Don’t let them do the watching for you. [Fwd: They want to ██████ the Internet]

(those were the good ole’ days)

Since my ISP will not let me protect my email friends by sending this BBC, I will make it public here:

Kære gode menneske på nettet,

Dear good person on the net,

In two days international powers convene to try and put a central control mechanism on the Internet.

Limitations of both access and bandwidth today constitute punishment. “Three strikes and you’re out” and the Syrian national internet turned off are nasty examples of this kind of control. But exclusion tactics, isolation and repression of possible-media-shared are just the beginning of what Internet control is about.

Basically putting surveillance on everyone means mistrusting human communication – a belief that human communication is detrimental to human survival. Is that plain stupid, an expression of power hunger, or just a very, very fearful way of looking at the world?

Imagine the worst kind of surveillance you can, and you will have people out there negotiating to make it happen. The strive to control the Internet and your doings on the net is very real.

IF we want a world, where understanding of human differences and similarities is passed on to our children, we need a globally connected world, where openness and responsibility is the first order – and not fear of isolation, censorship or incarceration for speaking our mind.

Global communication DOES come with a price – the demand that each and every one of us stay critical of our joint communication. But if I or you do nothing about the plans to control global communication, in effect we prevent everyone prsent and future from learning about everyone. Learning how to become a global person will stop being an exploration and a thing of freedom and joy. And become a thing of fear.

Please sign this avaaz petition and pass on the email below or all of it. Doing so is part of assuming the responsibility of global communication that these power-brokers say we cannot handle ourselves.

kærlig hilsen,


Start på videresendt besked:

Fra: “Pascal V –” <>

Dato: 10. dec 2012 17.55.10 CET

Til: “krabat” <krabat>

Emne: They want to ██████ the Internet

Dear Avaazers,    Authoritarian regimes are pushing for governmental control over the internet in a binding global treaty. If they succeed, the internet could become less open, more costly and much slower. We’ve stopped threats like this before, and we can again — but only with a massive global outcry. Sign the petition and share with everyone you know:

Right now at a UN meeting in Dubai, authoritarian regimes are pushing for full governmental control of the Internet in a binding global treaty — if they succeed, the internet could become less open, more costly and much slower. We have only 2 days to stop them. The Internet has been an amazing example of people power — allowing us to connect, speak out and pressure leaders like never before. That’s largely because it’s been governed to date by users and non-profits and not governments. But now countries like Russia, China and United Arab Emirates are trying to rewrite a major telecom treaty called the ITR to bring the Internet under its control — the web would then be shaped by government interests and not by us, the users. Tim Berners Lee, one of the “fathers of the Internet,” has warned that this could increase censorship online and invade our privacy. But if we object with a massive people-powered petition, we can strengthen the hand of countries fighting this power grab. We have stopped attacks like this before and can do it again before the treaty text is locked this week. A wave of opposition to a new ITR is already building — sign the petition to tell governments hands off our Internet! and then forward this email to everyone you know — when we hit 1 million signers, it’ll be delivered straight to the delegates at this cozy meeting:  The meeting to update the ITR (International Telecommunication Regulations) is being convened by a UN body called the International Telecommunications Union (ITU). Normally, it wouldn’t merit much attention, but Russia, China, Saudi Arabia and others are trying to use the meeting to increase government control of the Internet through proposals that would allow for access to be cut off more easily, threaten privacy, legitimize monitoring and traffic-blocking, and introduce new fees to access content online. At the moment, our Internet has no central regulatory body, but various non-profit organisations work together to manage different technological, commercial and political interests to allow the Internet to run. The current model is certainly not without its flaws. US dominance and corporate influence highlight the need for reform, but changes should not be dictated from an opaque governments-only treaty body. They should emerge from an open and transparent, people-powered process — putting the interests of us users in the center. The ITU does extremely important work — expanding affordable access for poor countries and securing networks — but it’s not the right place to make changes to how the Internet operates. Let’s ensure that our Internet stays free and governed by the public and show the ITU and the world that we won’t stay silent in the face of this Internet attack. Click below to sign and then share this email widely:  Avaaz members have come together before to save the free web — and won. More than 3 million of us demanded the US kill a bill that would have given the government the right to shut down any website, helping push the White House to drop its support. In the EU, the European Parliament responded after 2.8 million of us called on them to drop ACTA, another threat to the free net. Together, now we can do it again.  With hope,  Pascal, Ian, Paul, Luca, Caroline, Ricken, Kya and the rest of the Avaaz team  SOURCES Cerf and Berners Lee Criticize ITU Conference (IT Pro Portal): ITU and Google face off at Dubai conference over future of the internet (Guardian): Keep the Internet Open (New York Times): Proposal for global regulation of web (Financial Times): Who controls the Internet? (Guardian): Support the Avaaz Community!We’re entirely funded by donations and receive no money from governments or corporations. Our dedicated team ensures even the smallest contributions go a long way. is a 17-million-person global campaign network that works to ensure that the views and values of the world’s people shape global decision-making. (“Avaaz” means “voice” or “song” in many languages.) Avaaz members live in every nation of the world; our team is spread across 19 countries on 6 continents and operates in 14 languages. Learn about some of Avaaz’s biggest campaigns here, or follow us on Facebook or Twitter. To contact Avaaz, please do not reply to this email. Instead, write to us at or call us at +1-888-922-8229 (US)

Europa – en kulturel supermagt?

Jeg modtog følgende, videresendt fra Muniam Alfakar, formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening.

Fra: Søren Beltoft <>
Dato: 15. juni 2007 14.11.21 MET
Til: <>
Emne: Europæisk kulturstrategi

Debat i Diamanten: Europa ˆ en kulturel supermagt?

onsdag 20. juni 2007 kl. 17
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Gratis adgang

Hvordan gør europæerne deres forskellighed til en styrke? Variationen af sprog, kulturer, traditioner, kunstneriske udtryksmåder og kulturarv er et af Europas stærkeste kort. Det er identitetsskabende, og som EU-sloganet siger, er det: Unity in diversity.

Men hvordan kan mangfoldigheden og forskelligheden udnyttes bedre? Hvordan kan vi anvende vores ressourcer til at skabe det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge dem i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Vær med når Richard Swartz, forfatter og Østeuropa-korrespondent, Svenska Dagbladet, EU-eksperten Marlene Wind, Københavns Universitet, og Uffe Andreasen, presse- og kulturråd ved Den Danske Ambassade, Berlin, forsøger at svare på, om Europa igen kan blive en kulturel supermagt.

Ordstyrer er Clement Kjersgaard, tv-vært og chefredaktør, RÆSON.
Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen · Tlf. 3347 4364 ·

Se også CCP Danmarks hjemmeside under “Nyheder 2007” / “Meddelelse fra Kommissionen” [linket i titlen ovenfor]

Venlig hilsen
Søren Beltoft, konsulent
CCP Danmark
Litteraturcentret / Kunststyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
DK-1553 København V
Tlf. dir.: +45 33 74 50 73

mit svar var nok henvendt til Muniam, men rettet til dig, der læser det her nu. Supermagtsbegrebet er én stor gang Nysprog:

kære muniam,

det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge vores ressourcer i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Efterlyst? Ikke af mig.

Man kan ikke tale supermagt, kulturel, politisk, økonomisk eller andet, uden at sige, at der findes et spil man ikke kan ændre på.

Jeg tror ikke på massen. Massen findes, men jeg tror ikke på massen. Hvis jeg troede på massen, som massen skal tros på, ville jeg sætte mig ud over individet. Og sige at én leder er nødvendig. Jeg tror ikke på én leder. Jeg tror på ansvarlighed i den enkelte. Ansvarlighed kommer af oplysning – hjemmefra, fra specialister, fra nabo til nabo, fra by til by, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måden, vi organiserer os på, handler om uoplysning. Konkurrence. Hemmeligheder. IKKE at vise os selv. Fordi vanen… vanen har vist os, at der er visse ting og mennesker og situationer, vi ikke kan stole på, og vi kan aldrig være sikre på, hvem og hvad de vil være. Og dog ved vi, at den opmærksomhed, vi giver uden at forvente noget igen, får os til at føle os bedre tilpas, meget bedre tilpas end at være bange, men vanen… vi finder bekræftet til alle sider, får os til at tro, at frygten vi føler har større sandhedsværdi. Massen findes, fordi der er individer, som udnytter individernes frygt. At sige, at dét ikke kan ændres på, er at lyve.

Jeg er ikke interesseret i at være en del af nogen supermagt, kulturelt eller andet, som er baseret på at massen findes. At det accepteres, at mennesker frygter kollektivt – når en mentalitetsændring kunne standse det. Så din videresendte mail er klam. Som alt andet, der baserer sig på massen.

tal ikke til mig om realisme og langsigtede strategier. Der gives ingen åbninger nogen steder, fordi det er nemmere… det vurderes nemmere og kortsigtet givtigt for mennesker alle steder og på alle niveauer af overskuelse samfundet at samles om at Kæmpe imod frygten ved at slutte sig sammen af frygt, end det er for dem, der har mulighederne for at få folk i tale at fokusere på at samles af velvilje, åbenhed og de varme følelser, som i fald de bliver modtager vokser til kærlighed.

At satse på at frygten varer ved er nemmere. På kort sigt. Så tal ikke til mig om langsigtede løsninger. Det handler ikke om lang sigt. Det handler om at blive den største dreng i skolegården, så de andre bliver bange for én. Mere frygt. Mere vane. Det er ikke interessant. Vi kan mere end dét nu. Det handler blot om at sige det.

venlig hilsen,
kenneth krabat


Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på… Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden…

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?

En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer – men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister – til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi – som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage – modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.

At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens “muligheder”. Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)


[kommentar til Politikens debatredaktion i anledning af journalist Lasse Ellegårds karakteristik af historikeren David Irving i Politiken Søndag 26.02. 2006]

Kan nogen huske Orwells “1984”?
I denne mørke skildring af et samfund, hvor alle ministerier havde politisk korrekte navne, der sigtede på at udrydde enhver forestilling om, at der udenfor nationen kunne findes en bedre verden, blev enhver afvigelse fra dogmerne straffet hårdt, herunder også tankerne om alt, ledelsen ikke så nationen til gavn.
Hvad man ellers måtte mene om den paranoide holocaustbenægter, David Irvings udgydelser, er det især i disse “Mohammed-dage” interessant at bemærke, at manden har fået 3 års fængsel for, hvad man kun kan kalde en “tankeforbrydelse”! Han er blevet straffet for at have “farlige” tanker og udbrede disse tanker. Og Politiken kolporterer hånligt en østrigsk fængselsleder i citat: “Så kan han de næste tre år skrive vaskelister i fængslets vaskeri”.
Avisen accepterer, at man nu end ikke må *tænke* dét, der går samfundet imod. Det er sådan, at ytringsfrihed bliver til ytringsafgrænsning. Og i det øjeblik er der ikke længere nogen grænser for arten af tanker, man kan begrænse.
Før demokratiet blev noget, man reelt brugte at henvise til, var det kutyme at spærre dissidenter inde på sindssygeansalter. Ikke kun i Sovjet; også i Europa. Det kan vi ikke rigtig finde ud af i dag, men så kan man jo gå rettens vej!
Hvornår spærrer man Jyllandspostens kulturredaktør inde for at tage pis på islam? Jonni Hansen for at synes nazisme er federe end kærlighed til jøder? Mogens Camre og slænget af DF-kompaner for at frygte at miste frikadellen? Nyboligs mæglere for at frygte at blive fattige? Og nu man ér i gang, kan man også lige så godt spærre Tine Bryld inde for at minde os om grønlændere i isolationsfængsling. Og alle de andre, der føler de har en sag, som man er tvunget til at bruge 17 sekunder af sit liv på selvstændigt at forholde sig til.
Det er ellers nemt. Man inddrager bare politiets weekendorlov og anholder dem alle sammen i én stor razzia. Så kan man skære TV-nyhederne ned til 5 minutter, og nøjes med kulturstof i aviserne.
Sikken fred her bliver. Så man kan høre sig selv tænke [gode, ufarlige tanker].