LYST, drevet, båret, styret, betonet

Om den lystbetonede adgang til livet: Det er ikke LYSTEN, der er noget galt med. Lysten er livets trækdyr.

 

… fine nuanceforskelle, der beskriver tilgangen til lyst fra forskellige vinkler – ikke alle lige positive.

I seneste nummer af Ud & Se interviewes skuespilleren Nicolas Bro.

Som barn af Helle Hertz og Christoffer Bro, begge skuespillere, har han levet i et skabende/udøvende miljø altid. Han omtaler sin kone som kernen i sit liv, men også at hun – i kraft af sin stilling som scenograf på et teater – forstår, at han har en lystbetonet tilgang til sit erhverv, og at der i dét (min parafrasering omkring sådan virkelighed) ligger perioder uden lyst, perioder med natteroderi og brænden energi af, perioder med ingen energi, lejlighedsvis følelse af inkompetence, uduelighed, overmod, overmagt, osv. Continue reading “LYST, drevet, båret, styret, betonet”

Science Fiction

Hvorfor læse eller skrive science fiction? Hvorfor læse eller skrive om forestillingen (om) mennesker?

Hvorfor læse eller skrive science fiction? Hvorfor læse eller skrive om forestillingen (om) mennesker?

Forestillingen om, at fremtiden kan gøres anderledes end fortiden, hviler på forestillingen om, at nutiden udtrykker et kollektivt behov.

Science fiction, der skrives ud fra den antagelse, at fremtiden er præcis lige som nutiden, er overflødig som genrebidrag. Og end ikke at betragte som en meget dyster dystopi.

Science fiction, som snarere imødegår nutidens problematikker – fremhæver og forsøger at løse nutidige problemer – er væsentlige ikke bare for genrens ry, men også for enhver læser af genren SOM MENNESKE BETRAGTET og for de memer, som anerkendelse af problematikker og deres løsningsforslag giver anstød til.

Et døgn med fred?

– fredag 4. marts

 

Initiatvitageren hedder Stephen Danger Shoemaker.

Opfordringen er gået ud via Facebook globalt – pt har 1.6 mio klikket ja til at forsøge at overholde følgende tre regler på fredag:

1.
Ikke sige ét uvenligt ord ord om nogen eller noget, denne dag. Om muligt, forsøge ikke at fastholde ubehagelige tanker. Og udtaler jeg mig uvenligt eller hænger fast i negative tanker, så reflektere over årsagen.
—————————————————————————–
2.
Udvise ægte, menneskelig medfølelse med alle, jeg møder. Det kan være så enkelt som et smil eller venlige ord, bare dele ud af kærligheden.
—————————————————————————–
3.
Ikke lade ét eneste menneske være reglens undtagelse. Ikke alle fortjener at få roser kastet for deres fødder og en fridag udråbt til deres ære, men ingen fortjener at føle sig alene. Række ud. Tale med et ukendt menneske. Vise dem, at jeg bryder mig om dem, og det samme vil blive mig til del.

Facetslebne tanker: Diamanter

Diamonds are forever… Og lad venligst være med at sælge dem igen.

 

Der er mange måder at tjene penge på. Ikke alle er lige åbenlyse.

At små stykker slebent, hårdpresset kul, hvis fremmeste egenskaber i slebet tilstand er evnen til at skære i glas og reflektere lys, gennem årelangt og hensynsløst reklamearbejde kunne gøres til både en verdensindustri, en statsuafhængig møntfod OG et ikon for mennesker på alle niveauer i samfundet er måske ikke så ufatteligt, når man ser den styrke, der stråler ud af kvinder med mange diamanter på sig.

FUNDET
I 1870 gjordes et enormt fund af diamanter ved Orange River i Sydafrika. Indtil da var diamanter relativt sjældne og deres værdi helt og holdent et produkt af deres relative sjældenhed.

Investorerne bag minen, der frygtede at markedet skulle blive oversvømmet, dannede et konsortium til at håndtere udbredelsen og opretholde illusionen om diamanters sjældenhed – De Beers Consolidated Mines, Ltd. med hovedkvarter i Sydafrika. Inden længe sad de på den totale udbredelse af diamanter i verden.

Under depressionen i 20’erne og 30’erne faldt salget af diamanter dramatisk og verdensmarkedsprisen halveredes. For at bevare kontrollen over prisen, iværksatte De Beers en massiv kampagne til styrkelse af bevidstheden om værdien af diamanten som symbol – en illusion om diamanten som en investering, man aldrig solgte videre: at selve dét aldrig at behøve at sælge sin/e diamant/er betød, at man bevarede sin rigdom, magt og attråværdighed.

PSYKOLOGI
I en reklamekampagne indgår mange psykologiske faktorer, som både indregner “massen” og mænd og kvinders handlemønstre.

Som mand finder jeg følgende meget interessant:

Det gik op for diamantfirmaet, at givelsen af en diamant rummede en stor “overraskelseseffekt” mellem giveren, manden, og modtageren, kvinden. Studier viste, at kvinder foretrækker at blive overrasket, ikke blot for glæden ved at blive givet en gave, hvortil der var knyttet et billede af stor kærlighed, men også fordi en sådan DYR gave, som hun ikke selv har været med til at vælge, kommer uden vedhæftet skyld…!

Kvinder over en bred kam er så praktiske, at det er svært for dem at købe noget dyrt uden at føle sig skyldig. Hvilket er derfor de sætter pris på mænd, der kan købe ting til dem – kender deres smag, tøjstørrelse osv. – fordi det holder dem fri for skyld. Og den mand, der holder sin kvinde fri for skyld, bliver elsket for dét, også. (Og så er det lige meget, om det må byttes, for det ér allerede købt!) *

Reklamerne opnåede at få manden til at se givelsen af en diamant som et “symbol på kærlighed”, mens kvinden “fik lov” til at betragte den som et håndgribeligt symbol på hendes status og præstationer (sen-70’erne).

ANSVARET

Diamantkonsordiets reklamekampagnen var og ér så vellykket, at diamanter endnu i dag helt naturligt forbindes med noget evigt DYRT og eksklusivt. Fabrikationen af illusionen om diamanten som havende en egenværdi rangerer oppe blandt de vigtigste 10 illusioner skabt af reklameindustrien (en anden er konsumerjulemanden, cementeret i alverdens bevidsthed af Coca Cola…)

Illusionen om egenværdi er ikke selvfølgelig. Diamantkonsordiet er hver ny generation nødt til at trække i diamantkostumet og med massive reklamekampgner og nye slogans nødt til at foregive, at diamanter evigt symboliserer og repræsenterer kærligheden mellem to mennesker. Så forbrugerne, trods verdensmarkedets svingninger og nye produkter på markedet, fortsat investerer i diamanter til deres elskede –  men det er en succes, der er et dobbeltægget sværd.

Kapitalspillere behøver ting af vedvarende værdi på markedet at lægge deres penge i, når krisen kradser, og så effektiv har reklamekampagnen været, at selv de største investorer har slugt maddingen med blink og det hele og tror på, at diamanter lig guld har en vedvarende handelsværdi at investere i. Men dag kan ingen købe en diamant og få det samme for den ved salg… Der er så utroligt mange diamanter i verden, at hvis blot 1% forsøgte at sælge deres diamant/er, ville hele diamantmarkedet kollapse på stedet og trække en stor del af kapitalmarkedet med ned!

Men okay – skulle jeg sondre imellem den gavegivne diamant som symbol på den meget nødvendige kærlighed mellem mennesker, og en  verdensmarkedspris, der holdes oppe til når kærligheden forsvinder, ved jeg godt hvilken værdiansættelse, jeg vil vælge.

Come on – det er sgu da nemt, er det ikke!?

Godt nytår!


Kenneth Krabat, 31.12. 2010

*

Through a series of “projective” psychological questions, meant “to draw out a respondent’s innermost feelings about diamond jewelry,” the study attempted to examine further the semi-passive role played by women in receiving diamonds. The male-female roles seemed to resemble closely the sex relations in a Victorian novel. “Man plays the dominant, active role in the gift process. Woman’s role is more subtle, more oblique, more enigmatic….” The woman seemed to believe there was something improper about receiving a diamond gift. Women spoke in interviews about large diamonds as “flashy, gaudy, overdone” and otherwise inappropriate. Yet the study found that “Buried in the negative attitudes … lies what is probably the primary driving force for acquiring them. Diamonds are a traditional and conspicuous signal of achievement, status and success.” It noted, for example, “A woman can easily feel that diamonds are ‘vulgar’ and still be highly enthusiastic about receiving diamond jewelry.” The element of surprise, even if it is feigned, plays the same role of accommodating dissonance in accepting a diamond gift as it does in prime sexual seductions: it permits the woman to pretend that she has not actively participated in the decision. She thus retains both her innocence—and the diamond.

The Diamond Invention

Din personlighed = Summen af DINE behov.

“Ikke tage udgangspunkt i, hvad andre tidligere har skrevet om et givent emne, men omvendt at spørge, hvad du synes er vigtigt og så tage fat der. (Hjerneforsker Beau Lotto)

“Læs ikke. Find ud af, hvorfor du vågner om morgenen, og hvad du brænder for. Når du ved det, så kan du gå i gang med at læse. Men lad være med at prøv at beslutte, hvad der er interessant baseret på, hvad andre mennesker mener.” (Hjerneforsker Beau Lotto)

via Otte-årige får videnskabelig respekt for opdagelse af biers evner | Ingeniøren.

Jeg keeeeeeeder mig! [mobning 2]

Det keder mig i ekstrem grad at skulle tage ansvaret for, hvad jeg kan se er det rigtige at gøre.

 

Jeg har et problem:

jeg er begavet nok til at se, hvad der er rigtig at gøre, hvis man skal sigte mod et ideal. I dette tilfælde idealet om det sunde, det uneurotiske, det glade menneske.

Jeg har ofte sagt, at jeg rider på kaos. Dvs. at jeg holder af, at tingene i mit liv og omkring mig forandrer sig. “Kaos” hér er måske ikke det samme som “kaos” i Ghana eller Mexico eller Shri Lanka, men inden for rammerne af det her trygge samfund Danmark kan jeg godt lide, at tingene forandrer sig uforudsigeligt.

Altså: jeg har ikke lyst til at tage ansvaret for retningen i mit liv. Jeg har lys til fortsat at ride på en bølge af uansvarlighed. Hverdag er ikke min kop te. Jeg har stor ulyst til for alvor at blive dét, vi kalder “voksen”.

Voksen bliver man ved at tage konsekvenserne af dét man forstår eller synes at forstå. Alternativet er så ikke at tage konsekvenserne af det man forstår eller synes at forstå. At undlade at blive voksen.

Jeg kan godt lide at forsvinde fra mine følelser af og til, og lukke mig inde i mit hoved. Jeg kan også godt lide at forsvinde fra mit hoved en tid, og lukke mig inde i mine følelser. Begge kan jeg bestemme med hhv. pot og øl. Lidt af hvert, måske udstrakt over en periode, og gerne med total afkobling fra ansvar og eller total fordybelse i skriveri til følge.

Mit problem er hér til dels, at jeg ikke følelsesmæssigt kan connecte med min kæreste, når jeg er påvirket af pot, og hun bryder sig ikke selv om at ryge, og at dagene efter en joint er tilsvarende følelseskølige. At drikke øl til at fjerne mig fra for mange tanker duer heller ikke, hvis kæresten venter efter endt skriveri. Eneste mulighed er så tilsyneladende at trække mig på fysisk afstand af hende, når jeg behøver at koble af. Og det er min nuværende boligsituation ikke til.

PROBLEMET 1:
Ud over ikke bare at kunne trække mig, føler jeg, jeg mangler en del af mig selv ved ikke at kunne alternere mellem det ene og det andet middel. At jeg har det mindre sjovt i mit liv, fordi alt er så ensartet hele tiden. At alting bliver så røv-seriøst og rigtigt.

Ikke, at jeg er i tvivl om, at det er godt for enhver – på lang sigt – ikke at fjerne sig fra sine følelser og at tage sine tanker alvorligt og at forblive klarhovedet. Men jeg keder mig i stærkt stigende grad – på den korte bane. Og jeg synes ærlig talt, dét er værre.

Jeg savner udfordringer. Hvor jeg kan bruge mit hoved. Og kan komme lidt væk fra mine følelser i ny og næ. Fordi jeg har levet og arbejdet på denne måde i 25 år, må mit mønster beskrives som, at jeg savner at være uansvarlig. Jeg savner at ikke-vide. Jeg savner at være mere selvdestruktiv end jeg er i dag. Jeg savner efterveerne – følelsen af forskellighed, mig-før, og mig-efter. Og at få nyt at tænke over ved netop at indgå i uforsvarlighed, “ikke-retning“.

Nu er jeg jo også holdt op med at ryge tobak. Der er simpelthen ingen uvaner at fordreje hovedet på mig selv med. Jeg bliver sindssyg af at være så fornuftig. Jeg får ikke været alene. Jeg får ikke skrevet dét der fra det inderste. Jeg BLIVER sindssyg, hvis jeg ikke snart finder ud af, hvad fanden jeg skal stille op!

Okay, jeg kan også godt se, at jeg kommer fra en vane med at undgå at kede mig ved at indtage pot eller øl. Ja, jeg afskyr at føle, at jeg spilder tiden. Så hellere kvitte stressen og mindreværdsfølelsen med lidt rusmidler og kombinere en sådan midlertidig frihed fra ansvar med den aktivitet, jeg holder mest af: At skrive. Eller næstmest: At opleve, gerne drama – film, serier, menneskemylder på sidelinien.

PROBLEMET 2
I følge Csikszentmihalyi (ham med “flow”) ligger “kedsomhed” nederst, hvad angår udfordring, og indikerer et middel færdighedsnivau.

Spørgsmålet er, på hvilket område, jeg skal regne mine færdigheder.

Eller, hvis jeg skal være oprigtig: De eneste af mine færdigheder, hvor jeg har relativt nemt ved at komme i flow, er at skrive og få idéer. At leve, at have det sjovt, at hjælpe andre, at være partner, at skabe min fremtid, at fokusere, at planlægge osv osv. må jeg regne under ringe evner. I hvert fald ud fra Csikszentmihalyis skema: Jeg bekymrer mig. Jeg er anspændt. Jeg bliver apatisk. Når det handler om tillid til mennesker og til fremtiden og den slags.

PROBLEMET 3
Jeg ved, at udspringet for mig er mobning i en tidlig alder, igennem mange år. Og jeg ved, at jeg næppe nogen sinde slipper for følelsen af ikke at være god nok. Og at jeg aldrig vil kunne lægge ansvaret for mit liv i andres hænder. Men at vide det gør det ikke mere tilfredsstillende.

Når jeg keder mig, bliver jeg apatisk. Fantasiløs. Frygtsom. Altså, når kravene til mig overstiger, hvad jeg umiddelbart oplever at kunne honorere, blokerer jeg for kravene, indtil udfordringsniveauet ser ud til at matche mine evner, hér og nu.*

Kommer jeg til at sammenligne mig med andre, der går lige på med hovedet først, er det IKKE tilfredsstillende. Og det er svært ikke at sammenligne, når jeg generelt set har så stort behov for at gøre noget.

Det er heller ikke tilfredsstillende at hade ham i skolegården, der forårsagede en forkrøbling af min personlighed – hvor ingen aktivitet er naturlig eller tilstrækkelig, og ingen af de andres kontakter selvfølgelige og uden bagtanker. Men det gør jeg. Hader ham. Og ved at holde mig klar på, at jeg hader ham, kan jeg muligvis også holde fokus på IKKE at forfalde til apati og fortrængninger.

Men det er IKKE tilfredstillende.

Jeg ønsker at elske alt, jeg bruger tid på, og de mennesker, jeg ønsker at omgive mig med. Jeg ønsker at være fokuseret på fantasi og hittepåsomhed og dybe, varme følelser. Jeg mener mit hjerte i stand til at elske dybt og længe og med megen plads til forskellighed.

Had og apati og frygt og anspændthed er ikke i orden. Jeg vil ikke ha’ det! Både pot og øl kan af og til dæmpe tanker og følelser.

Men selvmedicinering er ikke tilfredsstillende. Heller ikke at skulle meditere eller levitere eller bare galopere på stedet. Det eneste, der rigtig duer, er at elske.

PROBLEMET 4
Kan jeg ikke elske, hvad er jeg så? Kan jeg ikke føle, at der er noget at elske – at der er noget i et andet menneske, som adskiller sig fra mig i en positiv forstand – hvad så? Jeg behøver mine udflugter, min flugt, mine pauser, min fordybelse, at trække vejret alene og uden krav om noget. Er det noget at tilbyde et forhold?

(* Det var besynderligt nok dén kontrakt, jeg lavede med mig selv i 1999, da jeg begyndte at skrive et dagligt digt – længe før, jeg overhovedet forstod min plageånds indflydelse: “Skriv et dagligt digt, og hvis det ikke føles godt nok, så sænk dine krav”. Det virkede. Der kom mange gode digte ud af det…)


Kenneth Krabat, 13.12. 2010

Få idéen, føre firmaet til succcesss og sælge.

Dén verden, hvor dét at starte et firma kun er skridt på vejen mod at sælge det.

Jeg finder det interessant, hvordan folk forholder sig til begreber som at sælge sig selv, kunderelationer, fejl i opstartsfasen, hvad der er “tilladt” at fokusere på (“må man godt bare ville tjene penge”, f.eks.) osv.

Selv har jeg svært ved at fokusere på dét at tjene penge, og vil gerne forstå, om man evolutionært eller overlevelsesmæssigt betragtet BØR have et stort fokus på indtjening? Eller, snarere, om det er mig muligt at nøjes med bare at fokusere på samfundets edifikation og sanseligheds bedagelse? (Undskyld, kan du leve af at være forfatter? Nej, men jeg lever for det.)

For ganske nyligt faldt jeg over et udtryk. Det eksakte citat kan jeg ikke linke til, men det lyder nogenlunde således: “How to be a successful start-up’er and how to successfully guide the company towards a successful aquisition”. Altså, hvordan man lykkes med at opstarte et firma og siden lykkes med at føre det frem til en lykkelig overtagelse.

Føre sit firma frem til en lykkelig overtagelse

Ikke fortsætte med sit firma til det udlever sin brugbarhed, men opstarte sit firma baseret på sin gode idé, finde de rigtige medarbejdere, der rigtige producenter, de rigtige aftagere, og når det topper så sælge det til overtagelse til mere statiske kræfter og gå videre med (idéerne til) de andre fimaer, man har opstartet… Og lade køberen om at malke idéen til sidste dråbe. Eller implementere den udbudte teknologi/service i andre produkter eller som bund for nye patenter osv.

Idé-realisering er hvad det handler om. Gøre idéer til virkelighed som en sport-for-penge. Realitetsvurdering i begrænset tidsperspektiv.

Hvad der motiverer menneskene er altid interessant.

At mit behov for kvalitet får mig til at føle, at hele denne idé-som-produkt-mod-realisering-og-salg er en smule snavset, er MIT problem. Jeg må leve med, at verden er fuld af unyttige dimser og ufuldstændige programmeringssprog og allehånde tjenester, hvis fremmeste kvalitet er, at de betaler for understøttelsen af menneskeliv, uden derudover at bidrage med kvalitet til menneskelivet. I det mindste er der så mennesker, som ikke sulter og kan forsørge deres familier og får tid og overskud til at forholde sig til at være menneske.

I Det Mindste.


Kenneth Krabat, 8.12. 2010

Rygestop 3, nikotinens vej og det kollektive bedrag

Vi bliver tilladt selvbedrag. Det gavner samfundets økonomiske og magtmæssige struktur.

Efter at være blevet opfyldt af den tanke, eller idé, at nikotinens vandring fra at være en kollektiv afhængighed til en individuel ditto, med statens vilje gemt af vejen i hjemmene, men skatterne for salget stadig tilflydende statskassen og ingen, som bliver syge af nikotinen, som de blev syge af tobakken, på ingen måde, er jeg af og til kommet til at tvivle:

Kan det virkelig være rigtigt, at industrien med statens velsignelse kan få lov at holde folk i afhængighed, eller er det bare nogle forretningsmænd, der fik en idé efter nedgangen i tobaksrygningens popularitet, og regeringsMENNESKER, som også selv er afhængige af ting og stoffer?

Der kan godt gå længe med at føle mig som en paranoid fantast, hvor mine tanker nærmest sniger sig uden om mig, men så hører jeg om, som her til aften, et menneske, der har været afhængig af nikotintyggegummi i 7 år, og så er jeg igen ikke i tvivl.

Verden er befolket af afhængige og medafhængige. Det gør ikke selvbedraget til en mindre ubehagelig påmindelse om, at vi gennem et psykisk minefelt af krydsende og intefererende kraftlinier af begær og besiddertrang, uden vished on minefeltets eksistens i så stor og betydende en skala, trods alt skal formå at passe på os selv og på hele jorden.

Eller er det bare mig, der har en mere naiv opfattelse af, hvad liv egentlig går ud på?


Kenneth Krabat, 4.12. 2010

At planlægge en Ukonference – storslået!

En Ukonference er en måde at få en gruppe mennesker til at selvorganisere et fælles emne eller en problemløsning, uden de store omkostninger eller administration.

How I Planned a Successful Unconference in 6 hours – and You Can Too.

Fantastisk, taktaktak: Har du et emne, du brænder for, så gør det på den her måde.

Folk, der OGSÅ brænder, har en evne til at indfinde sig optimistisk i kaos og bidrage med deres egen lille bitte orden, nok til, at det hele hænger sammen, eller i hvert fald i er en smule mere struktureret end the Big Bang!

Og kun mangel på fantasi sætter grænser for, hvad en Ukonference kan handle om – selvorganiseringsprincippet kalder kun på fælles mål!

mere info på engelsk:
– Få en idé hos Wikipedie om forskellige måder at facilitere en Ukonference på.

– Læs på Kaliya Hamlins Unconference-blog om, hvordan man forbereder sig forud for en selvorganiseret koncerence/seminar, som en ukonference er, og meget mere.

Kærlighed uden grænser, skriv under hér, nokernok!

Betyder det ikke længere noget, hvordan man opfører sig? Dansk Folkeparti har helt sikkert ikke fattet den der med Den Globale Verden, men tror de har. Ligusterhækken kan nok skjule, men ikke fjerne – det er givet dér, problemet ligger. Og helt tydeligt, at mennesker med den slags problemer kommer til magten!

Kærlighed uden grænser.

Ikke blot forhinder den seneste indvandringslovgivning ægtefæller i at bosætte sig i Danmark af kærlighed, det sender også signaler til hele verden, der placerer Danmark OG DANSKERE på liste over fremmedfjendske.

Ét er at forsøge at bekæmpe frygt ved selv at være åben, i sin egen hverdag, i sit eget liv. Noget andet er at fortælle magthavere – hvordan de skal opføre sig på vores vegne: som anstændige mennesker SELV!

Jaja, der er meget at sige om (militante) islamister, og sikkert også meget at sige om den måde visse højtråbende islamiske stater fortolker koranen på (som Fanden læser Biblen, givet), men at betragte muslimer over én kam som 5. kolonne er at lægge al skyld og skam for vores velfærd fra os. Vi identificer os med den vestlige verdens model, og føler os således forpligtet til at fortsætte med at slikke røv på USA – en effektiv mundkurv, kunne man sige, at være således beskæftiget. Og regeringsmagten har derfor intet andet valg end at lade fremmedfrygten få tale – fordi den førte politik ikke muligør andre veje… Bla!

Det så fantasiløst, visionsløst, magt-fokuseret, at det grænser til idioti. SÅ begavede, talentfulde mennesker er SÅ bange, at de ikke kan andet end at fortsætte lige ud, og tvinge os alle sammen mod afgrunden som lemminge! Mein Gott und seinem Mutter!!

NOK ER NOK!!