Quora Q/A: Are you sure of all you write?

(Fresh answer: Well, I bloody well have to be, don’t I?)

 

I am not 100% certain of the essence of the question. But in answering I HAVE a way that feels more certain than other options of analysis:

Writing is a question of combining information, relevance, flow with brevity in a logically coherent and obvious way.

You begin somewhere that makes sense to you:

    • Various theories have it that you start off with a tiny mystery or a descriptive feeling to draw the reader into the text. But a form like that sends a clear signal to the seasoned reader that you are not a “free writer”; you are out to please, ie. to sell, ie. you might care more about your own livelihood than delivering the goods. Maybe.

Put yourself in the reader’s place:

    • Nobody wants a bumpy ride, where the text cannot come to terms with itself, but if the information, the story, or the range of descriptive feelings is relevant enough, readers might go along for the ride. But the unevenness might be an intended purpose, a sense of struggling uphill, grasping for some unknown handhold, producing a damning desire of fulfilment as payoff for all of the hardship…
    • Only a particular clientele wants a smoothed out ride, where all things are without corners, prongs, thorns, grating or holes and all behaviour is within acceptable societal parameters and justice is served at every table and nothing really hurts. But lack of pain and opposition can make things go down, which would otherwise be rejected…

Every story, every information delivery, has something at heart, and the choice of language frees this something, or it does not:

    • A really slow story
      A slowly developing story
      A story developing really slowly
      A story being really slow to develop
      A story-development on the slow end
      A story taking its time to come to fruition

Which one is it? What is your personal like or enjoyment of language? Hopefully the words that feel right strung together.

Finding certainty in the delivery is what the writer does. Weighing the words that come to describ

    • the personal understanding of facts
    • the development of a scene
    • the mechanics of a reaction or
    • the parameters of feelings or an emotion

which later in the editing proces still bring the intended result. And all of the little words connecting everything, pointing to directions, changing time and perspective, all of it, hinge on the intent. Is it a direction, a center, a show, a precision? The intent causes words to form. The intent rules. As a conscious, well-planned-out thing or from-the-heart improvisation, the method should only matter to the writer.

So, to answer the question again:

And am I sure that the choice of words up above are just the right words?

    • That would be a definite “No” – because they cohere as one answer to a question with more than one interpretation. And editing can go on until Entropy is done taking a break.
    • But having edited the present full answer for 35 minutes the stringing of words is now intentional and deliberate, fulfilling my intent of an adequate reply to an unclear question, while also adding an amount of the writer’s meta-thinking for some readers to take heed of, to make the answer a “yes”.

Thanks for the opportunity to think about it.

Kilde: https://www.quora.com/Are-you-sure-of-all-you-write/answer/Kenneth-Krabat-1

 

HVOR DE BOR

– kortprosa

Nu forsøger jeg igen. Skrive noget, impuls til at skrive, jeg skal snart op, jeg bør forsøge at soge, jeg vil hellere forsøge at skrive, men der er ikke noget at skrive om, jeg har gjort en veninde glad med hjælp til huset, jeg har kørt far til hans kæreste i nordjylland, jeg har fået udgivet digte som mit alter ego, har ikke lyst til at skrive noget af mit eget.

Se, det var vel en slags dagbogsindlæg. Det burde være LSD eller hash, måske 40 timer uden søvn eller bare lade døgnet rotere ved at sove og stå efter behov, bryde monotonien inden jeg dør, før jeg dør, indtil jeg dør.

Det var morsomt, ufrivilligt morsom, alt jeg gør er META, der ér ikke andet længere, jeg nyder at se fornemme mine hænder arbejde, når automatskriften kører, både fremad og i rettelse, fire fingre på den ene hånd, max 2 på den anden, det er 42 fingre lige ned i halsen, jeg vil ikke sige det imod, det var fingrene der skrev det, og kun den voldsomt sekundære, medlevende bevidsthed, der godkendte det.

Tænk, at jeg kan blive uenig med mig selv, men kun kort, så holder det op, så falder regnen, så ser vi på hinanden og på os selv, så sner det, så fryser vi, så bliver alting så normalt, så skinner solen, så mister vi os selv til hinanden på en gammel rebbro over Ganges, det er i Indien, din spasser, dér hvor de dør, jeg burde nok have rettet baglæns og således slettet enhver historisk fiksering, ingen skal vide, at jeg har levet i nogen tidsalder, jeg vil ikke skyldes for noget, jeg vil

så meget, jeg vil virkelig gerne så meget, jeg er utilstrækkelige optioner stillet op for børn at kaste dåseflødeskumskager efter, jeg falder nu, jeg kan mærke at det kommer nu. I stedet går så alting langsommere, bemærk at linjerne er befriede for navne og steder og udsagn og anekdoter, jeg begriber ikke hvordan det er lykkes at lokke nogen helt herned på siden på så lidt. Der kommer ikke mere. Jeg siger det lige ud. Nærværende er så højt det svinger sig.

Der bor mennesker i Oldenburg. Der bor hunde.

META – produceret af Poetisk Podcast

– mit tredje producerede drama

Forårskræfterne er begyndt at vise sig og vi har fundet vej i vores meta-lag igen, denne gang med Philippe Christiansen som Kræften og Trine Runge som Meta – hovedrollerne i Kenneth Krabats META. Som så meget andet p.t. blev optagelserne lavet via ZOOM.

Efter en fuld indlæsningsdag samlede de to hovedaktører nogle tanker omkring teksten:

Kenneth Krabat har skabt en tankevækkende, forførende og drilsk tekst som med en insisterende invitation får os til at kigge indad: Kan vi berige vores liv med det uønskede? Integrere det grumme? Døden? Kræften i alle dens ubehagelige og provokerende aspekter?
—Philippe Christiansen

Meta er for mig en tekst som handler om fravær af nærvær i en meget travlt og overfladisk nutid. Nærvær, og fravær af nærvær dukker hele tiden op i teksten. Kræften – eller sygdommen – tvinger mennesket til at være nærværende. Og de to Meta-mennesker cirkler rundt om vores drømme om hvordan liv og død bør være, og det fraværende liv i vores overfladiske dagligdag. Helt konkret udtrykt som vores allestedsnærværende Avatar.
—Trine Runge

Kilde: Poetisk Podcast, Nyhedsbrev marts 2020

Abonner på Poetisk Podcast

Vi så det ikke komme

i baljen med det hele!

‎”Det er mit ansvar, hvad der foregår i det sprog, jeg kender som mit hjem. Ingen accent over “er” og ingen kursivering af “ansvar”. Fremtale er sagen. Samtale med fremmede. Det skal der stå på plakaterne og på skiltene gennem gaderne. “Fremtale”. Nogen vil måske forsøge med bydeform og miste deres skilte lige så stille og roligt. Jeg fremtaler. Skal vi droppe snakken og tage en fremtale? Fremtale bygger bro over nationerne. Fremtale er Danskernes bidrag til verdensfreden. Menneskelig interaktion uden at slås.”        — (fra strømmen nedenfor.)

Jeg ved, at jeg er uden for den danske bogbranche. Udenfor. Ikke på indersiden. Ikke in the know. Men præcis som det er bedre at se på en person, der er syg, end selv at være det, kan jeg forholde mig til hvad nogen kalder den danske bogbranches abjekte mangel på samarbejde, som jeg ser som misforstået intellektuelt paternalistisk forretningsskab med udtømningsrør ned i en fond, snarere end dén forretning med konkurrerende litteratur, som Danmark virkelig behøver, hvis ikke vi skal sidde ikke bare som udkantseruropæerne men også som Udkantsskandinaverne om 20 år.

Vi behøver, at vore nordsproglige forlag samarbejder gennem at konkurrere, danskere internt, og ud til alle sprog, vi kan opretholde et marked til. Jeg ved, danske forlag sælger oversættelser til hvem, de kan, men jeg taler om at udvise vilje til at samarbejde snarere end indtjeningssocialitet.

Det ændrer sig ikke fra dag til dag. Der er ikke andet litteraturpoliti end udgivelserne selv, som de læses af flest, og næppe en sammensværgelse af forlag i politisk karteldannelse. Og kun moralister som undertegnede gider tale om det. Men så hør hér:

Den mentalitet, som livet har sendt frem til at skade andre for egen vindings skyld, er en dybt såret mentalitet. I den ligger og har ligget stort behov for overlevelse nødigt. Familier igennem generationer i Danmark har været undertrykte af dronninger og baroner og hoffolk og godsejere og andre fisefornemme objekter for romantiske forestillinger om et ”bedre liv med penge og magt”.

Der er kun ”ansvar”. Eller ”ikke-ansvar”. På dét forståelsesniveau, man befinder sig. Et såret kollektivvæsen som Danmark, tilskadekomment som landet er gennem krig, uvilje til frygt for at se ubehaglighederne i øjnene og århundreders bondeundertrykkelse, behøver at give til omverdenen, hvad omverdenen behøver – på en måde der sparker bedre røv end noget andet land har gang i på samme område. Selvrespekt. Selvagt. Tillid til sig selv.

Hver enkelt må føle, at det nytter noget, hvad de gør. Og hvordan kan kun hver enkelt afgøre for sig. Der er ikke noget endeligt, beskriveligt mål, men der kan være mange pitstops og afkørsler på vejen. Henover kollektivpolitik og offentlig anerkendelse af psykologi i politik, skatte- og lønfordele til mennesker med

NEJ, jeg vil ikke forstå, hvorfor jeg nærmer mig overgrebs-forsvarende retorik med muligheden for bittesmå justeringer mod hensynsløst magtmisbrug og underkastelse.

Ovenstående er undergravende retorik. Den er født af lige dele besserwissen im Augenblick og misforstået velønskning. Den udviser ikke respekt for mennesker og menneskers muligheder, og de svagheder som skal hærde styrkerne igennem kollektiv

Nu gjorde jeg det igen. Jeg må åbenbart have et meget stort ønske om at gøre noget godt for folk. Men at ønske det er jo ikke det samme som at gøre det – det ses jo af svingningerne her, der blot er tanker.

Ville f.eks. at undlade at slette det her indlæg på nogen måde kunne gøre det ud for bestanddele i min andel af at gøre det? Eller bør jeg ikke være i tvivl? Bør jeg kunne selv? Bør jeg frygte et eller andet dominerende spøgelse i mit liv, der tidligt har bragt mig til at tro, at jeg snart ville miste vedkommende, ham eller hende; at jeg snart ville være uden for hjælp og omsorg og nærhed og venskab og tryg pardannelse i den nation jeg voksede til i kongeliniernes vold, i sammensmeltningernes tid – fra konge til adelen til godsejerne til bønderne til bøndernes tyende og helt ned til det mindste barn – og siden fastholdt af aldrig rystede kapitalinteresser? Nej, der er ingen revolutioner i min tid. Dansken gør ikke oprør. Det taler man ikke om. Af at bo i Danmark bliver man i stedet en slags undergrundsrevolutionærer, der går op imod alt og alle, herunder sine naboer, bofæller, og sågar familie, ikke åbenlyst, men evigt parat til at forsvare, hvad enhver kender som sine drifter.

Det er fint holdt, Folkens. Store viljestyrke. Vi er stolte af jer.

Og fandens. Der gik jeg sgu i gudebaljen. Men jeg mener det vel.

Det er mit ansvar, hvad der foregår i det sprog, jeg kender som mit hjem. Ingen accent over “er” og ingen kursivering af “ansvar”. Fremtale er sagen. Samtale med fremmede. Det skal der stå på plakaterne og på skiltene gennem gaderne. “Fremtale”. Nogen vil måske forsøge med bydeform og miste deres skilte lige så stille og roligt. Jeg fremtaler. Skal vi droppe snakken og tage en fremtale? Fremtale bygger bro over nationerne. Fremtale er Danskernes bidrag til verdensfreden. Menneskelig interaktion uden at slås. KAN det lade sig gøre? Eller fortsætter vi i samme passive aggression som hidtil og længe? Det er et spørgsmål om, hvad hver enkelt VIL. Af VILLEN er der handling. Og VIL man noget andet, gør man noget andet. Kan og er man noget andet. Indefra og ud.

Man kommer til at VILLE gennem at forstå, hvad der er godt for én. Hvad ellers er der at tro på, hvis man taler om omvikling? Det må da til enhver tid med bare et minimum af intelligens handle om at samarbejde med sine egne livsvilkår. Menneskelig udvikling. Fremtale. Ikke at slås.

Forudsætter jeg for meget? I så fald, hvad?