Category: menneske

Konkurrenceforvridning eller realitetstjek – ebøger til låns og salg.

Hvad er det, vi ser ske?

 

NU klages der over, at bibliotekerne via købeknappen på eReolen.dk tjener på salg af ebøger. Bibliotekerne forsvarer sig med, at en brugers brug af købeknappen halverer omkostningerne ved 1 udlån af en ebog, og at dét ikke er at regne som salg. [alt. link]

1 Forlagene og bibliotekerne har hvad ebøger angår lavet en ét-årig aftale, der efterligner salgssystemet i eboghandlere.

eReolen.dk, en side, som danner levebrødsgrundlag for samtlige danske eforfattere, minder meget lidt om en biblioteks-faglig side, men i høj grad om en eboghandler. Fremvisningen af ebøger på ereolen.dk sigter tydeligt på bestsellere frem for på andre bøger.

Frem for at lave et system selv, som ville tiltale lånerne, har Bibliotekerne kastet håndklædet i ringen:

a) ved at fortsætte den konkurrenceforvridning, de slog an ved at eksemplarkøbe fysiske bøger efter forventet udlån snarere end bredde i udlånet. Hvad angår fysiske bøger fortsættes samme med henvisning til bibliotek.dk som eksempel på, at alle bøger stort set frit kan lånes over hele landet,

(hvilket regulært vil sige, at ethvert bibliotek har frie hænder til at afgøre f.eks. genrerepræsentation og områdenødvendighed og således kan slippe for at købe bøger, biblioteksmedarbejderne ikke er interesserede i – hvilket er en meget hippieagtig holdning, der ikke ville gå andre steder i samfundet i dag),

b) i erkendelse af, at det i dag ikke lader sig gøre for nogen at lave kulturpolitiske aftaler om bøger uden om forlæggerforeningen, fordi de to førende (skønlitteratur)forlag, Gyldendal og L&R, som begge satser stærkt på ebøgerne i disse år, ikke er til sinds at lade nogen tage investeringen i ebogs-infrastruktur og dermed populariseringen af ebøgerne til den almene befolkning fra dem. Dette ses ikke mindst på opkøb af Publizon til eDistribution og Flexional med bogsøgemaskinen bogpriser.dk.

2 Købsaftalen med forlagene er en budgetforøgelse for bibliotekerne. Som får flere penge at gøre godt med, når en ebog sælger fra eReolen.dk, men først om 1 år kan parterne se, hvor meget bibliotekerne har sparet, og dermed har kunne kanalisere tilbage til køb af udlånsmidler.

Forfatterne og offentligheden ved ikke, om ebogsbesparelserne vil forblive i bibliotekernes ebogspulje, eller om de vil skulle indgår i hele budgettet. Hvilket har betydning, fordi det angiver, hvor bibliotekernes holdning er på vej hen – og dermed muligvis forfatternes indtægt baseret på biblioteksrefusion for eksemplar-antal:

Selvom eksemplarantallet som følge af mindsket indkøb gennem flere år er faldet på danske biblioteker, er biblioteksmidlerne endnu statiske. Det totale beløb er ikke blevet ændret, hvilket kan ses som en kulturpolitisk udbalancering af bestsellerisme og indkøb efter foreventet udlån – “vi, politikerne, betaler overvejende for at forfatterne findes til rådighed på danske biblioteker; ikke for, hvem de er”.

Men sker der en politisk rokade i den eksemplarberegnede støtte til forfatterne, hvis f.eks. eksemplarindkøbet af fysiske (især skønlitterære) bøger falder til under noget politisk forsvarligt at støtte, OG flyttes bibloteksmidler fra indkøb af fysiske bøger til ebøger, vil noget meget mærkbart ske for forfatterne, og dermed for læserne på lidt længere sigt.

Qva muligheden for at vælge og fravælge forfattere og genrer gennem indkøb, der stilles til rådighed via bibliotek.dk (“VI behøver ikke – lad nogle andre bære byrden”) er bibliotekarerne ansvarlige for graden af litterær fællesnævner i DK. Biblioteksvæsenet har derfor et ansvar for at tydelig- og offentliggøre sine holdninger.

Det nytter kort sagt ikke at opretholde et fokus på, at hovdparten af lånere af skønlitteratur bruger bibliotekerne til bestseller-bøger. Der må skulle et andet fokus til – væk fra det %-vise populære, som repræsenterer salgmekanismer, og over på bredden igen med fokus på genrepopularitet.

Her kunne det være nyttigt at lave en ebogspulje til støtte af sværere tilgængelige titler, så disse på landsplan fik en pulje, der ikke løb ud. Ikke fordi et bibliotekslån er bedre end køb for forfatterne, men fordi spontant, men forhindret udlån af digtsamling via eReolen.dk ikke nødvendigvis resulterer i køb af digtsamling.

Tag lige at lave nogle undersøgelser blandt brugerne om dét.

3 Forfatterne får royalties og biblioteksrefusion for bogbeholdning på danske biblioteker. Hvis en forfatter har en anstændig aftale med sit eforlag, kan forøget salg via købeknappen på eReolen.dk kun betyde større indkomst. Men købeknappen er i teorien kun i værk, hvis biblioteket har opbrugt sine midler eller låneren har udlånt mere end kommuneaftalen angiver (5 stk/md i Kbh, 3 stk/md i Roskilde osv.)

MED MINDRE meningen med projektet er, at folk skal bruge eReolen som en BOG-portal for alle ebøger, hvad enten de er i udlån eller til salg?

Hvis det er tilfældet, bør forfattere hér også kunne forære bøger væk eller udlåne dem vederlagsfrit. Men kan dét lade sig gøre, når kapitalinteresser har andel i udviklingen af sitet?

4 Spørgsmålet er så også, hvilken bogsælger købeknappen omstiller til.

Branchekritik frygter, at fremvisning af laveste pris vil ødelægge konkurrencen.

Snarere end en fremvisning af  laveste priser ved hjælp af Gyldendals ebogssøgemaskine, foreslår jeg en randomfremvisning af en pris – akkurat som hvis man af egen drift søger ind i en boghandler og dér mødes af prisen på en søgt bog, som man så takker ja eller nej til. Det er mere fair over for alle. Snarere end grådighed kan der være mange årsager til forskel i prisen på bøger i forskellige boghandlere, også eboghandlere. Og konkurrenceelementet bevares.

Det burde så give eboghandlerne mulighed for at koble sig på afsender – “denne køber kommer fra biblioteket/eReolen.dk” – og indrette sig med særlige tilbud, så køber måske bliver på sitet, selvom de ikke bryder sig om den angivne pris.

Apropos dét – hvordan indregnes de fysiske boghandlere, som har satset på fremvisning og salg af ebøger? Og de edistributører, som har investeret i fysisk salgsmateriale som vej til esalg?

5 Hvis en forfatters værker sælges som ebøger, forbigås biblioteksrefusionen, da ebøger ikke kan regnes i antal bind på en reol, men kun i antal udlån.

Snarere end at komme fra en kulturpulje, betales udlånshonoraret fra det bibliotek, udlånet foretages igennem.

Udlånshonoraret er den forhandlede pris på ebøger ved udlån – et beløb som pt falder fra 18 kr. til ca 13 over en årerække, hvor en bog har været tilgængelig. Af dette beløb vil edistributionen få en procentdel, forlaget vil få en procentdel, og forfatteren en procentdel.

Er forfatteren selvudgiver, betales kun edistribution via f.eks. Publizon, som er en del af test-projektet.

Salg af ebøger fra eReolen.dk omsættes på biblioteket til “halv pris på næste udlån”.
– Det er til gavn for biblioteket, idet hvert salg fra ereolen.dk således muliggør 2 frem for 1 udlån af en ebog.
– eDistributionen får stadig fuld pris på hver distribueret ebog til udlån.
– Salg fra ereolen nedsætter beløbet, som forfatterne får royalty af – med mindre forfatternes digitale kontrakt stipulerer, at prisreduktion ikke berører royalty’en beregningsgrundlag.

Altså, hermed en opfordring til forfatterne om at tænke sig godt om ved indgåelse af nye ekontrakter

Forfatteren er ikke er taget i betragtning ved nærværende aftale om eUdlån. Jeg gætter på, at man regner dét for hørende under “hjemlige” afgørelser forfatterne og forlagene imellem – men hvor mange forlag beskytter deres forfattere mod forlaget selv, med mindre forfatterne har advokater i ryggen og et stort nok salg til at kunne true forlagets indtægt?

Det er også betegnende for projektet, at det er branchen repræsenteret ved Gyldendal og L&R – ikke branchen repræsenteret ved Forlæggerforeningen. Det er Aktørerne, man har villet have i tale – og som sædvanligt er indholdsproducenterne ladt ude af dén suppe.

Hvorfor ikke nogle tunge, litterære navne over for forlagenes og distributionens repræsentanter?

6 Et forfattersalg fra ereolen.dk formidles fra forfatterens eget “låne-område” – når man søger på et navn eller en titel – og er således ikke direkte i konkurrence med andre forfatteres bøger. Men pga. designet af eReolen.dk sker en konkurrenceforvridning over på det mest læste og det anbefalede – som ydermere og i skrivende øjeblik ikke har forandret sig i den sidste måned.

7 Forfattere, der sælger egne ebøger, er afhængige af Publizons deltagelse i projektet.

Er man ikke selvstændig erhvervsdrivende, kan man ikke deltage i projektet. Men som forfatter behøver man generelt set ikke være selvstændig for at kunne få lov at sælge sine bøger. “Forlag” er man kun, når man er en virksomhed i skattemæssig forstand. Ellers er man “selvudgiver”.

Umiddelbart lyder det som strid om ord. Men ser man på markedet, som det udfolder sig, giver det mening: Forlag er ofte medlem af forlæggerforeningen, som er toneangivende på mange områder, der berører branchen. For ikke at sige vagthundeagtig, på samme måde som dansk forfatterforening passer på forfatterne. Det er meget dansk. Og meget gammeldags. Og enhver årsag til at holde fast i det, der angives at handle om administrative udgifter, kan tænkes anderledes med en lille bitte smule initiativ. Hvis viljen er til stede.

Det tror jeg ikke, at den er. Ikke uden, at man tager sig godt betalt for det. På god traditionel vis. Helt ærligt, hvem konkurrerer I med? I skulle hellere tage og se, at der ikke kommer udenlandsk konkurrence, som kan det der med at være fleksible i forhold til brugernes behov. Og se, at danske forlag bliver flere og mindre. Og at tvinge enkeltmandsforlag til virksomhedsregistrering er at lave den danske kunstner-lovgivning om indefra, som holder kunstnere og dermed forfattere fri for virksomhedsregnskab. Og dermed fastholder muligheden for at være og leve som kunstner – dvs. eksperimenterende – snarere end at skulle kunne springe ud som kommerciel i første hug!

Hvis dén kurs er meningen, er det godt kørt ned.

8 eReolen er et åndssvagt navn. Jaja, folk forstår det, fordi de forstår en reol. Men der ER ikke bøger på reolen. Der er kun aftaler om transport fra sælger til køber eller låner. eReolen.dk er en aftalekonstruktion mellem distributør, sælger og udlåner. Bag hyggenyggenavnet med indbygget eLæsestol gemmer sig en masse studehandler og uigennemskuelige forandringer af hele forfatter-udgiver-bibliotek-boghandler-læser-kredsløbet – som absolut ikke i parantes er nødvendige at debattere mulige konsekvenser af.

—

I værste fald: Skrift sker på bestilling. Én stk. krimibestseller, tak. Større reduktion i bredden til gavn for overskuelighed i salg og markedsføring. Kritisk tænkning kun af folk i faste stillinger.

Det store spørgsmål er godt nok, om tiden er løbet fra udlån. Og dermed, om VI, den danske stats arbejdsgivere, skal give udlånskompensation til forfatterne, så forfatterne ØNSKER at lade deres bøger blive udlånt:

– Hvis oplysningstiden er aflyst, som nogle hævder, og bibliotekslånet for en stor del består i underholdning snarere end uddannelse, hvorfor skal VI, den danske stats arbejdsgivere, så bekoste dét?

– Omvendt: Hvis ikke VI, den danske stats arbejdsgivere, går ind og stiller krav til bredden i tilgængeligt materiale, bliver bibliotekerne bare endnu en statsfinancieret snævert fokuserende kanal med underholdning til den brede masse.

Men der er jo så meget Internet, og folk der taler sammen på nettet, og gratistjenester som Wikipedia (den er sgu ikke gratis, så host op, hvis du vil fortsætte med at se den på frie hænder!), og man får jo snart sagt svar på alt, før man får stillet spørgsmålet, så hvad skulle man læse udforskende og dannende for – hvorfor læse for andet end at holde fri med hjernen?

Men hvorfor så ikke bare betale det selv? Er det VI, den danske stats arbejdsgivere, som skal betale ferie til hjernen, som vi via skatter og prisniveau betaler for 5 ugers ferie, barsel, sygdom og handicap?

Fortsæt gerne her forneden. Hvad er det, vi ser ske?

Nogle gange handler det bare om at smide benene op.

Selvudvikling for udviklede. Du er jo nået helt hértil!

 

1. Få dine relationer på plads med Jesper Juul. Begynd evt. med “Dit kompetente Barn”, eller kast dig ud på dybt vand og besøg manden selv.
1b Evt. bare lær at holde dig på egen banehalvdel (ved at lære Girafsprog).
2. Besøg en kompetent diætist og få relevante kostråd i forhold til din kropstype, levevis, mv.
3. Bestil et fuldt lægetjek og afgør dit kolesteroltal, dit blodsukker, dit levertal, vitaminer, mineraler, salt, osv. (ALT) og lad dig ikke afhverfe, når 10 minutter er gået. Det her er den store tur. Afgør på forhånd, hvad der måles, og læs om det hele på Wikipedia, så du kan SAMTALE med lægen. Lyt til samtalen, ikke statistik. Meget er ren, sund fornuft.
3b Suppler evt. med et fuldt tjek hos en kompetent biopat eller homeopat.
4. Arbejd med din fysiske balance. Det kommer til at influere alle dine beslutninger, at du står sikkert på jorden. (Kan du balancere på ét ben med lukkede øjne?)
5. Sov uden vækkeur og væn dig til at vågne, når du skal op. De fleste kan lære det. (Hvis du konstant sover over dig, skulle du måske overveje at skifte job…)
6. Hvil dig, mens du er i gang og når du slapper af: Sid på en ordentlig stol, sov i en ordentlig seng, gå i ordentlige sko. Manglende komfort er en væsentlig stressfaktor. (Hvad med sengen/stolen hos kæresten? Ja, det ér et problem).
7. Tal med mindst tre forskellige mennesker om 1 væsentlig ting hver dag. Helst ved fysisk møde. Det behøver ikke være langvarigt – du skal bare mene det og være til stede.
8. Mærk varmen mellem dine egne hænder 5 minutter hver dag.
9. Giv dig tid til at nyde din mad, din drikke, dit selskab, din transport, dit arbejde, din søvn.
10. Drik vand nok. Ikke for meget, ikke for lidt. Og senest 4 timer før du skal sove.
11 Fortsæt selv. Listen er altid din egen. Skriv den med god samvittighed. også selvom du ikke gør det hver dag. Eller bare ønsker at blive parat til at gøre det.

Essensen ér dog markant for ti’erne:
Du skal blive kompetent til dit eget liv, med alt hvad det indbefatter af krav om at bevidstgøre dig ift. ALT, som omverden i kompetent kollektiv eller gennem kompetent forskning afgør er bedst for et menneske, som det er muligt at afgøre dét spørgsmål lige NU.

Du skal altså lære at sortere i skidtet meget, meget hurtigere end tidligere. Og med de mængder, der kastes i hovedet på mennesker i dag, som følge af informationskonvergens – at information skaber information skaber information, sindssvagt hurtigt – er der kun én vej:

Tro på dig selv. Det dur.

Moderne myte #1: Pikken gør, kussen smør’

Bare mærk efter!

 

Det er ikke en mands pik, der afgør hans kampiver og aggression, men derimod hans testosteronniveau. I modsætning til gængs mandemytologi ér mænd med hhv små og store pikke ikke på en bestemt måde. De opfører sig ikke på en bestemt måde over for kvinder og andre mænd. De er ikke af en forudbestemt karakter. Om end verdens medier og mange af os ubevidst gør, hvad vi kan for at fastholde alle myter.

Spørg hellere, hvilken gavn vi har af myterne.
 
PIKSTØRRELSE
Størrelsen på en pik er en flydende størrelse: En stor, en mellem og en lille pik afhænger af øjnene, der ser. Hvad man kender og er vant til. Og af dagens selvfølelse – om man kan lide sig selv, eller om man er tryg ved sin partner. Størrelsen afhænger også af, hvilken nydelse man har haft af hhv. vurderingen af en stor, mellem og lille pik oppe i sig. Eller i munden, eller mellem hænder eller bryster. Og af nydelsen i partnerens øjne.

Det er erindringen om følelse og nydelse – samt andre erindringer forbundet med det seksuelle samvær – der afgør størrelsen på mandens pik.
 
SEKSUEL FORMÅEN
– dvs. adfærd over for partneren og sig selv med henblik på (fælles) nydelse – har intet med pikstørrelse, eller skedestørrelse, at gøre. Forskellige størrelser kød afføder forskellige seksuelle erfaringer, men det er holdningen til samværet med partneren, der afgør kvaliteten af næste samvær: Vil man dér være til stede som person, eller kun som krop? Vil man give og ønske sig nærvær, eller kun nydelse? Skal det være fællesskab, eller pik-i-kusse-eller-røv?
 
STOR PIK
Mænd med stor pik er mænd som oftere har fået at vide, at de har en stor pik, end de har hørt at deres pik er mellem eller lille. Af mænd med mindre pikke eller af kvinder med fetishfokus eller slappe skeder, har de livet igennem hørt, at en-stor-pik er en evolutionær fordel, som gør dem heldigere eller mere tiltrækkende end andre mænd.

Men pikken kan også være så stor, at den besværliggør almindeligt nært samleje, enten pga. for stor opmærksomhed på pikken (ufølsom fetish-adfærd) eller fordi det er umuligt fysisk at komme helt tæt på partneren under samlejet. Og eksperimenterende adfærd kan have en del begrænsninger pga. frygt i partneren, uhensigtsmæssig smerte, eller adgangen i kødet, der ret og simpelt er for lille.

Tænker man, at en stor pik er lig med formåen, kan antallet af naturlige partnere forekomme begrænset til fetish-dyrkere eller partnere uden frygt og/eller med store kropsåbninger. Men det er ikke sandt. Mænd med meget store pikke kan have lige så nære og varme forhold som alle andre mænd. Man finder ud af det.

Det største problem mænd med store pikke oplever er derfor myterne om formåen: At den-store-pik kan noget særligt. Hvilket den kun kan og gør blandt mennesker, der tænker, føler, mener, at en-stor-pik er noget særligt. Men at blive gjort synlig i en meget ung alder kan give store problemer med selvbilledet senere hen. En-ung-mand-med-en-stor-pik kan nemt blive til en ældre-stor-pik-og-hvor-blev-manden-af?

For mænd, som ikke formår at ignorere andres fordomme og seksuelle fantasier, og dermed ignorerer, hvad de selv ønsker og drømmer om, kan den store pik derfor være direkte invaliderende ift. til at opnå tætte, varme relationer. Hvor stor éns pik end er, vil det altid være de menneskelige kvaliteter, som afgør relationen til andre mennesker, og fastholder kontakt og interesse.
 
MELLEM PIK
Mænd med mellemstørrelse erigeret pik, dvs. en pik som sjældent møder ned- eller opvurderende kommentarer om størrelsen, kan af og til føle misundelse over for mænd med en pik, de selv eller andre kalder “stor”.

Sådan misundelse er en eksistentiel misundelse, der handler om hvordan man har det med sig selv, og ikke om formåen seksuelt. Men med en mellemstørrelse pik vil de færreste have problemer med at komme helt tæt på i et samleje, og allehånde stillinger og eksperimenter vil kunne gennemføres til begges tilfredsstillelse og nydelse.

Udstyret med en-mellemstørrelse-pik vil en mand derfor naturligt have adgang til det største antal mulige partnere, hvor fokus nemmere vil kunne være på nydelsen end på det fetish-aspekt, der ligger i at vurdere og opleve et menneske som form frem for indhold. Hvilket vil sige at lægge vægt på størrelse, udseende osv. frem for på opførsel, socialitet, kærlighedsevne, nærvær osv.

En mand med mellemstørrelse pik er derfor mere fri til at være nærværende i sine følelsesmæssige og seksuelle relationer end mænd med en pik, som får øjenbrynene til at løfte sig af nysgerrighed, frygt eller fordomme.
 
LILLE PIK
Den-lille-pik er også en mytisk størrelse i den emotionelle fødekæde.

Den-lille-pik er en pik, der opleves som lille – i  hvert fald i uerigeret tilstand. Det er nemlig slet ikke ualmindeligt, at svulmelegemerne hos nogle kan blive så blodfyldte, at der er meget stor forskel på slap og erigeret tilstand.

Men der findes også pikke, som selv i erigeret tilstand opleves som små. Den-lille-pik er mod-myten til den-store-pik. Da myten om den store pik rummer væsentlige overlevelsesaspekter som held i kærlighed, kraft, rigdom og seksuel dygtighed, bliver den-lille-pik behæftet med modsætningerne: ensomhed, svaghed, fattigdom og seksuel inhabilitet.

Intet kunne være mere forkert. Og selvom verden også har en myte om, at held og lykke fostres bedre i modstand, så er sandheden nok snarere den samme for alle mænd:

At det er den personlige holdning til alt man er, og er udstyret med, der afgør ens vej og held i livet. Accept og kærlighed til sig selv bringer én til at være sig selv, slappe af, føle sig u-truet. Og dérmed i stand til at handle i overensstemmelse med sine sande behov. Som kan være at tjene penge, opleve masser af sex, blive afholdt af mange, men også kan være et fokus på et stille liv med stor stabilitet og den samme partner livet igennem.

Manden-med-den-lille-pik og den, der elsker ham, finder ud af det. Sådan er det, når kærligheden er til stede. Herunder kærligheden til sig selv.
 
OPGØR MED MYTERNE
Fokus på pikken er et fokus væk fra det væsentlige. Fordi pikken uden manden bare er kød. Følelses-tomhed.

Det er op til enhver mand for sig at modsætte sig myterne og fordommene, både dem, der uretmæssigt gør én til noget bedre og dem, der uretmæssigt gør én til noget ringere. Pikken kan jo ikke noget af sig selv, vel?

Endnu en moderne myte hedder, at kærlighed overvinder alt. Og det er heller ikke rigtigt. Det er den, der elsker, som kan overvinde modstand. Ikke kærligheden i sig selv. Eller pikken. Eller kussen. Eller pengene. Eller noget. Der skal handling bag.

Og hvilken handling?!
 
KVINDERNES HOLDNING
Der laves alle mulige ugebladsundersøgelser, som f.eks. den her fra WOMAN (http://woman.dk/article/27401-her-er-den-perfekte-pik), kvindernes svar på Ugens Rapport, der går op i specifikke længder og form, og på alle måder undgår at komme ind på det følelsesmæssige aspekt af samlejet.

Ignorér det. Det er muligvis svært. Men ignorér det. For det første er sex mere end pik-i-kusse. Og derudover siger en sådan undersøgelse intet om kvindernes erfaringsniveau, social og følelsesmæssig kompetence, alder, antal partnere, indstilling til sex og relationer, hvor slappe eller stramme deres skedemuskler er, om de behøver at blive domineret, tænder på smerte, eller om de overhovedet tænker på, hvad manden føler. Disse undersøgelser er INTET værd. De handler om seksuelle fantasier og kan kun bruges til at sælge blade på, og til at vedligeholde myterne. Der findes mange kvinder med et lige så afslappet forhold til pikkens størrelse, som der er mænd, der tager kvinders meget forskellige bryststørrelser med knusende ro.
 
Tænk selv. Og mærk efter, selv.
 
 

 

(Min? I skrivende øjeblik føles den mellem-til-lille. Selvfølelsen er noget i bund i dag. Fysisk er den 15-18 cm. Stritter til siden, er tykkest på midten).

Ofte glad? = Du er heldig

Godt 33% af variationen i folks glæde er nedarvet.

 

Serotonin is involved in mood regulation. Serotonin transporters are crucial to this job. The serotonin-transporter gene comes in two functional variants—long and short. The long one produces more transporter-protein molecules than the short one. People have two versions (known as alleles) of each gene, one from each parent. So some have two short alleles, some have two long ones, and the rest have one of each.

The adolescents in Dr De Neve’s study were asked to grade themselves from very satisfied to very dissatisfied. Dr De Neve found that those with one long allele were 8% more likely than those with none to describe themselves as very satisfied; those with two long alleles were 17% more likely.

via The genetics of happiness: Transporter of delight | The Economist.

Lejede lærebøger som fælleseje

Debat ønskes.

 

I USA (og måske andre steder) kan man leje digitale lærebøger med DRM i en periode.

Nu har digitale pirater besluttet, at det skal være nok med de høje priser på lærebøger. Et site er oprettet, hvor flere studerende kan slå sig sammen om at leje en titel, hvorefter sitet fjerner ebogens DRM og gør den tilgængelig for de studerende. Efterfølgende efterspørgsler kan downloade ebogen uden betaling.

En del af problematikken er, at Universiteterne i USA udgiver og sælger lærebøger til de studerende. De ændrer f.eks. opgavenumrene i dette semesters udgave ift. forrige udgave, selvom teksten generelt er den samme, og underviserne forlanger af de studerende, at de uanset hvad anvender (=køber) den nyeste udgave.

Ærlig talt – jeg ved ikke, hvordan det står til på de danske uddannelsesinstitutioner, men med sådan en problematik lige ved hånden, er det ikke svært for mig at se den onde cirkel:

Uddannelsen er dyr, måske kan man spare nogle penge på bøger, universiteterne behøver penge og udgiver selv deres lærebøger, universiteterne får ikke penge nok ind og sætter prisen på lærebøgerne op…

For at kunne bryde den onde cirkel er “man” nok nødt til at bevæge sig op på regeringsplan og udtale en mening om højere uddannelser, der tilgodeser et større antal u- eller mindrebemidlede.

Hvordan vil sådan en fortælling påvirke Danmark? Tjae, der har været en del kopiering af lærebøger hér. Det påvirker indtægterne for de undervisere, som skriver lærebøger. Måske bliver de – med ofte faste indtægter på undervisningsinstitutioner o.lign – mindre inspirerede til at kondensere deres viden på skrift, hvis ikke der kommer det “lidt ekstra” ud af det?

Men som jeg ser det, er hele pointen med digitalt pirateri at få en dialog i gang. Ikke en formuleret dialog fra et enigt bagland med én bestemt part, men enkeltindividers dialog med “dem, der bestemmer priserne på digitale ting”.

Det er selvfølgelig en følelsesmæssig sag – at digitalt ejerskab ikke på samme måde fylder i hverdagen og ikke altid kan lånes ud og ikke viser tegn på brug og og den aldring, der for mennesker gør ting virkelige. Men jeg er enig: Dialogen behøves.

Verden over debatteres straffene for digitalt pirateri, med strafferammer der går fra detailprisen og bøder, over internetforbud, og op til 10 og 20 år i fængsel. Et spændrum i holdning, der for mig viser hvor den amerikanske rettighedslobby har fået størst fodfæste.

RIAA og andre, rettighedshajer og -detektiver, med en profil over for presse, politikere og indholdsproducenter (kunstnere), der gerne tyer til bagvaskelse, løgne og falske rapporter, arbejder dagligt på at få lovgivningen i alverdens lande til at enes om straframmer for overskridelser af intellektuelle rettigheder, og samtidig få forlænget ejerskabet af samme rettigheder uendeligt.

I EU er det desværre lykkedes den amerikanske rettighedslobby at påvirke de rigtige/forkerte så stærkt, at musikrettighederne akkurat er blevet sat op fra 50 til 75 år – så Paul McArtneys og Cliff Richards arvinger og rettighedsejere kan fortsætte med at spinde guld på Beatles og CR. Målet er 95 år, men lur mig om det stopper dér.

Dialogen behøves. Hvis rettighedshavere verden over ejer deres rettigheder for evigt OG disse rettigheder kan sælges for højestbydende, hvilket de kan, truer en situation hvor et lille antal selskaber i verden ejer rettigheder til al mainstreammusik, -film og -litteratur, og patenter på medicin, teknologi, software og måske logiske løsningsmodeller, filosofi, undervisningsteknikker, og fortolkningsmåder…?!

Det er IKKE for sjov, at kampen om rettighederne udspiller sig, hvor den gør. I gadehøjde er den synlig og ligner da hér også rent tyveri, men hvem på gadeplan og med tid til rådighed kan bekæmpe softwarepatent- og medicinallobbyen?

Der er tre politiske hensigter med digitalt pirateri:

At opnå at kunne betale, hvor det ønskede emne er fundet.
At kunne betale skaberen/ne direkte.
At få frigivet rettighederne efter en begrænset brugs- og indtægtsperiode.

Formålet er (én gang til for Prins Knud) at skabe friere og billigere adgang til information og underholdning. Og forhindre et lille antal storkoncerner i at eje alt af fikseret intellektuel værdi i verden.

For dét er godt på vej.

Pirate Service Makes Textbook Rentals Last Forever | TorrentFreak.

Piratkopiering? Muliggør betaling, hvor folk er!

Kaos og Anarki er ikke det modsatte af Kontrol, men resultatet af uvant eller overdreven Kontrol.

 

Nedenstående linker til endnu et (noget reaktionært) indlæg om piratkopiering, der bl.a. kritiserer svenskernes betaling til CopySwede, den svenske pendent til CopyDan, gennem afgifter på harddiske og USB-nøgler.

Hvad sker der, når forlag og TV-producenter også vil have kompensation for piratkopiering?. dSeneste. (link)

Mennesker, der tænker i penge, har tit svært ved at slippe tanken om ejerskab. Folk i almindelighed betaler dog gerne for immaterielle værdier som muligheder, tjenesteydelser og brugsrettigheder af både kvalitet og muligheden for kvalitet og for hypet og anbefalet indhold, som (kvalitet eller ej) de går glip af, hvis ikke de betaler lige nu…

Med immaterialitet er der ofte tale om lån eller overdragelse af “rettigheder”. Digitale rettigheder, og prisen for retten til at bruge og forandre og give videre.

Det er disse rettigheder, alt bøvlet om torrents og ulovlige downloads handler om.

FRYGT
Den digitale revolution har medført en ordentlig mængde usikkerhed over for den fremtidige indkomst og har samtidig gjort det helt klart, hvor selvfølgeligt enhver produktionsproces opfattes, som ikke bliver udfordret.

Efter knap 400 år med de samme produktionsmetoder og fysisk opbevaring og distribution, er formidlerne og sælgerne af forfatternes værker kommet for skud og forsøger nu med alle midler at komme oven på bølgen, dvs. overtaksere og overprissætte, få forfatterne til at fraskrive sig digitale rettigheder, låne vind af film- og musikbranchens anti-piratlobbyisme og løgnagtige påstande om piratdownloads’ skadelighed for branchen og andre ubehageligheder mv.

Danmark er indtil videre forskånet for det værste, men kun fordi branchen har mulighed for at tygge drøv, spundet ind i bibliotekssalg og kunststøtte som den er.

OVER- og UNDERGANG
Vi befinder os i en overgangstid. Eller sagt på en anden måde: Hvis ikke branchen justerer sig til de ændrede distributionsmetoder – digital overførsel og kopiering – så går den under. Indholdsproducenterne vil lide under det en tid, men kun et fåtal af forfattere hører op med at skrive, blot fordi der ikke er forlag at udgive på.

Fidusen er dog, at den ikke behøver gå under. Men branchen må TÆNKE deres produkter anderledes. Fysiske bøger går man hen i en butik og køber eller går på biblioteket og låner. eBøger køber man fra sin sofa eller sin telefon på farten. Og begge disse virkeligheder har deres forskellige sæt regler. Den fysiske bog stjæler man ikke fra butikken eller biblioteket. Den digitale bog kopierer man eller den bliver kopieret ved køb. Det er ikke tyveri, for der er ikke blevet et eksemplar mindre. Tværtimod. Og med endnu en kopi i omløb, bliver teksten yderligere sikret mod forsvinden. (Bogbranchen – som så mange andre brancher – lever bl.a. af, at ting forsvinder, som så skal erstattes; eksemplarforøgelse er derfor en værdig trussel mod vanetænkningen.)

Så mangler man bare at kunne betale for de produkter, man falder over i den digitale virkelighed – nysgerrige søgninger, venners ebøger, tilfældige links osv.

300 MIO. EBOGSHANDLERE, ÅRLIGT
Hvis enhver bog fremover rummer et link til salgsstedet, eller endnu bedre et one-click-betalingslink, vil hver bog være sin egen forretning.

Jeg siger det igen: Et one-click-betalingslink i en ebog gør bogen til sin egen forretning. Og her mener jeg ikke bøger på en hylde i en app i en mobiltelefon, hvor et klik sender én til betaling hos Apple eller Sony eller Amazon, men et betalingslink indeholdt i selve bogen. Tæt op og ned ad teksten.

Så kan man tale om at rettighederne er clearede. Pengene går direkte til dén, der har rettighederne. Uden fordyrende mellemled. Det er en hel branche, som en tid kommer til at lide under det (beklager, forlæggere og tryk- og distributionsled), men så slipper vi for den anti-demokratiske frihedsberøvelse og intimidering, der er blevet vanen i (såkaldt demokratiske) USA: En hær af advokater, der tjener tykt på at forfølge folk ind i stuerne og true dem til aftaleindgåelser, der langt, langt, langt overgår prisen på de ting, folk har hentet på nettet (og måske aldrig brugt), mod ikke at trække dem i retten for brud på rettighederne og dér straffe dem med sindssyge advokatsalærer, offentlig ydmygelse og årelange retssager.

MEN
Først skal samfundet komme til fornuft. Og det er OS, som lægger pres på de lovgivende og de dømmende:

At nogle få kommer til penge er ikke fornuft. Indholdsdistributører og -formidlere er helt klart bange af en grund. Og selvom det ser ud som om at vandet vil én og den samme vej – i det her tilfælde mod en spidsfindig monetært laveste fællesnævner – er behovet for mere og mere kontrol et klart tegn på, at flowet ér kunstigt og opretholdes af nogle få og gamle slusesystemer.

Lykkeligt for alle er den menneskelige hjerne indrettet med en flex-mekanisme: Evnen til at kunne omdefinere hele sin begrebssfære og – om muligt, før advokaterne og medierne og uvidende politikere får sat foden på os fuldstændigt – go with the flow i en anden retning end magtens penge.

Det er dét, der sker med såkaldt “ulovlig download”. Og det er dét, der skal ske, hvis ikke vores skrøbelige demokratier – folkestyrer – skal gå under i det kaos og anarki, som uværgeligt følger, når folk er blevet presset længe nok.

Det sjove er, at et evt. tab af de sølle millioner, der understøtter den amerikanske underholdningsindustris aktionærer, og hjælper nogle udenlandsdanskere til 1000m2 villaer langs Strandvejen*, ikke er bare i nærheden af at kunne forsvare at træde et givent demokrati under fode.

Nej, alt det her handler om noget helt andet. Historien er gammel som fanden. Sagerne om ulovlig download handler om principperne i ejerskab, om hvem der der ejer og således kan bestemme med sin egendom. Det handler om rettighedsmisbrug overhovedet:

Intellektuel ejendom.
Patenter.
Og den slags skab.

—

* Jaja, jeg ved godt, at visse musikere oplever indtægtstab, men så prøv at få en uvildig instans til at gennemgå indtjeningsmekanismerne for at se, om der er unødvendige huller nogen steder, dvs. unødvendige, fordyrende mellemled.



Tanker om afsked, bonding, virkelighed og tilført optimal evolution.

Hvor virkelig er Virkeligheden? Kærligheden? Sorgen?

 

Jesper Klein døde for 3 dage siden. Jeg hørte hans stemme i P1 i dag i et interview fra 2009. Hans savn af Lykke Nielsen, hans afdøde kone, der valgte den underlige, sky, menneskevarme og über-talentfulde Jesper Klein over et hav af mere dynamiske og kønnere kolleger, er en kendt historie og forbilledlig som eksempel på kærlighedens livslange sammenvoksning mellem mager. Mange af hans venner meldte, at han ikke ønskede at leve efterfølgende (heri er hans søn, Sebastian Klein uenig) – men det er også kendt, at sorgen gør dét ved væsener, som følelsesmæssigt vokser sammen med deres mager.

Min morfar på 92 døde for et år siden. 8 måneder efter mormor. Han savnede hende hver dag og ønskede ikke at leve. Mine forklaringer om sorgens varighed og forløb var et håbløst ineffektivt bolværk mod savnet og smerten. Han følte sig ufuldstændig. Til slut var det en fejloperation, der tog livet af ham.

Min kære ven mistede sit for tidligt fødte barn i går. Ham og hans elskede planlagde for længe siden at skulle giftes til september. Hendes livmoder åbnede sig for tidligt og hun blev for nyligt tvunget sengeliggende de sidste 4 måneder. Men hendes livmoder gav slip og hun fødte ufrivilligt.

Døden er dér, hvor det slutter. Inden da skal der tages stilling til meget.

For en uge siden søgte jeg og fandt jeg et “uddybende link” om “kærligheds-“hormonet oxytocin. Jeg behøvede uddybningen til at forsvare en forestilling om kærligheden som illusorisk og neurokemisk. Oxytocin viser sig bl.a. at fungere som igangsætter af fødslen hos gravide. Men produceres også i hjernen som følge af nærhed, sex, kram, og har den evolutionære effekt, at det giver en følelse af tillid og giver parterne lyst til at være tætte, som så skaber erindringer, der giver lyst til at gentage tætheden.

Må man så ikke kramme eller være intime, når man skal ligge stille som følge af risiko for for tidlig fødsel? Kan ømheden og medfølelsen og den intime nærhed mellem partnere, der trues af for tidlig fødsel, igangsætte fødslen? Fra et evolutionært synspunkt giver det god mening, at omsorgsfuld omgang med pårørende hjælper fødslen i gang. Men evolutionen er det gyldne gennemsnit, der nyder godt at afvigelserne fra normen, og straffer dém hårdt, der ikke kan klare sig uden for normen. Hér måske dém, der er bedst til at støtte hinanden?!

Hvad skriver man, når den berømte, kantede, varme Jesper Klein-stemme nu kun er historie? =
Nærværende indlæg.

Hvad skriver man, når ens elskede morfar dør? =
Det her.

Hvad skriver man til sin ven, når hans søn er død? =

hvis livet
er det dyrebareste for de levende
hvordan
så overleve døden?

og stole på, at han forstår, hvor svært det er at deltage i andres sorg.

Og når han så sender fotos af sin døde søn, som på forbilledlig og smukkeste vis lukker døden ind i livet, kan man kun takke for, at han er så stærk, at han lader andre få del i sorgen.

Døden er en del af livet. Som sådan i den danske offentlighed knapt synligt på institutionsplan og i medierne. Men gudskelov består nationen af andet end institution og “vi lader andre tage sig af det”. Mennesker forsvinder jo for alle.

Mennesker forsvinder for os, når de ophører med at forandre sig. Eller vi gør.

Forsvundne mennesker har det med at dukke op i erindringen.

Dér lever de som om de aldrig har gjort andet. Forandrer sig med sikkerhed aldrig. Bliver aldrig ældre. Fornyer sig ikke, tænker ikke over tingene, agerer bare og er svære at gå i kontakt med. Præcis som hvis tanken om den døde udgjorde kontakten til “den anden side”, hvor alle er i evighed, hvad dét så er.

Min ven fik kun et par timers liv sammen med sin søn. Men elskede ham fra før han blev født. Og elsker ham sikkert endnu. Og vil leve med sorgen resten af livet. Og leve med og på, at han elskede. Og elsker.

Ligesom at jeg elskede min morfar, og snart kun har erindringen om min kærlighed og hvad den gjorde ved mig og ved ham – selvom jeg er udgjort og skabt af dén kærlighed. Og snart kun har mindet om Jesper Kleins livgivende humor, måske med mediegenudsendelser nogle år endnu. Kom an, I Klyder!

Kærlighed er at give (sig hen).

Kærlighed er en genkendelse. Kærlighed er en genskabelse af kærlighed.

Kærlighed er kemi i hjernen. Oxytocin bl.a., der bonder mor og barn i amning og kramning, og partnere efterfølgende nærhed og sex.

Kærlighed er en villighed til at lukke det fremmede ind.

Kærlighed er noget, man forhåbentlig oplever som barn.

En kemi, der aktiveres og arkiveres i hjernen, så man kan blive i stand til at forstå andre menneskers given, og behov for at blive givet og anerkendt, og ikke misbruge og trampe på sårbarheden og følsomheden, der ligger i at være åben. Se på andre, når man driller, så det ikke bliver til mobning. Mærke sine behov og tillade sig selv at søge sine behov dækket. Være åben. Have tillid til, at man gerne må have det godt i sit liv. At alle må. Tro på, at alle ønsker det.

Nu kan man købe Oxytocin som spray.

Det afstedkommer indre ro og inspirerer opgivelserne til tillid. Måske kan det til og med vende en negativ udvikling, en negativ spiral, ved at skabe positive oplevelser.

Som alt andet, der tilføres kroppen, skal effekten forstås og perspektiveres, for ikke at udvikle psykisk afhængighed af det tilførte.

Som så meget andet, menneskene bruger for at få det bedre, standser forståelsen oftest ved kanten af dén hverdag, vi forsøger at forandre. Effekten af indtag (af hvad som helst) kan være nok så kortlagt – kemisk, psykologisk osv. – men i sidste instans kan kun det enkelte menneske for sig selv afgøre, hvilken kemi og hvilke tiltag, der fremmer og hvilke, der der hæmmer. Hvor kærligheden er. Hvor sorgen. Omkostningerne ved at søge, og ved at miste.

Hverdagen kan jo ikke standses.

Hverdagen må leves med. På bedste beskub. Ud fra på forhånd afgjort filosofi, eller fra principper. Eller fra vakt øjeblik til vakt øjeblik, fra udfordring til udfordring. Kærligheden er kemi i hjernen, ja, og det er resten af den menneskelige Virkelighed også. Men den er så netop også virkelig. Den fylder i hverdagen. På samme måde som savnet og døden og længslen og forestillingerne. Det er alt sammen Virkeligt. Selvom forandringer i hjernens kemi laver det hele om. Eller måske… netop derfor.

Breiviks frihed og fængsel.

Siger jeg, at jeg forstår? (Ikke mig. En anden.)

 

Siger jeg, at jeg forstår?

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er ikke, at de ikke er til at forstå, men at vi ikke må. Forstå. For hvis vi forstår, hvad gør så dét ved vores egen såkaldte menneskelighed, vores fordragelighed, vores stærkt indprogrammerede grænsesætning, der forhindrer dyret i os i at rage til sig på primitiveste manér? Der vil ikke være nogen hindringer.

Vi må ikke forstå hans handlinger, vi har ikke lov, tør ikke tillade os selv det, hverken ved identifikation med hans ønsker eller hans midler eller hans skævvrednede fortid eller hans neurokemi. Er vi ikke sikker på vores egen, sørger de andres civilitet* for, at vi ikke gør. Enhver samtale om emnet skal i dag ende med ”men jeg ved i virkeligheden ikke”, for hvis vi synes, vi ved, hvem er vi så? Hvem er så vi, der kan identificere en del af vort indre med en massemorder? Er vi så ikke én, der skal passes på? Måske præventivt isoleres blandt menneskene eller helt væk og ude af syne og tale? Men var det ikke netop sådan, at Breivik kunne blive til dét, han blev, og er, og endnu ikke er færdig med at blive?

Vi må selv vokse i forståelse for at kunne udholde så mange måder, dyret i os kan vende sig i sin dyriskhed og kræve at komme til udtryk. Vi må gå en lille smule tættere til afgrunden, ikke væk fra den, som præster og medier og alle andre vil have, at vi gør. Vi må se ned i afgrunden for at se os selv. Vi må vinde over mediernes skræmmekampagner med grædende, sørgende, chokerede mennesker. Vi må have lov til at komme til forståelse, vi må have lov til at kunne forstå. Hvis blot et lille bitte hjørne af vores hjerte eller rationale eller sjæl kan rumme forståelsen af det ikke-civile menneske. AF, ikke FOR. For vi skal ikke anerkende handlinger, der skader os som individer eller vores opfattelse af samfundet som et hele, men betragte mennesker som Breivik som lærere.

Hvordan tager man imod læring fra dem, der ikke underviser? Man studerer sig selv ved at mærke og tænke efter. Man spørger sig selv, hvad man vil betale for sin civilitet*, for sine børns civilitet, for klodens civilitet. Man spørger, hvad prisen for fred i lokalt, nationalt og globalt FÆLLESSKAB må være.

I dag er prisen for fred stadig en høj grad af udnyttelse af diktaturstaters naturressourcer. Og at lov- og paragrafryttere kan fortsætte med at risikere verdensøkonomien for egen vinding. Og at naturkatastrofer i uuddannede lande kan få lov at udrydde lokalbefolkningerne. Og at flertallet af mennesker i verdens rige lande kan vende ryggen til det hele. Prisen for fred er, at kun rationelle og/eller ekstreme minoriteter forsøger at lave det globale samfundsmaskineri om. Prisen for fred er, at vi, det stærke flertal, afviser at forstå og overlader ”såkaldte” kompleksiteter til ”eksperter”. Prisen for fred og forståelse er, at vi undlader at se og føle og tænke. Prisen for fred og stabilitet og forudsigelighed og relativ ro på pengemarkedet og i jobsektoren og i uddannelsessektoren og i fødevaresektoren og i transportsektoren og i energisektoren er, at vi undlader at indrømme, når vi forstår, at noget er forkert.

Problemet med at fatte Breiviks handlinger er således ikke, at de ikke er til at forstå, men at jeg ikke må. Forstå. For så modarbejder jeg mit eget behov for fred og stabilitet. Jeg lever jo så kort, ikke? Det skal ikke være mig, der sætter liv og fred og fremtid ind på at betale prisen for at være ærlig, vel!? Ikke mig. En anden!

—
* Civilitet: Indplacering som eller opdragelse til bevidst medborger blandt medborgere; balancen mellem personlige og fælles behov; “en høj (eller lav) grad af civilitet”.

The Home Genome. A Google Lab Proposal.

Losing our collective illusions of “the others” could make us gain a focus on what really needs to be done to become an adult species.

 

For the nerds at Google their innovations lab has required, in this order

  1. technical solutions
  2. practical application among humans

Engineering has driven implementation of most of their ideas.

—

A very human and future oriented idea

It has at its core the entire portrayed history of Humans, to be gathered and integrated into an understanding of the Physical Earth as it is rendered by human minds:

THE AV EARTH

is what it is, but maybe a different name; something with a bigger feel

THE ART EARTH

HUMAN EARTH

PORTRAYED PLANET

What is the innovation here?

Let everyone else see your home – the streets and people and locations of your personal knowledge.

Map the Earth in historic sound and images.

Every movie not shot in blue- or green screen or in a studio is a historic location on Earth, with sounds and people and houses and life. Every microphone pointed anywhere on any street or location in nature at any time of the day is living history. Every image taken anywhere is living history, THEN-living history. The planet as depiction. Known for real only by those occupying the spot of land and leading their lives there.

Google could give up further technical achievements and go for something, which demands the participation of everyone sentient: Everyone, who can wield a video camera, microphone, camera, watch a movie or hear a soundscape or montage for radio and off air enjoyment.

Anyone can participate.

From present day savannas in South Africa to overview maps in TV presentations to street exhibits of landscape photos in Belgium to discovering and pin-pointing locations and orientation and movement in every film ever made to identifying the sound of ferries and fog bells in every harbor in every country of the world to footage of closed off civilisations and the homes there.

If anything the Art Genome is what makes and keeps us human – live remembering, and regarded as precise depiction we are only just getting started. The Home Genome has also only just begun – but in the hands of daytime and primetime TV myths of places and people are being spun to the lowest common denominator.

Mapping the Planet as Home

Humans mapping their home turf anywhere on Earth would be a worthwhile new project for an innovations lab like Google with the funding and the technical manpower and the need to become more human in general understanding and at the same time shying away from geopolitics to keep it as an Individual-based project.

There are many ways into the project. Say: ”Rebuild this particular road in sound”. ”The sound of the ice-scapes”. ”Mumbai, when it was Bombay”. ”Capitals A/V around the world”. ”Gleichers when there were gleichers” etc etc etc. Or just: Show the world, what you see and hear, when you leave your house to go shopping, eating, on visits, when you walk home at night etc.

Movies and radio too

The edited form of is still the Real World as raw material, and comparable to the real world of today, of any today… including tomorrow. Salvaged recognisable locations from a movie or radio programme are pieces of human geotime saved and shared.

We remain Human Beings

in character from understanding THAT we have a past. Google Earth gave us our own place on earth, and we can enter photos, but we cannot make a commitment to the place, we know best. And already now the images from where we live are old to all, who live there: The attraction of Google Earth is everywhere but home.

So, focus on people’s homes. Let individuals all over the world also gather material from archives and TV-reruns and movies and photo-material, which depicts the places they themselves know.

The Home Base.

PLANET HOME

This is people’s own back yard and front yard and cityscape and personal geographic history – the environment they grew up in and know from their family’s history and image history, the sounds that identify home (sad that smells cannot be recorded), the colors of the sky and the sea and the city and the nature surrounding and defining HOME.

“What is it like, where you live?”

Recorded image and sound history is sadly not much older than 150 years, but hopefully it will become very much older. Joining the living Earth into a coherent database or rather databaseS – as I suggest this be a distributed network, eg. p2p, where everyone participates on his and her own bandwidth with his or her own material – is not a monument to human beings. It is a living, daily access to anywhere in the world, and the actual movement and sounds and people and changes, over time possible to scroll through as material to confirm life everywhere.

If we as a species are ever going to leave our home and expand into the unknown, as every human has done individually in his life, and every tribe and nation has done before it became either tribe or nation, everyone of us need to understand that human beings are everywhere, living, breathing, procreating, dying, for a fact, everywhere, and that the Planet IS a living and changing organism, not just because Lovelock says so or because we humans change it with our number and the consequences of survival, but because LIFE means CHANGE.

The humble name for such a project, but it is most likely taken by trademark rights, would be THE LIFE SERVER. A bit more on the Grand side would be THE REAL WORLD. More correctly THE HUMAN RECORDED PAST. Boring, but correct: SHARED EARTH or SHARED PAST.

Summation

Distributed collection and storage of A/V and image material, heavily geotagged and annotated, of the Earth known to individuals as home, stretching back as far as recording goes. City maps and city scape renderings in hand can come too, and stamps too. Rejoicing Life as it was, because knowable life is always in a past. Rejoicing Life as it will be, because understanding always reaches into a future.

Simple, easy piecy Google People Project. The Planet, Home to Humans.

(And, honestly, let it be non-profit and let all material rights be free).