Information Brevkasse: Ved at miste familie og venner

Der tales om “tipping point”, hvor de fælles interesser bevæger sig i hver sin retning, og om at “ikke have lyst til de gamle venner og familien” er et aktivt valg på lige fod med at have lyst. Og om at spørgerens demografiske alder passer med, at der sker for meget “inden for familien”, så der ikke er tid til “det gamle”, man gjorde sammen med vennerne.

Brevkassebestyrerne kunne sikkert have talt om depression, psykisk udmattelse, underlegenhedsfølelse, SoMes fratagelse af overraskelseselementerne og deraf mangel på ting at opdage sammen, forudsigelighed og kedsomhed, større erkendelse om risikotagning i form af handlingsindskydelser og stoffer, større skam-deling på offentlige fora, og om ensomheden som en selvreplikerende lidelse, når ingen udviser ægte interesse.

Eller at det går op for én, at ingen nogensinde har opfattet én som andet end et indslag i deres eget liv – og at man for en stor del har det på samme måde.
Og at de sjoveste ting altid har været at tale om de åndssvage ting, man gjorde sammen i går, sidste weekend, sidste sommer – ikke at tale om dem på 20. år.

Og at man faktisk er nødt til at bruge timerne, de stadig færre timer, på at gøre ting for sig selv, eller sammen med en enkelt anden, det gør én glad at dele med med, for at opnå en følelse af, at verden og at leve har en betydning. Forskellige ting, nye ting, der tvinger hjernen til at arbejde og lave nye spor.

Og at den fornyelse bliver konstant sværere at opnå, jo ældre hjernen bliver og jo flere gange den har været rundt om karréen. Og hvis man ikke interesserer sig for de korte adrenalinfix ved spil, sportskampe og politisk agitation og skuespil, men kun for fred mellem mennesker og lydhørhed og for at kunne åbne hjertet for en forårsdag og for små ting, er der ikke så meget tilbage andet end at nikke mod solsorten og tænke “godt, den ikke er en bombe”, uden at sige det højt. Godt, at der er fred, endnu. Der er ufred andre steder end hér. Der er fred hér.

Freden burde ikke være noget man konstant skulle kæmpe for, men det er det. Naglerne sidder fortsat fast i konstruktionen, men de bliver løse over tid af vindene, der går hid og did. Sammenfaldet sker for vore øjne, jo ældre vi blir. Højere diger. Højere temperatur. Lavere odds på overlevelsen. Mere potentielt at skulle gøre.

Sikke noget at tale om ved mødet med de gamle venner, der ser det samme ske. Sliddet på civilisationen.

Ved verdens afslutning, de store ting, ikke de små, skal man have mægtig meget godt at spise og drikke. Men man kan kun gøre det 1 gang, før det bliver latterligt. Man kan kun være enige om undergangen 1 gang, før verden helt naturligt fortsætter i et nyt spor. Som man selv er nødt til at følge. Som hver og én selv er nødt til at følge.

Valget af gamle venner er om man er blandt dem, der lukker øjnene og holder hånd på alle de andre, som også lukker øjnene.

Eller holder øjnene åbne og går på egen hånd ad det nye spor – dét, at den gamle verden er slut. Og den nye altid ny. Og så få nye venner på dén vej. Ny familie. Sige pænt farvel og tak for følgeskabet til dem, der er længere fremme, og udvise venlighed og omsorg til dem, der følger efter, men åbne øjnene og erkende, at den gamle verden er endt. At hastigheden er ens egen, uden illusioner om et fælles fodslag. At dét er dét, der er slut.

(Man kan næsten læse det hele i brevkassesvaret)

https://www.information.dk/moti/2024/02/brevkassen-ved-miste-kontakt-familie-venner-goere