brændt ud

Man skal brænde for at brænde ud.

TAB er en del af alle lidelser, og kan nemt føre til kortere eller længerevarende nedtrykthed, sorg, eller depression: Noget er mistet, som giver én følelsen af ikke at være hel, eller man må skulle give slip på noget, man før har værdsat højt: et menneske, forestillinger om egne evner, retning i livet, betydning for andre, forskning, filosofi…

Men at miste interessen i nyt er at miste interessen i selve livet.

UDBRÆNDTHED

Udbrændthed er blandt andet kendetegnet ved:

følelsesmæssig udmattelse
ufølsomhed over for andre mennesker
lav præstationsevne

Et bedre ord for udbrændhed er nok “udmattelsesdepression”.

Stress vs. Udbrændthed


Stress	Udbrændthed
Karakteriseret ved overansvarlighed	Karakteriseret ved manglende engagement
Følelsesudtryk er overreagerende	Følelsesudtryk mangler kant og indhold
Afføder hast og hyperaktivitet	Afføder hjælpeløshed og håbløshed
Tab af energi	Tab af motivation, idealer og håb
Fører til angstlidelser	Fører til afsondrethed og depression
Primære skade er fysisk	Primære skade er følelsesmæssig
Kan tage livet af dig før tid	Kan få livet til at synes ikke værd at leve
Source:Stress and Burnout in Ministry

Udbrændhedt forekommer typisk på arbejdspladsen: Du arbejder for meget og bliver værdsat for lidt. Meget enkelt. Men erstat “arbejdsplads” med hvad som helst, der kræver en stor del af din tid, ansvar, engagement, og du vil se, at udbrændthed kan forekomme hvorsomhelst. Continue reading “brændt ud”

Mobning, et ledelsesproblem på samfundsplan

Et menneske uden ånd kan ikke transformere lidelse til udholdelig erfaring.

Der sker alt muligt, når et menneske bliver bange: Kroppen reagerer med forhøjet puls, udspilede pupiller, adrenalinudskillelse osv. – men frem for alt finder en adfærdsforandring sted, som er evolutionært designet til at fjerne truslen fra mennesket eller mennesket fra truslen.

I takt med væksten i den kollektive bevidsthed, den kollektive samling, er den gamle mekanisme, der sikrede samfundsnødvendige geners fortsættelse og uønskede geners undertrykkelse, blevet markant større. Forstødelse og udstødelse har dækket over ufleksibel fastholdelse af den velkendte menneskelige genpøl. I dag hedder det mobning. I en genneminformeret verden, hvor det er blevet sværere at skjule sig i massen og sværere at begynde forfra ved at flytte til en anden by, eller måske til et andet land, er mobning blevet et centralt problem. Et problem for alle.

Det ny helvede

Mange faktorer dikterer mobning, den væsentligste er frygt. Frygt for forandring, frygt for smerte, frygt for underlegenhedsfølelse, frygt at være udenfor selv, frygt for at blive ansvarlig for andres fejl… der er mange former for frygt, og alle så skadelige for individet, at mange mennesker hellere vil lade det gå ud over andre end at gå ind i en forståelse af følelsen.

Forfatteren og filosoffen Lene Andersen kønsopdeler det: Mænd mobber kollektivt for at presse elementer ud af gruppen, som ikke støtter gruppens udtalte behov; kvinder tager et eget initiativ til at mobbe andre kvinder, de opfatter som trusler mod deres personligt udnævnte dronning. Mænd spejler sig i hinanden, kvinder i en anden kvinde.

Fælles er dog omkostningerne: At blive alene gennem forstødelse forårsager tab af identitet for de fleste – at det ikke er til at afgøre, hvor man selv begynder og ender. Hvilket gør yderligere sårbar over for manipulation og andre bevidste og ubevidste overskridelser. Forstødelsen fra fællesskabet resulterer samtidig i tab af spejling for både den enkelte og for fællesskabet, med medfølgende tab af videns- og følelsesmæssig nuancerigdom og tilstrækkelig med kaotiske elementer til at holde synergien i samfundet sund.

Det er, set fra et socialt, evolutionært synspunkt, potentielt livstruende, fordi menneskene med lille nuancerigdom mister evnen til social orientering, societale ambitioner og ansvarsfølelse. Hvis et samfund har mange ensomme, forstødte mennesker, er det et splittet samfund uden tydelig kerne, hvilket som en anden luftbåren virus smitter den nationale identifikation. Med stor national fragmentering kan allehånde destruktive og selvdestruktive tanker slå rod.

I dette voksende fællesskabsorienterede 21. årh. er mobning det nye Helvede på jord.

Mobning er et ledelsesproblem. I mange lande forsøger ledelsen på skoler og på arbejdspladser at tørre den af på hhv. børn (og deres forældre) og på medarbejdere, men opnår intet andet end at give magt til den utilfredshed, som altid lurer blandt folk. Mobning er et produkt af ledelse, der ikke aner, hvad der sker blandt folk, og selv hvis den vidste, ikke ville turde risikere sin position på at rette op på det. Eller, den tillader mobningen som et middel til at fjerne opmærksomheden fra sig selv.

Sådan var det på min arbejder-folkeskole på Østerbro i Kbh., hvor jeg voksede op – skolen mistede 800 elever på 10 år. Og sådan var det på min læreplads, hvor chefens alkoholproblem perkolerede ned gennem alle ancieniteter og kostede mandefald, dårlig stemning og tab af virksomhedskunder. (Begge er siden kommet på ret køl, med ny ledelse).

Kodeordet ”NED”

Grundstenen i mobning handler om bevidst udeladelse af anerkendelse eller negativ kritik under dække af anerkendelse, med efterfølgende overskridelse af personlige grænser, løftebrud, og bøjning og mutering af etik og moral kun med ét formål: At hæve sig op over et andet menneske. Og for den mobbede: At tilstå en anden retten til al magt over én.

Mobning sker, fordi den kan ske. Det er derfor ansat og selvbestaltet ledelse, der tillader, forårsager eller udøver mobing:

Fra politikerne og ned
Fra kommunalinstitutionerne og ned
Fra chefer og ned
Fra håndværkere og ned
Fra lærere og ned
Fra grossister og ned
Fra handlende og ned
Fra kolleger og ned
Fra kammerater og ned
Fra søskende og ned
Fra kærester og ned
Fra forældre og ned
Fra bedsteforældre og ned
Fra ældre og ned

Ledelse dækker over alle, man som menneske tilstår råderetten over sig. Og kodeordet er ”ned”, i betydningen “at se ned på”:

Mobning er altid en udnyttelse af svage punkter hos et menneske, mobberen føler sig højere hævet end. Og omvendt: Mobbede føler altid, at deres mobbere burde handle mere kærligt, mere omsorgsfuldt.

Relationen mellem mobber og mobbet som klar, menneskelig relation er en magtdemonstration, der ikke stopper ved den mobbedes anerkendelse af overmagt. Mobning svarer til psykisk at sparke på én, som allerede ligger ned.

Spotter man mobning, bør det første spørgsmål være: ”Hvordan gavner det ledelsen IKKE at stoppe den?” Og det næste: “Hvem er ledelsen”? Først stoppe blødningen, så rydde op. Dernæst bør man sørge for psykisk førstehjælp til de implicerede, evt. blot ved fysisk at fjerne dem fra påvirkning fra mobberne.

Mobning i stort og småt

1. Jeg har en kolonihave i en forening, hvor formanden er aktiv mobber. Formanden er valgt af et flertal, der kender ham, og ledelsen udgøres således af alle dem, der accepterer hans fremfærd, hans ledelsesstil. Ledelsesfordelen ved formandens mobning er kæft, trit og retning på klipning og pasning af haver med begrundede trusler om udsmidning, hvis ikke… Det er et aktivt mobbe-miljø, og klager over mobning fejes under gulvtæppet som ”idiosynkratisk” adfærd – at det “bare er sådan formanden taler til alle”. Flertallet i foreningen ønsker at være på god fod med formanden (dvs. alle andre uden at skulle gøre andet for dét end at følge reglerne), så foreningens regler håndhævet af formanden følges slavisk, og han bagtales, straks han forlader en samtale.

2. Som forfatter interesserer samfundets forholden til forfattere mig. Et noget større mobbemiljø var på forsiderne sensommeren 2011 med mange agurketidsoverskrifter om misundelse ift. forfattere, der år efter år modtog offentligt søgbare legatmidler, med beskyldninger om kammerateri og elitisme. Ledelsen er hér statens kulturansvarlige politikere, men kulturpolitikerne dyrker et armslængdeprincip ift. uddeling af kunstmidler og lader derfor mellemlederne, Kunstfonden, sejle deres egen sø og ude af stand til at at forsvare sig selv eller forfatterne mod mobningen. Hvorved medier og forfattere og folk i al almindelighed frit kan fortsætte med at overfalde institutionen og kulturuddelingspraksis.

Mange vil sige, at ”det her” kun er et spil, der skal spilles – med momentane vindere og tabere – men intet kunne være mere forkert. Hvis mobningen ikke imødegås, splittes ”gruppen”, dvs. kolonihaveforeningen, eller dansk kulturliv, i fraktioner med vinderne og tabere effektivt udnævnt af mobberne, og tabernes menneskelige ressourcer og kompetencer tilflyder ikke fællesskabet.

I kolonihaven gavner mobningen ledelsesstilen: Frygt for udsmidelse sørger for ro og orden og mange pæne haver. Ift. Kunstfonden gavner den negative offentlige debat den nuværende politiske omkalfatring af støttemidlerne.

Ledelsen har altid et formål med at tillade mobning!

Find dig ikke i mobning

Igen: Nogen i ledelsen har gavn af, at elever eller medarbejdere holdes nede af mobning. Mobning ér et ledelsesproblem. Tag fat dér, snarere end at lave kliker imod ledelse eller mobbere. Find ud af, hvem mobbernes ledere er, og påklag ledelsen. Find ud af, hvem de mobbedes ledere er, og påklag ledelsen.

Find dig ikke i mobning. Hverken den du overværer, eller dén der overgår dig. Mobning ødelægger selvtillid og fjerner initiativ. Jo tidligere mobning begynder, desto mere ødelæggende er den for et menneskes fremtidige helbred, åndsliv og deltagelse i samfundet som aktiv medborger. Som PTSD, post traumatisk stress syndrom, er ubehandlet mobning et åbent sår:

Mobning stækker eller dræber ånden i et menneske. Dén drivkraft, som i et menneske transformerer livets lidelser til udholdelig erfaring.

Fremtiden

Fremtiden er ikke lys. Mennesker presses fra alle sider af informationer og krav om aktivitet og deltagelse på alle mulige planer fra udvist forandringsvillighed på arbejdspladsen til køb af økologiske madvarer og pasningsordninger, forældregrupper, pleje af psykiske spøgelser og politisk stillingtagen nationalt og globalt. Hvor finder man ro og fred til at være imødekommende og åben?

Høns, der stresses af for lidt plads, hakker deres burfæller ihjel eller plukker dem. Mennesker skal bare udholde alt, de udsættes for af påkrav om dit og dat ansvarlighed og initiativ og forståelse og modenhed og styrke og erfaring og viden og hvis de får lyst til at lade det gå ud over nogen eller noget… hvis de synligt mister grebet om det hele i 5 sekunder, bliver de slagtet.

Der er kun at fake interesse på visse punkter. Hvor man kan slippe af sted med ikke at engagere sig.

Det er fint.

Det er okay.

Det er bedre end at lade frustrationerne gå ud over nogen, fordi man ikke kan have paraderne oppe hele tiden og masken smilende. Fremtiden for os alle bliver kun en bedre forestilling, hvis vi allerede nu begynder at slappe mere af. Vi kan ikke producere os ud af krisen. VI er krisen. Menneskene på Jorden ER krisen. Fordelingspolitik, økonomiske gældsstrukturer, råvareudnyttelse, dyrkningsplaceringer, forurening, fear mongering for profit, det er alt sammen os alle sammen.

Træk vejret. Tag en pause. Og én til.

Tag en dyb indånding og lad luften slippe langsomt ud.

Bliv ved, indtil du kan mærke noget igen.

—

Link: Tegn på mobning

Denne Humanistiske Tvivlen: Robert Anton Wilson.

Den Humanistiske Tvivler som entertainer.

Hvordan kan et menneske være både imod og for sit eget underhold? Eller måske det i realiteten kun er det oplyste menneske, der kan se det enkelte individs sammensmeltning med sin totale omverden annullere betydningen af at være politisk korrekt, og den enkeltes livsformål bestå i simpelthen at forblive i live længst muligt?

Robert Anton Wilson tilhører et særligt tankesæt, der tæller kunstnere som Raymond Queneau, Jean Genet, Eugene Ionesco, Boris Vian, Jean Baudrillard, Marcel Duchamp, John Cage og Asger Jorn, kaldet “patafysikere” – metafysikere med humoristisk sans.

RAW er humanist og således for menneskene i det større billede, men samtidig fast i troen på, at menneskers adskillelse fra hinanden, erkendelse hérom og forsøgsvise tilnærmelse til en større konsensuel menneskehed, er hvert enkelts ansvar og held for sig. Politisk funktionelt er han derfor højrefløjsliberal eller venstrefløjsdemokrat i et ikke-midterpunkt. Verden forekom ham konsistent opdelt i individuelle talerør og aktionsmodus’er; en verden, som er skjult for sig selv, fordi kun de færreste kan overskue helheden. Han var således én af mange, hvis eksistens tilbyder et billede at håndtere helheden med.

Den type mennesker understreger ofte, at det er op til den enkelte modtager at tage ved lære af de mange forskellige vinkler på helheden. Og at dét felt, de overbliksskabende deler i egen eller andres bevidste eller ubevidste, totalt set udgør det næste niveau, som de hver især udtrykker patent på at kunne vise frem eller synliggøre: Totaliteten af meninger om væsenerne, sammenhænge, bestanddele, repetitioner, modstand samt historien om hvert enkelt fokus.

RAWs tankesæt er dog herligt fri for sådan selvforherligelse – simpelthen fordi det bygger på det virkelighedsbegreb, som “bevidsthedsguruen” Timothy Leary opsummerede sine erfaringer med LSD som: Alle eksistenser lever i deres egen virkelighedstunnel. Og når vi tager del i andet menneskes virkelighedstunnel, er det fordi dettte valg er del af vores egen måde at opfatte virkeligheden på…

Med mentalbegavelsens gennemskuelse af mønstrene i universet påpeger han upåagtede forbindelser og tilsyneladende tilfælde på alle områder af menneskehedens usikkerhedsfelter. Hvor vi aldrig har kunne modsige eller modbevise på en tilfredsstillende måde, sætter han fingeren og presser og presser, indtil fundene begynder at skyde sidegrene til andre fund og til videnskabelige og andre tilgængelige formodninger. Man kan være uenig med hans ikke-videnskabelige omgang med data og med hans fokus – tænk, hvis han havde fokuseret på direkte nødlidendes forhold med samme laserblik – men for en bestemt mental og følelsesmæssig alder og et punkt i udviklingen af fokusredskaber for senere forståelse er hans essays om, hvordan vi tænker og ikke tænker – tilsat inspirerende mængder af forundrende anekdoter om menneskelig dårskab – en direkte adgang til forståelse af ledelse eller ledelsesafsløring. Som i nogle (områder) af vore sociale fællesskaber kan være direkte overlevelsesbetingende.

Af og til kan man godt få den fornemmelse, at hans tunge sidder i kinden. At en vished om mere fikserede virkeligheder er helt klar – f.eks. de hverdagligt funktionelle, hvor mad og andre varer altid er til at få – men hans trang til ballade endnu større. Men igennem hele forfatterskabet løber en strøm af dybt seriøs realitetsforholden. Hans omtale af sig selv som “guerilla ontolog” siger således det meste.

Som jeg ser ham, mente RAW virkelig, fra bunden af sit kvantemekaniske hjerte, at intet kunne observeres, som ikke havde med en observatør at gøre. At virkeligheden indrettede sig efter, hvad man havde behov for at opfatte, og ikke omvendt. Det var hans Tro. Og så gik han komikerens og entertainerens vej for at forestå som det mest åbenlyst synlige tegn på sin egen lære: Den Humanistiske Tvivlen. Konsensus som åben for tvivl til gavn for Konsensus – bevægelse i den modsatte retning af fascisme. Denne forening gætter jeg på er den observerede effekt af kvantemekanik på realiteten: Der er plads til begge i samme univers. Tro og tvivl giver begge plads til den anden, hver på sin måde.

Hvad behøver vi ham til i dag, hvor Internettet flyder over med muligheder for kritisk forholden til alt muligt? Og et uvist antal læsere allerede har manifesteret hans tanker gennem arbejde og kunst og fritidens samfundsdeltagelse?

Grundstrømmen i hans forfatterskab er ganske åbenlys og almén: Anerkend, at de andre virkeligheder er mindst lige så virkelige og betydningsfulde for dem, som din er for dig. Men dertil lægger han så, hvilket er hans claim to fame: At de er mindst lige så virkelige og betydningsfulde betyder ikke, at de findes.

Dét er endnu ikke blevet meme.

Mit indre billede af hans venlige, humoristiske og undrende, og af kritikere benævnt stort upræcise, ikonoclast forekommer mig varmt og ægte. Måske er det bare mit eget behov.

Måske.

Hér følger en video med en meget fragmentarisk gennemgang af hans omgang med virkeligheden. 80 minutter, imdb, som ikke på nogen måde gør ham ære. Men den findes. Læs hans bøger i stedet. Og vær kritisk, altid.

MIN EGEN REDAKTØR

Forfattere, der kritiserer forfattere! Det er egentlig en dødssyg idé – så forskellige vi er i vores opfattelse af, hvad der rykker. Fordi det efter nogle år med det samme drive rykker, som vi selv er. Og vi er forskellige i alt dét, vi selv ønsker at være forskellige fra hinanden i, og lig hinanden i alt, vi ønsker at ligne. Permutationerne er endeløse i dét felt. Hvad har vi dog at sige hinanden?

Og så alligevel. Vi bestræber os vel på en måde, der kan sammenlignes. Trods vægtet mængdekarma, og indholdsdybde, og rå penge ind på kontoen, og større eller mindre ambition, og heldbegavelse, og kunst- eller showtalentfuldhed… Okay. Dér er heller ingen lighed.

Men så er vi da mennesker. Mennesker, som ønsker at kommunikere på skrift, af drift, eller af nødvendighed – hvis der da er forskel på de to… Og kommunikation – kommunikere gør man da, respektfuldt med enhver, uagtet samfundsposition, socialt, økonomisk, magtmæssigt, humant, risikovurdering… Hvor mange læsere har du? Ja, på denne bog havde jeg xAntal læsere! Nå, men jeg havde yAntal læsere hver dag i 3 uger sidste år! … Ok.

Men nej. Jeg kender ikke mit publikum. Og mit publikum kender ikke mig. Mængden af 28 års skrift over flere medier parret med lille sceneambition gør det svært at danne sig et fast billede af mig. Mine Facebook-“venners” indre billede af mig gennem dialog, parret med min profil, med blogsurfere lejlighedsvist i uforberedt rus på 1000 stemmer, er nok snarere end min planlagte og redigerede skrift det fasteste eksterne billede af mig i dag, 2012.

Og jo, det vil jeg gerne lave om på. Færre medier. Helst i stald hos et andet forlag. Få en læser igen. En redaktør. Folk skal kende mig igen på min skrift. Og for ikke altid at skulle tækkes et indre publikum, og føle mig nødsaget til at opfinde den dybe tallerken altid, må nogen reagere på et manuskript. Jeg må til at være tålmodig igen. Godtage at skulle have 1000 manusbreve og mails i luften samtidig. Lægge noget i hænderne på andre frem for at være min egen hårdeste og utålmodige redaktør.

Hvad vil DU gerne lave om på?

Udmeldelse af Enhedslisten – hvem er mest idealist, naiv eller realist?

Jeg ér måske bare IKKE til politik.

Til Enhedslisten:

I spørger, hvorfor jeg melder mig ud.

En ikke ubetydelig portion skuffelse over jeres profil, som (ved fraværet af selvstændig aktivitet, frem for re-aktivitet) viser mig billedet af en flok rethaveriske idealister, der ikke egentlig forstår realiteterne (konsekvensen af magtspillet) – men kun egen indre-oplevelse af hvad der er rigtigt – og følgelig bliver kørt bag om dansen af den virkelige Magtelite. Det er et tarveligt billede, i ordets egentlige betydning, fordi jeg mener I har potentiale til så meget mere og større.

Nu, efter valget, viser I ikke KRAFTEN i jeres indignation og oplevelse af, hvad der er rigtigt, og på dén vis bliver I bare henvist til kulisserne, og det politiske opdragelsesarbejde, der foregår i Institutionen Christiansborg. Jeg har ikke lyst til at betale for at se det ske. Så hellere sætte jer fri fra mediernes forvanskninger til at arbejde BLANDT befolkningen og forsøge at få den til at vågne til det, der sker:

Sammenkøring af Gamle Magtinteresser – al fokus på opretholdelsen af eksisterende Magtstrukturer, dvs. virksomheder, minimalt miljømæssigt ansvar, fordummelse gennem forringelser i undervisning, bevidst adskillelse af befolkning i elite og resten, sygeliggørelse og økonomisk straf af svage og anderledestænkende og indskrænkning af normalbegrebet som underlag for udstødelse og fremmedgørelse af egne borgere – listen fortsætter og fortsætter og fortsætter.

I var et frisk pust, men jeg ser nu, at I arbejder det forkerte sted. JO, I behøver at KUNNE blive lyttet til, men det politiske meddelelesessystem med sine mediehunde spiser jer og afkræver jer bestemte retoriske modeller, som kvæler essensen af, hvad I har at byde på.

Poul Mahler Dam, en stor dansk forsker i astrologi… ja, astrologi – lavede i 50’erne denne anekdote om Fisken, det bevidste, erkendende voksne menneske med Tro og tillid til universets indretning: “Da gud sendte sine 12 børn ud i verden, var fisken den sidste. Og til fisken sagde han: Jeg vil give dig en gave, mit barn. Med dig skal du få al den viden, jeg besidder, men ikke evnen til at give den videre”. (Det må du selv lære dig).

Sådan har jeg det med Enhedslistens udtryk. Tilsammen forstår I, hvad “det handler om” – I TROR og har tillid til sammenhængene – men I har ikke lært, hvordan I giver det videre. Jeres ofre – “fordi jo nogen skal vise de Gamle Magtinteresser modstand” – skaber ved deres blottelse af forskellene på dem og jer kun større trøstesløshed i det politiske landskab. Og synliggør, at det parlamentariske demokrati er spist af større interesser og at den regulært repræsentative indflydelses vej er et afsluttet kapitel.

Nå, men jeg ved godt, at I taler til billedet på “den almindelige dansker”, der forventer en vis stabilitet i virkelighedsbilledet som præsenteret af medierne, og ikke forstår sin egen indre uro ift. det parlamentariske felt. Men nøjagtig dén magtdemonstration, vi I DAG instinktivt ved er bedst at afholde os fra at bruge på vores børn, er dén udvisning af magt, vi tvinges til at accepterere i politik og deraf kommer uroen:

Som menneskelige individer skabes vi af sprog. Vores virkelighed skabes af sprog. Inkonsistent retorik om samfundets “maskineri” TVINGER os:

ENTEN kommer vi til bevidsthed om et defekt system, der så kan arbejde for en ny måde at gå til verden på (ikke dårligt),
ELLER vi kommer frem til (ubevidst) at afvise Repræsentativt demokratisk politik som gyldigt redskab (hvilket er noget skidt, da det er ubevidst).
Den tredje mulighed er, at vi tvinges til erkendelse, og som følge héraf giver helt op. (Det er katastrofalt).

Og inkonsistent retorik er, at vore børn opdrages til samarbejdsvilje og -forståelse ved gentagne klare beskeder om ansvarsplacering, for så siden på det grundlag af respekt og ansvarlighed at skulle forlige sig med politiske udstødninger, forrædderi, løgne, bedrag, dobbeltmoral, inkompetent flyverskjul, magtmisbrug, fortielser og alt det andet, som kendetegner Magtpositioneringen i (dansk) politik.

Begge kan ikke være sande og udtrykke et HELT samfund (“det SAMME samfund) – i en forstand hvor et menneske, der skal forestille sig at være frit til at vælge den bedste behandling af sig selv og af andre mennesker, alt andet liv og Jorden som helhed, har andet end tilfældig betydning. Hvilket skaber et helt andet billede af nødvendigherne på den politiske arena: Vi er begyndt med børneopdragelsen, og har fastslået pointer om menneskelige værdier dér. Kan disse ikke føres igennem hele vejen til tops, har vi et dødt samfund!

Min pointe er: Hvis I accepterer det parlamentariske systems Magtpositionering, er I lige så købt af Magten som de andre på Christiansborg. I køber Den Gamle Model og vil inden længe fremstå lige så usande som de andre politikere ift. kravene til individets socialisering vs. Magtens behov. Og ikke være til gavn for danskerne. Og ikke for jer selv, som mennesker-blandt-mennesker; kun som individer-frem-for-andre-individer. Overlevelse, behag, beskyttelse. Mennesker-med-magt.

I har vundet indflydelse ved at spille helte i det nye Magtskuespil og ved at vise ungdom og indignation på rette tid og sted. Men I er ikke helte, ikke unge. Som i anekdoten ovenfor udtrykker I vished (som engang hed ‘indignation’) med en klar følelse af, hvilken adfærd der er den rette. I står for menneskeværdig moral og etik og “hvordan er man det bedste menneske”.Ja, det ér kedeligt at være den, der løfter fingeren, og ikke bare kan bade sig i omtale og akkalader, men så VÆR kedelige! Vær sande! VÆR tro mod “det ægte”. Inden I bliver lavet om af spillet om Magten og bliver til forudsigeligt Show.

Tænk Om!

Hvis jeg får et relevant svar på denne mail, trækker jeg min udmeldelse tilbage.

venlig hilsen
kenneth krabat

PS: Mine kapitaliseringer af Magt er ikke udtryk for en 16-årigs modstand mod autoritet, men en påpegelse af reel Magt, og dermed *anvendelsen* af Magt, som for nogle er et overgreb og for andre nødværge.

Digt og arrangement – Det Ene Menneske

Hvis man skal prise glæden.

I dag i Hans Tausens Kirke på Amager læste jeg et 10 minutters digt op for godt 30 mennesker, som jeg var blevet opfordret til at skrive baseret på en passage i Biblen. Jeg er udmeldt af folkekirken og har tidligere takket nej til kirkeprojekter, men her blev jeg fanget af opgaven.

Digtet begynder sådan hér:

Nedenfor er mine noter:

Prædikernes bog 8,9-15

Vismandens resignation

v9  Alt dette har jeg set, og jeg har lagt mærke til alt det, der sker under solen: Til tider hersker det ene menneske over det andet til ulykke for det. v10  Jeg har også set, at uretfærdige bliver begravet og stedt til hvile, mens de, der har handlet rigtigt, må færdes langt fra det hellige sted og bliver glemt i byen. Også det er tomhed! v11  Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt. v12  For en synder kan handle ondt hundrede gange og dog leve længe. Men jeg må også erkende, at det kan gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter ham, v13  og at det ikke går den uretfærdige godt, så han kun lever kort ligesom skyggen, fordi han ikke frygter Gud.

v14  Der er en tomhed, som forekommer på jorden; der er retfærdige, hvem det går, som om de havde handlet uretfærdigt, og der er uretfærdige, hvem det går, som om de havde handlet retfærdigt. Jeg sagde: Også det er tomhed!

v15  Da priste jeg glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad. Det kan ledsage mennesket i dets slid alle de levedage, Gud har givet det under solen.

Hvis man kan prise glæden, selvom man ser smerte og sorg og uretfærd over det hele, er det da godt for alle. Glæden er ro, der formidles af hjernens kemi, men opstået af forståelse og accept og indsigt. Glæden, der formidles som dulmen af frygterne og sorgen og de mørke følelser, er kortvarig og forsvinder snart igen. Den langvarige glæde kommer af at handle i overensstemmelse med sine inderste behov. I accept af besvær og mørke tider, uden at lade sig optage deri, uden at lade sig falde og jamre og føle sig forladt af gud.

11.11.2011 11.17

Rasmus Wichmann: Skriv 10 minutters digte til oplæsning

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx (præ 8,9-15)

Modstand mod at miste – evigt rettighedsejerskab

Grådige advokater forhindrer menneskenes naturlige trang til at kopiere, sample og remixe.

Jeg kan ikke tilstrækkeligt anbefale enhver, som forsøger at finde rede i rettighedsproblematikken, der rider os alle som en mare i disse år, at se disse fire små film (tilsammen 35 minutter).

http://www.everythingisaremix.info/watch-the-series/

De omhandler i essensen, hvad titlen siger – everything is a remix – men er i højere grad et superkort studie i det psykologiske term, der kaldes LOSS AVERSION.

Det betyder

Fra instruktørens afsluttende kommentar (LINK)

“The hard truth is that most creations are worthless immediately. Most books, films, albums, computer applications, or whatever else are met with not just indifference but disuse. They basically aren’t read, aren’t viewed, aren’t used. Of the lucky ones that find a modest audience, almost all of those fall into obscurity within a few decades. Only a slim minority of works have commercial value after that and current copyright legislation is clearly written for this tiny group. Copyleft activists sometimes refer to this segment as the “lottery winners.””

(Time to grow up)

Before, there was an Internet; now it’s a “legitimate library”!

The book industry CAN win over the whole globe.

The English speaking Book industry centered in USA – “a coalition of the world’s largest book publishers including Cambridge University Press, Harper Collins, Elsevier and John Wiley & Sons” – has managed to shut down possibly the largest private book repository in the world with public access, containing among its 400.000 downloadable books enough copyright violation works to have a court judge warrent an order of closure.

The Publishers cheered. “It is a victory”, said Stephen M. Smith, President and CEO of John Wiley & Sons. “This action reflects our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”.

Legitimate use of the Internet! Are they crazy? Or plain stupid!?

Their BS-spin is cooking up pretense agendas – as if the internet was a road and it had been taken over by robbers stifling progress for all and the way forward was to rid the road of robbers.

It’s quite the reverse, actually! The Publishers acting on behalf of everyone become the robbers, wanting to hold back natural evolution, and the road connects everyone with everyone.

The Internet is the World, brothers and sisters. The Internet is the world speaking to itself, and the powers that be are doing their damndest to stop the World from developing.

The world is not just using the Internet,

the World is being shaped by the ability of people to communicate instantaneously, and it is happening fast.

Yes, you are afraid, and naturally so:

Everything is verging towards a massive change – what doom sayers need call “a collapse of the old ways”. The natural response of government and real power is to try and stall the progress, to give businesses time to adjust – have the economic structure invent itself to retain a high motivational factor in order to keep the wheels turning, even if there is not much hope. Then war will step in, or famine, or natural disasters, or TV, or plain threats of loss of more jobs, or food (food is not quite an issue yet in the western world), something will come about, which will be aided, orchestered in the desired direction by the Powers that be, towards a retention of stability – by shifting the world’s attention to easy, understandable, physical occurances, and away from abstract change in the freedom of expressing needs and opinions.

Yes, yes, yes, you are right. Lack of cohesion IS setting in. And the fault is in communication – in your blatant disregard for what communicative desire IS:

We all create with our minds. Creation in a human being is a communication process adjusting inner needs and talents to outer needs and limitations. Creation means acknowledging both needs and change. Creating more ways to hang on to power and earn more money IS creation in the sense of the word, you could say. All creatures resist death, in any way possible, by shedding all factors of existence that present themselves as burdens.

Same with big business. Big, old mono-businesses have no momentum to be inventive players like all small businesses rushing to accommodate change, and begin the process of dieing, which to some is a horrible thing, while to others just the balance ever so slowly shifting towards an inner collapse. And in that process the old ones stand in the way of the creativity and devolopment of the rest.

Such refusal to roll over and die is very well, and even encouraging too. But when dinosaurs of the book industry refuse to change, refuse to invent technology and go first, refuse to accept other people doing it for them, and when they can have the power to turn the global network into a pet from their own fear, lazyness and lack of flexibility in a changing world, and when they present their refusal to neither die nor change by claiming moral superiority over the rest of the world, as in “our commitment to protecting secure, safe, and legitimate use of the Internet”, its time to

STOP THIS NONSENSE

There are many ways to affect change. People could be guided, but nobody powerful wishes to guide them. People could be consoled, but nobody powerful possess neither sufficient heart nor responsibility or means of consolation. The empowerment is coming from below instead. Call it “a revolution”, if you will, but just remember: A revolution is not always a succes. A revolution, a turning of the cards, can lose by succeding. It can die in the instant the troops (i.e. people) start poring in. And become mainstream, and nobody sees or notices it. And all the industries will rush to exploit its present potential of momentum.

The right word in this regard is evolution. And that just happens, no matter what. It counts the factors of every action, every opinion, every occurrence, every shift in the equilibrium. But what is inside this is freedom to shape the future from your own needs and regard for necessities, quality and essence. Except you are bound by law.

The book industry, along with all the other copyright moguls, have the law on their side. The law of ownership keeping the world economy and industry stable. They CAN win over the whole globe on the pretext of protecting stability.

IF that happens, they themselves will wish that they had been able to pull out of their abject refusal to step down and let flexible initiative take over. The consequences of the refusal to die of all the old World right-owership coalitions are that monitoring and privacy violations will see a marked increase in stress related deaths. Lowered life expectancy in the western world, Australia, Japan, South Korea, the arab world. A brief new flood of physical mail as a way of retaining privacy. Then illegal subnets. Then back to status quo. There is NO way of stifling communication and creation that has tasted the freedom of access to a bigger world. Only misery will follow from trying to stop individuals’ need for expansion into the minds of everyone else.

Ahead lies only total monitoring, or letting go. Demand for security converging with rising desire of privacy. We are seeing the tip of the iceberg, and flocks of anti-restriction memes will soon inhabit the space of “Free Will”, if nothing is done about this habit of trying to control the masses.

We are the masses. The Earth. The 99%.

Un-controling the masses has never been done, I think. Letting go of the leash, after the fact of control. Not in any age. So, history serves as no indicator of un-controlled masses, other in a very limited fashion – in times of war and civil disturbances.

The future in that regard is a blank slate, and the economy and thus personal empowement springing from capitalism demand it stay relatively blank for the masses. And the only way to that goal is through control. Control on a global scale makes the future predictable, for the select few to benefit from, and everyone else to fall in line behind. On a moral high ground to protect the world from itself…

Is this better than the freedom to fail?

—

Inspirative source: http://torrentfreak.com/book-publishers-shut-down-library-nu-and-ifile-it-120215/

The future is not wasted on the young. (Operation Blackout)

Losing means giving up.

The following message suits me, as it does not call for violence. It says: “Let those who oppress the People feel, what the people thinks of that.” It suits me, yes, but THERE IS NO SAFETY IN THIS!

SOPA’s attempt at protecting corporate interests may well be an abomination, but being an anonymous in the world means Think For Yourself. Feel For Yourself. Move Yourself. Act For Yourself – not on behalf of anyone else. Not from a Golden Voice and Righteous Music speaking to your innermost fear or desire for justice in life. There Is No Justice. Only People, who grant space and time to other opinions, other ways.

Be Yourself. Make up your own mind. There is Freedom in that.

So, what is this message? A genuine call from a genuine group of people concerned with corporate dictatorship and loss of Internet freedom of speech? Or Corporate Dictatorship subverting the protest by planting seeds to justify Internet censorship? Or is it one lonely person infused with mental movie iconography, crying out for freedom of speech on behalf of the world? Or is it someone trying to defend acts of greed (as in “piracy”) not taken lightly by the powers that be?

Think for Yourself.
Speak Your Own Mind.
Your Actions Count.
Your Call.

THAT is freedom of speech.

Original Anonymous – Operation Blackout

“Citizens of the United States, we are Anonymous.

This is an urgent emergency alert to all people of the United States: The day we have all been waiting for has unfortunately arrived. The United States is censoring the Internet. Our … response is that we will not sit, while our rights are taken away by the government. We trusted them to preserve.

This is not a call to arms, but a call to recognition and action. The United States government has mastered this corrupt way of giving us a false sense of freedom. We think we are free and can do what we want, but in reality we are very limited and restricted as to what we can do, how we can think and even how our education is obtained. We have been so distracted by this mirage of Freedom that we have just become, what we were trying to escape from*.

For too long we have been idle, as our brothers and sisters were arrested. During this time the government has been scheming, plotting ways to increase censorship by means of ISP blockades, DNS blockings, search engine censorship, website censorship, and a variety of other methods that directly opposes the values and ideas of Anonymous as well as the founding fathers of this country, who believed in free speech and press.

The United States has often been used as the ideal free country. When the one nation known for its freedom ans rights starts to abuse its own people, this is when you must fight back, because others are soon to follow. Do not think that because you are not a United States citizen that this does not apply to you. You cannot wait for your country to decide to do the same. You must stop it before it grows. Before it becomes acceptable. You must destroy its foundation, before it becomes too powerful.

Has the US government not learned from the past? Has it not seen the 2011 revolutions? Has it not seen that we oppose this where ever we find it and that we will continue to oppose it? Obviously the United States government thinks that it is exempt.

This is not only an Anonymous collective call to action.What will a distributed denial of service (DDOS) attack do? What is a website defacement against the corrupted powers of the government?

No. This is a worldwide internet and physical protest against the powers that be. Spread this message everywhere. Do not stand for this! Tell your parents, your neighbours, your fellow workers, your school teachers and any one else, you come in contact with. A press release document will be available at your discretion.

This affects anyone hwo desires the freedom to browse anonymously, speak freely without retribution, or protest without fear of arrest. Go to every IRC network, every social network, every online community and tell them of the atrocity that is about to be committed. If protest is not enough, the United States Government shall see that we are truly Legion, and we shall come together as one force, opposing this attempt to censor the Internet once again. And in the process discourage any of the governments from continuing to try.

We are Anonymous. We are Legion. We do not forgive censorship. We do not forget the denial of our free rights as Human Beings.

To the United States government: You should have expected us.

—

* “escape from” means “run away from”. Just using “escape” in this context would mean “avoid”. Is it written by an American or by another nationality? Does it matter?

For good or bad:

Look at it this way:

Regulations are made by humans to enforce behavior.

Rules are “the most commonly accepted behavior of all things and statistically spoken for mode of normalcy”

the 99%-posters – occuprint.org

Kunsten at sige FRA

Occupy Wallstreet.

En akkumulering af modstand, der søges udtrykt positivt.

Unge mennesker, der allerede er trætte af verdens økonomiske struktur – som vi andre har været det hele livet. Ikke et spørgsmål om at sige “nej”, men fra. For det er sandt: Der ér ingen at sige nej til – der findes ingen overordnet leder for Planeten Jorden, som egenrådigt kan slå noget til og fra.

At manifestere kunsten AT SIGE FRA er bevægelsen Occupy Wallstreets formål. “Vi er de 99%”. Mennesker, der ikke er en del af den magtelite, som HIDTIL har opretholdt en struktur, der udelukker … 99% fra REEL indflydelse på Jordens nutid og fremtid.

Når de 99% når til også at kunne SIGE TIL, og ved til hvad, vil målet være nået.

Foreløbig kan man nyde KUNSTEN, der siger fra:

Posters from the #Occupy movement – occuprint.