerner initiativ. Jo tidligere mobning begynder, desto mere ødelæggende er den for et menneskes fremtidige helbred, åndsliv og deltagelse i samfundet som aktiv medborger. Som PTSD, post traumatisk stress syndrom, er ubehandlet mobning et åbent sår:

Mobning stækker eller dræber ånden i et menneske. Dén drivkraft, som i et menneske transformerer livets lidelser til udholdelig erfaring.

 

Fremtiden

Fremtiden er ikke lys. Mennesker presses fra alle sider af informationer og krav om aktivitet og deltagelse på alle mulige planer fra udvist forandringsvillighed på arbejdspladsen til køb af økologiske madvarer og pasningsordninger, forældregrupper, pleje af psykiske spøgelser og politisk stillingtagen nationalt og globalt. Hvor finder man ro og fred til at være imødekommende og åben?

Høns, der stresses af for lidt plads, hakker deres burfæller ihjel eller plukker dem. Mennesker skal bare udholde alt, de udsættes for af påkrav om dit og dat ansvarlighed og initiativ og forståelse og modenhed og styrke og erfaring og viden og hvis de får lyst til at lade det gå ud over nogen eller noget… hvis de synligt mister grebet om det hele i 5 sekunder, bliver de slagtet.

Der er kun at fake interesse på visse punkter. Hvor man kan slippe af sted med ikke at engagere sig.

Det er fint.

Det er okay.

Det er bedre end at lade frustrationerne gå ud over nogen, fordi man ikke kan have paraderne oppe hele tiden og masken smilende. Fremtiden for os alle bliver kun en bedre forestilling, hvis vi allerede nu begynder at slappe mere af. Vi kan ikke producere os ud af krisen. VI er krisen. Menneskene på Jorden ER krisen. Fordelingspolitik, økonomiske gældsstrukturer, råvareudnyttelse, dyrkningsplaceringer, forurening, fear mongering for profit, det er alt sammen os alle sammen.

Træk vejret. Tag en pause. Og én til.

Tag en dyb indånding og lad luften slippe langsomt ud.

Bliv ved, indtil du kan mærke noget igen.

Link: Tegn på mobning

 

BAZAR: generationsskifte 1984 (strunge og tafdrup vs. bjørnkjær og baidel, dertil lars hug og cityslang)

Hvor mediegenerationen begyndte i Danmark.

 

Ovenfor burde være et Vimeo-videoklip fra 1984 på knap en halv time fra Danmarks Radios litteraturprogram, BAZAR, som var meget konfrontationelt – reelt set billigt TV, hvor man satte de “unge” og “de gamle” op imod hinanden for automatisk at skabe overskrifter. Det var TV-iscenesættelse, der kunne lade sig gøre, fordi “de unge” ikke længere lod sig kue af “alderens visdom”, men gik deres egne veje – på trods af (som her) ringere salgstal end 60’ernes og 70’ernes storsælgende knækprosaister. 80’erdigterne var mere om at skabe og manifestere en væren i verden end om at bekræfte eller besynge noget kendt eller overset.

Den småpunkede tyklæbe ;-), som indleder udsendelsen med at annoncere et generationsskifte, er digteren, anmelderen, samfundsdebattøren og selviscenesætteren Poul Borum, der som udløber af private digter-sceancer i privaten i Havnegade 3-4 år senere var initiativtager til Forfatterskolen i København.

kk, 2012

på Dansk Wikipedia

Michael Strunge
Pia Tafdrup
Lola Baidel
Kristen Bjørnkjær
Poul Borum