Category: kenneth krabat

Sociale Objekter (Social Objects)

I sociale fora, i sociale medier, er vel det meste vi gør blot undskyldninger for at mødes. Mødes i offentlighed på Facebook, mødes i anbefalingen af YouTube-videoen, mødes på stedet også i Foursquare, mødes i genoplevelsen på Flickr, mødes i tankens og definitionens udforskning på Quora, mødes, mødes i chatten sgu også, på Facebook og alle steder. Det handler om at mødes. Objekterne er Videoer, Mennesker, Spørgsmål/Svar, Steder, Fotos og Billedkunst, Musik, Deling, Begivenheder, Spil, LiveCast, TVradio, Præsentationer, Anbefalinger, Protester o.a.

Internet-Iværksættere er nødt til at stille sig 2 spørgsmål om Det Sociale Objekt: 1. ”Hvad er det, vi udbyder i den sociale agenda?” og 2. ”Er et helt nyt Socialt Objekt dét, der skal gøre vores lykke, kan vi koble Sociale Objekter sammen, eller byder vi os frem som et (bedre) alternativ til kendte Sociale Objekter?” Stiller man dem ikke, kan man ikke målrette sin start-up’s indpasning i konkurrencen om opmærksomhed.

Vil man gøre indtryk på Internetbrugere, skal man kunne noget: Indplacere sig som en skive i den samlede pølse af daglige handlemuligheder på Internettet. Forsøge at bevidsthedskoble de nye frembudte handlemuligheder med gammelkendte medier eller objekter. Blive anbefalet.

Det er hele verdens befolkning og deres anbefalinger, der rykker noget. Eller blot mængden af fluer på kagen. Facebook, der kunne hedde GlobeSite uden problemer, blev overvurderet på børsen, fordi ingen uden videre kan værdiansætte 1 milliard mennesker opkoblet i samme netværk. Det er 1 milliard mennesker, nogen KAN nå ved fordøren. Og DERES anbefalinger…

Hvad skal man med Sociale Objekter? Ikke noget. Men man kan tælle dem og se om tallet ændrer sig eller forsøge at ændre antallet selv. Blive en del af den Socialobjekt-celleding, som er i færd med at skabe den livsform, der allerede nu optræder som Nettets kollektive ubevidsthed. Og ud over at være nyder, som alle er, så servicere med tjenesteydelser eller kreativt indhold.

Sociale Objekter er er Nettets celler. Celler bliver til organer; på samme led, men omvendt bliver Sociale Objekter til Sociale Medier. Ikke som biologisk vækst fra lille til stor og væk, men født som fuldfærdig fleksibel idé gå fra tanke til anbefalinger eller meget stærkt ud i glemslen.

Vi ved endnu ikke, hvad vi skal eller kan med denne bevidsthed, når den vågner, men vi ved, at den består af os alle sammen. Indenfor dens ubevidsthed kan vi i dag bevæge os i massen ved entusiastisk fremstød eller frygtsom retræte og påvirke nogle af de andre, og af og til i processen trancendere lande, sprog- og kulturgrænser. I processen bliver flere og flere bevidste om fællesskabets evner til forandring og påvirkning.

Når Kollektivet, det fremmødte konsensus, bliver stort nok, mange nok, og vågner, er det pr.definition autonomt  – og hvad vil det så forholde sig til, ud over sig selv? Hvordan kan det dét? Er det dét, man forestiller sig er gud: Foreningen af intelligente, selvbevidste celler, som i kollektiv vil iværksætte skabelse og udforskning af hvadsomhelst, der er muligt at skabe eller forstå? Har et sådant væsen nogen sinde eksisteret? Eksisterer det allerede?

http://www.mirnabard.com/2010/02/15-categories-of-social-media/

http://en.wikipedia.org/wiki/Social_media

http://www.quora.com/What-are-objects-of-sociality#ans491751

Det Sociale Net er stort set det meste, hvis man indregner kommentarmuligheder hvorsomhelst:

Hvil i mit hjerte.

Her til morgen døde min morfar for to år siden. Eller er det først om to år? Hvis dette var en litterær tekst, kunne man fortsætte ad samme spor. Lade tankerne og sanserne berøre de emotionelle efterladenskaber, der udgør rammen om et menneske i sorg. Ikke gå ind på dødelighedens præmisser, men snarere skrive sig ud af tanken om døden som noget særligt at hæfte sig ved, noget der overgår alle – og undgå ordet “enhver” – forblive i det rum, som er de levendes rum og udtrykke livet og livets nødvendighed som en trøst til de levende, der har døde bag sig og foran sig og selv skal herfra, når det sker.

Det er således ikke nødvendigt. Dette ikke er en litterær tekst. Det er et stykke dagbog, poetisk formet, og ret ligeglad med læseren og læserens litterære præferencer. Teksten ejer sig selv. Den vil sige farvel. Den vil slippe for mere sorg. Den vil videre. Den vil vokse til noget, der er større end dét, der er savnet og efterladt. Og det er nemt nok. Den skal bare stoppe hér.

Teksten.

Åndedræt

Jeg kan ikke klare mig i den digitale verden. Ikke længere. Hvordan klarer dagens unge sig? Hvordan bliver de mennesker? Jeg er en hybrid, mellem antikveret og moderne, og ingen af delene. Min erfaring er historisk, ikke ung. Jeg flyder i tid mellem digital og analog. Jeg savner krop og nærvær.

Jeg går rundt og er nedtrykt.

I forbindelse med lanceringen af min nye bog på eget “forlag” er jeg blevet overvældet over alt det, der er skal gøres, når ens baby skal nå ud til menneskene. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Jeg var det allerede.

Jeg bliver ældre og jeg lever stadig på den samme fiktion fra min ungdom – at det kun er et spørgsmål om at skrive og skrive og skrive, og så skal alt nok blive godt. I mellemtiden er hele verden begyndt at skrive og ingen læser de andres tekst, med mindre anerkendte mennesker og forlag holder dem i vejret og peger på dem, men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt.

Facebook er blevet et sted, hvor alle skriver til alle; hvor arrangementer annonceres; hvor folk kommer i kontakt og dér, de savner hinanden – ikke udenfor, ikke på mail, ikke på telefon – og hvordan trække sig ud af Facebook uden at blive endnu mere isoleret? Men det er ikke derfor, jeg er nedtrykt. Ikke alene af dén grund.

Ebøgerne vælter frem og der er ingen steder for digterne at finde et hjem, hvor linierne ikke bliver klippet over af programmører, der skriver læsekode for prosatekst. Det er ikke dét, der gør mig nedtrykt. Ikke direkte. Men det fylder at ingen forstår eller respekterer pauser.

Nej… Det der gør mig nedtrykt er,  at som vi flytter os til den digitale præsentations- og kontaktsfære, efterlader vi kroppen. Vi bruger vores egen krop som vi plejer, men kontakten til de andres krop… Her accepterer vi permanent at være uden kontakt. Det afspejler sig i alle informationsmedier, at vi accepterer deres uhåndgribelighed, og taler om interaktion snarere end berøring.

Når jeg ser digte, der ikke kan rumme åndedræt, ikke kan formidle åndedræt, bliver jeg nedtrykt. Når jeg ikke kan røre mine venner eller mine forældre, bliver jeg nedtrykt. Det er ikke nok at røre et træ eller min cykel eller ligge på en græsmark eller drikke en kop kaffe på en café i en storby, selvom det hjælper en smule at være omgivet af lugten og lyden af mennesker… Jeg behøver fysisk berøring. Jeg behøver lyden af åndedræt. Den simple bekræftelse af liv.

Eneboer med alle muligheder for kontakt.

Manden i den Hvide Kittel, ebog, kr. 35 (EPUB / mobi)

Forlaget Se, sne!s 6. ebogsudgivelse.

 

11. november 2011 udgives

den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel
(1987-2004).

Forlaget Se, sne! 2011
ISBN 9788798893288 (EPUB)
ISBN 9788798893295 (mobi)



den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel

består af trykte digte fra mine udgivelser, samt uudgivne digte og kortprosafortællinger fra den hvidkitledes (u)virkelighed.

Hvad han kalder sig selv, hvis noget, ved jeg ikke, men hér følger et eksempel på det sympatiske væsen, som okkuperer den skikkelse, jeg kalder Manden i den Hvide Kittel:

ambassadør for O’djibash

en lys passerer en sortmand, denne mulighed kan ikke forbigås, spørger indtrængende “hvem, eller hvad, er du?”

Sortmanden stopper beredvilligt op. “O’djibash. Jeg er O’djibash, mine venner således også; verden er O’djibash”.

“Og mig. Hvad med mig?” Lys er hvidthyllet. “Er jeg også O’djibash?”

“Nej,” svarer sortmanden tålmodig, mørkestrålende “jeg kender dig ikke. At se Ukendt som O’djibash er at fornægte O’djibash – og det er umuligt. O’djibash er verden.”

“Jamen”, jamrer den hvidkitlede, for ham er det, “hvad er jeg så?”

“En fristelse. Et fantasifoster. Men det generer mig ikke”, svarer sort og bereder sig på at gå. “Jeg taler ofte og gerne med mig selv. Det renser”.

(alle veje fører til magtenbølle, Gyldendal 1994,)

Manden i den hvide kittel er Forlaget Se, sne!s 6 eBogudgivelse. Inden længe vil alle være til salg i butikken her på 1000 stemmer.

Jeg modtager med glæde kommentarer om bogen på forlagetsesne @ menneske.dk eller hér på siden.

Vil du bidrage med et beløb som støtte til forfatteren, siger jeg mange tak. Klik på knappen og gå til PayPal.

 

Sølvbyen og andre Helsingør-noveller

Helsingør har meget at være stolt af. Og nu har en mængde forfattere naglet byen til det litterære verdenskort.

 

I dag, d. 11.11 2011 kl. 11.11 udkommer med brask og bram “Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, en samling historier og fantasier om Helsingør.

Jeg deltager med Novellen “Modstand uden ende”. (Læseprøve ses nederst.)

I morgen, d. 12.11. kl. 14, læser forfatterne op i biblioteket på Kulturværftet… i Helsingør.

Digter, forfatter, interviewer, redaktør og initiativtager til adskillige offentlige digteraktiviteter, Lonni Krause, er initiativtager og fundament  under samlingen, der havde sit udspring i en lille samling digte og fortællinger fra 2010 om Helsingør, som blev vel modtaget af forfatterne og omverden lige.

Fra Foromtalen:

“Helsingør er en bemærkelsesværdig by. Ikke blot siges Amled, Shakespeares Prins af Danmark at hjemsøge Kronborg Slot og spille terninger med Holger Danske i kassematterne uden for åbningstid. Helsingør er også den yderste spids af Danmark i mere end ét henseende: Hér tanker svenskerne op, når de ikke kan få drikkevand hinsidan, som stort set ikke er længere væk, end at en rask dreng eller pige kan slå smut og ramme bjælkerne i færgelejet i Helsingborg på den anden side af Øresund. Og byen ligner noget, der ikke brændte ned i København i 1866, hvilket helsinganerne endnu er meget stolte af. Ikke at det var dém, der påsatte branden. Det kan i hvert fald ikke påvises.

Nå, men helsinganere og andre kan fra og med i dag købe bogen i velassorterede boghandlere, og inden så længe kan den også lånes på biblioteket.

Den formidabelt lave pris for humor, spænding, overraskelse, kærlighed, historie, fantasi og virkelighed er199 kr.

I dag ved du så nu, hvad du skal gøre, når tid er. God læselyst. Og god rejse til Helsingør.

vh, Lonni Krause

(Omslag: Bjørn Rønne)

—

Uddrag af “Modstand uden ende, af Kenneth Krabat”:

Foran kopien af statuen af den legende, folk kendte som Holger Danske, rullede Holger Wuideliin sit værktøj ud.

Som hvad som helst kan blive rutine, der er underlagt et steds kausalitet, var jobbet rutine: Når energien Holger Danske søgte manifestation for at opfylde sin sagnforpligtelse over for nationen, skulle den metafysiske ports tænkte hængslers og dørforstærkningers forestillede bolte efterspændes, og ditto uhåndgribelige håndtag og låsebeslag gås efter for tegn på eftergiven.

Kort fortalt skulle energien neutraliseres, når der blev for meget af den.

Varede det for længe, inden porten blev solid igen og uigennemtrængelig for HD-energiens insisteren, ville borgere i Helsingør og Helsingborg og Hørsholm, Lillerød, Tikøb Helsinge, Gilleleje, ja alle omegnsbyerne inden for en radius af 25 km opleve sig uforståeligt gennemsyret af den akkumulerede harme over landets tilstand, der havde skabt HDs navn i populærhistorien. Og jo, det lykkedes af og til Holger Danske kortvarigt at nå ud til nationen – selvom Bureauets top insisterede på vedvarende nedjustering af energiens indblanding i nationale kriser. Folk skulle i kausal forstand flytte til Nordøstsjælland på grund af naturen og havet og husprisernes evne til at tiltrække sig national opmærksomhed. Ikke i væsentlig grad på grund af indigneret omsorg for nationens fremtid.

Som det nu var muligt for ham at opleve sig personligt involveret, var Holger Wuideliin ikke helt uinteresseret i Helsingør. Arbejdet hér var rutinepræget, men det var altid en udfordring, ikke mindst på grund af  Holger Danske-energiens til tider meget kraftige udsving.

Han forstod, at drilleriet blandt de andre agenter var anerkendelse, og at han så ofte blev sendt til Helsingør, fordi han gjorde bedre fyldest dér end andre steder. Skadesstatistikken sagde, at HDs lejlighedsvis massive harme sjældnere berørte ham end de andre agenter, der blev udsendt for at udføre neutraliseringen, når han var optaget andetsteds.

Nej, problemet var, at der var opstået et mindre, kausalt set, uforståeligt problem: Han var begyndte at føle noget, når han som Holger Wuideliin kom til Helsingør. Noget selvstændigt.

Hvilket i sig selv var en del af problemet – det burde ikke være muligt. Ikke for en agent.

Dét forvirrede ham. Hvilket i sig selv var forvirrende.

 

Omtale: Sky City (ed. by Carl-Eddy Skovgaard)

Endnu en omtale.
Desværre mere om Bogen end om Indholdet.

 

Sky City edited by Carl-Eddy Skovgaard.

This is another worthy volume of SF gathered away from the beaten track from Denmark’s Science Fiction Cirklen. Their previous collection I reviewed a few years ago (Creatures of Glass and Light) that sprang out of Denmark hosting that year’s Eurocon (European SF Convention) and was an anthology of European SF short stories. Now (2011) SF Cirklen have given us a window into Denmark’s own contemporary science fiction short story scene and as such will be sought by those who are die-hard serious SF reader with a passion for the genre.

The volume includes a short, non-fiction article by Niels Dalgaard that presents a summary of the history of Danish SF which itself will be of interest to those non-Danes with both a casual passing interest in SF beyond their own country as well as those whose study of the genre is more scholarly.

First though a word about the book’s publication details as these are not as clear as they might be. My understanding, and I checked with the publisher for this review, is that this volume first came out in 2010 printed in Danish with an ISBN 978-8-790-59248-6 and these are the details given on the inside front (copyright) masthead page of this English language volume. However this English volume came out in 2011 and (according to the accompanying press release) has a different ISBN 978-8-771-14158-0 (which is not the one on the masthead or back cover bar code). Now, I mention this not only because those who send us review copies like us to get the publication details right, but also because we are aware that the SF2 Concatenation site is occasionally used by those studying the genre for arts courses, as well as because you may want to buy a copy, and the last thing you will want (if you do not speak Danish) is the original edition as opposed to the 2011 edition in English. Translation volumes are a nightmare to produce and in this case we are told that another publisher (effectively acting as producer and distributor) took over the printing and much of the distribution with SF Cirklen doing the commissioning and copy editing. The good news is that this other publisher (BoD) provides print-on-demand copies in Great Britain, Germany, Canada and the US. Hopefully that explains everything, so let’s move on…

This book came about as part of a very laudable goal of the Danes wishing the rest of us to have a taster of what they were producing. SF Cirklen does, and has for each of the three years up to and including 2010, ran an annual short story competition with the best getting published in a paperback anthology. The first two of these anthologies were called Leige Under Overfladen [Beneath Surface] (2007) and I Overfladen [The Surface] (2008) and the stories in Sky City (2010/2011) are taken and translated from these two earlier anthologies.

Before getting on to the stories, potential readers will want to know about the quality of translation. Translation between languages is extremely difficult. Professional translators are expensive; so much so that even major fiction publishing houses in developed markets, such as Britain’s, do not always use the professionals. Furthermore, it is nearly always (but not absolutely always) best to use a translator whose first language is the language into which the translation is being made. Failing to follow these two general rules of thumb can result in trouble. Indeed a number of SF translations of non-Anglophone fiction into English that I have come across from various countries in my time have been truly horrible: one country is particularly bad and I have yet to come across an SF anthology (having tried to read four) from that nation that is not so awful that the stories are impenetrable. So it was a little worrying when before reading Sky City I noticed that the translations were undertaken by different Danes. Having said that, I was hugely relieved to find that all the stories were translated into quite a readable standard of English with only the occasional awkward use of phrase or opaque sentence: Science Fiction Cirklen is to be commended. In fact the only thing that leaps out at you is the non-standard (non-Anglophone) use of speech inverted commas but this the reader can easily ignore. Less prominent is that the anthology is written in a mix of English and non-English North American, and sometimes both English and American English are used in the same story: someone at SF Cirklen needed to set their PC Word.doc program language to one or the other (English as written in England as part of Europe would probably have been the more appropriate). However this last is a minor point. For the most part the quality of translation is sufficiently good for readers to follow, and indeed enjoy, the stories on offer.

As for the stories themselves, I was personally pleased that they were all science fiction and not fantasy that does seem to dominate a lot of Eastern European speculative fiction and even sneak into some major annual US anthologies that purport to be SF. (Logical genre nomenclature determines that fantasy and science fiction are sub-genres of speculative fiction: fantasy, though worthy, is not a logical sub-genre of science fiction even though some consider it to be so and, of course, not withstanding the fantasy-science fiction overlap of science fantasy where the fantasy (such as a super alien from planet Krypton) has its rationale explained in completely fake science (the alien gets his powers from our yellow sun).)   Sky City’s stories are firmly science fiction.)

As for the stories themselves, as would be expected, they use a range of the genre’s established tropes. Here is a brief teaser run-through without spoilers:-

Sky City by Manfred Christiansen. A woman wakes up in a tall skyscraper built by nanobots. Do they want something with her? This is the title story for the volume and sets the anthologies tone.

Departure by Niels Gerloff. A research team on Europa prepares to boldly go…

The White Bear by Richard Ipsen. A tale set in a future China.

Helium Loves Company by Glen Stihmoe. In a post apocalyptic world half destroyed by nanotechnology run rampant, an engineered team explores the desolation to encounter… Helium Loves Company is an interesting tale.

The Last Astronaut by Flemming Rasch. An astronaut lands on a distant planet after a journey of hundreds years. The next day another ship lands and a fourth generation descendent of the first astronaut steps out…

The Organism on Maneo by Morten Brunbjerg. On a spaceship a crew member discovers an unusual creature…

The Tourist by Patrick Leis. A military officer is questioned as to why he authorised an attack in a civilian area of his own country. The motive is obscure and further investigation leads to the unbelievable…

Know Your Target Audience by Dan Mygind. A new way of getting audience feedback help tailor programme makers’ efforts which in turn feedback to the audience. But the result is not quite as expected.

The Red Parakeets by Camilla Wandahal. Future genetic engineering is not just controversial, it splits society…

The Short Arm of History by Kenneth Krabat. They were queuing up to enter the portal to who-knows-where… This story is vaguely (only ‘vaguely’) reminiscent of Pohl’s novel Gateway (1977), and there is nothing wrong with that as you should not keep a good SFnal idea down and this variation of the theme is an interesting one.

A Contribution to the History of Denmark by Soren Hemmingsen. In 1961 an expedition to Lapland in search of minerals found the tail of a frozen dinosaur… This is the story of the days that followed.

When the Music’s Over by A. Silvestri. A spaceship lands in Central Park. What do they want..? Now without wishing to introduce a spoiler, I was surprised at the aliens distain for the character Captain James T. Kirk. After all this is a Danish anthology and Denmark is famous for its bacon, whereas William Shatner is known for his ham… (Groan now if you will.)

The E-Puzzle by Nikolaj Hojberg. In the far future questions of soul and death will be answered, but then how will we deal with mortality and, as important, how might we cope with the afterlife?

Leeding, Feeding by Miriam Pederson. An alien dissection, but ultimately who is studying whom?

You are my Best Friend by Camilla Friis. We all need friends. But what are friends?

Dreams of Stone by Brian Ornbol. The city was big. I mean really big. You may have thought it a long way down to the chemist but the city really was big… Now this tale is very reminiscent of one I first read back in the 1970s (when Brian Ornbol was just beginning to go to school) and I am sure I have read it a couple of times since in different anthologies (it was a good story), but for the life of me I cannot recall where but the followers of SF Signal tell me it could be ‘Concentration City’ by J.G. Ballard). Nonetheless, as with ‘The Short Arm of History’ above, a good idea can always be revisited, and maybe it was Brian Ornbol’s first encounter with this idea.

(Han fokuserer på teknologien, der kunne minde om Gateway, og ikke på, hvad historien egentlig handler om. Titlen, ikke? Historiens korte arm. KK)

The Green Jacket by Gudrun Ostergaard. Thirteen year old Ivara has more than everything she can want but has not seen the world beyond her tower city. So she decides to have a look.

In the Surface by Sara Tanderup. A tale set in a future where the sea covers the planet.

Interrogation of Victim No. 5 by Lars Ahn Pedersen. The patient is questioned as to what happened to her… and then the patient realises…   This story is one of the best in the anthology and was a good note on which to end.

To be honest, none of the stories would likely to be professionally published in the west as they are presented here. Nearly all of the writing could be tightened; in a short story every paragraph has to work propelling the story along and some of these stories were way to long. Story endings also need thought; a good central plot is not sufficient by itself as the reader needs to be given a sense of completion if not story fulfilment. Having said that, a few with minor tidying and a clean up of the English, would not be out of place in a professionally published anthology. Very encouraging is that some of the authors are young: in their 20s or 30s. This is good news for Danish SF and it will be interesting to see if any in the future make professional sales in Britain (or North America). Science Fiction Cirklen is to be congratulated for enabling those of us outside of Denmark to get a taster of what those Danes are up to these days.

Jonathan Cowie

—

We also have much else in our autumnal edition (volume 25, No 5)
http://www.concatenation.org/whatsnew.html

Including a big news page
http://www.concatenation.org/newsindex.html

which also has much Eurocon news 
http://www.concatenation.org/news/news9~11.html#eurocon11

There is also a separate, stand-alone review of Scandinavia’s Eurocon this summer
http://www.concatenation.org/conrev/eurocon11.html

“Anything you can do to spread the word  and links of this edition to appropriate Scandinavian blogs and SF news sites would be very welcome.” JC

Tidens Kælven 1 vidunderlig omtalt

På Oplysningskontoret.dk lå en fantastisk omtale af Tidens Kælven 1, skrevet af digter, forfatter Mikael Josephsen – siden er nu (2014) forsvundet i havet af manglende domænebetalinger – så her følger den fulde anmeldelse:

BLIK FOR DET MESTE

Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.

“Tidens kælven 1” er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.

I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.

Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:

Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får

de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader

hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér

forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil

vender parret tilbage, år efter år.

Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur – og dette er god litteratur, det garanterer jeg.

“Tidens kælven” ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på… Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.

Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:

Kalder nogen alt det her en verden? For pokker…

Minutternes tikken… vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig

følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring – alle disse destinationer… findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”… Er De med!?

Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes “hèroppe” mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise – og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at købe den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, “Tidens kælven 1” er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.

Mikael Josephsen.

—

En anden anmeldelse, fra forfatteren Asger B. Nielsen