Tanker om afsked, bonding, virkelighed og tilført optimal evolution.

Hvor virkelig er Virkeligheden? Kærligheden? Sorgen?

 

Jesper Klein døde for 3 dage siden. Jeg hørte hans stemme i P1 i dag i et interview fra 2009. Hans savn af Lykke Nielsen, hans afdøde kone, der valgte den underlige, sky, menneskevarme og über-talentfulde Jesper Klein over et hav af mere dynamiske og kønnere kolleger, er en kendt historie og forbilledlig som eksempel på kærlighedens livslange sammenvoksning mellem mager. Mange af hans venner meldte, at han ikke ønskede at leve efterfølgende (heri er hans søn, Sebastian Klein uenig) – men det er også kendt, at sorgen gør dét ved væsener, som følelsesmæssigt vokser sammen med deres mager.

Min morfar på 92 døde for et år siden. 8 måneder efter mormor. Han savnede hende hver dag og ønskede ikke at leve. Mine forklaringer om sorgens varighed og forløb var et håbløst ineffektivt bolværk mod savnet og smerten. Han følte sig ufuldstændig. Til slut var det en fejloperation, der tog livet af ham.

Min kære ven mistede sit for tidligt fødte barn i går. Ham og hans elskede planlagde for længe siden at skulle giftes til september. Hendes livmoder åbnede sig for tidligt og hun blev for nyligt tvunget sengeliggende de sidste 4 måneder. Men hendes livmoder gav slip og hun fødte ufrivilligt.

Døden er dér, hvor det slutter. Inden da skal der tages stilling til meget.

For en uge siden søgte jeg og fandt jeg et “uddybende link” om “kærligheds-“hormonet oxytocin. Jeg behøvede uddybningen til at forsvare en forestilling om kærligheden som illusorisk og neurokemisk. Oxytocin viser sig bl.a. at fungere som igangsætter af fødslen hos gravide. Men produceres også i hjernen som følge af nærhed, sex, kram, og har den evolutionære effekt, at det giver en følelse af tillid og giver parterne lyst til at være tætte, som så skaber erindringer, der giver lyst til at gentage tætheden.

Må man så ikke kramme eller være intime, når man skal ligge stille som følge af risiko for for tidlig fødsel? Kan ømheden og medfølelsen og den intime nærhed mellem partnere, der trues af for tidlig fødsel, igangsætte fødslen? Fra et evolutionært synspunkt giver det god mening, at omsorgsfuld omgang med pårørende hjælper fødslen i gang. Men evolutionen er det gyldne gennemsnit, der nyder godt at afvigelserne fra normen, og straffer dém hårdt, der ikke kan klare sig uden for normen. Hér måske dém, der er bedst til at støtte hinanden?!

Hvad skriver man, når den berømte, kantede, varme Jesper Klein-stemme nu kun er historie? =
Nærværende indlæg.

Hvad skriver man, når ens elskede morfar dør? =
Det her.

Hvad skriver man til sin ven, når hans søn er død? =

hvis livet
er det dyrebareste for de levende
hvordan
så overleve døden?

og stole på, at han forstår, hvor svært det er at deltage i andres sorg.

Og når han så sender fotos af sin døde søn, som på forbilledlig og smukkeste vis lukker døden ind i livet, kan man kun takke for, at han er så stærk, at han lader andre få del i sorgen.

Døden er en del af livet. Som sådan i den danske offentlighed knapt synligt på institutionsplan og i medierne. Men gudskelov består nationen af andet end institution og “vi lader andre tage sig af det”. Mennesker forsvinder jo for alle.

Mennesker forsvinder for os, når de ophører med at forandre sig. Eller vi gør.

Forsvundne mennesker har det med at dukke op i erindringen.

Dér lever de som om de aldrig har gjort andet. Forandrer sig med sikkerhed aldrig. Bliver aldrig ældre. Fornyer sig ikke, tænker ikke over tingene, agerer bare og er svære at gå i kontakt med. Præcis som hvis tanken om den døde udgjorde kontakten til “den anden side”, hvor alle er i evighed, hvad dét så er.

Min ven fik kun et par timers liv sammen med sin søn. Men elskede ham fra før han blev født. Og elsker ham sikkert endnu. Og vil leve med sorgen resten af livet. Og leve med og , at han elskede. Og elsker.

Ligesom at jeg elskede min morfar, og snart kun har erindringen om min kærlighed og hvad den gjorde ved mig og ved ham – selvom jeg er udgjort og skabt af dén kærlighed. Og snart kun har mindet om Jesper Kleins livgivende humor, måske med mediegenudsendelser nogle år endnu. Kom an, I Klyder!

Kærlighed er at give (sig hen).

Kærlighed er en genkendelse. Kærlighed er en genskabelse af kærlighed.

Kærlighed er kemi i hjernen. Oxytocin bl.a., der bonder mor og barn i amning og kramning, og partnere efterfølgende nærhed og sex.

Kærlighed er en villighed til at lukke det fremmede ind.

Kærlighed er noget, man forhåbentlig oplever som barn.

En kemi, der aktiveres og arkiveres i hjernen, så man kan blive i stand til at forstå andre menneskers given, og behov for at blive givet og anerkendt, og ikke misbruge og trampe på sårbarheden og følsomheden, der ligger i at være åben. Se på andre, når man driller, så det ikke bliver til mobning. Mærke sine behov og tillade sig selv at søge sine behov dækket. Være åben. Have tillid til, at man gerne må have det godt i sit liv. At alle må. Tro på, at alle ønsker det.

Nu kan man købe Oxytocin som spray.

Det afstedkommer indre ro og inspirerer opgivelserne til tillid. Måske kan det til og med vende en negativ udvikling, en negativ spiral, ved at skabe positive oplevelser.

Som alt andet, der tilføres kroppen, skal effekten forstås og perspektiveres, for ikke at udvikle psykisk afhængighed af det tilførte.

Som så meget andet, menneskene bruger for at få det bedre, standser forståelsen oftest ved kanten af dén hverdag, vi forsøger at forandre. Effekten af indtag (af hvad som helst) kan være nok så kortlagt – kemisk, psykologisk osv. – men i sidste instans kan kun det enkelte menneske for sig selv afgøre, hvilken kemi og hvilke tiltag, der fremmer og hvilke, der der hæmmer. Hvor kærligheden er. Hvor sorgen. Omkostningerne ved at søge, og ved at miste.

Hverdagen kan jo ikke standses.

Hverdagen må leves med. På bedste beskub. Ud fra på forhånd afgjort filosofi, eller fra principper. Eller fra vakt øjeblik til vakt øjeblik, fra udfordring til udfordring. Kærligheden er kemi i hjernen, ja, og det er resten af den menneskelige Virkelighed også. Men den er så netop også virkelig. Den fylder i hverdagen. På samme måde som savnet og døden og længslen og forestillingerne. Det er alt sammen Virkeligt. Selvom forandringer i hjernens kemi laver det hele om. Eller måske… netop derfor.