“Jeg er meget begejstret for din bog. Eller sagt på en anden måde: Jeg er meget begejstret for din fornemmelse for tid.
Hele idéen med disse uforbundne, tilsyneladende tilfældige tekststykker, der dog i deres helhed netop beskriver ét konkret fænomen, én uomgængelig uomgængelighed ved den menneskelige erfaring – tiden – rummer noget dybt forjættende. Det minder mig instinktivt (kan et minde overhovedet være forceret?) om Walter Benjamins passageværk, der også syntes at have som altoverskyggende ambition at beskrive det, som netop aldrig lader sig beskrive; det der fortsat undslipper os. Hvordan fokuserer man en flimren i øjenkrogen, hvordan fanger man lyset i flasken? I stedet for at klappe i takt med rosset og slå ned dér, hvor alle andre i forvejen kigger, er det som om din tekst (hellere denne formulering end et egentligt ’du’, da du ikke slår mig som typen, der skriver i cirkler omkring dig selv (i modsætning til så mange andre (herunder undertegnede))) insisterer på at synkopere og derved tiltvinge sig adgang til det, vi kunne kalde mellemtiden. Og heri ligger kunstgrebet, den potentielle genistreg. For det er i mellemtiden, i de uagtsomme øjeblikke, at tiden findes, dirrer og udvider sig – naturligvis blot for at forsvinde.
Niklas Luhmann, den store, tyske systemteoretiker, virkede udadtil som en kølig og ordensliderlig skrivebordsmus af en mand. Han stod jo trods alt også fadder til en videnskabelig trosretning, man ved en kursorisk indføring let kan forledes til at finde blottet for både menneskelig følelse, vilje og etik – så fortænke folk i en vis skepsis mht. hans egenskaber som menneske hinsides den robotlignende systematik, kan man vel næppe. Men da Luhmann sidst i 90’erne havde lagt sig til rette til den sidste store søvn, og hans kontor uvægerligt måtte tømmes, viste det sig imidlertid, at den navnkundige tysker, der i en årrække havde været professor i sociologi ved universitetet i Bielefeld, igennem sit 70-årige liv havde akkumuleret et så imponerende vildnis af noter og optegnelser, at end ikke års finsortering af yderst kvalificerede hjerner ville kunne gøre det ringeste indhug. Bøjede, krøllede og sammenklistrede post-its, løsrevne kartotekskort, udklip fra gamle magasiner, endeløse A4-ark med citater uden kontekst: Luhmann havde i sin empiri ikke forsøgt at kortlægge verden med systemteoretikerens omhu og metode; han havde tværtimod erkendt, at tilværelsen er og bliver kaotisk og vildtvoksende – at tiden, den indre, er helt og aldeles uhåndgribelig! – og derfor havde han sat sig på toppen af sit noteapparat, indtaget sit bjerg af vilkårlige og uvilkårlige sansninger og simpelthen beskrevet en verden i binære koder. Ud af altings disintegration var klarsynet høfligt emaneret.
Asger B. Nielsen, forfatter
