Heideggers Væren og Tid, kapitel 0.

NULLET nuller. Det kan ikke andet. Og vi drager nytte af det til at sætte alt andet i relief.

Jeg er umådelig uuddannet, måske næsten umålelig uuddannet.

Om 20 dage bliver jeg 50. Jeg har inviteret 140 mennesker til at komme til reception på 35m2 og har ingen back-upplan for hvis bare halvdelen har tænkt sig at lægge vejen forbi i løbet af dagen. Ingen stole, ingen ilt. Blot statistisk påstand om, at alverdens befolkning kan stå på Bornholm, med plads til overs.

Inden da skal jeg have ryddet op på terrassen, dvs. flyttet i tonsvis af træ og placeret det et sted, jeg ikke straks skal flytte det fra igen, og gerne gøre både husets indre og ydre så færdigt, at jeg ser ud til at være respekt værdig, har styr på mit liv, er værd at have med fremover at lege og interagere med; det her med at jeg er et godt menneske med et godt hjerte er ikke nok for mig; jeg har tænder.

Samtidig er det faktisk vigtigt for mig at gøre plads til alle de mennesker, jeg gerne vil se, inden vinden vender: Mit indre er det eneste sted, jeg kan have dem med på samme tid; det eneste realistiske sted for mig at opholde mig midt i en tryg gruppe.

Og for at det ikke skal være løgn: Pt er mit døgn vendt, så jeg går i seng kl. 10 – jeg skal have trukket 10 timer, så jeg kan tage imod gæster d. 30, tidligt.

Der er således udfordringer nok til at fylde hver en dag – idet jeg samtidig skal holde mig orienteret om alle nye dokumentarfilm i verden, som er en frisk passion, der bringer væsentlighed og levende mennesker ind i stuer, som dagligt er noget ubelastet af hørbart åndedræt. Og tillige udføre alle de ting i hverdagen, som man gør for at holde kaos stangen, og det er ikke lidt.

Men det er ikke nok. Og her kommer vi igen til den uuddannede del:

væren og tid, heideggerJeg har behov for et væsentligt input til min sansning af verden, noget mentalt at stå på, hvis det da ikke er et oxymoron, og idét jeg går ud fra, at mentale udfordringer ikke direkte influerer på kroppens evne til at danse tango på et trægulv, har jeg tænkt mig at tygge mig igennem VÆREN OG TID af Martin Heidegger. (Og undskylder for mængden af blandede metaforer).

Mine forventninger til sådan indsats:

At køre med på, at værket er en overhypet moppedreng, især uden at have læst den, forekommer stærkt nedvurderende, men at opfatte den som en stringent logisk satan, som jeg derfor nu forestiller mig at jeg vil opleve den som, er måske direkte fornærmende.

Vi får se…

Jeg har tænkt mig at skrive 1 indlæg om hvert kapitel, og hvis jeg ikke længere kan genlåne den, må jeg vel ud at finde den antikvarisk. Min oversættelse er den seneste fra Klim 2007, og begge faktorer skulle borge for en gennemarbejdet, moderne oversættelse af dette hovedværk fra 1927. Ikke, at mange ikke senere er kommet til klarere, mere tidssvarende konklusioner ved at stå på Heidegger, men Væren-I-Tid, Væren-Med-Tid og Væren-Over-Tid gennemsyrer min tanker, og har gjort det igennem 20 år eller så. Skal jeg således lave mig et uddannet, intellektuelt fundament, jeg kan bruge til at forstå mine egne mange tanker med, kan jeg lige så godt begynde her, hvor jeg allerede er, eller hur?

Hei-degger, et bord til to, tak! Kenneth behøver at kennethe.

 

Tanker om afsked, bonding, virkelighed og tilført optimal evolution.

Hvor virkelig er Virkeligheden? Kærligheden? Sorgen?

 

Jesper Klein døde for 3 dage siden. Jeg hørte hans stemme i P1 i dag i et interview fra 2009. Hans savn af Lykke Nielsen, hans afdøde kone, der valgte den underlige, sky, menneskevarme og über-talentfulde Jesper Klein over et hav af mere dynamiske og kønnere kolleger, er en kendt historie og forbilledlig som eksempel på kærlighedens livslange sammenvoksning mellem mager. Mange af hans venner meldte, at han ikke ønskede at leve efterfølgende (heri er hans søn, Sebastian Klein uenig) – men det er også kendt, at sorgen gør dét ved væsener, som følelsesmæssigt vokser sammen med deres mager.

Min morfar på 92 døde for et år siden. 8 måneder efter mormor. Han savnede hende hver dag og ønskede ikke at leve. Mine forklaringer om sorgens varighed og forløb var et håbløst ineffektivt bolværk mod savnet og smerten. Han følte sig ufuldstændig. Til slut var det en fejloperation, der tog livet af ham.

Min kære ven mistede sit for tidligt fødte barn i går. Ham og hans elskede planlagde for længe siden at skulle giftes til september. Hendes livmoder åbnede sig for tidligt og hun blev for nyligt tvunget sengeliggende de sidste 4 måneder. Men hendes livmoder gav slip og hun fødte ufrivilligt.

Døden er dér, hvor det slutter. Inden da skal der tages stilling til meget.

For en uge siden søgte jeg og fandt jeg et “uddybende link” om “kærligheds-“hormonet oxytocin. Jeg behøvede uddybningen til at forsvare en forestilling om kærligheden som illusorisk og neurokemisk. Oxytocin viser sig bl.a. at fungere som igangsætter af fødslen hos gravide. Men produceres også i hjernen som følge af nærhed, sex, kram, og har den evolutionære effekt, at det giver en følelse af tillid og giver parterne lyst til at være tætte, som så skaber erindringer, der giver lyst til at gentage tætheden.

Må man så ikke kramme eller være intime, når man skal ligge stille som følge af risiko for for tidlig fødsel? Kan ømheden og medfølelsen og den intime nærhed mellem partnere, der trues af for tidlig fødsel, igangsætte fødslen? Fra et evolutionært synspunkt giver det god mening, at omsorgsfuld omgang med pårørende hjælper fødslen i gang. Men evolutionen er det gyldne gennemsnit, der nyder godt at afvigelserne fra normen, og straffer dém hårdt, der ikke kan klare sig uden for normen. Hér måske dém, der er bedst til at støtte hinanden?!

Hvad skriver man, når den berømte, kantede, varme Jesper Klein-stemme nu kun er historie? =
Nærværende indlæg.

Hvad skriver man, når ens elskede morfar dør? =
Det her.

Hvad skriver man til sin ven, når hans søn er død? =

hvis livet
er det dyrebareste for de levende
hvordan
så overleve døden?

og stole på, at han forstår, hvor svært det er at deltage i andres sorg.

Og når han så sender fotos af sin døde søn, som på forbilledlig og smukkeste vis lukker døden ind i livet, kan man kun takke for, at han er så stærk, at han lader andre få del i sorgen.

Døden er en del af livet. Som sådan i den danske offentlighed knapt synligt på institutionsplan og i medierne. Men gudskelov består nationen af andet end institution og “vi lader andre tage sig af det”. Mennesker forsvinder jo for alle.

Mennesker forsvinder for os, når de ophører med at forandre sig. Eller vi gør.

Forsvundne mennesker har det med at dukke op i erindringen.

Dér lever de som om de aldrig har gjort andet. Forandrer sig med sikkerhed aldrig. Bliver aldrig ældre. Fornyer sig ikke, tænker ikke over tingene, agerer bare og er svære at gå i kontakt med. Præcis som hvis tanken om den døde udgjorde kontakten til “den anden side”, hvor alle er i evighed, hvad dét så er.

Min ven fik kun et par timers liv sammen med sin søn. Men elskede ham fra før han blev født. Og elsker ham sikkert endnu. Og vil leve med sorgen resten af livet. Og leve med og , at han elskede. Og elsker.

Ligesom at jeg elskede min morfar, og snart kun har erindringen om min kærlighed og hvad den gjorde ved mig og ved ham – selvom jeg er udgjort og skabt af dén kærlighed. Og snart kun har mindet om Jesper Kleins livgivende humor, måske med mediegenudsendelser nogle år endnu. Kom an, I Klyder!

Kærlighed er at give (sig hen).

Kærlighed er en genkendelse. Kærlighed er en genskabelse af kærlighed.

Kærlighed er kemi i hjernen. Oxytocin bl.a., der bonder mor og barn i amning og kramning, og partnere efterfølgende nærhed og sex.

Kærlighed er en villighed til at lukke det fremmede ind.

Kærlighed er noget, man forhåbentlig oplever som barn.

En kemi, der aktiveres og arkiveres i hjernen, så man kan blive i stand til at forstå andre menneskers given, og behov for at blive givet og anerkendt, og ikke misbruge og trampe på sårbarheden og følsomheden, der ligger i at være åben. Se på andre, når man driller, så det ikke bliver til mobning. Mærke sine behov og tillade sig selv at søge sine behov dækket. Være åben. Have tillid til, at man gerne må have det godt i sit liv. At alle må. Tro på, at alle ønsker det.

Nu kan man købe Oxytocin som spray.

Det afstedkommer indre ro og inspirerer opgivelserne til tillid. Måske kan det til og med vende en negativ udvikling, en negativ spiral, ved at skabe positive oplevelser.

Som alt andet, der tilføres kroppen, skal effekten forstås og perspektiveres, for ikke at udvikle psykisk afhængighed af det tilførte.

Som så meget andet, menneskene bruger for at få det bedre, standser forståelsen oftest ved kanten af dén hverdag, vi forsøger at forandre. Effekten af indtag (af hvad som helst) kan være nok så kortlagt – kemisk, psykologisk osv. – men i sidste instans kan kun det enkelte menneske for sig selv afgøre, hvilken kemi og hvilke tiltag, der fremmer og hvilke, der der hæmmer. Hvor kærligheden er. Hvor sorgen. Omkostningerne ved at søge, og ved at miste.

Hverdagen kan jo ikke standses.

Hverdagen må leves med. På bedste beskub. Ud fra på forhånd afgjort filosofi, eller fra principper. Eller fra vakt øjeblik til vakt øjeblik, fra udfordring til udfordring. Kærligheden er kemi i hjernen, ja, og det er resten af den menneskelige Virkelighed også. Men den er så netop også virkelig. Den fylder i hverdagen. På samme måde som savnet og døden og længslen og forestillingerne. Det er alt sammen Virkeligt. Selvom forandringer i hjernens kemi laver det hele om. Eller måske… netop derfor.

Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008

An Obituary by Dieter A. Hagenbach and Lucius Werthmüller

At the age of 102 years, Albert Hofmann died peacefully last Tuesday morning, 29th April, in his home near Basel, Switzerland. Still last weekend we talked to him, and he expressed his great joy about the blooming plants and the fresh green of the meadows and trees around his house. His vitality and his open mind conducted him until his last breath.

He is reputed to be one of the most important chemists of our times. He is the discoverer of LSD, which he considers, up to date, as both a “wonder drug” and a “problem child”. Continue reading “Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008”

DRs nedlægning 2 – demonstration

Billedkunstnernes Forbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Forfatterforening, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Komponistforening, Dansk Musiker Forbund, Dansk Organist- og Kantorsamfund, Dansk Skuespiller–forbund, Danske Bladtegnere, Danske Filminstruktører, Danske Formgivere, Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer, Danske Kunsthåndværkere, Danske Populærautorer, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske Tegneserieskabere, Forenin–gen af Danske Sceneinstruktører, Fotograferne, Sammenslutningen af Danske Scenografer, Tegnerne, Unge Kunstnere og Kunstformidlere

står bag en demonstration

onsdag d. 12. september
med start på Nytorv kl. 14.30 og videre til Gl. Strand

for bevarelsen af DR som Danmarks bredeste kulturformidler af kunst og kultur, sport, aktualitet, nyhedsformidling, undervisning, oplysning og meget mere til gavn for danskerne og hele det danske samfund!

Hvor står du?

Flere oplysninger kan ses på Dansk Kunstnerråd’s hjemmeside

@ Terror – SL og kampen om det indre rum

En fyr, jeg mødte via ISP-support i midt-90’erne, var gået i gang med at konstruere en virtuel udgave af vores hovedstad i 3D, med facader, gader, parker, alt. Med senere kommercielt sigte, måske… Alene tanken om et præcist, virtuelt København. I fredstid et guldæg af åbenhed.

Det virtuelt dublerede miljø som tanke er fortid, og Google Maps og strukturering af og forståelse for data i et virtuelt lagermiljø har taget over. Med tilkomsten af overvågningskameraer er det muligt – for udvalgte instanser – at få et dynamisk realtime-overblik i stort set alle større byer i verden, men vi andre er med på en kikker på det statiske.

Efter 9/11 er det helt åbenlyst, at det er bedøvende ligegyldigt om regeringer inden for NATO-samarbejde forbyder private ejere af satellitter at sælge eller offentliggøre inkriminerende location-billeder, f.eks. til Google Maps. Bombemål er ikke længere militære og ofrene ikke professionelle repræsentanter for regeringer.

Målet for terror – i skolegården, på arbejdspladsen, i hjemmet, eller som vi er kommet til primært at forstå begrebet: hvor som helst og med døden til følge – er at vinde territorie i det indre rum. At presse mennesker ud i frygt, så de ikke kan samle sig og ikke forsvare sig.

Folk, der bevæger sig i Second Life, vil måske have bemærket, at attentater har fundet sted. Bl.a. atombombesprængninger af butikker og firmaer – Nissan, der flere gange er blevet ramt, har lige trukket sig fra SL i følgeskab med flere virtuelle lig i virtuelle kister. [strammer smilebåndet?]

Tilkomsten af håndvåben i Second Life og tilstedeværelsen af flere Jihad-grupperinger får terroranalytikere til at mene, at SL bliver brugt til rekruttering af folk i aldersgruppen 16-30, der tiltrækkes af den virtuelle vold, og som øvelsesscenarier for terrorister. Sandhedsværdien af dét kan givet diskuteres, men mennesker, som bevæger sig i et virtuelt scenarie, har vel kun penge og avatarer at miste, og graden af ødelæggelse og destruktion er kun et irritationselement (modsig mig gerne…). Og bliver man træt nok af at få smadret sine konstruktioner, fjerner man sig fra SL.

Eller gør man? Hvem bliver tilbage? Dem, som intet first life har? Som føler sig nødsaget til at forsvare eller barrikadere sig, fordi det er deres hjem, som er under angreb? Vil vi se krig udspille sig i SL? Anvendelsen af “atomvåben” er graverende proportionsforvrængning – det er stort set ikke muligt at “gå højere op”, uden at lægge serverne ned. Og skaderne har ikke omfang som af reelle atomvåben – ellers måtte man formode, at Linden Labs ville gribe ind? Men hvad enten man anvender en pixeleret hvidmaling af skærmbilledet af samme (virtuelle) udstrækning, som en A-bombe ville have det i den reelle verden, eller blot kalder en programmeret pixelfjernelse for “atombombe”, forekommer det mig at være spørgsmålet om, hvorfor man skulle bestige bjerget: “Fordi det er der”.

“Kan det lade sig gøre?”

For drenge- og pigerøve, drømmere, fantaster, beregnende forretningsfolk og socialt hjemløse, folk med en sag og dem, der bare gerne vil bestige programmerede bjerge kan alt og mere til lade sig gøre i Second Life, som er muligt i den reelle verden. (Med undtagelse af en drink, som én sagde). Men kampen om det indre rum kan kun få reel effekt, hvis avatarernes førstelivskroppe ikke kan overleve uden kontakten til SL.

I så fald er kampen allerede vundet. Af Linden Labs. Med eller uden håndvåben, bomber eller terrorister.

Film: The Secret Life of Words (2005)

Drama

En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.

imdb

Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.

Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.

Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV’et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).

Hannas fortælling bliver “vores egen” fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.

Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.

Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie (“Kopenhaaagen”) – jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!

Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna – hold øje med hende; hun er dygtig.

Battlespace (Science Fiction, 2007)

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Science fiction

Et væld af idéer, stort scope, og hæderlig CGI i 2 australske science fiction-fortællinger i én og samme rammefortælling, men ikke af dén grund mere for pengene.

imdb

Synops (som jeg husker det – måtte forlade stuen af og til for ikke at føle, at jeg spildte min tid):

“The saga of Humanity” hedder rammefortællingen, et dokument der fortæller om menneskenes historie tusinder af år tilbage og frem i tiden. “The Konstruct War”, som er et andet navn for “Battle Space”, er 3. del af Sagaen, der foregår fra midten af det 21. århundrede indtil kosmos begynder forfra i et nyt Big Bang.

En kvinde, der har været i stasis i umindelige tider, er eneste menneske tilbage i kosmos. Hun fortæller historien om menneskehedens afslutning set gennem fortællingen om hendes mor, en oberst der forsøgte at frelse sin planet – og sin datter – fra udryddelse af Konstrukterne, en ny art af genetisk modicificerede mennesker.

Derefter springer historien til datteren i stasis, der ankommer til universets slutning og nye begyndelse.

Det er helt fint, at ingen stort set siger noget den første time. Men historien er så usammenhængende, at en voice-over skal kæmpe med at udfylde alle huller. Skuespillerne har intet at arbejde med andet end at kampen gennem (fantastiske) australske ørkenlandskaber. Kampscenerne er mærket af manglende økonomi til kampinstruktører, men jeg gætter Bob fra den lokale karateklub har været forbi. CGI-effekterne er godt integrerede i forestillingen om planetlandskaber, men kan – selvom de er stort set state-of-the-art – ikke stå alene om at bære filmen. Som vælter over med postulater som f.eks. bevidsthedsdownloads i enhedsmatrix, tidsrejser, biomodifikationer – men alle teknologielementer forbliver uberørt af konsekvenser for det enkelte menneske på noget dybere plan. Mængden af filosofiske aspekter afvikles i omtale snarere end handling og ville kunne skabe grundlag for adskillige bøger og film. Ærgeligt, for hovedparten af science fiction-film lider under endeløs pattesutten på én idé, men mængden af idéer, der hér søges afviklet på 2 timer, vil snarere skræmme end tiltrække nybegyndere til genren ved den blotte mangel på menneskelige konsekvenser at empatere med.

Det er en kedelig film.

Jeg kun kan komme op med 1 grund til, at den ikke skulle være forblevet på storyboardet: Sådan skal det IKKE gøres.

Nej, okay, så 2 grunde, da. For hér ses effekten af tegne(serie)serialiteten, som vi kender den fra StarWars og Matrix – billigere film med CGI og bluescreens, der kan muliggøre det meget større universelle scope, som fans kender fra TV og fra bøgerne. En billigere adgang til større episke fortællinger, der ikke lige kan fortælles på 85 – 125 minutter, men samtidig har (eller burde have) en menneskelig dybde, der gør de enkelte segmenter interessante og vedkommende hver for sig. Der skal bare lige være et godt manuskript.

Havde det været en bog, ville jeg have foreslået forfatteren næste gang at betale for at få manus læst af en redaktør.

MEN se her:

“Shot on location in Arizona, Los Angeles, New York, Copenhagen, Australia, Berlin and Singapore…”

Hovedpersonen hallucinerer i ørkenen som følge af en stim-afhængighed og ser, fuldstændig ud af det blå og uden for sammenhæng med resten af filmen, følgende:

Helt åbenlyse eksempler på jordisk civilisation, som set med australske øjne giver mening at hallucinere om, når Jorden for længst er gået under og man er tæt på døden i en ørken.

Havde historien ikke været så håbløs, ville jeg have foreslået turistrådet denne film som anbefalelsesværdig indføring, hvis de ville satse på netop dette “civiliserede” som emne for nye turisttiltag. En stolt turistguide kunne så have fremvist vore plejehjem, skoler, hospitaler som eksempler på danernes ordnede livsform. Måske det til og med havde trukket andre nationer i mere menneskeværdig retning?

Et socialrealistisk indslag fra instruktøren af “Battlespace”, snarere end udfyldelsen af 30 sekunder med feriebilleder fra København?

dagbog: Anatomisk blåstempling

“Ja, jeg må hellere omgående sige, at der ikke er noget som helst”. Fin læge, godt menneskesmil bag professionalismen.

Sådan. Tak, fint. Men det vidste jeg også godt. En lille bløb i bagkraniet om, at min lungekapacitet er nedsat ca. 6%, givet gr. rygning. Men ingen pletter på lungerne. “Der er ikke noget som helst”.

Nu må jeg så tage stilling til følelsen i min brystkasse ud fra andre kriterier. Som jeg endnu ikke ved, hvad skal være. Men efter at have set The Secret i går aftes, blev jeg klar over, at jeg er på rette vej. Og at det kun er mit anstrengte forhold til penge, følelsen af aldrig at have nok (=tid), der har spærret mig vejen: Min vægtning af fri tid snarere end de muligheder, som at have penge giver. Men også den adskillelse på godt og ondt, som fri tid i mit tilfælde er blevet til, helt naturligt-agtigt-lignende. Fri til at tænke i fred, fri til at mærke det hele uden back-up.

Med The Secret i hovedet sad jeg i venteværelset og forsøgte at forestille mig, hvad jeg gerne ville med følelsen i brystkassen. Som herre over mit eget liv og kosmos er det nemt nok at se, at jeg indtil videre ikke har andet, jeg vil med følelsen i brystet end at åbne yderligere og give mere til andre. Venlighed, imødekommenhed, kraft, styrke, tillid, tro – frygtløst og med fokus på åbne mig for deres bedste følelser snarere end deres frygt, mistro, og gamle vaner.

Og til mig selv. På denne dag, hvor jeg er levende, og raskmeldt! har jeg lyst til at give efter for min lyst til at vende tilbage til en Landrover, få mig et buskørekort, flytte til Samsø. Fuck at komme på universitetet. Jeg gider det jo egentlig ikke:

Fat i AMU mandag og høre om buskørekort. Har fundet en landrover, jeg skal se, og et hus på Samsø jeg skal se. Livet udmærker sig.

Belært af livet ved jeg, at verden ikke nødvendigvis ændrer sig med den overbevisning, denne dag har for mig, men maskinen har været i gang et stykke tid – har set på hus i tre uger nu, talt med bankrådgiver, fortalt at jeg muligvis er ved at rykke teltpælene op for at gøre noget nyt. Det ér sådan set bare at fortsætte, og fastholde at jeg får igen, hvad jeg giver ud.

Så, andelslejlighed sættes til salg i næste indlæg.

dagbog: PET-skanning

aldeles udramatisk – indsprøjtning af radioaktivt sporstof (hvor sygeplejersken skyndte sig ud af rummet efterfølgende, fordi hun laver det hver dag, og skidtet ER radioaktivt). Stoffets halveringstid er på 110 minutter, hvilket vil sige, at det er halvt så radioaktivt efter godt 2 timer, og halvt igen efter 2, indtil det er skyllet ud af kroppen via nyrerne (4-6 timer ved rigelig væskeindtagelse). (I princippet må man så konkludere, at der via toilettet skilles ganske små mængder radioaktivt materiale ud til omgivelserne, som i teorien aldrig holder op med at være radioaktivt. Men i praksis er der stråling mange steder fra, herunder også baggrundsstråling fra universet, så det betyder ikke noget. Tror jeg.)

Dernæst slappe af 1 time uden aktiviteter, fordi stoffet flyder med blodet op i hjernen alle de steder, der er aktivitet. Og stoffet ér som sagt radioaktivt, så det er bedst at undgå det steder, hvor det ikke behøves. Altså, ingen bøger, og ned i zen-mode. Total afslapning. Ingen problemer, fordi jeg ikke mærkede den fjerneste angst eller frygt.

Sært nok er jeg helt rolig omkring alt det her – fuldstændig overbevist om, at der intet er galt. Jeg har tænkt, om jeg har dødsdrift. Hvilket er sådan noget, man helst ikke skal tale om, Måske er jeg bare urealistisk. Men jeg tror, jeg bare er hengivet omstændighederne i dét omfang, jeg føler jeg ingen indflydelse har. Og indtil det modsatte er bevidst, fejler jeg ingenting. Og når de har konstateret dét, de anatomiske læger, kan jeg rette opmærksomheden fuldt og helt på følelsen i min brystkasse.

Efter 55 minutters søvn blev jeg sendt ud at tisse, og så ind i PET-skanneren, som er den type skanner, der laver lodrette “snit” af kroppen, så man kan gå den igennem som spegepølseskiver. Den er så hér kombineret med en røntgenskanner, en CAT-skanner, der arbejder 2-dimensionelt på knoglestrukturen – og som nøgle i lås bliver lægerne ved at kombinere de to informationsmaterialer i stand til at se et fuldt billede af hele kroppen.

Undervejs skanningen indsprøjes et stof, som virker kar-udvidende – det føles som om man bevæger ekstremiteterne – fingre og fødder – meget tæt på et bål, men er overstået smertefrit på 30 sekunder.

Skanning: 45 minutter. Totalt knap 2 timer.

Svar fredag morgen. Så skifter verden karakter igen. Uanset hvad… 😉

@ Rumret…

Hvor slutter himlen og hvor begynder Rummet?
Hvem rydder op?
Kan man eje et stykke Rum?
Er det muligt at forsikre mod at blive ramt af meteorer i Rummet?

Måske Stephen Freeland en dag vil være årsag til svar på disse og mange lignende spørgsmål om rumret; han er space lawyer, rumadvokat – én blandt godt 100 i verden, som beskæftiger sig med rumret. Kuldret ord. Rumret. Der burde være en bindestreg: Rum-ret. Men det er stadig tosset.

Anyway – artikel om konsekvenserne af rumturisme, en space law blog!, et essay af Freeland om hvorfor australsk rumfart er gået i stå, Adelta Space Law, et firma specialiceret i rumret… – søg selv videre. Og husk at se op!